I påsken 1997 sad min far med tynde arme og ben og stor vom og drak vand til familiefrokosten. Vand! Det havde vi aldrig set før. Fjorten dage senere blev han indlagt på Frederiksberg Hospital. Min mor, lillesøster og jeg var sammen med ham, da lægen stillede diagnosen: Leveren var forstørret og fuld af knuder.
Ovenpå tændte en håndværker for et slagbor.
De kunne ikke operere knuderne, der ville komme flere.
Slagboret masede sig ind i en væg, og jeg spurgte: »Knuder – er det den slags, vi ikke-medicinere kalder leverkræft?«
Lægen nikkede bekræftende.
»Nåh, mutter – så er den skid slået,« sagde vores far. Min lillesøster græd. Vores forældre knugede hinandens hænder. Slagboret dikterede pauserne mellem vores spørgsmål og lægens svar. Jo, han kunne godt komme hjem. Nej, det ville ikke gå stærkt, der var nok fire til seks måneder tilbage. Af livet.
Slagboret blev ved og ved og ved og ved med at slå sig ind i muren.
Vores mor var dialysepatient og svækket. Alligevel ville hun have sin mand hjem de sidste måneder af hans liv. Men han ville ikke hjem. Han sagde ikke, at han havde en plan. Han sagde bare: »Det er ikke et liv at ligge i en seng.« Så holdt han op med at spise. Få dage senere holdt han op med at tale. Min storesøster og hendes søn fløj ned fra Stockholm, hvor de bor. Da de trådte ind ad døren, slog han øjnene op, så lige på dem og sagde: »Dav.« Så lukkede han øjnene og tav.
Vore københavnske kusiner kom lidt senere, og vi sad fem kvinder og en ung knægt rundt om sygesengen. Vi havde aldrig siddet og ventet på døden før; vi vidste ikke, hvordan man gør.
»Jeg har købt en flaske whisky i lufthavnen; trænger I ikke til en drink?« spurgte Iris.
Jo. Vi trængte i den grad til en skænk. En af kusinerne hentede fem tandglas, og Iris skænkede op. Vi sad med glasset i hånden og kunne ikke få det op til munden – alle følte det upassende at sige skål.
Undtagen vores mor: »Skål, lille skat – skal du også ha’ en whisky?« spurgte hun sin mand, der lå og koncentrerede sig om at dø.
Så kom vi til at grine. Højt og med en god fornemmelse af, at han kunne lide, at vi var lige omkring ham, drak whisky og lo.
Nogle timer senere begyndte han at jamre svagt. Han har smerter, sagde min mor, og sygeplejersken skruede en anelse op for droppet. Det hjalp lidt, men ikke nok, han fortsatte med at give små besværede lyde fra sig. Min mor tilkaldte sygeplejersken og bad hende skrue endnu mere op for droppet – vel vidende, at morfinen ikke bare ville lindre smerten, den ville også afkorte hendes mands liv.
Sygeplejersken nægtede: »Han har ikke smerter,« sagde hun beroligende. Min mor så indtrængende på hende og svarede: »Jeg har sovet sammen med den mand hver eneste nat i 42 år. Jeg kan høre, når han har ondt. Det har han nu. Vil du være venlig at skrue op.« Og det gjorde sygeplejersken så.
Kurt Carl Jensen, pensioneret tjener, ægtemand og far til tre fik en smuk død. Vores mor holdt ham i hånden, jeg fortalte, navn efter navn, hvem der var i rummet og passede på ham. Han trak vejret ind og pustede ud, langsommere og langsommere. Til sidst pustede han bare ud.
Halvandet minuts dirrende tavshed senere sagde vores mor: »Nu er far vist død.« Så græd vi. Det var kun en uge siden, lægen havde afsagt dødsdommen til lyden af et slagbor.
Min far ville dø, min mor afkortede hans liv og lidelser. Jeg kan ikke se det som andet end en aktiv kærlighedsgerning. Alligevel kaldes hendes handling passiv dødshjælp i Etisk Råds nye udtalelse. Passiv, fordi intentionen med at give smertestillende i dødelige doser ikke er døden, men lindring, lyder argumentet. Tja … grænsen er ikke snorlige.
Etisk Råd har altid været modstander af at lovliggøre aktiv dødshjælp. Men i en ny udtalelse er Rådet splittet, to af dets 17 medlemmer mener, at aktiv dødshjælp i nogle tilfælde kan være etisk acceptabelt, hvis patienten selv ønsker det og er udsat for svære lidelser. Forsigtigt foreslår de en grundig udredning, som inkluderer erfaringer fra Holland og Schweiz, som har lovliggjort aktiv dødshjælp. Her er langt hovedparten, der får udført dødshjælp, kræftpatienter.
Sundhedsministeren bør lytte til Rådets mindretal – omkring 70 procent af befolkningen er enige med dem.
Pia Fris Laneth er journalist, forfatter og foredragsholder
En god beskrivelse af en fredfyldt dødsproces. Sådan sker det: man holder op med at spise. Dernæst holder man op med at tale, men kan kontaktes. Til sidst bliver man bevidstløs, før døden intræder.
Morfin kan ganske rigtigt forkorte livet, men det skal ikke afholde den døende fra at få nødvendig smertelindring. Det er en aktiv handling at give det, men det gives ikke med formålet at få patienten til at dø! Derfor er det ikke "aktiv dødshjælp". Grænsen er ikke snorlige, men i ovennævnte eksempel er der tale om en proces, hvor den døende har fået lindret sine lidelser i samarbejde med familien. Og som Pia Fris Laneth beskriver det, var det en god proces.
Beretningen slutter med et ønske om indførelse af aktiv dødshjælp. Hvornår skulle Pias far have bedt om det? Var det hans ønske?
Jeg har en fornemmelse af, at de 70%, der ønsker aktiv dødshjælp, mestendels ønsker en fredfyldt død - et rimeligt krav. Men et hold, der rykker ud og fuldbyrder dødsdomme, er et adminstrativt og etisk mareridt, både for patienten og lægen. For eksempel kan man ikke skrive det 10 år før man bliver syg, og så tro, at det kan efterfølges, hvis man findes bevidstløs. Man kan jo have skiftet mening undervejs.
Dejligt "livsbekræftende" indlæg i debatten om aktiv dødshjælp.
Mange tak til Pia Fris Lanerth for det.
Rigtigt godt indlæg. Etisk Råd er nærmest for lavt til at nævnes i sammenhæng.
"Beretningen slutter med et ønske om indførelse af aktiv dødshjælp. Hvornår skulle Pias far have bedt om det? Var det hans ønske?"
»Det er ikke et liv at ligge i en seng.« Så holdt han op med at spise.
Han holdt naturligvis op med at spise for ikke at ligge de offentlige budgetter til last, det er klart
Men hvem har tid til at høre mennesker når Gud taler i det andet øre?
For eksempel kan man ikke skrive det 10 år før man bliver syg, og så tro, at det kan efterfølges, hvis man findes bevidstløs.
Det håber jeg da meget.
ellers er der jo ingen som helst pointe i livstestamentet? (jeg ville have lagt et link ind til Sundhed.dk, men den portal er under opdatering)
"Jeg har en fornemmelse af, at de 70%, der ønsker aktiv dødshjælp, mestendels ønsker en fredfyldt død - et rimeligt krav. Men et hold, der rykker ud og fuldbyrder dødsdomme, er et adminstrativt og etisk mareridt, både for patienten og lægen."
Nå ja, men det er klart. Vi må bøje os for en fornemmelse, og vi må indse at det eneste alternativ til at lade folk ligge og lide, er dødspaneler med tilhørende udrykningsstyrke.
@ Lise Lotte Rahbek
Jeg håber at forskellen på et livstestamente om undladelse af behandling og et tilsagn om aktiv dødshjælp er umiddelbart evident.
@Esben Maaløe
Vi er heldigvis enige om at der er et alternativ til "at lade folk ligge og lide": palliativ behandling - med smertestillende, kvalmestillende, psykolog, socialrådgiver og præst.
En ting der kan fjerne dødsangst hos døende er psilocybin som findes i blandt andet nøgen spidshat svampen. Vi har faktisk lavet forsøg med det herhjemme med positive resultater. Der er kun tilbage og undrer sig over hvorfor dette middel ikke er tilladt til døende for at lindre deres angst endnu.
Passiv dødshjælp er det som Pia Friis Laneth beskriver. Faren til Pia Friis Laneth ville alligevel være død i løbet af 2-3 dage, måske 5-6 dage. Mange tror at deres kære og nære kommer til at leve deres sidste tid i helvede af smerter. Sådan foregår det altså ikke.
Lad mig give et personligt - og smukt - eksempel:
Min egen mor døde en smuk efterårsdag i oktober, præcist kl. 13.00 døde hun. Hun holdt ud, fordi hun ville se sit barnebarn og sige farvel til hende den oktoberdag i 1994, da hun døde. Og ja, det var også til kræft.....
Torsdagen før hun døde fik vi /tre søskende + en far) af en venlig ældre overlæge at vide at der ikke var mere de kunne gøre for vores mor. Vi sagde så til dem at hun ikke måtte lide - ikke måtte have smerter. Og det lyttede de til. Sygeplejersken skruede op for morfinen omkring kl. 12.50 - min mor holdt mig i hånden da hun døde 10 minutter senere.
Min farfar døde på samme måde i 1979, lægen foretog en lægefaglig analyse og vurderede at han ville dø indenfor et par dage, så der kom et ekstra skud morfin i sprøjten.
Ønsket om at dø en fredfyld død uden smerter er vel det alle pårørende til døds-syge mennesker ønsker. Men Pia F.'s beretning og min beretning tyder på at også sygeplejersker, læger og sosu-assistenter er opmærksomme på dette.
Aktiv dødshjælp er det ikke.....aktiv dødshjælp er at sige at nogen mennesker er så syge at vi, staten, går ind og afliver dem. Dette er nemlig mere humant end at de skal leve. Aktiv dødshjælp er også at en familie presser en gammel, svag tante eller en ældre syg bedstemor til mere eller mindre frivilligt at lade sig overtale til at være villig til at 'dø' for at børnene og børnebørnene kan få deres arv.
Og som sagt: Passiv dødshjælp er noget ganske andet...
Men det er jo forbudt.
Jeg håber den mor er blevet meldt til politiet.
Det er en smuk historie. Jeg er glad på Pia F's og hendes fars vegne i den forstand at han fik beholde sin menneskelige integritet på sit selvvalgte dødsleje, og at familien slap for at se ham lide, men den er sq svær at kringle, den der aktiv/passiv dødshjælp, marginerne er hårfine og der er mange der klynger sig til livet, selv når dommen er faldet. jeg har set det med egne øjne. liv vil tit leve, uanset hvor sølle eksistensen er. hvad psilocybin angår smadrer det også nyrerne, så de må jo også siges at være livsforkortende... jeg ved ikke, vi lever jo i en sindssvagt dødsfornægtende kultur efterhånden, og jeg tror at hvis/når min tid kom(mer) og jeg skulle ligge og vente, så ville jeg nok hellere være på morfin end svampe =/ min far der tabte til sidevirkningerne af diabetes blev proppet med antidepressiv medicin da legerne fandt ud af at han var bange for at dø, det battede bare ligesom ikke.. vi trænger til noget ny tænkning omkring døden, så den ikke er os så fremmed, det er jo trods alt fellesnævneren der binder alt der lever på den her klode sammen, det at vi ikke er evige væsener.
MKN, hvad så med sygeplejersken? (du er ironisk, ik?)
MKN, hvad så med sygeplejersken? (du er ironisk, ik?)
malou savoy - jeg falder helt uden for trådens debattører, fordi jeg synes, det er en meget privat sag, der her tværes detaljeret ud i offentligheden. Det bryder jeg mig ikke om. Derfor min skæve kommentar.
point taken. jeg synes dog godt vi må have noget offentlig debat om dette universale emne, og egne historier giver altid stærkere indtryk end statistikkerne, det er derfor pressen bruger dem..
ja, og "journalist, forfatter, foredragsholderne"
Ja, det er en personlig historie fra Pia F. men for mig at se har hun jo noget på hjerte, som i sidste ende berører en hulens masse mennesker. Det er informeren som vælger at trykke den, for at skabe debat.
Det er en underlig mani at lovgive om alting. Hvor er tilliden til domstolene og retssystemet?
Der kan være tungtvejende grunde til medlidenhedsdrab, men det er og bør være strafbart at slå andre mennesker ihjel. Minimumsstraffen skal være ingen straf. Det må være op til domstolene at frikende folk i hvert enkelt tilfælde. Det vil være stærkt og fint at få en dom der siger: ja, du har gjort noget strafbart, men vi mener, at handlingen var retfærddiggjort i din pårørendes ønske og lidelser.
