Den forhenværende amerikanske præsident Ronald Reagan rummede et uforklarligt paradoks i sin karakter, konkluderer de to amerikanske PhD’er i psykologi Steven Rubenzer og Thomas Raschingbauer i bogen Personality, Character, and Leadership in the White House.
Den republikanske Reagan var den mest højreorienterede præsident, Amerika har haft, siden Calvin Coolidge forlod præsidentembedet i 1929 (og her tæller vi altså også George W. Bush med).
Men selv om Reagan indædt ønskede sig mindre stat, kerede han sig samtidig intenst om samfundets svageste. Den samme dag som Reagan havde siddet ved skrivebordet i Det Hvide Hus og droppet diverse velfærdsprogrammer fra statens finanser, kunne han senere hive sit personlige checkhæfte frem og udskrive check fra sin privatkonto, når han hørte om fremmede svage, der var kommet i nød.
Psykologerne måtte klø sig i håret, men forklaringen på paradokset er nu simpel nok: Deres problem ligger i, at de antager, at man kan slutte direkte fra en persons politiske udsyn til vedkommendes personlige værdier.
På den måde fik de to forfattere smuglet det præmis med i bagagen, at hvis man ikke støtter statslige velfærdsprogrammer, ønsker man heller ikke at hjælpe nødstedte mennesker. Men som Reagans personlige check til de svage og fattigste beviser, kan man ikke uden videre slutte fra politik til personlighed, eller den anden vej rundt.
Ikke robotmennesker
Hvad de to psykologer simpelthen ikke forstår, er, at politik ikke er en udvidet portion af privatsfæren. Når folk som Reagan er imod statens overtagelse af fattighjælpen, er det ikke, fordi liberale ønsker at leve deres personlige liv på baggrund af stivnakket principrytteri, sådan som mange intuitivt tænker om liberale, når de lytter til talen om de upersonlige principper, der efter den liberales hoved skal styre politik.
Hvis liberale virkelig levede på denne stålsatte måde uden for den politiske sfære, ville de ikke kunne deltage i sammenskudsgilder, hvor det er påkrævet, at de tog noget med for at deltage i gildet. De ville heller ikke møde op til middagsselskaber, hvor de var ude af stand til selv at bestemme menuen. Og de mange små hensyn, som man normalt tager til kolleger og naboer i det daglige, ville også være utænkelige for sådan et robotmenneske.
Det eneste, som ville styre den liberales prioriteter i privatsfæren, ville være, hvem der havde ret til hvad og hvor meget – alene i forhold til de liberale principper.
Livet ville med andre ord være ganske besværligt for den liberale, og så har vi end ikke berørt den akavethed, der uundgåeligt ville opstå, når hr. og fru Liberal fandt sammen i soveværelset for at lave små nye liberale.
Slip næstekærligheden løs
Sandheden er selvfølgelig, at liberale ikke lever deres personlige liv efter denne robotlogik. Politisk liberalisme er en tro på, at menneskets naturlige gavmildhed og hensyn til sine med mennesker udfolder sig bedst uden omklamring fra staten.
At befri disse privatområder fra statens tunge centralisering er at give plads til, at mennesket kan opføre sig kærligt og humanitært over for dets medmennesker. Ikke fordi staten siger, det skal, men fordi det af sig selv gerne vil.
De fleste mennesker er født med gavmilde og næstekærlige træk, og de ønsker helt af sig selv at give til værdigt trængende. Men under en samfundsorden, hvor staten undertiden snupper 60 pct. af ens indtægt uden at spørge, og hvor man ikke kan være sikker på, om den ’trængende’ vitterligt trænger, eller måske i virkeligheden er en Doven Robert, som ikke ønsker at arbejde, eller en Fattig-Carina med 15.700 kroner hver måned efter skat, trænges menneskets naturlige giverlyst tilbage.
Og det behøver man ikke en ph.d. i psykologi for at forstå.
Ryan Smith er journalist og forfatter
Ja, tag for eksempel finansmanden Soros. Halvdelen af hans daglige rutiner er præget af finansielle spekulationer, hvor han f. eks. styrter millioner af asiater ud i nød via valutaspekulation. Den anden
halvdel af hans arbejdstid er viet til humanitære aktiviteter – som f. eks. at skaffe finanser til demokratiske aktiviteter i postkommunistiske lande.
I sin bog: The Price of Inequality., viser Stiglitz, at siden Reagan er uligheden i USA vokset, så den ikke har været større siden 1929. Den rigeste 1% har fået fordoblet deres indkomst og formue, mens resten enten er gået tilbage eller stagneret. Børn af rige forældre, der klarer sig dårligt i skolen, får bedre jobs end børn der klarer sig godt, men er fra ”normale” familier.
Man må tage med den ene hånd for at kunne give med den anden. Det må være en trøst for de mange millioner, der er på madbilletter i USA.
Ryan Smith, det er dog alligevel langt det bedste for alle parter, at ingen behøver bekymre sig om, hvorvidt folk har, hvad de skal nytte og bruge, fordi de under alle omstændigheder er sikret et minimum - hvad man jo ikke er mere. De fattige er der ikke, for at de rige kan føle sig gode og overskudsagtige ved at hjælpe med en flad tier eller mindre. De fattige skal slet ikke være der.
Ryan Smith skriver:
"....sådan som mange intuitivt tænker om liberale.....",
og så er der vel ikke meget mere at diskutere, når han åbenbart mener sig i stand til at læse tanker.
"De fleste mennesker er født med gavmilde og menneskekærlige træk".Det er sikkert rigtigt. Men disse skønne egenskaber slides i vid udstrækning af dem under indflydelse af de kapitalistiske ulighedsforhold. Kald bare disse egenskaber liberale, men særligt liberalistiske er de ikke, tværtimod er det blandt liberalismens fortalere det almindelige at henvise til gavnligheden af selviskhed. Pioneren Adam Smith mente at den økonomiske egoisme var velstandens kilde. Den ide har de såkaldte liberalister begejstret grebet, og mange dyrker den aldeles hæmningsløst. Fx Ayn Rand og efterfølgere.
Jeg tror da gerne, at liberalister har menneskelige følelser som næstekærlighed og den slags, og gerne skriver checks ud til de mindrebemidlede.
Men enhver god købmand ved, at alting har sin pris.
Når en formuende liberalist skriver en check ud til en fattig,
så forventer han også noget til gengæld. Det kan være taknemmelighed, en fremtidig gentjeneste, loyalitet - et eller andet.
I det danske velfærdssamfund findes der også denne købmandsmoral om, at når de syge, de arbejdsløse og de uheldige får overførselsindkomster, så er der en pris i form af skam og skyld, taknemmelighed og fremtidige gentjenester og loyalitet overfor fællesskabet.
De to systemer ligner hinanden.
I den liberalistiske udgave er 'gælden' personificeret i en rigmand og en personlig relation, i velfærdssamfundsudgaven er 'gælden' ikke helt så personlig.
Til gengæld er muligheden for at blive sin gæld kvit overfor rigmanden næsten livslang og personlig, fordi det er så godt som umuligt for den fattige at komme i en position, hvor han kan betale tilbage ud fra sin lomme. Han kan ikke blive rig. Han vil stadig skylde rigmanden sit liv og sin taknemmelighed.
I velfærdssamfundet er der større mulighed for, at personen som har fået fra fællesskabet, vil kunne bidrage tilbage til fællesskabet på flere forskellige måder og ikke skulle stå i en livslang taknemmelighedsgæld til een person.
"konkluderer de to amerikanske PhD’er i psykologi Steven Rubenzer og Thomas Raschingbauer i bogen Personality, Character, and Leadership in the White House."
Der er så meget psykologer ikke forstår.
Hvis psykologer holdt op med at abonnere på PR-branchens store og forrykte illusionsnummer ,"Cult of Personality", kunne det være at de kom videre, og ikke mindst kunne hjælpe deres klientel videre med den egentlige opgave -- at få rystet de sidste rester af barnlig adfærd af sig.
Hvis man vil forstå Reagan, så glem alt om personlighed. Karakter og lederskab forklarer manden og hans handlinger.
USA er en føderation. Det er en over-statsligt konstruktiv, der er funderet på den autonomi de er tildelt af dets bestandele, nemlig et antal selvstændige stater. Den føderale myndigheds opgave er ikke at fratage staterne deres selvbestemmelse, deres opgaver eller deres ansvar. Visse opgaver hører ikke hjemme i føderalt regi -- at nogle mener at socialhjælp, fattighjælp, politiopgaver, kriminalforsorg, sundhedssikring og -forsikring, ikke er føderale opgaver, betyder ikke nødvendigvis, at de mener at sådanne opgaver ikke skal varetager af de enkelte stater. At nogle mener, at visse opgaver hverken er føderale eller statslige opgaver, men må påhvile befolkningen selv (for at undgå en sovepudeeffekt der følger af en Big Mother/Father stat), burde ikke være vanskeligt at forstå, når det tages i betragtning at US of A er republikker; evner befolkningerne i staterne ikke at agere humant, er den humane og demokratiske republik tabt på gulvet.
Nårh jamen så kan jeg bedre forstå de sidste 10års liberal politik som har øget uligheden og fattigdommen.
Det hele er simpelthen for at skaffe flere mennesker de liberale kan have ondt af og vise næste kærlighed om, arh jamen så forstår jeg bedre!
Det er det samme som al anden apologetisme : nok så megen snak om menneskets godhed ændrer ikke på hvad er er reelt ønskeligt - og det er at mindske fattigdom, og stoppe de 'røvhuller' af hvilke 10 kan smadre på en dag hvad tusinder opbygger i årtier.... ikke at instrumentere den til en slags drivkraft for menneskelig 'godhed', industialiseret eller ej...
Hvad Ryan kalder intuitiv fordom om liberalisme er muligvis det - men det er det ikke om liberalister, og slet ikke om almenhedens liberale reaktionsmønstre i postmodernistisk individual-kultur.
Og fordomme er iøvrigt ikke etymologisk pr. automatik forkerte. Det er en meget udbredt fordom ellers.
Alle undersøgelser viser, at befolkningen inklusive ultraliberale står i kø for at hjælpe, men det skal være det, den folkelige visdom kalder ikke-selvforskyldt, hvilket udelukker alle misbrugere og måske alle arbejdsløse; tilbage bliver reelt kun de ekstremt populære ofre for ildebrande, trafikulykker og forbrydelser.
Kære alle.
I min barndom blev der hvert år (sådan cirka) læst højt af Peters Jul. Og alle græd og ingen øjne var tørrer da den fattige Rasmus fik Peters gamle trøje, den der er ældst.
"Den fattige Rasmus er kommen her hen.
Han har det der hjemme kun daarligt; men
nu skal vi ham nok fornøje.
Et godt stykke Legetøj skal han faa,
og Moer hun siger, at hun vil gaa
og hente min ældste Trøje.
De Billedbøger, vi har, skal han se,
og saa vil han nok blive glad og le,
og vi vil med Rasmus lege.
Og Moer en Kop Kaffe ham skjænke vil
og skære af Julekagen dertil,
og vi vil ham Æbler stege!"
kilde:
http://www.duda.dk/Grundfag/Kristendom/Jul/juleeventyr/petersjul/petersj...
Tænk at borgerskabet i København alligevel havde et hjerte af guld, så de fattige fik de ældste trøjer, kaffe og æbleskiver. Og hvad var betalingen for dette?
Jo, det var da at Rasmus og hans familie skulle være taknemmelige - de var nemlig værdigt trængende - og fortjente hjælp. Fra menneske til menneske. Sådan er de borgerliges syn på fattigdom nemlig - at man har en moralsk pligt til at hjælpe fattige mennesker.
Og denne pligt ligger tungt i USA. Derfor betaler en masse rige mennesker 100.000 dollars for at komme til at sidde ved et bord og mæske sig mad - og se kendisser optræde - fordi så føler de virkelig de har gjort en forskel.
Vel har de ej, de har fået deres egen dårlige samvittighed stillet og købt aflad for deres helt ufattelige rigdom - for en enkelt aften eller dag. Præcist som den rige familie i Peters Jul gør det.
Pointen er at det er denne - lad os kalde det for hattedame-fattigdomspolitik - som Ryan Smith gerne ser indført igen. Og især denne skelnen mellem værdige og uværdige mennesker som har fortjent eller ikke fortjent samfundets støtte ift. deres skæbne (for nu at kalde det for det).
Vi har måske glemt det, men ude i de små sogne sad sognerådsformanden på kassen. Og mente han ikke, at personen der spurgte om hjælp fra kassen var værdig, var der ingen hjælp at hente - eller kun ganske lidt. Og især landarbejderne fik således ingen hjælp, men henvendte en af de gårdejerne sig, fik de jo straks hjælp, fordi sognerådsformanden var jo ofte selv gårdejer. En af grundene til Bistandsloven var at udhule dette trangsprincip og give alle, uanset værdighed eller ej, en lovbestemt ret til ydelser.
I et opgør med det Svend Auken har kaldt almuesamfundet eller almisse-samfundet. Det samfund, hvor socialdemokratiske arbejdere, hus-assisstenter, landarbejdere mv. måtte stå med hatten i hånden og spørge de store gårdejere eller fanrikanterne om de ikke nok måtte fri på søndag, fordi deres dreng skulle konfirmeres eller deres kone indlægges på hospitalet. Og hvor de bare havde at makke ret - og gøre som købmands og gårdejer-borgerskabet sagde.
Og hvor allernådigst måtte tage til takke med det som var tilbage når dem der var over dem havde spist, til festerne i landsbyen altså. Glimrende skildret i bogen Mærkedage af Jens Smærup Sørensen. Og hvor borgerskabet i byen gav dem almisser....som de skulle være taknemmelige for. Eller gøre dem tjenester for - ved en senere lejlighed.
Og hvilke rige betaler over 60% af deres indtægt i skat? Marginalskatten er så vidt jeg på 56% af indtægten, altså den skattepligtige, på over 440.000 kr.
Rasmus Hjul:
"Nårh jamen så kan jeg bedre forstå de sidste 10års liberal politik som har øget uligheden og fattigdommen."
Der er intet liberalt tankegods ved misregimentets politik gennem de famøse 10 år. Projektet var neo-liberalt, hvilket rent ud sagt er et anti-liberalt forehavende.
Befolkningen blev gennem de 10 år endnu mere afhængige af private "løsninger" (sundhed, skole, ...). Splid og splittelse blev promoveret flittigt. Egoisme og frygt blev dominerende. Begreber såsom fællesskab, forståelse, gensidig afhængighed, samtale, samarbejde og kvalitet, blev berøvet indhold og værdi, og blev gjort til dubiøse og irrelevante ord. Det der kunne have øget menneskers frihed og selvhjulpethed, blev systematisk destrueret. Befolkningen blev ikke frisat i de 10 år. Ansvarsløsheden blev fremmet, og nogle festede mere end andre. Det var muligvis sjovt mens det varede, men i sobre øjeblikke vil de fleste formodentligt kunne indse, at der snarere var tale om at frihed blev sat over styr på den måde.
Der mangler en definition af ordet liberal hvis man overhoved skal kunne forstå denne artikel.
Amerikanere påstås ofte at være et mere religiøst/kristeligt folkefærd end andre vestlige folkeslag.
Men mange af dem har åbenbart glemt, hvad Jesus sagde om de rige: at det er sværere for en rig at komme ind i himmerig end for en kamel at komme igennem et nøglehul.
Der er også historien om den rige unge mand, der har opfyldt alle lovens bud, men da han til sidst bliver bedt om at bortgive al sit jordiske gods, går han bedrøvet bort.
Så man kan vist roligt konkludere, at akkumulation af jordisk rigdom ikke ligefrem var Jesu sag.
Ja, lad os endeligt gøre alle lige fattige ved at fratage mennesker frugten af deres arbejde.
Men socialisme er jo at dele ud af andre menneskers penge.
Margaret Thatcher:
"They [socialists] always run out of other people's money. It's quite a characteristic of them."
Når det kommer til at dele ud af sine egne penge er liberale naturligvis også mere parate:
http://www.b.dk/debat/sidder-hjertet-til-hoejre
"Konservative amerikanere gav i 2000 næsten en tredjedel flere penge væk end den modsatte fløj (1.600 dollar om året mod 1.227). Nogle vil sikkert gætte på, at denne forskel skyldes, at højreorienterede har flere penge at give af, men det er ikke tilfældet – snarere tværtimod: Venstreorienterede familier havde indkomster, der var i gennemsnit seks pct. højere end højreorienterede familier. Deler man op på indkomstgrupper og observans får man endog det billede, at konservative amerikanere i hver eneste indkomstgruppe er mere generøse end de venstreorienterede i samme. Gavmildheden slår sågar igennem, når det gælder at give blod til hospitalerne: Hvis alle gav så meget blod som de angiveligt koldhjertede konservative, ville USAs blodforsyning stige med knap 45 pct."
Liberal betyder frihedselskende.
Igen et eksempel på ord som misbruges for
egen vinding skyld.
Vorherre bevar os for deres næstekærlighed
Olav B. Hessellund:
"Men mange af dem har åbenbart glemt, hvad Jesus sagde om de rige: at det er sværere for en rig at komme ind i himmerig end for en kamel at komme igennem et nøglehul."
Det er sværere for en rig at komme under overjeg'ets lederskab, end det er at træde et reb (kamelo) gennem et nåleøje.
Det var betydningen af hvad der blev ytret. Meningen var, at der var tale om noget paradoksalt, der gjorde noget til en umulighed.
Nogen har siden (og for længe siden) haft en interesse i at ødelægge udsagnet, og omkalfatre hvad der betød "en indlysende paradoksal umulighed af uforligelige størrelser" til at have en ganske anden betydning: "så svært som at få en kamel til at gå gennem en port".
En port, kaldet "Nåleøjet", som er opdigtet. En sådan har ikke eksisteret. Løgn og latin.
Ryan Smiths argument synes at være at man skal fjerne alle velfærdsprogrammer, så vi kan hjælpe de rige med at få bedre samvittighed når de udskriver nogle håndører i godgørenhedschecks.
Som socialismen kløjs i lighedsbegrebet, kløjs liberalismen i frihedsbegrebet. For der bør ikke eksistere frihed til egenvinding og udnyttelse på det økonmiske område. Gennemføres denne frihed alligevel, får vi præcis sådanne finansielle, økonomiske, men også stigende sociale udfordringer, vi nu er vidne til.
Frihedselementet hører med andre ord ikke til på det økonomiske område. Det gør derimod broderskabsfølelsen - det sociale element. Men det er udenfor den neoliberale fatteevne. Også selvom der skulle være et evt. 'gavmildt' sindelag på det personlige plan, som så på den anden side giver associationer til hykleri.
Jeg tror sådan set ikke de rige udelukket giver en skærv til de fattige alene ud af et godt hjerte. Hovedparten giver for at holde revolutionen for døren!
En socialistisk samfundsstruktur forhindre det ene menneskes udbytning, af det andet og fordeler goderne som en ret, og ikke som en almisse!
Hvad nyt er der i denne gang vrøvl, og hjerteskærende udgydelse af de velbjergedes godhed?
Jeg vil have lov at være egoistisk og nærig og ønsker derfor et samfundssystem, der kompenserer for mine svagheder og tvinger mig til at betale min del til fællesskabet.
Så meget for næstekærlighed:
http://avisen.dk/kraeftsyg-kaldt-til-jobsamtale-maa-bruge-ble_185632.asp...
"
Egon Maltzon siger:
Ja, lad os endeligt gøre alle lige fattige ved at fratage mennesker frugten af deres arbejde.
Men socialisme er jo at dele ud af andre menneskers penge.
Margaret Thatcher:
“They [socialists] always run out of other people’s money. It’s quite a characteristic of them.”"
Standard liberal floskel, men har du tænkt nærmere over hvad der præcist ligger i den? Er bankerne mon socialister? De er i hvert fald rendt tør for andre folks penge og har måttet hente endnu flere af andre folks penge i diverse statskasser...Alene i EU skønnes det, at diverse bankpakker beløber sig til 34.000 mia. dkr. Er det den slags "socialisme" du mener?
Om de liberales gaveregn. Se den norske proletar digter:
Rudolf Nilsen:
Arbeidsløs jul igjen
Ifjor fikk vi tyve kroner.
0 jule—idyll!
Hvor gode var ikke de herrer ifjor
for Frelserens skyld.
