Forleden talte jeg med en kammerat, som netop er vendt hjem fra USA. Vi talte om at rejse og at vende hjem, sådan som vi havde talt om det, da jeg vendte hjem fra en lignende udlandsrejse for et par år siden. Dengang kunne han ikke helt forholde sig til min glæde ved at komme hjem til Velfærdsdanmark. Men nu forstod han det også. Det med at komme fra et land med ulighed, usikkerhed og forarmelse og hjem til sikkerhedsnettet. Vores samtale kom altså usagt til at dreje sig om den gamle talemåde: »Ude godt, hjemme bedst«, som må være foranlediget af et samfund, der fungerer som intet andet i verden. Som socialdemokraten Peter Hummelgaard udtalte i denne avis den 3. august: »Den danske samfundskonstruktion er den bedste i verden. Den danske arbejdsmarkedsmodel er et alter, som folk beder til i mange andre lande.«
Min far har tilbragt hovedparten af sit voksenliv udenfor det land, hvor han voksede op, USA. Men selvom det at fravælge sit hjemland derfor på ingen måde er fremmed for mig, har jeg aldrig været i tvivl om, at det er i den danske have, jeg vil bygge og bo. Det er her i det danske velfærdssamfunds trygge favn, mine børn skal vokse op. De skal som jeg vokse op til en folkeskole, hvor de etablerer venskaber med andre børn af vidt forskellig slags, og til et gratis gymnasium og universitet. Til et arbejdsmarked, der forener potentiale og sikkerhed, og til et sundhedssystem og en ældrepleje, der gør, at jeg aldrig skal blive dem en gammel, afhængig klods om benet.
Egomentaliteten
Dette velfærdssamfund har vi skabt i fællesskab, men det er nu under pres. Finanskrisen og globaliseringen står for skud som årsagerne hertil. Der er ikke er råd til velfærden, og det er ikke længere er muligt at opretholde det, som har givet Danmark en beundringsværdig særstatus blandt verdens lande. Siges det. Men virkeligheden er en helt anden.
Den virkelige trussel er, at vi er blevet egoistiske og ahistoriske individer. Velfærdssamfundet har vi skabt i fællesskab, men paradoksalt nok bidrager det samtidig til en proces, som er begyndt at undergrave selvsamme fællesskab. Igennem hele det tyvende århundrede har moderniteten frisat individerne fra det traditionelle samfunds bindinger, og velfærdssamfundet har medvirket til denne individualisering ved at give individet optimale muligheder for at handle egenrådigt og egoistisk. Den frigørelse, velfærdssamfundet skaber, kompromitterer dermed det forpligtende fælles ansvar, der er grundpillen i den danske samfundskonstruktion.
Som frisatte individer lider vi alene. På tærsklen til årtusindskiftet rappede Geolo G om, hvordan »Min verden bryder sammen som en Lego-planet, og Geolo G-isme bli’r en ego-mentalitet« i ensomhedshymnen ’Kosmisk Kaos’.
Når jeg cykler langs søerne, er det i takt til en uendelighed af løbeskos knitren på stien. Sko, der sidder på fødderne af mennesker, som har valgt at dyrke motion på deres egne præmisser frem for at vælge det forpligtende fællesskab i idrætsklubben. Det er den samme takt, som man finder hos egoisten, der underholder en hel togvogn igennem sine høretelefoner, og den samme takt, som endnu en fortravlet skilsmissefars hjerte hamrer i, når han henter sine børn i SFO’en to minutter i lukketid. Skilsmisseprocenten, ensomheden i det offentlige rum og faldende medlemstal i idrætsklubber, fagforeninger og politiske partier er alle produkter af individualiseringen.
Velfærdstårnets skrøbelighed
Vi er ikke kun blevet mere egenrådige, vi har også glemt vores historie. Omkring Murens fald talte man om ’enden på historien’, og hvis vi bevæger os ned på individniveau, synes denne beskrivelse ikke helt forkert. Vi, der er født fra 1960’erne og frem, er en generation af voksne, der ikke har oplevet andre samfundsformer og -tilstande end dem, vi ser i dag. Vi er vokset op med velfærdsstaten og den danske arbejdsmarkedsmodel som selvfølgeligheder, og vi har langsomt glemt, hvordan disse selvfølgeligheder blev realiteter i det, der for os synes at være en fjern tidernes morgen – før velfærdssamfundet.
Vi står på toppen af et kolossalt, kompliceret og skrøbeligt velfærdstårn, hvis struktur kun et fåtal af os kender til. Derfor er det tosset, at vi det seneste årti har hamret og skruet på sammenføjninger og bærende mure, så det internationalt beundrede velfærdstårn synes stadig mere slidt og vakkelvornt.
Vi er ved at save den gren over, vi sidder på, og det værste er, at tårnets formynderskab, politikerne, slet ikke råber vagt i gevær, men i stedet på tegneserievis vil stå og skrige ’timberrr!’ når grenen en dag falder til jorden. Når velfærdsstaten og arbejdsmarkedsmodellen udsættes for et stormløb, som det er sket det seneste årti, må der brøles om hjælp med den størst mulige lungekapacitet.
Danmark, du blunder, og når angrebet mod dine ypperligheder fortsætter selv i de lyse nætter, hvor du er allersmukkest, må fællesskabet træde til. Tårnet står ikke af sig selv, og det er ikke egomentaliteten, der har bygget det!
Hvis vi vil bevare verdens bedste samfundskonstruktion, må vi bearbejde egomentaliteten og ignorancen overfor historien. Først og sidst må denne bearbejdning ledes af en socialistisk regering, der desværre ikke formår (eller ønsker?) at formulere den nødvendige, solidariske værdikamp. Men vi som danskere må også stoppe op og huske på, hvorfor vi egentlig siger »hjemme bedst«. Vi har tendens til at være et sovepudeland, hvor det altid er ’naboen’, det går ud over. Men hvad nu hvis du får et barn med særlige behov, trues på livet af sygdom eller ender i en lønkonflikt?
Som egoist blandt egoister er du ilde stedt. Den problematik gennemsyrer hele samfundet. Det er egomentaliteten, der får os til at melde os ud af idrætsforeningernes fællesskab og ind i fitness-klubbernes skyklapverden.
Det er egomentaliteten, der får middelklassedanskeren til at melde sig ind i Krifa for sin egen skyld og stemme på partier, der vil sænke skatten, så han kan få mere til sig og sine.
Derfor må vi tilbage til fællesskaberne – i idrætsforeningerne, fagforeningerne, skolebestyrelserne og partierne – for på ny at fremelske det fælles ansvar og den solidaritet, vi byggede velfærdstårnet med. For når vi ahistoriske voksne glemmer, at velfærdsstaten og den danske arbejdsmarkedsmodel er skrøbelig og forgængelig, piller egomentaliteten langsomt, men sikkert vores samfundskonstruktion fra hinanden. Det samfund, vi i fællesskab har kæmpet os til, og som skal sikre, at vi kan give vores barndoms tryghed videre til vore egne børn.
Hvis ikke Danmark anno 2030 skal reduceres til et af de samfund, vi helst ikke sammenligner os med – et samfund, hvor en velfungerende folkeskole, et fleksibelt arbejdsmarked og et gratis uddannelsessystem, sundhedsvæsen og ældrepleje ikke er givne størrelser – må vi vedligeholde velfærdstårnet. Kittet er solidaritet og forpligtende fællesskab, som må fremelskes aktivt.
Fortsætter vi med at handle uden respekt for velfærdssamfundets skrøbelighed og historie, bryder det sammen som en Lego-planet.
Martin Langdal Topf er sociologistuderende ved Københavns Universitet
God artikel som jeg er enig med det meste i.
For at nå fællesskabet er det nødvendigt at komme af med de bedrevidene sure gamle mænd i fagforeningerne og få nogle ind som forstår at forny foreningen til et reelt fællesskab med kommunikation til og fra medlemmerne. Fagforeningen er nødvendig men ikke som den var for 100 år siden. Vi skal ikke bestå gennem at bekrige hinanden men ved at samarbejde og kommunikere.
Hvad er op og ned, hvad er højre og venstre?
Hvor længe skal vi mon lykkes med at bilde folk ind at vi ikke har råd til en velfærdsstat? når vi udbetaler bankpakker til 50 mia. ad gangen og vore private opsparinger i banken slår nye rekorder heletiden?
Hvor længe skal vi mon se på disse tandpasta smilende politikere fortælle om hvor svag vore økonomi er, når den er rated via internationale ratingbureauer til AAA.
En hamrende god artikel, gid folk dog vil llytte efter budskabet denne gang.........vil du??
Egoismen har taget overhånd i alle aspekter af vores liv.
Ens egne børn er blevet til projekter og fællesskabet er gået fløjten lige fra børnehave til skole.
På arbejdspladserne er det albuerne der tæller; Løn efter fortjeneste / "fedterøvstillæg" straffer de der ikke kan yde 100%. Hellere flere penge til mig end solidaritet med de der kan yde lidt mindre.
Synet på arbejdsledige drejer i negativ retning, selv i tider hvor folk bliver fyret p.g.a nedskæringer.
Folk går ind for skattelettelser, om det så kun betyder et par hundrede kr. mere i banken om måneden. Skide være med at det koster andre deres job.
På tide vi vågner op og erkender at et samfunds sammenhængskraft er afhængig af sammenhold.
Pengene og jobbene er der; Det bare et spørgsmål om vi er villige til at dele.
Jeg er lidt træt af at blive skældt ud for at være egoist.
Ja, for jeg formoder da, at jeg er en del af artiklens "Vi"?
Jeg tror ikke på, man i længden kan få folk til at gøre det, man gerne vil have dem til, ved at skælde dem ud.
Det gælder både dem, som løber, fremfor at melde sig i idrætsforeninger, og dem som hellere vil spare nogle kroner på det billige fagfirma frem for at melde sig ind i en fagforening, og det gælder hele Sønderjyllands befolkning, som kører til Tyskland for at købe dagligvarer.
Fortæl folk i stedet om de fordele der ligger i at være med i et fællesskab. Fortæl om fagforeningerne. Fortæl om idrætsklubberne. Fortæl om nødvendigheden af at have lokale butikker og om ulemperne, hvis de må lukke på grund af manglende opbakning.
Lad være at skælde folk ud. Nogle af os bliver skældt ud på daglig basis og er røvtrætte af at blive skældt ud for snart finanskriser og dernæst klimakriser og konkurrenceevnen og den kunstige befrugtning og sukkerafgifter og dovenskab og jeg ved sgu snart ikke hvad.
Skæld ud er nemt.
At bruge et ikke nærmere defineret "vi", som i de fleste tilfælde betyder "de andre" er så almindeligt efterhånden, men det gør det ikke mere sympatisk.
De positive argumenter er lidt sværere og tager længere tid.
Jeg bryder mig personligt ikke om, at nogen skal bestemme om jeg skal gå/løbe en tur alene, eller jeg skal være medlem af en idrætsforening. Det skal jeg nok selv tage stilling til.
Men de gode argumenter for at være medlem af en fagforening, dem HAR jeg godtaget og handlet efter.
Men ærlig talt - hvis fagforeningerne bare bliver en del af dem som skælder ud,
så kan det faneme blive anstrengende for en udskældt at holde ud.
Skæld ud har der været nok af.
lad os snakke om, hvad VI nu skal gøre!
@Ingvard
Blot for god ordens skyld, så har bankerne fået en garanti ---intet er udbetalt og alt skal retur med renters rente...... fordomme om bankpakkerne er der mange af - faktuel viden er desværre mindre udbredt --- ikke mindst i disse spalter.
Nøgleordet i artiklen er ego, jeg - egoisme, jeg´ets funktion.
Er det i modsætning til fællesskab.
At påtage sig eget ansvar og pligt, er det egoisme.
At overlade dette til fælleskabet, er det egoisme.
Egoet kan være sig selv nok og være hensynsløs.
Egoet kan være ansvarlig for egen tilværelse, men alligevel anerkendene over for fælleskabet.
Jeg prøver på at sige, at egoisme ikke er entydigt en dårlig egenskab, og ikke entydigt godt.
Måske ligger her grundlaget for den enkeltes politiske overbevisning og moral.
Leo Nygaard
Jeg er enig i at egoet og en vis egennyttte ikke altid er i modsætningsforhold til fællesskabet eller noget negativt.
Derfor kan jeg kun være uenig i, at holdningen til egoet danner grundlag for individets politiske overbevisning og moral,
da din og min politiske overbevisning mildt sagt ikke er ens. ;-)
Start med det kulturradikale slæng på Inf., der konstant forsøger at "italesætte" sig væk fra problemerne (ghettoer, prostitution og nu velfærdsamfundet).
Her ude i virkeligheden er det stadig finanskrisen og globaliseringen, som truer det danske velfærdssamfund.
Fantastisk vigtig artikkel Yes hvor har du ret... Desværre tror jeg det er fjernsynet og computeren, der trækker mere énd det menneskelige og personligt udviklende fællesskab!
Tak for denne artikel.
Jeg mener dog at man skal anvende ordet
velfærdssamfund for den danske model og ikke velfærdsstat. Det er ikke staten der skal opbygge velfærden alene, det er vores alle sammens fælles ansvar, derfor velfærdssamfund.
Skole/uddannelse og sundhed er fælles tilbud til alle finansieret af dem der har et overskud, så vi kan udnytte alle menneskelige ressourcer og ikke kun børn fra velstillede/velfungerende familier.
Sundhedsvæsen er et tilbud til alle der har et legitimt behov som der er enighed om er et fælles anliggende. Det er ikke og må ikke blive et marked.
Fuld frihed for den enkelte opnås kun når alle respekterer at fungere i et socialt miljø.
Vi der er født før 60´erne kan huske da man kunne finde ud af at stå i kø ved busstoppestedet fremfor at sparke sig frem samtidig med at man taler i mobil telefon. Vi havde allerede fra helt små en ide om hvad en papirkurv på gaden skulle/kunne bruges til fremfor at smide madrester med mere hvor man nu lige er. Vi gik over for grønt og benyttede et fortov til at gå på, ikke cykle på imod færdselsretningen. Alt sammen i forståelse for at simple regler kunne gøre det enklere og sikrere for alle at færdes.
Denne måde at opføre sig på,det er ikke staten der bestemmer, det er gensidig respekt for andre end en selv.
At tænke på sig selv er medfødt, den medfødte egoisme, men at tænke på andre skal læres og accepteres for at samfundet kan fungere til fordel for alle, også dig selv.
Politikere er trendsættere, og sande værnere af velfærdssamfundet sætter fællesskabet højere end det enkelte individ. Bemærk jeg bruger ordet fællesskabet ikke staten/systemet.
Ups!
@Mascha Madsen
Du har måske fat i noget meget centralt, måske forstår vi os i dag udelukkende på virtuelle fællesskaber, hvorimod vi bliver lidt mere på gyngende grund når det handler om fysisk kontakt og fællesskaber mellem levende mennesker af kød og blod.
God læsning! Jeg savner dog endnu flere konkrete bud på, hvordan vi kan dyrke og styrke fællesskaber i det danske samfund. Idrætsforeningerne er helt sikkert et godt sted at starte. Det frivillige arbejde ude i lokalsamfundene et andet godt sted. Integrationsforeninger, besøgsvensordninger, lektiehjælp mm. Men det er også oplagt at nævne efterskolerne og højskolerne. Hvorfor er det, at alle, der har været på efterskole eller højskole nævner månederne på dem, som nogle af de bedste i deres liv? Det er jo netop fordi de oplever et fællesskab der, de ikke før eller siden oplever. Tænk, hvis vi kunne inddrage højskoletanken noget mere i vores samfund - i skolerne og på arbejdspladserne. Ikke kun i form af Bertel Haarder-fællessang, men også i form af meningsfyldt og lystfyldt samvær om noget andet end tv og fredagsøl.
Lise-Lotte - Beklager, jeg forstår dig ikke.
Er der kommet et u for meget ind i 3. linie ?
Leo Nygaard
Nej, placeringerne af u'er er gode nok.
Jeg mener, at egoisme har sine positive sider.
Jeg mener bare ikke, at opfattelsen af egoismen alene danner grobund for personlige politiske holdninger.
Det kan være, indlægget stadig er formuleret for kryptisk, og i så fald vil jeg opfordre til bare at springe over.
@Bjarne Falk Rangård: men I 'der er født før 60'erne' har vel så heller ikke opdraget jeres børn godt nok når I kan finde ud af fælleskabet og høflighed og jeres efterkommere ikke kan.
Egoismen og enhver er sin egen lykkes smed, er det ikke det vi har fået tudet ørerne fulde af mens vi havde en borgerlig regering? At enhver skal sørge for sig selv og selv sørge for at komme forrest i køen?
At vi har fået en såkaldt rød regering har ikke gjort det bedre med egoismen. Vi er stadig selv skyld i det hvis det går os dårligt og kan bare gå ud og tage et job, blive raske på 52 uger, lade være med at blive gamle osv osv. Vi får stadig tudet ørerne fulde om krævermentalitet osv.
Der skal så meget en holdningsændring til i befolkningen, det er os der skal komme med den. Politikerne kan vi sgu godt opgive, de er ligeglade. De har deres på det tørre.
Så det der er at gøre er vel at starte med sig selv og indse, at vi bor altså ikke på en øde ø hver især men vi er afhængige af hinanden på tværs af alder, status, erhverv osv. At vi kan ikke få det her til at fungere, hvis vi bliver med bare at rage til os til os selv og vore egne, men er nødt til at dele... og det uanset HVOR vi er på samfundets stige.
Hvis det er for svært starte der for os danskere, så kunne vi jo starte med at begynde at tale pænt til hinanden og om hinanden, og ikke hakke på de rige, de svage, dem der tjener penge, dem er er på overførselsindkomst eller hvad det nu lige er der bliver hakket på den dag.
Der er mange kameler der skal sluges for at vi igen bliver et fællesskab og et samfund, spørgsmålet er om vi danskere har fået så store egoer at det er for sent?
(og ja, jeg generaliserer, og ja, jeg er med i gruppen af "vi"... vi er jo alle en del af samfundet og den måde det fungerer på)
Lise-Lotte siger : " Jeg mener bare ikke, at opfattelsen af egoismen alene danner grobund for personlige politiske holdninger."
Muligvis skaber jeg forvirring i begreberne, når jeg gør egoisme til det samme som personligt frihed, ansvar og pligt, i modsætning til det kollektive, som er grundlag for de politiske overbevisninger.
Den modsatte mennesketype, den uansvarlige, pligtfornægtende og nydende, er efter min mening den sande egoist.
I stedet for at tale om egoisme, ville det måske være bedre at anvende andre ord, hvis indhold er klarere.
En råddent æble er blevet tillagt ordene: roden til alt ondt, er grådighed (også kaldet begær). En enkelt guldkorn, blandt meget vås.
Selvberigelse er et udtryk for selvoptagethed og selviskhed, og er det modsatte af alt der har med fællesskab at gøre. Det er det modsatte af altruisme; det er det modsatte af den gode julestemning; det er når ønsket om humanitet er blevet så scrooged up, at værdier er blevet perverse og manden umenneskelig.
Det betyder ikke at "jeg'et" ikke er væsentligt. Det er jeg'et (bevidsthed) der er det essentielle, og enhver persons essens. Det er jeg'et der kan vælge at fokusere på vigtigheden af at være human, og mindske fokuset på "mig'et".
Artiklen opstiller en helt og aldeles absurd billede og ide om hvad der er bedst.
For når det kommer til stykket er overdrevet fælleskab ligeså skadeligt som overdrevet egoisme. For hvem ønsker egentligt at leve i et fællesskab, hvor indviet eneste eksistens berettigelse er at vedligeholde fællesskabet. Det resultere jo i en situation hvor individet kan stå i en situation hvor denne skal give køb På egen lykke og glæde, hvis dette er til gavn for fællesskabet.
Dermed kan Hele fælleskabstanken tager overhånd, når fælleskabets formål bliver mere end at sørge for at skabe gode muligheder for individets udtryknings muligheder samt opnåelse af et acceptabelt niveau af tryghed, rettigheder etc. fællesskabet skal ikke være blot for fælleskabets skyld. Fællesskabet skal snare tværtimod være til for at alle kan opnå det gode liv.
HVIS VI BARE KUNNE FÅ FOLK TIL AT GÅ UD AT SPISE SAMMEN I BYLIVET FREMFOR AT KØBE MILLION DYRE KØKKENER, SÅ KAN VI MØDES DERUDE IGEN.... Men kapialteretTV-guden er dragende, så let at leve andres liv i stedet for sit eget.... Gør kulturen billiger væk med moms på restaurationsmad og teater og musik og sport af enhver art ..... :-)
Smuk utopi.
Enig med Heinrich i, at ordet egoisme ikke rammer det centrale i sammenhængen.
Den udvikling, der fremfor alt har præget det danske samfund siden 90’rne kan, forenklet sagt, sammenfattes under begrebet markedsgørelse – og det er denne udviklingstendens, der har åbnet sluserne op for det, der i artiklen kaldes egoisme.
Den voksende egoisme er - igen forenklet - et resultat af markedsgørelsen af de funktioner i samfundet, vi alle mere eller mindre gør brug af (transport, tele, forsikring, bank, omsorg, sundhed). Problemet kan derfor ikke reduceres til et spørgsmål om den enkelte borgers/forbrugers moral, men udspringer af politiske beslutninger.
Grækerne brugte ordet idios til at beskrive den adfærd, der alene tager udgangspunkt i egeninteresse, når der skal træffes beslutninger, der vedrører fællesskabet. Deraf kommer idiot til at beskrive en sådan person (som vi i dag dog har ændret til at betyde dum, stupid). Modsætningen til idios var ordet politikós, som afhængig af sammenhængen kan oversættes til offentlig, civil, borgerlig, fælles.
En af konsekvenserne ved markedsgørelsen er, at der sker hvad man kunne kalde en horisontindsnævring af borgernes syn på samfundsproblemer. Det kommer i for høj grad til at handle om, hvad der gavner mig selv og mine nærmeste på det korte sigt. (Digteren Benny Andersen opfandt ordet ”skrumpehorisont”, men jeg ikke sikker på, at der helt er tale om samme fænomen).
Artiklen vender efter min mening om på, hvad der er årsag og virkning.
Har svært ved at se, folk skulle være blevet mere egoistiske, end de altid har været.
Til gengæld har problemerne i samfundet ændret sig, og strømningerne i samfundet åbnet nye døre, teknikkens nye frembringelser gjort livet nemmere, m.m. - Livet veksler mellem at være statisk eller dynamisk, uden at nogen kan definere hvad der ligger til grund for det.
Er tilhænger af et samfund, hvor retfærdighed er den bestanddel, som ud fra et helhedssyn er grundlaget for en fællesnævner der samler folk. - Uretfærdighed og uansvarlighed er elementer, som lige så ofte bliver begået af de kræfter, som vi i fællesskab har valgt til at være styrende. Derfor kan man ikke ensidigt bebrejde folk, hvis de har mistet troen på disse samlende kræfter og i stedet valgt en udvej, som bekender sig til en mere individuel livsanskuelse og uden hang til at prioritere f.eks. mere socialt samvær.
I hvertfald spændende og vigtigt at diskutere hvor vi er, og hvor vi vil hen.
Det har altid været sådan, at i og med man er i live, har man et ansvar for sit liv. Andre kan så være i en position, hvor de mere eller mindre bevidst lukrerer på og begrænser dine muligheder.
Efterkrigstidens materielle vækstboom blev forståeligt nok modtaget med åbne arme af en udsultet befolkning. Ikke kun i krigstiden men også inden var forholdene for almenheden hårde og fattige.
Velfærdsboomet gav den enkelte, de enkelte familier, følelsen af endelig at få mere plads til eget liv, til ikke konstant at være underlagt et snævert og påtvunget fællesskab i fattigdom, i små, dårlige lejligheder m.v. Noget af dét, jeg som barn drømte allermest om, var at få mit eget værelse.
Smulerne fra de riges bord blev fordelt lidt mere, og de fattiges opmærksomhed blev afledt, imens de blev fodrede med fjernsyn og fodbold og snydt så det drev for deres andel af fællesskabets ressourcer – som i fremskridtets og det frie markeds hellige navn blev misbrugt og udpint til fordel for de få, den 1%.
Nu ligger også den 1%, som den har redt. Vi er midt i en verdensomspændende miljø-og socioøkonomisk krise af frygtindgydende dimensioner, der kun overgås af den kynisme og dumhed, hvormed den administreres.
Endnu engang er det de, der først mærker problemerne på egen krop, der må træde i karakter og sige nej til denne manglende forståelse, for hvad der tilhører det fælles rum, og hvad der tilhører det private rum.
Som jeg tidligere har tilladt mig at foreslå, bør man adskille det materielle og det immaterielle rum, idet førstnævnte er en fast størrelse, som det er praktisk muligt at etablere en retfærdig og bæredygtig fordelingsnøgle for. Dermed kan man sætte det immaterielle rum fri, og grænsen imellem det fælles og det private rum vil være etableret.
Når vi indgår i denne samtale, deltager vi i et evolutionært bevidsthedsarbejde. Vi deler alle fælles interesser – vi skal bare lige få øje på det.
Hvor svært kan det være, artiklen handler om en ting, nemlig sammenhold.
John Vedsegaard:
Sammenhold, ja - men den giver jo også en forklaring på, hvorfor sammenholdet ikke længere er, hvad det var engang - en forkert analyse, efter min mening.
Hvilket sammenhold ? Det asociale ? ´og den dag røde russerne kommer, og det gør de jo nok en dag, så har jeg solgt min hacienda og købt en ny i California´
"Blot for god ordens skyld, så har bankerne fået en garanti –intet er udbetalt og alt skal retur med renters rente…… fordomme om bankpakkerne er der mange af - faktuel viden er desværre mindre udbredt – ikke mindst i disse spalter."
Vi låner Danske Bank penge, de redder røven, kommer ud med milliardoverskud og som tak for hjælpen fyrer de danskere
Renternes rente bliver betalt gennem flere gebyrer og højere udlånsrenter, så først låner du dem penge som skatteyder, og så betaler du lånet til bage som bankkunde.
Randi Christiansen:
"Det har altid været sådan, at i og med man er i live, har man et ansvar for sit liv. "
Modernistisk dansk er et fattigt sprog. På engelsk har man to varianter af "liv", nemlig "live" og "life". Det havde man vist også tidligere på dansk. Ordene "livlig" (sprællemandsagtig) og "liflig" (kærlig, venlig, gl. dansk ljuflig. tysk lieblich) er muligvis ikke helt røget i glemmebogen endnu.
Det kan man eventuelt tænke videre over...
I fald man gør, er det måske værd at tage med i betragtningerne, at også andre sprog forandrer sig. Nogle gør det fordi den rette skrivning dikteres politisk, andre ændres gennem ændret brug (meningsfuld eller ej). Et eksempel er engelske ord/udtryk som "ourselves", "our selfs", "our self" og lignende.
Det triste ved fattige sprog, er at tænkning er begrænset af hvilke ord der findes. Tænkning handler i vid udtrækning i at kunne skelne, dvs. kategorisere. Findes der ikke ord, der muliggør skelnen mellem forskellige betydninger, kan man ikke tænke i de kategorier der således ikke findes (i sproget).
Heinrich - Det glæder mig, at du bidrager med sproglige refleksioner. Sproget er en bro i mellem os, men vil altid være begrænset ifht det esoteriske rum. Dertil har vi sprogkunstnere, poeter og andre.
Hvis sproget er fattigt, må vi udvide det - evt opfinde nye meningsfulde og præcise formuleringer.
Tør jeg spørge, hvori du mener, at nedenstående er upræcist ?
“Det har altid været sådan, at i og med man er i live, har man et ansvar for sit liv. “
Artiklen er en tynd omgang antagelser, der er vand på venstreorienteredes mølle.
med venlig hilsen
Lennart
Lennart Kampmann - Så du finder det ikke relevant at diskutere fællesskab ?
@ Randi Christiansen
Jo da i høj grad, men ikke på dette indfølende niveau. Artiklens forfatter er historieløs i den forstand at effekten af baby-boomer generationen slet ikke inddrages. Det lave fødselstal med lavpunkt i 1983 forbigåes i tavshed. Hele den truende skyldpegefinger peges på de "onde" egoister, der ikke vil være med i idrætsforeningerne. Det er en ufattelig tynd kop te i min optik.
Larmende hovedtelefoner, folks skilsmisser, ensomme løbere, alle ofre for egoismen - Det er altså for letkøbt. Artiklens forfatter er sociologistuderende og jeg må forstå dette som et første udkast til en opgave der måske bliver bedre?
Med venlig hilsen
Lennart
@ Randi Christiansen
Læg dertil den ubegrundede konklusion at velfærdssamfundet skal ledes af en socialistisk regering (og vil socialisterne lige rejse sig, tak!) Hvad andet er det end ungdommelig drømmen om svundne tider?
Med venlig hilsen
Lennart
L.K. - Ja, det er jo altid nemmere at brokke sig end at anerkende en relevant diskussion
Randi,
at "min" storetå kan vrikke, er et udtryk for at det eksoteriske legeme "jeg" er knyttet til, er levende.
At jeg har bevidsthed, dvs. kan udnytte den til selvstændig tænkning og handling, er et udtryk for en esoterisk variant af "liv".
Håber den skelnen giver mening. Det er vanskeligt at udtrykke selv det mest banale og elementære, når ordene er fraværende.
INGEN KOMMENTAR!
Thomas Dalager, det er korrekt når du siger bankerne kun har fået en garanti, intet er udbetalt....
Problemet er bare, for at kunne stille den garanti må pengene holdes tilbage, de må ikke cirkulere i samfundet, må ikke bruges til at udbetale dagpenge, betale flere varme hænder etc. etc.
Problemet er at vores politikere vægter garantier til banker tungere end velfærd for mennesker.
@ Randi Christiansen
Selv du kan vel gennemskue når du bliver præsenteret for selvfede bløde ord, der ikke har reelt indhold. Du er da vel ikke så naiv at du falder i pladask??
Artiklens forfatter forsøger at sige noget om fællesskab, men formår ikke at løfte artiklen op på et niveau hvor det bliver andet end en følelse af ungdommelig afmagt over en uundgåelig forandring fremført af demografi og velstand.
At forsøge at få mig til at hoppe på limpinden ved at bilde mig ind at jeg ikke vil diskutere fællesskab er futilt. Det er ikke brok at påpege fejl og mangler. Jeg spejder efter den relevante diskussion;)
Med venlig hilsen
Lennart
Vedrørende artiklen:
- der er sgu noget om det, manden siger.
Jeg er egoistisk.
Jeg ønsker et "godt" liv for mig og min familie.
Hvis jeg og min familie kan skrabe penge sammen til at tage til Thailand på ferie, have ejerbolig og 2 biler. Så vil jeg sgu ikke skamme mig.
Ej hellere vil jeg skamme mig, fordi jeg finder det retfærdigt at afskaffe topskatten.
Jeg er egoistisk, fordi jeg finder det helt fair at mennesker som er på passiv indkomst ingenlunde har det samme økonomiske råderum som de på arbejdsmarkedet.
Jeg er medlem af KRIFA, fordi det har jeg valgt.
Jeg vil under INGEN omstændigheder støtte LO fagforeninger, som i den grad minder om dinosauer, der ikke bemærker de er på til udryddelse.
Jeg er egoist.
Jeg går ind for den danske velfærdsmodel. Men den skal så sandelig tilpasses den verden, vi lever i.
Nok så megen omfordeling, 100000vis på lange Cand. det ene og det andet uddannelser er INTET værd uden firmaer, hvor de selvsamme kan ansætte.
Mennesket er grådigt og egoistisk.
Greed is Good GG
Den danske stats sammenhængskraft sammenbrud kunne også forklares med ophøret af tv-monopolet.
Egoisme kan også forklares med den generelle fremgang i velstand.
Foreningslivets trængsler kan også forklares i den generelle travlhed, der gør at folk ikke ulønnet har tid til at undervise børn i fodbold. Kombiner det gerne med de små ungdomsårgange.
Når en sociologistuderende hævder at velfærdssamfundet skal ledes af en socialistisk regering er historieløsheden komplet. Ingen ved længere hvad socialisme er.
Med venlig hilsen
Lennart
Per Nielsen:
Vedr. din trosbekendelse: Du glemte da vist at slutte af med et "Amen".
Til Olav.
Her var et Amen til dig
Per Nielsen:
"Jeg ønsker et “godt” liv for mig og min familie."
Din omsorg for personer, udstrækker sig åbenbart til at inkludere flere end egoet.
Din familie består næppe ikke af personer, du ligefrem har ejerskab over, og formodentligt indgår der ikke en kold kalkule over at det kan betale sig at investere i den lille personkreds, da du regner med at kunne malke dem for endnu mere end du giver.
Hvilken rationel grund er der egentligt, til at smide penge efter familiemedlemmerne? Enhver der sværger til en opfattelse af at mennesket er grådigt og egoistisk, burde vel skamme sig over en sådan unødig godgivenhed?
Jeg tillader mig privilegiet at selv vælge hvad for et fællesskab jeg ønsker tilhøre... og jeg synes ikke det er ego-mentalitet at fravælge det fællesskab jeg nu foretrækker..
Når man læser disse indlæg kommer man til at tænke på saglig Thomas Nielsens ord:
"Vi har sejret ad helvede til"
Nogle få kan forstå disse ord og artiklen, de fleste er lidt i tvivl, og de sædvanlige fatter ikke en bønne.
Så nu skal jeg selv svare: NEJ
hvorfor skal jeg gøre noget for andre??
hvorfor skal jeg ikke ha det hele for mig selv???
hvorfor kan jeg ikke få de statsejede firmaer der er tilbage og beholde overskudet for mig selv???
-----------------------------------------------------------------------
hvorfor er vi danskere så dumme at privatisere alt ??det gavner ikke befolkningen..det lader bare nogle få løbe med kassen..
hvorfor tror den danske befolkning at privatansatte er klogere end offentligt ansatte???
---------------------------------------------------------------
der er mange egoistiske tiltag, som er med til at fjerne min samhørighed og fællesnævner med landets øvrige beboere... og kigger med hovedrysten på hva der sker med dette samfund... tydeligt for mig, at folk smider en masse ud og ødelægger en masse, som de ikke har den mindste forståelse for..hvor svært det bliver at genskabe.
men..jeg er nået en alder, hvor det er lige før jeg er ligeglad med landts beboere...... men det gør mig alligevel trist at se en samling egoister.....ødelægge alt.
Meget fin artikel!
Laenge leve sociologistudiet.
Et rigtig godt sted at saette ind: udmelde folkeskolen af PISA - test - systemet.
Sider