Kronik

Forbandede ungdomsfilm

Lad os glemme Bille August, Søren Kragh-Jacobsen og Nils Malmros. Exit Elin og Mulle. Først da kan dansk ungdomsfilm komme videre
Lad os glemme Bille August, Søren Kragh-Jacobsen og Nils Malmros. Exit Elin og Mulle. Først da kan dansk ungdomsfilm komme videre
17. september 2012

Ungdomsfilmen You & Me Forever har netop haft premiere. Og er man filmelsker, er der grund til at være glad. Ikke kun fordi instruktøren Kaspar Munk, hvis forrige film var den fine Hold om mig, er et lovende navn i dansk film, men fordi der i det hele taget stadig findes danske filminstruktører, der gider at lave ungdomsfilm. Dansk ungdomsfilm er nemlig i krise. Dyb krise. I hvert fald hvis man skal tro filmmagasinet Ekko, der er gået så vidt som til at erklære genren død herhjemme.

Men også blandt filmproducenter og hos Det Danske Filminstitut er der bekymring. Er den engang så hæderkronede danske filmtradition for at skildre følsomme unge en saga blot? Det sidste søm blev øjensynligt slået i kisten sidste efterår med de to film Skyskraber og Magi i luften af henholdsvis Rune Schjøtt og Simon Staho, der solgte 3.848 biografbilletter. Tilsammen. Det er, skulle nogen være i tvivl, et ikke særligt imponerende tal. En fiasko for instruktørerne, for biograferne og for dansk film i det hele taget.

Dårlige biograftal og negative historier bærer dog næppe skylden alene. Men hvor ligger hunden så begravet? Handler det om, at danske instruktører ikke oplever det som udfordrende nok at lave en ungdomsfilm? Eller føler de, at de er nødt til at følge en bestemt opskrift, som de bare ikke kan genkende sig selv i? Eller er det simpelthen markedsføringen, den er gal med? Svaret blæser i vinden, og publikum blæser med – desværre langt væk fra ungdomsfilmen.

Selv har jeg ikke noget enkelt svar, for det tror jeg ikke findes. Men faktum er, at dansk ungdomsfilm havde en storhedstid i 1970’erne og 1980’erne, som vi aldrig rigtig er kommet os over.

Forbandelsen Malmros

Det var dengang Bille August, Søren Kragh-Jacobsen og Nils Malmros satte levende billeder på det at være ung og sårbar. Billeder, der var så inciterende og realistiske, at de i dag er blevet en del af vores kollektive erindring om ungdommens følelseskraft. Film som Zappa, Vil du se min smukke navle? og Kundskabens træ var med til at sikre dansk børne- og ungdomsfilm både opmærksomhed i udlandet og en særlig filmpolitisk status herhjemme med egen filmkonsulent og egen støtteordning, der den dag i dag stadig udgør 25 procent af den samlede filmstøtte.

At filmene fra denne guldalder stadig tårner sig op som forbilleder blandt professionelle filmfolk og menige filmelskere er både selvfølgeligt og fortjent.

Men deres udødelighed viser også, at det at stå på skuldrene af giganter er skæbnesvangert, fordi skyggen af Malmros og August ikke er til at komme ud af. De gamle film er blevet de nyes forbandelse, når diskussionen om ungdomsfilmen og forsøget på at fortælle filmhistorier om det at være ung igen og igen ender i spørgsmålet, hvorvidt de nye film nu er lige så gode som de gamle.

Men det er en urealistisk sammenligning og en forfejlet diskussion.

De film, der kom ud af 1970’erne og 1980’erne, udsprang af samfundet, som det så ud dengang. Filmene excellerer i en realisme, der er blevet et af dansk films fremmeste varemærker. Men den virkelighed, de så fornemt gengiver, har forandret sig, og det samme har de unge, der bebor den. Alligevel bliver vi ved med at spejde efter Elin og Mulle.

Velmenende problemfilm

Kaspar Munk er et godt eksempel på det modsatte, fordi han tør tage livtag med genren på sin egen måde. Det samme gælder Rune Schjøtts og Simon Staho. På vidt forskellige måde repræsenterer deres film et forsøg på at træde ud af fortiden og ind i fremtiden. Ligesom Christian E. Christiansen (Råzone), Christina Rosendahl (Supervoksen) og Hella Joof (Se min kjole) før dem.

Ungdomsfilmen har de senere år fået det kedelige stempel, at de altid ligner hinanden. Og selv om der altså findes gode eksempler på det modsatte, er den beskyldning i det store hele desværre ikke helt ubegrundet. Alt for ofte er danske ungdomsfilm endt som velmenende problemfilm, der bruger flere kræfter på at formidle en pædagogisk pointe end på at fortælle en effektiv og engagerende historie.

Men en væsentlig tilføjelse, som ofte er helt fraværende i diskussionen, er, at ungdomsfilmen blot afspejler en – for så vidt helt naturlig – tendens i dansk film generelt. Nemlig at ikke alle film er eller kan være lige gode eller lige vellykkede. Også her er listen af overtydelige dramaer og let forglemmelige komedier lang.

