Det er for meget det her. Vi bliver nødt til at gå, siger en af mine venner, mens hans blik er låst fast på en ung mand, der sidder i et hjørne og taler med en veninde. Vi står med hver vores fadøl i hånden på Harbo Bar i starten af Blågårdsgade, og jeg ved lige, hvad han mener. Fyren er lige så håbløs, som han er skamløs. Han har et lille fikst overskæg, en alt for lille hue og en skovmandsskjorte på. Han er åbenlyst en hipster. Og ved siden af ham sidder der en fyr, der er nøjagtig magen til. Vi bliver nødt til at gå.
Den episode er symptomatisk for mange i mit segment og min generation. Hipsteren er blevet tidens store klovn, en latterlig skikkelse. I hvert fald hvis man befinder sig i den urbane middelklasse. Her kan vi alle enes om at gøre grin af ham. Klovnekarakteren er endda trådt ind i journalistikken. Se bare, hvordan Information dækkede fødselsdagsfesten for den kinesiske grillbarejer på Istedgade, Mr. Lee, i sidste måned.
Det var ikke denne interessante immigrantarbejders historie med at drive forretning over flere årtier på en af byens mest historierige gader, der var fokus for journalisten. I centrum af historien stod derimod de totalt kiksede hipsters med deres pinlige autenticitetsdyrkelse og spiste ribbenstegssandwiches.
Frygten for det ordinære
Men hvad er egentlig det sjove ved hipsterkarakteren? Det sjove er, at der her er tale om et segment, der ikke vil segmenteres. Hipstere er mennesker, der hver især føler sig unikke, kreative og specielle. Det er en ydmygelse for dem at blive udpeget som ordinære stereotyper. Derfor taler man meget om hipsters, selv om ingen vil kendes ved betegnelsen.
Men hvordan ved vi, at det er så ydmygende for hipsteren at blive sat i bås?
Det gør vi naturligvis, fordi vores foragt for hipsteren udspringer af nøjagtig den samme kilde. Hipsterhaderen og hipsteren er én og samme person. Begge er de produkter af en evig positioneringskamp i den urbane middelklasse.
Hipsterhadet udspringer af et monumentalt lavt selvværd i denne klasse. Her er den største frygt at være et ordinært og almindeligt menneske. At sidde konformt midt i sin samfundsklasse som den kiksede hipster med det lille, irriterende overskæg inde på Harbo Bar, svarer til at sidde omkring kakkelbordet og drikke kaffe, mens kronhjortene brøler fra maleriet oppe på væggen. Normalitet er en kilde til skam.
Hipsterhadet reproducerer en i grunden afsporet forbrugerideologi, hvor individualisme handler om det tøj, du har på, den musik, du lytter til, og den cykel, du kører på. Hvis du ligner alle mulige andre, er du ikke længere et individ, men en pinlig klovn, vi griner af. Når folk peger på hipsters med foragt, er det, fordi man deler denne opfattelse af, at det er skamfuldt at kunne sættes i bås, at man er banal og latterlig, hvis man tilhører et segment.
I virkeligheden er det bare det samme fænomen, vi har kendt i årtusinder: snobberiet. Ved at lægge afstand til hipsteren viser man, at man har mere tjek på det end ham. Man er hævet over denne grinagtige, kiksede karakter, der ikke har gennemskuet koderne og har været så fjollet at anlægge sig et lille overskæg. Man er i modsætning til hipsteren ikke sådan lige at sætte i kategori. Man er selv et unikt individ.
Hipsteren er harmløs
Jeg synes, det burde give stof til eftertanke, at stort set ingen almindelige mennesker uden for den urbane middelklasse aner, hvad en hipster er. Hipsteren er så uendelig ligegyldigt et socialt fænomen, at det kun giver mening at hade ham, hvis man er meget tæt på ham.
Men hipsterne generer faktisk ikke sine omgivelser. De er gode og ordentlige samfundsborgere, der bare gerne vil finde noget genbrugstøj, lidt forloren autenticitet, drikke en kop kaffe og tale lidt om den musik, de lytter til i denne uge. De er ingen trussel mod hverken kulturen eller demokratiet. Så hvorfor dog overhovedet foragte eller hade dem? Hvorfor gøre det til noget suspekt, at de holder en fest for en ældre grillejer på Istedgade?
I sidste ende er det bare narcissisme. De eneste, de generer, er folk, der fra tid til anden kigger sig i spejlet og af frygt for at være ordinær og latterlig stiller sig selv det uhyggelige spørgsmål: Er jeg mon selv en hipster?
Søren K. Villemoes er journalist
Ah, come on. 'Det man siger, er man selv'? :)
Noget sundt "snobberi", kan der nu være god grund til at opretholde. Det er ikke frygten 'for det ordinære' der driver hipsteren, snarere skrækken for at blive mentalt og fysisk voksen, med alt det grimme ansvar dette måtte indebære; hipster-påklædningsdukken, udgør ikke en individualitet der ad den hårde, selvkritiske vej "søger" sin indefrakommede, selvbestaltede og refleksivt- moralske plads i verden. Han søger faktisk ikke andet, end at blive 'opfattet som'. Han er ren, puritansk overflade, af ikkeopbyggelig, markedsstyret selvoptagethed, dog uden 'selv', narcissismens antikognitive zenit, og en absolut modsætning til den samvittighedsfulde, protestantiske inderlighed, under hvis ånd og selvforståelse, det traditionelle mellemklasse-borgerskab har søgt at danne karakteren, gennem intellektuelt arbejde, og bred og grundig, emnemæssigt vidtfavnende oplysning: Han er en total pervertering, infantilisering og banalisering af idéen om den sunde individualitet, der arbejder for sin plads i verden, og er derfor en naturlig modsætning og torn i øjet på, endda fjende af, den karakter, der i er blevet sig selv i verden, på - jeps- 'autentisk' og hårdtarbejdende vis.
Jeg synes det var nemmere, da der var rockere, flippere og diskere - og så lidt senere også nogle punkere.
Dengang hadede og foragtede grupperne bare hinanden fordi så forskellige ud, hørte forskellig musik og havde forskellige jobs.
Nu skal ungdommen guhjælpemig rende rundt og foragte hinanden individuelt, fordi individerne forsøger at blive opfattet individult, men alligevel er endt i en gruppering enten blandt hipstere eller hipsterhadere?
Det er hårdt at være ung.
Jeg gik forleden en tur med en kvinde hvorpå hun sagde til mig: "Du er en hipster, men ikke på kiksede måde, men på en autentisk måde".
Jeg undrede mig i første omgang over udsagnet, men tænkte efterfølgende over hvad hun reelt mente. Det slog mig, at jeg ganske vidst går i delvist i genbrugstøj (ikke kun købt, men arvet af familiemedlemmer mv.), maler min egen kaffe, spiser gerne vegetarisk mad, går til skomageren med mine sko, bor på kollektiv, deltager i whisky-smagninger, læser Jørn Riel eller George Orwell, skriver min egen musik og optræder med denne. Men ved "du" hvad? (Jeg ved godt at følgende udsagn kan anklages for at være en tilnærmelse) Jeg føler mig tilpas og det bedste er: At jeg er pis** ligeglad med om Villa Volvo og Vovse segmentet griner deres røv i laser over min entre i sociale begivenheder. Skal vi ikke aftale at grine i fællesskab i stedet for af hinanden?
Jeg forsøger af være kohærent i forhold til hvad jeg tror på og drømmer om. Jeg elsker Creedance Clearwater, Bob Dylan og Johnny Cash meget mere end Burhan G. eller Medina. Jeg synes forbrugerismen har taget overhånd, at vi drikker for megen grimt smagende kaffe, at vi spiser for meget kød, at vi i materialismens tegn glemmer kollektivismen. Det er derfor klart at jeg ikke vil ligne en London City Boy, drikke skod-kaffe eller spise bjerge af kød. Det interesserer mig ikke. Jeg forbinder disse ting med ideologiske strømninger jeg ikke bifalder.
Det er altid nemt at afskrive folk. Men hvis man lytter til folk vil man oftest finde ud af, at mange mennesker indeholder en masse spændende perspektiver og historier. Man skal bare lytte. Uanset om det er en somalisk buschauffør eller en potentiel hipster.
