Kommentar

Er den grønlandske sæl for nuttet til at have sexappeal?

De canadiske kølledrab på babysæler præger stadig holdningen til sælskindsprodukter. Det rammer de grønlandske fangere hårdt
26. september 2012

Vi snakker 2012, og økologi, bæredygtighed og miljø er emner, de fleste af os har med i vores dagligdagsbevidsthed. Heldigvis. Bonderøven bliver hyldet i alle ender og kanter af lille Danmark – især af de unge – for sin simple og enkle levevis. Går du en tur ned gennem latinerkvarteret i Aarhus eller Københavns trendy Vesterbro vil du møde et hav af Bonderøven-kopier. Det samme vil du for den sags skyld også i enhver anden dansk provinsby.

Det er blevet in at gå back to basics. Tatoveringerne på underarmen skal være old-school, hatten skal være a la jysk bondemand eller Find Holger, og nettokurven skal være fyldt med økovarer. Naturen, dyrene og den simple mand eller kvinde er sagen. Ugler og kronhjorte er stærkt repræsenteret på underarme, bymure, pladeomslag og tøj.

Jagttegnskurserne er overtegnede, og de skovmandsskjorteklædte provins-storbypiger strikker farverig streetart rundt om de grimme galvaniserede indhegninger til metroudgravningerne.

Men hvor er produkterne fra bæredygtig sælfangst? Sælen stod med sikkerhed forrest i køen, da der blev delt charme ud. Den er nuttet, ingen tvivl om det. Køer og grise er også søde. Men de når ikke sælen til sokkeholderne, når vi taler karisma.

Under Copenhagen Fashion Week blev det sagt, at vi skal gøre bæredygtig mode sexet. Som jeg ser det, ville det ikke hjælpe en meter, om man så iførte sælen nylonstrømper, pushup-bh og rød læbestift. Sæler er nuttede, men bestemt ikke sexede.

Det skyldes, at sælskindsprodukter den dag i dag bliver associeret med drab på canadiske babysæler.

Men hvad kan egentlig være mere sympatisk og bæredygtigt end at iklæde sig et skind, som er resultatet og frugten af en ældgammel jagttradition, hvor hele dyret bliver udnyttet fra knurhår til halespids? De grønlandske fangere skyder ikke sæler blot for skindets skyld. De spiser stort set alt på den, og resten får hundene. Det er værd at huske. Grønlandsk sæljagt er præget af en stor respekt for dyret, sådan som det altid har været tilfældet fra fangergeneration til fangergeneration.

Når det gælder børnearbejde og det faktum, at tekstilindustrien står for en ganske betydelig del af verdensforureningen, er menigmand- og kvinde ikke nær så bekymrede. Der er ikke langt fra tanke til handling, når familien skal have et stykke tøj, som er indfarvet, ved at et 8-årigt indisk barn har gået barfodet rundt i sygdomsfremkaldende kemikalier.

Lovundtagelse uden effekt

Men lad os ikke pege fingre, lad os i stedet se på den konsekvens som EU’s importforbud mod sælprodukter har haft for Grønland. Forbuddet blev indført i august 2010 med dyrevelfærd som hovedargument. Fair nok – kølledrabene i Canada skal have en konsekvens og aldrig få lov at gentage sig. Forbuddet indeholdt samtidig en såkaldt ’Inuit-undtagelse’, der gør det tilladt for grønlandske inuitter at sælge deres produkter på det europæiske marked. Problemet er bare, at undtagelsen ikke virker efter hensigten. Kunderne er berøringsangste og vil ikke sættes i forbindelse med dræbte babysæler. Senest, den 1. maj i år, så vi, at Magasin du Nord forbød alt salg af vilddyrspels.

Og undersøgelser viser, at fire ud af ti ikke ville drømme om at købe eller bruge sælskindsprodukter, 34 procent af dyreetiske hensyn.

De grønlandske fangere og deres familier lever og arbejder også i dag under trange vilkår. Nuvel de får deres 210-260 kr. for hvert skind, de sælger. Penge som kommer i form af tilskud fra den grønlandske landskasse.

De fleste skind forlader faktisk aldrig landet. Flere hundrede tusinde skind ligger lagret til ingen verdens nytte. Det giver ingen mening.

Lad os en gang for alle få slået fast, at grønlandske sælskind intet har at gøre med canadiske kølledrab på babysæler. Disse to ting skal og må adskilles. Modemæssigt mister vi en chance for at markere os på landkortet. Samtidig er risikoen til stede for, at en ældgammel, beundringsværdig fangertradition går i glemmebogen og bliver reduceret til en kulturhistorisk katastrofe, hvor sælfangst er forbeholdt museumsvideoerne på lige fod med indiansk pow-wow-dans.

 

Karin Gaardsted er formand for udvalget for Erhverv, Vækst og Eksport og ordfører for nordiske anliggender (S)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • K M
K M anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu