Klumme

Hvad skal alle de kvinder dog gøre ...

... som gerne vil gøre noget andet end alle de mænd?
Debat
18. september 2012

Helle, Margrethe, formentlig snart Astrid eller Annette, men det kunne også have været Ida, efter Villy er lusket bort. Og så naturligvis Johanne. I et konstitutionelt kongerige, hvor majestæten – for at det ikke skal være løgn – også har kvindenavn og også hedder Margrethe.

Over for ‘Lille-Lars’ og nok en Lars og så Kristian. Da Pia som bekendt har trukket sig.

Havde man nu været rødstrømpe, dengang rødstrømper var til, måtte man have erklæret den totalen Sieg: Idel kvinder i magtens centrum, lutter mænd udenfor.

Men sådan er det ikke – længere. Bortset fra behørig anerkendelse på de radikales landsmøde i weekenden af førstnævnte Margrethe (med Vestager til efternavn, om nogen skulle være i tvivl) hyldes kvinde-’regimet’ slet ikke her i disse dage omkring regeringens etårs-dag.

Tværtimod bliver forkvinden Helle (Thorning-Schmidt) – skønt Danmarks kvinder jo også selv bliver spurgt, fordi de har stemmeret – uophørligt konfronteret med de ringeste meningstilkendegivelser om hende og hendes parti, Socialdemokraterne, i mands minde.

Og hvad manden angår, siger han, endda på Margrethe Vestagers eget landsmøde, i hvert fald hvis manden hedder Per Bilde, ifølge Informations referat i går:

»En centrum-venstre-regering (kvinderegeringen, el) har ført en højrepolitik ligesom VK-regeringen (manderegeringen, el). Den har ladet hovedparten af regningen betale af landets fattigste borgere.«

Hos folkesocialisterne står det ikke bedre til. Her kan selv en kvinde, Trine Pertou Mach – der i øvrigt ligesom utallige andre SF’ere ikke har ønsket at løfte arven/byrden/fallitboet efter Villy Søvndal – på sin Facebook-profil skrive: »Sidste år i valgkampen stod vi tæt sammen med Socialdemokraterne om kursen: En solidarisk vej ud af krisen. Vi ville, sagde vi, ikke efterlade nogen tilbage på perronen … Jeg mener ikke, at regeringen har leveret tilstrækkeligt på det punkt, og SF kan ikke fortsætte ad samme kurs.«

Uligheder

Hvorfor er det så svært at præstere et overbevisende modsvar til de borgerlige mænd?

Svaret kan opdeles i mindst tre lag: et helt både grundliggende og grundlæggende, et mellemlagliggende og endelig, hvad må kaldes det overfladiske, skønt det er betydningsfuldt nok og måske i den helt aktuelle situation kunne have tegnet billedet af en noget mindre forslået regering end den nuværende: nemlig et regime, der dels demonstrativt havde insisteret på at gennemføre den lovede betalingsring om København for at sætte i hvert fald symbolsk trumf på kravet om nedsættelse af den moderne ødelæggende naturmiljøbelastning, dels – og endnu mere demonstrativt – havde gennemført skattereformen med Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen i stedet for og direkte provokerende med – netop ’de borgerlige mænd’ Lars Løkke og Lars Barfoed. Og dermed havde sikret sig imod, at de såkaldte rødes øgede uligheder uden videre af både fjender og venner kunne påstås at være særligt blå.

Da sandheden er, at også Enhedslisten havde været nødt til at acceptere øgede uligheder, men ved et forlig havde Johanne jo ikke kunnet brokke sig: 15.770 kr. ekstra til direktørfamilien. 1.080 kr. mindre til parret på kontanthjælp som følge af et forlig med EL, viser beregninger fra Finansministeriet. Et par på førtidspension i lejebolig stod til at tabe 1.330 kr., når aftalen med Johanne var fuldt indfaset 2023.

Tal, som i dag dog selvfølgelig sammenlignes med dem, der blev resultatet af det faktisk indgåede forlig med Lars og Lars: Parret på kontanthjælp får nu 8.220 kroner mindre at leve for, end det ellers ville have haft til rådighed, havde regeringen ikke foretaget sig noget. Parret på førtidspension i lejebolig mister 11.700 kroner om året. Generelt scorer privatansatte funktionærer i gennemsnit i 2023 23.000 kr., direktørerne næsten 18.000 kr. på det. Mere end dobbelt så meget som sygeplejersken gift med en metalarbejder, eller skolelæreren samlevende med en pædagog får ud af det. Førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere, efterlønnere og dagpengemodtagere får deres årlige rådighedsbeløb reduceret med 4.200 til 11.700 kr. i forhold til, hvad beløbene ville have været uden den ’venstreorienterede’ skattereform.

Intet brud på DØV

Hvorfor skulle det gå sådan? Det gav den særdeles liberalistiske tænketank CEPOS’ cheføkonom Mads Lundby Hansen et mellemliggende svar på, da han forleden til Ritzau udtalte:

»Enhedslistens aftale ville også klart have øget uligheden. Sådan er det, når man giver skattelettelser til personer i beskæftigelse for at øge væksten.«

For den økonomiske vækst (DØV) skal – og nu er vi ved det både grundliggende og grundlæggende svar – fortsætte. Grænseløst. Mekanikken er i al sin enkelhed (med tusindvis af variationer) den, at lønmodtagerne tvinger kapitalisterne og vores fælles stat til at øge det materielle naturforbrug (væksten) ved at tilskynde teknikerne og de igen naturvidenskabsfolkene til at sikre øget magt over og forbrug af naturen i dens materialitet. Dette gælder også for ethvert kvinderegime.

Der ikke har brudt med DØV. Men at indlede det brud er forhåbentlig meningen med Johannes og Enhedslistens ønske om en bæredygtighedskommission …

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Jeg kan nu ikke forstå at det skulle være nødvendigt at tænke M/K.

Niels-Simon Larsen

Jeg er ikke sikker på, at kvinderne vil et andet samfund end mænd vil, og da slet ikke, hvis det gælder vækst. Kvinder er jo lige så involverede i konkurrencesamfundet som mænd er, og når det gælder om at gå imod strømmen (som fx leder af et parti), bliver de nødt til at søge i den retning, hvor stemmerne er. Der kommer ikke noget specielt nyt fra kvindesiden. Der var engang (og det er længe siden), at man turde håbe på, at kvindelige værdier (hvad det nu end måtte være), ville have drejet samfundet i en mere menneskelig retning. Hvad ligestilling angår, gjorde de det (vist nok), men ellers? Det samfund, der er brug for nu, handler om mentalitet mere end køn, og det er den mentalitet, der sigter mod overlevelse for hele planeten, med og ikke mod naturen, heller ikke den natur der gør ondt på os.

Ang. naturen havde jeg i weekenden en oplevelse, der gjorde ondt. Jeg blev overfaldet af nogle jordhvepse, da jeg kom til at træde på deres bo. De små kræ er vant til at grave, så de gravede sig ind under min trøje og stak mig ti steder rundt omkring på kroppen. Nogle timer efter gik jeg på en markvej, og en hveps fløj lige mod min hånd og stak mig. Den søde natur vil jeg gerne have, men ikke den der bider.

Det får mig til at tænke lidt længere: Naturen (som der indtil nu har været nok af) har det altid drejet sig om at besejre, for ellers var det den, der slog os ihjel. Jeg er sikker på, at hvepsene har holdt et hurtigt møde (”Vagter, flyv lige hen til Niels-Simon og stik ham en”!).
Kamp for naturen må også betyde accept af det, der gør ondt. Dvs. at man skal acceptere lidelse. Den søger vi bort fra i så høj grad, at vi udrydder naturen. Besværligt med, men umuligt uden. Kamp til stregen, og nu er vi ved at vinde.

Inger Sundsvald

Kvinder er lige så forskellige som andre mennesker.

Grethe Preisler

Inger Sundsvald,

Far er ikke vred, far er skuffet. Her har Far (Ejvind Larsen) gennem et langt liv kæmpet bravt mod de apartheid-love, mændene i Grundtvigs fædreland gennem århundreder brugte til at holde kvinderne nede med.

Og hvad skete der så lige, da at patriarkatets møre mure omsider faldt for basunernes lyd, og kvinderne fik deres lige adgang til magten, æren og retten til at sætte den politiske dagsorden?

Det samme som skete, da de sorte og gule i Afrika og Asien løsrev sig fra deres hvide koloniherrer, og selv overtog regeringsmagten.

Da det kom til stykket viste det sig, at nye magthavere hverken var klogere eller bedre, end de gamle havde været, dengang det var dem, der sad med monopolet på at lede og fordele arbejdet og dets frugter og skære kagen ud i passende bidder, så ingen fik for meget og ingen fik for lidt.

Alt var forandret, og alt var som før. Det var bare farven, der havde fået en anden tone. - Ak ja.

Avisens ledelse består af 5 mænd og 3 kvinder.
Hvor dan ville avisen se ud hvis der var 8 kvinder ?
Lader den stå.

Om emnet efter erfaring fra et langt liv i praksis.

Kvinder i familien.
Kvinders moder- og beskytter-gen.
Det må ikke gå ud over min lille Peter. Børnene skal behandles ens, Ingen tabere. Mor skal nok beskytte dig. Du er jo svag, lille ven. Pas nu på, ja sådan.

Kvinder i regeringsledelse.
Kvinders moder- og beskytter-gen.
Det må ikke gå ud over lille Petersen. Borgerne skal behandles ens. Ingen tabere. Big mother skal nok beskytte dig. Du er jo svag, kammerat. Det har vi regler for, skriv en ansøgning.

Mand i familien, hvis der er én.
Tag dig sammen knægt. Kravler du op, kan du falde ned. Tag det som en mand. Du vinder nok i skak næste gang. Hør nu lige, Bente, du kan ikke få nyt tøj igen. Nej, ikke flere lommepenge, tværtimod. Ryd op på dit værelse og bagefter slår du græs.

Mænd i regering, hvis der er nogen.
Du må tage ansvaret, borger. Det er dit initiativ, tag følgerne. Du klarer dig nok. Dit forbrug må nedsættes, Bentsen. Ydelse bliver ikke sat op, tværtimod. Det må du selv klare, kære borger.

Tilfældig uddrag vedr emnet fra Niels-Simon Larsen :

" Der kommer ikke noget specielt nyt fra kvindesiden. Der var engang (og det er længe siden), at man turde håbe på, at kvindelige værdier (hvad det nu end måtte være), ville have drejet samfundet i en mere menneskelig retning."

Kan det nu passe.
Uanset en vurdering om det ville være godt eller skidt.

Debattørerne bedes begrænse sig til kommentarer, der er relevante for Ejvind Larsens klumme.

Kommentarer om avisens redaktionelle eller administrative linje er mere end velkomne som kommentarer til artikler om disse emner, eller som debatindlæg til både den trykte avis og information.dk. Disse kan indsendes på debat@information.dk.

Abonnementstekniske forespørgsler kan med fordel stiles til abonnementsafdelingen gennem dette link.

Debatvært
Espen Fyhrie

Heinrich R. Jørgensen

Espen Fyhrie:
"Debattørerne bedes begrænse sig til kommentarer, der er relevante for Ejvind Larsens klumme."

Ay Ay Captain.