Det er blevet en journalistisk grundlov, at enhver journalistisk historie skal illustreres med en case. Når myndigheder, politikere, organisationer eller virksomheder træffer beslutninger, ønsker vi journalister at illustrere situationen ved hjælp af et såkaldt almindeligt menneske. I gamle dage blev de kaldt konsekvenseksperter – en slags konkrete eksempler ude i virkeligheden; et nødvendigt supplement til mere eller mindre akademiske eksperter, der optræder foran en tætpakket bogreol og oser af viden og klogskab.
Der bruges meget tid på at finde de rigtige cases. Den enlige mor, der rammes af forhøjelsen af vuggestuetaksterne. Den studerende, der mærker administrationen af SU-systemet. Landmanden, der bliver truet på livet af kursen på svejtserfranc. Den arbejdsløse, der skal på kontanthjælp.
Casen bliver, som medieanalytikeren Søren Schultz Jørgensen udtrykkerdet, »den prisme, som vores oplevelse af en historie ses igennem.« Man kan udvikle den tankegang til at konstatere, at et stigende antal cases bliver historien.
En sådan case er Robert Nielsen, der efter sin optræden i et nytDR2-debatprogram søndag aften blev landskendt, fordi han åbent erklærede, at han var et dovent svin, der har det godt med at hæve bistandshjælp og ikke ønsker at komme i aktivering.
Robert Nielsen er også ’ordfører, medstifter og mentalhygiejnisk ordfører’ for et hjemmelavet ’Nihilistisk Folkeparti’ og i det hele taget en spøjs type. En fantastisk case, der er blevet en totalt populær case, som det sidste par døgn har ladet sig interviewe snesevis af gange til lige så mange medier.
Set gennem Robert-prismen er hele aktiverings-, understøttelses- og kontanthjælpssystemet ineffektivt og håbløst. Og det bliver direkte ’umenneskeligt’, når man ser det gennem ugens anden store case: Jyllands-Postens og TV2’s beretning om den 58-årige arbejdsløse grafiker fra Fanø, der blev tvunget til at tage et arbejde som gadefejer. Det har numedført et sagsanlæg mod hendes kommune fra fagforeningen PROSA.
Prismer fordrejer billeder. Prismen Robert eksisterer, men man kan med rette diskutere, om det billede af ’systemet,’ som hans eksempel frembringer, er retvisende. Som provokation til debat er han en gave – det er svært at forsvare et system, der ikke kan tøjle nihilist-formanden. Robert er rådden, ergo er systemet det også!
Men er der tusinder af Robert’er ude i samfundet, som Ekstra Bladet proklamerer på forsiden af tirsdagens avis, eller er han en af få? Svaret blafrer i vinden. Hvad var der sket, hvis DR i dette tilfælde havde efterlevet sin egen nyhedsdirektørs tanker om ’konstruktiv journalistik’ og havde fundet en aktiveret forhenværende arbejdsløs, der nu lykkeligt og begejstret var i gang med et helt nyt liv? Tør jeg gætte på, at DR var blevet beskyldt for at propagandere for systemet, hvis det var blevet effektivt promoveret og produceret?
Nihilist-Robert er den ekstreme udgave af Jacob Haugaards gamle sammenslutning af bevidst arbejdssky elementer, som faktisk førte til Haugaards valg til Folketinget. Ingen ville drømme om at betragte Haugaard som en typisk borger, han ville ikke kunne bruges som case for nogetsomhelst – og han fik heller ikke gennemført sit forslag om medvind på cykelstierne som MF’er. Måske fordi alle vidste, at der var tale om en provokation. Ovenikøbet udført med en ikke ringe potion humoristisk sans.Mediernes brug af cases har været en central del af nyhedsjournalistikkens udvikling de seneste 30 år. Den har i de fleste tilfælde gjort tv-journalistikken nærværende, menneskelig, forståelig og relevant. Men indimellem kunne man ønske en lidt større kritisk ynde i omgangen med sådanne kilder.
Vi ved, at medierne kan ændre nogle kilders skæbne til det bedre, fordi myndigheder, politikere og virksomheder reagerer yderst følsomt (og ofte hurtigt), når konkrete fejl og mangler afsløres ved hjælp af uretfærdigt behandlede enkeltpersoner. Men de er ikke cases, de er selve den kritiske historie.
Lasse Jensen er redaktør og vært på P1-programmet ’Mennesker og medier’
Jasper - jeg tror gerne, at dine holdninger er skabt gennem værtshusbesøg. Men mod bedre vidende, får du et svar på dine absurde fordomme, og det er det samme som før. Hvis der ikke står arbejdspladser tomme, er det ret ligegyldigt hvad fantasierne om teoretiske holdninger til at tage dem er. Hvis vi får en periode igen med "fuld beskæftigelse" kan vi tage en diskussion om virkelighed der.
Med rigets nuværende tilstand er det mere rimeligt at overveje det rimelige i at "arbejdsløse" skal påduttes en simuleret vilje til at gå i arbejde, til jobs der ikke eksisterer. Mod til gengæld at holde systemet beskæftiget med at gennemgå millioner af tvangsplacerede ansøgninger.
Det er jo pt ikke et spørgsmål om folk lige savner den rigtige uddannelse eller er mobile nok. Det blir der ikke flere jobs af. Selve samfundsindretningen og begrebet "arbejde" burde diskuteres i stedet - og vi har et par hundrede tusinde ubenyttede hjerner, der kunne gå i gang med det arbejde.
@Tom Paamand
du harda ret i at den aktive arbejdsmarkedspolitik med aktivering etc. har været absurd og kostbar, den danske model ha! Og at de penge delt ud til de arbejdsløse kunne have været bedre anvendt. Men så ville jeg hellere give dem til folk der havde arbejdet i et antal år. En model hvor man ikke fik noget, og dermed ikke besværede systemet de første 3 måneder, hvis man havde haft normal løn 12 måneder før, og derefter til gengæld fik en bedre dækning end i dag i en periode, som så fx blev aftrappet efter hver 2 år, ville være mere retfærdig overfor de ydende, end Carina og Robert pengene.
Er nok lidt naiv - men opfatter faktisk "Rober casen" som en indikation om, at samfundet er ved at ændre sig... til det bedre.
Hvis man ser lidt i underholdningslandskabet, så vil vi se promovering af nogen meget plastik-udfyldte og ikke specielt tænksomme mennesker.
Tror Robert er en varsling om bedre tider, hvor mennesker, det tænker tanker, vil få mere indflydelse på det offentlige liv.
I øvrigt en god sparring til det nyhedsbillede der hersker pt.
Er ved at være træt af argumentationsformer fra den såkaldte blå blog, der helt ærligt har hugget gammelkommunistiske argumenter om, at al magt/penge bør tilfalde arbejderen og ikke som nu den "Dovne rige".
God journalistisk praksis for DR ville have været, at tage udgangspunkt i case-historien og bredt den ud - dvs. indhente generelle informationer og sætte tal på (måske et kvalificeret gæt), hvor stort problemet er.
Men nej. Det bliver i stedet enøjet propaganda, der passer som fod i hose med den politiske diskurs.
Tilfældigt?
Det hele starter med en legetøjshistorie hos kundesøgende skabt af kundesøgende journalister og deres medier og ender som beslutningsgrundlag for populistiske påskudshungrende politikere.
Medier og politik i DK laver for tiden en anstændighedens bundskraber.
Robert kan ikke bruges til en hujende fis af andre end "de økonomiske eksperter" fra Cepos og Saxo-Bank og deres gelasne mikrofonholdere i de borgerlige medier.
De kan til gengæld godt bruge Robert som en sparringspartner og lygtemand, der kan fordreje hovederne på historieløse unge, der ikke aner, hvad de skal bruge deres eksaminer til, når de engang bliver færdige med at gå i skole. Og lokke endnu flere af dem til at bisse ud i mosen, hvor Joachim, Anders og Simon Emil venter med åbne arme og blødt brød fra rævekagebageriet til caffelatten.
Robert Nielsen er ikke og har aldrig været formand for Nihilistisk Folkeparti.
Sider