Klumme

Overlever idoldyrkelsen

Idolplakaterne i mit køkken minder mig om Madame Tussauds voksfigurer. Det gælder om at blive venner med dine idoler, før de er tvunget til at blive venner med dig
24. september 2012

Engang i starten af nullerne sad jeg i en bil og var godt oppe at køre. Min veninde Camilla sad bag rattet. Vi talte i munden på hinanden. Jeg rablede nærmest. Vi var på vej til lufthavnen for at hente Peaches, der skulle spille koncert samme aften. Planen var klar. Vi skulle forsøge at få hende med til Camillas fars hus. Der var pool. Det var sommer. »Hun skal ikke sidde på hotellet hele dagen, forstår du, hvad jeg siger til dig?«

Camilla nikkede. Og smilede. Hun er god til mennesker og til at få ting til at ske. Vi fik Peaches ind i bilen. Så begyndte jeg at rable koncentreret. Genrer og folk, jeg vidste hun var fan af. En analyse af et Yoko Ono-kunstprojekt. En anekdote om et Laurie Anderson-nummer. Camilla smilede og nikkede og gjorde sin ting. Vi gjorde holdt på Sankt Petri og bar Peaches’ tasker ind på fortovet. Hun tog solbrillerne af og spurgte: »So who the fuck are you guys?«

Fra at have ligget derhjemme på teenageværelset og haft idoler på den helt gamle måde, det vil sige købe alle pladerne og pisse i bukserne i køen til koncerterne, stod jeg nu i et lækkert hus i Hellerup og skålede med en af mine største helte. Alle de bands, jeg før havde dyrket, havde haft deres storhedstid i 80’erne. Flere af forsangerne havde begået selvmord. Peaches var nu. Hun kom fra en bølge, jeg endelig var samtidig med, og som jeg nu havde kilet mig ind til at blive en del af.

Det virker som så lang tid siden. Bølgerne er kommet med stadig større styrke og kortere eftersmag siden. Udbuddet af ny spændende musik er enormt, og folks attention span bliver mindre og mindre. På den ene side står techno- optimisterne og klapper over det demokratiske i, at alle får 15 minutter og alle kan få adgang til fantastisk musik – stort set gratis. På den anden side står jeg. Jeg græder ikke over fildelingen, men over piedestalens langsomme smuldren. Det er noget så smukt over at række ud og blive venner og ligemænd med dem, man beundrer. Man har kigget på dem så længe, nu ser de pludselig én. A la den danske Fesitval of Endless Gratitude, der er startet, fordi en dansk fyr købte et helt bagkatalog af plader fra New England. Men der er også noget trist i, at erhvervet popstjerne snart er væk. For spørgsmålet er, hvem det er forundt at have fans i fremtiden? Om idoldyrkelsen overlever krisen i musikbranchen? Om det falder i værdi at lave musik, når nu det er så svært at tjene penge på det? Om det overgår til nogle andre brancher at kigge ned fra glittede plakater på skrå vægge? Filosoffer. Biologer. Nødhjælpsarbejdere. Spørgsmålet er, om Hollywood går under i samme vending. Men folk går vel stadig i biffen og til megakoncerter. Så et par få superstars skal der nok være plads til i top40. Nogle der kan levere hits, hysteri og et egentligt salg. Men hvad med undergrundsstjernerne? Dem, hvis publikum er de mest forkælede. Som har en T-shirt med Kill Your Idols på til koncerten, de er kommet gratis ind til. Som vil backstage for at høre om et gensidigt remix.

Jeg mødte Peaches i foråret. Vi skulle spille sammen på en klub i Paris, og arrangørerne gav middag. Hun spurgte først til alle de danske venner, hun fik en eftermiddag i starten af nullerne. Så snakkede vi om hendes første pladeselskab, der dumpede hende, da den næste bølge kom. »Tag et band som ACDC,« sagde hun. »De har jo lavet det samme i 40 år, og de har stadig masser af trofaste fans.«

Jeg fik en klump i halsen. Trofasthed. Den gestus er forbi. Folk får heller ikke renset deres stuk længere. Stukkatører er en truet art. Så tænker jeg igen på idolplakaten. Vintage-øjeblikket. På linje med telefonboksen. Livet før den digitale tidsalder. De gode gamle analoge dage gør mig sentimental som østtysken med den store ømhed overfor livet før Murens Fald.

På en normal dag tjekker jeg fire sociale medier, tre forums og 40 musikblogs, inden jeg går i seng. Nogle gange drømmer jeg, at jeg går ned af strøget i 2030. Der står de gamle damer med kaoss pad og glockenspiel. Hatten ligger foran. Jeg læste den enes selvbiografi i åndeløs spænding. Jeg vil give dem nogle penge. Jeg fisker efter mønter, men der er blod på mine hænder.

Maria Gerhardt har holdt 10 års jubilæum som Dj Djuna Barnes. Hun er også chefredaktør for magasinet ’Københavner’

Ugens personlige klummer: Mandag: 10’erneTirsdag: KampzonerOnsdag: I medierne Torsdag: I kulturen Fredag: Derudefra Lørdag: Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer