Virkeligheden overgår ind imellem det absurde teater. Og i medieverdenen stod Ekstra Bladets Jan Kjærgaard for ugens mest absurde intermezzo. Den nu midlertidigt forhenværende politiske journalist (han er blevet fjernet fra Christiansborg af sin redaktør foreløbig for den periode, skattesagskommissionen arbejder) skrev et åbent brev til statsministeren og udenrigsministeren og offentliggjorde det på Facebook med følgende indhold:
»Jeg skylder dig en undskyldning! Som du måske ved, fortalte jeg i tirsdags til Skattesagskommissionen, at artiklen ’Helle og Villy: Vi betaler for lidt i skat’, bragt i Ekstra Bladet side 16-17, 3. juni 2010, blev til i et alt for ukritisk og alt for intimt samarbejde med daværende V-spindoktor Peter Arnfeldt. Artiklen burde derfor aldrig være bragt. Jeg tilbagekalder i konsekvens heraf artiklen i sin helhed – inklusive sideartikler. Jeg har samtidig d.d. bedt Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen foranstalte, at artiklerne også slettes hos artikeldatabasen Infomedia«.
En ting er, at Kjærgaard blev grebet i et for ham helt usædvanligt anfald af retfærdighed, men det er brevets sidste linjer, der for alvor afslører ham. Han vil have fortiden slettet. Der skal ikke længere være spor af latterligheden. Den eksisterer ikke længere! Næste skridt er at benægte, at den nogensinde har fundet sted ...
Men historien standsede ikke der. Poul Madsen fik rent faktisk slettet en del af fortiden fra den store nationale avisdatabase. En ubesindig medarbejder på Infomedia fjernede den fra basen. Efter Infomedias sletning gik jeg ind i Ekstra Bladets eget arkiv og fandt den på under to minutter. Ikke bare teksten, men den originale avisside. Så meget for forsøg på at slette fortiden fra arkiverne i netalderen. Det er nemlig stort set umuligt. Nettet glemmer ikke.
I Stalin-tiden blev enhver reference i aviser og bøger til henrettede modstandere fjernet, og de blev retoucheret væk fra fotografier. Egne fejltagelser blev hemmeligstemplede og aldrig offentliggjort. Denne historisk relevante sammenligning blev hurtigt draget ind i den helt naturlige forbavselse og forargelse over Kjærgaards og Ekstra Bladets forsøg på at udradere fortiden. Og så var vi vidne til et lynhurtigt holdningsskifte med deraf følgende spin. Infomedias chef neutraliserede sletningen, Jan Kjærgaards artikel opstod på andendagen fra de døde, og Ekstra Bladets chefredaktør applauderede genopstandelsen. Det havde jo aldrig været meningen at fjerne den.
I en mail til journalisten.dk skrev han:
»Artiklerne har været blokeret i Infomedia, nu bliver de åbnet igen på min opfordring, fordi vi nu kan forsyne dem med artiklen om Jans undskyldning. Det kunne vi ikke lørdag, da jeg bad om at få artiklerne blokeret. På ekstrabladet.dk er det samme nu sket – altså artikler med artikel om Jans undskyldning. Som jeg hele tiden har sagt, vi er ikke ude på at ’slette’ fortiden, men vil undgå misforståelser om, hvad der er rigtigt og forkert«.
Forløbet taler for sig selv, men efterlader en nagende eftertanke og en helt central problemstilling, der sporadisk dukker op og forsvinder igen. Journalistik indeholder næsten dagligt fejl og mangler. Nogle rettes, dementeres eller bliver ligefrem kritiseret af Pressenævnet. Nogle få ender i retten og bliver kendt helt ubeføjede. Men de ligger alle sammen på nettet. Og copy-pastes i den hurtige, aktuelle journalistik – med risiko for, at fejl gentages og i andre tilfælde, at forældede og slettede straffesager vækkes til live, når en arbejdsgiver googler en ansøgers navn. Det er ikke alle, der er så privilegerede som Jan Kjærgaard, der efter års god samvittighed pludselig får en dårlig, som så indføres i databasen.
Der forestår et enormt omprogrammeringsarbejde, hvis Infomedias 40 millioner artikler fra de seneste 20 år skulle gås igennem og krydsrefereres med pressenævnekendelser, domsafsigelser, rettelser eller tilføjelser. Og med det nye, pikante Madsen/Kjærgaard-intermezzo synes jeg, at Infomedia nu skal spørge ophavsmændene til samtlige 40 millioner artikler, om de har noget at fortryde.
Lasse Jensen er vært på P1-programmet ’Mennesker og medier’
Husker udmærket Jan Kjærgaard fram min tid på borgen - hyggelig fyr - i godt selskab - men pas på - den man er en ren brugtbilsforhandler :).
@Robert, fra din tid på borgen.
Please afslør lidt mere om dig selv og din biografi, du har længe interesseret mig gevaldigt. Du ved så meget om mig, men jeg ved så lidt om dig.
Niels,
du skal nok ikke forvente svar. Hver gang den mystiske @Robert bliver spurgt om henvisninger til påståede historiske skriverier, ja så udebliver svaret.
At han nu også skal have haft en fortid på Borgen, tjah ...
Hele forløbet bliver mere og mere Orwellsk med EB som fortaler for et Ministerium for Sandhed, der kan omskrive historien (of Infomedia) så den passer med den øjeblikkelige fortolkning af begivenhederne.
Orwell var jo også ophavsmand til begrebet Newspeak hvor ord, begivenheder mv. får forandret navn, indhold og betydning — eller som Poul Madsen siger:
»Som jeg hele tiden har sagt, vi er ikke ude på at ’slette’ fortiden, men vil undgå misforståelser om, hvad der er rigtigt og forkert«.
Lad være med at købe EB, og især lad være med at klikke på EB hjemmeside ... så kryber det betændte væsen tilbage i hullet, hvor det kom fra ...af mangel på det eneste der tæller ... penge.
I gengivelsen af Jan Kjærgaards henvendelse til statsministeren mangler en lille detalje, som skurrer i mine ører (eller øjne, hvis det er muligt), nemlig indledningen: "Kære Helle, kære statsminister,"
"Kære Helle" fra en journalist til en statsminister?
Men ok, på sine pressemøder henvender Helle Thorning-Schmidt sig jo også til de udvalgte journalister udelukkende ved brug af fornavn. Måske begge parter skulle overveje at bruge fuldt navn i deres gensidige henvendelser? Ville det ikke alt andet lige kunne indgyde (selv en EkstraBlads-journalist!) lidt mere respekt?
I øvrigt finder jeg det næsten tragikomisk, at det først er nu da Jan Kjærgaard på det nærmeste har skudt sig selv. I begge fødder. Praktisk taget for åben skærm – at nogen tør(?) sige fra over for hans "metoder".
Dette sidste var ikke specifikt møntet på Lasse Jensen. F.eks. havde TV-Avisen for blot få dage siden således et 'portræt', der nærmest fremstod som en hyldest, af samme Kjærgaard. Bl.a. deltog en stribe politikere, som tydeligvis ikke skulle have sagt for meget. Men dette var så altså før denne seneste afsløring.
Det er måske bl.a. et resultat af, at vi lever mere og mere af vores liv ved computeren, at man tror at man kan slette noget som helst - og så er det aldrig sket.
Der er altid en kopi et eller andet sted.
Skattesagen med hovedaktøren Peter Arnfelt, er langt værre end sagen med Ekstra-Bladets klovn Jan Kjærsgaard, selvom de hænger sammen.
Efter at Arnfeldt som har været presserådgiver for det Radikale Venstre, så senere de Konservative og endelig for Venstre, er han nu mistænkt for at have lækket statsminister Helle Thorning-Schmidt's skattesag. Manden er samtidig gift med TV2's nyhedschef og har dermed haft alle muligheder for, at lækket blev fulgt op af det ene af de to danske hovedmedier, og med den afsmittende effekt som det har på den skrevne presse.
Det er sandt for dyden ikke en god sammenblanding, uanset hvordan man ser på det. Pressen som demokratiets vagthund, er her blevet til en hidsig puddel med en blå sløjfe, som kan tyrannisere hvem som helst, gennem sin hustru og andre mere sekundære kontakter. Men hustruen trøstes vel endnu af sine underordnede - krigen er jo ikke tabt endnu.
Denne sag handler om mediernes magt og ikke andet. At de tror sig uangribelige, siger mere om deres magt, end om deres forstand. Men ok., sålænge ministre og andre medlemmer af Folketinget, lefler for bankerne og tv-medierne, er der måske ikke noget at sige til at mediefolkene har troet, at de kunne eje hele verden. Så stakkels højt besungne demokrati. Alt hvad der efterhånden er tilbage er folketingsvalget, og det dækkes som sagt af demokratiets fjerde magt, vagthunden.
Exit Madsen
Jeg har nu i nogle forskellige blogge flere gange gjort mig til talsmand for, at hvis man skal tage Poul Madsen alvorligt, når han beklager, undskylder og samtidig roser sig selv og Ekstrabladet, så må han fyre Kjærgaard, der har afsløret sig som noget af det mest usle, man kan opdrive blandt journaliser - en skamplet på standen, der i forvejen har en bad standing (bl.a. på grund af sådan nogen som ham).
Men når Madsen nu fremturer - og jeg har også hørt radioudsendelsen, hvor han skamroser Kjærgaard for hans vilje til at trænge til bunds (i stedet for at skose ham for hans vilje til at synke til bunds) - ved igen at forsøge at fremstå som ansvarligheden selv, så gør Madsen sig medskyldig.
Han har en møgsag - og en møg-journalist - men han forsøger at hive det sidste stik hjem ved at forsikre alverden om, at hans blad skam er de første til at erkende, at dansk presse er rådden og ikke lever op til de mest elementære presseetiske regler, og at hans forsøg på at slette beviserne var en undskyldelig fejltagelse.
Come on.
Det er som regel ikke den oprindelige forbrydelse, der fælder ledere, men deres forsøg på cover-up. Madsen har nu miskrediteret sig i et sådant omfang, at avisen må skille sig af med ham som chefredaktør. Der er ikke noget troværdighed tilbage. Alt, hvad han fra nu af siger, vil blive opfattet med en kvalificeret mistanke.
Forøvrigt mener jeg ...
at BT har et langt større ansvar at løfte. Men bladet har ikke været så dumt at hykle bod og bedring.
Du har helt ret Mihail, men husk nu at det omsiggribende forfald begyndte, da Ralf ikke ville påtage sig sit ansvar for du ved nok hvad, og der forsvarede du ham med det bedste du havde lært.
ØH, her i Rimini
er jeg lidt desorienteret i almindelighed, og jeg ved ikke, hvad det er for en "Ralf", som jeg her forsvaret med det bedste, jeg har lært. Jeg kan ikke finde ham i synskredsen for denne problematik.
Måske har jeg forsvaret en "Ralf" i en anden sammenhæng og af andre grunde, det ved du måske. Lad mig vide.
Mihail, drilleri tåler ikke at blive forklaret. Fortsat god ferie!