Kronik

Når det regner på hipsteren, drypper det på Mr. Lee

Når mennesker i lavstatusjob ’rebrandes’ af marketingkampagner og kulturelle frontfigurer, fejres klasseulighed som mangfoldighed. Det skaber en falsk forestilling om fællesskab. I sidste ende går det ud over de buschauffører og grillbarejere, der ikke har overskud til at leve op til den romantiserede stereotypi
Når mennesker i lavstatusjob ’rebrandes’ af marketingkampagner og kulturelle frontfigurer, fejres klasseulighed som mangfoldighed. Det skaber en falsk forestilling om fællesskab. I sidste ende går det ud over de buschauffører og grillbarejere, der ikke har overskud til at leve op til den romantiserede stereotypi
Debat
19. september 2012

For 30 år siden trængte taknemmelighedens tårer sig på hos den gigtplagede fabriksarbejder, når han på sin sidste arbejdsdag efter 50 års tro tjeneste fik overrakt et falsk guldur til lyden af klapsalver fra tilfredse aktionærer. Med et jovialt håndtryk langede fabriksejeren sin velnærede hånd hen over klasseskellet og undveg elegant spørgsmål om, hvem der egentlig havde fået den største bid af kagen.

I dag har vi et knap så synligt klassesamfund, men spørgsmålet er, om det ikke er den samme form for hvidvaskning af materielle og kulturelle hierarkier, der gør sig gældende, når busselskaber udnævner årets buschauffør til tonerne af Søs Fenger, og hipstere trækker musikanlæg ind på Istedgade for at fejre grillbar-indehaveren Mr. Lees fødselsdag.

’Når det regner på præsten, drypper det på degnen’, lyder et gammelt dansk ordsprog, der henviser til, at en højtstående skikkelse lader sit overskud komme en anden, mindre betydningsfuld og lavere rangeret person til gode. Relationen mellem præst og degn er baseret på en strukturel ulighed, som ikke bliver udlignet af, at der i ny og næ falder lidt kagekrummer af til degnen, der indordner sig taknemmeligt i hierarkiet.

Alt tyder på, at den abstrakte hipsterklasse besidder en vis mængde kulturel kapital. Så når den hylder Mr. Lee ved at spille sin egen yndlingsmusik, falder der også kulturelle kapitalkrummer af til grillbarsindehaveren. Men hverken feel good-billeder af en rørt og smilende Mr. Lee eller mavesure artikler, der benytter begivenheden som platform for at gøre grin med hipstere, forholder sig kritisk til, hvilken kulturel relation der er på spil, når Mr. Lees fødselsdag fejres.

På højkulturens præmisser

Mr. Lee-eventen er et rammende billede på en modkultur, der romantiserer den autenticitet, som lavkulturen er kommet til at repræsentere for det veluddannede, kreative segment i befolkningen.

Fejringen af Mr. Lee står ikke alene; tendensen viser sig også i form af rebranding af de stillingsbetegnelser, der normalt ikke kommer over folks læber ved ferniseringer. Kaffebarernes baristaer laver trivielt no brain-arbejde, men hyldes som sommelierer, og frisører er blevet art directors. Det er en markedsføringsstrategi, fordi det bidrager til den opfattede værdi af det produkt, man køber – det er udført af en kærlig og særlig hånd. Og når McDonald’s kårer månedens medarbejder og hænger en platinplade op i restauranten for at anerkende den indsats, der ydes på gulvet mellem frituregryderne, får virksomheden også mulighed for at signalere sine antielitære og menneskelige værdier til kunderne.

Intentionen med at give skulderklap til dem, som får de daglige hjul til at køre, selv om de ikke høster arkitekturpriser til Danmark, er dog fin. Og fejringen af Mr. Lee er – ud over at være en velment og hjertelig gestus – også med til at sætte fokus på værdien af de rutineprægede og opslidende erhverv. Til næste fernisering i Kødbyen vil man næppe høre de samme folk spørge efter Mr. Lee – men det er rart at vide, at man kan finde ham bag disken, når sulten melder sig kl. halv tre. Lavkulturen er altså inviteret inden for i det fine selskab på højkulturens præmisser og på lånt tid.

Romantisering nedad

Når klasseulighed og kulturelle hierarkier fejres som mangfoldighed, får de strukturelle betingelser, der muliggør romantiseringen nedad, et venligt og imødekommende ansigt. Og uanset hvor oprigtig og velment fejringen er, bidrager den til at sløre den ulighed, der stadig er til stede, når tonerne fra hipsternes trækvognsanlæg dør ud.

Det forstår man, når man husker, hvem det er, der fejrer mangfoldigheden: Det er speltsegmentet, som udgiver oder til det 114 år gamle kastanjetræ på Enghave Plads, der måtte vige pladsen for metroen. I nostalgi over forestillingen om et fællesskab med plads til både høj og lav, længes de efter at mærke mangfoldighedssuset fra bænkerækker af alkoholikere, når de går forbi med irmaposen fuld af økologiske varer.

Og det er beatpoeten, der sætter sig på den brune bodega og bliver inspireret til ny poesi af melankolien, der skinner i øjnene fra de handlede nigerianske kvinder.

Slumromantikken er problematisk, fordi den er ensrettet og praktiseres af folk, der er favorabelt stillet i mangfoldighedens kulturelle og økonomiske matrix. I begejstringen over deres egen miljømobilitet lader de til at glemme, at mangfoldigheden ikke udelukkende eksisterer horisontalt, men er uvægerligt forbundet med hierarkier.

Dryppende selvfejring

Måske var den kulturelle fusion til stede i det øjeblik, hvor grillpapiret blev farvet lilla af rødkålen til tonerne af Lucy Love foran Isted Grill. Men man inviterer ikke Mr. Lee hjem til en kop the. Kulturmødet på Istedgade gør derfor i virkeligheden intet for at nedbryde det skel, det fejrer. Hipsternes fejring af egen autenticitet er i centrum, fordi begivenheden bliver en anledning til at vise deres joviale forhold til lavkulturen. Og så drypper det ganske rigtigt på Mr. Lee, når hipsterne i deres søgen efter ’modkultur’ for en stund beslutter sig for at vende tilbage til de gamle dyder og »fucking god grillmad«.

Ser man bort fra den klare fordeling af rollerne som henholdsvis præst og degn, kunne det være en win win-situation, hvor anerkendelsen skaber øget selvfølelse og arbejdsglæde. Men kun hvis man midt i festlighederne husker det substantielle grundlag bag rebrandingen af den symbolske status, der f.eks. er til stede i busselskabernes kåring af Årets Buschauffør. Anerkendelse og fejring må ikke blive en erstatning for en reel forbedring af arbejdsvilkårene. For mon ikke buschaufføren foretrækker en højere løn frem for at blive kransekagefigur i et mediestunt?

Smil til din buschauffør

Nomineringerne til Årets Buschauffør fortæller os, at ’den gode buschauffør’ skal smile, have karakter og fortælle finurlige anekdoter om stoppestederne. Det er som udgangspunkt hyggeligt nok, men kunne efterlade kollegaerne, der har sværere ved at leve op til den rebrandede stereotyp på den stolte og tilfredse lavstatusarbejder, i en uhensigtsmæssig position. Lad os her mindes debatten om, hvorvidt det kunne forlanges af kassedamer, at de skulle smile, når de kørte dagligdagsvarerne over rullebåndet. Fejringen af buschauffører og grillbarsindehavere ’med karakter’ er nemlig også med til at øge forventningspresset.

Når man smiler til sin buschauffør eller kassedame, og han eller hun ikke kvitterer med hjertelighed, folkelighed og anekdoter, bliver man skuffet snarere end opfyldt af sympati og forståelse for, at et opslidende og lavtlønnet job ikke altid levner overskud sidst på arbejdsdagen. Og når Mr. Lees kollega på Tagensvej ikke orker at servere bøfsandwichen med et kækt smil, fordi det stadig æder ham op, at han aldrig fik brug for sin lægeuddannelse fra Vietnam, må han nok kigge langt efter hipsterhurraer og falske guldure.

 

Mathilde Grønborg Helms er specialestuderende på Internationale Udviklingsstudier på RUC

Ida Meisling er redaktør på Magasinet Kollaps og ekstern lektor på Kultur- og Sprogmødestudier på RUC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Fin analyse og gode eksempler på det, kronikørerne betegner som slumromantik. Snarere end at være det mindste autentisk er disse stunts en stor (selv)iscenesættelse.

Kristian Rikard

Holy Mackerel! Hvor skal disse stakkels studerende dog få job efter endte "studier"?

jens peter hansen

Hvor mange med en lægeuddannelse laver mad i en grillbar ???

Og ...?

Professionelle brokkehoveder har vi nok af, vi behøver ikke flere, der på bedste politisk korrekte vis udfolder deres påtagede sociale indignation i enhver søgt sammenhæng.

Mathilde & Ida,

Ulighed er kommet for at blive. Den har altid været der, og vil sandsynligvis eksistere, så længe der er mennesker på denne jord.

Bare acceptér det som et livsvilkår.

Og under denne præmis er det jo kun fint, at hylde og anerkende hinanden, på tværs af ulighederne.

Ingen grund til at opfinde alle disse 'falske' problemstillinger.

/O

Troels H. Poulsen

Denne artikel er vist lige det modsatte af politisk korrekt, og den rammer lige på et ømt punkt i de fleste danskeres selvforståelse.
Og @ jens peter hansen. Jeg har i hver fald kendt én kinesisk læge, der gjorde rent i en restaurant og også andre med universitetsuddannelse, der arbejdede i den slags jobs.

Charmerende udtrykt og gennemtænkt kritik af tidens megalomane egoer, samt en god fremstilling af samfunds relationerne.

Lise Lotte Rahbek

Romantisering af underklassen er så absolut en klassiker.
Hvem har ikke hørt eller læst højrefløjens smukke og romantiske ord om underklassens unikke stolthed
og skønheden i de slanke og stærke kroppe
*host*

Derfor har højrefløjen også haft det meget svært ved lissom at forstå, at underklassen kan finde på at være obsternasige og klage over, at overklassen ifølge dem selv har sig tilranet retten til alle naturressourcer.

Akkeja, hvis de dog bare ville tie stille og være smukke og smilende som børn, og undlade at råbe eller klynke.

Troels H. Poulsen

Det er ingen falsk problemstilling. Det er en anklage mod den hykleriske jovialitet, der hersker i Danmark.
Artiklen rammer lige præcis denne falske omklamring fra overklassen, som skal gøre underklassen tilfreds med sit lod og helst acceptere endnu flere forringelser, "bare vi alle sammen har det så hyggeligt". Mr. Lee er blot et falsk eksempel i denne artikel, da han jo er selvstændig. Men det gælder det såkaldte leverpostejsmadder-danmark, som er blevet tildelt en helterolle, som de ikke har efterspurgt. Og de arbejdsløse har jo som bekendt fået skurkerollen, mens overklassen grinende ser til ved disse kampe, der udspiller sig mellem den arbejdende og den ikke-arbejdende underklasse, som Guderne på Olympen der betragter de dødeliges genvordigheder.

Artiklen siger det klart:
"Anerkendelse og fejring må ikke blive en erstatning for en reel forbedring af arbejdsvilkårene. For mon ikke buschaufføren foretrækker en højere løn frem for at blive kransekagefigur i et mediestunt?"

Er Mr. Lee underklassen? Såvidt jeg ved, er han selvstændig erhvervsdrivende på en befærdet adresse i hovedstaden.

Anders Mikkelsen

Mange sandheder... I øvrigt er det nogenlunde de samme mekanismer der gør sig gældende i sagen med værtshus-Jane, selvom motivet her (støt op om modstand mod bander) dog er en del bedre.

Hvis man er i tvivl om det er selviscenesættelsen der er i højsædet til sådan et event, er det bare at lave en rundtælling af hvor mange af personerne foran grillbaren der konstant rækker ud efter smartphonen for at dokumentere deres egen deltagelse overfor netværket.

Se mig! Jeg er nede med ham der laver flæskestegssandwich!

Søren Kristensen

Hip, hip, ...

Martin Kjeldsen

Ja, jeg kommer fra Odense, som er en større by i provinsen. Jeg aner intet om, hvem Mr. Lee er. Denne "nyhed" er ikke kommet til Odense endnu. Og hipstere? I min omgangskreds (primært ufaglærte arbejdere og arbejdsløse) har vi tit snakket om, hvad det ord egentlig betyder. Jeg tror faktisk ikke vi har sådan nogen i Odense. Jeg må igen konstatere, at et lokalt fænomen (Storkøbenhavn) endnu engang bliver pustet op til at være et nationalt, ja, måske endda universelt jærtegn om sædernes forfald og det der er værre.

Københavnere! Det er på tide, at I vågner op og erkender, at København er det virkelige udkantsdanmark. Det er herude i provinsen, at vi er i stand til at se tingene i deres rette sammenhæng og perspektiv. Ta' Jeres skyklapper af.

Altså, for Jeres egen skyld, ikk' da!

Kærlig hilsen: en fynbo.

Mathilde & Ida

sikke en omgang ævl og nedværdigende ord, mod en mand, som de fleste af os har kærlighed til, selvom vi ikke kender ham personligt.

Jeg var en af dem der var der for at fejre ham og tog sig tid til at finde mere ud af hans baggrund før hans fødselsdag, hvilket i også som avis burde havet gjort. Manden er fra Taiwan og ikke fra Vietnam.

Ps. Jeg ville også være sur, hvis jeg skulle bruge 8 år af mit liv på RUC.

Olav Bo Hessellund

@Kristian Rikard, Oliver Goulin, Niklas Monrad:

I kan ikke li’ det I læser, og det er også ok - men hvad med at argumentere?
Er problemet, der peges på ikke reelt, og i givet fald hvorfor ikke?
Det her er jo ikke Ekstra Bladet el. BT.

@Olav

"Er problemet, der peges på ikke reelt?"

:-) Nej, det er lige præcis, hvad det ikke er.
Det er et typisk studentikost pseudoproblem.

Realiteten er, at vi har ulighed i alle mulige sammenhænge: biologisk, økonomisk, intellektuelt, socialt etc. - og det er et livsvilkår, som ingen ideologi nogensinde har kunnet ændre på, og formentlig aldrig vil kunne.

Men det er for så vidt også irrelevant. For selv under disse betingelser kan mennesker i praksis, altså i det virkelige liv udenfor RUC's mure og lignenede steder, finde ud af at omgås hinanden med respekt, kærlighed og gensidig anerkendelse.

Det er jo det smukke ved menneskelig sameksistens, og denne hyldest af Mr. Lee, trods al sit hipster-pjat, opfatter jeg egentlig som ganske ægte og oprigtig.

Så hvad er egentlig problemet?

/O

Olav Bo Hessellund

@Oliver
OK, ja det var da i det mindste en argumentation.

Men er ikke enig med dig i, at ulighed er et livsvilkår, vi sådan bare behøver at acceptere. Det fortæller historien fortæller os vel ret tydeligt.

Mennesket er et historisk væsen. Mig bekendt er der ingen andre levende væsener på denne jord, der har nogen bevidsthed om, hvem deres ”bedsteforældre” var.

Vi er naturligvis også biologiske væsener, men udrustet med den særlige fysiologiske evne, at vi er i stand til at tale og danne sprog, og dermed også danne begreber. Dermed kan vi også
forestille os selv i andre situationer end den, vi lige nu befinder os i, ligesom vi kan gøre os forestillinger om, hvad der rimeligt og urimeligt – alt sammen fordi vi er sproglige væsener. Og på det grundlag kan vi så vælge at handle eller undlade at handle. Vi har godt nok instinkter som dyr, men vi behøver ikke i alle tilfælde at give efter for dem.

Man kan mene - som en tidligere statsminister - at ideologi er noget bras, men jeg tvivler stærkt på, at mennesket nogensinde vil ophøre med at gøre sig forestillinger om, at verden kunne være anderledes indrettet end den er p.t. og handle på disse forestillinger.

jens peter hansen

OK, der er altså én kinesisk læge som har gjort rent. Arbejder vedkommende stadig i rengøringsbranchen? og når jeg tænker mig om er der nogle læger der bliver testet før de bliver ansat. Ren diskrimination eller et fornuftigt sikkerhedstjek ??

@Kenneth

Må simpelthen sige at du har misforstået indlægget fuldstændig. Det er en kritik af romantiseringen som sker på din, mig selv og resten af "kulturelitens" præmisser. Tror desværre bare at du ender med udstille dig selv og din samfundsopfattelse med den kommentar.

Derudover et interessant indlæg, selvom det, som det allerede er skrevet i kommentarerne, ser rimelig naivt på lighed/ulighedsspørgsmålet.

Æj buh dumme hipstere.

Oliver A

det ved jeg sgu ikke om jeg har. Det er ikke første gang at Informationen har haft en artikel oppe at køre, hvor Mr Lee også var med. I den første "dækkede" de hans fødselsdag, men endte altså i stedet med at fokusere på de såkaldte hipsters og det er sgu sørgeligt.

Jeg syntes bare det er ærgeligt, at man skal tage det gode ud af noget for heller at fokusere på det dårlige.

Jens Overgaard Bjerre

Det er en udemærket artikel. Velmenende og godt formuleret. Desværre oser den af, at de to skribenter aldrig regner med at synke så dybt som deres buschauffører eller grillmanden. Der er et hattedame skær over hele fortællingen. Og det er faktik den, som de prøver at gøre op med. Der er mere 'hipster' en 'lowster'.

Thomas Damgaard

Kære Mathilde & Ida

Tak for et kvalificeret indspark til en interessant debat.
Jeg er dog ikke helt enig i præmisserne for jeres konklusioner.

For det første kan jeg ikke se, at der nødvendigvis eksisterer en modsætning mellem at udtrykke en anerkendelse af et stykke arbejde (fx ved at sige tillykke til Mr.Lee), og samtidig at ønske, at "en reel forbedring af arbejdsvilkårene". Det mener ja da sagtens kan gå hånd i hånd.

For det andet bruger i præmissen om, at såkaldte hipstere udgør en homogen gruppe, hvor alle kun er interesserede i selvpromovering. Men det er jo en pessimistisk tilgang til den menneskelige natur, at man ikke kan gøre noget for andre uden det er for ens egen skyld.

Tænk, jeg har mødt folk, som i egen indbildning bevisførte deres progressive og antiracistiske indstilling ved at sige, at de købte mad i kinesiske og tyrkiske griller - og elskede det. Overfor det segment sidder en artikel som denne, lige i øjet.

Den er for øvrigt meget fint ramt i klasseanalysen, Taiwan-kineserne kom nemlig til Danmark i samme periode som de øvrige såkaldte "fremmedarbejdere" fra Tyrkiet, Marokko og Pakistan - for at søge job. Og derpå blive udbyttet på det danske arbejdsmarked. Og det blev de så. Det skal sørme fejres. Især det sidste. Det er især værd at fejre, at nogle af dem aldrig kom videre fra det dårligt betalte knoklejob, som de startede med i 1971. Det er autentisk, når livet går i stå.

Nikolaj Petersen

Det er lavstatus at være akademiker på en offentlig finanseret arbejdsplads der er afhængig af skattekroner!

RUNE ZETTERSTRÖM

kan de to forfatterinder ikke til en start sætte sig lidt i at det ikke var "hipstere" der trak et musik anlæg ind på Istedgade.

hvis man kalder "folk" der har været i/været med til at definere en kultur i årtier for hipstere så er det sgu' fordi man har lyst til at misbruge et trendy hadebegreb...

at "de" vælger at fejre en mand de har spist hos i årevis har intet at gøre med slumromantik.... det er bare at vise sin respekt....

Jeg synes det er synd at I - kaere medkommentatorer - sabler artiklen ned. For mig at se arbejder forfatterene med en disciplin man ofte kalder samfundstaenkning eller samfundsfilosofi - der er meget svaer. Kun ganske faa lykkes at bidrage med noget saerlig godt som eksempelvis Platon, Machiavelli, Roussaux, Smith, Locke, Marx, Veblen, Habermass, Enzenzberger etc.

Det gaelder ogsaa inden mange andre fag - der gaar vel 500 udmaerkede balletboern paa en ballarina - og det er umuligt at se hvem der har det i sig foer til sidst. Saa laenge vi har saa stor en arbejdsloeshed, bliver vi kun rigere af - at nogen faar frihed til at proeve kraefter med det virkelig svaere.

Dansk films gode resultater i de seneste aartier (der nu ser ud til at klinge af) - var vel ogsaa skabt af arbejdsloese unge i 80'erne der fik lov at arbejde med de kulturprojekter de havde lyst til.

Kære Ida og Mathilde,
Jeg må indrømme at jeg er træt af vinklingen: den er ensidig: jeg er designer: alle designere er pr definition hipstere, og har ikke et gram socialt engagement, tænker kun på sig selv og har intet udsyn til sociale problematikker?
Jeg er så træt af at støde på den, så jeg tror jeg vil fortsætte mit arbejde med socialt udsatte, at gøre Københavns Universitet og boligsociale indsatser til positive sociale miljøer, og bruge min stemme i sammenhænge hvor jeg ikke bliver sat i bås.
PS. jeg har atelier i Kødbyen, det har jeg blandt andet fordi det er billigt, fordi jeg tjener mindre end dagpenge på at bidrage til samfundet med kunst og social design.
Jeg har ingen pensionsordning, folk tror som udgangspunkt at jeg vil arbejde gratis fordi jeg brænder for det jeg laver, og fordi kulturforbrug generelt i DK er en del af vores overforbrug.
Jeg er glad for at arbejde fordi jeg bidrager med kvalitet til jeres hverdag, skaber empowerment i projekter for socialt udsatte, og gør en forskel for andre mennesker.
Men måske er jeg så alligevel ikke en ægte hipster fordi jeg er gråhåret, har barnesaddel på min cykel og bare er en 8-4 kunstner der aldrig har tid til at gå til fest.
Men hvem er de så de dér hipstere hvis de ikke er her? Jeg tror også bare at der er nogen mennesker rundt omkring der prøver at gøre byen levende, for alle jer kulturforbrugere der tror at en teaterforestilling kun koster biletten, som i alligevel har fået gratis fordi i kender nogen.

Og.Jo.Jeg.Kan.Godt.Se.Pointen.Er.Bare.Lidt.Træt.
Grundlæggende tror jeg at man bliver nødt til at kigge på folks motivation: Er Mr. Lee blevet kynisk brugt som et redskab til at fortælle en historie belagt med tyk fernis af ironi - eller var der en oprigtig stemning og anledning til fest? Vi ved det ikke, for vi var der ikke?

Oprigtigt talt kunne jeg godt tænke mig svar på følgende: Hvilke overvejelser har I gjort jer om de normative konsekvenser af denne artikel?
Risikerer I ikke at konstruere en følelse hos Mr.Lee om at blive kigget ned på, noget der måske for ham var en dejlig oplevelse og et afbræk i hverdagen, bliver rekonstrueret til at han er en marionetdukke i en forestilling han ikke selv valgte at deltage i? Bruges han her (måske igen) uden sit samtykke til at illustrere en nu intellektuel underholdene vinkel, og har i overvejet om I vil tage et ansvar i den forbindelse?
Og hvad med hipsterne, er vi i gang med systematisk at mobbe en gruppe af kreative mennesker i medierne, en flydende gruppe som ingen rigtigt ved hvem er, men de er ihvertfald Djs, designere og har overskæg M/K? En gruppe som er blevet legitim at foragte, ironisere over, Vi elsker dem og vi elsker at hade dem.

Det offentlige rum har brug for mere venlighed og større klasseforståelse, enig, også når det er komplekst. Men analysen må gerne foregå med omtanke for de berørte grupper.

Bedste Hilsner
Laura Winge

Hvis nu ophavskvinderne til denne artikel selv havde boet på Vesterbro i en årrække, og rent faktisk havde spist hos Mr. Lee i flere årtier, så ville de nok ikke give artiklen denne latterlige vinkel.

Jeg tror fuldt ud på ægtheden i folks intentioner ved fejringen af Mr. Lee... Ganske enkelt fordi jeg blev inspireret og fik lyst til at gøre det samme for min lokale flæskepusher. Cheungs Grill i Kongedybet på Amager er legendarisk, og de hårdtarbejdende mennesker, der hver dag, undtagen mandag, arbejder fra 14 til 23 med at lange svineburgere over disken, fortjener ganske enkelt en tak og et skulderklap. Jeg gider ikke altid selv lave min mad, men det gør Cheung heldigvis, og det har jeg sat pris på årevis. Ægte pris på. Ikke sådan en hipsteragtig værdsætning fordi det er moderne at være nede med de laveste i samfundet. Jeg er selv på kontanthjælp nemlig, så jeg kan uden problemer relatere til folk i den laveste klasse. Cheungs Grillbar er ovenikøbet så billig, at jeg ikke engang kan lave et tilsvarende måltid ligeså billigt hvis jeg handler i Netto.

Derfor sætter jeg ægte pris på min grillbar og de mennesker, der arbejder der dag ud og dag ind. Ikke fordi det er fucking moderne. Nu må i fanme spænde...

AT Cheung så kører en stor bil og forretningen går så godt, at de faktisk slet ikke tilhører det laveste segment, er jo en helt anden snak...

Det er sjovt som en artikel kan tolkes forskellig.

Jeg ser hipsternes 'autenticitet' som tegn på den danske syge, nemlig at vi snobber nedad. Som en anden debattør skrev: en hyklerisk jovialitet mellem klasserne som gør at ingen helt kan finde ud af hvordan vi forholder os til hinanden i det offentlige rum.

Jeg respekterer bestemt denne Mr. Lee - som jeg ikke kender - for hans tilsyneladende hårde arbejde, men at hylde nogen for at udvise arbejdsmoral siger mig lidt at hipsteren mangler det samme. For hipsteren er oftest en evighedsstuderende eller dagpengerytter uden meget erfaring med arbejde.

Mr. Lee havde nok været gladere hvis han ikke over skattebilleten skulle finansiere disse identitetsmanglende pseudo-akademikere.

Frederik Eriksen

Passende underlægningsmusik til denne artikel:

Pulp - Common People

Mette Thunø skrev i 90'erne nogle brandgode artikler om Kina grillerne og kinesiske indvandrere i Danmark. Hun gjorde, hvad hun kunne, for at skabe et realistisk billede af den verden, der gemmer sig bag de fedtede og afblegede grillreklamer, fremfor de romantiske forestillinger om autenticitet, som allerede dengang klistrede til diskene og skiltene.

Siden er der så sket det, at nogle ømskindede og ærekære designertyper har kastet sig over grillerne. Og nu må man så ikke forholde sig kritisk til de gamle fremmedarbejderes stagnerede livssituation, fordi det er synd for designerne, hvis der sættes spørgsmålstegn ved deres æstetiserende tilgang til livet på grillbaren. Ja, nogle i denne tråd mener sågar, at det er synd for de gamle fremmedarbejdere, hvis nogen skulle driste sig til at forholde sig kritisk til grilllivet.

Det er godt nok sølle. Den sociale indignation, som bærer artiklen, fremstilles af hipsterne som om den var en krænkelse.

Hvad ved skribenterne egentlig om det de skriver om?

Har I spurgt Mr. Lee om han føler sig misbrugt, nedgraderet og latterliggjort?

Har I overhovedet TALT med nogen uden for RUCs mure - eller er hele dette billede skabt på baggrund af teorier, der åbentbart ikke kan indfange at der kan eksistere varme, kreativitet og glæde imellem mennesker.

Hvor kommer det had til hipsterne fra? Til Mr. Lee?

Hvorfor skal han nu fremstilles som et andenrangs menneske - et fjols - der bare glæder sig over at nogen vil hylde ham?

Og hvorfor skal hipsterne fremstilles som selvpromoverende, selviscenesættende, blottet for varme og altruistiske motiver? Uden bevidsthed om sociale uligheder - uretfærdighed?

Hvor er det kritiske blik på jer selv? Hvorfor skriver I dette indlæg? For at promovere hvor smarte, velskrivende og kloge I er? Hvem er det I vil gøre indtryk på? Hvis anerkendelse er så meget værd, at I vil gøre Mr. Lee til grin - for hele offentligheden (!) - for at få den?

Hvor meget glæde synes I selv at I spreder - udover den glæde visse mennesker kan få ved at læne sig tilbage, betragte verden og kritisere den sønder og sammen og godte sig over at de har gennemskuet noget de dybest set ikke aner en skid om.

Kom dog ind i kampen! DELTAG - istedet for at betragte verden med (ud)stakte arme der ikke har hænder til at række ud.

I pisser både på Mr. Lee og hipsterne og bagefter siger I at de lugter.

Something is rotten at RUC...

Hej Vibeke Nielsen,

Jeg kan godt huske den artikel om kinesiske indvandrere som du refererer til, og jeg har meget respekt for det benarbejde og den medmenneskelige respekt der lå bag Thunøs arbejde.
Jeg er glad for at du bringer den på bane for det var lige præcis den nerve og den dybdegående analyse som jeg savner i dækningen af Mr.Lee og "hipsterne".
Jeg er ikke som sådan uenig i artiklens pointe om klasseskel og social bevidsthed, men jeg synes folk i medierne har så rigeligt travlt med at sparke til hinanden, I stedet for at fokusere på generøsitet. Artiklen er - også - en del af den tendens, og jeg synes ikke at budskabet om at "klasseulighed og kulturelle hierarkier fejres som mangfoldighed" er godt nok underbygget i det konkrete eksempel, ligesom at jeg har læst mig til at Arrivas buscahauffører faktisk føler sig talt ned til. Og det er synd, for pointerne i artiklen er faktisk fine, så det er ikke for at være polemisk at jeg spørger til skribenternes overvejelser omkring eget ansvar.
Jeg ved ikke hvem du refererer til når du skriver "ømskindede og ærekære designertyper" - men det lyder som om du ikke ved så meget om min faglighed, når designere, hipstere i flæng omtales som definitionen på ikke socialt indstillede overfladiske mennesker. Jeg kan ikke sige noget som helst om, om de hipstere der holdt fest for Mr. Lee var overfladiske. Og jeg kender ikke til deres faglighed, forsåvidt kunne de ligesågodt være studerende med hang til fest.
Men jeg ved noget om designere, og med fare for både at være ærekær og at lave et sidespor kan jeg fortælle at i Kødbyen sidder der designere der udvikler hjælpemidler til ældre og indtænker hjemlighed i plejesituationen, der sidder designere der tegner børnebøger til vores børn, jeg arbejder med social design og brugercentrerede processer: hjemløse, socialt udsatte, børn af fængslede, boligsociale indsatser der skal forbedre menneskers hverdag og børnekultur. Jeg bruger den sociale analyse og kunst i forandringsprocesser.
Design er ikke pr definition overfladisk, men bruges til at forbedre hverdagen for rigtigt mange mennesker. Æstetik og kultur er heller ikke (nødvendigvis) overflade når det som oftest i for eksempel design er forankret i at gøre en (grå) hverdag poetisk og del af løsninger på gennemresearchede problemstillinger.
Men uanset hvad jeg som "designertype" arbejder med, gør jeg det (jo) kun for at iscenesætte mig selv: og det er her jeg står af. Og da mine motiver således er afklaret af andre, så nytter det næsten ikke at sige noget, for uanset hvad jeg skriver er sproget og mit motiv taget fra mig.

Hvis man skal drage noget positivt ud af artiklen skal det være at der endelig er nogen der står op imod overfladiskhed, (selvom ingen kender hipsternes oprigtige intentioner) og hvis det er starten på en ny tendens imødeses dette positivt herfra.

Hav en god dag.
Venlig Hilsen
Laura

Laura Winge

Jeg ved skam godt, at der alle dage har fandtes både designere, arkitekter og billedkunstnere, som har arbejdet på baggrund af social indignation. Derfor undrer det mig så meget desto mere, at du føler dig (og dem) ramt af artiklen?

For du må da også have mødt designere og andre, som arbejder med visuel æstetik, som ikke interesserer sig for den etiske dimension, medmindre den kan brande produktet og dermed højne salget i en periode. Den type, som synes at den lokale serviceslave er sød og sjov, fordi han/hun er billig, villig og har sådan en fantastisk kikset smag. Den type, som læser Vice Magazine og sidder på Café Yrsa og griner af stambranderterne og gadens løse fugle.

Og den type identificerer du dig måske ikke med. Men det lyder desværre sådan, når du tager ham/hende i forsvar, fremfor at se, at det er den priviligerede æstet, som artiklen angriber - den moderigtige type, som fejrer sig selv som progressiv og sjov, når hun sætter tænderne i en på alle etiske, solidariske og økologiske parametre garanteret ubæredygtig flæskestegssandwich. Ikke alle designere, arkitekter og billedkunstnere, der nogensinde er gået ned ad Istedgade.

Simon Lindgaard

Altså, det er en god pointe, men ift. specielt den sure buschauffør eller kassedamen, så har jeg en livsfilosofi: Du er hvad du vælger at være. Bær dig selv med stolthed og glæde, hvad enten du er buschauffør eller børsmægler. Jeg kan da også sidde og grine over et par fulderikker, eller ham den hjemløse med barnevognen, men ikke pga. deres status, eller mangel på samme. Jeg ville grine lige så hjerteligt af enhver anden der havde en smule karakter.

Hvis du spørger mig, er det hipsteren der taber i den her sammenligning. En hipster er ingenting uden de "kvaliteter" han adopterer. Basalt set er en hipster blot et produkt, en person der er anderledes nok til at være interessant, men almindelig nok til at passe ind. Hvorfor springer de ikke bare besværet over og samler det hele i en pakke? Indhold: 1 stk. iPhone, 1 stk. iPad, 1 par chinos, 1 par briller uden styrke, 1 lampe fra en genbrug, 1 pladespiller der aldrig bliver brugt, 1 gavekort til den lokale kaffebar. :D