Kronik

Finansministeriets regnemetoder er tynget af politisk arvegods

Der er ikke økonomisk-teoretisk belæg for den værdisætning af fremtiden og offentlige investeringer, som Finansministeriet dikterer. Den er født af embedsmænd, der bedriver politik
Ministrene må i de kommende uger tage kampen om diskonteringsrenten med Finansministeriets embedsmænd. Det er de nødt til gøre med bevidsthed om, at det i denne sag er dem – som folkets repræsentanter – der er eksperterne.

Ministrene må i de kommende uger tage kampen om diskonteringsrenten med Finansministeriets embedsmænd. Det er de nødt til gøre med bevidsthed om, at det i denne sag er dem – som folkets repræsentanter – der er eksperterne.

Uffe Weng

10. september 2012

På årets sidste sommerdag tilbragte jeg eftermiddagen til seminar på Økonomisk Institut ved Københavns Universitet. Temaet var samfundsøkonomisk projektvurdering baseret på cost-benefit-analyser. Trods den noget støvede overskrift har temaet stor betydning for, hvilke investeringer der foretages i Danmark. Og så er det tilmed højaktuelt, idet Finansministeriet snart offentliggør en ny Vejledning i udarbejdelse af samfundsøkonomiske konsekvensvurderinger. Sidst det skete var i 1999.

Men der er tale om tungt og tørt stof, der vanskeligt lader sig formidle, og som sjældent er værd at skrive hjem om. Måske netop derfor var deltagerne denne fredag eftermiddag ikke journalister, men primært økonomer, der beskæftiger sig med emnet i ministerier, konsulenthuse, tænketanke og på universiteter.

Det, jeg hørte på seminaret, bliver ved med at rumstere i mit hoved, og jo mere jeg tænker over det, des mere bekymrende finder jeg den tingenes tilstand, som seminaret kastede lys over. Det, jeg står tilbage med, er en følelse af forargelse på demokratiets vegne.

Situationen er tilsyneladende den, at embedsmændene laver manualer for de samfundsøkonomiske projektvurderinger, som danner basis for politikernes beslutninger, og som på forhånd lægger præmisser om at prioritere vores efterkommeres interesser lavere. Og på visse punkter gør de det oven i købet uden det fornødne økonomisk-teoretiske fundament.

Politikerne bindes

Seminarets første halvdel omhandlede det forhold, at den samfundsøkonomiske værdi af offentlige investeringer vurderes som lavere end værdien af et tilsvarende privat projekt. I cost-benefit-analyser opjusterer man ganske enkelt de offentlige udgifter i forhold til private udgifter ved at gange førstnævnte med en faktor 1,2.

Det sker ud fra et argument om, at offentlige investeringer finansieret via skatter medfører en forvridning af aktiviteten i økonomien – det såkaldte skatteforvridningstab. Eksempelvis antages beskatningen af arbejdskraft at medføre et lavere arbejdsudbud end ellers. Derfor benyttes en faktor på 1,2 til at beregne de skatteforvridningstab, som angiveligt opstår på grund af behov for skattefinansiering af offentlige projekter. Hvis et projekt eksempelvis kræver en investering på 100 millioner kroner, vil projektomkostningen i cost-benefit-analysen blive 120 millioner kroner, hvis projektet skal skattefinansieres. Det kan selvsagt have betydning for resultatet af samfundsøkonomiske vurderinger.

Professor Claus Thustrup Kreiner viste imidlertid på seminaret, at brugen af en sådan faktor er uden fundament i den økonomiske teori, og at faktorens konkrete størrelse er grebet ud af den blå luft.

I den efterfølgende debat kom det frem, at de egentlige argumenter for denne faktor på 1,2 nok var af mere »politologisk karakter«, som det pænt blev formuleret. Eller som det tørt blev konstateret af en seminardeltager: Faktoren skal ses som et udtryk for, at der var bred politisk konsensus om at holde skattetrykket og de offentlige udgifter nede. Den var således en måde at binde politikerne til masten på.

At den økonomiske teori ikke kan levere noget argument for at opretholde gældende praksis, får dog ikke Finansministeriet til at vakle. I ministeriets nye vejledning vil faktoren på 1,2 fortsat blive anvendt, fastslog Finansministeriets repræsentant.

Ingen forklaring

Finansministeriet er også på andre punkter på tynd is med sin manual. Også den her i avisen omtalte diskonterings- eller kalkulationsrente (5. september), som bl.a. har stor relevans for klima- og miljøpolitikken, er et eksempel på, at embedsmændene i Finansministeriet burde udvise større ydmyghed og erkende, at de har bevæget sig ind på politikernes territorium.

