Det er for meget det her. Vi bliver nødt til at gå, siger en af mine venner, mens hans blik er låst fast på en ung mand, der sidder i et hjørne og taler med en veninde. Vi står med hver vores fadøl i hånden på Harbo Bar i starten af Blågårdsgade, og jeg ved lige, hvad han mener. Fyren er lige så håbløs, som han er skamløs. Han har et lille fikst overskæg, en alt for lille hue og en skovmandsskjorte på. Han er åbenlyst en hipster. Og ved siden af ham sidder der en fyr, der er nøjagtig magen til. Vi bliver nødt til at gå.
Den episode er symptomatisk for mange i mit segment og min generation. Hipsteren er blevet tidens store klovn, en latterlig skikkelse. I hvert fald hvis man befinder sig i den urbane middelklasse. Her kan vi alle enes om at gøre grin af ham. Klovnekarakteren er endda trådt ind i journalistikken. Se bare, hvordan Information dækkede fødselsdagsfesten for den kinesiske grillbarejer på Istedgade, Mr. Lee, i sidste måned.
Det var ikke denne interessante immigrantarbejders historie med at drive forretning over flere årtier på en af byens mest historierige gader, der var fokus for journalisten. I centrum af historien stod derimod de totalt kiksede hipsters med deres pinlige autenticitetsdyrkelse og spiste ribbenstegssandwiches.
Frygten for det ordinære
Men hvad er egentlig det sjove ved hipsterkarakteren? Det sjove er, at der her er tale om et segment, der ikke vil segmenteres. Hipstere er mennesker, der hver især føler sig unikke, kreative og specielle. Det er en ydmygelse for dem at blive udpeget som ordinære stereotyper. Derfor taler man meget om hipsters, selv om ingen vil kendes ved betegnelsen.
Men hvordan ved vi, at det er så ydmygende for hipsteren at blive sat i bås?
Det gør vi naturligvis, fordi vores foragt for hipsteren udspringer af nøjagtig den samme kilde. Hipsterhaderen og hipsteren er én og samme person. Begge er de produkter af en evig positioneringskamp i den urbane middelklasse.
Hipsterhadet udspringer af et monumentalt lavt selvværd i denne klasse. Her er den største frygt at være et ordinært og almindeligt menneske. At sidde konformt midt i sin samfundsklasse som den kiksede hipster med det lille, irriterende overskæg inde på Harbo Bar, svarer til at sidde omkring kakkelbordet og drikke kaffe, mens kronhjortene brøler fra maleriet oppe på væggen. Normalitet er en kilde til skam.
Hipsterhadet reproducerer en i grunden afsporet forbrugerideologi, hvor individualisme handler om det tøj, du har på, den musik, du lytter til, og den cykel, du kører på. Hvis du ligner alle mulige andre, er du ikke længere et individ, men en pinlig klovn, vi griner af. Når folk peger på hipsters med foragt, er det, fordi man deler denne opfattelse af, at det er skamfuldt at kunne sættes i bås, at man er banal og latterlig, hvis man tilhører et segment.
I virkeligheden er det bare det samme fænomen, vi har kendt i årtusinder: snobberiet. Ved at lægge afstand til hipsteren viser man, at man har mere tjek på det end ham. Man er hævet over denne grinagtige, kiksede karakter, der ikke har gennemskuet koderne og har været så fjollet at anlægge sig et lille overskæg. Man er i modsætning til hipsteren ikke sådan lige at sætte i kategori. Man er selv et unikt individ.
Hipsteren er harmløs
Jeg synes, det burde give stof til eftertanke, at stort set ingen almindelige mennesker uden for den urbane middelklasse aner, hvad en hipster er. Hipsteren er så uendelig ligegyldigt et socialt fænomen, at det kun giver mening at hade ham, hvis man er meget tæt på ham.
Men hipsterne generer faktisk ikke sine omgivelser. De er gode og ordentlige samfundsborgere, der bare gerne vil finde noget genbrugstøj, lidt forloren autenticitet, drikke en kop kaffe og tale lidt om den musik, de lytter til i denne uge. De er ingen trussel mod hverken kulturen eller demokratiet. Så hvorfor dog overhovedet foragte eller hade dem? Hvorfor gøre det til noget suspekt, at de holder en fest for en ældre grillejer på Istedgade?
I sidste ende er det bare narcissisme. De eneste, de generer, er folk, der fra tid til anden kigger sig i spejlet og af frygt for at være ordinær og latterlig stiller sig selv det uhyggelige spørgsmål: Er jeg mon selv en hipster?
Søren K. Villemoes er journalist
"The hipster culture is the dead end of the western civilization", har jeg læst et sted.
Eller: hipsteren som ungdomskultur er den tragiske sidste fanebærer for den vestlige modkultur, sådan som modkulturen har transformeret sig siden afslutningen på den anden verdenskrig, fra de første hipsters (det hed de) til 40'ernes be-bob jazz og beat-litteratur, til James Dean og rock'n'roll, til beatnicks og blomsterbørn, ungdomsoprør og politisk mission, til 80'er-desillusion, sortsyn, læder og avant-garde, punkere, diskere og flippere, 90'er-ironi, stand-up og "I don't give a fuck", fragmentering udi hip-hop, rave, techno og en uendelighed af andre sub-sub-kulturer, indtil den totale fornægtelse af kategorisering i nullernes forsøg på at genfinde autenciteten og alvoren.
Hipsteren er det levende eksempel på, at modkulturen er blevet integreret i kulturen, at det moderne oprørsskrig har mistet mælet, fordi systemet har lært at omfavne det, fordi big mother ikke bliver vred, hvis man klipper en hanekam og vender ryggen til samfundet; big mother giver oprøreren en grammy og et overbærende klap på skulderen.
Eller: hipster-kulturen er per definition selvhadende, fordi den ikke vil defineres, fordi den ved at blive sat på form, begynder at gå i opløsning. Fordi den er en ikke-kultur. Hipsteren er politisk, men kan ikke placeres på det politiske spektrum, hipsteren elsker hjemmekværnet kaffe, eller hipsteren synes, den slags er uvæsentligt snobberi, og drikker nescafé. Hipsteren elsker indie-pop, grime, trip-hop, dubstep osv. Hipsteren hader selvsamme musik. Hipsteren kører på fixie, eller hipsteren synes den slags er tåbeligt. Hipsteren er først og fremmest fremme i skoene, finder en uberørt flig af kulturen, et hjørne som endnu ikke er blevet strømlinet af mainstreamen, og skaber dermed den sidste nye trend, og hipsteren bliver dermed første led i fødekæden mod at selvsamme kulturoase ædes af massekultur-ørkenen, og ender som Hipster Trusser i Irma. Hipsteren er alle og ingen, hipsteren er Mads Holger, Dovne Robert, Bonderøven, Goodiepal Joachim Löw, Occupy Wall Street og the one percent på een gang.
Eller: Hipster-kulturen er vadestedet for enden af afviklingen af den gamle verden, den verden, der så begyndelsen til enden ved udbruddet af 1. verdenskrig. Dermed kan hipsterkulturen vise sig at blive arnested for Den Ny Tids opbyggelighed, smeltedigelen hvori en ny samhørighed opstår, hvor spaltningen i mod- og medkultur ophører, hvori man finder en ny retning for samfundet, en ny samhørighed i pluralismen, et smukt billede i kulturfragmenteringens mosaik.
Men det kræver en gnist, der kan antænde et oprør imod den verdenskrig, der stadig raser og som er styrende for ethvert forhold i det moderne samfund: krigen på kroner og ører, kapitalismen, kampen om væksten, den stærkestes ret, eller hvordan man nu skal omtale det forvanskede levn af selve kernen i den gamle verdens værdisystem, der på mere end en måde nedbryder individer som samfund anno 2012. Den gnist er der ingen, der ved hvordan ser ud, men den skal komme nedefra, fra kulturen i den mest mellem-menneskelige forstand, for politikken har på det område vist sig tandløs.
Og den kan måske komme fra hipsteren, hvis han lærer at elske sig selv, ved at elske sin næste, ligegyldigt om denne har anlagt sig et overskæg eller ej.
We need one fat (hipster) girl from Ohio to be the new mozart, and show us the beauty of the modern world.
"Det som den “urbane middelklasse” ikke ser/forstår, er hipsteren ved at ægte forandring starter indefra og han må dermed starte med sig selv ..."
Ja, så har jeg nok været 'hipster' altid uden at vide det, og jeg var ikke klar over, at man behøvede kunne se det på det ydre.
"Men hvordan ved vi, at det er så ydmygende for hipsteren at blive sat i bås?"
Fordi det er ydmygende for ethvert tænkende væsen at komme i bås med utænkende, konsensussøgende flokdyr.
Om man så kalder det hipster eller andet.
Det er ikke ydmygende for hipsteren, men for den der foretager ukvalificerede placeringer af andre
A perpetual child/self-professed intellectual. While the word "hipster" might have been tied to social awareness in the past, a modern hipster is defined as a consumer demographic by marketers. Bad beer, Apple products, gay pants, the music of undeserving bands, and pseudophilosophy e-books are all associated with hipsters. This change was carefully planned and executed out of desperation by dying hipsters in the 2000s Great Irony Famine.
Most deluded species of slacker in the world. Living bastardization of caring humanitarian. Would bring about own death by thirst if really in a third-world nation (whining).
Does not realize that people don't necessarily take typical jobs in skilled trade, social work, or applied sciences because they are sheep, but because they realize the importance of being, at the very least, self-sufficient. Shies away from hard studies because s/he is satisfied to complain about the rest of humanity. Putting hipster through serious schooling to make said hipster apply this education to human welfare is nearly impossible.
Believe it is noble to refuse work at a boring job in favor of artistic pursuits. (Some photographers, writers, and journalists become successful, but they truly work in the more competitive field, because, after a certain point, art is useless to human advancement). Does not realize that lucrative/respected careers in the arts require talent and entail endless work and self-promotion, though s/he does the latter by nature.
http://www.urbandictionary.com/define.php?term=hipster
Hvis man både som individ og som samfund har masser af overskud, har man også masser af overskud som man evt. kan spilde på at have ondt i røven over sine naboers livsstilsvalg.
At have ondt i røven over dem der har ondt i røven over andres virkelige eller indbildte røvpine, minder mig lidt for meget om flagellanter. Nøgne flagellanter i en lang række af flagellanter, der pisker sig selv i røven i indignation over andre der pisker sig selv i røven over, osv. osv.
Ja, jeg beklager at trække den sproglige standard ned, men jeg synes ikke rigtig debattens indhold kaldte på en højere standard.
Jeg faldt over en profil på Facebook; Den Visuelle Hipster
Det er en ung fyr med overskæg og der er flere billeder som giver een et bedre billede af hvad vi taler om.
Tror jeg har taget fejl af betegnelsen 'Hipster' , og den økovenlige type jeg beskrev tidligere må være en anden kategori (?)
Jeg bliver nok aldrig en hipster, mine lår er for tykke...
Hipster-personligheden er en velkendt bivirkning ved THC - det virksomme stof i Cannabis.
Man begynder at føle sig som en krydsning af Jesus og Einstein - undtagen på dårlige dage, hvor man ikke orker at kommunikere (kaldes sommetider den paranoide fase).
Det skyldes at stoffet direkte stimulerer den nerve, der normalt kun skulle stimuleres som belønning for at indse en større sammenhæng (af religiøse eller erkendelsesteoretiske dimensioner).
Den bedste beskrivelse nogensinde var en tegneserie "Steen og Stoffer".
Steen er en lille dreng på en 7-8 år. Han har åbenbart - sammen med de andre i klassen -afleveret bidrag til en plakatkonkurrence.
Konkurrencen er endnu ikke afgjort, og nu begynder han at dagdrømme.
Først forestiller han sig, at plakaten bliver kåret som den bedste i klassen.
Senere udvides dagdrømmen til, at plakaten kåres som den bedste på hele skolen.
Så forestiller han sig den kåres som den bedste i forhold til alle statens skoler - han forestiller sig at borgmesteren holder en tale.
Til sidst - kulminationen - ser han for sit indre blik en avisoverskrift:
RÅDHUS SPRUNGET I LUFTEN FOR AT GØRE PLADS TIL STATUE AF STEEN.
Sider