Læsetid: 3 min.

Et frit mediemarked er en illusion

– public service er netop sat i verden for at rette op på markedets skævheder
19. september 2012

Hver gang TV 2 offentliggør regnskabstal, sætter de privatejede konkurrenter SBS og TV3/Viasat en medieoffensiv i gang. TV 2 anklages for brudte løfter, TV 2 forvrider markedet, politikernes accept af, at TV 2 nu kan opkræve kabelafgift for sin hovedkanal er urimelig og endelig må TV 2, ifølge kritikerne, ikke bruge kabelpengene til programmer, fordi direktør Merete Eldrup engang har sagt, at det ville de ikke.

Senest skete det i denne måned, hvor TV 2 offentliggjorde et halvårsregnskab, der viser, at TV 2’s hovedkanal mister seere samtidig med at annonceindtægterne over en bred kam viste svaghedstegn. TV 2-ledelsen vil derfor støvsuge sine budgetter for at finde 100 millioner kroner til forbedring af hovedkanalens programflade.

Det er interessant at iagttage den tilbagevendende debat, klagerne fra de privatejede konkurrenter og deres linde strøm af EU-klager, der igennem de sidste mere end 10 år effektivt har forhindret en privatisering af TV 2.

Forkæmperne for det helt frie mediemarked – hvad enten de befinder sig i Viasats svenske eller SBS’s tyske koncernhovedkvarter – går som noget helt naturligt ud fra, at et frit mediemarked – altså et marked helt uden offentlig/statslig ejerskab eller økonomisk støtte – er godt, nærmest eftertragtelsesværdigt. Vi kan (og bør) bruge kilometervis af spalteplads og tusinder af sendeminutter på radio og tv på at kritisere og debattere de statsejede medier. Men vi bør også stoppe op og konstatere, hvad et helt frit mediemarked uden offentlig indblanding indebærer. Altså, hvad ville der ske, hvis det alene var markedet, der bestemte økonomi og dermed også programindhold?

For det første ville det være tvivlsomt, om der overhovedet blev produceret nyheder eller nyhedsrelaterede samfundsprogrammer. Det er der nemlig ikke nok penge i. For det andet ville det være tvivlsomt, om der overhovedet blev produceret dansk drama. Den eneste danske seriøse dramaserie, som blev sendt på en ren kommerciel kanal var Lulu og Leon, som blev støttet med flere millioner licenskroner, og i øvrigt ikke klarede sig godt på TV3, som solgte den til DR for en slik. For det tredje ville ethvert programprojekt blive underkastet en minutiøs markedstest for at være sikker på, at pengene havde en chance for at komme igen med renter. Programmets eventuelle bidrag til en samfundsdebat, programmets muligheder for at videreformidle kultur i både bred og smal forstand eller programmets forsøg på at bryde kunstneriske, kulturelle eller politiske tabuer ville slet og ret ikke være en faktor på regnearket.

Min påstand er, at statens store rolle i finansieringen af radio og tv (og støtten til dagbladene) har været helt afgørende for, at Danmark – trods kriser og nedskæringer – stadig har medier af gennemsnitlig høj kvalitet. Vi har undgået den rent kommercielle og etisk problematiske Murdoch-journalistik, vi har undgået at tv og radio som i USA for fleres vedkommende bliver ukritiske og propagandistiske tågehorn for bestemte politiske eller religiøse retninger. Vi har undgået at markedet blev altafgørende. Vi har mere eller mindre fundet en balance.

De kommercielle kritikere af public service glemmer, at hovedformålet med public service faktisk er at ‘skævvride’ markedet: at udfylde de store huller i samfundsdebatten, som et rent marked ville efterlade. Og hovedproblemet i den tilbagevendende debat er definitionen på public service. EU’s markedsliderlige beslutningstagere ser gerne en snævrere definition på begrebet for at give markedet friere vilkår. Og kritikerne af det danske system ser det som et altoverskyggende problem, at de to statsejede broadcastere sidder på 63,3 procent af tv-seningen (og DR på en højere procent af radiolytningen). Men er det et problem? Eller er det et gode, der forhindrer total kommercialisering?

Antallet af danske tv-kanaler er blevet mangedoblet med digitaliseringen. Det samme vil ske med radio. Dermed har de kommercielle aktører gradvist opnået bedre og bedre markedsandele. Det er fint. Men at overlade det hele til markedet vil være fatalt. I så fald forsvinder balancen og kvaliteten nemlig.

 

Lasse Jensen er redaktør og vært på P1-programmet ’Mennesker og medier’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Klaus Vink Slott

Da jeg var ung fandt jeg det dybt urimeligt at skulle betale Licens. Det var nok især beløbets størrelse der gjorde ont i en lærlingeløn.

Nu med alderen tror jeg som LJ, at det er nødvendigt, for at sikre noget kvalitet i udbuddet. Jeg er bare ikke sikker på at metoden med at give alle pengene til DR & TV2, nødvendigvis er den eneste metode der giver os kvalitet for pengene. På den anden side vil det også være noget af en omvæltning at følge PHKs forslag http://ing.dk/artikel/111454-luk-dr-tv--helt

Når men da man nu fra politisk hold har besluttet at vi skal støtte produktionen af Dansk TV, kunne det så ikke bare lægges på skatten - spare licenscirkuset - og så ville det vil heller ikke ramme studerende og andre mindre bemidlede så hårdt.

Som jeg læser dette bør man især bevare de stats/regerings kontrollerede media fordi de producerer mindre ringe tv serier, bolig/danse/syngeprogrammer, vejrudsigter etc, end andre ellers ville gøre. Mellem linierne også, at spindokterne nok er lige en tand bedre i DR og TV2. Og 3-4 timers daglig tv dosis skal folket have, så det sker bedst og mest betryggende vhja smagsdommere og Brian Mikkelsen mails.

Men det lyder også lige så ærkekonservativt som et af kerneargumenterne for at bevare folkekirken. Altså hvis vi ikke kontrollerer religionen der i den fortyndede udgave og bevarer kirkelicensen, statsstøtten og privilegierne, men pludseligt giver det frit, så vil helvedet bryde løs, og vanvittige prædikanter vil overtage scenen.

Wikipedia skriver:

"Aktuelt var flagskibet i en mediestrategi (A-pressen), som LO finansierede for at give den borgerlige presse et kvalificeret modspil."

GP:
I gamle dage var pressen kun den fjerde statsmagt fordi folk også talte sammen - mødtes i forsamlingshuse o.s.v.

I mediealderen er pressen den eneste statsmagt !

Hvor nemt er det at vinde en retssag, hvis der ikke er andre til at fremlægge din sag for dommeren (vælgerne) end modpartens advokat (pressen) ?

Hvis Helle T ikke forstår, hvorfor der nu i et år har været gennemført præcis den økonomiske politik, VKR gik til valg på - i lodret modstrid med hendes egen - er det fordi VKR kontrollerer pressen.

VK kontrollerer den blå presse med TV2 i spidsen (Arnfeldt/Østergård) mens R kontrollerer det "lyseblå" blad Politiken.

DR forsøger febrilsk at finde en mellemposition imellem disse to "ekstremer" - TV2 og Politiken.

DR vil jo nødig beskyldes for at være røde lejesvende.

På den anden side. Hvis vi tror på, at journalister kan være upartiske - hvorfor reformerer vi så ikke retsvæsenet ?

Det er da spild af penge, at begge sagens parter skal have egne advokater, hvis en journalistisk uddannet kombineret anklager/forsvarer kan gøre det lige så godt.

Og til sidst:

Lige så lidt som man ville overlade til et privat firma at tælle stemmerne efter et valg - lige så lidt burde private firmaer have ret til at bedrive nyhedsformidling.

Nyhedsformidling påvirker valgresultatet med om mulig endnu større styrke end optællingen af stemmerne.

Hvis et privat firma snød med optællingen, kunne snydet kun være af mindre omfang, fordi der ellers kunne konstateret mistænkelig afvigelse fra meningemålinger.

En tilsvarende kontrol findes ikke i forhold til pressen, da denne selv kan vælge, hvilke meningsmålinger den ønsker at publicere.

Retten til nyhedsformidling bør være grundlovsstof.

Lige som rette til at tælle stemmerne.

Torben Morten Lund

Offentligheden, ’æteren’, er fælleseje ligesom luften, havet og sproget. Hvis det skal udnyttes til private formål som f.eks. kommercielle interesser, må det foregå reguleret gennem det politiske system, der bygger på lighed gennem stemmeret og ytringsfrihed i forsvaret for almene interesser. Reklamer optager plads både fysisk og mentalt og må underlægges begrænsninger således viden og debat ikke skubbes ud af opmærksomhedsfeltet. Derfor må kommercielle ytringer betale for adgang til vores opmærksomhed og vi kan passende bruge indtægterne fra et gebyr på brug af fællesskabets ejendom til at give viden-spredning, kulturelle oplevelser og debat gode vilkår.
En snild måde at implementere en reklamegebyr på vil være at ophæve virksomheders ret til at modregne moms for kommercielle meddelelser i deres regnskab, og således opnå et provenu på ca. 4 mia kr til offentlige, almene aktiviteter i æteren, på nettet osv.