International kommentar

Forsimplede sandheder i en valgkamp

Amerikanere stemmer med deres instinkter, ikke med deres forstand
Debat
24. september 2012

Partikonventerne er for længst er forbi, og den rigtige amerikanske valgkamp raser. I modsætning til under John McCains fumlende indsats i 2008 er der krig på kniven denne gang.

Skønt Romneys seneste fejltrin lader antyde, at der er grus i hans valgkampsmaskineri, fortsætter taktikere på begge sider med at afvikle deres nøje forberedte angreb som invaderende hære. Ironisk nok, da ingen af kandidaterne har tjent i militæret – noget af et særsyn i amerikansk politisk historie.

Mens krigsspillet eskalerer, kunne det være nyttigt at fremdrage nogle elementære, men ofte oversete sandheder:

Hvorfor ender amerikanske præsidentvalg ofte med så tæt opløb? Det gør de, fordi uanset hvem der stiller op, er politik i USA blevet en personlig identitetsmarkør i højere grad end selv religion og valg af ægtefælle. Uanset hvilket parti de foretrækker, stemmer stort set alle amerikanere med maven: Højrefløjsmaver stemmer på en vision om, at man skal kunne klare sig selv og blive fri for myndighedsindblanding – og imod truslen om, at ’de andre’ skal tage disse friheder væk.

Venstrefløjsmaver stemmer på fællesskabsansvar og tryghed – og imod de Andres dumheder. Uanset om Obama eller Romney vinder, ændres der ikke grundlæggende på status quo, selv om de to kandidater står for to temmelig forskellige udgaver af kapitalismen. Mønstret af røde og blå stater er så fastlåst, at valgkampen er koncentreret i ganske få svingstater.

Trods sit knæfald for Tea Party-fraktionen er Republikanernes Romney en midtsøgende kandidat. Under hans vagt vil erhvervslivet blive mindre reguleret, han vil bløde op på de mere firkantede aspekter af Obama-care, og bore efter olie og gas på steder, hvor han nok burde lade være. Men USA falder ikke ud over kanten af den flade verden, hvis han vinder.

Obama har ikke vist visioner

Trods venstrefløjens længsler har også Obama vist sig som midtsøgende med stærke bånd til Wall Street. Frem for at satse massivt på offentlige anlægsprojekter projekter eller sætte store føderale investeringer i forskning og udvikling, vil han sandsynligvis tage velovervejede, forsigtige skridt som i sin første periode.

Mens Europa tydeligvis føler sig bedre tilpas ved Obamas omtanke end ved George Bush Juniors ryggesløshed, står det ikke klart, hvilken slags statsmand Romney vil være. Hans vaklende stil kunne tyde på, at han vil være mindre resolut.

En del af vælgerne vil stemme imod Obama, fordi han er sort. Det ved alle amerikanere, skønt pressen ignorerer det. Når det ikke fik stor betydning i 2008, var det, fordi USA blot få uger før forrige valg var havnet i en katastrofal finanskrise, som gjorde vælgerne momentant farveblinde: Få os bare ud af dette morads!

Den amerikanske venstrefløj er skuffet over Obama. Alle håbede, at han havde format til at indlede en ny æra som sine store forgængere, JFK og Franklin D. Roosevelt. Desværre var deres billede af præsidenten ønsketænkning. Intet i Obamas baggrund i jurastudiet på Harvard lod antyde, at han kunne blive en radikal reformskikkelse eller fostre store visioner. Han er, hvad amerikansk presse kalder en policy wonk, en akademisk uddannet teknokrat, som skyer de store ideer til fordel for små praktiske skridt. Venstrefløjens desillusionering kan blive et tyngende problem for Demokraterne: USA’s venstreorienterede er grebet af melankolsk længsel. De kan næppe mobilisere samme forhåbningsbølge, som den, der for fire år siden bar Obama ind i Det Hvide Hus.

De følelelsmæssige temaer

Sociale temaer – abort, religion, homoseksuelle ægteskaber – fylder en del i valgkampen, men er ikke spørgsmål, der kan afgøre valget. I 1973 lovliggjorde højesteret abort i sagen Roe vs. Wade, men tillod også de enkelte stater at regulere, hvornår og hvordan abort kan udføres.

Selv om debatten har raset lige siden, og bølgerne går højt, er abort stadig lovlig og vil sandsynligvis blive ved med at være det. Under alle omstændigheder er det ikke op til præsidenten at afgøre det. Ligesådan med homoseksuelle ægteskaber: Det er op til de enkelte delstater.

Hvad kan de reelt ændre?

Hvad står så tilbage? To kandidater, der ikke helt har formået at tage sig af den grundlæggende ængstelse i landet. Ingen af kandidaterne har nogen vision at byde på, ingen har vovet at antyde, at en grundlæggende reform af hele det politiske system er tiltrængt.

Men hvad enten amerikanerne stemmer til højre eller til venstre, er der er en fremherskende følelse af, at økonomien er kørt af sporet, og at en industriel kultur, der bygger på brug og smid væk-forbrugerisme, billig arbejdskraft og forurening meget vel kan have systemiske fejl.

Manglen på nye arbejdspladser, som præsidenten og Romney bestandig vender tilbage til, er kernen i problemet.

Kan der ikke komme meget mere end nogle få procentpoint amerikanere i arbejde, er risikoen, at hele systemet bliver draget i tvivl.

Men skønt både amerikanske og europæiske politikere uafladeligt taler om behovet for at investere i uddannelse, omskoling og jobtræning, er deres retorik begyndt at lyde som en ønskedrøm: Ingen af kandidaterne – og heller ikke nogen økonom i den vestlige verden, for den sags skyld – er i stand til at sige, hvor de nye arbejdspladser skal komme fra.

George Blecher er amerikansk forfatter

© George Blecher og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Overgaard Bjerre

Så må man jo deles om det som der er. Så alle kunne få noget. Der er jo penge og afgrøder, jord, vand og arbejdskraft nok. Endnu.

Det er bare et forslag.

Jeg synes at de to lige store blokke vidner om noget helt andet: nemlig at det kan være fuldstændig ligegyldigt, hvem der kommer til magten. På den måde kunne man lige så godt have sat 200 chimpanser til at stå for valget - resultatet vil blive det samme - 50:50!
Vore dages vestlige demokratier oplever det samme overalt - der er stort set dødt løb mellem de to fløje, og når en Obama, eller en Helle Thorning Schmidt står på trappen og siger "Vi vandt" har de begge halvdelen af befolkningen imod sig.
Alle demokratier, som har flere år på bagen er så fastlåst af love, traktater og aftaler, at deres handlefrihed er stærkt begrænset, - og tak for det.
Desværre er den politiske journalistik slet ikke fulgt med tiden og gearet til at håndtere den situation. I fortvivlelse springer man på revolverjournalistikken og opbygger skæbnesvangre dramaer, hvor den ingen er.
Vore dages nyhedsmedier er ulideligt fokuseret på at analysere fremtiden og meget lidt interesseret i den, når den dukker op. Det gælder især op til et valg, - i SF, i Danmark eller i USA. På den måde bliver formidler redaktionerne spåheder i stedet for nyheder.