Kommentar

Forskere skal have x-factor

De nye eliteforskere skal have x-factor. Men hvor bæredygtigt er det for universiteterne at prioritere de enkeltindivider, der er bedst til at elevator-pitche, skrive ansøgninger og komme i Deadline?
26. september 2012

Vi ved det godt: En dygtig forsker er også en dygtig formidler. Og eftersom forskere i stigende grad skal konkurrere om både interne og eksterne midler, bliver det naturligt at satse på talenter, der formår at komme ’ud over rampen’. Som akademiker skal man i dag kunne argumentere for sin samfundsmæssige relevans i fondsansøgninger, spille rollen som karismatisk underviser bag kateteret og ryste Power-Points ud af ærmet, der kan give selv den hårdeste business-angel tårer i øjnene. Og det er vanskeligt at være uenig i, at formidling er vigtig. Vis mig en akademiker, der bevidst ønsker at bedrive samfundsmæssigt irrelevant forskning og formidle den dårligt. Jeg kender ingen (der har et arbejde i hvert fald). Vi vil gerne alle sammen have x-faktor og excellence.

Men som en højt respekteret naturvidenskabelig professor engang sagde til mig efter at have afsluttet sommerens eksamener: Nogle studerende »har den bare«, andre skal arbejde som sindssyge for overhovedet at gøre sig forståelige. Sådan har det altid været. x-faktor er et ekstra plus oven på fagligheden, der giver pote til eksamensbordet og videre frem i karrieren. Alle kan lære at formidle. Og naturligvis skal universitetet bruge ressourcer på, at de unge talenter bliver i stand til at kommunikere deres relevans og få adgang til forskningsmidler. Men faktum er, at nogle medarbejdere skal bruge mange flere ressourcer end andre.

Knokler for resultater

Så skal fremtidens universitet vinke farvel til de folk, som kun kan udtrykke sig i brøker eller blærede begreber fra fransk filosofi ved eksamensbordet? Skal vi ikke bare satse på x-faktor? Kigger man på de større og mere succesfulde forskningscentre og institutter er svaret et klart nej. Vil man opbygge et succesfuldt akademisk miljø, skal man ikke fravælge akademikere, der har fagligheden i top og folkeligheden i bund. Man skal arbejdsdele. De centre og institutter, der især får forskningsmidler i dag, er ofte gode til at lade akademikerne nørde igennem og give performerne plads til at performe. Succesfulde forskningscentre skaber en beskyttende paraply af ledere, der har viet deres liv til at rejse penge og tænke strategisk på vegne af deres medarbejdere. Under paraplyen sidder der så akademiske talenter – med og uden x-faktor – og knokler for at tænke noget nyt og skabe reelle resultater. God forskningsledelse er her et spørgsmål om at finde frem til, hvem der er gode til hvad, og så give dem de bedste betingelser for at få noget fra hånden. Danske forskningsmiljøer, der har haft vind i sejlene, har haft råd til at hyre professionelle til at hjælpe med at skrive ansøgninger. Og de udvælger strategisk, hvilke medarbejdere de sætter i front, når der skal skaffes eksterne midler. Naturligvis findes der gudbenådede dygtige mennesker, der besidder lige dele x-factor, fundability, stædighed og akademisk supertalent. Men lad os se det i øjnene, alle de egenskaber falder sjældent sammen i én personlighed. Det er blevet moderne at sammenligne universitetet med en privat virksomhed. Men i det lys virker de senere års fokus på individuel x-factor og eliteforskere lidt mærkeligt. Selv kan jeg ikke forestille mig en virksomhed, hvor topledelsen er fjollet nok til at tro, at hver eneste medarbejder skal kunne formes efter en rollemodel, der spænder over alt fra marketing, salg, oplæring, R&D og kommunikation. Man behøver ikke være Charles Taylor (filosoffen, red.) for at regne ud, at ressourcestærke specialister, der samarbejder, er mere effektive end tyndslidte generalister, der konkurrerer. Men nu er universitetet jo hverken en privat virksomhed eller en talentkonkurrence. Det er et sted, hvor man tænker sig godt om. Hvis man får lov.

Birgitte Gorm Hansen er cand.psych., ph.d. og ekstern lektor på CBS, Institut for Ledelse, Politik og Filosofi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu