Kronik

Hollande kan vise vej til et mere socialt Europa

Umiddelbart kan det se ud som om Merkel og Hollandes uenighed om krisepolitikken i EU svækker samarbejdet. Men der er mulighed for, at ’Merkollande’ kan skabe momentum for et nyt europæisk samarbejde, der øger sammenhængskraften og giver de mindre lande større indflydelse
Debat
24. september 2012
I præsident François Hollandes øjne er den finansielle transaktionsskat en central del af planerne om at skabe vækst i EU. Skatten skal dæmme op for spekulationerne i finansverdenen. Fra den 1. august indførte Frankrig en finansskat på 0,2 procent ved køb af aktier i landets 109 største aktieselskaber.

I præsident François Hollandes øjne er den finansielle transaktionsskat en central del af planerne om at skabe vækst i EU. Skatten skal dæmme op for spekulationerne i finansverdenen. Fra den 1. august indførte Frankrig en finansskat på 0,2 procent ved køb af aktier i landets 109 største aktieselskaber.

Philippe Wojazer

Europa kan ikke stole blindt på, at sparevejen vil bringe den kriseramte økonomi ud af dødvandet. Investeringer i vækst og arbejdspladser er ikke til at komme uden om. Sådan har budskabet lydt, siden François Hollande indtog scenen som Frankrigs præsident med løfter om et ny retning for Europa.

Forskellen til den tyske kansler, Angela Merkels krisepolitik er til at få øje på, og i det kommende efterår skal Hollande overbevise resten af Europa om, at Frankrig kan gå i spidsen for fremskridt og vækst og samtidig styrke den sociale akse og solidariteten i eurozonen.

Der er med andre ord langt fra Hollande til forgængeren på den franske præsidentpost, Nicolas Sarkozy. Mens Sarkozy kørte et tæt parløb med Angela Merkel under det såkaldte Merkozy-samarbejde, vil Hollande en helt ny kurs for Europa. Han har især gjort sig til talsmand for, at Tyskland og Frankrig som de tunge drenge i eurozonen skal styrke den sociale integration og øge solidariteten ved at kanalisere flere midler til at hjælpe naboerne i syd ud af krisen. Et budskab, som umiddelbart ligger et godt stykke fra den tyske strammerkurs.

Spørgsmålet er, om Hollande har den gennemslagskraft, der skal til for at få sit budskab på den europæiske dagsorden. For mens Sarkozy blev kritiseret for at være en hyper-præsident og for i samarbejdet med Merkel at udøve et elitært EU-lederskab, kritiseres Hollande af sine modstandere for at være en svag leder.

Gennemslagskraft

Det image har han imidlertid forsøgt at rette op på. F.eks. var han første europæiske regeringschef, der gjorde alvor af ideen om en skat på finanstransaktioner. Fra den 1. august indførte Frankrig således en finansskat på 0,2 procent ved køb af aktier i landets 109 største aktieselskaber.

I Hollandes øjne er den finansielle transaktionsskat en central del af planerne om at skabe vækst. Skatten skal dels dæmme op for spekulationerne i finansverdenen; dels skaffe penge til investeringer. Med den såkaldte Robin Hood-skat ønsker han altså at gå i spidsen for reguleringstiltag, der omfordeler og bidrager til solidaritetsaksen i EU-projektet.

Selv om den franske præsident klandres for ikke at kunne matche Merkels lederskab, er situationen med Hollande i spidsen for eurozones næststørste økonomi ikke så håbløs endda. For blot halvandet år siden troede et fåtal på, at Hollande ville kunne indtage rollen som Frankrigs præsident. At det lykkedes, vidner om, at flertallet i den franske befolkning ville noget andet, end Sarkozy kunne levere. Måske den franske forandringsvilje meget godt afspejler hele den europæiske befolknings ønske om forandring.

Beundrede tyskere

Det tysk-franske makkerskab har været grundstenen udviklingen af den europæiske konstruktion. Arbejdsdelingen har tidligere været, at Frankrig agerede som den politiske drivkraft, mens Tyskland har haft eneret på rollen som økonomisk dynamo i EU.

Frankrig har altid haft en særlig tendens til at sammenligne og positionere sig i forhold til sin tyske nabo. På den ene side beundrer man tyskernes disciplin, effektivitet og den imponerende oprejsning som økonomisk supermagt efter Anden Verdenskrig.

På den anden side lider Frankrig som eurozones næststørste økonomi af et mindreværdskompleks over for tyskerne. Det var et hårdt slag for franskmændene, da deres land sidste år fik nedgraderet sin kreditværdighed af ratingbureauet Standard & Poors, mens de tyske naboer kunne beholde topkarakteren AAA.

Resultatet af franskmændenes ambivalente forhold til tyskernes økonomiske kunnen betyder, at selv om der nok er rivalisering, når Hollande mødes med Merkel, ser den franske præsident i høj grad op til Tysklands økonomiske klippefasthed. Hollande er bevidst om, at den økonomiske disciplin er afgørende for at dirigere EU ud af krisen. Men samtidig er han selvbevidst nok til at foreslå solidariske projekter, der kan supplere den tyske linje.

Et andet Europa

Hollandes drømme om øget europæisk solidaritet vinder i høj grad gehør hos den europæiske befolkning – inklusiv på Hollandes egen hjemmefront. Her er kravene om forandring af EU-samarbejdets præmisser udtalte.

En række meningsmålinger viser således, at den franske befolkning er blandt de mest pessimistiske i Europa, når det gælder EU’s udvikling.

I 2011 svarede 55 pct. af de adspurgte franskmænd i en af EU’s Eurobarometer-undersøgelser, at udviklingen i Unionen går i en forkert retning. Det betyder dog ikke, at franskmændene vil af med EU, men at de ønsker et EU, der sikrer dem mod angreb på deres generøse velfærdsordninger, frem for et EU, der bidrager til mere tøjlesløs markedskapitalisme.

Mens Tyskland er kendt for sin stærke støtte til den økonomiske globalisering og EU’s indre marked, er flertallet af franskmændene forbeholdne over for såvel det frie marked, de åbne grænser som globaliseringen. 60 procent af dem frygter, at globaliseringen vil betyde, at Frankrig mister arbejdspladser. Konsekvensen er, at mange franskmænd i virkeligheden ønsker sig et stærkere EU, der kan være et værn mod den brutale globalisering.

Ligeledes påpeger kommentatorer, at den franske skepsis mod Maastricht-traktaten i 1992, hvor halvdelen af den franske befolkning stemte nej, ikke var et nej til EU-projektet. Det var derimod et nej til udviklingen af et mere økonomisk liberaliseret EU.

Gældkrisen har sat yderligere gang i den folkelige mobilisering og kravet om, at EU-samarbejdet går nye veje. Det kan vise sig at være vand på Hollandes mølle og hans vision om et mere solidarisk EU.

 

Frankrig har særligt efter krisen svært ved at finde sin plads i Europa.

Hollande som brobygger

På den ene side forsøger landet at orientere sig politisk og økonomisk mod landene i det disciplinerede nord. På den anden side tilhører mange franskmænds hjerte det sydlige Europa. Det kommer blandet andet til udtryk i franskmændenes hverdag, hvor vinen, maden og det sociale samvær i de lange frokostpauser spiller en vigtig rolle. Frankrig stiller sig ligeledes på linje med de sydeuropæiske lande med kravet om at få særligt tyskerne til at yde mere til naboerne i syd og styrke den solidariske akse i EU-samarbejdet.

Hvis Hollande formår kombinere den økonomiske disciplin i nord og supplere med solidaritetstanken i syd, har han mulighed for at agere brobygger i et splittet EU.

Dertil hører, at det nye grundlag for Merkollande-samarbejdet øger handlerummet for resten af Europas 25 lande.

Der er ikke længere tale om en diktat fra Merkozy, der symbiotisk styrer retningen for EU. Uenighederne mellem Hollande og Merkel giver rum for, at også mindre lande kan påvirke udviklingen af Unionens fremtid. Frankrigs befolkning viste, at de ville slå ind på en anden vej. Nu er det op til resten af den europæiske befolkning at stille krav til dagordenen og fundamentet for fremtidens EU-samarbejde.

Der er med andre ord et unikt momentum for en ny kollektiv kurs for Europa.

Ikke et EU på vej mod en ny sparekurs, der yderligere vil trække landene i syd ned, men en ny kurs for EU, der giver næring til drømmen om et nyt solidarisk Europa.

Ingeborg Gaarde er cand.scient.pol. og bosiddende i Paris

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Mathiasen

Berlin,
Det blev sagt i forbindelse med statsakten for et par dage siden i Ludwigsburg, 50 år efter Charles de Gaulles ualmindeligt vidtskuende tale samme sted, at det skaber irritation, når Frankrig og Tyskland optræder som et direktørkollegium i EU, men omvendt er unionen handlingslammet, hvis de to lande er uenige. Dermed er den farbare vej angivet sammen med rationalet for venskabet mellem begge lande, som Charles de Gaulle indledte i sin bemærkelsesværdige tale..

Opfordringer til solidaritet bliver ved stambordene i Tyskland opfattet som overførsler af tyske skattemidler til lande med en uansvarlig finanspolitik, og derfor er Merkel en yderst populær leder i Forbundsrepublikken, men man gør imidlertid klogt i at iagttage to ting: For det første skifter hun kurs på et øjeblik, hvis hun finder det rigtigt, og for det andet er hun i fuld gang med at fire på sin konservative sparepolitik, som ikke har kunnet afslutte krisen, og som har skabt betydelig arbejdsløshed.

Da Hollande samtidigt har annonceret besparelser på det franske statsbudget, kan man iagttage en konvergens, som skal bringe begge lande ind på den farbare vej mellem diktat og handlingslammelse.

Bare kom i gang Hollande.

Jesper Bang-Udesen

Med de afsluttende sætninger "Der er med andre ord et unikt momentum for en ny kollektiv kurs for Europa. Ikke et EU på vej mod en ny sparekurs, der yderligere vil trække landene i syd ned, men en ny kurs for EU, der giver næring til drømmen om et nyt solidarisk Europa." synes der at være tale om en gammel kronik, der ikke har den seneste politiske udvikling med - eller der er måske tale om en direkte oversat pamflet fra Elysee-palæets presseafdeling.

For i august var Hollande "solidarisk" med Grækenland, da han bad grækerne om at leve op til EU-trojkaens vilde sparekrav. Det er jo i høj grad en videreførelse af politikken under "Merkozy"-perioden.

Og den kommende tid er han "solidarisk" med sin egen befolkning, når han præsenterer et budget for 2013, der indebærer offentlige besparelser for astronomiske 250 mia. kroner.

Hollande blev nøjagtig som præsidenterne før ham, valgt på et populistisk program (Ned med de rige), hvor man stikker folk blår i øjnene uden hensyntagen til de økonomiske realiteter.

Hollandes såkaldte solidaritet handler om, at - som Jørgen Mathiasen skriver ovenfor - tyskerne skal levere pengene, mens han selv leverer flosklerne. Intet andet.

http://borsen.dk/nyheder/oekonomi/artikel/1/236411/frankrig_skal_spare_4...

selv med meget store besprelser vil Frankrig stadig have et enort underskud.

Der kræves i alarmerende grad reformer af især arbejdsmarkedet og pensionssystemet. Derudover bør den franske stats sælge deres andele i franske virksomheder fra og lade markedet bestemme istedet for staten