Kronik

Indisk samtidskunst – global eller universel?

Arken udstiller i øjeblikket indisk kunst. Men hvor den vestlige, ’universelle’ kunst står ufortalt, får indisk ’global’ kunst ikke lov til at tale for sig selv. Den skal nemlig forklares ud fra kastesystem og religion. Hvad fortæller det om vores kunstsyn?
Debat
25. september 2012
Arken udstiller i øjeblikket indisk kunst. Men hvor den vestlige, ’universelle’ kunst står ufortalt, får indisk ’global’ kunst ikke lov til at tale for sig selv. Den skal nemlig forklares ud fra kastesystem og religion. Hvad fortæller det om vores kunstsyn?

Indisk kunst er indisk. Vestlig kunst er universel. Når vi ser på vestlig kunst, erfarer vi noget uudsigeligt og uudgrundeligt om livet, døden, kunsten og kærligheden. Når vi ser på indisk kunst, lærer vi noget om Indien. Det er i hvert fald det indtryk, man får, når man vises rundt i Arkens aktuelle udstilling India: Art Now.

En søndag eftermiddag på Arken begynder vi rundvisningen med en introduktion til den engelske kunstner Damien Hirst og oplyses om, at han er en meget berømt og vigtig kunstner, som Arken er meget stolt over at have så mange værker af. Vi forklares, hvordan vi igennem værkerne kan forholde os til livets store grundlæggende spørgsmål.

Ikke et ord om hvad værkerne siger om Damien Hirsts personlige identitet, Englands historie, økonomi og samtidige kultur eller om kunstverdenen. Til gengæld synes guiden åbenbart, det er relevant at informere os om alt fra personlig livshistorie, Indiens religioner, kastesystem m.m. for at give os en nøgle til forståelse af de indiske værker. Her er det ikke oplevelsen af værkerne i sig selv og deres tidløse universelle relevans, men fortolkningen og forståelsen af hvad de siger noget om, der er vigtigt.

Det overordnede spørgsmål synes at være: Hvad får vi at vide om Indien ved at se på indisk kunst? Spørgsmålet, som denne kronik forsøger at stille, er: Hvad får vi at vide om vores eget kunstsyn ved at se på, hvordan vi ser på indisk kunst?

Alene det, at der overhovedet er kunst fra Indien på Arken, kan støtte opfattelsen af, at kunstbegrebet er universelt. Man fristes i genkendelighedens glæde til at tro, at museumsbesøg også er en ganske almindelig søndagsbeskæftigelse i Indien. Men i Indien findes der slet ikke en pendant til Statens Museum for Kunst. Kunstmuseet sammen med den moderne opfattelse af kunst som et autonomt felt for udsigelse af universelle vilkår, knytter sig til og har sin oprindelse i en specifik historisk, økonomisk, kulturel epoke i Europa.

En alt andet end værdineutral måde at udvælge og kategorisere viden og verden på, som vi for længst opfatter som selvfølgelig og naturlig. Derfor ser vi måske slet ikke, hvordan det ikke bare repræsenterer en måde at se verden på, men ligeledes aktivt former den måde, hvorpå vi skaber forskelle mellem forskellige kategorier og dermed skaber betydning.

Hvad er indisk kunst?

Tager du til Indien og spørger en ganske almindelig middelklasse-inder om, hvor du kan se noget indisk kunst, vil de typisk henvise dig til religiøse templer, grave og monumenter. Eller de vil anbefale dig at besøge markeder med smykker, sarier, krukker og malerier i forskellige materialer, størrelser, motiver og prisklasser. Så kan du erhverve dig en billig dekorativ souvenir uden at være kommet et skridt videre i din jagt på den indiske samtidskunst, som du – med opbakning fra div. udstillinger på europæiske museer, temaudgaver af internationale kunstmagasiner m.m. – føler dig forvisset om, må eksistere et sted.

Men det er kun Mumbai og Delhi, der har, hvad du leder efter: Samtidskunst, som ikke blot er samtidig forstået på den måde, at den er skabt af nulevende kunstnere, men samtidig på den måde, at den ligner den kunst, du ser, hvis du går ind på et galleri i København.