Jeg mener at det bør være op til den doende selv at bestemme hvornår og hvordan man vil herfra. Det har man accepteret i nogle andre, mere oplyste og humane, europæiske lande.
Det er ikke alle sygdomme der kan lindres tilstrækkelig med morfin. Ikke uden at gøre patienten helt bevidstløs i processen.
Jeg er selv kræftpatient og har i løbet af mit liv og mit eget behandlingsforløb mødt mange andre kræftpatienter inklusive enkelte, der skreg sig selv i døden. Det er ikke en værdig afslutning på livet.
Pia Fris Laneth har skrevt en meget smuk beskrivelse af en værdi afslutning på livet. Tak for det.
jeg bliver aldrig tilhænger af aktiv dødshjælp, dertil stoler jeg ikke nok på jer.
Her skal ikke lovgives; her skal tænkes, mens nuværende praksis fortsat udøves i fornuftens fodspor.
Kommer der paragraffer på, bliver det ondt og farligt.
Et væsentligt etisk argument, i moderne nyliberal forstand, mod aktiv dødshjælp, er jo at patienten dør og således ikke længere behøver petrokemikalievirksomhedernes symptomundertrykkende "medicin", hvilket samtidig besvarer hvorfor selvsamme branche og deres politiske købekraft imod aktiv dødshjælp; det skader jo aktionærernes gevinstmargin.
Drab skal aldrig lovliggøres, heller ikke medlidenhedsdrab. Vi har udviklet en kultur, som gør medlidenhedsdrab til undtagelsen, aldrig til reglen. En kultur, hvor enkeltindividet på eget ansvar beslutter at tage livet af et medmenneske, velvidende at andre, som kender til den konkrete situation, vil forstå og bifalde det. Vi har alle brug for den beskyttelse, som den lov giver, der forbyder aktiv dødshjælp. Og vi har alle brug for det menneske som tør gøre det, som situationen kræver, men loven forbyder.
Jeg er ansat på et sygehus, og på en måde er denne debat overflødig.
1) Drab skal ALDRIG lovliggøres - aldrig. Heller ikke medlidenhedsdrab. Det vil være starten på en moralsk og normmæssig rutsjebane, så det "normale" bliver, at man modtager aktiv dødshjælp. Jeg vil ikke om 30-40 år i min sidste tid føle mig presset til at tage imod en sprøjte, blot fordi det til den tid er normen.
2) Hvad med at vise tillid til sundhedspersonalet? Vi er ikke robotter! Vi har ikke behov for en nedfældet retningslinje for ALT!! Vi har (som en nylig dom fastslog) som læger RET til at vurdere, hvilken indsats der skal ydes terminale patienter. Det er ENE og ALENE vores ret - og det fritager patient og pårørende fra en masse ansvar!! Stol dog på os - vi ønsker jo heller ikke at se folk lide, vel?!
Lægers uddannelse efterlader dem ikke med megen mulighed for ansvar; udover akut trauma har lægevidenskaben ikke rigtig forladt middelalderen. Hovedparten af uddannelsen i dag består af kirurgi; læren om opskæring af menneskelegemet og fjernelse af symtomer, samt farmakologi; læren om brugen af kemiske giftstoffer til at undertrykke symptomer.
Læger lærer intet om sammenhængen mellem kost, næring og sygdomme, skønt førstnævnte idag beviseligt er medgivende årsag til samtlige livsstilssygdomme m.m.
Som mennesker kan læger få respekt og ansvar og patienter kan ligefrem komme til at stole på en læge, men i dag er læger for mestedelen dårligt uddannede kvaksalvere og næsten alle medicinalbranchens forlængede salgskanal.
Det er en trist og paradoksal erkendelse, for det er i særdeleshed et ansvarsfyldt og slidsomt job at varetage sine medmenneskers skæbne.
Jeg kender flere gode læger, men de er undtagelsen oplever jeg.
Nåh - så dårlige er lægerne nu heller ikke. De er mennesker, og de har fået en god lang uddannelse.
Bortset fra det, mener jeg stadig ikke, moren må slå faren ihjel. Så vidt jeg ved, må ingen slå nogen ihjel i Danmark. Sådan har loven været siden Jyske Lov.
Selvmord kan næppe kaldes drab.
Og er det ikke hjælp til selvmord,
som er substansen af "medlidenhedsdrab"?