Jørgen Rosted anmelder den 31. august Milton Friedmans bog Det frie valg, som for nylig blev genudgivet i anledning af, at Friedman i år ville være fyldt 100 år.
Rosted skriver, at bogen stadig er »et aktuelt og vigtigt bidrag til den politiske debat«, at Friedman ud over at være en stor økonom, der velfortjent modtog Nobelprisen i økonomi, også var en stor pædagog, og at Friedman havde ret i, at »den eneste mekanisme, der kan sikre en ordentlig samfundsøkonomi, er det frie marked med den frie prisdannelse, alt andet vil føre til fattigdom«. Alt dette kan vi ikke blive uenige om.
Men sidst i artiklen gør Rosted gældende, at Milton Friedman skulle have været en ekstremist, som »på alle områder« mener, at »helt fri prisdannelse vil være til gavn for alle mennesker«. Det er ikke en korrekt beskrivelse af Milton Friedmans position. Han accepterede for eksempel, at der kan forekomme markedsfejl, som i nogle tilfælde kan tale for politisk regulering. Friedman var dog mere kritisk over for politisk regulering end mange andre, fordi han var bekymret for de politik-fejl, som ofte opstår, når velmenende politikere forsøger at korrigere en markedsfejl og i stedet gør det hele værre, end hvis de intet havde gjort.
Rosted fremlægger det, som om Friedman ikke mente, at politikerne overhovedet skulle blande sig i den indkomstfordeling, som markedet frembringer. Sandheden er, at Friedman foreslog omfordeling til borgere, der ikke selv er i stand til at tjene nok. Det skulle ske gennem en negativ indkomstskat, der ville medføre, at der under en vis indtægtsgrænse ikke længere opkræves skat, men i stedet udbetales et tilskud til borgeren i form af en procentandel af forskellen mellem borgerens faktiske indkomst og det vedtagne grænsebeløb.
Greenspans eget nederlag
Rosted skriver videre, at Friedmans synspunkter har lidt nederlag, fordi »en af Friedmans meningsfæller, den tidligere amerikanske nationalbankdirektør Alan Greenspan … endte med at sidde i Senatet med lav stemme og bøjet hoved forklare, at den model, han troede på, var brudt sammen, og at han havde taget fejl«.
Det er ikke ligefrem en nuanceret beskrivelse af årsagerne til finanskrisen i 2008, Rosted her præsterer, nemlig at den skulle skyldes liberalisering af bankerne. Finanssektoren var både før og efter krisen – i USA såvel som i Danmark – en af de mest regulerede sektorer overhovedet. Derfor kan man ikke bare antage, at problemet var »for lidt« regulering, men muligvis at den meget omfattende regulering af sektoren var forkert indrettet.
Mere generelt må man sige, at finanskrisen ikke har én, men mange årsager, og en række af dem understøtter i allerhøjeste grad Friedmans advarsler imod politisk indblanding i prisdannelsen. For eksempel har amerikanske politikere i årene op til krisen presset bankerne til at yde lån til huskøb til personer uden kreditværdighed, subsidieret sådanne lån samt skabt lånegiganterne Fannie Mae og Freddie Mac ved at give dem særlige politiske privilegier.
Endvidere har det bidraget til den amerikanske boligboble, at centralbanken (Fed) med Greenspan i spidsen ifølge mange økonomer førte en for ekspansiv pengepolitik i en årrække. Det samme har været fremført som primær årsag til boligboblerne i en række europæiske lande. Om noget understreger det både rigtigheden og vigtigheden af Friedmans læresætning: »Inflation er altid og alle steder et monetært fænomen.«
Rosted vil gøre Greenspans fejl til Friedmans problem. Men Greenspan og Friedman var netop uenige om pengepolitikken. Greenspan gik ind for en mere diskretionær (skønsmæssig, red.) pengepolitik, mens Friedman frygtede, at det ville lede til inflation og bobler. Hvis Greenspan og andre i højere grad havde tilsluttet sig Friedmans pengepolitiske tænkning, var boblen næppe blevet så stor.
Endnu et pengepolitisk kiks
Et af Friedmans hovedværker er bogen A Monetary History of the United States, 1867–1960 fra 1963. Her kritiserede han (og medforfatteren Anna Schwartz) Fed for at have ført en forfejlet pengepolitik i 1930’erne, hvilket medførte, at en ellers normal økonomisk nedtur efter boomet i 1920’erne blev forværret til 1930’ernes dybe recession. Mere konkret påviste de, at Fed havde reduceret pengemængden kraftigt efter børskrakket, mens det, der havde været brug for, var det modsatte.
I 2002 holdt Ben Bernanke (den nuværende Fed-chef) en tale for Friedman, hvor han blandt andet sagde:
»Jeg vil gerne sige til Milton og Anna: Angående den store depression. I har ret, vi gjorde det. Det er vi meget kede af. Men takket være jer kommer vi ikke til at gøre det igen« (min oversættelse).
Hvis Friedman var i live i dag, ville han formentlig have ment, at Fed faktisk gjorde det igen. At der siden 2008 er blevet ført en alt for stram pengepolitik i både USA og Europa, som i højere grad end de nødvendige korrektioner i markederne i 2008 er årsag til krisens længde og dybde.
Mange vil indvende, at renten i hele perioden har været og er rekordlav, men Friedman ville påpege, at ikke renten, men væksten i pengemængden er det afgørende, og at den har været utilstrækkelig givet konjunktursituationen – både i USA og EU.
PS: Rosted skriver, at bogens forord skulle være forfattet af Lars Seier Christensen fra Saxo Bank. Det er en misforståelse. Forordet er skrevet af cand.polit. Lars Christensen, forfatter til bogen Milton Friedman – en pragmatisk revolutionær fra 2002.
Martin Ågerup er direktør for tænketanken CEPOS
Hver dag en artikel i Information fra CEPOS-ansatte.
Kan nogen forklare hvorfor?
Jeg tager en tidligere opfordring op: Friedman tog fejl.
undres over hvorfor Informeren er sunket til at være hoforgan for Cepos.
Milton Friedman sagde i øvrigt i en tale i dét fascistiske Chile - man søgte at opbygge efter det amerikansk støttede kup mod den demokratisk valgte præsident, Salvador Allende den 11. september 1973 - at velfærdsstaten var truslen mod friheden.
Altså ganske det samme, som de rabiate fra Liberal Alliance og CEPOS gør i dag:
http://www.counterpunch.org/2006/11/17/the-road-from-serfdom/
Fordi Information satser på et velbeslået, venstresnoet segment, der lapper artikler som denne i sig, som var det sødmælk, men samtidig gerne vil flage med, at de er intellektuelle iformationslæsere.
ROFL!
»den eneste "mekanisme", der kan sikre en ordentlig samfundsøkonomi, er det frie marked med den frie prisdannelse, alt andet vil føre til fattigdom«.
--------
Der er tale om forhåndsunderkendelser af folkestyre.
Der hævdes jo at en demokratisk, en folkestyret
økonomi ikke ville kunne gøre det mindst lige så godt.
@Michael B Pedersen: Du skulle vel ikke have hørt om ’Chokdoktrinen’, en bog der viser bagsiden af den monetaristiske medalje?
Der er jo ingen, der tør gennemføre et frit marked. Man er liberalist i opgangstider, men i nedgangstider kryber alle til det sociale kors, og dvs. at alle borgere betaler for bankernes skørlevned (bliver vi dog aldrig klogere?).
Man kan sige meget om US-republikanerne, men i 08 ville mange af dem gerne have, at de, der havde kørt finansielt råddent, selv måtte tage skraldet.
Her i Danmark synes vi selvfølgelig også, at det er synd for bankerne. Det er synd for dem, der har reddet på bølgen, tjent kassen men nu er nede. På den måde er der ingen konsekvens i systemet, og jeg spørger mig selv om, hvad det er for et system, vi har? Martin Ågerup kan jo rigtigt spille med musklerne nu, men når de bliver slappe en dag, vil han jo nok også tage imod storebror stats hjælpende, sociale og ikke særligt liberale hånd.
Meget apropos følger der med dagens Inf. et girokort med opfordring til at hjælpe børn på flugt i Syrien.
Synes Ågerup-liberalisterne også, at man i disse tilfælde skal lade markedet råde? Det er jo markedsskabte krige, vi hele tiden har at gøre med.
Putter den ultraliberale girokortet i papirkurven eller bryder vedkommende reglerne og giver en skærv? Og synes den ultraliberale også, at staten skal undlade at hjælpe?
Friedmankulten lever, den er på statsstøtte.
Og hvad med religionen? Holder ultraliberalisten sig væk fra den? Tværtimod.
Og lobbyisme? Findes der større intriganter end ultraliberalisterne?
Mafiavirksomhed? Intet er for beskidt for en ultraliberalist.
Kim Gram
"Der er tale om forhåndsunderkendelser af folkestyre."
Nej, markedsøkonomi er uddelegering og decentralisering af økonomisk ansvar og råderum.
--
"Der hævdes jo at en demokratisk, en folkestyret
økonomi ikke ville kunne gøre det mindst lige så godt."
Hvad er en "folkestyret økonomi"?
Steen Sohn,
"Milton Friedman sagde i øvrigt i en tale i dét fascistiske Chile - man søgte at opbygge efter det amerikansk støttede kup mod den demokratisk valgte præsident, Salvador Allende den 11. september 1973 - at velfærdsstaten var truslen mod friheden. "
Pudsigt nok er Chile eet af de lande der har gjort det største fremskridt indenfor økonomisk udvikling, offentligt sundhedsvæsen etc, altsammen bundet op på en Friedman'sk gældsaversion.
Men jeg kan udmærket godt forstå det irriterer store dele af venstrefløjen...
Thomas, folkestyret økonomi findes i rigtig mange gradueringer, alt efter hvilke markedsfejl samfundet ønsker at eliminere. I de fleste nationer er det især den uretfærdige akkumuleringen af kapitalafkastet, man modvirker; blandt andet gennem beskatning.
Bill Atkins,
"Thomas, folkestyret økonomi findes i rigtig mange gradueringer, alt efter hvilke markedsfejl samfundet ønsker at eliminere. I de fleste nationer er det især den uretfærdige akkumuleringen af kapitalafkastet, man modvirker; blandt andet gennem beskatning."
Hvornår er noget så "folkestyret" og hvornår er det ikke?
Det er ike et retorisk spørgsmål, men da skat jo findes i alle samfund, så er den del af "folkestyret" jo allerede globalt udbredt.
Information bringer noget om Friedman og noget fra Cepos, fordi redaktionen følger med.
Friedman er den åndelige baggrund for det nuværende økonomiske kollaps. Han er mange økonomers guru. Nu har doktor i depression, Ben Bernanke, bekendtgjort QE3. Gad vide om ikke QE3 har noget med Friedman at gøre.
Friedman og andre Nobel-fyre udgør det meste af fundamentet for vor tids økonomer, akkurat som Marx var den åndelige baggrund for marxismen-socialismen-internationalismen etc. og dets kollaps.
Martin Ågerup, direktør i Cepos, er betalt for at fremføre Friedmans synspunkter. Han har formentlig kolleger i ethvert land verden over. Cepos var forresten med ved Bilderberg-mødet her i 2012, hvis det må være tilladt at påpege.
Martin Ågerup skriver:
havde man fulgt hans opskrift, var den aktuelle krise muligvis blevet mindre voldsom
muligvis og muligvis... Er det hvad ultraliberalismen tilbyder? Gambling med samfundets produktivitet og arbejdspladser?
...men det passer jo glimrende til bevægelsens øvrige tankegods: Den usynlige hånd, lafferkurven, dynamiske effekter med meget mere i samme luftige ånd.
@Thomas, der findes en lang andre demokratiske styringsmekanismer - alene skattepolitikken indeholder en lang række muligheder, eksv. progressivt skattetryk - men du må en tur på biblioteket kan jeg forstå. Prøv Keynes til en start...
Friedman skulle ikke forholde sig til det moderne marked. Ågerup gør det heller ikke, nok mest af ideologiske årsager.
På det moderne marked findes multinationale mastodonter, med så afgørende betydning for prisdannelsen at det er selvbedrag at tro man 'bare' skaber et konkurrerende alternativ. De fleste producenter er i forvejen forsamlet i brancheforeninger der handler fælles vilkår og udøver samlet lobby - fra agurkedyrkere til banker.
Også nationalt er der efterhånden opstået mange karteller, som helst ikke ser for megen konkurrence.
I Friedmans verden var der også meget mindre konkurrence nationerne imellem. Der var intet samarbejde over muren, og det var dyrt at transportere langvejs at denne handel var begrænset til luksusvarer. Dengang det var markeder foregik en stor andel af handlen inden for de respektive lukkede kredsløb.
Måske Ågerup skulle kigge på tidens marked. Der er end ikke kommet nye sodavand til, selv om der er rig mulighed for at udbyde andre smagsvarianter end de gængse. Men coca-cola sidder jo ikke blot på markedet, de har også sikret distribution og detailhandlerens køleskabe - under den forudsætning at de godkender hvilke produkter der bliver kølet der. For slet ikke at tale om de markedsføringskrav der skal til, for overhovedet at gøre konsumenterne opmærksomme på ens alternativ.
Dertil kommer en jungle af patenter, ophavsret og forretningshemmeligheder til fordel for status quo. Tilgængeligheden af råvarer og halvfabrikata er afgørende for avancerede produkter, og også her kan storspillere manipulere markedet eller presse aktørerne.
Ågerup antager en naiv forudsætning. At uden statslig regulering, så forbliver markedet ureguleret. Desværre viser det sig, igen og igen, at der så kommer andre ind og sætter regler - og de tager kun egne hensyn. Det er ikke en modsætning imellem regulering og frihed, det er et spørgsmål om hvem man må underkaste sig - stat eller storspillere.
Martin skriver videre:
Finanssektoren var både før og efter krisen – i USA såvel som i Danmark – en af de mest regulerede sektorer overhovedet.
Det er jo helt til grin det Martin skriver:
USA's ophævelse af Roosevelts Glass-Steagall-princip i 1999 overlod det almindelig bankvæsen til den spekulative finansverden, som kastede USA's produktionsapparat ind i gældsforpligtelser til Wall Street og City of London og etablerede dermed et kreditsystem der nedbrød USA's produktivitet og arbejdsmarked.
Finanstilsynet, både her i landet, men i særdeleshed i USA var underdimensioneret og underbetalt og slet ikke udstyret til at løfte opgaven med at gennemskue bankernes konstruerede kreditklassifikationer - CDO's. I samtlige tilfælde af krakkede banker har revisionssvigt været en del af årsagen.
... er liberalisternes frontfigurer virkelig så svagt tænkende.
Der er vel intet i Friedman, Ågerup og Cepos' genialitet, der kommer mere tydeligt til sit sande udtryk end dette statement fra Ågerup:
Milton Friedman kritiserede "FED for at have ført en forfejlet pengepolitik i 1930’erne, hvilket medførte, at en ellers normal økonomisk nedtur efter boomet i 1920’erne blev forværret til 1930’ernes dybe recession. Mere konkret påviste de, at Fed havde reduceret pengemængden kraftigt efter børskrakket, mens det, der havde været brug for, var det modsatte."
Helt 100% enig, selvfølgelig skulle enhver tysker, i stedet for at have en trillebørfuld penge med ned efter morgenkrydderen, have haft en lastbil stille til rådighed til moneterne, så havde vi helt sikkert undgået Nazi'erne, krig, stalinisme osv.!
Seriøst bud må man i det mindste medgive vores ven, direktøren for det hele, stilsikkert formidlet af Informeren, som åbenbart ikke har ment at Jørgen Rosteds håndtamme anmeldelse af ekstremistens udgydelser var tilstrækkeligt!
Hvis markedet fungerede, så havde Danmark ikke markant højere dagligvarepriser end vore omgivende, sammenlignelige lande, og man ville kunne købe mærkevarer til forskellige priser i forskellige butikker, en liter benzin ville variere mere i pris, og et taxa-tur ville kunne udbydes til en lavere pris end taxanævnets højeste. Der er karteldannelser over hele linjen, medicinpriserne - my god!, og senest har vi hørt, at Cibor-renten aftales udenfor markedets regler. Så det højt besungne frie marked er et fatamorgana.
Glimrende artikel af Martin Ågerup - tak for den.
@ Jørgen Garp
Ikke at jeg skal gøre mig klog på mellemkrigstidens økonomier, eller forsvare Martin Ågerups analyse, men amerikaneren anno 1930 var mig bekendt ikke henvist til, som tysken, at befordre sine morgenkrydderpenge i en trillebør?
Karteldannelser, jo, det mærker man når man går på indkøb efter fx. et par sko eller en trøje. Den findes i tyve forskellige butikker med hvert sit fantasifulde navn. Trøjen er den samme og prisen ligeså.
Milton Friedman havde ret i, at når man svider græsset på savannen af før regntiden, så er det kun "de bedst egnede" gnuer og gazeller, der overlever løvernes konkurrence med hyænerne om de fedeste bidder på jagtmarken.
Og så kan naturens kredsløb med skiftende tørke og regn begynde forfra igen.
Naturvidenskab for begyndere.
Hvis man skal reparere en dieselmotor kan man næppe bruge et værksted med værktøj og udstyr til dampturbiner - om omvendt.
Har man en givet ( i bred forstand) økonomisk / markedsmæssig "struktur" i et land , så må det økonomiske værktøj svare til denne struktiur og det, der eventuelt skal repareres, vedligeholdes , forbedres o s v.
(Om "strukturen" konkret er tilfredsstillende er et politisk spørgsmål , som hvert enkelt lands borgere må afgøre.)
Friedman og alle de øvrige ikoner blandt økonomiens tænkere/filosoffer har for så vidt ret alle sammen - UD FRA HVER DERES FORUDSÆTNINGER. Med andre ord, Friedman's idealsamfund svarer ikke til den danske model, men derfor er Friedman alligevel super interessant.
Der hvor den væsentlige debat bør føres, er om hvilke forudsætninger man ønsker indbygget - f eks lav eller høj ginikoefficient , anvendte beskatnings- og afgiftsmetoder, eventuelle tilskud , graden af velfærdsydelser o s v.
Nationaløkonomi er i øvrigt ikke en eksakt videnskab (som f eks atomfysik) , men hører mere til i samme "æske" som psykologi, sociologi, teologi o s v)
Det er godt at vide at krisen er "samfudnets skyld" og ikke den finacielle sektors.
Det var amerikanske politikere der i årene op til krisen pressede bankerne til at yde lån til huskøb til personer uden kreditværdighed. Den stakkels financielle sektor var ikke i stand til at gennemskue, at man ikke skal låne penge til mennesker der ikke kan betale tilbage.
Påstanden er at den financielle sektor selv kan skabe og løse alle sektorens problemer uden indblanding fra lovgiverne.
Den slags forvrøvlet argumentation fremføren m igen igen af Cepos. De burde skamme sig og holde mund.
Robert Kroll
"Friedman og alle de øvrige ikoner blandt økonomiens tænkere/filosoffer har for så vidt ret alle sammen - UD FRA HVER DERES FORUDSÆTNINGER. Med andre ord, Friedman’s idealsamfund svarer ikke til den danske model, men derfor er Friedman alligevel super interessant."
Det bemærkelsesværdige ved Friedman er jo hvor uhyggeligt aktuelle - og globalt relevante - hans advarsler mod massive offentlige underskud er.
Efter markedet er begyndt at anse - og vurdere - offentlige lånere efter samme principper som private låntagere, som han mente ville ske i et effektivt marked, har den keynes'ke model fået yderligere knæk.
Så ja - Friedman fik ret. Mere ret og med mere massivt tydelige konsekvenser end formodentlig han selv troede.
@Søren Kristensen:
Nej men krisen var som bekendt ligesom den nuværende en international kapitalistisk krise og Tyskland en førende industrination, så ligesom idag, nytter det ikke at lave meta teoretiske analyser og så knalde dem ned over tilfældige nationer med mere eller mindre tilfældigt/gunstigt resultat og så slutte herfra tilbage til meta teorien og erklære den for bevist, og så ydermere bruge den samme forenkling på en krise 80år senere som Ågerup og Cepos desuden gør!
@Thomas Krogh:
Advarsler mod offentlige underskud er med al respekt ikke noget Friedman har opfundet og langt mindre noget han har patent på.
Det var tilsvarende ideologisk og politisk betinget liberalistisk idioti, om balance på budgetter private som offentlige, der kastede verden ud i 30'ernes verdenskrise og derefter i 2.verdenskrigs ragnarok!
Og der er idag tilsvarende idioter, der intet har lært af historien, men er så ideologisk formørkede og styrede, at de tilsyneladende mener, vi skal gøre forsøget igen!
Jørgen Garp,
"Advarsler mod offentlige underskud er med al respekt ikke noget Friedman har opfundet og langt mindre noget han har patent på."
Selvsagt ikke, men ikke ret mange økonomer har som ham argumentere for det.
--
"Det var tilsvarende ideologisk og politisk betinget liberalistisk idioti, om balance på budgetter private som offentlige, der kastede verden ud i 30’ernes verdenskrise og derefter i 2.verdenskrigs ragnarok!"
Det er vist mildest talt en oversimplificering. Der er masser af forskellige faktorer der påvirkede 30'ernes krise, og ikke mindst 2VK.
--
"Og der er idag tilsvarende idioter, der intet har lært af historien, men er så ideologisk formørkede og styrede, at de tilsyneladende mener, vi skal gøre forsøget igen!"
Du tænker på de ideologisk formørkede idioter der mente at grækerne skam bare skulle låne sig ud af krisen?
Martin Ågerup skriver:
"Det skulle ske gennem en negativ indkomstskat, der ville medføre, at der under en vis indtægtsgrænse ikke længere opkræves skat, men i stedet udbetales et tilskud til borgeren i form af en procentandel af forskellen mellem borgerens faktiske indkomst og det vedtagne grænsebeløb."
Det lyder som borgerløn.
Det glemte Friedman's fanatiske beslutningstagende tilhængerskare nok lige i forbifarten.
Martin Ågerup skriver:
"Finanssektoren var både før og efter krisen – i USA såvel som i Danmark – en af de mest regulerede sektorer overhovedet"
Tillad mig at le højt.
Det er velkendt, at tilsynet i USA var heftigt underbemandet og underkvalificeret, og ikke havde en chance for at gennemskue finanstroldmændenes besværgelser, hvoraf nogle er så komplicerede, at andre finanstroldmænd ikke engang kan forklare dem.
Wall Street har dertil igennem en årrække lobbyet sig til mere og mere liberalisering på området, indtil det så til sidst gik galt.
ER man ikke lidt træt af disse fanatiske ideologer forstret af Fogh...?
Det er forstemmende, at Ågerup får alt det spalteplads med sit neoliberalistiske vås. Behovet for politisk styring af økonomien er tydeligere end nogensinde før.
Det de kære økonomer glemmer at fortælle os er at alle Friedmans teorier, ligesom alle andre økonomiske teorier jeg er stødt på både under og efter de kurser jeg havde i samfundsøkonomi på ingeniørstudiet, har en hel række forudsætninger. For Friedman er én af dem, at der er en fri prisdannelse, bestemt af udbud og efterspørgsel, og at der er aktører nok i markedet til at sikre at hvis en vare kan produceres billigere, vil den blive det.
Hvis det var tilfældet ville vi alle bruge billige kopivarer i stedet for de dyrere mærkevarer, men det er jo ikke tilladt, så der røg de to forudsætninger.
Et meget godt eksempel på dette er kampen mellem Apple og Samsung, på smartphone markedet.
Hvis ikke Apple og Samsung hver især kunne tage patent på deres "opfindelser" ville de ikke have råd til at lave det udviklingsarbejde de gør. På den anden side betyder patenterne at der ikke er en fri konkurrence, da det stort set er umuligt at lave en smartphone uden at krænke et eller andet patent, også selvom udvikleren aldrig nogensinde har set modpartens produkt.
Efterhånden er alle vel nået til enighed om, at økonomi kun kan tilnærme sig at være en eksakt videnskab i relation til sit udgangspunkt : altså hvilke parametre vægtes ? Disse parametre skal diskuteres. Hvilket samfund ønsker vi ?
Da verden lod sig besnære af industrialiseringens løfterige perspektiver om gods, guld og frihed til alle, der ville gøre en indsats, da forestillede man sig ikke hvilke omkostninger, det ville have for miljøet.
Man havde heller ikke forudset, hvilke konsekvenser det ville have for socioøkonomien, at de givne muligheder for akkumulering af kapital betød koncentration af magt til mennesker, der ikke havde forstand på at forvalte den set ifht almenvellet.
Frihed er det bedste guld. Javel, men dette frihedsbegreb trænger til et gevaldigt serviceeftersyn. Det er jo ikke frihed, når det sker på bekostning af den andens frihed. Og her bliver man nødt til at forstå, at vi lever i et økosystem, hvor alt er indbyrdes forbundet i et gensidigt afhængigt kredsløb og med nogle helt bestemte lovmæssigheder, som ikke må krænkes, hvis frihedsideologien skal være andet end et hyklerisk skalkeskjul for egen vinding.
Balance og harmoni må tilstræbes. Samarbejde er absolut nødvendigt, og privatkapitalisering af og indbyrdes konkurrence om fællesskabets ressourcer er lige så absolut kontraproduktivt.
Når disse retfærdigheds-og bæredygtighedsprincipper er forstået, så er også de parametre, der bør lægges til grund for statsdannelse, fundet. Så er kursen afstukket. Vi har alle interessefælleskab – det er ødelæggende for alle, hvis der ikke kan skabes enighed.
det er stygt
Man kan bare tage en tur rund i de nærmeste butikker.
Prisen på sukker, mel og andet overflødigt stiger med samme % og på samme tid.
Så meget for de frie markedskræfter.
Martin B. Vestergaard,
"For Friedman er én af dem, at der er en fri prisdannelse, bestemt af udbud og efterspørgsel, og at der er aktører nok i markedet til at sikre at hvis en vare kan produceres billigere, vil den blive det."
Ihvertfald hvis det skal være 100% optimalt, men selv Friedman var klar over at de optimale tilfælde var hypotetiske, og hans modeller fordrer som sådan ikke ideal-forudsætninger.
--
"Hvis det var tilfældet ville vi alle bruge billige kopivarer i stedet for de dyrere mærkevarer, men det er jo ikke tilladt, så der røg de to forudsætninger. "
Njae.... Friedman var som sådan ikke imod patenter og varebeskyttelse (selvom han var kritisk overfor nogle af patentlængderne).
--
"Et meget godt eksempel på dette er kampen mellem Apple og Samsung, på smartphone markedet.
Hvis ikke Apple og Samsung hver især kunne tage patent på deres “opfindelser” ville de ikke have råd til at lave det udviklingsarbejde de gør. På den anden side betyder patenterne at der ikke er en fri konkurrence, da det stort set er umuligt at lave en smartphone uden at krænke et eller andet patent, også selvom udvikleren aldrig nogensinde har set modpartens produkt."
Jeg tror ikke det holder helt. For få år siden var der ingen der regnede Samsung for noget indenfor telefoner, og Apple lavede dem overhovedet ikke. Nokia, RIM (Blackberry), Motorola og et par stykker til var dem man regnede med, men deres respektive patenter og teknologier stod sig ikke (eller kun ringe) i konkurrencen. Ikke fordi Apple og co stjal deres idéer, men derimod fordi de var tvunget til en radikal innovation. Så patenter kan være en god ting, når det gælder om at beskytte en investering, men er ike nogen sovepude - eller må ikke være det - og kan faktisk fremme innovation ved at tvinge konkurenter til at springe frem til en ny generation af teknologier.
Friedman tog fejl, Baran og Sweezy havde ret.
De fri markedskræfter er, som allerede Baran og Sweezy i 1966 påviste i deres værk 'Monopolkapitalismen', en fiktion i et monopoliseret marked, der i stedet vil have en indbygget tilbøjelighed til at stagnere, som det tydeligt ses i den eftertid, som fulgte på Fiedmans, Barans og Sweezys fælles samtid i tresserne. Efterkrigstidens BNP-vækst, viste sig for evigt tabt. Monopolisterne har kun en fælles interesse, nemlig at holde producenterne og konsumenterne nede, da disse ellers ville overtage økonomien og sætte den i bevægelse for at redde naturressourcerne og klodens klima. Pofitten gør de menneskelige behov til et rent tilbehør til en fremmedbestemt økonomi. Det er hele klassesamfundets raison d'être. Vi skal forbruge, men det skal helst være bevidstløst og altid i en mængde og på et niveau som sikrer monopolisterne maksimal profit. Hvis den ikke er stor nok bliver der ikke produceret, men spekuleret. Ikke alene kan systemet ikke redde sig selv, det kan slet ikke reddes, men er tvært imod på vej til at gå under i sine egne indre modsigelser. Derfor er tidens vigtigste spørgsmål hvem der skal definere det nye system: Monopolisterne elle folkets forenede behov for et retfærdigt og bæredygtigt samfund. Hvis de første vinder, er det slut med ethvert fremskridt for de brede masser, de vil blive slavebundne og sendt i krig mod hinanden i kamp for 'deres' herrers suveræne interesser.
Monopolisterne repræsenterer uhørt stærke kræfter i vores samfund, og de vil ikke forsvinde selvom så nok så mange i kor råbte Keyenes. Man bør huske på, at de fleste af de magtfulde monopolister, som rider vores planet som en mare, netop konsoliderede sig i hvad man med nogen ret kunne kalde keynesianismens guldalder. Bevares, mange nye er kommet til sidenhen, men det ændrer ikke noget, tværtimod. Hvem kørte rundt med hvem? Det er vist ikke så svært at få øje på efterhånden. Ellers kan man frit indhente det forsømte her: http://dalynews.org/learn/blog/ og her: http://monthlyreview.org/
De marxistiske og de økologiske økonomer har fra hver deres udgangspunkt for længe siden falsificeret den Friedmanske økonomi, og sat den i relief, som det den i virkeligheden er: monopolistisk mundsvejr og markedsgøgl. Fri os fra det vås i Informations spalter.
Ikke en gang Keynes selv anså sine egne anbefalinger for at være en doktrin, han så dem tværtimod som en overgang, som ræven sagde, da den blev flået. Sådan kan de stadig anvendes, men husk at de hundrede år han gav dem snart er ved at rinde ud. Keynes uden kamp for socialisme er som en blind uden sin stok.
At Fiedman er kendt af snart sagt alle, mens Baran og Sweezy kendes af de færreste har sine naturlige grunde, som de fleste sikkert kan fostå. Måske med undtagelse af Thomas Krogh og hans meningsfæller. De kender givetvis ikke Baran og Sweezys teorier og er nok for forudindtagne til at være i stand til at tilegne sig dem, selvom de er i god overensstemmelse med virkeligheden.
http://en.wikipedia.org/wiki/Paul_A._Baran
http://en.wikipedia.org/wiki/Monopoly_Capital
http://en.wikipedia.org/wiki/Paul_Sweezy
Se også Leo Huberman, Harry Braverman og Harry Magdoff og John Bellamy Foster med flere.
Sweezy var sikkert en intelligent herre, men når man læser hans nogle gange groteske politisk-økonomiske vurderinger og forudsigelser fra 80'erne, undrer det vel ikke at der ikke er megen salg i marxistisk økonomisk teori...
Hans semi-forsvar for Mao's kulturrevolution er iøvrigt noget af det mere absurde jeg har læst fra en økonom...
Ud fra det faktum, at monopoliseringen hæmmer væksten kunne man fristes til at drage den forkerte konklusion, at monopolisme er godt for naturen. Det er en slutning som på alle måder er forkert. Først og fremmest er monopolkapitalisme lige så skadelig for miljøet som sit ophav, nemlig almindelig grasserende konkurrencekapitalisme, blot i meget større målestok. Koncentrationen af kapital gør kun, at destruktionen af voes habitat kan sættes igennem med så meget mere kraft og konsekvens. Eksemplerne er legio. Dernæst er monopoliseringen også karakteriseret ved brutal tilintetgørelse af produktivkræfter (og dermed naturessoucer) som Joseph Schumpeter, Sweezys umage ven og kollega, kaldte for 'kreativ destruktion'.
@ Thomas Krog
Det var dog en papirstynd argumentation du leverer hele vejen igennem. Prøv nu at læse lidt på historie og økonomi lektien!
At der var flere faktorer, der spillede ind på krisen i 30'erne og dens følger burde være åbenlyst for enhver, men også her gælder det om at skelne mellem væsentlig og uvæsentligt, og den vigtigste faktor bag den økonomiske nedtur var - udover en traditionel men omfattende kapitalistisk krise - liberalistiske tåbeligheder a la Friedmans og uden den økonomiske krise og dens elendige håndtering var der næppe blevet nogen nazifremgang og verdenskrig.
Og så søger idioterne at gentage "successen", jo det er flot!
Thomas Krogh
Kunne du formås til at disputere om emnets materie frem for om dine fobier og idiosynkrasier? Ellers tror jeg diskussionen stopper her. Jeg tvivler ikke på, at Friedman teoretisk set var modstander af monopol, men det var vist også alt. Eller, du kender måske til, for os andre ukendte, men konkrete eksempler på anbefalinger fra hans hånd, som skulle modvirke den monopolisering, som grasserede vildt mens han var en endog meget aktiv pensionist, og som man vist skal være Miltonist for at overse.
Freedom to choose - rend mig et vist sted.
Fotæl, fortæl
'men når man læser hans nogle gange groteske politisk-økonomiske vurderinger og forudsigelser fra 80’erne'
Hvilke?????
Kom nu Thomas!
Kalorius findes skam på nettet hvis man bare kan læse svensk:
Baran-Sweezy
Monopolkapitalet
http://monthlyreview.org/2004/10/01/monopoly-capitalism
Man ved jo intet om økonomi hvis man tror at Friedmans tanker ku ha undgået krisen, det var jo netop folk som ham hvis tanker det neoliberale system bygger på...
Sider