Interview

’Medicin skal stå i anden række’

Medicinering af psykiatriske patienter er ikke til at komme uden om, men høje doser kan undgås, hvis lægen formår at sætte sig ind i sin patients lidelseshistorie, mener professor i psykiatri, Bent Rosenbaum
27. september 2012

Der er ingen lette løsninger, når det handler om helbredelse af mennesker med svære psykotiske lidelser. Men spørgsmålet om, hvornår medicinering er nødvendig, er langt mere kompliceret, end dagens kronikør, Olga Runciman, beskriver i sin kronik »Psykiatrien på vildspor«, mener Bent Rosenbaum, professor, dr.med. og overlæge på Psykiatrisk Center København.

»Den første kontakt mellem læge og patient er meget afgørende. Hvis du er i stand til at skabe bare et minimum af tillid i en vanskelig behandlingssituation, så kan du undgå at give doser, der er så store, at disse alene kommer til at handle om at bringe patienten til ro, for størrelsen af dosseringen har store konsekvenser, når patienten skal ud af medicineringen igen,« siger Bent Rosenbaum.

Han anerkender, at medicindoseringen i den akutte situation har betydning, men påpeger, at behandlingens forløb og sammenhæng har lige så stor – om ikke større – betydning:

»Medicin spiller en stor rolle i behandlingen og må nødvendigvis gøre det. Men jeg synes, at der er opstået en situation, hvor medicinen får så høj grad af førsteprioritet, at de andre positioner som eksempelvis psykoterapi og miljøterapi underkendes i det specifikke behandlingsarbejde.«

– Hvornår bliver det et problem at medicinere?

»Hvis lægen kun taler om medicin som noget, der uden andre former for behandling er i stand til at helbrede patienten, vil jeg gætte på, at langt de fleste mennesker med en psykose vil synes, at behandlingen ikke har været på deres præmisser – også selv om de siger, at medicin har været en hjælp for dem. Jeg tror, at de fleste mennesker med psykoser gerne vil have indsigt i deres lidelses opståen og forståelse for den mulige vej ud af den. For dem bliver medicin en slags hjælpemiddel, men ikke noget, der står i første række.«

Bent Rosenbaum peger på, at især ressourcemangel i det ambulante system er med til holde patienter på en høj medicinering. Og de ressourcer, der findes, bliver ikke udnyttet godt nok.

»Ressourcerne bruges ikke effektivt nok. Der er for lidt viden om psykosen og forståelse for, hvad psykosen indebærer, og det gør, at ens behandlingsindsats selvfølgelig kan være velmenende, men ikke får den nødvendige effektivitet,« siger Bent Rosenbaum og fortsætter:

»Det er min overbevisning, at psykosen forlænges under denne mangel på ressourcer. Hvis der går for lang tid mellem samtalerne, vil et menneske med et sårbart sind ikke kunne holde styr på, hvad der foregår.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Kofod
Kristian Kofod anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jan Toft Rasmussen

Ja det er jo næsten lige før Hr. Rosenbaum indrømmer at psykofarmaka er symptombehandling og at hjælp fra en psykolog er bedre nå patienten skal forstå og handle på sin sygdom. I kommentaren bliver diskussionen om medicinering reduceret til et spørgsmål om psykoser - hvad med alle de andre psykiske lidelser, som også bliver medicineret i den danske psykiatri? Og så mangler vi bare at få lagt dokumentationen frem for hvor mange mennesker der faktisk ikke har gavn af psykofarmaka - det har producenterne jo undersøgt. Mon ikke det især er dem som bliver overmedicineret?

Marian B. Goldstein

På den ene side indrømmer Rosenaum, at der "er for lidt viden om psykosen og forståelse for, hvad psykosen indebærer", på den anden siger han, at "(m)edicin spiller en stor rolle i behandlingen og må nødvendigvis gøre det." Hvordan hænger det sammen?

Mig bekendt har psykiatrisk forskning stadigt ikke fundet frem til videnskabeligt holdbare beviser på, at "psykisk sygdom", "psykose" eller anden, faktisk er den hjernesygdom, man, bl.a. Bent Rosenbaum, påstår den skulle være. Så, i det henseende kan man de facto sige, at psykiatriens viden og forståelse er, ja, ikke bare ringe, men stort set fraværende. Imidlertid indikerer såvel den psykiatriske forskning selv, som mange psykiatrisk stemplede menneskers egen forståelse af deres oplevelse, at der ikke er tale om biologisk-genetisk hjernesygdom, når det kommer til såkaldt "psykisk sygdom". Hvordan kan det være, at psykiatrien, Bent Rosenbaum inklusive, fortsætter med at ignorere både sin egen forskning og også sit klientels forståelse af sig selv og sine oplevelser, og bliver ved med at komme med videnskabeligt uholdbare påstande om biologisk-genetisk hjernesygdom, der kræver medicinering, når det viden og den forståelse, disse påstande bygger på, stort set er fraværende?

Neuroleptika, de såkaldte "antipsykotika", er farmakologisk set ikke andet end stærkt beroligende stoffer. At betegne dopingen af et menneske, der er i en dyb personlig krise, som "nødvendig", er i grund og bund en falliterklæring fra dem, der ellers påstår, at være "eksperter" på området "hjælp til mennesker i krise".

Ann-Mette Mikkelsen

Marian. Nej der er ingen beviser på hvad psykoser og skizofreni er. Men tro mig der søges med lys og lygte efter dem. Om ikke for andet for det, så fordi der er penge og præstige i at finde den sandhed.
For mindre end 100 år siden var diagnosen syfilis også en sindslidelse. Da man så endelig fandt sandheden(årsagen) så blev den en somatisk sygdom.
Jeg erfarede så også i min tid som alternativ behandler, at mange mennseker mener at al sygdom ( fysisk som psykisk) har en psykisk årsag. Et øsnke om at være syg. Dette havde jeg dog lidt svært ved da jeg brækkede håndledet ved et mindre trafikuheld og blev mødt med spørgsmålet om: hvad det var jeg ville sige og opnå ved dette brækkede håndled. Men jeg tror ikke at der findes mange danskere som ville behandle et brækket hånd led med psykoterapi. Også der, er der andre muligheder. men det betyder jo ikke at det ikke kan lade sig gøre. Håndledet ville vel vokse sammen alligevel. På en eller anden måde. Man må vel vælge hvilken behandling man finder mest hensigtsmæssig. Og hvis en patient kommer ind på en skadestue og er ude af stand til selv og sige hvilken behnandling han eller hun ønsker for sit brækkede håndled, sit hjetetilfælde eller sine psykiske problemer. Så er der vel ikke megen ræson i at vente med at gribe ind til patienten selv kan sige til eller fra. hvis man har en overbevisning at patientens tilstand vil forværres yderligere og måske ende fatalt.
Min pointe er vel, at du som medmenneske er forpligtet til at gribe ind med de midler og den viden du har, når det er akut. Du vil ikke kunne forsvare ikke at gribe ind eller undlade at handle fordi andre har en anden opfattelse og livssyn end du selv. Og det er vist også ret tydeligt at vi to ville vælge forskellige fremgangsmåder i tilfælde af at vi ville skulle agere i forhold til folk med psykiske lidelser. Men det betyder ikke at din måde er den eneste rigtige måde. Og det betyder heller ikke at min måde at anskue tingene altid er den rigtig måde. Men vi må/skal altid agere ud fra hvad vi mener vil hjælpe, ellers vil du ikke kunne forsvare det du gør.
Jeg håber du kan følge mig. Ellers kan det være jeg prøver at forklare mit synspunkt.igen. For jeg har den holdnng, at det kan godt være vi er uenige, men det skal ikke forhindre, at vi kan prøve at overbevise hinanden. Og at vi måske aldrig bliver helt enige betyder jo ikke at vi ikke har ret til vore forskellige meniger. Og vi er jo i bund og grund forskellige. Hvilket så jo viser at vi også har det tilfælles.

Marian B. Goldstein

Ann-Mette, nu er folk, der kommer ind i psykiatrien, om de så kommer ind på den lukkede med politiet og per tvang, jo ikke ude af stand til at fortælle, hvilken hjælp de ønsker. De fleste giver tværtimod jo ganske klart og tydeligt besked om, hvad de ønsker -- nemlig at blive respekteret som mennesker -- og især hvad ikke -- nemlig at blive yderligere udsat for overgreb.

Ann-Mette Mikkelsen

Marian, Jeråg er enig med dig i at nogle af sem som kommer ind med politiet, er istand til at fortælle hvad de ønsker. Men jeg ved fra mine mange "besøg" på skadestuer rundt om i det nord- og vestslællandske, Og på samtlige skadestuer ( både psykiatriske og almindelige) i det københavnske område. Har jeg været så dårlig, at jeg har været det der i fagsproget kaldes ukotaktbar og udadreagerende. Og folk som mig ( jeg ved at jeg ikke var/er den eneste) er ude af stand til at tage stilling til hvilken behandling jeg ønskede. Og der er ingen, ingen som bare må se til og sige, vi venter lige og ser hvordan det går om et par timer eller dage. Der er man f,g,m,nød til at handle her og nu..
Uanset om det kan opfattes som et overgreb.eller ej.
Denne periode ca 1½ år, hvor jeg havde disse oplevelser vil jeg nærmere betegne som en eller anden form for omsorgssvigt. Og jeg var ikke et sted i mit liv hvor samtaler og andre former for ikke medicinske tiltag var nok. Mine venner gjorde hvad de kunne for mig, og jeg kæmpede en enorm kamp for at undgå de slemme etablerede psykiatri. Men havnede der allegevel. Og nu 25år senere er jeg så blevet medicinfri. Og jeg er så heldig at have en følelelse af selv at have været med hele vejen. Og jeg tror ikke et øjeblik at min fremgang ville være gået hurtigere hvis jeg havde forsaget medicinen. Jeg tror snarere jeg havde været død. Og gennem min tid i psykiatrien har jeg mødt utroligt mange rare mennesker på begge sider af "skranken" Og jeg ved at det stykke arbejde har affødt en enorm respekt for mig som person og menneskelig kapacitet. Både i min opførsel og kritik af systemet under inlæggelserne. O g ikke mindst i mit senere hverv som brugerlærer.
Så derfor ser jeg ingen grund til at se alt for firkantet på begrebet medicin i psykiatrisk behandling.

Marian B. Goldstein

Ann-Mette, der er i min verden ikke noget, der hedder "ukontaktbar", når det kommer til mennesker i psykiske kriser. Kun noget, der hedder "ikke i stand til at skabe kontakt til et menneske i krise". Og det er en mangel hos personalet, ikke hos den, der er i krise. En mangel, der kan afhjælpes. Men ikke, hvis man grundlæggende er hunderæd for at skabe kontakt til mennesker i krise, som psykpersonale som regel er det.

Ann-Mette Mikkelsen

her er jeg så ikke enig. Jeg er decideret ukontaktbar, når jeg er i det "rum". Og dette er ikke en mangel hos hverken mig eller personal. Og jeg/og mine alternativ terapivenner forsøgte i den grad at skabe "min" kontakt til omverden. Sommetider i op til tre dage. Og jeg mener, at på et tidspunkt skal man jo bringes tilbage til en tilstand hvor man kan indtage vand og andre livsnødvendigheder. Så nytter det ikke at man ser mere eller mindre passivt til. jeg kan forstå at det er ikke en mulighed for dig. Men for mig betød det et spørgsmål om liv eller død.
Og jeg vil lige tilføje , jo der er for få psykologer i psykiatrien. Det er et faktum, som ingen kan benægte. Men selv om så bemandede alle skadestuer og behadlingssteder udelukkende med psykologer. Så ville du alligevel møde modsætninger i opfattelsen af hvad der vil hjælpe. Og jeg tror heller ikke at alle patienter vil opnå en hurtiger helbredelse (recovery) Der ville være en gruppe som gør. Men der vil også være en gruppe som ville få det værre.