Ifjor fikk vi tyve kroner
å feire hans komme med.
Det skjærer dem ennu i hjertet
å tenke på det:
"Det var å sy bløte puter
til dranker og dovenpels.
Iår må vi handle med Kristus:
Gå ut og frels!
Ja, lader oss alle bede
om iver og styrke fra Ham,
så ikke vi frister en eneste sjel
til last og skam!"
Ifjor fikk vi tyve kroner
til måltid og juletre.
lår har vi bare det glade budskap
å trøste oss med.
Jeg tror ikke det er gået op for de liberale, at socialisme er det nye samfund. Nye værdier, ny moral, nye samfundsrelationer, og frem for alt en ny økonomisk struktur, som forhindre det ene menneskes udbytning af det andet. I denne struktur er der sådan set ikke brug for almisser!
Ja man kan godt være liberal og vise næstkærlighed.
Tage bare Regeringslederen de radikale Venstre...med den ene hånd viser de medfølelse over for de fattige i u-lande og har kæmpet for at øge ulandsbistanden, og bedre vilkår for flygtninge i danmark.
Med den anden hånd arbejder de for ulighed i det danske samfund, tage fra de svage og fattige og tilgodese de rige...udvise manglende lyst og forståelse for den arbejdende klasses historie og levevilkår.
opkast og galde, det må jeg nok sige... Magen til spin og lurendrejeri skal man godt nok lede længe efter. Hvem skal så tage sig af de mennesker uden "næste" i deres liv, skal de leve af kærlighed og kildevand?
Hvis det lykkes liberale at lulle os ind i endnu lille ydmygende en lortebobbel af løgn og plat, så bliver det altså nået' skidt når den springes, noget skidt siger jeg...!
Uhh - der er nu ikke noget bedre end sådan en gang kristen næstekærlighed til jul! Rigtig hvid kristendoms kristenhed, hvor også de små brune børn får en gammel trøje i gave. Det luner. Altsammen.
som praktisk socialist må jeg sige, dette her er noget højpandet liberalt vrøvl skal vi følge RYAN SMITH´s tanker så giver øget ulighed lighed som følge af, den liberale næstekærlighed,
godt vis mig ET liberalt samfund målt i 1000 indbygger, hvor uligheden er lavere end i et velfærdsamfund ?. nu kunne jeg komme med en fem sider lang tale om hvordan vi løfter folk ud af fattigdom med velfærdssamfundet, men ærligttalt så er et . "good and end of debat" nok, augomentation for
ulighed giver øget ulighed, punktum.
Et liberalt samfund giver plads til næstekærlighed. Utvivlsomt. Ligesom det giver plads til egoisme, udbytning, dobbeltmoral og almindeligt plattenslageri.
Der var engang noget, der hed frihed under ansvar. Det var vel i og for sig aldrig mere end et valgsprog, men det havde været et besværende slogan for 2000-tallets liberale.
Hvad er det, artiklen prøver at argumentere for?
Så liberalister ønsker en lille stat, så de har flere penge at være gavmilde med?
Sig mig, tror manden, at vi er fuldstændig idioter?
Hvis han virkelig ønsker det bedste for sine medmennesker og samtidig ønsker en lille stat, så burde han blive anarkist. Så ville han også være imod kapitalismen, som er hovedproblemet for størstedelen af menneskeheden.
Så jo, liberalister er egoister - selv de gavmilde af slagsen. (Dermed ikke sagt, at tilhængere af andre politiske ideologier ikke er egoister).
Det lyder meget smukt.
Jeg synes bare sjældent det rimer med virkeligheden, hvor folk på 180grader og JyllandsPosten ynder at omtale fattige som "parasitter" o.lign.
Omsorg for de ekskluderede varetaget af privat foretagsomhed ? Kan nogen virkelig stadig få sig selv til at mene det i fuld alvor ? Eller syns ´nogen´, at der lige skulle lidt rav i gaden ?
Ja med de høje skatter er der sgu ikke plads til næstekærlighed længere. Det her er sørme rørende.
