Kommentar

Lærere overser adopteredes behov

’I de små klasser skulle vi lave et stamtræ. Det var helt sikkert i den bedste mening fra min lærers side, men det var virkelig svært for mig,’ lyder det fra 20-årige Ina Dulanjani Dygaard, der er adopteret fra Sri Lanka. Hun efterlyser mere oplysning til fagfolk om adoption
6. september 2012

Ina Dulanjani Dygaard var kun 49 dage gammel, da hun blev adopteret fra Sri Lanka. Men selv om opholdet i oprindelseslandet var kortvarigt, er det fortsat en vigtig del af hendes historie. Det har bl.a. fået hende til at engagere sig i foreninger, hvor adopterede kan mødes.

»Det er enormt vigtigt, at adopterede har et forum, hvor de kan mødes og tale med nogen, som er ligesom dem selv. Vi har nogle historier, som mange af vores ’almindelige’ venner kan have svært ved at forstå, fordi de handler om sorg, sygdom og død,« siger Ina Dulanjani Dygaard.

Mange af samtalerne handler om at få vished om, hvor man kommer fra, men de unge taler også om helt almindelige ting som problemer med forældre.

»Nogle gange har adopterede teenagere helt andre dybe problemer med forældre, der handler om, at vi er blevet forladt og har oplevet kulturchok.«

– Hvilke problemer har du konkret oplevet som adopteret?

»Selv om vi er helt normale mennesker kommer vi nogle gange ud for nogle udfordringer, som er svære at tackle. Da jeg gik i de små klasser i folkeskolen, skulle man f.eks. fortælle om sig selv, lave stamtræ og have billeder af sin familie med. Det var helt sikkert i den bedste mening fra min lærers side, men det var virkelig svært for mig. Der er ikke særligt mange lærere, som tænker over sådan noget, for de betragter adoptivbørn som danske. Men det er problematisk, at de tvinger børnene til at tage stilling til deres identitet meget tidligt.«

– Hvad er løsningen på den slags problemer?

»Det er en god idé at oprette et videnscenter, så lærere, pædagoger og andre fagfolk kan få rådgivning om, hvordan man håndterer adopterede børn og deres forældre. I min verden ville det være ideelt, hvis det var en del af pensum for pædagoger at have et afsnit om adoption. Der er rigtig mange adopterede, og mange af os skal håndteres på en anden måde end mennesker, som er født og opvokset, hvor deres biologiske rødder er.«

Hverdagsracisme

– Hvilke udfordringer oplever du, at der er for adopterede?

»I dagligdagen handler det mest hverdagsracisme. Når jeg sidder i bussen, kan jeg nogle gange føle, at folk vælger at sætte sig ved en anden frem for på det tomme sæde ved siden af mig.«

– Hvad får dig til at tro, at folk vælger dig fra som sidemand i bussen?

»Jeg er fra Sri Lanka, så jeg er mørk i huden. Jeg kan heller ikke vide det med sikkerhed, det kan også være, at det bare er mig, der fortolker. Men det er helt sikkert sådan, jeg føler det. Jeg føler nogle gange, at jeg ikke er velkommen i mit eget land. Men jeg er jo lige så meget dansker som alle andre. Jeg er politisk engageret og prøver på at gøre en forskel, og så havner jeg alligevel i nogle situationer, hvor jeg føler, at jeg ikke bliver modtaget med samme åbne arme som alle andre. Jeg får ikke den respekt og åbenhed, som jeg synes, at jeg fortjener.«

– Hvem oplever du denne hverdagsracisme fra?

»Der er mange mennesker, som ikke har noget imod folk med anden hudfarve. Men der er bare nogle mennesker, som udstråler en bestemt holdning til mennesker med anden hudfarve end dem selv. Det er heldigvis ikke hver dag, jeg oplever det.

– Hvordan har du selv oplevet det at være adopteret?

»Jeg har ikke haft de store problemer med min adoption. Men det har selvfølgelig været svært nogle gange.«

Især er tankerne om den biologiske familie begyndt at fylde mere, og det seneste år har Ina Dulanjani Dygaard tænkt meget på at opsøge sin biologiske familie.

»Jeg har min biologiske mors fulde navn, et billede af hende og den adresse, hun boede på, da jeg blev født. Jeg har også min fødselsattest fra hospitalet. Det er rart at vide, at jeg har muligheden for at finde dem. På Facebook har jeg for nylig fundet min sagsbehandler fra Sri Lanka, som stod for min adoption. Det giver mig en rigtig god mavefornemmelse, at jeg i hvert fald har noget at gå efter, når jeg en dag vil søge tilbage. Jeg regner med at tage til Sri Lanka om et års tid. Der er meget detektivarbejde, der skal koordineres, og jeg skal have sparet penge op først.«

Sandheden skal frem

Inas syv år yngre søster, som blev adopteret fra Kina, har derimod ikke et eneste spor af sin biologiske familie. Hun har boet på børnehjem, og har ikke samme mulighed som Ina for at søge tilbage til sine rødder.

»Det ændrer på nogle ting for hende. Hun skal på en eller anden måde lære at leve med, at hun aldrig kan finde ud af, hvor hun kommer fra. Derfor tror jeg, at det kommer meget an på ens individuelle historie, hvordan man oplever det at være adopteret.«

– Hvorfor er det vigtigt at vide, hvor man kommer fra?

»Fordi det giver noget afklaring. Det kan give en eller anden form for accept af situationen. Selv om man har det godt, tror jeg, at alle har brug for at acceptere situationen. Sandheden om ens baggrund er vigtig. Når man får svar på, hvor man kommer fra, kan man få ro i sindet.«

Af samme grund opfordrer hun til, at alle adoptivforældre gør sig det klart, at selv om sandheden om børnenes oprindelse kan være hård og barsk, er det rigtig vigtigt for barnet at kende til den.

»Jeg kan mærke, at der er brug for hjælp for at fortælle om sådan nogle ting,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henning Jeppesen

Virkelig god information for os, der arbejder som pædagoger og lærere. Tak for, at der gøres opmærksomt på, at ikke indforstået tolerance er tilstrækkeligt for adopterede børn.

Dorte Sørensen

Det er et føltsomt emne.

Men er de fleste adoptioner ikke sket fordi forældrene ønskede sig børn og med den baggrund burde det være rene ønske børn og godt forberedte forældre , der har vilje og kræfter til at tage hånd om barnets problemer.

Hvad med at lave forberedelses undervisning osv. for kommende adoptionsforældre så de har gennemtænkt mulige senere problemer og er dermed bedre forberedt til at tage mulige problemer i optakten.

Marianne Mahler

"Adoptiv pædagogik er ikke moderne nok" desværre!

Som adoptivmor til en skøn datter fra Sri Lanka, kan jeg kun fortælle at vi som forældre er trukket igennem amtets granskning af vores økonomi, hjemlige forhold, vores psyke og mentale tilstand, og sidst men ikke mindst har vi forældre været på kursus - fordelt over flere weekender.

Vi er godkendte i hver og en af de ovennævnte procedurer. Vi er forberedte!

Det min familie oplever er, at omverdenen ikke er forberedte.
Børnehaven har ingen kendskab til adopteredes problematikker - ofte er disse børn tideligt skadede, og det kræver altså en anderledes tilgang.

Pædagogerne opdager ofte ikke at der er problemer - for børnene er jo så tilpassede! Ja ungerne tilpasser sig - det har nemlig været en del af deres overlevelses strategi på børnehjemmene!
En børnehave kan for børnene minde utrolig meget om et børnehjemmet - men hvem tænker på det!

Vi har fat i børnehave, kommunen, tidlig hjælp og den statslige PAS ordning. Ud over PAS hjælpen - der foregår med psykologer med speciale i adoptivbørn - er der ingen der kan se vores problematikker. Og PAS konsulenten er børnehaven ikke villig til at samarbejde med - for han er ikke gratis for dem! Desuden hjælper han os forældre - og ikke vores datter!

Som en pædagog sagde " lige nu er adoptivbørn moderne i pædagogverdenen - så jeg tager på et 1dags kursus" !

Der bliver taget hånd om os forældre - men ikke om vores børn ... og det er dem der har det svært!

Henning Jeppesen: Tak for den fine kommentar. Det er rart, at nogle virkelig anerkender, at vores stemme er brugbar.

Dorte Sørensen: Det løses desværre ikke ved at forberede forældrene. De er forberedt, og går endda på forberedningskurser inden børnene kommer. Problemet er, at omverdenen simpelthen ikke aner, hvad det vil sige at være adopteret. Det vil vi gerne gøre op med nu :-)