Kronik

Obama-doktrinen

Som de seneste måneders valgkampsjournalistik udstiller, har Obamas dronemissioner, fleksible ’åkandebaser’ og hemmelige missioner overrasket Europa. Det burde de ikke
Barack Obama er langtfra modstander af militær magt. At han sætter ’terror-bekæmpelse’ højt er heller ikke nyt. Obama lytter meget til det, amerikanske forsvarseksperter siger, og det er sandsynligt, at han med disses hjælp, er nået frem til at betragte dronestrategien som det mindste af flere onder.

Barack Obama er langtfra modstander af militær magt. At han sætter ’terror-bekæmpelse’ højt er heller ikke nyt. Obama lytter meget til det, amerikanske forsvarseksperter siger, og det er sandsynligt, at han med disses hjælp, er nået frem til at betragte dronestrategien som det mindste af flere onder.

Juri Gripas

1. oktober 2012

Sammenholdt med den mediedækning, der blev hans forgænger til del, har den europæiske ditto af præsident Barack Obamas udenrigspolitik været overraskende lav.

Forklaringen er for så vidt indlysende. Neokonservatismen var en journalistisk lækkerbisken. Obamas pragmatisme er journalistisk set en død sild. De dronemissioner og såkaldte åkandebaser (amerikanernes ’kælenavn’ for de mange små og meget mobile militærbaser dronerne udgår fra), der ind over sommeren har skiftevis forundret og forarget Europa, er imidlertid ikke udtryk for tilfældige eller usammenhængende strategiske vildskud. Tværtimod er de del af en samlet filosofi med inspiration fra både en ’gammel’ realistisk skepsis over for moralske ekspansionseventyr og fra nye forsvarspolitiske strømninger om risikostyring, fleksibilitet, og tilpasningsdygtighed.

Fredsfyrste eller realist?

Første stop i den ideologiske hybrid er nobelprisuddelingen i Oslo, 10. december 2009. Europæiske aviser rapporterede dagen derpå om fornyet amerikansk idealisme: om fredsfyrsten Obama, der med sin kritik af Irak-krigen og sin bevægende og forsonlige Kairo-tale havde flyttet amerikansk sikkerhedspolitik ud af konfrontationens dystre skygger og ind i dialogens klare lys.

Obama selv talte dog snarere om skyggelandets og gråzonernes etik. Talens omdrejningspunkt – Martin Luther King – var bestemt dialogens fortaler. Men Obamas pointe var mere kompleks.

»Jeg ved, at der ikke er noget som helst svagt – ikke noget som helst passivt – over den lektie og det liv, både Ghandi og King gav os,« som han sagde.

»Jeg må imidlertid møde verden som den er (…) at sige at fysisk magt til tider er nødvendig, er ikke et udtryk for kynisme – det er en erkendelse af historien, af menneskets uperfekthed og af fornuftens grænser.«

Dén grundtone fik amerikanske kommentatorer til at tale om en slags håbefuld klassisk realisme – en filosofi, der for Obama altid har været hængt op på forbilledet Abraham Lincoln: borgerrettighedsforkæmper og slavebefrier, men også ansvarlig for en af historiens blodigste borgerkrige. Lincoln inkarnerede den jordiske retfærdigheds uundgåeligt splittede natur. Han kæmpede – til tider med vold – for det, han troede på. Men han vidste samtidig, at det han troede på, var begrænset af hans eget udsyn. Blot fordi vi bor i Nord, formanede han ved Gettysburg, bør vi ikke bilde os ind, at vi er Syden moralsk overlegne. Ingen af os er guddommelige – det, der skiller Nord fra Syd, slavebefrier fra slaveejer, er alene geografi og tilfældigheder.

Det mindste ondes etik

Når Obama’s droner, åkandebaser og specialoperationer skal afkodes, er det nok i dette lys. Ikke blot som et forsøg på at lave billigere eller mere målrettet forsvarspolitik, men som et filosofisk og ideologisk skift, der skulle erstatte Bush-administrationens selvovervurderende idé om USA som verdens demokratiserende kraft med en mere ydmyg, mindre ekspansiv – mere snævert ’forsvarende’ – udenrigspolitik.

At en sådan ydmyghed ikke betyder pacifisme er ikke overraskende. Allerede i Obamas første valgkamp stod det klart, at han langtfra er modstander af militær magt. At han sætter ’terrorbekæmpelse’ højt er heller ikke nyt. Obama lytter meget til de amerikanske forsvarseksperter siger, og det er sandsynligt, at han med disses hjælp er kommet frem til at betragte dronestrategien som det mindste af flere onder. Dels fordi dronestrategien undgår overambitiøse forestillinger om en verden skabt i amerikansk billede. Og dels fordi den alene rammer enkeltpersoner, ikke befolkninger.

Det er også sandsynligt at Obama, i tråd med Chicago-forskeren John Mearsheimers voldsomt populære tanker om offshore balancing (militær tilstedeværelse væk fra fastlandet, typisk via små og mobile flådebaser), forestiller sig dronernes diskrete tilstedeværelse som mindre provokerende end det seneste årtis store interventionsprojekter.

I det hele taget bærer Obamas sikkerhedspolitik præg af nærkontakt med forsvarets ideologiske strømninger. Militæret møder overvejende det 21. århundrede gennem begreber som risiko, globalisering og uforudsigelighed. Af samme årsag handler dets bud på en ny doktrin om fleksibilitet og manøvrefrihed. Det er helt tydeligt, at denne måde at forstå verden på – væk fra traditionelle antagelser om forsvarspolitik som velgennemtænkte manøvrer på et skakbræt og hen imod en forståelse af sikkerhedspolitik som konstant foranderlig risikostyring – har haft meget at sige for dronestrategiens popularitet i Det Hvide Hus.

Ny amerikansk exceptionalisme

Dermed ikke sagt at status anno 2012 kunne have været entydigt forudsagt. Modsat den neokonservative styringsoptimisme rummer Obama’s idémæssige udgangspunkt en kompleksitet og en situationspragmatisme, der åbner for valg og vurderinger. På den ene side betones grænserne for amerikanske værdiers rækkevidde. På den anden side lægges der vægt på behovet for handling, selv i en uperfekt verden. Det er en moralsk og politisk balancekunst, der trods de gode intentioner let ender i fordrejede eller direkte perverterede politikkers fordel. For meget passivitet. Eller til den anden side: Storhedsvanvids forestillinger om statsmandens ’nødvendige’ pligter i valget mellem flere onder.

Måske er det i en sådan skævvridning, Obama’s dronepolitik er ved at havne. Det er paradoksalt, at en umiddelbart mere ydmyg sikkerhedspolitisk kurs nu er havnet i sin egen form for magtfuldkommenhed. Nok har dronepolitikken erstattet Bush-administrationens idé om USA som den exceptionelle moralske anfører med en slankere militær linje.

Men er dronepolitikken ikke udtryk for sin egen arrogance? Obama tiltror næppe klodens øvrige politiske magter dømmekraft til at forvalte teknologiens muligheder. Her må man spørge, om ikke ’snævrere’ stadig hviler på en forestilling om ’højere’– på en ny variant af ideen om Den Nye Verdens overlegne moralske status?

Imperialt præsidentembede?

Spørgsmålet om magtfuldkommenhed forekommer også relevant i relation til det indenrigspolitiske. Som historikeren Arthur Schlesinger Jrs moderne klassiker Det imperiale præsidentembede (1973) beskrev, har amerikansk politik gennem hele det 20. århundrede givet stadigt flere beføjelser til den udøvende magt.

Mange så en kulmination af den tendens i Bush-administrationens antiterrorlove. Obama har både under sin valgkamp og i perioden efter gjort genopretning af balancen mellem præsident, kongres og domstole til en afgørende politisk ambition. Særligt lovede han lukning af militærfængslet Guantánamo og genoprettelse af terrorbekæmpelsens juridiske grundlag. Nu truer dronestrategien reelt med en forværring: at udskifte fanger uden rettergang med anonym teknologisk henrettelse.

Hvordan skal vi forstå den udvikling? Modsat kritikernes anklager om hensynsløs ligegyldighed er det forbilledet Lincoln, der tilbyder den mest sandsynlige forståelsesramme. Lincoln erklærede med borgerkrigen en forfatningsstridig undtagelsestilstand. Det tog han med stor alvor et egenhændigt moralsk ansvar for.

Obamas personlige og ifølge vidner nærmest salvelsesfulde underskrift på hvert eneste droneangreb, synes leveret i samme ånd. Hvis det er tilfældet, synes følgende realistiske replik fra Oslo-talen nærmest profetisk:

»Vi er fejlbarlige. Vi laver fejl, og vi giver efter for stolthedens , magtens og sommetider ondskabens fristelser. Selv vi med de bedste intentioner vil til tider mislykkes i forsøget på at erstatte uret med ret.«

 

Vibeke Schou Tjalve er ph.d., seniorforsker i forsvars- og sikkerhedspolitik på DIIS

Vil man vide mere om dronestrategien, er her en helt ny rapport fra Stanford/NYU Law Schools: http://livingunderdrones.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

OBAMA bad ikke selv om fredsprisen, Obama går vist også ind for dødsstraf og jeg mener han har gjort det hele tiden, at nogle har gjort han til den nye mesias siger vist mere om dem selv, og at give en fredspris alene på intensioner er jo idiotisk, hvilken person i verden har ikke smukkere intensioner end de magter at gennemføre.

YEMENS leder har netop indrømmet at have sagt god for alle de droner USA har brugt i landet, der dør udskyldige, og bedst ville det være om dronerne nærmest kun kunne ramme enkeltpersoner.
Obama vælger sansynligtvis den position at hans diktat i de ikke demokratiske dele af verden er bedre end at disse dele af verden får rum til ekspansion.

Derfor blir det også interessant hvor langt han vil lade Iran gå i Syrien, om det blir nødvendigt for Iran decideret at bakke Assad op med reelle kamptropper i større antal, end de, der allerede er sendt dertil af højt specialiserede snigskytter/mord-patruljer.

Bjørn Pedersen

Der er væsentlige forskelle på Lincoln og Obamas undtagelsestilstand:

Den amerikanske borgerkrig havde en klart defineret succeskriterie, og ekstrabeføjelserne mistede deres legitimitet da dette kriterie blev opfyldt i 1865.

Og så udgør terrorisme naturligvis intet sammenligneligt trusselsniveu med den trussel Lincoln måtte kæmpe imod. USA er idag ikke truet på dets eksistens fra nogen side.

Modsat krigen mod terror, krigen mod narko, og krigene mod de nationer der måtte "modsætte sig USA's nationale interesser", så har disse "krige" intet successkriterie, intet mål for hvornår man kan erklære "krigene" slut og derfor ingen reel afslutning. I en "krig" mod terror eller narko, er der ingen afslutning eller succeskriterie og ingen at slutte en fred med. Giver man sig selv ekstra magtbeføjelser i en evig krig, får man også evige magtbeføjelser. Lincoln havde en veldefineret fjende, og et veldefineret kriterie for hvad der konstituerede en afslutning på den nationale trussel.

Udviklingen har vel gjort de hidtifdige ideer om krig og fred , om folkeret , om konflikter , national staters ansvar o s v utilstrækkelige og delvist uanvendelige.

Hvis en stat ( f eks Danmark) tillader, at grupper fra dansk territorium gennemfører aktiviteter rettet mod en fremmed stat, så må man vel forvente en modreaktion - evt i form af diplomatiske skridt eller hvis det er mere alvorligt evt i form af fysiske ( af Danmark ikke godkendte ) indgreb på dansk jord over for aktiviteterne?

Indien har f eks lagt Danmark "på is" p g a en dansk våbensmuglers aktiviteter, som efter indisk opfattelse ikke er blevet strafferetsligt forfulgt - Indien mener (med rette eller urette ) at Danmark beskytter våbensmugleren..

Vi har nogle danske søfolk , der er fanget af pirater i Afrika, og som piraterne vil have løsepenge for.

Det vil efter min opfattelse være helt OK at gå ind militært og befri gidslaerne , hvis vi havde den fornødne kapacitet til det - og gøre det uden at spørge nogen først og uden at tage hensyn til, at det efter gængs folkeret nok ville være ulovligt..

Jeg mener vi fremover vil få færre krige i dette ords klassiske forstand, men nye former for krig, hvor aktørerne er mindre "private" grupper, der agerer ud fra et et lands territorium mod et andet land. - det kan være med bombeterror,eller med intenetangreb o s v.

Hvis en nationalstat ikke i stand til at hindre angreb af disse typer fra sit territorium, så har den ikke kontrol over sit landområde og dets beboere, og dermed er suveræniteten sat over styr - og så må andre have lov til at gribe ind ?

Robert K.,

mht. pirat-gidslerne så ville det efter folkeretten være fuldt ud lovligt. Sålænge piraterne retsforfølges og fængsles i Danmark. Søretskonventionen §100ff eller deromkring.

Mht. private grupper, hvad så med Blackwater og lign.?

Det ender måske med at folkeretten bliver omredigeret til det mere mulige, i dag er det jo således at man sagtens kan angribe et andet land uden at gå ind i det med soldater,ligesom de der senderf terroristerne ofte ikke er statsledere og derfor har krigen ændret karakter til at være national-staten imod anonyme terrorledere i et andet land,et land som ikke nødvendigtvis har del i denne terroritiske praksis og dens udsendinge i mord.

Vi har fået antrax-mord hvor breve er blevet en kampform, det er vel et spørgsmål om tid før meget små droner bliver terroristers våben også og vi skal vist glæde os over at smitsomme og livsfarlige sygdomme endnu ikke er blevet brev-våben.F.eks i form af indkapslede ampuller, der brister ved åbning af pakken osv...Her kunne fjendlige stater stå bag eller videnskabsmænd i alliance med terrorgrupper...
Krig kan udfolde sig i metoder der slet ikke er tænkt på da folkeretten blev skrevet.
Det er ganske rigtigt et udemokratisk våben at bruge droner ind i et andet land, men det er bomber jo også.... Ikke sandt, og hvis en statsleder dybest set ,omend ikke officielt,har givet tilladelse til at benytte droner i et givent nationalt område, og USA så gør det hvordan er folkerettens formuleringer så i forhold til handlingen.

Jeg tror at Pakistan har givet hemmelige tilladelser til USAs droneangreb, mod at Pakistan modtager enorme summer i tilskud til deres millitær, en syg konstellation, men dog også i et sygt land som minder om en livsfarlig cocktail af dødelig fanatisme.
I Pakistan burde de rigeste og USA investere pengene i uddannelse af de fattigste i stedet for en enorm undertrykkelse.

Niels Engelsted

Obama tager ifølge seniorforsker Tjalve udgangspunkt hos Lincoln, der under borgerkrigen erklærede en forfatningsstridig undtagelsestilstand, som han påtog sig det moralske ansvar for.

Er det så krigen mod terror, der legitimerer Obamas ophævelse af forfatning, habeas corpus, fængsling uden ret og dommer, drab--også af statsborgere--efter præsidentens skøn, etc.etc. Og skal skal denne undtagelsestilstand være permanent?

Betyder iøvrigt henvisningen til Lincoln så, at disse excesser er i orden? Hvad mener Tjalve? Hvad mener DIIS? Jeg mener, Hitler indførte også permanent undtagelsestilstand efter Rigsdagsbranden. Det syntes vi jo ikke var i orden, selv om de tilstedeværende medlemmer i Rigsdagen stemte for.

Det er en falsk fortælling, at USAs drab ("targeted killings") med droner, missiler og specialtropper foregår i tyndt befolkede områder, som er uden for de lokale regeringers kontrol. De fleste drab foregår i områder, hvor USA gennem aftaler med magthaverne overtager kontrollen. Ofte får de lokale ledere dog både lov til at benægte og beklage sig...

Som det kan ses på dette
interaktive kort over dronedrab har der fx været en lang række amerikanske massemord midt i storbyen Miranshah, der er regeringsby for North Waziristan.

Der er ikke meget nyt fra Waziristan, hvilket man kan få dokumenteret i bl.a disse bøger:

Omissi, David E. Air Power and Colonial Control: The Royal Air Force 1919-1939 (Manchester: Manchester University Press, 1990)

Moreman, T. R. The Army in India and the Development of Frontier Warfare, 1849-1947 (London: Macmillan, 1998)

Ja og Stalin slagtede hovedparten af de Polske officerer ved Kutyn-masakren der er mange der bryder reglerne, Guantanamo er en skændsel... Mest fordi der ikke er retfærdige retsager og domme, som man kan vurdere rimelighedens af.

Som der er nu er det supermagterne der bøjer reglerne ...og Kina ser åbenbart heller ingen grund til at overholde regler om ikke at måtte besætte andre lande, bare se Tibetanerne blive indvaderet af de Kinesiske masser mod deres vilje og snart være et latterligt lille mindretal i eget land...

de opfører sig som helvedes engle og banditos og PUTIN SOM DEN mexikanske mafia, hvor alt sker bag gardinerne ind tilman finder ligene !

Jamen, det ER bare smart allerede at være færdig med at massakrere sine indianere osv. inden man skal ud og moralisere og lave regler for andres opførsel.

USA under Obama er lige så kynisk som under Bush. Det gælder kun USA's og kun USA's interesser. Man piller MEK af terrorlisten, fordi man samarbejder med dem, hvilket er ulovligt. Haqqani sættes på listen, fordi man med Obamas underskrift myrder løs i Pakistan, hvor uskyldig også dræbes. Det kunne føre til en anklage om krigsforbrydelser, da man ikke er i krig med Pakistan. Haqqani kommer på listen, og nu er man på den rigtige side af loven. Putin og Kina har let spil, når der snakkes dobbeltmoral. Kunne Vesten dog bare holde kæft med moral.

claus raunholt jensen

Det var gamle Machiavellis pointe, at politik, selv den bedste, er en kynisk branche, hvor det sure følger det søde og det brutale det gode. Dette var mistænksomhedens sociologi og skumle, men tvingende facts blev lagt blot: Magten er intet uden sine skygger og man må knuse æg for at lave en omelet.

Her i spindoktorernes tid er politikkens rådne hjerte almindeligt kendt. Stemmerne i kulissen, de dulgte intriger, de lækre rævekager og resten af kalkulen er sport for folket i den bedste sendetid. Magtens spil er en fryd i sig selv, guf for blaserte verdensmænd og for kry kommentatorer med svedne grin. For spillet er et spil er et spil og der er ingen verden udenfor det.

Dog drømmes der stadig om transparent politik, om magt der altid vakler og om udfrielse fra det gamle brutale håndværk. Dette kan fortolkes som naivitet, som sfærisk utopi fra det 19. århundrede og manglende tæft for den reelle arena, hvor rovdyr hersker. Men den der ikke vil knuse æg for omelettens skyld kan vel sagtens være både ubestikkelig og snu, både ren af hjertet og fuldt opmærksom på denne vor verden?