Kommentar

Milton Friedman havde ret

Milton Friedman var ikke markedsekstremist. Men han var kritisk over for politisk regulering – havde man fulgt hans opskrift, var den aktuelle krise muligvis blevet mindre voldsom
14. september 2012

Jørgen Rosted anmelder den 31. august Milton Friedmans bog Det frie valg, som for nylig blev genudgivet i anledning af, at Friedman i år ville være fyldt 100 år.

Rosted skriver, at bogen stadig er »et aktuelt og vigtigt bidrag til den politiske debat«, at Friedman ud over at være en stor økonom, der velfortjent modtog Nobelprisen i økonomi, også var en stor pædagog, og at Friedman havde ret i, at »den eneste mekanisme, der kan sikre en ordentlig samfundsøkonomi, er det frie marked med den frie prisdannelse, alt andet vil føre til fattigdom«. Alt dette kan vi ikke blive uenige om.

Men sidst i artiklen gør Rosted gældende, at Milton Friedman skulle have været en ekstremist, som »på alle områder« mener, at »helt fri prisdannelse vil være til gavn for alle mennesker«. Det er ikke en korrekt beskrivelse af Milton Friedmans position. Han accepterede for eksempel, at der kan forekomme markedsfejl, som i nogle tilfælde kan tale for politisk regulering. Friedman var dog mere kritisk over for politisk regulering end mange andre, fordi han var bekymret for de politik-fejl, som ofte opstår, når velmenende politikere forsøger at korrigere en markedsfejl og i stedet gør det hele værre, end hvis de intet havde gjort.

Rosted fremlægger det, som om Friedman ikke mente, at politikerne overhovedet skulle blande sig i den indkomstfordeling, som markedet frembringer. Sandheden er, at Friedman foreslog omfordeling til borgere, der ikke selv er i stand til at tjene nok. Det skulle ske gennem en negativ indkomstskat, der ville medføre, at der under en vis indtægtsgrænse ikke længere opkræves skat, men i stedet udbetales et tilskud til borgeren i form af en procentandel af forskellen mellem borgerens faktiske indkomst og det vedtagne grænsebeløb.

Greenspans eget nederlag

Rosted skriver videre, at Friedmans synspunkter har lidt nederlag, fordi »en af Friedmans meningsfæller, den tidligere amerikanske nationalbankdirektør Alan Greenspan … endte med at sidde i Senatet med lav stemme og bøjet hoved forklare, at den model, han troede på, var brudt sammen, og at han havde taget fejl«.

Det er ikke ligefrem en nuanceret beskrivelse af årsagerne til finanskrisen i 2008, Rosted her præsterer, nemlig at den skulle skyldes liberalisering af bankerne. Finanssektoren var både før og efter krisen – i USA såvel som i Danmark – en af de mest regulerede sektorer overhovedet. Derfor kan man ikke bare antage, at problemet var »for lidt« regulering, men muligvis at den meget omfattende regulering af sektoren var forkert indrettet.

Mere generelt må man sige, at finanskrisen ikke har én, men mange årsager, og en række af dem understøtter i allerhøjeste grad Friedmans advarsler imod politisk indblanding i prisdannelsen. For eksempel har amerikanske politikere i årene op til krisen presset bankerne til at yde lån til huskøb til personer uden kreditværdighed, subsidieret sådanne lån samt skabt lånegiganterne Fannie Mae og Freddie Mac ved at give dem særlige politiske privilegier.

Endvidere har det bidraget til den amerikanske boligboble, at centralbanken (Fed) med Greenspan i spidsen ifølge mange økonomer førte en for ekspansiv pengepolitik i en årrække. Det samme har været fremført som primær årsag til boligboblerne i en række europæiske lande. Om noget understreger det både rigtigheden og vigtigheden af Friedmans læresætning: »Inflation er altid og alle steder et monetært fænomen.«

Rosted vil gøre Greenspans fejl til Friedmans problem. Men Greenspan og Friedman var netop uenige om pengepolitikken. Greenspan gik ind for en mere diskretionær (skønsmæssig, red.) pengepolitik, mens Friedman frygtede, at det ville lede til inflation og bobler. Hvis Greenspan og andre i højere grad havde tilsluttet sig Friedmans pengepolitiske tænkning, var boblen næppe blevet så stor.

Endnu et pengepolitisk kiks

Et af Friedmans hovedværker er bogen A Monetary History of the United States, 1867–1960 fra 1963. Her kritiserede han (og medforfatteren Anna Schwartz) Fed for at have ført en forfejlet pengepolitik i 1930’erne, hvilket medførte, at en ellers normal økonomisk nedtur efter boomet i 1920’erne blev forværret til 1930’ernes dybe recession. Mere konkret påviste de, at Fed havde reduceret pengemængden kraftigt efter børskrakket, mens det, der havde været brug for, var det modsatte.

I 2002 holdt Ben Bernanke (den nuværende Fed-chef) en tale for Friedman, hvor han blandt andet sagde:

»Jeg vil gerne sige til Milton og Anna: Angående den store depression. I har ret, vi gjorde det. Det er vi meget kede af. Men takket være jer kommer vi ikke til at gøre det igen« (min oversættelse).

Hvis Friedman var i live i dag, ville han formentlig have ment, at Fed faktisk gjorde det igen. At der siden 2008 er blevet ført en alt for stram pengepolitik i både USA og Europa, som i højere grad end de nødvendige korrektioner i markederne i 2008 er årsag til krisens længde og dybde.

Mange vil indvende, at renten i hele perioden har været og er rekordlav, men Friedman ville påpege, at ikke renten, men væksten i pengemængden er det afgørende, og at den har været utilstrækkelig givet konjunktursituationen – både i USA og EU.

PS: Rosted skriver, at bogens forord skulle være forfattet af Lars Seier Christensen fra Saxo Bank. Det er en misforståelse. Forordet er skrevet af cand.polit. Lars Christensen, forfatter til bogen Milton Friedman – en pragmatisk revolutionær fra 2002.

 

Martin Ågerup er direktør for tænketanken CEPOS

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Krogh

Cepos-direktør Ågerup skrev jo:" Greenspan og Friedman var uenige om pengepolitikken. Greenspan gik ind for en mere diskretionær (skønsmæssig, red.) pengepolitik, mens Friedman frygtede, at det ville lede til inflation og bobler. Hvis Greenspan og andre i højere grad havde tilsluttet sig Friedmans pengepolitiske tænkning, var boblen næppe blevet så stor".

Du skriver:" Friedman advokerer prisstabilitet. Pengemængden skal derfor udvides eller reduceres med hvad der måtte være nødvendigt for det. Det er ikke et fast tal".

Men professor Paul A. Samuelson, der fik en Nobel i økonomi, inden Friedman fik en, skrev i sit værk Economics side 310, at Monetaristerne siger til FED, at de skal lave en KONSTANT STIGNING i pengeudbuddet, hvert år, hver måned, på f.eks. 4,5 procent, eller i det mindste i området mellem fire og fem procent. Derudover skal man glemme alt om finjustering og lade markedet klare resten.

Monetarism, originating at the University of Chicago, represents an extreme view, skrev Samuelson i 1970.

Professor Milton Friedman mener, at AL styring skal gøres ved at kontrollere pengeudbuddet ALENE, fortalte professor Samuelson.

Ekstremt og fuldstændig blæst. Og Friedmanisterne er fuldstændig umulige at snakke fornuftigt med - akkurat som med marxisterne i sin tid.

Tænkelig ved de ikke hvor lucky de er - “back” in the USSR :-)

fælles økonomi - og smukke kvinder

-----------------------------------------------------------

Kildekritik bør jo ofte tænke på de materielle sammenhænge - også udenfor teksterne.

At der er jo ikke er tale om prostituerede mennesker, nævnt i den tekst,

Det er tilstrækkeligt til at undgå prostitution,
at menneskene har ligelig fælleseje,
( så som Kolhosser, almindinger,.. ),
og derfor næppe kan drives udi at prostituere sig.

Se denne video med Marc Faber, der fortæller lidt om, hvem pengetrykkeriet gavner, og hvilke virkninger det vil få.

http://www.bloomberg.com/video/faber-says-fed-policy-will-destroy-the-wo...

Disse perspektiver er også vigtige at få med, når man diskuterer markedets måde at fungere på i den vestlige verdens planøkonomi, hvor vi nu er gået ind i en ny og meget alvorlig fase. Forstår man hvad Marc Faber siger, forstår man også, at Friedman ikke kiggede dybt nok.

http://investmentwatchblog.com/confirmed-by-the-fed-and-ecb-were-heading...

Flemming Andersen

Når man ser hvor kloge visse spørgeJørgener er undres man over, hvad de dog bestiller her.

Hvorfor tager de ikke deres uhyggeligt store viden og spiller i deres "bingohal" børsen og gør Joarkim Von And til skamme.

Eller er de bare ignorenter

@Garp

Lidt lange sætninger. Lav dem kortere.

Har du eller aviserne noget om nuværende QE3 i forbindelse med Friedman?

Friedman sagde jo, at staten UDELUKKENDE skulle blande sig i policy'en ved at trykke penge, og at pengemængden skulle øges konstant med 4,5% om året.

Hvis nogen tror, at man skal trykke flere penge i smalle tider, så tager de fejl, ifølge Friedman. Det ville svare til, at en bilist kørte en person over i fodgængerfeltet.

Hvis nogen tror, at man skal tage dampen af pengetrykkeriet i fede tider, så tager de også fejl. Det ville svare til, at man bakkede hen over den fodgænger, man netop har kørt over.

Trykkeriet skal være konstant.

Friedmans discipel Ben Bernanke bebuder derfor - vil jeg tro - at en KONSTANT regn af penge skal drysse ned over amerikanerne på ubestemt tid. Dog er der opstillet store tragter over bankerne, så bankerne opfanger det meste af regnen.

Måske forstår vi bedst Bernanke og de andre friedmanister, hvis vi betragter dem som evnesvage.

"Det skulle ske gennem en negativ indkomstskat, der ville medføre, at der under en vis indtægtsgrænse ikke længere opkræves skat, men i stedet udbetales et tilskud til borgeren i form af en procentandel af forskellen mellem borgerens faktiske indkomst og det vedtagne grænsebeløb."

Interessant at Friedman (og dermed CEPOS, LA, Venstre, Saxo bank og alle de andre liberalister) åbenbart går ind for borgerløn. For det er vel hvad en negativ indkomstskat er?

Egentlig en god ide at kalde det 'negativ indkomstskat' det lyder mere teknsik og liberalt end det socialistisk klingende 'borgerløn' og er dermed meget mere spiseligt for alle de borgerlige små-liberalistiske stemmekvæg.

@Jens Yde
Det afgørende er ikke den ene eller anden teknikalitet omkring et enkelt økonomisk instrument som pengemængden - det har man eksperter til - men den samlede politiske økonomi. Det tror jeg iøvrigt også Friedman ville være enig med mig i, hans (konservative) politiske blik fejlede ikke noget.
Anvendelsen af diverse værktøjer i den økonomiske værktøjskasse afspejler direkte - ikke den økonomisk teori, men den poltiske magtkamps status, som kan måles udfra politisk økonomiske størrelser som fordelingspolitik, den offentlige sektors størrelse og især indhold, fagbevægelsens styrke og organisationsgrad osv. - resten er værktøjer herunder økonomisk teori, evnen til at bruge dem og/eller manglen på samme - altså værktøjer og evner!
Når udbudsøkonomien (herunder tager vi lige monetaristerne med) har den styrke den har i dag og har haft siden 80'erne, skyldes det først og fremmest, at arbejderbevægelse mv. ikke havde politisk magt til at overskride keynianismens begrænsninger i 70'erne i form af ØD eller andre magtpolitiske tiltag - så der var voldsomme begrænsninger i fagbossen Thomas Nielsens udsagn om, "vi har sejret ad helvede til". Det var en begrænset og måske midlertidig sejr.
Desuden led venstresiden i Vesten paradoksalt nok især for S og lignende, der havde bekæmpet sovjetkommunismen så indædt, også et nederlag, da den Kolde krig ophørte med de kommunistiske diktatures sammenbrud. Det kan man se her - nok også med lidt lange sætninger:
http://www.garps-verden.com/2008/01/nyfascisme.html

NB. Der rumsterer en Niels Yde i min ungdoms baghoved, siger det dig noget?

@Jens Yde

MF's k-percent rule er ganske rigtigt en model til en fast forsøgelse af pengeomløb, men det er en model der var lavet til at koble The FED ud af økonomien. Under virkelig forhold var hans motto at man skulle bekæmpe inflation med monetær deflation og deflation med monetær inflation.

En negativ indkomstskat er vel det vi har i Danmark?

I det danske skattesystem har man et frikort på eks. 20.000 kr. eller 45.000 kr. hvor vi ikke skal betale skat af de første 45.000 kr. vi tjener. Vi får alle et personfradrag på cirka 45.000 kr. pr. år. Først når vi tjener over dette beløb, så skal vi betale skat.

Og man kan sagtens sætte dette beløb til f.eks. 6.000 kr. pr. måned og udbetale et vist beløb på f.eks. 6.000 eller 10.000 kr. pr. måned..skattefrit...

Det er netop reguleringen af prissætningen på den usanske dollar som er problemet, ikke reguleringen af bankerne. Det er ren planøkonomi når den styres fra centralt hold af en håndfuld inhabile aktører.
Hverken Friedman og Greenspan var imod denne planøkonomi, så de to fejl.

Beklager.

@Jørgen Garp

Jeg tror du har meget ret men netop tesen om en "politisk økonomi" gør at man, fra alle fløje i det politiske spektrum er alt for stivnakket når det gælder om at finde de rigtige værktøjer til de rigtige problemer. Liberale dæmoniserer Keynes, Socialister dæmoniserer Friedman, og alle dæmoniserer Marx. Måske burde Fogh have lyttet lidt mere til Keynes i 2004 og Anker Jørgensen Lidt mere til Friedman i 1980.

@Jørgen Garp

Det er et eksempel på hvad der sker når økonomi bliver politisk økonomi og økonomisk politik. Ideologi trumper kritisk tænkning. Og hvordan man kan gå igennem livet uden at lære og forstå de centrale dele af Marx' banebrydende analyser er mig uforståeligt. Ihvertfald hvis man vil beskæftige sig med politik og økonomi.

Som en af mine undervisere sagde (frit efter hukommelsen) - hvis man vil forstå hvor og hvorfor Milton Friedman tog fejl skal man læse og forstå Marx, og vil man forstå hvor og hvorfor Marx tog fejl skal man læse og forstå Milton Friedman. Men af rent idologiske grunde er det de færreste der magter at gøre det nøgternt.

@ P. Madsen

Skrev: MF’s k-percent rule er ganske rigtigt en model til en fast forøgelse af pengeomløb, men det er en model, der var lavet til at koble The FED ud af økonomien".

Du skriver "men". Bør det ikke være "og"?

Ifølge Friedman skulle man ikke læne sig op mod vinden, når den kom fra forskellige retninger, men tværtimod stå standhaftigt på plads ret op og ned - og øge pengemængden med 4,5% årligt.

I 1976 fik Friedman en Nobel i Stockholm, og da larmede kommunisterne så meget, at offentligheden godt lagde mærke til Friedman og hans kone, men i balladen kunne man ikke koncentrere sig om, hvad hans tanker egentlig gik ud på. Friedman var ret imponeret over at blive eskorteret af to livvagter rundt i Stockholm. Kommunisterne sagde, at han havde holdt foredrag i Chile, og det indrømmede han da også at have gjort - men ikke særligt mange timer i løbet af en lille uges tid.

@Garp

Skrev: "Det afgørende er ikke den ene eller anden teknikalitet omkring et enkelt økonomisk instrument som pengemængden - det har man eksperter til - men den samlede politiske økonomi"

At kalde "kvantitativ lempelse" for en teknikalitet finder jeg er en grov nedtrampning af Friedman, Bernanke og hele menneskeheden. Et konstant ekstra-udbud af money er jo hele essensen af Friedmans ideer. Nu følger Bernanke ideen op til det fuldkomne og laver verdenshistoriens største money-eksperiment, hvorefter han læner sig tilbage og kigger på værket sammen med alverdens pengepolitikere, der ikke skal nyde at sige noget.

