Kronik

Hvilken rolle skal politikerne spille i kunsten?

Den ny struktur for statslig kunststøtte lægger op til, at politikerne skal fritages for ansvar for kunsten. Men uden ansvar forsvinder interessen og forståelsen for kunststøtten – til skade for kunsten og samfundet
Ifølge kronikøren burde politikere interessere sig mere for kunsten i stedet for at lave en aftale, der har til formål at fratage dem selv direkte indflydelse på kunststøtten. Billedet er fra årets Copenhagen Fashion Week, hvor designeren Henrik Vibskov viste sin forårs-/sommerkollektion 2013. Vibskov modtog i februar Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendie.

Ifølge kronikøren burde politikere interessere sig mere for kunsten i stedet for at lave en aftale, der har til formål at fratage dem selv direkte indflydelse på kunststøtten. Billedet er fra årets Copenhagen Fashion Week, hvor designeren Henrik Vibskov viste sin forårs-/sommerkollektion 2013. Vibskov modtog i februar Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendie.

Andreas Beck

28. september 2012

I går mødtes en række centrale kulturpolitikere og aktører fra kunstlivet i DGI-Byen i København. De skulle diskutere, hvordan den fremtidige dialog mellem disse parter skal forme sig. Den diskussion er tiltrængt. Meget tyder nemlig på, at Folketingets politikere over en bred kam i disse dage er ved at ophøje deres manglende engagement i kunsten til lov.

I juni blev der indgået en bred politisk aftale mellem alle Folketingets partier om en ny struktur for den statslige kunststøtte, som i dette efterår vil blive sendt i høring. Aftalen har ikke affødt nogen videre debat i medierne, måske fordi der er tale om »småjusteringer«, som et dagblad på lederplan betegnede det. På visse punkter er der imidlertid tale om mere end blot en ansigtsløftning til kunststøttesystemet. Ja, hvis man vil være dramatisk, bør man snarere tale om en amputation. Et vigtigt element for politikerne bag aftalen har nemlig været at fjerne sig selv fra direkte indflydelse på kunststøtten. Konkret betyder det, at der ikke vil sidde nogen politikere i det fremtidige repræsentantskab for Statens Kunstfond. I dag udpeger alle politiske partier et medlem til det siddende repræsentantskab for både Statens Kunstfond og Statens Kunstråd. Aftaleteksten begrunder beslutningen med, at man ønsker »at sikre behørig armslængde mellem det politiske niveau og repræsentantskabet«. Det kan lyde smukt og umiddelbart helt i overensstemmelse med kronjuvelen i det danske kunststøttesystem, armslængdeprincippet. Men det er ikke uproblematisk at gøre politikerne fri af ansvaret for kunsten.

For de indviede er det ikke nogen hemmelighed, at politikernes uvilje mod at tage del i et fremtidigt repræsentantskab for Statens Kunstfond næppe udspringer af ærbare ideer om at respektere armslængdeprincippet. Uviljen skyldes snarere elementære politiske prioriteringer, som ikke falder ud til kulturens og kunstens fordel. Med få undtagelser har politikerne igennem de senere år glimret ved deres fravær fra møderne i repræsentantskaberne. Endda i så høj grad, at de de facto allerede har fraskrevet sig ansvaret for kunsten ved systematisk at skulke.

Armslængdeprincippet

Armslængdeprincippet har som sit mål at sikre, at kunststøtten i de specifikke tilfælde tildeles ud fra kunstfaglige hensyn og ikke ud fra politiske interesser. Derfor sidder der ikke politikere, men fagpersoner – kunstnere og kunstkyndige – i de udvalg, som uddeler den statslige kunststøtte og træffer de konkrete beslutninger om tilsagn og afslag til ansøgerne. Det er et sundt og velfungerende princip, som har været i brug på kulturområdet siden Statens Kunstfonds oprettelse for snart 50 år siden. Et princip, som ikke er uforeneligt med politikeres deltagelse i et repræsentantskab, da repræsentantskabet ikke selv uddeler støtte, men primært har til hensigt at udpege nogle af de udvalgsmedlemmer, som uddeler støtte.

I bemærkningerne til den første lov om Statens Kunstfond fra 1964 kan man læse, hvad ideen var med at anbringe kunstfaglige personer og politikere side om side i repræsentantskabet: »Man ser i repræsentantskabet en mulighed for en frugtbar meningsudveksling mellem kunstner og politiker om selve principperne for det offentliges holdning til kunsten.« Hensigten var med andre ord at sikre et fælles ansvar for kunsten hos politikere og kunstnere, samt at skabe et forum, hvor kunstens samfundsmæssige betydning løbende blev diskuteret.

Det er muligt, at repræsentantskabet for Statens Kunstfond ikke er det ideelle forum for frugtbare meningsudvekslinger mellem kunstnere og politikere længere. Det indikerer politikernes manglende fremmøde. Men at skabe fora, hvor en sådan dialog løbende kan varetages, er afgørende for, at vi fortsat kan påtage os et fælles ansvar for kunsten og sikre en løbende debat om, hvad kunstens rolle skal være i samfundet. At afskære politikerne og kunstlivets aktører fra at have et rum for samtale, er at fjerne muligheden for i fællesskab at udvikle visioner for et kulturelt bæredygtigt samfund.

Risikoen er, at den politiske anerkendelse af kunststøttens betydning forsvinder. Som man i de senere år har set andre steder i Europa – f.eks. i Holland, hvor en fjerdedel af kulturbudgettet er skåret væk – er dette desværre en meget reel risiko.

Kunstens betydning

Politikere burde i mine øjne interessere sig meget mere for kunsten – også når den ikke højtideligholdes ved festlige lejligheder, hvor de ofte og gerne møder op. Kunsten binder en befolkning sammen og giver den fælles referencer, fælles holdepunkter, fælles værdier. Kunsten skaber også debat, uenighed og forskel, hvilket er nogle af dens vigtigste egenskaber.

Kunsten giver os en bedre forståelse af os selv og af den verden, vi befinder os i. Den skaber liv og aktivitet og fungerer som et vigtigt element i egns- og byudvikling, der blandt andet gør det muligt at tiltrække nye borgere, erhvervsliv og turister. De politiske beslutningstagere viser deres forståelse for dette gennem deres engagement i kulturpolitikken.

En undersøgelse i Politiken viste sidste år (31. august 2011), at et flertal i befolkningen bakker op om den statslige kunststøtte. Derfor er det trist, at de folkevalgte politikere ikke ønsker at gå mere aktivt ind i området. Også de politikere, der repræsenterer de ni procent af befolkningen, som faktisk ønsker kunststøtten afskaffet, burde om nogen have et incitament til at deltage i diskussionerne om udformningen af kunststøtten. Herunder spørgsmålet om, hvad og hvem kunststøtten er til for.

Gensidig forståelse

Aftaleteksten til den nye kunststøttestruktur fremsætter ideen om et årligt seminar, hvor politikere og kunstlivets organisationer kan mødes for at debattere kunstens rolle i samfundet. Det vidner om, at politikerne anerkender dialogens vigtighed. Men der skal en stærkere og mere formaliseret institution end et årligt seminar til at sikre en reel dialog og debat.

I den fremtidige kunststøttestruktur bør der etableres et mere forpligtende forum, hvor politikere og kunstnere kan mødes.

En løsning kunne være at supplere det foreslåede årlige seminar med faste, halvårlige møder mellem Statens Kunstfonds bestyrelse og Folketingets Kulturudvalg. Det kunne sikre en kontinuerlig dialog omkring kunststøttens og kunstens betydning.

Den dialog er til gensidig gavn for parterne. Politikerne vil få indsigt i kunstnernes og kunstinstitutionernes virkelighed, mens kunstnerne vil lære den politiske virkelighed at kende. Diskussionerne mellem kunstnere og politikere kan være både anstrengende og irriterende at tage del i. Men de er en fundamental og uundværlig del af et demokratisk princip for forvaltning af statslig kunststøtte.

At skille politikere og kunstnere er ikke at respektere armslængdeprincippet, men snarere at skille armen fra resten af kroppen. Det er ikke et ønskværdigt scenarie, da det risikerer at fjerne den politiske forståelse for kunststøtten såvel som kunstlivets forståelse for de politiske prioriteringer inden for kulturen.

Og det er hverken til gavn for kunsten eller samfundet, men vil blot bidrage til en generel kulturel forarmelse.

Rune Gade er formand for Statens Kunstråd og lektor, ph.d.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thierry Geoffroy / Colonel

The establishement of a serious platform expressing about political debate in real time will have an impact on political life and accelerate the debate

Art in delay can not enter the political debate as the political debate live in another time space that the delay contemporary . They can not cross each other as art in delay is not giving challenge to political life and therefore not taken as equal debate partner

Art of such category have to reach debate when it happens

the artist has a function not a role
he is use for gentrification purpose , touristic purposes , decoration purpose , peace keeping purpose , buliding of political communauty, do cosmetic on crisis etc....

The artist cannot have a role when he is not taken seriously , you see it for example in news , debate etc ... he - she is never invited , artist only appears when they have done something entertaining ( or blasphemic )

it is a question of building the right stage for beeing taken seriously as well as right education .

the news for example are taken seriously because they are staged as such ( scenography , frame ) not because they are serious .

www.emergencyrooms.org

Hva' - er det Pia Kjærsgaards form for kunst vi taler om?

Er Rubne Gade i øverigt ikke klar over, at disse årtiers politiske projekt netop går ud på at eliminere alle former for 'fælles referencer, fælles holdepunkter, fælles værdier' i samfundet?.

Men politikerne er vejen til at have snablen nede i statskassen, så selvfølgelig skal kunstnere/'kunstnere' ikke skilles fra politikerne. Set fra kunstnernes/'kunstnernes' synspunkt.

Michael Kongstad Nielsen

Det er kun udemærket, at politikerne fjerner sig lidt fra de "klubber", der om ikke direkte uddeler pegene, så dog udpeger de "venner" eller bedst lobbyende kulturpinger, der uddeler pengene til "vennerne", og til dem, pressen, kritikerne og industrien bag har udpeget som som dem, der feteres, får de store billeder og interveiws i aviserne, og som alle er "enige" om skal have statspengene.

Kunst- og kultur scenen i Danmark er blevet urtolig kommerciel, og statskassen indgår blot som et supplement, man skal have sugerøret ned i. Hvorfor skal f. eks. biograffilm, der produceres på kommercielle vilkål, med henblik på at kunne tjene sig selv hjem ved billetsalg, have statsstøtte?

Typisk for situationen har Information valgt at illustrere kronikken med et stort foto af en catwalkende mannequin, hvad det så end har med kunst at gøre, men ok., tøjdeseign kan vel være kunst, men også industri og masser af penge, så hvorfor stal skatteyderne betale, når de bagefter betaler i butikkerne?

Kronikøren er nervøs for hollandske tilstande, hvor en fjerdedel af kulturbedgettet er skåret væk. Jeg vil sige, vi bør fjerne den del, som VKO fik indført, som kan klare sig selv på de private marked,

Jens Overgaard Bjerre

GO TO HELL BASTARD--STOP--REFUSE PRIZE--STOP--NEVER ASKED FOR IT--STOP--AGAINST ALL DECENCY MIX ARTIST AGAINST HIS WILL IN YOUR PUBLICITY--STOP--I WANT PUBLIC CONFIRMATION NOT TO HAVE PARTICIPATED IN YOUR RIDICULOUS GAME.
Telegraferede kommunisten Asger Jorn til præsidenten for Guggenheim Museum i New York. Han ville ikke have Guggenheim-prisen og det store beløb, som fulgte med. Han sagde også nej til Eckersberg Medaljen og ville, hvis han havde fået tilbuddet, sandsynligvis have sagt nej til den livsvarige-, eller andre ydelser og legater fra Kunstfonden.

Man kan stille sig selv spørgsmålet, hvorfor han ikke ville deltage i borgerskabets udvælgelse af kunstnere, som skal have penge og hæder? Han ville, som han skrev til Guggenheim, ikke være med til at legitimere hans latterlige spil. Hans bror Jørgen Nash og vennen Jens Jørgen Thorsens happenings mod den etablerede kunstverden havde samme besked. De slap blandt andet hvide mus ud under en gallamiddag for Det Danske Akademi på Rungstedlund. Og lavede en happening i Kongelige Teater mod Vietnamkrigen.

Problemet med Kunstrådet, er, at de næsten udelukkende tildeler økonomisk støtte til den højere middelklasse, eller borgerskabet om man vil. Og mange gange er det de samme mennesker som modtager støtte år efter år. Og de gode og billige og meget velbeliggende boliger tildeles også efter mystiske begrundelser. Rådet stinker af kammerateri. Det største problem er, at kunstnere fra de lavere sociale lag, ikke har en jordisk chance til at komme i betragtning. Den folkelige kunst lades ukendt og dødfødt i Kunstrådet.

Så for min skyld kunne rådet nedlægges, eller man kunne retfærdigvis, lave en lodtrækning mellem ansøgerne. Det ville, rent kunstnerisk set, skabe en større lighed og en større forståelse for kunsten. Og overraskelserne ville komme frem igen. Nu sker der ikke intet nyt og kunsten stiller ikke længere spørgsmål om vores holdninger og levevis. Kunsten er i halsbånd, og Kunstrådets penge er kødbenet, man lokker Fido til at give pote og rulle rundt på kommando.

Problemet er desværre kunsten selv. Hvordan kan en seriøs kronikør skrive en floskel som: "Kunsten giver os en bedre forståelse af os selv og af den verden vi befinder os i." (Her taler vi om den bildende, visuelle kunst, ikke litteratur). Læser man blot engang imellem Michael Jeppesens anmeldelser af udstillinger, installationer osv, er det klart, at kunsten er på desperat udkig efter noget at sige. Et ungt menneske fornemmer, at vedk. er kunstner, men har desværre ikke noget af interesse på hjerte. Det dygtige håndværk tæller ikke meget. Så vedk. skal hitte på. Desværre mangler kunsten/kunstnere i dag som oftest den intellektuelle habitus og ballast, der ville kunne få den/dem til at leve op til flosklerne, så den er jævnthen blevet irrelevant og diskuteret til døde samt omgærdet af en form for tolerance: det kunne da være, at en dag...
Kunststøtten er desværre blevet en form for understøttelse til de øvre lag af et kunstnerisk lumpenproletariat. Derfor logisk, at mange går over i det kommercielle ("kommer ud på arbejdsmarkedet"). Det er sørgeligt. Imens tager borgerskabet på udflugt til Louisiana, og det flytter heller ikke noget. Jo, nogle får en 'oplevelse', men mest fra cafeteriaet eller, måske, de vitterligt smukke omgivelser.

Flemming Andersen

Jo før kunsstøtten bliver afviklet, jo før kan kunsten holde op med at lave pæne ting og sagen, som den forventer dem der stiller madskålen kan lide.

Og begynde på det kreative, det farlige, det udviklende, som vi mangler i samfundet. Det vi skal bruge kunsten til.

Forandringer i dette land kommer ikke fra dem vi betaler for det, hvadenten det er politikere eller kunstnere, eller andre embedsmænd, for ingen bider den hånd der fodrer.
Ingen af vore virkelige bistandsklienter af ovenstående grupper, har da nogen interesse i at forbedre og udvikle, for dem er alt iorden.
En kunstner på livsvarig ydelse, kan næppe forstå en arbejdsløs desparation i denne tid, så hvorfor mon så lidt focus fra de kunsnere vi har betalt:???

Drop det cirkus og brug pengene på dagpengene, så må Ellemann selv betale sine teaterbilletter.

Der erindres ikke nogen 'ny struktur 'fra folkestyrets repræsentanters side,
for noget som helst,
siden murens fald,
der ikke har drejet sig om at frigøre magt fra ansvar og få æren af 'frihed' i samme åndedræt-.

kan evt.ses som udtryk for en faglig kamp, der er helt ideologisk uforbundet.

Noget nyt ellers ....? :-D

Lad os sige at X = regeringen.
Hvis nu kulturen er' ikke at stemme på X igen', må X så ikke prøve at ændre kulturen ?

I så tilfælde vil ikke 10 vilde heste kunne forhindre X i at finde smuthullet der virker. Gerne i samarbejde med de dyreste reklamebureauer, og internationale allieredes påvirkningsagenturer.

Folk der ikke stemmer som regeringen er ikke nødvendigvis 'kommunister og dovendidrikker' lige for tide. Men de er ikke stuerene. De er svin. Og hunde. Det ved vi jo fra forrige ombæring.
At ingen har lyst til at være.
Så problemet opstår nok slet ikke .. ?