God dialog :)
Selvhad er selvhad og samfundet avler mange selvhadende individder, dem der har lært at elske sig selv og stræbe efter det gode, dem kalder vi for hipsters... "Føj for nogen idealistiske skabekrukker, gå nu i gråt tøj spis leverpostej for fanden!" Lad nu folk være det de vil være og lad være med at få ondt i røven over, at de måske ikke har fundet ud af hvad det er endnu. Ungdommen nutildags er i den grad identitetsbelastede, mulighederne og retningerne i samfundet har aldrig på noget tidspunkt i historien være så mangfoldige som i dag, ér det så så mærkeligt at vi har fostret en evigt søgende og flydende generation, der forsøger at definere sig selv ud fra nye, og i deres øjne, mere autentiske værdier? Jeg ser hipsterhadet som en slags kollektiv identitetskrise, vi ved godt at de ting hipsteren opsøger, opsøger han for at fremstå/føle autenticitet, og sørme om han ikke også opnår den følelse, for hvad der er autentisk for ham, er langtfra hvad der var autentisk for hans forældres generation.
Narcicisme er kun noget skidt når det afføder ensomhed og udelukkelse af fælleskaber, hipsterens selvkærlighed søger efter noget oprigtigt og det bør man støtte dem i og forsøge at forstå, i stedet for at halshugge den ved hver eneste møde....
Ja, så lærte jeg noget nyt.
Problemet er måske netop at de ikke truer kulturen eller demokratiet? (Altså, tager ansvar for dennes forbedring), men netop er en "positioneringskamp i middelklassen" som bare søger "forloren autenticitet".
Problemet med hipsteren er netop den interne positionering der jagter kulturelle identitetsskyggebilleder, istedet for at positionere sig i forhold til noget vigtigt som en virkelig samtids kulturelle problematikker. (hipsteren er altså enfantil livsnyder/shopper, og ikke ansvarsbevidst voksen der skelner mellem rigtigt og forkert.)
Måden at nå udenom dette problem er dog måske noget så simpelt som netop at indse at man er normal kedelig middelklasse, og at det netop er som sådan at man skal tage ansvar. Således har vi jo også indstiftet begrebet om en form for "klasse" igen, altså et mindre individualiseret subjekt?
NB: Misforstå venligst ikke "kedelig middelklasse" som kun naive liberale slipsedrenge, men nærmere netop som der hvor hipsteren og slipsedrengen måske smelter sammen? (Altså også den kreative klasse..) og der hvor størstedelen af alle danskere bor, uanset hvor unik og personlig man er.
Selv jeg, der dog håbede at tilhøre den urbane middelklasse, anede ikke, hvad en hipster var.
Det er lidt ærgerligt at være provinsbo, og ikke engang vide hvordan de ser ud, disse hipstere som man enten kan eller ikke kan hade og foragte.
Jeg mener afgjort der må kunne uddeles kulturtilskud til de provinsielle og midaldrende og middelklasseagtigt ensartede, så vi kan komme til storstaden og se på varen med vores egne øjne.
Ellers kan man vel opfordre Informations photografer om at bringe en photo-fremstilling af fænomenet, så vi lissom ved, hvad det handler om og så vi kan hade eller ikke-hade med på moden. Og antimoden.
Det er da vist bare ... ?
...samme, overvejende yngre papegøjesegment, der tidligere markerede sig skarpt og personligt som 'anti-racister' (tja hvem er ikke det...?) til omgivelsernes overbærenhed...
..som nu er blevet individuelle, liberale og post-løkke og nu er 'sig selv' (tja hvem er ikke det ...?)
Motivationen kaldtes oprindeligt 'ulidelig lethed' efter en intellektuel film af en slags.
De hipstere JEG kender er i høj grad nogle samfunds og selvbevidste mennesker der gør alt i deres magt for at forbedre samfundet. Det som den "urbane middelklasse" ikke ser/forstår, er hipsteren ved at ægte forandring starter indefra og han må dermed starte med sig selv for i bedste ghandi-stil at sætte eksemplet. Det er groft simplificeret, for der findes selvfølgelig også det hipster-segment, som ikke har nogen speciel dybde og som lever alt for højt på fester og narciccismens dyrkelse - men sådan har det altid været, nogen skaber moden og andre følger den blindt...
@Jacob Knudsen.
Rigtig godt indlæg.
Mmmm.. de der hipstere må minde om ham fra mit årgangshold, som købte sig en lang læderfrakke, klippede den ene side af sit hovedhår af, malede sine negle grønne og tit sås med en eksistensfilosofisk bog i hånden.
Dengang hed han bare ikke en hipster, men en knajt der forsøgte at finde et look og et selvbillede, han kunne spejle sig i
Det er fair nok. Uanset hvad de kalder sig.
Men måske er fænomenet ikke så nyt, som jeg først antog.
(kan piger også være hipstere?)
Identitet er overvurderet hvadenten man er en del af en gruppe eller ej.
Iøvrigt behøver man ikke følge moden for at være slave af den; at være i opposition til tiden er også en måde at kategorisere sig selv på.
Måske Nick og Jakob kan sige noget om, hvorfor det hedder ´hipster´? Har det noget at gøre med at være ´hip´? Og er dét noget med at være ´på beatet´?
I min ungdom var de ´hippe´ hippier ...
Det visuelle har stærk signalværdi - enten af billedkunstnerisk, skulpturel karakter eller/og af politisk/filosofisk karakter
Men spændende er det at studere tidens tegn
'Hipster' er jo bare et tomt begreb, forstået på den måde, at begrebet på bedste post-strukturelle vis ikke har en yderside, andet end den åbenlyse negation 'anti-hipsteren' - som selvfølgelig også er en ligeså tom kategori.
Det er umuligt at sætte en forskel der siger, dette er hipster, dette er ikke hipster, alt kan i den rette kontekst proppes ind i begrebet, og dansen rundt om dette begreb, kampen om at fiksere dets mening, synes at være en tabt kamp.
Jeg fandt for nyligt damesokker i Rema 1000, der hed 'DAME HIPSTER MIKROFIBER'. Disse sokker må siges at stå i kontrast til nærmest alt hvad der er blevet kaldt hipster, de er ikke genbrug, de er masseproducerede etc. Alligevel pryder de sig med denne betegnelse, og hvorfor ikke? Det betyder jo ingenting alligevel, men er en tom betegner, som du selv udfylder - hvilket selvfølgelig er guf for de differentierings-mekanismer der driver den sen-kapitalistiske æstetiske konsumserisme.
Jeg ved ikke om 'Hipsterhad er selvhad', men i og med man peger på en paradoksal distinktion, hvor hverken 'hipsteren' eller 'anti-hipstren' har nogen som helst fiksering, ender 'anti-hipsteren' med at fremstå en smule mere latterlig, i og med at han/hun i selve forsøget på at fraskrive sig 'at være hipster', reproducerer begrebet og ender med at danse den semantisk differentierings-dans, der om noget kendetegner et fortabt forbrugersamfund.
Jeg var heller ikke klar over hvad en hipster var.
I googles billeddatabase ligner det en biologstuderende fra 70,erne.
Skovmandsskjorte, cowboybukser, ørkenstøvler og en vilter hårpragt.
Da jeg var flipper var man hip hvis man var in, ellers var man yt eller out, som var datidens ord for kikset. Jeg har altid (siden jeg for et par måneder siden første gang stødte mig på begrebet) tænkt at hipster ligger lidt i forlængelse hip; altså er det bare endnu en metafor for succesfuld. Men det fede er at det hele er noget man et langt stykke hen ad vejen kan købe sig til, for meget af det angår udstyr og det gjorde det sådan set også dengang jeg var hip. Men vi talte ikke så meget om det.
Jeg kan ikke definere hvad en hipster er. For mig ærgerligt hvis man vurderer mennesker på baggrund af deres beklædning, hår- eller skægstil. Jeg ved fra egen erfaring, at der finder megen personlighedsvurdering på baggrund af tøjstil sted - specielt i visse kredse og ikke mindst teenagealderen. Forbrugerismen har været med til at føje en social værdi til ethvert produkt. Hvis jeg tager en hvid skjorte på, samt går med seler som jeg har "nakket" af min bedstefar, ja så hænger der en social værdi sammen med dette valg af beklædning. Det er jeg helt med på. Og jeg er vel på sin vis også bevidst om at dette eller hint beklædningsstykke har en social værdi/påvirkning.
Det ærgerlige er, at det at gå i genbrugstøj, spise vegetarmad eller gå til skomageren med sine læderstøvler (i stedet for at købe nye sko), for at få nye såler på, faktisk har sine rigtig positive sider, nemlig at miljøet lider mindre last, samt at forbrugerismen får en kindhest.
Jeg er ikke vegetar. Jeg røger somme tider en ørred eller lignende, men jeg synes det er slående - og jeg ved at andre har oplevet. Det hører jeg i hvert fald i Aalborg Vegetarforening -, at man skal forklare sig, ja nærmest fremlægge en større filosoferen og et politisk program, hvis man siger nej (eller rettere "nej, tak") til den røde bøf.
Hvad fanden er det for en kultur? Jeg bruger da heller ikke forhørsmetoder når min bordherre til konfirmationen ikke tager nogle gulerødder?!
Jeg synes det er en frastødende kultur, denne du-skal-forklare-dig hvis du siger ”nej”. Det er meget nemmere at kampspise af det stegte flæsk, drikke persillesovsen og skylle efter med en lunken Tuborg. Men for helvede. Hvis jeg/vi nu ikke har lyst? Det kan være jeg hellere vil nyde en belgisk Rochefort nummer 10, spise nogle bønner og nøjes med et stykke laks. Er jeg så påtaget 'frelst' eller som jeg hørte en person sige forleden "en flottenheimer"? Eller kan jeg mærke på min ydmyge fysisk, at det stegte flæsk giver mavekneb, slatten røv og at lunken Tuborg smager af... til...?
Man skal være meget stærk for at sige ”nej tak”. Et ”ja” er meget nemmere i denne sammenhæng.
Tressernes ungdomsoprør var et kæmpemæssigt normbrud, der rystede samfundet i sin grundvold.
De nye normer for klædedragt, der fulgte, var spændende - ikke altid lige kønne - men dog stærke signaler om hvor, man i politisk, kulturel og social henseende befandt sig i samfundshierakiet. Et stærkt opbrud ifht altid at kunne placere folks økonomiske status - en vis demokratisering satte ind - moden kom i højere grad til at handle om, hvad almindelige indkomster kunne betale.
Nick, hvorfor hedder det så hipster - er der nogen logisk forklaring på det ? Jeg er bare nysgerrig, syns sprog og kulturudvikling er temmelig spændende
Jeg vidste heller ikke hvad en hipster menes at være, og for en gang skyld ville jeg ønske jeg ikke var blevet klogere.
Jeg aner det ikke Randi Christiansen. Det kan enten være blevet denne svært definérbare gruppe tillagt - af årsager der kunne pege i retning af en ironisk med-på-bølgen forståelse af disse mennesker, hvilket ikke skulle undre mig.
Nå, men ihvertfald er det den enkeltes udfordring at definere sig selv i fht gruppen - at finde sin egen identitet i mylderet af udsagn - den identitetsløse følger ukritisk strømmen, andre sammensætter selv et værdisæt, og udvekslingen og udviklingen foregår konstant. Hurra, vi er i live - så længe det varer
@ Nick Mogensen
Jeg er en af dem, der bruger det, du kalder forhørsmetoder, hvis jeg dinerer med en vegetar. Jeg er bare ked af, du oplever det som et forhør, for det eneste, det bunder i, er interesse. Jeg forstår ikke, at dét får dig til at spørge, "hvad fanden det er for en kultur", for hvis en person handler anderledes end de almindelige konventioner forskriver, er det da kun sundt at andre spørger ind til vedkommendes bevæggrundene.
Om man spiser kød eller ej er jo ofte et politisk funderet spørgsmål, der kan handle om dyreetik, CO2-udslip, moralfilosofi eller bare ulyst. Så når jeg spiser med en vegetar, er jeg altid interesseret i at vide, hvad der ligger til grund for vedkommendes beslutning om at fravælge kød. Og ER man en af dem, der ikke spiser kød af politiske årsager, så kan man også kun selv have en interesse i at udbrede sin filosofi og opfordre andre til at leve på samme måde. Det er en demokratisk samtale om menneskers forskellige valg, et forsøg på at forstå andre, en måde for begge parter at blive klogere på.
Så altså: Egentligt bare en opfordring til ikke at blive fornærmet, når folk spørger dig, hvorfor du vælger den fede flæskesteg fra, men i stedet for at se det som et udtryk for interesse - det tror jeg, det oftest er.
Hvad det vil sige at være hipster (i billeder).
En hjemmeside jeg er blevet henvist til. Det skulle være de "dårlige" hipstere.
http://www.suitupordie.com
Vladislav Antonic - Tak for flotte billeder fra den unge, lækre og kreative klasse med gode bonmot´er og gode pengekasser
Så hipsterunderklassen er måske dem med den dårlige sociale arv, den dårlige smag og ikke så mange penge?
Min 22 årige søns første svar på hvad en hipster er : en der er hip, og dernæst : et bevidstløst modedyr.
En tendens som billedserien viser, er et ønske om at lege med de visuelle udtryk og at finde det gode liv. Egl ok, ikk ?
Jeg forstår ikke, hvorfor hipsteren ligger til grund for så megen debat/opmærksomhed?
Vi forsøger vel alle sammen at positionere os på én eller anden måde, og fordi hipsteren gør det på åbenlys/håndgribelig vis gennem stil og dyrkning af spacy hobbies, skal vi jo ikke glemme, at vi alle, gennem mere eller mindre åbenlyse veje, forsøger at skille os ud/få folk til at indse vores værd/få feedback fra omgivelserne.
At deltage i debatten herinde er jo også et forsøg på at opnå anerkendelse og følelsen af at være noget specielt - bare ud fra nogle andre parametre: ordforråd, skarphed, god argumentation, korrekt stavning osv. Nogle føler sig tilsyneladende nødsaget til at bruge så indviklede sproglige vendinger, at det næsten er uforståeligt, hvilket slet ikke er nødvendigt, cause we get it: Du er intelligent og har dine helt egne meninger om tingene, jaja, men det er jo så bare dét, du har valgt at brande dig på. Dine meninger er der sandsynligvis mange andre, der deler, ligesom hipsterne deler stil.
Så hvorfor skal hipsteren klandres, bare fordi han har valgt den åbenlyse påfugle-strategi?
Vi er jo alle sammen ænder, som tror vi er påfugle :)
@Lærke-Sofie Klok Due
Jeg ser din pointe. Men selvom jeg med velvilje forsøger at indgå et forståelseskompromis af din og min version af virkeligheden, må jeg (dette overrasker måske ikke) desværre meddele at jeg tenderer til min egen. Det hænger nemlig sådan sammen, at begynder man at udfolde en større årsags-forklaring angående det forhold, at jeg ikke, eller næsten ikke spiser kød, ja så synes øjenbrynende at løfte sig, ansigtet folde sig i skeptiske bølger, øjnene at rulle og lyden af sukkende vejrtrækninger bliver tydeligere. Denne reelle interesse du beskriver, er muligvis til stede, men der går ikke mange sekunder før denne afløses af en ja-ja-du-er-så-frelst-samt-ung-og-naiv. Dvs. der er reelt ikke nogen interesse, fordi denne er behæftet med så umådelig en skepsis, at interessen forbliver en form for høfligheds-spørger-ind-til – i hvert fald for de flestes vedkommende. Jeg er klar over, at nogle har reel interesse, men det er desværre et fåtal. Folk føler sig meget hurtigt belærte – også selvom man gør sig umage med ikke at være rektor-agtig.
Jeg synes om ænder
@Line Jørgensen.
Skulle man følge dit mantra... Hvad kan vi så snakke om?
Er hele livet ikke en positionerings kamp på den sociale arena?
Hvis ikke vi må diskutere detaljen synes livet meningsløst?
@ randi christiansen
Jeg skal ikke kunne sige hvad en hipster præcist er, men dømmer vi ud fra tøjstil, så synes jeg at der er en del af dem i London. Det var dog ikke nogen jeg flygtede fra, når jeg så dem.
Jeg kendte heller ikke ordet Hipster før jeg læste det her i Information.
Men jeg tænker efter at have læst jeres indlæg, at det er de ofte unge mennesker der går ind for grøn øko living, kører på cykler, har egen urban farming projekt på taget, bager deres eget brød, køber genbrug, finder nyt musik andre steder end Fona og P3, blander moden til deres eget unikke stil ala Kate Moss, Helena Christensen og lignende....???
Jeg kan nikke genkendende til de træk, da jeg faktisk også selv taget nogle af værdierne til mig. Men hvad er så 'den kreative klasse'? Samme gruppe minus vegetar, øko, green-living delen men helst med et kreativt fag ala forfatter, musiker, journalist, designer?
Hipsterne er hverken mere eller mindre unikke eller orginale end de forgående modestrømninger der har været siden ungdomsoprøret i 68.
Modeindustrien fagner med samme lyst hipsterne som den gjorde med hippierne, punkerne, diskerne, Heavy Metal, New Wave´erne, grunge osv osv
Disse modestrømninger skaber lidt dynamik i gadebilledet, og det selvbedrag de udøvende ofte ligger under for, hvor de hver i sær ser sig selv som unikke i stedet for som en flok, er ganske uskyldig og noget de fleste vokser fra.
