Kommentar

Politikerne har overladt EU til bureaukraterne

Så længe vi og vores politikere intet vil med EU, får vi det EU, embedsmændene ønsker. Det er vi ikke tjent med
Debat
19. september 2012

Nu må de europæiske politikere (…) vise, at det demokratiske system er stærkt nok til at overkomme en udfordring som eurokrisen, og at det er dem – politikerne – der træffer de store beslutninger om unionens fremtid,« lød det for nylig i Informations leder (8.-9. September)

Men krisen er mere end økonomi. Og problemet er, at politikerne ikke vil noget med EU, bortset fra at klare skærene her og nu.

I USA kæmper præsident Obama for at bevare magten. Obama kommer fra Illinois. Men hans program er ikke en vision for Illinois og dets 15 millioner indbyggere, men for det USA han ønsker for alle amerikanere. Over for ham står en anden politiker med sit helt anderledes USA-ideal.

Den slags politikere har vi ikke i EU.

Danmark som udgangspunkt

Jeg var selv aktiv i 1972 som sekretariatschef for Komiteen for Tilslutning til EF. Og lige så aktiv var folkebevægelsen imod. Men det handlede ikke om, hvilket fællesskab, men om hvilke økonomiske gevinster og ulemper et medlemskab ville give Danmark. Vort sigte var lige snævert, for eller imod, og begge sider tog fejl.

Sådan har debatten været lige siden. For og imod snart det ene, snart det andet. Diskussionen om ophævelsen af de danske undtagelser handler om EU’s betydning for Danmark. Politikerne ved, hvilket Danmark de ønsker. Men jeg har til gode at møde bare en politiker, som er gået til valg på en vision for EU.

Det er disse visionsløse politikere, som Informations leder ønsker skal overtage styringen. Men hvor skal de styre hen?

Elitemafia tager over

EU er blevet en elitemafia, som møder overraskende modvilje i et af EU’s kernelande, nemlig Holland, lød det i Informations nylige dækning af det hollandske valg.

»EU-modstand breder sig på begge fløje,« forstod man.

De højreorienterede klamrer sig til den nationale suverænitet, de venstreorienterede til det nationale velfærdssamfund, forklarede en amerikansk ph.d. i politisk videnskab hos Georgia University (10. september)

Holdningen til EU er på begge fløje nationalt bestemt. EU er for både højre og venstre et foreliggende faktum, ikke noget man har et ønske om at udvikle i nogen retning.

Men når inspirationen og initiativet ikke kommer fra politikerne, må Kommissionen og dens embedsmænd jo gøre det nødvendige. Og embedsmændene har deres klare ønsker: klare fælles regler uden undtagelser, rapportering og kontrol. Dermed tegner der sig dag for dag et billede af et EU, som ligger langt fra det, jeg var med til at kæmpe for i 1972.

Det er dette EU, som nu begynder at vække modstand, også i tidligere så trofaste tilhængerkredse. Men det er ikke en modstand, som har et anderledes billede at byde på end embedsmændenes kontrolbureaukrati.

Forskellighed som vækstfaktor

Der er ellers nok at tage stilling til. Ikke kun en centralbank eller unionsobligationer. Der er mindst to klare alternativer. Den europæiske forskellighed må enten afskaffes gennem harmonisering eller tværtimod være et grundlæggende ideal, en ressource. Selv mener jeg, at sidstnævnte er vores største styrke i forhold til de store nationer som USA og Kina.

Kommissionen må med andre ord tvinges til at begrænse sin regelstyring til det minimum, der sætter os i stand til at løse internationale problemer, miljø og kriminalitet, og overlade det til hvert enkelt land at være lige så nationalt særpræget på alle andre områder, hverdagslivet, arbejdslivet, kulturen, underholdning, sport.

Hvis en amerikansk eller en kinesisk virtuos vil imponere os, er det europæisk musik, de spiller. Musik fra en tid hvor hver lille fyrstedømme havde sin egen hofkomponist. Og der må kunne gøres meget mere for at udnytte denne kulturelle alsidighed, og udveksle synlighed og gensidigt rygklapperi i stedet for at indkøbe amerikanske B-produkter.

Et europæisk marked for hinandens særlige kvaliteter vil være grundlaget for en vækst, som ikke øger CO2-udslippet. For der er ingen grænser for vækst, når det gælder underholdning, malerkunst, musik, litteratur, sport og så videre. Det er ikke et centralt EU-initiativ, jeg ønsker mig. Jeg lægger op til, at alle de decentrale initiativer udnyttes uden grænser.

John F. Kennedy sagde det klart: »Spørg ikke hvad Amerika kan gøre for jer, men hvad I kan gøre for Amerika.«

Det samme må gælde Europas politikere. De må forklare, hvilket EU de sigter imod, før vi slipper dem løs og lader dem overtage styringen.

 

Per Thygesen-Poulsen er civiløkonom, forfatter, kunstner og forhenværende journalist. Fra 1972-74 var han sekretariatschef under EF-kampagnen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Sundsvald

Det er udmærket at harmonisere regler for el-artikler, miljø og den slags, men det er den dér ulyksalige trang til harmonisering af alt og alle, der giver myrekryb.

Tænk hvis det til sidst bliver sådan, at uanset om man besøgte Sverige eller Frankrig, så vil der kun være én måde at opleve frikadeller og film på. Det er slemt nok at vi stopfodres med svenske krimier her i landet, men skulle vi også til at spise köttbullar på svensk, i stedet for f.eks. på græsk, så ville europæiseringen være lige så rædselsfuld som amerikaniseringen.

Det er såmænd ikke kun EU de har overladt til præsteskabet.