Flere timer giver bedre resultater

"Mere undervisning vil kun blive til skolegørelse, hvis undervisningen ikke er på niveau med en universitetsuddannelse." Østergaard blander lystigt form og indhold i sit tamme forsvar for politisk detailstyring, og hans brug af termer som 'ansvar for egen læring' og 'kompetencer' bestyrker snarere end afkræfter bekymringen for en skolegørelse af de højere læreanstalter. RV talte en gang om tillid, men det var før, de kom i regering.

Ansvar for eget fuldskæg - det er endnu et uudforsket felt, hvor megen RV-intellektualisme som folket kan forbløffes med ved hjælp af et imponerende karaktérsimulerende ynglingsfuldskæg, som ikke endnu efter et år ser ud til at være fuldt udvokset ...

Hvem har bildt disse RV-ere ind, at de skulle være specielt kompetente til det med skoler og universiteter - har de egentlig selv frekventeret etablissementerne - siden salig Jørgen Jørgensen er det kun blevet mere of mere pinligt ...

Nogle af os studerende har nok timer og rigeligt forsker kontakt, det ville være dejligt hvis undervisningsministeriet istedet forkuserede på at blande sig så langt som muligt uden om mit studie.

1. UVM kræver at forskere også skal undervise, formålet er sikkert ædelt. Men det betyder at fag som man let kunne lade motiverede og dygtige eksterne undervisere undervise istedet bliver givet til umotiverede forskere der hellere ville være et andet sted. Nogle forskere er ganske enkelt ikke dygtige nok undervisere, lad dem så forske istedet! (de er et fåtal, men de har en stor effekt desværre)

2. Afskaf kravet om videnskabsteori på bachelor delen, eller endu bedre gør det til et sommer fag man skal tage i en af sine 2 sommer ferier. Selv havde jeg efter min bachelor lige så meget undervisning i videnskabsteori (lad ikke navnet narre nogen, det er 90% BS) som jeg havde i fx. finansiering som de fleste fra mit studie ender med at arbejde med.

Kort og godt, det er fint at UVM kigger på de større emner, såsom om et studie er relevant og hvor mange der kan optages. Men bland jer uden om detaljerne, det er studierne selv langt bedre til.

Ministeren skriver: "Undervisningen på nogle af verdens topuniversiteter kendetegnes netop ved meget tæt kontakt mellem studerende og forskere, hvor eksempelvis de humanistiske og samfundsvidenskabelige studerende ofte mødes i en mindre gruppe med en forsker for at diskutere faglige problemstillinger"

Men han glemmer at nævne, at de penge, som disse topuniversiteter har til rådighed pr studerende, ser noget anderledes ud end de gør her i landet (især hvad angår samf og hum)

Marked, viden og almendannelse

Morten Østergaard melder sådan set klart ud, at formålet med uddannelsessystemet først og fremmest er at servicere markedet.

"Regeringens fokus på at styrke kvaliteten handler om at sikre, at de studerende på universiteterne opnår de faglige kompetencer, der gør dem attraktive på arbejdsmarkedet og skaber værdi for både samfundet og den enkelte."

Vedhænget - "værdi for både samfundet og den enkelte" - spiller ingen rolle, når man ser konkret på den politik, han står for. Det skal bare med for at vi kan sluge hovedbudskabet: At uddannelsessystemet er til for markedet skyld - og måles på det. Det sagde nogle af os allerede i 70'erne; vi blev kaldt 'munkemarxister' og 'kapitallogikere', men vi havde ret.

Inderst inde i Morten Østergaards hjerne rumsterer en logik, der ikke har noget med erkendelse eller almendannelse at gøre, men med kapitallogik. Derfor er hans målestokke altid kvantitative. Hvor mange penge? Hvor mange timer? Kan det betale sig? Han er, med andre ord, kulturløs.

Det er jo ganske alvorligt, når han er sat til at styre de videregående uddannelser.

Men når det nu skal være på den manér, så vil jeg gerne minde ham om, at da jeg startede som universitetslærer i 1969, var S/L-ratioen (antallet af studerende pr. fuldtidsansat lærer) 13,5. I dag er den omkring 40.