@Martin Lund.
Hvis man vokser fra noget, vokser man vel 'ind' i noget andet. Hvad er det?
Jeg synes din beskrivende standard-dans kræver et sådant svar :)
@Peter Breum.
"Han er en total pervertering, infantilisering og banalisering af idéen om den sunde individualitet, der arbejder for sin plads i verden, og er derfor en naturlig modsætning og torn i øjet på, endda fjende af, den karakter, der i er blevet sig selv i verden, på - jeps- ‘autentisk’ og hårdtarbejdende vis." - Sådan skriver du.
Hvem er denne autentiske person der er blevet til på hårdtarbejdende vis?
At arbejde hårdt kan i særdeleshed, og måske endda fremprovokere, at man mister sig selv. Det er i hvert fald min erfaring med folk - også nærtstående - der har været meget hårdtarbejdende. I øvrigt har hårdt arbejde og intellektuel fordring intet naturligt forbundet forhold.
Du præsupponerer, præsupponerer og præsupponerer endnu engang. Du har tilberedt en sand gryderet af lade argumenter, forvrængende vinkler, sammenblanding af afgørende forhold, samt tilføjet egen krydderblanding i form af støvede betragtning om arbejdets frelse.
Som en kendt engelsk pop-rock-reggae musiker (og sikkert også hipster fra sin tid) en gang så præcist udtrykte det i en enkelt linje i en sangtekst:
"Be yourself no matter what they say"
Det må vel gælde alle hipstere såvel som ikke-hipstere...
Det bemærkelsesværdige i at "være noget", er at det må efterprøves, gennemleves og til endebringes, for det er kun en ide. Og vi gør det selvom det aldrig kan lede til noget, andet end fotsættelse. Det tilhører ikke den der identifiserer sig med ideen men kun den der gik forud for denne, uden endda at ane det, på noget tidspunkt.
At være noget "man ikke er", er ikke let, hvorfor vi så ofte ser hvordan vi organiserer dette projekt i psedo-grupper; (pro/con er den samme gruppe.)
Kun af virkelig nød aftvinges identiterne frivilligt og noget nyt - helt nyt vil ske.
Hipsteren, opstod i 30'erne; det var jazzen og de mange fædreløse drenges tid.
Én tanke og en anden tanke er to helt forskellige og uafhængige tanker. Den opstår og forgår. Den ene tanke har i virkeligheden intet med den anden tanke at gøre. Det er det der er udfordringen ved en identitet; den opstå og forgår, helt spontant.
Individet har intet med de tanker det anvender til at navigere med, at gøre. Vi er det vi er, uanset hvad vi tænker og gør.
Det er og bliver ganske utidigt at krydsforhøre folk om, hvorfor de spiser, som de gør. Ligesom det er utidigt at krydsforhøre folk om, hvorfor de befinder sig i Danmark, hvorfor de dyrker den og den religion, går klædt som de gør osv.
Jeg kan dårligt tro, at Lærke-Sofie virkelig mener det, når hun skriver:
citb ....hvis en person handler anderledes end de almindelige konventioner forskriver, er det da kun sundt at andre spørger ind til vedkommendes bevæggrundene.cits
Jeg synes ikke, at det er spor sundt, men opfatter det snarere som upassende nyfigenhed og i værste fald manglende tolerance.
Selv besluttede jeg for længe siden, at jeg sender de utidige spørgsmål tilbage, hver eneste gang jeg udsættes for at skulle redegøre for, hvorfor jeg foretrækker mad uden kød. Det er i øvrigt et greb, man kan anvende i mange andre sammenhænge
Man må respektere, at andre mennesker måske ikke brænder for at redegøre for alt mellem himmel og jord. Man må så at sige styre sin interesse for andres gøren og laden og i stedet udvise storsind og tolerance over for, at alle ikke er som en selv, som mainstream.
@Andreas Trägårdh.
”Individet har intet med de tanker det anvender til at navigere med, at gøre. Vi er det vi er, uanset hvad vi tænker og gør.”
Det du skriver hér må vist være en fortalelse (forskrivelse rettere), fordi dette – i så fald din præmis anerkendes – må betyde, at identitet er bygget op i to instanser, henholdsvis en reel identitet og en påtaget. Det er meget muligt at selve dit tankespil i den retning kan være rigtig, dog er denne skelnen mellem påtaget og reel identitet noget som taler for et stærkt rationelt filter hos det enkelte menneske, hvilket er en latterlig antagelse. Det enkelte menneske kan ikke skelne mellem reel identitet og påtaget identitet, hvorfor din antagelse bunder i et pseudo-rationelt forsøg på at statuere en klar skelnen reel identitet og påtaget identitet.
Identitet er et meget sammensat begreb, hvorfor en så flad definition rammer langt forbi skydeskiven.
Jeg kan sgu ikke hidse mig op over en trend, der toppede for nogle år tilbage og nu hænger og dingler som et kadaver i H&M.
Jeg kan til gengæld godt hidse mig op over cykler uden bremser :o)
jeg gad ikke læse artiklen om istedgrillen, fordi jeg netop synes at vinklingen der blev præsenteret igennem overskriften var rimelig latterlig. De har knoklet på den grill i en mandsalder og så er det overskægget der tager opmerksomheden? wtf? så går det vitterligt op i hat og briller.. lad os alle se 'life of brian' igen.
Ikke så meget "det man siger, er man selv", som "tyv tror hver mand stjæler".
Den indtil videre mest præcise diagnose af hipsterfænomenet jeg har læst, idet den, bl.a. forklarer det moratorium om selve hipsterbegrebet, der er opstået blandt folk der udviser hipstertendenser. Don't mention the war og alt det.
For mig at se, er der tale om kulminationen på den europæiske individualisme og historiske nihilisme, forstået som benægtelsen af ophavet, idet individueringen, der altid må indeholde et element af uselvstændighed, en generativ seeding og derfor står i gæld til en socialitet, har løsrevet sig fra ethvert koncept om smagsfælleskaber og er blevet iindividuering for individueringens egen skyld, alles kamp mod alle i en indfrielse af den kognitive kapitalismes vildeste fantasmagori.
I sin tale ved det demokratiske konvent fornylig, sagde Bill Clinton:
"One of the greatest chairmen the Democratic Party ever had, Bob Strauss, used to say that every politician wants every voter to believe he was born in a log cabin he built himself."
Som foroven, således også forneden.
Nick Mogensen
Individualitet er ikke en identitet.
Vi kan ikke både være og vide at vi er eller hvad vi er, samtidig. Når vi er, ænder det alt - alt.
Når hipstere så desperat søger autencitet, er det en logisk følge af det voldsomme kulturtab, som jeg mener vi har oplevet de seneste årtier.
Væk er ord som solidaritet og fællesskab og ensomhed blevet et vilkår i mange menneskers liv. Det er individualismens logik.
Identitet er et sært begreb, der i sin græske rod betyder "samme som". Allerede i kraft af sin definition er det således umuligt skabe sin identitet selv, men må ske gennem spejling i andre mennesker. I en overflade-kultur som vores, sker det så naturligt nok gennem negativ spejling - i en kultur, hvor vi foragter hinanden for vores overfladiske forskelligheder, mens vi messer: Godt-det-ikke-er-mig, hold-kæft-hvor-hun-dog-dum eller stop-nu-det-klynkeri.
Det er umuligt at tænke og handle og skabe individuelt.
, ..... for et individ er noget der er udelt - grænseløst.
"Hipster fænomenet" er begyndelsen på en
fantastisk udvikling. Næste skridt i denne udvikling er at dette segment også begynder at SKABE autencitet. Bob Dylan, Tom Waits, Nick Cave, Leonard Cohen er alle på en måde hipstere. Men den danske hipster er infantil til sammenligning. Han/hun tør kun kikke, ikke røre. Næste skridt er at hipsteren begynder at kikke ind i sig selv og finder den ægte og oprigtige autencitet frem, upåvirket af mainstream modefænomener som fuldskæg og indierock
Mærkværdig artikel som jeg ikke helt har forstået endnu!
Den dukkede op da jeg googlede "regnvejr" -
Det bøvler jeg nemlig en del med for tiden, det er svært at få sået vinterhveden færdig. Har iøvrigt de sidste 25 år haft både overskæg og skovmandsskjorte. Det synes jeg da har gået meget godt...piben er lagt på hylden. Jeg føler mig ikke forhadt, hverken i brugsen, hos smeden, rideskolen og andre steder.
Sider