Problemet med en liberal økonomi er jo ikke, at nogen gennem flid & dygtighed bliver lidt rigere end andre. Problemet er, at penge avler penge, dvs. arbejdsfri gevinster. De gevinster kommer et sted fra - nemlig fra andre menneskers arbejde. Se dét er parasitisme. I et liberalt samfund har mennesker ikke lige muligheder og ikke samme friheder - og det går oven i købet i arv.
Det er dén ulighed som socialister og socialdemokrater som udgangspunkt bekæmper. Det kan godt være, at dagens socialdemokrater ikke er helt klare i blikket, men det handler altså ikke om at bygge en velfærdsstat for statens skyld, men om at skabe lige vilkår - og dermed reel frihed for andre end de få heldige.
Vi har sgu ikke brug for en totalt frisat overklasse som ikke har pligt til at medfinanciere de svageste i vores samfund, vi har heller ikke brug for at mulighederne for at få hjælp skal præger af hovsamedlidenhed og flagre som vinden blæser. OG FORØVRIGT HAR MENNNESKER MED ET LIBERALT JERTE OGSÅ TOTAL FRIHED TIL AT TÆNDE BLUSSET UNDER BLODRØDE BLÆVRENDE HJERTER ALLERE I DAG uanset farven på regeringen, havd der forhindrer dem er udelukkende deres egen gerrighed og måske den institutionaliserede folkekirke som er underligt meningsløs hvad angår materiel næstekærlighed !
Claus Oreskov
"Jeg tror ikke det er gået op for de liberale, at socialisme er det nye samfund. Nye værdier, ny moral, nye samfundsrelationer, og frem for alt en ny økonomisk struktur, som forhindre det ene menneskes udbytning af det andet. I denne struktur er der sådan set ikke brug for almisser!"
Og det har vist sig at fungere hvor og hvordan...? Bare sådan ca...
Thomas Krogh, noget nyt har man jo ikke set før! Det eneste, der står klart, er, at det, vi har, ikke er attråværdigt og ikke kan fortsætte.
Mange er vist helst fri for deres form for "næstekærlighed" - vi giver da kun skattelettelser så der kan komme flere i arbejde - ikk'å' ...
Der er ikke nogen der skal forhindres i at dyrke for sig selv, der er bare ingen grund til at dyrke mere end man kan spise så at sige. Planøkonomi er tydeligvis ikke vejen frem som det første skridt mod et mere ressourcemæssigt lige samfund. Det første skridt kunne meget vel være at tage landbrugsstøtten fra landmændende, det er vist så vidt jeg husker, også et liberalt erhverv og bør derfor ikke støttes af nogen statslig organisation. Det næste skridt kunne være at hæve topskatten, med de to tiltag har vi mere end nok til at beholde de velfærdstilbud som vi har nydt godt af så længe... Et yderligere skridt ud i fremtiden ville være at sigte efter et nulvækst samfund, på den måde blæser vi ingen bobler og dansken kan i ro og mag finde sig selv og sit kald.
Ok, der er måske ikke råd til lille Mercedes' studielejlighed når hun bliver 21 og bare "er ZÅ klar ti at studere jura", men så må hun leje sig et kollegieværelse, som vi andre...
Jeg har startet min egen personlige smædekampagne mod rige mennesker, måske det en dag kunne blive populært bare at have "til dagen og vejen"...
Stop mig...
Ryan Smith har ret: Liberale mennesker er også næstekærlige. Lige indtil de begynder at tjene mange penge. Så skal de ikke nyde noget af at dele dem med andre.
Fin artikel. god pointe. Dejligt at høre sagligheden runge ind imellem. Tak.
Martin Stoltze,
"Nej, der findes ikke en samfundskage af en bestemt størrelse. Ja, der findes penge, der “arbejder” fornuftigt. Men der findes bestemt også økonomiske gevinster, som er usunde, og økonomiske skævheder, som er urimelige."
Uden tvivl. Man skal bare gøre sig klart at man i sin iver på jagten efter disse usunde og urimelige ting, meget nemt kan komme til at smide barnet ud med badevandet.
Deraf min - ofte fremsatte - nysgerrighed, mht. konkrete bud på hvordan og hvorledes.
--
"At mennesker er født lige og frie er en af liberalismens grundpiller, men det liberale økonomis paradox er, at den hurtigt fører til, at mennesker netop ikke fødes med lige vilkår."
Jeg tror nu heller ikke det er så firkantet. Ingen fødes med lige vilkår - alle fødes med forskellige muligheder, forudsætninger og evner. Det væsentlige i liberalisme er at lade all få mulighed for at anvende disse evner etc. For i sidste ende at få optimeret "samfundskagen".
--
"Det danske samfund, og de samfund som vi med nogen rimelighed kan sammenligne os med, bygger på en blanding af liberal økonomi og statslig omfordeling. Man kan så diskutere balancen mellem de to kræfter. Den underlige artikel, som er udgangspunkt for debatten her, prøver imidlertid at fremstille liberalister som en slags bedre, mere næstekærlige mennesker. Det tror jeg ikke, de er."
Jeg tror nu du fejlfortolker det lidt - det er ikke som sådan mennesket der er bedre (min erfaring er at det skam er sympatiske mennesker og rene psykopater, både blandt liberale og socialister), men systemet der giver næstekærligheden bedre vilkår.
Det er komplekst at måle - og jeg synes også artiklen overdriver det, ligesom mange af kommentarerne går i modsatte grøft - men et system hvor al næstekærlighed er sat i statsligt system er heller ikke et ideal. Ikke for mig ihvertfald. Og mange udlændige der kommer hertil undrer sig da også over at vi netop "outsourcer" al vores pasning og pleje til Staten.
Jeg elsker at fodre en hund med dens egen hale.
Jeg selv er vokset op i ret så stor fattigdom. (Se f.eks.: http://arbejderen.dk/artikel/2010-02-02/om-kende-sin-plads-og-sin-klasse ) Imidlertid var vi aldrig så fattige, at vi tog imod de riges almisser, for så havde de stjålet det sidste vi ejede – troen på retfærdighed og muligheden for at skabe et sandt socialistisk samfund uden almisser!
Tak for skønmaleriet, men jeg er nu stadig overbevist om at man fra højreliberalt hold helst ser velfærden afviklet og gjort til privat almissepraksis, idet man således kan bruge sin hårdt opsparede, protestantiske godhed-i-form-af-kapital som socialt pressionsmiddel, jf. Lars Løkke Rasmussens nyfamøse citat: "vi skal have sulten tilbage."
Ok, så Reagan var ikke et ondt menneske, han bekymrede sig om de svage og fattigste - når han ikke havde travlt med at fortælle myter om "Wellfare queens" og hvad så?
Jeg ville dog nødig være svag og fattig under de omstændigheder; at være fuldstændig afhængig at en tilfældig hattedame eller -herres tilfældige trang til velgørenhed.
Sæt man nu ikke var en passende fotogen "værdigt" trængende.
Ok, så Reagan var ikke et ondt menneske, han bekymrede sig om de svage og fattigste - når han ikke havde travlt med at fortælle myter om "Wellfare queens" og hvad så?
Jeg ville dog nødig være svag og fattig under de omstændigheder; at være fuldstændig afhængig at en tilfældig hattedame eller -herres tilfældige trang til velgørenhed.
Sæt man nu ikke var en passende fotogen "værdigt" trængende.
Claus Oreskov siger: "Hvad hjælper det at det USA støttede Vestyskland ”vandt” over DDR, når udplyndring og social udstødelse er normen i Tyskland i dag."
Interessant. DDR var altså et paradis i forhold til det frie, genforenede Tyskland, vi har i dag? Siger flertallet af østtyskere, der oplevede étpartisystemet, Stasi og censurorganet på egen krop, også det, 20 år efter murens fald?
Jeg vil vove at påstå, at den moderate liberalisme, USA og Europa har i dag, samlet set giver væsentlig mindre menneskelig lidelse end de eksempler på totalitære styrer, du opremser. Det er nok min fordom om den totalitære socialismes både menneskelige og økonomiske omkostninger, når jeg læser historiebøgerne. Samme konklusion kom Milton Friedman også til:
"Et samfund, der sætter lighed før frihed, får hverken det ene eller det andet. Et samfund, der sætter frihed før lighed, får høj grad af begge dele."
“He`s A Drug Store Truck Drivin` Man” – et skrammende portræt af Ronald Reagan:
http://www.youtube.com/watch?v=5K2OZUgGqkw
Sider