Tror Morten Østergaard, at den forskel ikke betyder noget for antallet af undervisningstimer for den enkelte studerende?

Det spørgsmål er rimeligt at stille til en minister, der øjensynligt ikke ved noget om almendannelse, men er ivrigt optaget af tal.

Tror Morten Østergaard, at problemet løses ved at kræve flere undervisningstimer, samtidig med at han forventer en større forskningsaktivitet? I verdensklasse, forstås. Rummer hans døgn flere timer end de 24, almindelige mennesker regner med?

Morten Østergaard taler om "nogle af verdens "topuniversiteter". Jeg har selv undervist på et af dem i flere år (Berkeley) og studeret ved et par andre, og kan ikke genkende hans fremstilling. Han har givetvis heller ikke selv studeret på nogen af dem. Varm luft.

Alt, hvad han siger, kunne være en afskrift af en hvilken som helst lærebog i management. Hvorfor mishandler man universiteter og højere læreanstalter med den slags ministre, der ikke ved, hvad de taler om?

Det er jo desværre sådan, Mihail Larsen, at panikken breder sig blandt politikere, der ikke kan indse, at konsekvensen af den moderne verden er behovet for mindre materielt arbejde og des mere fokus på stadig større indsigt og intellektuel opmærksomhed for menneskehedens og hin enkeltes skyld snarere end for BNP.

Der var engang

- hvor partiet Radikale Venstre stod som en slags arvtagere fra kulturradikalismen med dens respekt for social og intellektuel kritik, uddannelses- og forskningspolitiske visioner og kærlighed til kultur.

Ak, hvor forandret.

Bortset fra det, Mihail Larsen, vil du så ikke give mig ret i, at hele denne talen om "verdens topuniversiteter" i sig selv røber en himmelråbende uvidenhed om det akademiske miljøs måde at fungere på? Det virker ikke, som om forståelsen af den enkelte forskers betydning er ham voldsomt præsent.

Kære Morten Ø

Du måler efter den forkerte målestok, når du vil have bedre resultater og siger, at det kan skaffes med flere timer. Det er muligt, det kan det, men det er ikke timerne, der i sig selv er afgørende i den proces, det er den læring, som undervisningen formår at få studerende til at opnå.

Flere timer giver ikke bedre studerende, hvis ikke de samtidig lærer noget. Og de lærer noget, når de "tænker med fingrene", dvs bearbejder det stof, som teksterne, deres evt empiri, underviseren etc bidrager med.
Jeg kan komme med masser af eksempler på, at timerne med mig kun giver mening, hvis studerende selv kan bidrage med noget. Og det er det, vi skal bruge som parameter, selvom det er sværere at måle.

For at omskrive overskriften, så bør den være noget i retning af "Bedre læring gir bedre resultater".

Det faldt også mig ind,
at formålet med uddannelse er at forsyne erhvervslivet og arbejdsmarkedet - ifølge Østergaard, altså.

Ikke et ord om at de studerende skal være klogere for at gøre godt for sig selv og mennesker generelt,
og dreje verden i en retning, som er mere.. human eller bare mindre skadelig.

Østergaard har et fikspunkt på erhverv- og arbejdsmarkedet og fra det fikspunkt kan han ikke rokkes.
Tænk hvis en undervisningsminister var i stand til at tænke visionært og se op fra regnemaskinen - bare engang imellem.

Verdens topuniversiteter

Desværre nej, Peter. Der er vitterlig stor forskel, selv om det på det individuelle niveau kan se anderledes ud.

Der kan være fremragende forskere og undervisere på lavt-rangerede universiteter, og der kan være middelmådige ditto på højt-rangerede. Men alt i alt er der en sammenhæng mellem universiteternes og forskernes niveau. Især i den del af verden, hvor adgangen til universiteterne er markedsreguleret i form af studieafgifter. Blandt de bedste universiteter i verden kan det koste op mod 150.000 kr. om året at blive optaget – bl.a. for at give de ansatte lærere en dertil svarende løn. Ofte er det også sådan (i al fald i USA), at professorer i jura og økonomi kan tjene væsentlig mere end tilsvarende professorer i humaniora.

Det er jo dette markedsregulerede system, mange af os vil undgå.

Politikerne tror åbenbart nu om dage, at samfundet har en værdi uafhængigt af evnen til at opretholde tilværelsen og en mening med denne for borgerne. Det må man jo så gøre dem opmærksomme på ikke er tilfældet. Hvorfor man skulle kæmpe for længere levetid i det samfund, der tegner sig horisonten, synes jeg er noget nær ubegribelig.

Mihail, ikke for at polemisere, men man kan vel netop iagttage, at de to fag, du fremhæver, i meget høj grad fungerer som drivkraft for den herskende ideologi, samt som redskabsfag for det samfund, ideologien fremelsker.

Peter,

bliv lidt mere specifik.

Ministerens tiltag ser jeg overordnet som gavnende, men ikke under sloganet ”flere timer giver bedre resultater”. Det kan ikke opstilles helt så kvantitativt.
For at se på den kritik der bliver rettet mod RV, så synes jeg ikke at dette er en diskussion om hvor vidt dette parti specifikt skal blande sig i skole og universiteter eller ej. Nu ligger landet sådan at det er RV der bestrider posten som undervisningsminister. Den strategi der føres bør være støttet af hele regeringen, og hvis dette ikke er tilfældet, så skal der nok komme en anden god debat ud af det. At sige, at RV ikke længere står inde for ideologien ”tillid frem for kontrol” synes jeg også er en overdrivelse. Der er forskel på kontrol og at handle på konkrete problemstillinger. For dette er virkelig en problemstilling, og jeg er glad for at den endelig er blevet taget op af ministeren. Og igen, dette er ikke bare et tilfældigt emne som RV har trukket op af hatten, men et problem som er blevet påpeget af Rigsrevisionen og som undervisningsministeriet endelig tager op.
Der er brug for flere timer og mere forskerkontakt på visse studier. Det vil altså sige, at det er langt fra alle studier, hvor dette er tilfældet, og disse steder skal UVM passe på med at gå ind og rive op i noget som allerede fungere. Husk på at der ikke bare skal være forandringer, for forandringernes skyld. Men jeg synes faktisk der er hold i Rigsrevisionens synspunkt. Min største frygt som snarlig universitetsstuderende er, at der på mit drømmestudie er for lidt undervisningstimer om ugen. Når der bliver for langt imellem holdepunkterne, som undervisningen virkelig er, så risikerer man at nogle af de studerende ryger af vognen. Dette kan i sidste ende resulterer i en højere dumpeprocent og et for lavt niveau blandt de færdiguddannede. Men udover dette er der også det psykiske aspekt. Sammen med meget få undervisningstimer, hører som regel en langt større læsemængde til hver forelæsning. Det er langt fra et ukendt fænomen at flere og flere studerende går ned med stress på grund af det stigende krav, og med flere undervisningstimer, ville forelæsere og undervisere få bedre føling med hvad der er rimeligt at stille af krav til eleverne.
Thor Nielsen har som studerende en masse kritik punkter som er relevante i forskellig grad. Det vigtigste modargument er som sagt at UVM ikke skal til at blande sig små ligegyldige detaljer, som de enkelte studier og institutter selv har langt bedre overblik over. Men jeg mener bestemt ikke at timeantallet er en af disse detaljer. Der skal jo være nogle overordnet faglige mål som skal opfyldes, og for mig at se ville det være ideelt at gå ind og sætte nogle minimumskrav på, hvornår disse mål kan være opfyldt.
Men igen. UVM må ikke tro at jo flere timer vi forlanger at de enkelte studier skal have, jo bedre resultater får vi. For der også noget sandt i at man ikke skal tage ansvaret fra elverne. Det er i sidste ende dem som er ansvarlige for deres egen uddannelse og hvilket resultat de står med på eksamensbeviset. Her er jeg enig med kritikere i at det ikke hjælper at tvinge et ekstra antal timer ned overhoved på folk.
Når UVM taler om at andre universiteter har glæde af en hyppig kontakt mellem forskere og studerende, henvises der nok hovedsageligt til Oxbridge, som er særlig kendte for sig ”supervisor” system. Som det påpeges, så har disse universiteter et lidt andet budget, men det handler også om prioritering af resurser. Hvis det virkelig forholder sig sådan som Thor Nielsen siger, med at nogle forskere ikke egner sig til at holde forelæsninger, hvorfor så ikke give dem valget om at få vejledningstimer med mindre grupper af studerende i stedet for? Jeg er sikker på at dette i sidste ende ville komme begge parter til gode.

Mihail, jeg henviser blot til, at kapitaliske økonomisk teori og afgørelser ved domstolene er de søjler, det amerikanske samfund mest synes at hvile på.
Men indenfor mit eget område har netop store kritiske udgivelsesprojekter haft rod på U of Chicago, men med stærk binding til europæisk forskning og forlagsvirksomhed.
Historisk har det jo netop ofte været den enkelte forsker, der ved ihærdighed har bragt et forskningsfelt på specialiseret niveau ind på sit universitet og på den måde har knæsat diskursen. For KUs vedkommende kunne man oplagt pege på Bohr, men også Hjelmslev - og europæiske eksempler kunne være Birminghamskolen og dens grundlæggelse af forskningen i ungdomssubkulturer eller, såmænd, Frankfurterskolen.

Problemet, Gro Rummelhoff, problemet er langt mere banalt: hvem i undervisningsministeriet, ville du tro, har indsigt i de enkelte fag til at træffe den slags afgørelser?
På institutterne skulle meget gerne den højeste faglige indsigt befinde sig, og derfor er der ikke rigtigt andre, der meningsfuldt kan vurdere fagets tarv udfra kvalitative kriterier.

Under det hele--og uanset hvilke skønord man udtaler om det modsatte--så er Danmarks økonomi en krigsøkonomi med dertil hørende planøkonomi.

Det fremgår af, at det paradigme, der totalt styrer både erhversliv regering, parlamentarikere, embedsværk og journalister, er krig, økonomisk krig mod vores konkurrenter på verdensmarkedet.
Vi skal helst vinde denne kamp, men ihvertfald ikke må vi ikke tabe, som man hævder vi gør i øjeblikket. Derfor handler alt om produktivitetssstigning og konkurrencekraft.

I den situation må samfundets institutioner selvfølgelig indrettes, så de tjener konkurrencekraften. Det er både første og anden prioritet. Det gælder også skoler og universiteter.

Det er jo derfor, man har ophævet universitetets ældgamle selvstyre og indsat bestyrelser af erhvervsfolk og underlagt universitetsfolket jernhård administration og kontraktlig management efter planøkonomiske forskrifter.

Derfor også det totalt latterlige mantra (nyd den her og tag jer til hovedet--s. 5 http://universitetsavisen.ku.dk/dokument2/dokument2/dokument/165_Univers...)
om, at universiteterne i Danmark skal være de bedste i verden, de studerende skal være de allerbedste i verden, forskningen skal være den superbedste i verden.

Og, tilføjer vi, det skal altsammen være så billigt som muligt, så der også er midler til at Danmark kan deltage i rigtige krige for at sikre vores plads--og givtige kontrakter--i den vestlige alliance.

I den sammenhæng er det svært at se, hvad andet den stakkels Morten Østergaard kan gøre.
I det mindste er den unge mand mere appetitlig end Helge Sander.

Du har sikkert ret, Niels Engelsted, men det er jo meget simplere, nemlig. enten fortsætter vi med det, vi har, eller også finder en eller flere danske virksomheder på noget, der er attraktivt for et større købedygtigt publikum i verden.

Peter Hansen, siden at det også er ministeriet der sætter de faglige krav for hvad en færdig uddannet inden for det enkelte studie skal kunne, så bør de også være i stand til at sætte et minimumskrav på undervisningstimer der skal til for at opfylde disse faglige krav. Eller det må man i det mindste håbe. Det bliver jo sikkert sådan i sidste ende, at et evt. minimumskrav må fastsættes i samarbejde med universiteterne, og hvis dette ikke bliver tilfældet, så er tingene forhåbentlig ikke så firkantede her hjemme endnu, at det ikke er muligt at ændre på noget når det først er vedtaget.
Oprigtigt set, synes jeg også at det bør hvile mere på en vurdering af studerende og undervisere, men hvordan man omformer deres subjektive holdninger omkring undervisningen til et mere objektivt og fagligt begrundet svar, ved jeg ikke.

