Læsetid: 3 min.

En good guy og en bad guy

Hvis bare én m/k mere hævder, at en forælder m/k taler offerdiskurs, når der klages over, hvem der gør hvad på hjemmefronten, skriger jeg på hjælp
11. september 2012

Jeg er på besøg i Danmark og lander lidt ufrivilligt på slagmarken. Det er morgen. En enlig forælder står op og skal have sit barn i institution. Der er en masse barnet ikke vil, og en masse, forælderen ved, bare skal gøres. Mad i skrutten, tandbørstning, håret tæmmes (skrig, skrig, skrig), tøj på. Madpakken skal smøres, og forælderens efterhånden minimale behov for at se passende ud i verden uden for skal også lige klares. Forælderen prøver virkelig at være sød. Og konsekvent. Balanceakten lykkes, de kommer ud af døren, men det holder hårdt.

Andre dage ender det med skrigende unge, som ligger på gulvet og bare ikke vil alt det der, man skal.

Alle forældre ved, at det at kæmpe mod en fireårigs stædighed kan få selv det stærkeste menneske til at bryde sammen. Har man flere i den alder vokser usikkerhedslogistikken betydeligt. At organisere arbejdspladser eller andre kamppladser er intet i forhold til hjemmefronten. Ude i verden er der for det meste en anden soldat, der kan hentes ind i det trods alt rimeligt kortlagte minefeltet. Andre steder kan man lave en plan. Ingen ligger på gulvet og skriger, og hvis de gør, lukker man dem inde i passende institutioner.

Små børn er verdensmestre i at få planer til at bryde sammen. Der er søvnløse nætter i begyndelsen og træthed, der kan overgå det meste. Derefter indfinder sygdomme sig. Virus er betegnelsen for noget, der finder vej ind i et barns krop den dag, forældre har noget utrolig vigtigt at gøre. Begge to. Så skal der findes ordninger. Det går jo også én gang. Og en gang til. Men med to udearbejdende forældre nås bristepunktet tit.

Det sværeste at have med at gøre er faktisk barnets indbyggede behov for at få planer til at eksplodere. Det, der skal skabes på hjemmefronten, er jo det mest paradoksale, man kan forestille sig: Man skal have et lille menneske til at blive til.Og paradokser sætter alle rationelle mennesker på nærmest uudholdelige prøver. Det vil på den ene side sige, at ungen skal sættes ind i alle reglerne, alt det, der skal gøres. Der er jo ikke uendelig tid om morgenen til at få tøjet på, havregrøden indenbords og alt det andet. Men hvis projektet lykkes perfekt, er det lille menneske jo ikke sig selv. Hvis man skal få sig en vilje, må man øve sig i at få sin vilje. Derfor skal der siges nej i tide og utide, men især i utide.

Det går faktisk lettest, hvis der både er en good guy og en bad guy. En til at håndhæve og en til at trøste. Det går selvfølgelig lettest, hvis man er to om at udføre opgaverne. Jeg har set store, stærke mennesker segne på hjemmefronten. Andre er løbet skrigende væk, ud i den store reddende, rationelle verden eller ind bag computeren eller hobbyen. Jeg har set granvoksne mennesker opgive at købe mælk, bleer eller gribe til hemmelige våben som nutella eller figenpålæg, for i stedet hysterisk at kunne fordybe sig i købet af en bil. Eller i overarbejde. Den kan ramme enhver; panikken.

Hvis der hele tiden er en forælder, der flygter, kan det faktisk være lettere at tage sig af det hele selv. Så ved man, hvad man har at forholde sig til og behøver ikke tage diskussionerne oven i købet. Det er tilfældet for den enlige forælder, hvis slagmark jeg befandt mig på her til morgen, og det er en højst almindelig skilsmisseårsag.

Hjemmefronten burde ikke være en front, hvor kampen står mellem mænd og kvinder. Eftersom det er en af verdens mest paradoksale missioner, der skal udføres, burde man gøre fælles front. Det går faktisk bedst, hvis man er to om det – en good guy og en bad guy. Når man finder kræfterne i fællesskab og løser den opslidende opgave, det er, med kærlighed få et lille væsen til at indrømme, at det er et menneske.

Derfor fatter jeg ikke, hvorfor man foragteligt kalder det offerdiskurs, når en af forældrene pludselig føler sig alene om det og sender SOS om forstærkning. Eller rettere: Hvad skulle det være andet end offerdiskurs? Når man opdager, at partneren deserterer og oven i købet får bedre karriere, flere penge, mere anerkendelse og bedre pension m/k, er der god grund til at klage. Hvad ville der ske, hvis alle deserterede? Hvad kan man egentlig gøre andet end at råbe om hjælp?

 

Tine Byrckel er psykoanaytiker og manuskriptforfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Jeg ved ikke hvorfor det er offerdiskurs.

Det er det vist også kun for kvinder, det hedder sådan. Har man nogen sinde hørt om en mand der ”spillede offerrollen”, fordi børn og husførelse sammen med erhvervsarbejdet var vokset ham over hovedet? Nej, vel?

Mænd er kun ofre, hvis ingen kvinder vil have dem, eller have børn med dem (jfr. Johannes og Kåre).

Det er en stor lykke ikke at behøve at råbe om hjælp, og aldrig at have haft brug for det – fordi solidariteten bare var til stede. Det kunne jeg godt ønske for alle kvinder, og faktisk også for alle mænd. Det kan nemlig ”betale sig”.

Heinrich R. Jørgensen

Bravo, Tine.

Du får sat meningsfulde ord på jobservationer og sammenhænge.

En filosoferende psykoanalytiker der er skribent; det er en profil der er hårdt savnet...

Hvis den ene af forældrerne "stikker af" fra ansvaret - bliver den tilbageværende ansvarlige nødt til at drage konsekvensen af at påtage sig ansvaret.

Det kan være at nedprooritere karrieren.

Ellers er der to voksne der svigter.

Michael Møller

Hvad er det for noget vrøvl -
"Alle forældre ved, at det at kæmpe mod en fireårigs stædighed kan få selv det stærkeste menneske til at bryde sammen."
"Små børn er verdensmestre i at få planer til at bryde sammen "
"Det sværeste at have med at gøre er faktisk barnets indbyggede behov for at få planer til at eksplodere. "

@Møller

Ja - der er lidt "hvor er det synd over artiklen."

Det at være forældre kan være svært hvis man stadig ikke har forstået at hele verden ikke drejer rundt om en selv længere.

Jeg vil have en flot karriere, jeg vil have en fantastisk partner, jeg vil have en god pension, jeg vil have tid til mig selv - men de F..ing børn gider ikke indrette sig.

Det lyser da ud af artiklen.

Dem der løser problemet med en aupair - de får også verbale tæsk.

@Steen Jensen: fordi en au pair er en underbetalt tjenestepige.

Har man ikke tid til børn bør de måske udelades fra projekt 'liv'. Man kan faktisk godt fungere uden de små 'kræ'.

Har man ikke tid til børn bør de måske udelades fra projekt ‘liv’. Man kan faktisk godt fungere uden de små ‘kræ’.

NETOP - derfor mener jeg også artiklen er udtryk for en kæmpe egoisme fra forfatterens side.

@ Inger

Det er egoistisk at forlange at alt skal dreje sig om en selv.

Man kan ikke få det hele.
Karriere
God pension
Tid til sig selv

I hvert fald ikke i samme omfang som da man var to om ansvaret for børnene. Derfor må man nødvendigvis sætte sine egne behov på delvis standby.

Egoisme:

Når man opdager, at partneren deserterer og oven i købet får bedre karriere, flere penge, mere anerkendelse og bedre pension m/k, er der god grund til at klage.

En forældre svigter - derfor må den anden ansvarlige forældre tage ansvar i stedet for at kræve "sin ret" til det hele.

Sålænge forældrene bor sammen eller på anden måde deles om ansvaret - må de finde den rette fordeling.

Hvis skilsmissen er indtrådt - så ryger noget at den voksnes frihed - i forhold til da man var to om opgaverne.

Det nytter det ikke noget at hyle op over.

Inger Sundsvald

Jeg kan slet ikke få det til at rime med at FORFATTEREN er egoistisk. Som jeg forstår det, så er Tine Byrckel landet midt i en situation med en enlig forælder, hvor det kan være svært at have et lille barn der skal af sted i institution. Forælderen har ansvaret for at barnet kommer i tøjet m.v. og af sted, så vedkommende selv kan komme på arbejde til tiden. Der står intet om at den enlige forælder forlanger det hele og kræve sin ret.

Inger Sundsvald

Det kan jo også være at han har misforstået klummen, og tror at det er Tine Byrckel der sidder og beklager sig over at være ladt alene med sit 4-årigt barn, mens manden er skredet.

Det kan jo ske for enhver, at man misforstår noget. Og det er jo ikke alle, der er parat til at tage ansvar for egne fejltagelser.

Ja jeg ville blive skilt , det er lettere at holde ud atskulle stå for og bestemme det hele, når man ikke forventer at en anden tager en halvdel og konstant blir frustreret men måske er det også bedre at have helt klare linier og arbejdsdeling... Ikke alle kan holde ud at skulle kunne regne ud hele tiden hvornår mor får for meget, så er det bedre med min og din dag...
Og i en skilsmisse er man jo delt og mor kan få fri, hvis hun ellers kan finde ud af at nyde den hver anden weekend. Eller noget i den retning..

jeg har nu været alene om det hele nærmest hele tiden og jo der har været hårdt, især det ikke at have råd til barnepige og føles sig lønket til hjemmet hver eneste aften året rundt 365 dage... Det er en pesitilens ikke at kunne tage et aftensskolekursus og lign og også at have så meget menneskeligt samvær....
En veninde sagde ! Hvordan kan du holde ud at være så meget alene

ALENE..... Jeg var aldrig alene never ever ,men det blir bedre når børnene blir ældre og har travlt med alverdens fordskellige gøremål og venner

Jeg har passet mine børn med stor fornøjelse - også de dage hvor jeg tilfældigvis var alene om at få dem afsted om morgenen - Det er ikke synd, forfærdeligt eller uretfærdigt at man nogle gange selv, helt alene uden hjælp fra den anden forældre, tager sig af sine børn.

Det er ikke noget at tude over - det er bare hverdagen for en børnefamilie.

Som jeg forstår det tuder hun over at:
"Når man opdager, at partneren deserterer og oven i købet får bedre karriere, flere penge, mere anerkendelse og bedre pension m/k, er der god grund til at klage."

Hendes mand vil hellere gå på arbejde end at passe børnene. Det må hun afklare med ham. Gider han ikke - må hun så tage sig af børnene - men det er ikke synd for hende, det er bare at være forældre. At manden så er et skavt med de konsekvenser det kan få for forholdet det er en anden diskussion.

Jens Holger Laursen

Jeg vil bestemt ikke over i noget med "Det kompetente barn", men kunne det ikke tænkes, at når barnet skriger og ikke vil, at det har ret. At vi mishandler os selv for at passe ind i et samfund, som vi bestemt ikke selv har skabt - og når det kommer til stykket måske heller ikke bryder os om?
Hvis antagelsen er rigtig, reagerer barnet ganske naturligt mod en adfærd, der er umenneskelig. Børn elsker anarkister.

Det er ikke synd for nogen at de skal være sammen med deres børn. Det er simpelthen et falsk problem der kun kan opstå i meget selvoptagede menneskers hjerner. Uha jeg har været alene i en uge - hvor er min alenetid - for fanden da.

At jeg skiver at kvinden sidder tilbage - det er vist empirisk underbygget. Mænd er generelt alt for ansvarsløse og stikker af. Men det er da den der ender med at have børnene der er vinderen.

Denne klumme er totalt kønsneutral. Vi kan derfor konkludere, at det er ukærligt, uansvarligt og at ville have alt, når man ikke bare gider blive hjemme og passe ungerne og laden den anden desertere.
M/K
Det er ikke mine egne børn.
Det er ikke mig.
Det er m/k i verden i dag.

bedste og fornøjede hilsner over så tydeligt gennem denne debat at fået vist det.

kh Tine

ps: for hvis det gælder den klagende på hjemmefronten at vedkommende er uansvarlig, ukærlig og bare vil have det hele, så tør jeg slet ikke tænke over, hvordan vi skal kvalificere dem, der deserterer hjemmefronten...

ps: for hvis det gælder den klagende på hjemmefronten at vedkommende er uansvarlig, ukærlig og bare vil have det hele, så tør jeg slet ikke tænke over, hvordan vi skal kvalificere dem, der deserterer hjemmefronten...

"jeg har passet mine børn med stor fornøjelse, også de dage hvor jeg tilfældigvis var alene om at få dem ud af døren"

Den tror jeg vil tygge et par dage over om den også kan siges af.. en mor ? m/k...

Inger Sundsvald

Jeg kan vist ikke prale af at jeg altid har passet mine børn med stor fornøjelse. Selvom jeg aldrig har skullet have dem ud af døren tidligt om morgenen, har det ikke altid været en udelt fornøjelse, for der er rigtig mange ting et lille barn ikke vil.

Men det er da muligt at børnene havde ret, når de ikke ville spise, vaskes, have tøj på/af, sove og hvad der ellers lige kom på tværs af de små viljer.

@ Tine
“jeg har passet mine børn med stor fornøjelse, også de dage hvor jeg tilfældigvis var alene om at få dem ud af døren”

Den tror jeg vil tygge et par dage over om den også kan siges af.. en mor ? m/k…

Ja - du underforstår, at jeg kun passede vores børn engang imellem. Forbandet sludder og fordomme om mænd. Artiklen beskriver en situation hvor m/ken er alene om morgenen. Derfor mit eksempel.

@Inger
Men det er da muligt at børnene havde ret, når de ikke ville spise, vaskes, have tøj på/af, sove og hvad der ellers lige kom på tværs af de små viljer.

Hvis ovenstående er et problem, der kan fylde alverden, skulle man ikke have fået børn.

@Begge
Den der stikker af er den største kujon og svigter børnene big time.
Den der bliver tilbage, har stadig børnene.
Det overskygger da "problemerne" ved at have børn.

En kommentar:
Det er ikke et væsentligt problem at have et barn i trodsalderen. Hverken for enlige eller hvor der er to forældre.

Det er jo netop denne offerdiskurs jeg opponerer imod.
Og som er artiklens emne.