Den ydmyghed ser man desværre ikke mange tegn på. På seminaret fastslog embedsmanden indledningsvist åbenhjertigt og ubekymret, at »indvendinger tager vi ikke vanvittig tungt«. Da emnet senere omhandlede, hvilken diskonteringsrente Finansministeriet vil fastsætte i den nye vejledning, udtalte han frimodigt, at »ingen kan forklare, hvordan vi i den gamle 1999-vejledning nåede frem til 6 pct.«

Diskonteringsrentens benyttes, når man skal beregne, hvad en investering i f.eks. veje, skovrejsning eller vindmøller koster for samfundet. For at kunne sammenligne omkostninger og gevinster over tid oversætter man via diskonteringsrenten omkostninger og gevinster i fremtiden til værdier i dag. Diskonteringsrentens størrelse er derfor afgørende for, om et projekt vurderes som en god investering. Ved en høj rente vægtes kortsigtede gevinster langt højere end langsigtede, mens en lav rente omvendt giver fremtidige gevinster større betydning. Diskonteringsrentens størrelse afspejler dermed, hvilken værdi vi tillægger fremtidige generationer, og har især stor betydning for klimapolitikken, som jo har rod i ønsket om at tage meget langsigtede hensyn.

Uforsigtighedsprincippet

Det er vigtigt at erkende, at diskonteringsrenten bør betragtes som et grundlæggende etisk og dermed politisk spørgsmål. Man kan derfor i sidste ende kun fastsætte størrelsen ud fra en værdibaseret beslutning, som kun de folkevalgte politikere kan tage. Politikerne kan selvfølgelig til en vis grad støtte sig til den økonomiske sagkundskab, men de fleste økonomer vil trods alt erkende, at etiske spørgsmål ligger uden for deres kompetenceområde.

Seminaret viste da også, at der ikke findes enighed i den økonomiske videnskab om ét objektivt svar på, hvor stor diskonteringsrenten skal være. Derfor ender embedsmændene i Finansministeriet i praksis med at træffe en teknokratisk beslutning ud fra deres eget politiske verdenssyn, der tilsiger dem at vælge en relativt høj rente, der begrænser rentabiliteten af offentlige investeringer, som Finansministeriet er sat i verden for at holde nede.

Omvendt forsigtighedsprincip

Det betyder, at vi kører frem mod den grønne økonomi med bremserne hugget i. Eller som professor Peder Andersen fra Fødevareøkonomisk Institut pointerede på seminaret, må Finansministeriets praksis for miljø- og klimaområdet betragtes som et omvendt forsigtighedsprincip – dvs. at usikkerheden kommer de kortsigtede økonomiske interesser til gode på bekostning af vores efterkommeres livsvilkår.

Regeringen har en målsætning om en dansk omstilling til en grøn økonomi, som netop skal sikre vore efterkommeres livsvilkår. For at sikre det må ministrene i de kommende uger tage kampen om diskonteringsrenten med Finansministeriets embedsmænd. Det er de nødt til gøre med bevidsthed om, at det i denne sag er dem – som folkets repræsentanter – der er eksperterne. Dem, som skal skære igennem og træffe en politisk beslutning. Det er ikke et teknisk spørgsmål, man kan overlade til teknokrater, men et etisk spørgsmål, som kun de folkevalgte kan afgøre. Og her kan de heldigvis skele til vores nabolande, som har en langt lavere diskonteringsrente end Danmark – specielt Storbritannien har indført én, der aftager over tid, så f.eks. klimamæssige konsekvenser om 100 eller 200 år også tæller med i regnestykket.

Martin Risum Bøndergaard er energi- og klimapolitisk medarbejder i Det Økologiske Råd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

At Finansministeriet er fyldt med politiserende økonomer, kommer vis ikke bag på mange deltagere på Informations debat. Den nødvendige pendant hertil, nemlig økonomiserende politikere, der dækker deres politiske beslutninger af med falske alibier fra diverse vis- og embedsmænd, har vi også været inde på af og til. Det sidste er langt vigtigere end det første. Det er antidemokratisk og totalitært. Kan vi få ryddet op i denne mødding?

Økonomer ses i dag som videnskabsmænd, og deres viden bruges konstant til at underbygge politiske beslutninger. Det til trods for, at deres evne til at spå om fremtiden er dårligere end DMI.

Troen på økonomiske modeller, der kan se mange år ud i fremtiden, er skræmmende. Journalister præsenteres for tal som f.eks. -47 mia i 2020, og udfordrer ikke tallene, men videregiver dem som facts. Det til trods for, at ingen kan ramme præcist bare et år frem i tiden (her har de såkaldte vismænd skudt mange milliarder forkert).

http://politiken.dk/debat/analyse/ECE1375319/hvad-ved-oekonomer-om-fremt...

Måske synet på økonomers kunnen skal have et realitetstjek, i stedet for at give dem overherredømme.

http://m.b.dk/article.pml;jsessionid=224D3B7FB69B2F3D374F57F87700C1AC.uw...

Grethe Preisler

@)Niels-Holger Nielsen: "At finansministeriet er fyldt med politiserende økonomer kommer vist ikke bag på mange af deltagere på Informations debat".

Det er der muligvis noget om.

Men det er jo en ringe trøst i betragtning af, at Information hovedsageligt appellerer til læsere, der i kraft af et højere uddannelsesniveau ved en smule mere om substansen i de materier, finansministeriets "økonomiske eksperter" befatter sig med, end det flertal af medieforbrugere, der henter deres "viden" om nationaløkonomiske regnemodellers pålidelighed fra andre medier end Information?

Jeg tror såmænd ikke, augurerne i finansministeriet er hverken klogere eller dummere på økonomiske sammenhænge, end de politikere, de er sat i verden for at betjene med deres spådomme v.hj.a. kolumbus-ægget DREAM.

Det er skræmmende, at vage teoridannelser, oven i købet som her beskrevet uden dokumentation, kan styre politikken og beslutningerne i samfundet, når det i så høj grad er til ugunst for flertallet af borgere, hvad der besluttes.

Johannes Nielsen

Et forholdsvist sagligt indlæg om substansen - hvorvidt der skal tages højde for forvridningstabet ved skattemæssig finansiering i offentlige projektvurderinger - der leder til et lidt usagligt angreb på finansministeriet.

Det er min bedste overbevisning at finansministeriet faktisk gør hvad de kan for at følge det, der er state-of-the-art indenfor den økonomiske disciplin. Alene det faktum, at de sender højtstående embedsmænd til sådan et seminar viser at de er lydhøre overfor kritik af deres nuværende metode. Der er tale om ganske nye teoretiske resultater, der sætter spørgsmålstegn ved deres nuværende metode - det tager selvfølgelig lidt tid inden dens slags bevæger sig fra akademiske tidsskrifter og debatter til den finansministerielle praksis. Det skal nok komme.

Peter Ole Kvint

Det er svært at beregne de klima-mæssige konsekvenser om 100 eller 200 år, da global opvarmning er positivt for Danmark.

Skattefinansiering af offentlige projekter kan være dyre end værdien af et tilsvarende privat projekt. Det omvendte kan også være tilfældet. Problemet er at et privat projekt skal laves for lånte penge, og give et overskud, som beskattes, dels kan de private eksportere eller hele det private projekt kan blive solgt til udlandet. Hvis man ikke giver de private en fordel, så vil de altid tabe til Staten i en økonomisk beregning. Det skyldes at de privates styrke er tilpasningsevnen til det uforudsigelige, noget som ikke kan beregnes.

Johannes Nielsen, det ændrer ikke på, at enhver med det blotte øje kan se, at Finansministeriets embedsmænd i alle årene har anlagt en politisk vurdering frem for en saglig, fordi offentlige investeringer i realiteten er og bør være billigere for samfundet i udregningerne. En masse samfundsøkonomiske forhold gør sig ikke gældende i favoriseringen af private entrepriser, f.eks. at disse skal finansieres på markedsvilkår.

@Johannes Nielsen ... Hvis Martin Risum refererer korrekt fra seminaret, så er den lydhørhed, du roser ministeriet for ret begrænset:)

"På seminaret fastslog embedsmanden indledningsvist åbenhjertigt og ubekymret, at »indvendinger tager vi ikke vanvittig tungt«. Da emnet senere omhandlede, hvilken diskonteringsrente Finansministeriet vil fastsætte i den nye vejledning, udtalte han frimodigt, at »ingen kan forklare, hvordan vi i den gamle 1999-vejledning nåede frem til 6 pct.«"

Når ministeriet lægger rammerne for, hvordan vi regner os frem til værdien af politiske beslutninger, så skal der da konstant sættes spørgsmålstegn ved deres metoder. Især hvis de ikke står på et solidt fundament.