Med risiko for at stikke hånden i en hvepserede, så vil jeg gerne erindre om at man på bannerne i fordums tid skriv : Forskning for folket, ikke for kapitalen. Hvor blev det bonmot praktiseret, når man ser bort fra den berømte malerrapport ?? Nu ønsker man at universitetet skal undervise folk så de kan gøre sig nyttige i samfundet. Hvori består forskellen? Jeg synes det er mærkværdigt at man i mange, mange år har ladet undervisningen blive varetaget af eksterne lektorer, som i princippet er ansat som havnesjovere var for årtier siden. De er billige for universiteterne og så slipper de fastansatte for at undervise. Hvis eksempelvis undervisningen i fransk eller spansk er så lavt prioriteret at de kommende gymnasielærere ikke har en tilstrækkelig talefærdighed, så er det da en katastrofe. Mon ikke flere relevante undervisningstimer ville hjælpe ?Selvfølgelig skal en studerende kunne hanke op i sig selv og arbejde selvstændigt, men i dagens avis kan man læse at økonomisk har nogle studerende svært ved at finde ud af det og sidder i gæld til op over begge øren. Nogle gange er det måske en meget god ide at studenterne forholder sig til en verden uden for campus. Også når det gælder penge og arbejde..

Der er fanden til forskel

Jeg tilhører faktisk den generation, der udsendte de fagkritiske rapporter - herunder malerrapporten. Den var ikke bare 'samfundsrelevant' i ordets nu misbrugte betydning, men samfundskritisk.

Det var vist Bertel Haarder, for hvem det lykkedes at fordreje en af studenteroprørets hovedparoler: Forskning for folket, ikke for profitten til Forskning for samfundet, med den underforståede pointe, at samfundet naturligvis var erhvervslivet.

Den tankegang fulgte socialdemokraterne desværre op på. Ikke mindst den nyligt afdøde Jan Trøjborg, der var forskningsminister under Nyrup. Han lagde grunden for Sander.

I dag er der nærmest umuligt at tale om 'samfundsrelevant' uden at mene 'kapitallogisk'.

Socialdemokraterne har fuldstændig glemt forskellen på velfærd og velstand, og vrøvler derfor løs om 'vækst' som løsning på alle problemer. Vi skal indrette alle samfundsinstitutioner, så de 'fremmer vækst' - altid underforstået: økonomisk vækst.

Morten Østergaard er helt med på den vogn.

Der forfærdende er, at ingen af dem har nogle kvalitative forestillinger om fremtidens Danmark. Vi skal bare være med på vognen, fremme den økonomiske vækst, være konkurrencedygtige, i verdensklasse. Kort sagt, løbe efter alle andre. Der i øvrigt også løber efter alle andre.

Fortjener vi ikke bedre politikere?

Men hvis vi efter din mening ikke skal have økonomisk vækst, og ikke bare følge med strømmen og lave såkaldt "hoop jumping" , hvordan skal vi så komme ud af en økonimiske krise, Mihail Larsen??

@ Gro

Fortæl mig først, om du kender forskel på velfærd og velstand.

Jeg går ind for større velfærd - som er et kvalitativt mål - men forholder mig skeptisk til, om det bedst fremmes med økonomisk vækst.

Min kritik af Morten Østergaard (og andre) er, at de mangler fantasi til at forestille sig andre mål end økonomisk vækst.

Mere specifikt, på mit eget område: En kvalitativ forbedring af universiteterne og de højere læreanstalter kan ikke måles på antallet af optagne studerende og taxametre, men på det faglige niveau. Jeg har nu været ansat på universiteter i 40 år og kan konstatere, at det faglige niveau er blevet sænket igen og igen - og så en gang til.

Politikerne jubler, for de ved ikke, hvad det er, de er i gang med at ødelægge.

Det er altid svært at sige, hvad man skal med økonomisk vækst, når der allerede er mere end ressourcer nok i samfundet til at sikre et godt livsgrundlag og øge udvikling og indsigt.