Marian B. Goldstein

Ann-Mette, op til tre dage... Det tog Daniel Dorman flere år, at bringe Catherine Penney tilbage til verdenen. Eller rettere sagt: at få hende selv til at finde vejen tilbage. Og det gør det, tager tid, ofte lang tid, at være klar til verdenen, når man har haft en alvorlig, personlig krise. Og mht. skrækpropagandaen om folk, der ikke spiser eller drikker, eller udviser anden selvskadende adfærd: den virker ikke på mig. Bortset fra, at ingen har sagt, man skal se passivt til. Der findes et hav af muligheder, hvordan man kan hjælpe folk, også dem med meget alvorlige problemer, uden at man behøves at ty til dope, hvilket, som tidligere nævnt, klart er en falliterklæring, og egentligt ikke en mulighed. Også her er det et spørgsmål, om personalet vil og kan, eller er styret af sin egen angst, som eksemplet Mary Barnes tydeligt viste. Og som selv styret af angst for livet og alle dets facetter, også de mindre behagelige, er man ikke egnet til at arbejde med mennesker, der som ingen andre har behov for at lære, at navigere livet uden angst.

Marian B. Goldstein

En ting til: når man ser et andet menneske lide, og man så griber ind på en måde, og med nogen redskaber, der ikke fjerner årsagen til lidelsen, men alene gør det vanskeligt, eller helt umuligt for mennesket, at give udtryk for sin lidelse, mens de samtidigt forhindrer, at vedkommende, ved at opleve sin lidelse bevidst, kan finde en vej ud af den, dvs. mens de samtidigt gør ondt værre ved at gøre det til "kronisk ondt", så mener jeg, man burde spørge sig en gang, hvem det egentligt er, man så gerne vil hjælpe: det lidende menneske til at overvinde sin lidelse, komme tilbage til verdenen, og få et liv (og jeg ved, at det er en noget "hård" konstatering, men både Catherine Penney, Joanne Greenberg, Olga, og alle de andre, der har fået virkelig hjælp, i stedet for at ende som "gode patienter", har et liv, som de "gode patienter" kun kan drømme om), eller sig selv til ikke at være nødt til at anerkende, at mennesker lider. (Så meget for, at psykiatrien skulle anerkende menneskers lidelse. Den gør det modsatte.)

Ann-Mette Mikkelsen

Marian. jeg forsøger at sige, at der er ikke een rigtig måde at behandle alle mennesker på. Og jeg har fattet at vi ikke er enige i hvad der skal til. Og det kan godt være at jeg er en "god patient" men jeg er nået til et sted i mit liv hvor jeg har det godt. hvilket jeg ikke havde før jeg acepterede de tilbud som findes i systemet. Og er det ikke det der tæller? og er et så ikke ligemeget hvilken "tro" man bekender sig til? Jeg oplever at denne debat er drejet over i en form for "religionskrig". Og jeg synes at der er en tilbøjelighed, til at det hjælper ikke "den lille Mand" . Tværtimod er der i den slags krige alt for mange ofre og døde.
Jeg vedkender mig, at jeg har en form for psykiske problemer som Jeg så har valgt at se det som en skizofreni. Jeg har søgt og fået den behandling, og de muligheder jeg har haft brug for. Indrømmet, der har været mange perioder hvor jeg har syntes, at systemet er rigidt og ikke forstående. Men det har jeg også lært noget af.
Udover at jeg har min psykiske sygdom har jeg også en række fysiske sygdomme. Og her har jeg så i nogle tilfælde valgt at modtage de for nuværende tilbud om behandling. Og for andre af mine fysiske sygdomme har jeg valgt behandlingen fra, fordi jeg følte at behandlingen ikke gavnede mig. Og ved andre igne har jeg valgt en mere alternetiv tilgang og behandling. Men jeg har valgt ikke at vælge en behandling fra, bare fordi nogle mennesker har den opfattelese at den ikke er god nok. jeg har valgt at tage mine behandling ud fra mine egne erfaringer. Og jeg ville ikkke have haft et grundlag for at sige til og fra hvis ikke jeg har prøvet disse behandlings modeller. Mens andre med de samme diagnoser har valgt anderldes end mig. Men det gør dem da ikke til stakkels umælende individer. Men de har valgt ud fra deres erfaringer og den rådgivning de har søgt og fået. Og det er vel iorden, så længe de selv er tilfredse. Og endnu engang: Drejer det sig ikke om, at føle selv, at man har det godt?

Marian B. Goldstein

Ann-Mette, du bliver ved med at sige, at der jo ikke er én måde, at behandle mennesker på. Men samtidigt bliver du også ved med at sige, at disse mennesker skal behandles. Som om de var syge. Og som om der ikke kunne være den mindste tvivl om, at de er syge. Er det virkeligt sådan? Som du selv siger: der er ikke én måde... at se det på. Og så længe der ikke er det, mener jeg ikke, nogen, psykiatrien eller andre, har ret til at påtvinge nogen, at definere sig selv som "syge", "patienter", "skizofrene", "lidende af skizofreni", eller noget som helst i den retning. Og helt ærligt, Ann-Mette, du siger selv, at det tog dig noget tid, før du havde accepteret andres, psykiatriens, definition af dig selv. Hvorfor gjorde du det? Hvorfor ikke forblive dig selv tro, og holde fast i din egen definition af dig selv? Jeg må indrømme, at det ikke interesserer mig, hvordan psykiatrien definerer mennesker. Det der har min interesse, er hvordan folk selv definerer sig. Før systemet har tvunget dem til at overtage dets definition af dem. Det er, hvad jeg og personen så kan bruge til at skabe konstruktiv forandring. Et abstrakt konstrukt som ordet "skizofreni" kan hverken jeg eller personen bruge til ret meget (andet end at søge om fortidspension og "medicin"tilskud, dvs. forsat fastholdelse i "sygdommen" ).

Ann-Mette Mikkelsen

Marian. Jeg vil gerne prøve at forstå hvorfor vi er så uenige. For jeg ser sådan på det, at der er mennsker som kommer ud i kriser som de ikke altid formår at komme ud af på egen hånd.og er det så ikke hamrende ligegyldigt hvad vi kalder os/dem. Vi skal på en eller anden måde hjælpe dem når de/vi kke slev er i stand til det. Og er vi ikke nødt til at agere ud fra vore egne erfaringer? jeg mener: jeg har ikke dit erfaringsgrundlag for at behandle andre mennesker på. Og du har ikke mit. Men i akutsituationen er man nødt til at handle her og nu.
Og det jeg prøver at sige at jeg havde ikke mulighed/rescourcer til at holde fast i mit synspunkt omkring medicin/ ikke medicin .Og jeg prøver at sige , at vi har alle ret til at definere os som vi vil. Men vi lever i et samfund som har brug for at have nogle fælles referencerammer, for at kunne fungere som samfund. For mig at se, nytter det ikke at ville sætte sig udenfor samfundet, blot fordi der er nogle ting man ikke acceptere. Du/vi kan ikke ændre samfundet i et snuptag. Jeg forsøger at gøre det på det, jeg ser som samfundets præmisser, og ikke ved revolutionere samfundet. Jeg tror mere på, at der kommer et holdbart resultat ud af evolution. Så kan alle/alt i omgivelserne følge med.

Når jeg valgte, at jeg i sin tid ændrede holdning til Min alternative tilgang til psykiatrien var det fordi jeg erfarede at alt andet kunne koste mig livet. Jeg traf et valg ud fra mine erfaringer og oplevede ikke at psykiatrien tvang mig til at definere mig selv som syg. Og jeg opdagede at ved at aceptere en diagnose som skizofreni, kunne jeg komme videre med mit liv. Ja jeg "brugte" det som en mulighed for at få førtidspension, og slippe væk fra en tilværelse,hvor jeg oplevede at jeg ikke blev accepteret fordi jeg pga mine problemer ikke var istand til at tage en uddannelese og endnu mindre at skaffe og varetage et job. Jeg prøvede flere gange på begge dele. Og fra samfundets side blev jeg som oftest mødt med et: det er fofrdi du er doven, eller kun ønskede at nasse på samfundet. Jeg prøvede så at søge ind i et miljø "det alternative behandlermiljø i København" . Her følte jeg heller ikke at mine evner rakte til. Men de første par år var jeg da et spændende tilfælde. For mine rescourcer var ikke store nok til at jeg ville overleve. jeg forsøgte således, men det kom der så ikke noget, for mig, brugbart ud af. Så jeg valgte at begynde at være tro mod mig selv. Jeg valgte et liv hvor jeg føler, at omgivelserne får mig til at føle mig som menneske. Jeg har lært meget i mit "tidligere" liv. Bl.a. har jeg lært at du definerer selv dit liv, og dig selv. Men jeg har også lært at hvis denne definition betyder at jeg ikke kommer til at overleve, så vil jeg da til enhver tid overveje at skifte holdning. Og selvom jeg "skiftede side" føler jeg bestemt ikke at jeg er et dårligere menneske. Eller at jeg svigtede mine idealer og venner. Og i dag prøver jeg så at råbe både samfundet og psykiatrien op på min måde. Det er hvad jeg kalder at være tro mod mig selv. Og når jeg i begyndelsen af denne debat sagde, at jeg ikke definerede mig selv som værende skizofren, men at jeg havde en skizofreni. Så er det netop for at vise at jeg ikke vil acceptere at andre (dig inklusive) skal definere min opfattelse af mig selv. For mig er det nemlig to forskellige definationer. To grader af den samme sygdom. Jo jeg har også været skizofren engang. Men jeg er heldigvis kommet dertil at jeg ikke længere vil definere mig selv som dybt psykotisk og ude af stand til at sige hvad jeg vil. At du så vælger at bruge de to ord som det samme. Ser jeg mere som et tegn på at du vil definere mig og min situation.
Som jeg også flere gange har sagt, så tager jeg hatten af for de mennesker som kan klare sig uden medicin. men det er så bare ikke alle der kan. Og derfor vil jeg spørge, om du derfor har ret til at definere ud fra dette (jeg ser som etr) faktum? Iøvrigt bryder jeg mig heller ikke om ordet sindslidende om alle inden for psykiatrien. For der er ikke ret mange som lider hele tiden. Måske fordi de modtager tilbudet om medicin, indtil de bliver istand til at udvikle sig. Og jeg føler at det er en meget stereotyp måde at se sine medborgere på, når man siger at medicinen kun doper. Og ved gud, jeg har set mennesker som har ravet rundt i medicintåger. Men der er altså rigtig mange som får det væsentlig bedre end det. især hvis de mødes der hvor de er. Og ikke med et krav fra folk som dig der i et eller andet omfang kræver noget af dem, som de slet ikke kan, eller har kunnet leve op til. Men vi er vist alle lidt frelste på vort felt.
Jeg lærte også i min tid som "alternativ", at sige at jeg havde det svært, når jeg i (min) virkeligheden havde det ad h...... til. Dette gjorde to ting. På den ene side prøvede jeg at signalere at jeg forsøgte at arbejdede med mine problemer. Men samtidig oplevede jeg at jeg fjernede mig så meget fra mig selv, at jeg mistede kontakten til mig selv. Og nej jeg forsøger ikke at sige, at mennesker skal behandles som syge, fordi de har psykiske problomer. Jeg forsøger at sige at de skal behandles som mennesker. Og at vi som medmennesker har en pligt til at give den behandling ( sorry, jeg ikke kan finde et ord som vil give m ere mening for dig) som vi selv kan stå inde for.
Ogt til sidst vil jeg gerne komme med et politisk citat, jeg tror det var Aksel Larsen( men du må ikke hænge mig op på navnet). Men han sagde: At selvfølgelig skal vi svinge med fanen. Vi skal bare passe på ikke at svinge så højt, at vi mister jordforbindelsen.
Jeg er ikke 100% sikker på det er ordret korrekt. Men jeg håber du forstår min pointe.