Dårlige film kan ikke forebygges, på samme måde som gode film kan være svære at forudsige. I 1998 var der ingen på den anden side af sundet, der havde forudset den succes, som den debuterende svenske instruktør Lukas Moodysson fik med sin lige dele rå og sympatiske ungdomsfilm Fucking Åmål.

Den film lykkedes, fordi rammerne var lagt til rette, og fordi det nødvendige talent var til stede og klar.

Derfor er det selvfølgelig også nødvendigt at være kritisk over for dansk film, filmpolitikken, filmuddannelsen og filmproduktionen. Fungerer vores støttesystemer? Bidrager de til at opfange de kreative kræfter? Er vi gode nok til at uddanne og anvende netop disse kræfter? Det er den slags spørgsmål, vi først og fremmest bør stille, når vi diskuterer ungdomsfilm (og dansk film i det hele taget!). Ikke om filmene nu er lige så gode, som vi synes, de var før i tiden. For hvordan skal det dog kunne hjælpe den kreative proces?

Lad film være drømme

Det er på tide at komme videre. Fortidens meritter er bedre brugt som en trampolin for kreativitet end som målestok for kvalitet. Jeg sidder ikke med en succesopskrift på den gode ungdomsfilm. Hvis jeg gjorde, havde jeg lagt den i de rigtige hænder for længst. Men helt konkret tror jeg, at der er tre ting, der kan være med til at restituere den trætte – men altså i mine øjne langtfra døde – patient:

For det første skal vi turde at gå mere indirekte til temaerne. Turde slække lidt på realismen og erkende, at der er en grund til, at Twilight-Bella og Harry Potter trækker så mange unge i biografen. Ungdomslivet behøver nemlig ikke per definition at blive fremstillet én-til-én.

»Film er drømme og mareridt, og det er det, der lokker folk i biografen,« sagde børne- og ungdomsfilmkonsulent Rasmus Horskjær i denne avis ved sin tiltrædelse i 2010. Lad det være en opfordring, der ikke bliver glemt.

For det andet skal vi droppe kassetænkningen. De unge gider ikke se ungdomsfilm. Ikke fordi de ikke vil se film om det at være ung, de gider bare ikke blive belært. Som alle andre opfatter de ikke sig selv som en målgruppe, men som det, de rent faktisk er: en stor gruppe af meget forskellige individer, der tilfældigvis er i samme aldersgruppe. Det betyder ikke, at vi skal holde op med at lave film til børn og unge. Vi skal bare holde op med at prøve at lære dem noget.

Sidst, men ikke mindst, handler det altså ikke om at skulle leve op til Malmros og co., men netop at turde lade være. At komme videre. Det gælder ikke kun filminstruktører og manuskriptforfattere, men alle, der beskæftiger sig med ungdomsfilm.

Som filmelsker tror jeg på, at vi stadig har det i os. Vi kan stadig lave gode ungdomsfilm i Danmark, uden at det behøver at blive klamt kommercielt eller påfaldende pædagogisk. Men det kræver, at vi glemmer 1970’erne, glemmer 1980’erne. Exit Elin og Mulle. Lad os droppe nostalgien – ellers kommer vi aldrig videre.

 

Anders Lysne er ph.d.-stipendiat ved Universitetet i Oslo

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Overgaard Bjerre

Jeg tror ikke på biografen længere. Når de unge går i biografen gør de det sammen med andre. Det er den oplevelse, at gøre noget sammen, at være samlet om en filmisk oplevelse, som betyder meget når man er ung. Og forfatteren har ret, når han siger, at man ikke skal betragte de unge som en målggruppe. De kæmper jo netop deres kamp for at blive individuelle væsner og ikke en grå omgang 'onkel-figurer'. Men problemet er biografen som et medie for en informationsform, filmen. Det er dyrt og ikke særligt fancy længere at gå i biffen. Film kan hentes hjem fra internettet, men stadig er det de unges samvær omkring dette 'noget', altså filmen. I Asien lukker biograferne på stribe. I store biografer sidder der et par enkelte tilskuere i et stort alene mørke. Det er slut. Det skal foregå i hjemmet.

De unge har med garanti de samme drømme og sorger og længsler som de noget ældre, men er ikke (forhåbentligt) slebet så meget ned og rustet i kanterne. Hvad der rammer dem fortællemæssigt på film, aner jeg ikke, men jeg tror, at det er de samme film som får os andre til at juble eller græde inden i os selv. Det er den gode film med den gode instruktør og de gode skuespillere og den sande fortælling fortalt på den rette måde. Hvis fortællingen med dets arbejdsredskaber rammer os i hjertekulen, eller skaber en reaktion af rædsel eller ubehag, eller uventet morskab, er det kunst. Og det er den ægte vare, som ungdommen vil have, såvel som os andre. Op et vist sted med smagsdommere og anmeldere. De er kun et produkt af dres egen opvækst og fordomme. Og gid også arbejderklassen kommer til at lave film. De vil blive set.

Man Leder forgæves efter den nye tanke i ovenstående.......... Og så kommer den helt af sig selv.

Lad os ved samme lejlighed glemme Bergman Kubrik og Felinni så vi endelig kan komme videre.

Alan Strandbygaard

Det er vel ikke spørgsmålet om at komme videre der spøger, men mere frustrationen over at vi netop har haft så gode filminstruktører, at det er svært at komme med noget der er bedre.