Det mest kendte, internationalt succesfulde indiske galleri, Nature Morte, der repræsenterer ca. halvdelen af kunstnerne i Arkens aktuelle udstilling, er grundlagt og ledes af den amerikanske kunstner og gallerist Peter Nagy. Med erfaring fra galleridrift i New York med alt, hvad dertil hører af forståelse for kunstmarkedets infrastruktur, omskiftelige trends og uskrevne regler, er det svært at overvurdere den betydning, det har haft for den internationale eksponering af indisk samtidskunst, at han valgte at åbne galleri i Delhi i 1997. At markedsføre indisk kunst på den internationale kunstscene, kræver mere viden om den internationale kunstscene end om indisk kunst. Det er i sig selv lidt tankevækkende i betragtning af, at kunsthistorien ifølge de allerede indviedes myter og skabelsesberetninger er universel og kan dateres tilbage til de første hulemalerier.

’Global’ kunst må oversættes

Men tydeligvis skal universel ikke forveksles med global. Den ’globale kunst’ fra f.eks. Indien, Kina og Afrika er ikke automatisk en del af den universelle tradition, men kræver oversættelse og markedsføring for at kunne præsenteres i denne kontekst af fri, autonom samtidskunst. En oversættelse der foregår, når Peter Nagy fra Nature Morte udvælger og repræsenterer de kunstnere, han vurderer, vil kunne gøre sig godt internationalt. Når danske kuratorer foretager endnu en udvælgelse for at finde de værker, der passer bedst til lige præcis deres museums størrelse, udstillingsbudget og forventede publikum. Og endelig, når udstillingsguiden en søndag på Arken udvælger de fire værker, hun finder bedst egnede til at introducere publikum ikke bare til værkerne, men til Indien i dag.

Paradokset ’indisk kunst’

Jeg synes, det er fremragende værker, der indgår i Arkens udstilling. Jeg beklager blot den internationale tendens til at vælge de samme få kunstnere fra de samme få indiske gallerier, der fungerer og opererer inden for superligaen af internationale messer, auktionshuse og museer.

Når man vil udstille kunst fra lande uden museer, kan man enten vælge at vise den kunst, der findes dér – hvordan den så end tager sig ud, når den skal fungere uden dagpenge, offentlig kunststøtte og museer. Eller man kan vælge at finde de få, der producerer med det internationale marked og museumskredsløb for øje.

Vælger man det sidste, skylder man blot at nævne, at den indiskhed disse værker beskæftiger sig indgående med i forsøget på at definere en niche eller et brand på det internationale marked, ikke nødvendigvis er repræsentativ for, hvad der i øvrigt skabes af kunst i Indien i dag.

Men den kunst der skabes mest af i Indien, indfrier åbenbart sjældent danske kuratorers forventninger både til det at være indisk og til at kunne kategoriseres som samtidskunst.

Det er lidt af et paradoks: På den ene side skal værkerne have et umiskendeligt indisk præg – som vi vesterlændinge forstår det – for at være oplagte til en udstilling af indisk kunst. På den anden side skal de samtidig minde mest muligt om europæisk samtidskunst i medie, materiale og størrelse. Endelig fokuserer formidlingen både i tekster, katalog og rundvisning på det specifikt indiske og kulturelle frem for på det generelle (‘universelle’) kunstneriske fællesskab. Et sådant trebenet paradoks ender let med at spænde ben for sig selv: Ved at insistere på et overordnet nationalt tema og kuratorisk princip opretholder udstillingen en forskel mellem universel vestlig samtidskunst og global national kunst fra resten af verden.

I stedet kunne en udstilling af kunst fra Indien havde været en oplagt mulighed til at sætte spørgsmålstegn ved selve tanken om kunstens autonome frihed og tydeliggøre dens specifikke kulturelle dna. Man kunne have vist, hvordan vores egen kunstopfattelse i høj grad er kulturel: et specifikt institutionaliseret, velorganiseret, statsstøttet, kulturelt udtryk – og ikke en tidløs, universel, fællesmenneskelig kategori.

Nina Poulsen er antropolog og ph.d.-studerende på CBS.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Meget enig. Det er den samme mekanik, der gjorde sig gældende, da den "kinesiske" kunst gjorde sit indtog i 90'erne. Desværre.

Der er nu ikke noget forgjort i at kunst præsenteres udfra dets (socio)kulturelle kontekst. Tværtimod kunne man argumentere med diverse antropologiske studier i baghånden.

Problemet, som det antydes af kronikøren hen imod slutningen, består vel nærmere i at en [semiglobal] kulturtradition hævder at være universel, og således ikke behøves nogen introducerende udledning af diverse (socio)kulturelle kontekster.

Jeg synes sgu, at der er noget forkert, eller ihvertfald falsk, i at præsentere kunst som værende særligt indisk eller kinesisk eller whatever, når værket i sidste ende skal beskues og bliver formidlet med en vestlig kunstforståelse. Så er det jo bare en pseudo-andethed, der skal fylde et hul i markedet.