International kommentar

Mitt Romney og myten om selvskabte millionærer

Jo længere væk et system bevæger sig fra sine idealer, des mere lidenskabeligt bliver retfærdiggørelsesmyterne bragt til torvs. Således fremstiller samfundets parasitter nu sig selv som iværksættere
29. september 2012

Vi kan kalde det for ’Romnesi’: De meget riges evne til at glemme alt om, hvordan de har tjent deres penge. Til at glemme deres uddannelse, arv, familienetværk, kontakter og privilegier. At glemme de arbejdstagere, hvis arbejde har beriget dem. At glemme infrastrukturen, sikkerheden, den veluddannede arbejdsstyrke, kontrakterne, subsidierne og regeringens hjælpepakker.

Ethvert politisk system har brug for en myte, som kan retfærdiggøre det. Sovjetunionen havde Aleksej Stakhanov, minearbejderen som angiveligt havde udvundet 100 tons kul på blot seks timer. USA havde Richard Hunter, helten fra Horatio Algers eventyr om opstigningen fra samfundets bund. Begge historier indeholdt en smule sandhed. Stakhanov arbejdede hårdt for en sag, som han troede på, men hans bemærkelsesværdige produktionsevne blev overdrevet. Da Alger skrev sine romaner, var nogle fattige mennesker blevet meget rige i USA. Men jo længere væk et system bevæger sig fra sine idealer (produktivitet i Sovjetunionen, muligheder i USA), des mere lidenskabeligt bliver retfærdiggørelsesmyterne bragt til torvs.

Mytens nødvendighed

Når højtudviklede lande bukker under for ekstrem ulighed og social immobilitet, bliver myten om den selvskabte mand stærkere end nogensinde. Den bliver brugt til at retfærdiggøre sin modsætning: en uangribelig klasse af kuponklippere, der bruger sine arvede penge til at finansiere beslaglæggelsen af andres formuer. Det groveste eksempel på ’Romnesi’ er den australske minedriftsmagnat Gina Rinehart: »Ingen har monopol på at blive millionær,« hævder hun: »Hvis du er jaloux på dem med flere penge, skal du ikke bare sidde og beklage dig, men gøre noget for at tjene flere penge selv. Du må bruge mindre tid på at drikke og ryge og på socialt samvær og mere tid på at arbejde. Husk dine rødder, og skab din egen succes.«

Men Rinehart undlader netop at huske sine rødder. Hun glemmer at tilføje, at hvis man gerne vil være millionær – eller som i hendes tilfælde sågar milliardær – så hjælper det at arve en jernmalmmine og en formue fra sin far og i øvrigt nyde godt af et spektakulært boom i priserne på råvarer. Lister over de rigeste er proppet med mennesker, der enten har arvet deres penge eller tjent dem på spekulation – ikke ved innovation eller en produktiv indsats. De er et katalog over spekulanter, ejendomsbaroner, hertuger, IT-monopolister, ågerkarle, bankdirektører, oliesheiker, ejere af mineselskaber, oligarker og administrerende direktører, hvis løn på ingen måde står i forhold til den værdi, de genererer. Der er kort sagt tale om røvere. Bankerne bruger uforståelige instrumenter til at lænse deres kunder og skatteyderne. Mens kuponklipperne har overtaget økonomien, skal vi høre den modsatte historie.

Foretagsomhed

Der findes næppe en republikaner, som i sine taler undlader at gentage Richard Hunters fortælling, og næsten alle disse fortællinger om social opstigning viser sig at være løgn: »Alt, hvad Ann og jeg har, har vi tjent på gammeldags vis,« hævder Mitt Romney. I så fald er det på gammeldags vis som en pirat. Rolling Stone Magazine har i to artikler dokumenteret de lånefinansierede opkøb, der ødelagde levedygtige selskaber og arbejdspladser, og den kostbare statslige redningspakke, der reddede Romney politisk. Romney er indbegrebet af en økonomisk parasit. Den finansielle sektor er blevet til en maskine, der ødelægger job, familier og liv og forarmer andre for at berige sig selv. Jo hårdere den strammer sit greb om det politiske liv, des oftere må dens repræsentanter fortælle den modsatte historie: Om livsbekræftende foretagsomhed, innovation og investeringer, om modige iværksættere, der startede med ingenting og har tjent deres formuer udelukkende med slid og forstand.

Der er en indlysende bagside ved denne historie. »Enhver kan gøre det, jeg gjorde uden hjælp,« kan oversættes til: »Jeg nægter at betale skat for at hjælpe andre mennesker, som godt kan klare sig selv«, uanset om de har arvet en jernmalmmine fra far eller ej. I artiklen, hvor Gina Rinehardt opfordrer fattige til at efterligne hende, foreslår hun også, at mindstelønnen bør reduceres. For hvem har brug for en rimelig løn, hvis man kan blive millionær?

Parasitter

I 2010 erobrede de rigeste i USA, én pct. af befolkningen, hele 93 pct. af årets indkomststigninger. Samme år tjente virksomhederne topledere i gennemsnit 243 gange mere end den gennemsnitlige arbejdstager (i 1965 var forholdet 10 gange lavere). Mellem 1970 og 2010 steg Gini-koefficienten, som måler uligheden, fra 0,35 til 0,44 i USA. Et forbløffende spring.

Hvad angår social mobilitet, er de tre OECD-lande, hvor mænds indtjening med størst sandsynlighed kommer til at ligne deres fars, Storbritannien, Italien og USA. Hvis du er født fattig eller rig i disse lande, kommer du sandsynligvis til selv at leve på samme måde. Det er ikke tilfældigt, at alle disse tre nationer markedsfører sig selv som lande med enestående muligheder. Lige muligheder, personligt initiativ og heroisk individualisme: Det er myterne, som røverkapitalismen anvender for at overleve politisk. ’Romnesi’ tillader de meget rige at benægte andre menneskers rolle i skabelsen af deres rigdom og samtidig at nægte at hjælpe dem, der er mindre heldige end dem selv. For hundrede år siden forsøgte iværksættere at efterligne samfundets parasitter: De efterlignede kuponklippernes stil og levevis. I dag hævder parasitterne at være iværksættere.

 

© The Guardian & Information 2012. Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Rasmus Varnich Blumensaat

En anelse skinger i tonen, som vi også bl.a. kender det fra de nye ateister, men alligevel retfærdiggjort af situationens alvor.

I have seen the halls where self-made men are made from prefabricated parts.

Mathias Vang Vestergaard

Det er noget ganske usmageligt over den måde samfundets værdiskabelse er opbygget på og den måde som toppen håndterer deres privilegier - det svært at sige at det gælder alle, som denne artikel, på nogen planer giver udtryk for. Men, det ændre ikke ved det faktum at de økonomiske magthaverer har en fornægtende tilgang til dem som skaber merværdien i samfundet. Den ekstreme ulighed i verden, den økologiske krise og det økonomiske systems utilstrækkelighed og rigide dynamik må siges at være tydelig tegn på behov for et paradigmeskifte og nytænkning af vores civlisation

Det er fuldstændig rigtigt Mathias. Problemet er, at de velhavende ikke tænker i de baner. Jeg kommer selv fra Holte, hvor jeg er født (1951) og opvokset, og jeg tænkte ikke på de fattige, det var et fjernt begreb, alt kom naturligt, ny cykel, bil - ferie, mad på bordet etc. Man skal opleve nedtur, eller rettere sagt mærke den, og derfor vil jeg ikke bebrejde dem "thi de ved ikke bedre", for nu at buge et kendt citat.

Martin B. Vestergaard

For et par uger siden så jeg en spiseseddel for en formiddagsavis hvor der stod at en rigmand havde satset alt og nu kun levede på kreditorernes nåde.

Kan desværre ikke huske hvem det var, men min første tanke var, og hvad med alle de der har mistet alt helt uforskyldt? Hvad med slagteriarbejderen der mister jobbet fordi produktionen flytter til Tyskland, hvad med landmanden der må sælge gården fordi prisen på grise falder, og banken smækker pengekassen i. De kommer kun sjældent på forsiden.

Det der virkeligt skræmmer mig er den argumentation der var på de konservatives landsråd. De mener tydeligvis helt alvorligt at kontanthjælpsmodtagere vil have glæde af skattelettelser til de rigeste. Men det er helt i tråd med analysen i denne artikel. De rigeste tror øjensynligt selv på myten om at de selv har skabt deres rigdom, og at alle andre bare kan gøre det samme.

Svend Sandbæk

Forleden så jeg en splinterny Porsche Carrera GT, som angiveligt koster 10,3 mill. kr. Manden havde altså valgt, at bruge de mange penge til en stort set ubrugelig bil (2 pers. intet bagagerum, umulig i glat føre osv.). I stedet kunne han have glædet 1288 gangbesværede personer, med en el-kørestol. I stedet for kortvarig varme ved at tisse i bukserne, kunne han have opnået en sund indre varme ved at have hjulpet et medmenneske

http://lindebjerg.dk/default.asp?Action=List&CategoryID=319

Elisabeth Andersen

-Kommer til at tænke på et citat af Dorothy Parker:

"If you want to know what God thinks of money, just look at the people he gave it to"

Rasmus Kongshøj

Da jeg læste artiklen, og opdagede at den indeholdt et direkte angreb på det selvretfærdige økonomiske aristokrati, blev jeg nødt til at scrolle op, og læse navnet på forfatteren. Ganske rigtigt, den var skrevet af en udlænding.

Hvorfor har vi ikke nogen debattører herhjemme, der kan og tør svinge krabasken over kapitalen?

claus raunholt jensen

Borgerlige politikere henviser konstant, med en underligt trist monotoni, til nødvendigheden af at individet tager ansvar og er en ren akrobat til at begå frie valg. Dermed forudsættes det, at frit valg og ansvar er umiddelbart tilgængeligt for alle, en gave fra himlen, et universelt nedfald, som bare kan nuppes og bruges. Så abstrakte begreber er svære at gøre konkrete og specifikke, men det er vel noget med at kunne overskue mulighedens rum, at se handlingens konsekvenser i mange led frem, at være autonom midt i tilværelsens tummel.

Det er dog et spørgsmål om alle og enhver er i stand til det, og om vide horisonter og muligheder er hvermands eje. Dem der uforskyldt er økonomisk begunstigede, kort sagt dem der er født rige, besidder uden tvivl en vældig verden, hvor varer kan vælges, hjælp kan købes og luner kaldes ansvar, fordi verden aldrig slår hårdt igen. Derudover findes de uforskyldt lykkelige, dem med en heldig og kærlig opvækst, eller robuste gener, som glider med livet og ikke hæmmes af minder og ar. Men hvad med dem, der er ramt fra starten, der er ramt på pungen og er forkrøblede genetisk eller socialt, og hvad med dem, der uforskyldt bor i håbløse lande, hvor intet er muligt?

Millioner af mennesker er forvredne af tilfældets og samfundets tryk, de lever for at overleve, horisonten er smal, der er intet valg og dermed intet ansvar at tage. For dem er ansvar og frit valg i bedste fald et vagt løfte, noget der kan komme i en bedre verden, et fremtidigt mirage. Og derfor er det absurd og direkte arrogant, når de heldige på Olympen bliver nyliberale og kræver det af alle, som er forbeholdt de få, og som for de mange er en endnu ikke levende historisk mulighed.