Læserbrev

Læserbreve

4. september 2012

Kyniker eller blot lidt dum?

Niels Møller, Brønshøj

Charlotte Fischer (forhenværende MF, R) kom i Information 31. august med ’Et tilbud fra en kyniker’. Det var rettet mod de godt 8 procent arbejdsløse og bestod af, at hun og andre i arbejde ville arbejde en helligdag og også gerne arbejdede en time mere om ugen i solidaritet med de arbejdsløse, som har fået forkortet deres dagpengeperiode fra fire til to år og forlænget deres optjeningsperiode fra seks måneder til 12. Fischer har nemlig lyttet til »den økonomiske sagkundskab. Og den siger, at der er brug for at øge arbejdsudbuddet«. Og det skulle der være behov for i 2020 – altså om otte år.

Men allerede for flere måneder siden kom det frem, at regeringens tal viste, at der ikke ville være mangel på arbejdskraft. I øjeblikket er der mangel på arbejdspladser, og hvad gør man for at afhjælpe den mangel? Pumper endnu flere arbejdsløse ud på arbejdsmarkedet. Hvis hun ikke er kyniker, men rent faktisk mener, hvad hun siger, så må hun være en lille smule dum. Den ’økonomiske sagkundskab’, hun lytter til, vil jeg dog gerne karakterisere som kynisk.

Giv en hund til fællesskabet

Finn Holten Hansen, København

Jeg er en af dem, der hver måned giver en fast sum, 700 kroner, til en række nødhjælpsorganisationer. Hvis der fandtes én, som kunne bistå de hårdest ramte af de dagpengemodtagere, som fra januar 2013 må gå fra hus og hjem og ægteskab for i det mindste at modtage kontanthjælp, ville jeg med stor glæde føje den til listen.

Måske kunne nogen tænke sig at oprette en organisation, som kunne modtage mit bidrag. Problemet vil vokse fra måned til måned efter nytår. Finansministeren giver skattelettelser til dem, der har arbejde – det skal betale sig at arbejde – og så er der jo ikke rigtig penge nok til at hjælpe dem, som ikke kan finde arbejde. Nogen kunne give regeringen en hjælpende hånd.

Ved valget i efteråret 2011 stemte i alt 1.779.365 personer på et af regeringspartierne eller Enhedslisten. Hvis blot hver tiende af disse vælgere satte 100 kroner af hver måned, ville det løbe op i 17.793.650 kroner og på et år 213.523.800 kroner. Mange ville sikkert gerne give 200 kroner om måneden. F.eks. får mange af dem, som står til pæne skattelettelser, råd til at støtte den gode sag. Er der nogen, som har mod og kræfter til at organisere en sådan bistand?

Ingen holdning i ny nordisk skole

Thomas Aastrup Rømer, Risskov

Steen Nepper Larsen kritiserer Ny Nordisk Skole for at mangle et begreb om både globalisering og dannelse (Information 21. august). Andreas Christensen fra Ny Nordisk Skoles dialoggruppe forsvarer sig mod disse beskyldninger den 28. august.

Desværre forstærker hans forsvar blot relevansen af Neppers kritik. Spørgsmålet om globalisering adresseres slet ikke, så PISA og konkurrencestaten kan fortsat lede butikken. Og ’fællesskabet’, som er det, der kommer tættest på det dannelsesmæssige, fremstår som en teknokratisk metode. F.eks. hedder det: »I Norden har vi tradition for at tackle udfordringer gennem fællesskaber.«

Desuden er fællesskabet uden indhold. Er det demokratisk, nationalt etc.? Altså heller ingen dannelse. I stedet fremtures med evidens, kapacitetsopbygning og al den slags teknokratisme, som har fyldt det pædagogiske vokabular i snart 10 år, og som både Christensen og hans paradigme hylder. Man vil gå fra holdninger til evidens, og man vil af med Grundtvig, Løgstrup, seminarier etc. Altså alt det nordiske. Christensen forsvarer en ikke-nordisk skole.

Flere ledige giver ikke flere job

Henrik Laursen, Vanløse

Økonomer og politikere hævder, at det kun er godt, at der kommer flere ud på arbejdsmarkedet, for det vil i sig selv være jobskabende. Hvis denne teori skulle have hold i virkeligheden, burde en høj ledighed jo være umulig. I takt med at der bliver flere arbejdsløse, skulle der jo dukke arbejdspladser op.

Men måske passer denne teori slet ikke? Eller måske har vi bare ikke ledige nok? Skal vi op på 400.000 ledige? Måske 500.000, før effekten viser sig? Men hvad ved jeg? Jeg er heldigvis hverken økonom eller politiker.

Skab job i kommunerne

Søren Witoslavsky, Hillerød

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) har fremsat den såkaldte akutpakke, der indeholder intensiveret jobformidling, jobrotationsordninger og job med løntilskud. Den skal forsøge at redde mellem 9- 16.000 arbejdsløse fra at miste deres understøttelse ved årets udgang. Men samtidig meddeler Kommunernes Landsforening, at kommunerne ligger inde med omkring 2,5 milliarder kroner, som de gerne vil bruge på anlægsarbejder. Pengene skal f.eks. gå til klimasikring, renovering af folkeskoler og daginstitutioner. Initiativer, der ifølge Dansk Byggeri vil have en beskæftigelseseffekt på 7- 8.000 job. Kommunerne bliver dog nødt til at skrinlægge projekterne, da beløbet ligger ud over det, der er aftalt med regeringen – det kommunale anlægsloft. Hertil skal det bemærkes, at kommunernes serviceudgifter ligger 1,5 milliarder under det aftalte beløb.

At regeringen blokerer for at skabe 7- 8.000 konkrete job i en situation, hvor arbejdsløsheden er et stigende problem, forekommer uforståeligt. Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager begrunder regeringens holdning med, at det er vigtigt at fastholde tilliden til dansk økonomi. Hvis tillid kan man spørge. Den arbejdsløse håndværkers? De mange ansatte i såvel den private, som i den offentlige sektor, der grundet den økonomiske lavkonjunktur er bange for at miste jobbet?

Tag stilling til krisen i Syrien

Søren Blaabjerg, Hørning

Når borgerkrigen i Syrien fortsætter trods befolkningens lidelser og flygtninge, er det, fordi omverdenen er for fej til at tage kategorisk stilling. At forholde sig neutral og alene humanitær er faktisk det mest grusomme af alt.

For lige så længe, der er usikkerhed om udfaldet, regner begge parter med at vinde. Søvndals forestillinger om ’en politisk løsning’ på konflikten er således en medvirkende faktor til, at borgerkrigen fortsætter for fuld kraft, uden at der er en snarlig løsning i sigte og med endnu flere ødelæggelser og menneskelige lidelser som konsekvens.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu