Læserbrev

Der skal mere end bankskifte til

5. september 2012

Uffe Lembo m.fl. argumenterer 2. september i Information for, at kasinokapitalismen kan knækkes ved at skifte fra de store spekulationsbanker til andelskasser. Deres kritik af bankernes spekulation er berettiget. Det er også positivt, at de kombinerer kritikken med et forslag til, hvad vi kan gøre for at stoppe spekulationen. Jeg er selv, delvist af de grunde der opridses i artiklen, kunde i Arbejdernes Landsbank, men jeg nærer ingen illusioner om, at mit eller andres valg af bank kan ændre afgørende på kasinokapitalismen.

Det er der tre grunde til:

Værdien af truslen om at boykotte bankerne er meget lille. Forfatterner konstatere selv, at Danske Bank tabte 490 millioner kroner på sin almindelige bankforretning, men tjente 4,1 milliarder på spekulation.

Vi har kun gæld at flytte. Den sidste boble var ifølge forfatterne delvist skabt af privat gæld. Dertil kommer, at hver krone tæller lige meget, så selv om enkelte har lidt penge på deres bankkonto, er det de store profiter, som virksomhederne har, der er afgørende.

Det var netop, fordi profitten på investeringer i ny produktion faldt, at pengene bliv ført over i spekulation i den finansielle sektor. Det er altså den manglende profit i produktionen, der er grunden til spekulationen og krisen, ikke omvendt.

Banker skal stadig reddes

Yderligere kræver det en enorm organisering for alle os fattige at flytte nok penge til, at det kan have nogen betydning, hvis vi kan organisere en sådan aktion, kan vi også organisere et langt mere afgørende brud med de kriseskabende tendenser i samfundet. Især det forhold, at produktionen foregår uplanlagt og for at få profit.

Selv hvis en forbrugerboykot kunne true bankerne, er der stadig den politiske vilje og dermed statens samlede ressourcer bag ved bankerne, der, som forfatterne også peger på, er for store til at falde. Derfor er det yderst sandsynligt, at den eneste effekt af en succesfuld boykot af storbankerne er, at de igen ville blive reddet af skatteborgernes penge.

Der er med andre ord behov for nogle langt mere omfattende strukturelle og politisk ændringer end et bankskifte, hvilket dog ikke skal afholde mig fra slutte op om anbefalingen af at skifte til Arbejdernes Landsbank eller andre banker med et solidarisk værdigrundlag.

 

Jakob Lausch Krogh, København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kom med nogle bud på hvad disse strukturelle og politiske ændringer kunne være f.eks. ?
Som at sige I rører lidt I overfladen, men der skal mere til ,men jeg siger ikke hvad !

Tak for et sagligt indlæg i debatten, Jakob.
Jeg synes, at meget af det du siger, giver god mening.
Når du skriver, at bankerne vel nærmest blev drevet eller tvunget ud i spekulation, fordi profitten ikke var til stede i den almindelige bankvirksomhed, så kunne man næsten tænke, at bankerne blot er ofre (som vi andre)?!
Den har jeg lidt svært ved at sluge... Jo de er ofre for egen grådighed, ofre for kapitalismens egoistiske grundtanke om at ville ha' mere for sig selv, først og fremmest.
Nå, det skal nu ikke handle om de store linjer her - jeg er glad for en sober debat på de små linjer, på konkrete tiltag, man selv kan gøre.

Dit sidste argument er ikke købt. Jeg tror tværtimod, at skulle der komme en så stor forbrugerboykot, at storbankerne blev truet, så ville politikerne være nødsaget til at se i øjnene, at reguleringen i finanssektoren igen.
Som jeg ser det, kunne det vel nærmest være den eneste måde, vi danskere kunne få politikerne i tale?! For det er vel kun Enhedslisten, der reelt ønsker regulering og stramninger i finanssektoren, og mange mennesker ønsker jo ikke at stemme på EL blot for dette ene punkt.
Så her ser jeg måske lige netop måden, hvorpå et stort flertal af danskerne kunne mødes og tilkendegive, at de ikke er enige med den verserende holdning i folketinget ang. finansiel regulering - vi har således en unik mulighed for at stemme, ikke på en stemmeseddel, og ikke med fødderne, men med vores penge?!

/P

Niels-Simon Larsen

Der er da overhovedet ikke andet at gøre for os almindelige mennesker end at skippe de store banker og tage Merkur, Fælleskassen, og hvad de ellers hedder.

Kristine Grøn Ansen

Der er brug for lovgivning til bæredygtig kapitalisme, bæredygtigt kulturelt og økonomisk og dermed også langsiget kapitalisme. Måske burde der være en aktieliste eller international børs med spekulation i værdipapirer, i mellemstore bæredygtige virksomheder og mindre nichevirksomheder, man ikke må sælge de første fem eller ti år efter købet, men det fordrer også en garanti for at man til den tid efter fem eller ti år som minimum kan få den pris for papiret som det er udstedt på. Man vil i nogle tilfælde ikke vinde så meget men have bidraget til at støtte bæredygtig produktion.

Mascha Madsen spørger meget relevant hvad de politiske og strukturelle ændringer der er behov for kunne være.
Første skridt i et svar er at identificer hvad problemet i den nuværende struktur er.

Hvad skabte krisen
Det store problem er, at der ikke skabes overskud nok i produktionen, hvilket fører til at det overskud, der trods alt var, ikke blev investeret i udbygning af produktionsapparatet, men blev sparet op. Martin Wolf økonomisk kommentarer på Financial Times beskriver konsekvensen af dette 22. januar 2008: Han skriver bl.a.: “Udbuddet af opspringer betød, ikke kun lav rente, men et behov for at skabe et højt niveau af efterspørgsel i kapitalimporterende lande, hvoraf USA var langt det vigtigste.“
Denne efterspørgsel blev bl.a. skabt gennem supprimelån, lån til huskøb uden indskud, og hedgefonde, der er kortsigtede inverteringsfonde, der udover at invester indskuddet i fondene, låner med sikkerhed i indskuddet. Da finanskrisen slog igennem ville bankerne have deres lån igen, hvilket tvang hedgefondene til at sælge deres aktier og andre investeringer. Og krisen brød ud.

Finanssketroen udløst krisen
Det forklarer hvorfor krisen blev udløst i finanssketroen. Men vi mangler stadig at forklar, hvorfor overskuddet i prodiktionen faldt så der ikke blev investeret i produktionsapparatet. Det første element i denne forklaring er at at alt værdi skabes af arbejde.
Efter hånden som der er kommet flere og flere maskiner i produktionen – højteknologiske grisestalde i landbruget, robotter i industrien, computere og internet i kommunikationen osv. betyder det, at hver gang en virksomhed skal ansætte en arbejder, der skaber værdi, skal virksomheden investere store beløb i maskiner, kontore osv.
Dermed er der opstået en situation, hvor den enkelte virksomhed skal investere mere og mere for at kunne ansætte en enkelt arbejder, der skaber værdi og overskud. Hvilket betyder at den værdi der skabes per inverteret krone gennemsnitligt falder.

Uplanlagt produktion
Når dette kombineres med at produktion sker i virksomheder, der er i indbyrdes konkurrence og derfor ikke koordiner udbygningen af produktionen, opstår der nemt en situation, hvor udbygningen inden for enkelte sektorre er støre end hvad det kan give overskud. Derfor er der for virksomhederne en risiko forbundet med investeringer.
Når den værdi der skabes per inverteret krone gennemsnitligt falder, falder det det gennemsnitlige overskud også. Dermed stiger risikoen ved investeringer, mens gevinsten falder. Dette vil før eller senere udløse en situation hvor virksomhederne holder op med at invester i nyt produktionsapparat.
Og grundlaget for krisen er skabt. Krisen kan dog udsættes, hvis de penge der ikke investeres i produktionsapparat stadig skaber efterspørgsel. Det var det der skete da pengene blev udlånt til supprimelån eller til husejer med friværdi.

Demokratisk planlagt produktion
Krisen udløses altså, af to strukturelle forhold, dels at formålet med produktionen er overskud, dels at produktionen foregår i virksomheder der er i indbyrdes konkurrence og derfor er uplanlagt.

De strukturelle ændringer, der er nødvendig for at undgå kriser er derfor dels et opgør med produktion for overskud, dels en planlægning af produktionen.
Hvis dette skal kunne lade sig gøre kræver kontrol over produktionsapparatet går fra at være forankret i den privateejendomsret til at være forankret i den politiske proces.
Denne ændre vil yderligere kræve at de demokratiske institutioner, der danner udgangspunkt for den politiske proces bliver funderet i den produktive proces således at de basale enheder i demokratiet er en eller anden form for medarbejder demokrati på virksomhederne.

randi christiansen

Tak til Thomas Krogh for at påpege det indlysende : uplanlagt produktion/virksomheder i indbyrdes konkurrence - hvor smart er dét lige ... og at formålet med produktionerne er overskud - hvor smart er det lige, når det sker på basis af endelige ressourcer OG et uplanlagt forløb med indbyrdes konkurrence og ureguleret adgang til at profitere på fællesskabets ressourcer.

Altså : nytænkning ifht ressourceadministration

En af de positive ting, som først subprimekrisen, credit crunchet og finanskrisen og siden hen den til stadighed voksende krise har ført med sig, er, at folk i stigende grad er begyndt at diskutere tingenes tilstand på et meget dybere plan, end man har gjort i mange, mange år.

Siden der i naturen ikke findes hverken centralbanker, private banker, statsbanker, finansinstitutioner, guld- og sølvpenge, papirspenge, elektroniske penge, demokratiske institutioner, velfærdssamfund for "the too big fails" og sparkende støvler for de fattige, er det derfor indlysende, at alle de nævnte ting som hører vores økonomiske system til er samfunds- og menneskeskabt.

Og derfor i princippet kunne være anderledes.

Der er intet naturgivent, intet sakralt, intet uomgængeligt ved tingenes tilstand, som de er. Tingene kan forandres, men selvfølgelig kun hvis vi gider sætte os ind i tingene, diskutere dem - og på et tidspunkt gøre noget ved dem.

Krisen har fået de socialistiske tanker på banen igen efter årtiers fimbulvinterhi, ligesom den østrigske skole med dens hayekske, misesianske og rothbardske tilgang til den økonomiske tænkning med alt, hvad der dertil hører. Jeg ser begge dele som noget positivt, idet vi den ondelyneme har brug for at tænke uden for boksen og holde op med at lalalalalle rundt i vores iPod-XfactorDiggestiives-lobotomiserede nulhjernedøs. Virkeligheden banker uvenligt på døren, og det er vigtigt, at vi ser krisens gennemgribende alvor, som den står der uden for døren, i øjnene.

Jakob Krogh ønsker medarbejderdemokrati og kollektivisering af produktionsmidlerne med en koordinering af produktionen frem for at lade tingene blive produceret på baggrund af markedets prismekanisme. Jeg ser frem til, at andre debattører diskuterer dette perspektiv. Personligt har jeg mine tvivl over for sådanne tanker, fordi det ser godt ud på papiret men formentlig kun vanskeligt fungerer i praksis. Hvem skal koordinere? Demokratiet? I så fald - hvilket demokrat? Den groteske form som vi har nu, hvor politikerne vender ryggen til os, så snart de er blevet valgt, fordi de har andre dagsordener at leve op til? Den form for demokrati?

Kollektivisering lyder godt. Jeg tror, at fascinationen af det skyldes, at "fælleseje" af naturressourcer og produktionsmidler (arbejdskraft + maskiner) lyder godt. Det smager af indflydelse. I praksis tvivler jeg på, at det vil kunne fungere, for det "vi", der skal eje og bestemme over det "fælles" kommer nok til at fylde bægeret med bitter skarntydesaft. Og ligesom det tog livet af gode gamle Sokrates, frygter jeg, at det også vil tage livet af os - om ikke før, så siden.

Min skepsis er skærpet af, at vi allerede har en skjult kollektivisering af mange ting i vores samfund. Det er sigende helt ud i det uigendrivelige, at da regningen for al denne her casinokapitalisme - uanset dens årsager - skulle betales, så sendte vores egne folkevalgte politikere regningen videre til os. Hvordan kan det være? Det er jo demokratiet, der har talt - og demokratiet er i vor tid ikke det samme som folkestyre. Det er blot en måde at omtale den omsiggribende korporatisme på, så det lyder godt i skolen, i nyhederne i fjernsynet og på Grundlovsdag. Det er kollektivisering gennem opløsning af alt, der gør menneskelivet værd - og muligt - at leve. Er det mere af denne kollektivisering, vi vil have?

Jeg vil gerne anbefale, at Informations læsere, som synes, at disse diskussioner om samfundets indretning er vigtige, at supplere deres øvrige læsning med at sætte sig ind i Hayeks teori om "the business cycle". Den var meget anerkendt, da han lavede den, men den gled i baggrunden, efter at Keynes teori, som vi kender så godt, og hvis vigtige funktion var og er at legitimere statslig intervention i markedet, havde vundet dagen.

Hayeks teori om "the business cycle" kan anvendes til at forstå de mange kriser, Vesten har haft, de seneste ca. 100 år - både depressionen i starten af tyverne, de brølende tyvere, depressionen i trediverne, de glade tressere, helvedet i halvfjerderserne og pengespigotgalskaben i halvfemserne og nullerne og nu i turen ned mod Helvedes forgård i tierne.
De er i øvrigt begyndt at stjæle mad i Spanien fra supermarkederne.

Det kan også komme til at ske i Danmark.

Vi kommer til at leve i en helt anden verden, når dette er overstået. Måske vil det være et paradis for de ultrarige, måske vil det være en manifestation af det kommunistiske paradis, måske noget helt syvende. Hvis vi skal have en chance for at påvirke det, må der først og fremmest ske en uddannelse af de danske medborgere langt hinsides det fordummende uddannelsessystems krænkesmedende lænker.

Carpe panem.

randi christiansen

Jon Dore – Jeg har Hayek og ´the business cycle´ til gode, vil indhente det snarest – er der ligheder med Preben Wilhjelms nylige analyse om kapitalismens systemfejl > små selvforstærkende ubalancer ?

”Kollektivisering lyder godt. Jeg tror, at fascinationen af det skyldes, at “fælleseje” af naturressourcer og produktionsmidler (arbejdskraft + maskiner) lyder godt. Det smager af indflydelse. I praksis tvivler jeg på, at det vil kunne fungere, for det “vi”, der skal eje og bestemme over det “fælles” kommer nok til at fylde bægeret med bitter skarntydesaft. Og ligesom det tog livet af gode gamle Sokrates, frygter jeg, at det også vil tage livet af os - om ikke før, så siden.”

Det forholder sig sådan med fælleseje, at det er noget, vi har – at vi ikke indretter os efter det forhold er en anden og mere sørgelig sag.

Forudsætningen for at kunne administrere ressourcerne, livet, eksistensen bedst muligt er, at individet forstår sin plads i menneskeheden, og at denne forstår sin plads i universet – det er en læreproces, som pt synes at være i en ubehagelig blindgyde. Det betyder ikke, at vi ikke kan finde tilbage på hovedsporet, men vi må vågne op til dåd og forstå hvordan, vort fællesskab administreres mest hensigtsmæssigt. For selvfølgelig kan det lade sig gøre. Indsigten, bevidstheden kommer først, er en forudsætning for ret handlen. Derfor må vi starte med diagnosen, som Preben Wilhjelm for nylig så rigtigt sagde.

Jeg mener, at privatkapitalisering af og indbyrdes konkurrence om fællesskabets ressourcer er uhensigtsmæssigt, idet samarbejde altid vil være en forudsætning for et godt resultat. Et hus i splid med sig selv er et svagt hus. En (forretnings)plan for planeten – kom nu i gang kloge hoveder.

Et hint : plads til alle, der giver plads til alle. Kræver en indsats af alle for udvikling af et miljø og socioøkonomisk bæredygtigt og retfærdigt samfund.