Nu er der ingen, der kan beskylde økonomi for at være upolitisk. Enhver økonomisk teori, og det er og bliver teorier, er udtryk for en samfunds- og menneskeopfattelse, og bliver derfor mere at betragte som religiøse overbevisninger end som "videnskab".

Alle økonomiske prognoser dækker sig ind under en lang række forudsætninger. Hvis regnearket ikke viser det ønskede resultat, skal man altså bare ændre lidt ved disse forudsætninger, så kan de få det som de ønsker.

Det bliver nemt, sådan at systemet virker som "uvildige" konsulentrapporter, hvor der bestilles et bestemt resultat, som så, keine hexerei, lige præcis bliver resultatet!

@ Per Mosegaard. Jep, og så kunne det måske være ret spændende at se på, hvilken side af det politiske spektrum, der har mest at skulle have sagt ... er det røde eller blå lejesvende?

Hanne Gregersen

I den almindelige oppisken af hetz mod regnedrengene i Finansministeriet ville det klæde de fleste at bruge lidt simpel motivanalyse ift Bøndergaard, som jo har sin egen helt specifikke præference/dagsorden ...... blot så man ikke helt glemmer det :o)

Mogens Fosgerau

MRS skriver, at Claus Kreiner viste, at en forvridningsfaktor er uden fundament i økonomisk teori. Det er IKKE rigtigt. Claus Kreiner har sådan set selv givet fundamentet. Han viste også, hvorledes man kan sætte tal på faktoren og hvordan tallet 1,2 kan fremkomme.

Hovedpointen i Claus Kreiners indlæg var, at der findes et andet kriterium, som har egenskaber, som han argumenterer for er bedre. Dette andet kriterium involverer ikke den samme forvridningsfaktor.

Hans indlæg kan ses her: http://kraka.org/artikler/et_vellykket_kraka_eprn_seminar

"Det er ikke, fordi jeg ikke vil have, at politikerne har indblik og selv skal forholde sig til økonomiske spørgsmål, jeg mener bare, at det helst bør funderes udelukkende i jobkreationisme." - en liberal

@Thomas Dalager. Du har fuldstændig ret:) MRB har også en agenda. Han vil bare have sine præferencer ind i modellerne:)

Det er tanken om, at man kan regne sig langt ud i fremtiden, der er problemet. Den økonomiske verden er slet ikke som modellerne prøver at fremstille den. Den er langt mere kompleks og langt mere skrøbelig.

Finansministeriets regnedrenge er bare en del af et system af regnedrenge, som tillægges en større betydning, end deres tidligere forudsigelser beretter dem til.

Dødvægtstabet er rimelig ukontroversielt. Det er svært at bestemme præcist, men man bruger et lignende tal rundt omkring i verden og 20% er endda lidt konservativt.

Diskonteringsrenten er sat lidt tilfældigt. Det er nok bedre at være på den høje side en den lave dog.

Grethe Preisler

Thomas Dalager,

At Bøndergaard har har større fidus til naturvidenskabelige analyser af klodens tilstand end til de analyser af samme, regnedrenge som cand. scient. pol Bjørn Lomborg diverterer offentligheden med, taler vel egentlig mere til Bøndergaards fordel end det modsatte.

Med mindre man går ud fra den præmis, at økonomiske teorier er lige så valide som naturvidenskabelige fakta i forhold til opgaven med at definere årsagerne til klimaændringerne og konsekvenserne af fortsat accelererende udledning af drivhusgasser i atmosfæren.

Meget kan man måske sige om finansministeriets regnedrenge. Men naturvidenskab har de vist aldrig hævdet at være mere velbevandrede i end de ministre, de til en hver tid har måttet affinde sig med at skulle bistå.

@ Martin Hansen: "Dødvægtstabet er rimelig ukontroversielt. Det er svært at bestemme præcist, men man bruger et lignende tal rundt omkring i verden og 20% er endda lidt konservativt."

Pointen med det indlæg på seminaret som refereres, er sådan set netop at den begrundelse man normalt har givet for at indregne et dødvægtstab, ikke er tilstrækkelig velgennemtænkt. Der er derfor nogle klare problemer ved den traditionelle tilgang. Disse problemer bliver ikke mindre af at man i andre lande anvender den samme uigennemtænkte tilgang.

Jens Holger Laursen

Økonomi er en særdeles arbitær videnskab, og bliver som sådan brugt som alibi for det til enhver tid herskende politiske paradigme.
Det sørgelige er, at dette ikke er erkendt af den brede offentlighed, og vi i stedet for at diskutere præmisserne for den førte politik, har denne frugtesløse skyttegravskrig om helt vilkårlige tal.
Man kunne få den tanke, at det netop er meningen med vore dages politik, at den blot er skuespil, der skal optage offentligheden, mens de vigtige beslutninger tages af en lille magtelite bag scenen.

@Jens

Økonomi er ikke videnskab. Videnskab er noget hvor man kan verificerer sine paradigmer under kontrollerede forhold.
Økonomi bør puttes hen hvor psykologien har puttet Freud hen.

Poul Schou,

I har uden tvivl ret, men kan du forklare det lidt langsomt for mig.

I cost-benefit analyser har man hidtil brugt pris+20% dødvægtstab fordi det er det man mister. Et emne ved det er at en krone ikke betyder det samme for alle mennesker. Var det ikke det ville f.eks. kontanthjælp ikke give mening. Der er sikkert også andre problemer. Men hvad er grunden til slet ikke at medtage dødvægtstabet i analysen?

Jens Holger Laursen

@ Søren

Det er jeg egentlig ikke uenig med dig i - i hvert fald ikke som den funktion af Bretton Woods, som vi har haft den usigelige fornøjelse af i over 60 år. Men med visse modifikationer ville nationaløkonomi godt kunne ophøjes til en form for videnskab. Matematik er ikke så vanskeligt, men forudsætter blot at aktiomerne svarer til virkeligheden.

Hanne Gregersen

@Preisler & Kondrup

Just præcis, men jeg giver ikke a priori en fra den økologiske lobby mere ret end andre, og den fælde synes jeg, at alt for mange falder i. Så det var blot en almindelig opfordring til at holde sig skribentens motiver for øje og ikke blot (igen) falde på halen fra nogle fra det økologiske parnas.

I øvrigt bør det bemæres, at der findes enkelte andre skeptikere end bemeldte Lomborg....blot så ingen foranlediges til at tro, at Det Økologiske Råd nødvendigvis repræsenterer den autoritative sandhed, selvom det er naturvidenskab :o)

@ Martin Hansen

Det er en lidt indviklet sag, og jeg er ikke sikker på at Informations debatsider er det bedste forum for at forklare problemstillingen, som hurtigt kan blive ret teknisk. De fleste der læser med her, tror jeg snart vil blive sat af. Grundlæggende kan man sige at den traditionelle tankegang sammenblander nogle fordelingsmæssige problemstillinger med de effektivitets-ændringer som forvridningstabet egentlig skulle måle. Men for en nærmere forklaring vil jeg henvise til det link som Mogens Fosgerau tidligere har henvist til her i tråden, eller til denne artikel:

http://www.econ.ku.dk/ctk/Papers/PublicGoodSynthRev08.pdf

Niels-Holger Nielsen

Thomas Dalager, tak for belæringen om elementær avislæsning:

'I den almindelige oppisken af hetz mod regnedrengene i Finansministeriet ville det klæde de fleste at bruge lidt simpel motivanalyse ift Bøndergaard, som jo har sin egen helt specifikke præference/dagsorden …… blot så man ikke helt glemmer det :o)'

Fortæl os hvad denne belæring får dig til konkret at konkludere.

Det er jo de vi skal hen: At erkende at økonomisk krise, klimakatastrofe og endeløse krige løses med politiske midler, selv om de har delvis uigennemskuelige og voldsomme økonomiske implikationer. Det slås kronikøren, med rette, for. Hvad slås du for? Sofisteri er out!

Niels-Holger Nielsen

Ja, det (mit forrige indlæg) var lidt det samme som Niels Kondrup hurtigt replicerede, men det havde jeg ikke læst inden jeg skrev;-)

Niels-Holger Nielsen

Når vi har et verdensøkonomisk system, som bygger på alles kamp mod alle og på at monopolisterne tager broderparten, hvordan kan man da lave prognoser på tiårssigt? Bortset fra den helt umulige opgave med at processere denne overvældende mængde af faktorer, synes økonomien at befinde sig i et tomrum i forhold til vores helt konkrete økologiske, klimamæssige og kriseprægede virkelighed. Vi befinder os i en situation, som ufortøvet må vendes i en helt anden retning, men de diverterer os med prognoser, læs: fremskrivninger af udvalgte tendenser, som oven i købet forfalskes (jvf. befolkningsprognoser og fremskrivninger af fremtidige arbejdsføre). Økonomi, civilsamfund og økologi befinder sig i en dødsspiral. Kan økonomer pr. definition ikke se muligheder og behov for brud som er nødvendige for at fremme en human udvikling af samfundet? Lad os se det i øjnene: Mainstreamøkonomer er kapitalistlakajer til hobe, de er hengivne til systemet og vil blive de sidste der ser dets dødskurs.

Flemming Andersen

Thomas Dalager

Rent undtagelsesvis synes jeg det er helt iorden at hetze lidt imod regnedrengene.

Folk der kan lave en model som DREAM, til ar genene befolkningen med er selv lidt use om ikke at have det bedste omdømme. Enhver kommislærling der kom med den slag sludder ville blive til grin

Niels-Holger Nielsen

Det økologiske råd er også fedtet ind i den herskende økonomi og pr. definition systembevarende, så her stiller Thomas Dalager en falsk præmis op. DØR er ikke fjenden for DØV, men ment som en korrektion, som desværre er helt utilstrækkelig. Gu' er der modsætninger, men det er altså hvad det herskende kleresi kan strække sig til under politisk diktat. Politikerne styrer økonomerne, som kvitterer med alibier i stribevis. Bag det hele står kuponklipperne, som aldrig vil prioritere noget over næste kuponklipning.

Niels-Holger Nielsen

Under kapitalismen kan man ikke tænke sig uvildige økonomiske instanser, og under socialismen vil de naturligvis være uønskede. Præcis som de altså er under kapitalismen. Man kan ikke både blæse og have mel i munden samtidig.

Jens Holger Laursen

Lad mig komme med en forudsigelse for økonomien de næste 20 år: De rige vil endnu rigere, og besparelserne vil ingen ende tage.

Finansministeriets vejledning - som jeg tilfældigvis en gang har læst, men ikke arbejdet med) er efter hukommelse en omfattende og systematisk gennemgang af hvordan man vurderer Cost Benefit ved en samfundsinvestering, f.eks. en vej. Det skal noteres at den vurderer CBA for et projekt i hele dets levetid (cradle to grave) og inkluderer eksterne såvel som interne omkostninger (Life Cycle Costs), altså tager f.eks. den afledede forurening med i omkostningsberegningerne, ja selv omkostninger som ikke lader sig kvantificere monetært. Det er jo lige det vi har brug for og det er ganske objektivt.

Forvridningsfaktoren kan jeg ikke kommentere på, men diskonteringsrenten er alene politikernes ansvar og kan ikke belastes regnedrengene. Det er derfor ligegyldigt hvad de mener personligt, det er politikernes ansvar at give besked. Det er en stor skuffelse (for mig) at den nuværende regering ikke har gjort noget ved renten efter at have brokket sig over den (6 % indtil Løkke satte den ned til 5% i 2010 eller 2011. I Tyskland er den vist nok under 3%) i alle de år VK var ved magten. Det er næppe Martin Lidegårds skyld, han har sikkert råbt op så meget han kan, men hvem er det? Finansministeren? Vestager?

Vi er desværre i den situation at et så centralt men en smule langhåret begreb som diskonteringsrenten går over de fleste journalisters forstand. Der er mig bekendt ikke en der har holdt regeringen op på dette alvorlige og klare løftebrud. Journalister fatter ikke økonomi og hvis de gør er det på det mest banale CBS niveau, de nøjes med at være mikrofonholdere for bankøkonomerne og en flok konservative Århus eller CBS økonomer (undtagelse Christen Sørensen). Det er ikke desto mindre ubegribeligt at politikerne kan slippe afsted med at fastholde den høje diskonteringsrente og det er rigtig godt der nu kommer en højt profileret konference om emnet. Det kan måske flytte noget. Man må så håbe at journalisterne begynder at forstå betydningen og kan viderebringe den til befolkningen.

Nu brokker politikerne og bankøkonomerne man sig over at de rige ikke bruger dankortet efter skattelettelserne. Alle sukker, folk sparer op i stedet for at bruge pengene og der er ingen vækst. Så man har klokket i det, politikere og økonomer. Men hvorfor giver man så ikke pengene til de fattige, de skal jo nok bruge dem. Logik for høns. Eller man investerer pengene i noget samfundet har brug for, listen er endeløs? Men journalisterne siger ingenting på trods af den latterlige situation, de halser bare rundt efter skandaler og personfnidder.

Ole Chemnitz Larsen

Økonomisk nødvendig

bruges som begrundelse for, at de fattige skal finansiere skattelettelser til de rige, så de kan blive endnu rigere.

En påstand, der savner ethvert sagligt grundlag.