Niels Yde? - jo har unægteligt hørt navnet før. Forleden ringede Politiken til mig og sagde, at der er 39 i landet, der hedder det samme som mig, og mon ikke der er en snes Niels Yde.

@Jens Yde

men skulle nok være et både "men" og "og". Fastrammen fordrer en udkoblet national/centralbank. Ellers har MF argumentere for en tilpasset politik - deflation mod inflation og omvendt.

Glimrende at Information bringer noget om professor, dr. Friedman. Der burde være lige så meget i medierne om Friedman i dag, som der var om Marx i 1970'erne. Så kunne danskerne bedre forstå det, som mange godt er klar over på Island.

Milton Friedman er legemliggørelsen af, at ideer har konsekvenser, sagde forsvarsminister Donald Rumsfeld i Det Hvide Hus, da Friedman fyldt 90 år i 2002.

Her er et par artikler fra 2009. Det libertariane eksperiment var slået fejl på Island. I 2006 var Island nået op på førstepladsen i verden i lav "Business Regulation", og arbejdsmarkedsregulering og kreditmarkedsregulering var der heller ikke meget af.

http://www.huffingtonpost.com/iris-lee/libertarian-experiment-in_b_17296...

Her er en dejlig artikel, der hænger universitetsfolk til tørre:
"Hannes Hólmsteinn Gissurarson, professor i statsvitenskap, er ansett som en av de viktigste ideologene for markedsliberalismen og Selvstendighetspartiet på Island. Han er også ansett som den viktigste arkitekten for den politikken som hentet sine bekreftelser til de økonomiske teoriene til Hayek og Friedmann".

David Oddsson tabte til Goliat, den store Bankmand.

http://islandsk.no/kronikker/samfunn/345-universitetets-rolle-i-bankkrasjet

Niels-Holger Nielsen

Først vil jeg lige fremhæve en udmærket artikel om Quantitative easing (en speciel variant af den løbske seddelpresse):
http://en.wikipedia.org/wiki/Quantitative_easing

Thomas Krog

'Antitrustlove. Fornuftigt anvendt er det sådan set også det eneste der er brug for.'

Er det noget Friedman anbefaler? Eller gør nogle af hans åndelige arvtagere/diciple? Er det noget vi har set noget til bortset fra den, i den sammenhæng, negative handling at lempe finanssektoren ved at ophæve Glass-Steagal-loven? Hvad med staternes opgivelse af kontrol med finanssektorernes oversøiske investeringer, og spekulationer i '80erne, ikke at forglemme?

'Og hvor stort et problem er monopolisering i praksis?'

Godt spørgsmål, Thomas. Et rigtigt stort problem, som betyder, at vi må skaffe os af med kapitalismen inden det gå helt galt. Disse uhyrlige, verdensomspændende monopolmastodonter påvirker naturligvis markedet (inklusiv arbejdsmarkedet), staternes finanser og politik (herunder finans- social- og udenrigspolitik) ved deres styrke, herunder kontrol over markederne. Milton Friedman ser det hele fra monopolisternes (oligopolerne) side og pist borte er et hvert grundlag for at stille demokratiske krav til kapitalisterne, idet der jo herske fri konkurrence.

“Competition has two very different meanings. In ordinary discourse, competition means personal rivalry, with one individual seeking to outdo his known competitor. In the economic world, competition means almost the opposite. There is no personal rivalry in the competitive market place. There is no personal higgling. The wheat farmer in a free market does not feel himself in personal rivalry with, or threatened by, his neighbor, who is, in fact, his competitor. No one participant can determine the terms on which other participants shall have access to goods or jobs. All take prices as given by the marekt and no individual can by himself have more than a negligible influence on price though all participants together determine the price by the combined effect of their separate actions."

Ved at hævde, at dette også er tilfældet på et verdensmarked domineret af verdensomspændende konglomerater med såvel horisontal som vertikal integration og parløb med en sindsyg finanskapital, som de til dels selv har skabt for at spekulere med deres enorme overskud, som de ikke kan finde tilstrækkelig afløb for til en, for dem, acceptabel profit. Og for at have en nødvendig partner til deres sammenlægninger (mergers) og opkøb, alt sammen til fremme af et stadigt snævrere oligopol.

Umiddelbart lyder du, Thomas Krogh, som en elegant debattør, som har styr på tingene og som kan hente relevante eksempler fra virkeligheden, men du skærer hjørner af så det fyger efter dig. Du skriver fx:

'Hvad blev der af de tidligere dominerende spillere på markeder som f.eks. mobiltelefoner (Nokia, RIM, Motorola)? Computere (IBM, Honeywell, Compaq, ..)? Internet Browsere (MS, Netscape, ..), … etc.'

Lad os tage de producenter du nævner et for et:

Nokia er vist ikke helt død endnu, men det er nok ved at være sidste udkald hvis de vil overleve på smartphonemarkedet. De er gået i samarbejde med andre oligopoler som MS og Simens og deres nye produkter skal stå sin prøve nu. Vi få se.

Med RIM ser det helt slemt ud, men aktionærerne får nok en skilling for patenterne, hvis deres lancering i 2013(?) af Blackberry 10 ikke lykkes.

Motorola lever i om ikke bedste velgående så trækker de dog stadig vejet efter at have solgt (12,5 milliarder $) mobildivisionen fra til et andet oligopol inden for branchen, nemlig Google. Men du har ret for så vidt at de ikke laver mobiltelefoner mere.

IBM solgte som bekendt deres computerdivision til kinesene (Lenovo), som vist holder udmærket liv i produktet. Det gjorde de for at koncentrere sig om deres oprindelige (efter skivemaskiner o.a. blev outdated) kompetencer: Mainframe- og specialcomputere og programmering. Det var et strategisk frasalg og IBM klarer sig vist vældig fint som de fleste andre oligopoler.

Honeywell fusionerede med et større firma (AlliedSignal) under navnet Honeywell. Et strategisk partnerskab blandt oligopoler. Det går vist fint med at lave blandt andet krigsmateriel.

Compaq e slået sammen med (opkøbt af?) HewletPackard (HP), et andet oligopol inden fo branchen.

Jeg går ud fra, at du med MS (oligopol) mener MicroSoft (IE). Den er verdens næstmest benyttede browser, kun overgået af endnu et oligopol, nemlig Google (igen) (Crome). Så, her er du vis alt for tidligt ude med din dødsdom.

Netscape-browseren lever i bedste velgående idet den er motor i Firefox (Mozilla), som ikke er noget oligopol, men som ikke desto mindre er verdens tredjemest brugte browser. Safari (Apple) er nr. fire. Resten inden for den branche er småting (15-20%). Netscape blev opkøbt af AOL. Hvorfor de afskibede Netscapemotoren til Mozilla skal jeg ikke gisne om, men AOL (også et oligopol) klarer sig ganske godt, bl.a. med Huffington-guppen.

Hvad der umiddelbart springer i øjnene ved din liste, er at de nævnte brancher faktisk har taget skridt fremad i monopolisering, hvorved du må siges at have skudt dig selv i foden. Der bliver konkurreret inden for visse rammer og det viser sig igen, at firmaer med vertikal integration (de største) er et hestehoved foran. Under alle omstændigheder er det, vi er vidne til ikke at nogen kommer ind fra sidelinjen og truer oligopolerne. Der er kun tale om krusninger på det monopoliserede marked. Gad vide hvad vi på længere sigt kommer til at gå glip af fordi udvikling og produktion centraliseres på færre og færre aktører?

'men der dukker hele tiden nye spillere op, og før eller siden penetrerer de markedet og kan slås mod giganterne'

Kunne man få en uddybning af ovenstående udsagn? Især det der med 'hele tiden', 'nye' og 'slås mod giganterne'. Det passer ikke.

Oligopolerne har mange måder at begrænse konkurencen på.

'(1) capital requirements, (2) economies of scale, (3) absolute cost advantages, (4) product differentiation, (5) sunk costs, (6) research and development intensity, (7) asset specificity, (8) vertical integration, (9) diversification by conglomerates, (10) switching costs in complex systems, (11) special risks and uncertainties, (12) information asymmetries, (13) formal barriers set up by government, (14) preemptive action by incumbents, (15) excess capacity, (16) selling expenses, including advertising, (17) segmenting of the market, (18) patents, (19) exclusive control over strategic resources, (20) taking actions that raise rivals’ costs, (21) high product differentiation, and (22) secrecy about competitive conditions. William G. Shepherd, The Economics of Industrial Organization (Prospect Heights, Illinois: Waveland Press, 1997), 210.'

Først tak for linket til det interessante interview med Sweezy. To hår mener du at have fundet i suppen, det er i hvert fald hvad du fremviser, selvom du siger et 'par godbidder', som var det underforstået at resten, efter din mening, nok heller ikke stod for en nærmere prøvelse. I midlertid er begge dine citater taget ud af deres kontekst, som nok gør dem mere unuanceret end de faktisk er. Du skriver:

'(altså skrevet 3 år før kollapset hvor det viste sig at DDR ikke blot var politisk men også økonomisk totalt runieret)'

At det viste sig at være politisk ruineret, som du skriver, er fuldstændig korrekt. Men mon ikke det er noget af en overdrivelse at hævde, at det var økonomisk ruineret? Det var trods alt et avanceret land målt med flertallet af verdens lande. Ungarn klarede sig også relativt godt på den tid - også i de første år efter jerntæppets fald. Du må heller ikke glemme, at rigtig mange indbyggere i disse lande faktisk ønsker sig tilbage til tiden før murens fald. Gobachev, eller hvordan det nu staves, havde givet grønt lys og randstaterne faldt som dominobrikker. Som Sweezy siger et andet sted i interviewet, så anerkendte han ikke begrebet en socialistisk lejr - der fandtes ikke nogle socialistiske stater, ingen som var uafhængig af kapitalismen. Så, det kom nok ikke bag på ham at de faldt sammen. Selve Sovjetunionen faldt jo også delvist sammen på grund af en klar kontrarevolution, hvor man privatkapitaliserede alt over hals og hoved før befolkningerne kunne nå at reagere adækvat, men det er en lang og anden historie. I et nyt forord til 1990-udgaven af Post-Revolutionay Society:

[efter perestrojka og] 'the revolution of 1989” in Eastern Europe, it has now become clear to the entire world that the new class system that arose in the Soviet Union and Eastern Europe in the Stalin period has come to "a dead end."'

og 'The conclusion that emerges from this analys, is that the crisis of the Soviet Union and the collapse of its East European allies was not due to the failure of socialism. The struggle for socialism in the Soviet Union as recounted above, was lost long before with the consolidation of a class system, and it was this system which, despite its undoubted achievements, ultimately failed.'

Så han fastholder altså, at det ikke var det påtvungne amerikanske våbenkapløb, som i sidste instans fik Sovjetunionen til at bryde sammen.

Du skriver:

'(hvilket ellers er store dele af venstrefløjens forklaring i dag….)'

Nu skal jeg heldigvis ikke stå til regnskab for hvad store dele af venstrefløjen (?) forklarer i dag;-)

Endvidere skriver du:

'(selv i 1986 var det klart hvad mål, metoder, effekt og langtrækkende konsekvenser Kulturrevolutionen havde. At han ikke lærer og reflekterer over hvor gigantiske en forbrydelse og katastrofe det var - politisk, økonmiske og menneskeligt - er fuldstændigt absurd)',

men du forklarer ikke hvorfor du mener at Sweezy var kryptomaoist og du ha naturligvis ret til at have din lidt afstumpede analyse af kulturrevolutionen, i hvert fald mente Sweezy ikke, at Kina var et socialistisk land, hvilket han understreger i det interview, du refererer fra.

Når du spørger 'Men for at vende tilbage til kernen. Hvad er neo-marx’ernes forklaring på det kinesiske mirakel? Sweezy nåede trods alt at se store dele af det udfolde sig?', må jeg delvis blive dig svar skyldig. Jeg er på ingen måde Sweezy-specialist og kan kun anbefale dig selv at lede den del af spørgsmålet op. Hvad jeg imidlertid kan forsyne dig med, er et link til denne overordentlig glimrende artikel af John Bellamy Foster (MRs redaktør i dag og hvem man vel må kalde en elev af Paul Sweezy) og Robert W. McChesney, hvor de under ingen omstændigheder stikker under stolen hvad deres opfattelse af Kinas 'mirakel' er:

The Global Stagnation and China

Det er godt nok en hulens lang artikel, men den er til gengæld allerhelvedes god og spændende, så du kommer nok igennem den;-) Jeg har ved en tidligere lejlighed, kort efter dens udgivelse, anbefalet den med et par citater her i debatspalterne, og flere tog imod den med kyshånd og gav mig inderligt ret i, at det var en artikel om Kinas kapitalistiske udvikling som var uomgængelig. God læselyst!

PS Hvis der skulle være smuttet et r hist og her i teksten, undskylder jeg. Mit tastatur har et ganske uberegneligt output på den tast.

@Jens Yde
"At kalde “kvantitativ lempelse” for en teknikalitet finder jeg er en grov nedtrampning af Friedman, Bernanke og hele menneskeheden. Et konstant ekstra-udbud af money er jo hele essensen af Friedmans ideer. "

Undskyld Yde men din til det krybende falden på halen for en fantast for Friedman - nærmest billedet på hele menneskeheden (sic!) - er ja latterlig og patetisk udover det almindelige.
Og ja det er hele essensen af Friedmans forenklede og verdensfjerne teori, hvis politiske indhold er at gavne den (finans)kapitalistiske overklasse og højere middelklasse.

NHN, spændende artikel om den kinesiske model som jo også Preben Wilhjelm peger på som et forbillede i sin pamflet om den i Vesten/Danmark udeblevne systemkritik.

Sært at læse de superkapitalistiske kommentatorers diskussion om den kinesiske Stat nu også har et tilstrækkeligt styr på kapitalisterne i Kina:

But for all of that, Forbes added reassuringly that “China’s property bubble is different,” since it is all under the watchful eyes of state banks that operate like extensions of government departments.

Det er påfaldende hvor lidt Informations læsere tilsyneladende forstår sig på økonomi.

At kalde Greenspan og Bernankes pengepolitik for Friedmansk er skudt helt ved siden af. Her er tale om klassisk Keynesiansk ekspansiv pengepolitik med det formål at skabe en større efterspørgsel i samfundet gennem lånte penge.

Som sagt er der ingen forskel på højere skatter og øget pengemængde. Sidstnævnte kaldes seignorage skat.

Dette skaber bobler, bolig boblen og så finanskrisen når markedet uundåeligt retter sig mod ligevægten - i lægmands ord - når markedet råber af Bernanke: Du har jo ikke noget tøj på.

Tyskland er et godt eksempel på en økonomi inspireret af Friedman med fokus på lav, fast inflaton.

Når en debattør tidligere nævner de dyre danske priser og karteller og bruger dette som argument for et fejlet marked er det - igen - helt skudt forkert.

Det er netop den manglende konkurrence i Danmark, fx i form af planloven og lukkeloven der skaber de dyre priser.

Hvorfor ser vi ellers ikke Wallmart, Tesco, Carrefour og lignende billige kæder i Danmark? Planloven er svaret.

Hvorfor koster en taxa så uhyrlig meget i Danmark? Fordi udbuddet og konkurrence begrænses voldsomt. Uden denne regulering havde vi ellers i morgen haft tusindvis af taxaer i mere økonomiske biler end luksus Mercedes limousiner.

At finansbranchen i USA og andre steder ligger i lag med politikerne er ikke udtryk for liberalisme men for korruption. Vist nok er korruption ikke et ukendt begreb i socialistiske og kommunistiske samfund.

Det ville klæde Informations læsere at sætte sig bare en smule ind i hvad de kommenterer på.

randi christiansen

Erik Hamre - "Hvorfor ser vi ellers ikke Wallmart, Tesco, Carrefour og lignende billige kæder i Danmark? Planloven er svaret."

Og måske løn-og arbejdsforhold som trods alt stadig er bedre end i USA

Sider