Psykiatrien på vildspor

Jeg har selv haft god hjælp af både medicin og samtale terapi. Min kæreste der lider af skizofreni har haft god hjælp af både medicin og samtale terapi. En af mine venner er indlagt pt på sankt hans, han får kun medicinsk behandling.

Grunden: Der er ikke ressourcer nok.

Feks. OPUS behandlingen er ekstremt effektiv og man har gode erfaringer med den, den kombinerer medicin og terapi, med ugentlige samtaler og en fast kontakt person man altid kan få fat på.

Men det koster jo og vores skiftene regeringer mener ikke at psykiatrien skal have penge ud over sats puljen og de har pt ikke midler nok til at behandle alle, så OPUS behandlingen tilbyde kun til unge under 30år og som har haft psykose i over 30dage og så self kun hvis der er plads.

At sige at medicinen er unødvendig siger mig noget om uvidenhed, der har jeg dog oplevet nok skizofrene personer og oplevet hvad der er sket når de ikke har taget deres medicin og derfor så må blive indlagt for ikke at gøre skade på sig selv eller andre. Det er noget uvidenskabeligt crap. Måske du selv har lært nok redskaber til at håndterer din psykose og evt har brugt redskaberne til at hæve dit stress niveau så du ikke er i fare for at blive psykotisk mere. Men indtil mennesker er nået til det punkt er medicin i langt de fleste tilfælde nødvendige.

Men medicin kan ikke stå alene, terapi skal der også til, og måske du skulle arbejde mere på at fortælle politikerne det, end at køre på en psykiatri der reelt ligger ned pga. nedlagte sengepladser, for lidt mandskab og alt for lidt ressourcer til at tilbyde den optimale behandling.

Jeg tror mere end gerne at folkene i psykiatrien ville tilbyde effektiv OPUS behandling til alle, men det er ikke op til dem og bestemme hvad der skal være penge til, det er et politisk spørgsmål!

Problemet med psykiatrien, er at den kun er - ligesom den somatiske sygdomsbehandling - symptombehandling.

Brækker jeg et ben, kommer jeg på sygehus og får behandlet min brækkede ben, mens at årsagen ikke bliver behandlet.

Brækkede jeg benet fordi jeg faldt ned fra stigen eller fordi mit gulvtæppe gled under benet på mig, kan lægen der behandlede mit ben ikke gøre noget ved.

Dog mener jeg, at lægen netop skal have mulighed for at kunne klargøre, hvad der er årsag til lidelsen til andre instanser i vort samfund, således at jeg kan få forbedret mine omgivelser og dermed undgå at brække benet igen. Det kender vi ved arbejdsulykker, men alene kun ved den slags årsager der er til somatiske skader.

Dog er der ved at komme krav til det psykiske miljø på arbejdspladser, men det er endnu meget lidt der gøres for det psykiske miljø, ikke kun på arbejdspladserne, men i det hele taget i vort samfund.

Spørgsmålet er, om ikke vort samfund er mere og mere psykisk dårligt indrettet og at vi har uhyre svært ved at erkende det.

Vi har også svært ved at erkende vores forurening af det omkringværende fysiske naturmiljø, fordi vi først ser følgerne når det bliver synligt for os. Men selv da, kan vi have svært ved at se forureningen, fordi vi nu er blevet vandt til den og derfor ikke opfatter den som værende en forurening og dermed en skade på miljøet.

Vi kan derfor være levende i et menneskeligt samfund, hvor der er en psykisk forurening, der foranlediger psykiske lidelser. En psykisk forurening som vi ikke opdager, fordi vi ikke kan se eller forstå hvad det er den psykiske forurening består af.

Her er det at psykiatrien skulle komme med ind i kampen om at få den mentale og psykiske forurening af vort menneskelige samfund fjernet.

For at kunne fjerne en psykisk forurening, skal den først lokaliseres og forstås og når den så er lokaliseret og forstået kan vi begynde at bekæmpe den. Præcis som vi oplever at vi som samfund bekæmper forureningen af vore naturlige fysiske omgivelser eller forkerte fysiske indretninger af vore arbejdspladser.

Det må være på tide, at psykiatrien begynder at kæmpe sammen med patienter/brugere/pårørende, i stedet for imod dem.

Lad os få sat gang i arbejdet for at få fjernet den psykiske forurening af vore mentale omgivelser i vort samfund.

Vi mennesker må erkende, at vi lever i to verdener, en fysisk verden og en psykisk.

I den psykiske verden udfører vi et utal af mentale skuespil, der tit og ofte skaber kriser og kampe mellem mennesker og som samtidig påvirker vores fysiske verden, både hvad angår forbrug af naturens resurser og i særdeleshed i brug af redskaber til at bekæmpe de forskellige modsatrettede mentale skuespil blandt os mennesket.

Vi skal til at lære at forstå vort psykiske liv og at det kan have indvirkning på vort eget somatiske helbred og at det også påvirker andre menneskers somatiske helbred og tilligemed også vore alles psykiske helbred.

Vi skal til at lære, at vi i bund og grund er een enkelt hel psykisk organisme (menneskeheden), som derfor indbefatter alle mennesker vi kommer i berøring med, enten direkte eller indirekte. Ligesom at når min storetå blevet inficeret gennem et sår, så er hele min krop sat i beredskab til at modstå storetåens skade. Jeg kan måske nok undvære storetåen, men den har jo nok en funktion der er nyttig for mig som menneske, hvorfor skulle jeg ellers være født med den. Kunne jeg undvære den, var vi jo nok ikke født med en storetå - vel.

Derfor er alle mennesker nyttige, for at vi kan leve et fornuftigt liv, som menneskehed, hvorfor vi også må erkende, at det er vigtigt at vi ikke bare har et fysisk sundt miljø at leve i, både på arbejdspladsen, men også alle andre steder vi færdes i og omkring og det samme gælder på det psykiske område, fordi det psykiske også er en del af vort menneskelige liv.

Hej Lars.

"Derfor er alle mennesker nyttige, ..."

Gid du havde ret!

At psykiatrien er på vildspor er dog ikke nogen nyhed... Hvis man rent faktisk medicinerede for at helbrede ville medicinalfirmaer jo ikke tjene noget nær de summer de tjener i dag, derfor satser man på symptombehandling, simpel markedsstrategi...

Tak Lars! Fremragende indlæg, er dybt enig.

Alt er så råddent efterhånden, at jeg har opgivet at kommentere yderligere på det.

Let it blow in the wind ....

/O

Godt indspark!

Jeg har selv været omkring psykiatrien tidligere i mit liv, men valgte også rimelig hurtigt at forlade systemet. Det eneste jeg blev tilbudt var, at afprøve forskellige typer medicin, som alle blot gjorde tingene meget værre! Jeg har siden klaret mig meget bedre selv, end jeg ville have gjort, hvis jeg var blevet hængende. Desværre har de allersvageste ikke overskuddet til at tage tingene i egen hånd.

Jeg mener ikke at man kan sige, at problemerne udelukkende skyldes, at det psykiatriske system er presset. Der skulle vel f.eks. ikke være noget i vejen for at skifte en del af de ansatte psykiatere ud med psykologer?
I mine øjne er det egentlige problem industrien. Som altid når noget lugter muggent, skal man bare følge pengene. Der er adskillige eksempler på - også i lille Danmark - at psykiatriske hospitaler har haft rigtig gode resultater med forsøg, hvor man f.eks. har skiftet medicinen ud med regelmæssig motion. Men disse tiltag bliver lynhurtigt skudt ned af medicinindustrien, som har et stærkt greb om psykiatrien. Medicinindustrien er kæmpestor - man skal ikke undervurdere dens magt.

Noget helt andet er, at medicinsk behandling af psykiske lidelser udelukkende bør betragtes som en midlertidig nødløsning - eller evt. som en støtte mens der foretages en egentlig behandling af årsagen til problemet.
Langt de fleste psykiske lidelser har deres rod i noget psykologisk, og man kan derfor ikke behandle dem med forbillede i den ordinære medicin.

@Rasmus Hjul Det er uvidenskabeligt crap at sige, at "medicin" skulle være nødvendig. Finske Åben Dialog er bevis på det. Når folk kommer i krise igen og igen, når de smider deres piller ud, skyldes det som oftest, at pillerne ændrer hjernekemien, skaber fysiologisk afhængighed, og dermed ved stop også abstinenssymptomer. Ofte i form af "psykoser", der overgår i intensitet alt, hvad man nogensinde måtte have oplevet inden man blev medicineret.

En anden side af sagen er, at der ikke er evidens for, at medicinering forhindrer genindlæggelser. Alle langtidsstudier har vist en langt lavere genindlæggelsesprocent og en langt højere recoveryrate for folk, der ikke tager "medicin" (f.eks. Harrow Jobe, 2007 og 2012: 40% af med "skizofreni" diagnosticerede, der droppede den medicinske "behandling" kom sig, mod kun 5% af dem, der fulgte psykiaterens anvisninger om at tage "medicin".

Og så er der heller ikke evidens for, at OPUS skaber en vedvarende success. Der er en grund til, at Merete Nordentoft vil have perioden, folk er tilknyttet OPUS, udvidet: OPUS hjælper kun (marginalt), så længe man er tilknyttet projektet (og selvfølgeligt hjælper det, at "babysitte", når folk ikke kan få chancen til at lære, at stå på deres egne ben). På lang sigt er der ikke forskel i udfaldene for personer, der har været i OPUS, og andre.

Spørgsmålet er så, om det er hensigtsmæssigt, at fastholde folk i længere og længere tid i et afhængighedsforhold til behandlerne, der påviseligt ikke sætter dem i stand til at leve et fuldt og uafhængigt liv, som det Olga lever i dag, når man med en anden, end den biomedicinske sygdomstilgang til kriser kan forhindre, at de fleste overhovedet oplever "psykose" længe nok, til at kvalificere til en "skizofreni"diagnose.

Marian: Er du selv psykotisk?

Rasmus, din reaktion er forståeligt. Det er ikke sjovt, lige pludseligt at blive konfronteret med oplysninger, der sår tvivl om en beslutning, man har truffet (som at identificere sig som "psykisk syg"), efter at have måttet nedkæmpe en som regel ganske voldsom indre modstand (den "manglende sygdomsindsigt") mod netop denne beslutning . Men kan vi derfor ikke alligevel holde os til det saglige?

Min kæreste har i 10år set biller kravle under huden på hende og kravle ud af af sprækker i huden, det var først her for ca. 1år siden hvor hun fik diagnosen og begyndte medicinsk behandling hun har kunnet leve et normalt liv uden psykose, og så kommer samtale terapien til at for det første genskabe tabte kognitive funktioner da psykose specielt ubehandlet psykose betyder hjerneskader, ligesom ubehandlet depression også før hippo campus til at skrumpe som igen betyder tab af kognitive funktioner. Samtale terapien er også til for at give redskaber til at kunne takle blandt andet de situationer der fører til stress og dermed i sidste ende psykose, det er meget individuelt hvilke situationer der fører til psykose og det er også en lang procces at lære disse redskaber, med både gruppe terapi samt psykolog samtaler mm.

Min kæreste blev også overmedicineret i starten fordi hun kom til en privat psykiatre som hendes læge henviste hende til, men efter hun kom i behandling i distrekt psykiatrien og fik OPUS behandling, der har hun kraftigt nedsat sit forbrug af medicin på bare et år, eller faktisk siden januar, og hun bliver sjældent psykotisk nu. Der er dog stadigvæk nogle situationer hun mangler redskaber til at kunne håndterer, men fremtiden tegner lys, jeg tror hun kan smide sin medicin helt inden for et år.

Så det er altså ikke fordi psykiatrien ikke har den rette behandling!

20% af skizofrene bliver helt raske og kan droppe deres medicin og kan leve et liv uden, men det gælder altså ikke alle, da der er stærkt individuelt hvordan sygdommen og symptomerne udarbeder sig men også behandlingen.

Der er sket meget de sidste 5år inden for psykiatrien, med blandt andet OPUS behandlingen, men igen det er et politisk problem at der langt fra er ressourcer nok til at behandle alle efter OPUS princippet.

Jeg presser på for at få min ven i OPUS behandling via min egen behandler, men får at vide at de ikke har medarbejdere nok på nuværende tidspunkt og de har ikke midler til at ansætte flere. Så han sidder pt på sankt hans og får hver dag 1 zyprex for at holde hans psykose nede, men så sent som i går måtte han aflyse en aftale fordi han havde haft en psykose, desværre går der op til 2 måneder for at medicinen virker optimalt og jeg håber han kan komme hjem igen og han ikke skal stå og råbe af mit tv eller af mig over simple spørgsmål, eller jeg ikke skal køre til ishøj for at hente han ejendele fordi han smidt dem rundt omkring i s toget. Men skizofreni er ikke normalt for min ven, fordi han er vokset op med en skizofren storebror og flere i sin famillie der også lider af sygdommen.

Han lider af at psykiatrien modtager penge via sats puljen og ikke har et budget lige som resten af vores behandlings system.

Man kan sammenligne det lidt med at man kommer ind med et brækket ben, og fordi sygehuet ikke har råd til gibs må du nøjes med at få savet benet af.

Sådan er det i psykiatrien, fordi der ikke er penge nok til den nødvendige behandling, må du leve handicappet med store doser antipsykotisk medicin, selvom relativt simpel samtale terapi somregel kan være med til hurtigt at nedsætte dosen af medicin, så bivirkninger bliver mildere.

Tro mig når jeg siger det er ikke i psykiatrien det reelle problem ligger. Det reelle problem sidder inde på christiansborg

Hvor er det et stærkt og skarpt indlæg og førstehåndsoplevet !
jeg kender slev flere med skizofreni som lever et stille og roligt liv, dog med medicin men ikke fuldt psykotiske overhovedet...

en stor del af det skadelige i at være klient i det psykiatriske system er at mennesket nærmest kun får opmærksomhed for sin sygdom og at alle de andre kvaliteter et menneske har nærmest ingen relevans har i omgangen med et hav af professionelle...og det er rent ud sagt skadeligt...både for selvfølelsen, for identiteten,for livsglæden og for troen på sine indre styrker, når man i blandt har overvejende oplevelse af sin sandeste kernepersonlighed...

Men forventeligt er der ingen garanti for helbredelse, men at stærk bedring, evne med tiden til at fornemme sine svagheder i tide,selvbeskyttelse mod stress og omgivelsernes omsorg og ægte venskaber og kærlighed er opbyggelige og til dels healende er jo rigtigt...

nu må man jo også undskylde de gamle overlæger med at den viden de blev undervist i ikke var særligt udviklet, og hvis de ikke har orienteret sig bredt gennem årerne, men alene fulgt med medicinsk, så ligger deres viden jo alene i medicineringen som nok er fristende fordi der er så hurtige virkninger og ofte også sedation af personen helt gennerelt uden at man decideret kan kalde det i sig selv for helbredelse....

mennesker kan ikke bahandles i fragmenter...især ikke psykisk syge mennesker....

MEN jeg har en indvending at mennesker pensioneres som følge af psykiske problemstillinger betyder IKKE. At de er i det psykiatrisk system, mange har udviklet "post traumatisk stress" og mange har udviklet kronisk træthed/ udmattelse og gentagne depressioner som følge af stress, og disse mennesker opgives efter forskellige forsøg på at finde egnede jobs til dem og forskellige omskolings forsøg, men de er ikke nødvendigtvis involverede i psykiatrien... Nok nærmest sjældent da alle disse skal kæmpe for overhovedet at få tid hos psykiaterne, der har ventetider på 6-9 måneder for mennesker der ikke allerede er inde i det psykiatriske system..
Så på den led rammer din kritik forkert, det er IKKE det psykiatriske system skyld at der sygemeldes flere og flere af psykiske årsager og mange af disse er aldrig blevet en fast del af det psykiatrisk system hverken før eller efter deres pensioneringer som følge af psykiske kroniske problemer...

Så tænk lidt over at adskilde de psykisk syge i flere grupper især to overgruperinger
1. De klassiske psykiske sygdomme af ofte voldsom karakter med hallucinationer/psykoser og forvrænget virkelighedsoplevelse, skizofreni og /eller bipolar-lidelse med manier og depressioner med relativt stor styrke..
2. Mennesker med nervøse lidelser som gentagne depressioner, vantrivsel og ekstremtræthed/udmattelses-syndrom, mennesker med svigtende initiativ og modløshed og personlighedsfortyrrelse i invaliderende grad som griber ind i forholdet til omgivelser og som gør personen uegnet i mange jobfunktioner og som fører til gentagende,nærmest forudsigelige nederlag og evt. Mobning og afstandtagen fra kolleger og omgivelser i det hele taget... !

Utroligt at det er kommet så vidt, at man i dag kan blive frataget f.eks SU, hvis man som psykisk syg nægter at lade sig medicinere...

Rasmus, at sige, at "psykose", eller anden såkaldt "psykisk sygdom", giver hjerneskader, er der ikke dokumentation for i videnskaben. Det, der er dokumentation for, er at langtids-, den såkaldt "forbyggende", brug af psykofarmaka skader hjernen, især også i pandelapregionen, hvor bl.a. de kognitive evner lokaliseres. Det virker på mig lidt som at sætte vognen foran hesten (mildest talt), når man tilbyder "samtaleterapi", der skal styrke en persons kognitive evner, når man forinden frejdigt har fodret vedkommende med stoffer, der forårsager svind i hjernematerien og dermed nedsatte kognitive evner. Det er lidt det samme, som at klandre psykiatrisk stemplede mennesker for at føre en dårlig livsstil, og sætte i gang med et hav af projekter, der skal få disse mennesker op af sofaen, når man forinden med sin "behandling" har påført dem netop de sygdomme, man så betegner som "livsstilssygdomme", bl.a. ved at sørge for, at de sover 16 timer i døgnet, og ved at ødelægge deres metabolske system. Jf. f.eks. her: http://www.nytimes.com/2008/09/16/health/research/16conv.html?_r=0 Og som Olga påpeger i sin artikel her, ved at referere til Robert Whitaker, så er der meget, der peger på, at længerevarende brug af psykofarmaka også kronificerer kriser.

Du skriver, at 20% kommer sig i DK under psykiatrisk "behandling". I Vestlapland, hvor man ikke ser eller behandler "psykoser" som sygdom, men altså som et udtryk for mellemmenneskelige kommunikationsproblemer, er det 83%, der kommer sig. Helt.

Som sagt, jeg kan godt forstå, at du stritter imod, og at "eksperterne" i din verden ikke kan være andet, end troværdige. Immervæk risikerer man jo som psykiatrisk stemplet sanktioner, hvis man vælger, ikke at tro på, hvad de fortæller en. Men det ændrer altså ikke noget ved det faktum, at psykiatriens egne forskningsresultater ikke understøtter hverken den forståelse af livskriser som biologisk hjernesygdom, som psykiatrien spreder alle vegne i offentligheden, eller dens påstande om, at dens "behandlinger" skulle være noget videre effektive. Den videnskabelige litteratur på området fortæller faktisk det modsatte, og viser klart, at "eksperternes" udsagn i det offentlige rum, til "patienter", pårørende og politikere stort set gennemgående er usande.

Politikerne og deres autoritetstro og mangel på motivation til at sætte sig ind i tingene og skaffe sig førstehåndsviden, er et stort problem. Men det er psykiatrien som sådan ikke mindre. Bl.a. fordi den fortæller politikerne (og alle andre) den ene løgnhistorie efter den anden.

DITLEVvel ikke sådan bare lige ,der er vel en lang forhistorie om at man er udeblevet fra sine studier først gætter jeg på og/eller at man ikke har levet op til krav om afleveringer af opgaver o.lign. Som også stilles til alle øvrige studerende for at de kan oppebære SU ?
MON ikke der har været meget mere på spil i den fratgelse af SU ?
og desuden kan et studium vel sige at de ikke kan tackle en psykotisk person i et skoleforløb, det kan jo være temmeligt umuligt at tale logisk og konsistent med psykotiske personer og så giver det ikke længere mening at have den studerende i en klasse om vedkommende også afbryder undervisningen med irellevant kommentarer og forsøg på dialoger...det ødelægger jo undervisningen for de øvrige studerende !

Man kan også fratages sygedagpenge, hvis man fravælger den, af lægen, ordinerede behandling.
Dette kan f.eks. være psykofarmaka.

Tvangsbehandling ses af helt "normale" mennesker, som bare har en anden opfattelse end lægen.
Det kan f.eks. være patienten, som efter en hjerneblødning har fysiske problemer med at koordinere bevægelserne samt har smerter, men ellers er normalt mentalt fungerende.
For at opretholde sine sygedagpenge måtte vedkommende indtage det af lægen ordinerede, som i det pågældende tilfælde var psykofarmaka.
Også socialrådgiverne presser på for at få mennesker på sygedagpenge medicinerede, da "alle muligheder skal være udtømte".
Hvordan kan man tro, at tvangsbehandling med psykofarmaka kan få en sådan nævnt patient tilbage på arbejdsmarkedet ?

Marian:

Det gider jeg slet ikke diskutere der er masse nyere undersøgelser som viser at psykose påvirker kognitive funktioner, specielt korttidshukkommelsen bliver påvirket hvilket min kæreste er et levende bevis på. Efter hun kom i behandling er hende evner langsomt vendt tilbage, hun er også blevet mere udadvendt og arbejder i øjeblikket på at genvinde hendes sociale færdigheder.

Man kan direkte se at dele af hjernen skrumper, med medicin i de rette doser og også med samtale terapi kan man tydeligt se at hjernen bremser og genvinder noget af de tabte. Det er noget der er blevet undersøgt nøje her i nyere tid. Specielt psykose og depression regnes for to forskellige forgiftnings reaktioner hjernen opnår når stress tærsklen bliver overskredet og det er en reaktion der i sig selv stresser hjernen så den er selvforstærkende, uden behandling.
Stresstærsklen er meget individuel og afhænger af alt lige fra gener til opvækst osv.

Antipsykotisk medicin i høje doser kan også påvirke konigtive funktioner, det er klart når de virker sløvende

Rasmus, du skriver: "Det er noget der er blevet undersøgt nøje her i nyere tid." Netop. Nancy C. Andreasens forskningsresultater er noget af det nyeste, der findes på området. Hun måtte gå til et britisk fagtidsskrift for at få sine forskningsresultater offentliggjort. I USA nægtede man. Nancy C. Andreasen er en af de mest anerkendte forskere på området, internationalt, og hele den internationale psykiatri plejede at juble for hende. I dag, efter hendes forskningsresultater blev offentliggjort, er hun persona non grata.

Rasmus, læs studierne! Og lad være med at tro på, hvad en eller anden OPUS-shrink, eller Illustreret Videnskab prøver at fortælle dig, forskningen angiveligt har vist.

Marian:

Har du viden og erfaring nok fra virkeligheden til at vurderer hvad Nancy skriver?

Det er fint nok du har læst noget om hvordan det er, men hvad har du er erfaring selv?

Rasmus, som skrevet andetsteds, jeg har selv været dér, og jeg arbejder i dag, fuldt recoveret takket være det faktum, at jeg fik virkelig hjælp udenfor psykiatrien, i socialpsykiatrien.

Men Marian socialpsykiatrien tager sig jo ikke af abulant behandling, det er jo der du gerne skulle blive sendt hen når man er parat til det.

Rasmus, jeg arbejder på et bosted -- hvor jeg dagligt ser, hvad psykiatrisk indoktrination og "behandling" gør ved folk, hvilket ikke er et kønt syn -- og i et akuttilbud, hvor vi netop tager os af (al slags) akutte kriser. Også her har man for resten god mulighed for at studere nærmere, hvor fantastisk psykofarmakologisk "behandling" virker, da en hel del af vores klientel består af mennesker, der har været i systemet og i medicinsk "behandling" i betragtelig tid. Tjuhej, hvor "medicinen" (IKKE) hjælper!

Det revolutionerende inden for psykiatrien består nok for det meste i at + plusserne bliver større og større på alle andre end patienternes kontoer.

Money talks! nogle gange så højt så man skulle tro man hørte stemmer ;)

Psykisk sygdom/patienter er lige så forskellige som resten af samfundet. Fordi man får en enkelt diagnose betyder ikke at man er fri for en masse andre. Det er videnskabeligt bevist at depression er skadeligt for hjernen, og hvem kan leve med en "aparte" personlighed
uden at få en form for depression?

Det undrer mig at der er stor forskel på tyske lægers tilgang på SSRI og danske lægers. Hvor man i tyskland først forsøger med f.eks. Perikon før man går over til SSRI, er dette første bud i Dk.

Hvis man ser psykiatrien i et historisk perspektiv er det nedslående, at man først i 1983 stoppede med det hvide snit i Dk. Det siger lidt om "at lære af sine fejl". Den psykiatriske patient kan både være "normal" men have svært ved samfundet, og andre kan være svært hjerneskadede. At bare uddele kemi er nok det mest uempatiske i vores samfund.

Såååå mange tak til forfatteren. Hvis jeg skulle finde ord for min oplevelse af det psykiatriske system, så ville jeg gerne ha' valgt dine. Det er såååå hårdt, at se på hvordan psykiatrien overmedicinere folk (selvom det nok er fordi de ikke ved hvad de skal gøre, når det kommer til stykket - Det jo også hård for dem der arbejder inden for systemet – Var det ikke gået op for mig hvilken håbløs opgave de havde for sig – Og hvor stor en gang narrefisse (undskyld men det beskriver det ret godt) hele væsenet er, så var jeg gået hen og blevet super-skør – Jeg havde heldigvis så meget erfaring med det, set ude ude fra, at jeg kunne ta' det jeg ku' bruge og ”tale dem efter munden” for resten – For man skal jo vende sig til en eller anden hvis man er fucked. Men hvis man forventer meget lidt, så har man en rimelig chance – Det mit indtryk).

For øvrigt, så er det alment kendt, vil jeg vove at påstå, i blandt os der har været inden om på den ene eller anden måde, at gummi-diagnosen skizofreni, er en man skal være super påpasselig med ikke at få smidt i nakken, for så er man først totalt opgivet, og kan se frem til et kort liv med super mange bivirkninger. Mit indtryk er også, at folk først bliver rigtig raske når det går op for dem, at man er sin egen lykkes smed, tænkt som noget objektivt.

Nå men tak.

Også jeg har en lang erfaring indenfor psykiatrien. (som patient) Og har derfor læst artiklen og kommentarerne herover med interesse. Og jeg giver de fleste ret i deres holdninger og udtryk om emnet. Men er sandheden ikke at der ikke er en endegyldig sandhed ? Der er ikke een definitiv behandling på sygdommen slizofreni. Jeg tror at der erligeså mange sandheder om sygdommen som der er patienter. Det er uomtvisteligt at der er for få rescourcer på psykiatriområdet. Dette betyder ikke at jeg synes det ok med overmedicinering. På ingen måde. Men men det er heller ikke ok kun at skyde på lægerne. Tro mig de feste gør hvad de kan. Og jeg er af den holdning at det nytter ikke kun at kæmpe mod systemet (og lægerne) Det gælder om at arbejde (og kæmpe) med og for sig selv. Det er der bare nogen som ikke kan. For de har måske ikke de menneskelige rescourcer som skal til. Så jeg har enorm respekt for mennesker som kan sætte sig ud over sygdommen og blive så raske, at de kan undvære behandling. Jeg har som jeg indledte med at sige, selv mærket skizofrenien på krop og sjæl. Og da jeg blev indlagt i 1987, var min holdnong også at medicin var noget l... Man skulle ikke dæmpe symptomerne. Man skulle se dæmonerne i øjnene. Så jeg ville ikke have medicin. Men Jeg har måtte sande, at det havde jeg ikke rescourcerne til på det tidspunkt. Og jeg fik også på et tidspunkt at vide at jeg ikke kunne komme videre. Men det tror jeg er kommet. Jeg tog en beslutning om at jeg ville videre . Og begyndte at bevæge mig med små skridt. Så i 1999 blev jeg brugerlærer. Dette gav mig en enorm indsigt i min sygdom (og mig selv). Og jeh lærte at jeg kunne ikke kunne klare min situation alene. Og lægerne kunne ikke klare min situation "alene" Men ved at samarbejde kom "vi" meget langt. Og jeg lærte at så længe ingen tager ansvar for sig selv og hinanden, så skre der ingenting. Så jeg kunne tage min del af ansvaret Og det kan alle andre også. Fx. ved at prøve at råbe politikerne op. Og tænke over hvor vi sætter vores kryds. Vi kan prøve at fortælle hinanden hvad vi selv gør for at komme videre. Men jeg synes ikke man kan sige at fordi jeg ikke havde burug for medicinen, eller jeg kan ikke klare mig uden medicine. Så er det mig der har ret. Jeg er selv i dag, ien alder af 54 år blevet medicinfri. Og jeg prøver at have en recovery-orienteret tilgang til psykisk sygdom. Men jeg opfatter så meget recovery som et spørgsmål om hvor langt man kommer, som et spørgsmål hvor tilfreds man selv er med sin situation. Hvis man er tilfreds så er det vel ok at tage medicin. Men jeg synes det er farligt at påstå at ingen skal tage den. Der er jo desvæære alt for mange eksempler på hvad psykoser kan gøre ved folk og deres omgivelser. Som man måske fornemmer så kunne jeg blive ved i meget lang tid. Men måske skulle vi lære af alle erfaringer og samarbejde. istedet for at stå fast på at mine erfaringer er sandheden. Og derfor er det godt med indlæg som det ovenstående. De må bare ikke stå ukommenterede hen

Jeg har prøvet Hypericon, desværre hjalp det ikke en døjt på min depression, så efterfølgende , efter et halvt års forsøg, måtte jeg vælge noget der virkede så jeg ikke endte med at gøre mit barn til min forældre... Cymbalta virkede allerede efter 14 dage ,massr af initiativ og livsglæde til husbehov dog kun og ja selv hormonerne vågnede op af tusindårs-søvnen...
al repsekt for planter og naturmedicin... Men så længe det ikke er tilstrækkeligt koncentreret og standardiseret og ikke mindst videnskabeligtt afprøvet... Så hav ikke for megen tillid til det..jeg valgte det produkt som de tyske læger blandt andre bruger, men det er langt fra alle det virker på...

Måske virker det hvis det er første gang man har depression og endnu ikke har fået amygdala skrumpet alt for meget.. Måske..
Forøvrigt kan man lave en fantastisk ild-rød vintersnaps af Perikon og en sådan morgendram kan vel nok være en god opmuntrer i vintermørket .....sådan en stor håndfuld tørret perikon i en hel flaske vodka og så lad den trække en måned, så skal den sies og man har rødt nok helt til jul, men kun 1 om dagen...og kun om morgenen..en anden måde at blive opløftet på ..også en flot gave hvis man selv laver etiketten, men legetøj er det ikke kun 1 om dagen !

Jeg kommer næsten til at græde af artiklen. Jeg havde en søster, som var meget smuk og sød, men blev erklæret skizofren. Hun fik alverdens lort af psykofarmaka og var ind i mellem indlagt på sindssygehospital. Her blev hun så nogen gange lagt i bælte. Blandt andet da hun blev ved med at klage over, at hun ikke kunne komme af med sin afføring. Heldigvis var der en ung læge, fortalte hun mig senere, som syntes, at man skulle undersøge hende. Det viste sig, at hun havde en stor kræftknude på livmoderen, som blokerede for tarmen. Hun blev opereret og døde nogle år efter som 52 årig. Meget af hendes liv var et helvede og vi, tre søskende og forældre, led også meget under det.

Når jeg så læser, at politiet udtaler, at en psykisk syg er det værste de kan komme ud for bliver jeg trist. personligt er jeg mere bange for en stor rocker med volds domme og måske mord på samvittigheden. Men det må skyldes manglende uvidenhed om psykiske lidelser og hvordan de skal tackles.

Cirka 40 procent i Europa har mentale problemer. Så det kan ikke være meningen, at man skal gøre mennesker, som lider af en sindslidelse, til farlige monstre. Selvom man ud fra en ny-liberalistisk idé, kan tjene penge på det. EkstraBladet elsker den slags historier, hvor der er en psykiatrisk patient involveret og i film skabes der og penge på at vise mennesker med psykiatriske lidelser som vanvittige monstre. Det er som regel mennekser med angst- og depressive lidelser, som dårlig nok tør gå over vejen. Selv psykoser er ikke så slemme, selvom personen hører og ser ting som ikke eksisterer.

Rigtig god artikel. Det, der er sindsygt er, at man mystificerer og isolerer de psykisk lidende. Og får dem til at fremstå som en slags savlende monstre, ved at give dem så meget medicin så lyset slukker, og de undskyldende over dem selv, kan vente på at døden indtræder. Det minder noget om nazisternes metoder. Deres metoder var bare mere radikale overfor de sindslidende og iøvrigt også de åndsvage. Men der er desværre lighedspunkter.

Hvis man ikke kan hive sig selv op med håret,
så kan du få noget medicin. Det er samfundet svar.
Og den første dækker psykoterapi.

Jeg ønsker bare at der er andre/flere former for behandling.
Måske har patienterne bedre brug for alternative livemåder.

Eller samfundets aksept af alternative personligheder.
(antipsykiatrien - Lang)

sorry
http://en.wikipedia.org/wiki/R._D._Laing

Ja og måske de selvfede psykiatere skulle acceptere en timeløn "kun" på 400kr i stedet for 700-900kr. Det er jo ågerpriser for næsten alle andre end overlægens egen frue !

I argentina er psykoterapi meget mere brugt, ja helt normalt,men jeg forestiller mig at de arbejder til helt andre lavere timelønninger til gengæld !

Jeg bærer en bagage fra min barndom som børnehavebarn
i Røde Kors Børnehave (jylland et sted, sent 1950).
Vi var sammen psykiske- og fysiske handicappede og normale.
Takken går ikke til skæbnen, men til de ansatte som
ligestillede vores skæbner.

Jeg har været ude af debat i lang tid, faktisk flere år, men faldt over den nye debat om psykiatri, først debatten mellem psykiater Raben Rosenberg 7.7.2012, Fremtidens psykiatri er både ord og kemi - Politiken.dk - http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1682594/fremtidens-psykiatri-er-ba... - og psykolog Henrik Mønitz Risdorf 25.7.2012, Behandlingen lykkedes - patienten er i koma - Politiken.dk - http://politiken.dk/debat/kroniker/ECE1698221/behandlingen-lykkedes---pa... - så den tvungne overmedicinering på Glostrup Psykiatri mv. osv. – og nu ”Psykiatrien på et vildspor”.

Det kommer hele tiden nye ting frem om psykiatrisk praksis og bivirkninger osv., der er meget værre end hvad jeg har tænkt tidligere, og i et samlet billede. Men der har ikke været så meget at hænge sit ubehag på. Det er der i dag – fx hvad jeg faldt over fra Forskningsnyt fra 2011, én af mange tusinder der peger i samme retning - 2011 Er antidepressiv medicin afhaengighedsskabende - http://gaderummet.dk/2011/2011%20Er%20antidepressiv%20medicin%20afhaengi... - fra Forskningsnyt - og alligevel sidder jeg mismodig tilbage, at man kommer ikke igennem på den lange bane.

Det er ’systemet’ gearet til, og næste trin er en udbygning af psykiatrien med psykologer mere centralt placeret – men på samme grundlag, den diagnostiske indfaldsvinkel. Og årene vil gå – gab!

Det er befriende at debatten nu kører bredt og ofte i bedste sendetid, desværre ofte om dødsfald indenfor psykiatrien og spildte liv.

Da Gaderummet i 2006-2009 sloges for sin praksis, var der ikke den debat i offentligheden, som der er nu. Jeg tænker faktisk, at havde den debat, der er nu – startende i 2011 med ’død af psykose’ – og som nu har mange forskellige tråde, været der tilstede dengang hvor Gaderummet i 2007 blev dømt ude af kommunens socialudvalg med kommentaren - ”den væsentligste grund er det manglende samarbejde med psykiatrien, faktisk ikke noget”, maj 2007 Sven Bjerre – var det gået anderledes.

I dag tror jeg ikke det var muligt at nøjes med et sådant argument for at lukke et sted. Men i praksis, må jeg spørge om der er andre steder i dag, hvor psykiatrien direkte udfordres på eget grundlag?

Gaderummet havde gennem mange år udviklet en psykologisk og socialpsykologisk praksis, som også til sidst var meget velbeskrevet, begrundet og dokumenteret – men det talte ikke. For under psykiatrien medicinerer man!

Trods at Gaderummet håndterede en døgnåben åben dør for ’udstødte unge’ på Nørrebro alle årets dage, så offentligheden kun det kaos, som en sådan åben dør altid giver anledning.
Det er som at studere en entré med sko udenfor, og døren er lukket, og hvor der først er et par enlige sko, måske af et bestemt mærke, i stuen, så på næste etage, at se 5 par sko, men på tredje etage her 67 forskellige par sko, nogle større end selv store, andre mindre end muligt!

I Gaderummets tilfælde ved jeg ikke hvor mange hundrede sko, der har været i spil. Men de havde allesammen en bestemt orden i huset. Lige som når man kigger ind bag døren til en lejlighed, hvor man først har skullet gå varsomt gennem sko til sko for at komme frem til døren, og så kigger ind igennem entreen, hvor der er det ene menneske efter det andet, med hver deres særpræg, og som vel udtryk for deres personlighed! Det er et overvældende skue, kender man ikke nogen i forvejen.

Der var dengang med Gaderummet ingen debat om vores ”psykologiske og socialpsykologiske indfaldsvinkel og arbejde”, som var kernen i huset, og som altid var intakt. Havde den ikke været det, ville det have vist sig i uhåndterlige konflikter på alle niveau i huset, og at der ikke kunnet bygges op, og det var et hus også dengang i 2005 og 2006 i stor fremgang og med mange mange mennesker.

Konflikterne kom først da kommunen med tvang synede Gaderummet ud fra instruks om ”Psykiatrisk bosted” – hvad vi ikke var, men det var kommunens kasse for os!

Jeg kan savne en ”psykolog fra neden”, en psykologi der går ud fra, at den anden er medforsker i sin egen proces.
Selvom Psykologforeningen i dag har over 9000 medlemmer, så vil jeg æde min joint på, at det kun er et fåtal af psykologer, der rent faktisk også i praksis, har erfaringer med at arbejde her ud fra. Man er omvendt meget bedre til diagnoser og handletiltag herud fra, tættere på den individuelle psyke og ud fra en bestemt målestok.

Men hvor kan håbefulde psykologer finder uddannelsesteder for denne anden praksis, og er den rentabel?

Der er ofte luftet kritik af den diagnostiske indfaldsvinkel, men hvor findes den praksis i dag, hvor det er en anden logik, der styrer og ikke en ny generel teknik?

Jeg synes det kunne være rart, hvis mastodonten Psykiatri og Psykiatrifonden, blev sat fra bestillingen. Og så tage den derfra.

Men det kræver, at der er nogen de kan gi nøglen til – fx et brugergruppesubjekt - og som kan kopiere den videre til andre.
Nu skal afdelingernes fortsættelse, personaleforhold, ressourceforbrug osv. afgøres ud fra brugersubjektet, deres behov kort som langsigtet, ikke medicinalindustriens og lægers turnusordninger.

Jeg ved ikke hvordan man kommer derhen, men kunne godt tænke mig at se det ske.

For at undgå misforståelser, snakker jeg ikke mod en psykiatri, men at en anden indfaldsvinkel skal være den overordnede og baseret på et brugergruppesubjekt.

Kalle
www.gaderummet.dk

@ Kalle

mon ikke gaderummet blev lukket fordi samfundet ikke var voksent?
Og til at akseptere hash og andres personligheder.

Lige bortset fra de medicinsk fremkaldte dødsfald ,er det så ikke tankevækkende at der er flere selvmord i verden end der er dødsfald i samtlige kriger hvert eneste år !

Og hvor mange af de selvmord kommer så af krig? (retorisk)

Yes Massa

- og der er flere dårlige nyheder end gode on the f#ching news.

@Peter Andersen

Jo, det er ikke skudt helt forbi.

Debatten om hash. har også flyttet sig. Gad vide om de kunne sige sådan om hash fra Rådhuset i dag, hvis Gaderummet stadig havde eksisteret?

Det er nogle finurligheder ved Gaderummet, som jeg af og til vender tilbage til. Det her er en af dem.

Rådhuset har vist flyttet sig siden sidst.

Uanset gaderummet, hvor vi har fælles bekendte,
så er det ikke en samfunds-omveltning.

btw.- Kalle,
jeg kender også Henrik og Rosenberg.

hej dig Peter Andersen.

Jo. Tiden er ikke elastisk, men det er som er den det indenfor psykiatriens verden. For patienterne.

Det er nødigt med en hel anden organisering af psykiatrien, og når den ikke kommer gradvis af sig selv, så det store spørgsmål, hvordan så? Historien har givet ufatteligt mange bud, nogle bedre end andre, og alligevel alt ved det gamle: generelt stærkt inhumant, og i vores egen baghave!

Gid jeg havde et svar

Psykiatrien skal som det første befri sig fra mammon.
DVS. at den skal hvile i sig selv.

PT. betyder det noget evidens.
Psykiatrien har det svært med evidens

Evidens betyder nutidens klogskab.
Men evidens kunne også vise vejen videre.
Det er måske pt. problemet?

Jeg sidder lige og tænker, at vi siger psykiatrien og samfundet. Vi siger os og dem ,om de som færdes i psykiatrien. Vi siger eksperterne og patienterne. Men er det ikke sådan, at psykiatrien er en del af samfundet? Er det ikke sådan at, vi alle er mennesker i samfundet og psykiatrien? Og er det ikke sådan at, vi alle er eksperter i livet? Og min ide er at, når vi alle begynder at samarbejde og respektere os selv og hinanden, så kommer fremskridtet. Det sker ikke fra dag til dag. Men hvis vi vil så kommer det. Når jeg tænker på hvordann det var for hundrede år siden, hvor mennesker blev spærret inde fordi de havde en sindlidelse og fordi lægerrne ikke anede hvad der var galt. s så er vi jo kommet ret langt. Jeg tænker også,at når læger ikke behandler bedre, så er det måske fordi "vi" ikke formår at tale det sprog som står i lærebøgerne på lægestudiet. (selvfølgelig er der også læger blandt som er totalt idioter, og var fraværende i "Livets Skole den dag der var undervisning i "ansvar, respekt, almen tankevirksomhed") Og måske er der læger som bare burde have et kursus i almen sprogforståelse. Men der er det, at vi som de ekperter "vi" er må undervise dem. Og fortælle overalt i samfundet, hvordan tingene kan ændres. Men det er bare så svært så længe "vi" ikke selv kan enes om en tekst at undervise udfra.
Jeg tænker også på at jeg i næsten 40 år af mit liv havde et meget stort ønske om "at være som de alle de andre". Men så gik det op for mig, at det var der jo ingen der var, Og vips. Så var jeg jo ligesom alle de andre. Jeg har siden forsøgt at fortælle alle jeg møder, at selvom jeg ikke er som lige netop "dig", så er jeg jo lige som os allesammen.
Det er meget svært at se på at mennsker lider. Uanset hvorfor (og jo der er der jo også undtagelser). Og det er svært ikke at sige at det som hjalp mig var eksempelvis at tage/ikke tage medicin. For vi mener jo alle at vi gerne vil hjælpe. Jeg har selv været frelst engang ( og er det vel et eller andet sted endnu), men det betyder jo ikke at jeg har svaret på alle andres problemer. Så jeg synes vi skal udveksle erfaringer, og bringe dem videre. Derfor er denne debat meget vigtig. Ikke kun fordi psykiatrien er i krise. Men måske for at vi kan finde et fælles fodslag i de skridt der skal tages for at vi/psykiatrien/samfundet kan komme videre

Og lige for at rette en misforståelse: At såvidt jeg ved, er det psykologer, og ikke selvfede psykiater som får 700-900 kr. i timen. Og at ogt der såvidt jeg ved, ikke er et mange psykiatere som tilbyder psykoterapi. Og at et af problemerne er at der er ansat for få psykologer i psykiatrien. Og så er vi igen henne om diskussionen om politik og rescourcer.
Og så vil jeg også lige sige, at jeg synes at der findes ofra som "psykiatrifonden". for jeg ser dem som et middel til at komme videre. Og de kan som oftest tale i et sprog som læger og politikere forstår og lytter til. Så er det op til os, at "fodre" foretagender som disse med informationer og erfaringer fra det "rigtige "liv

@Ann-Mette Mikkelsen Jeg tror ikke, "vi" finder et fælles fodslag så længe det ikke respekteres, generelt og fuldt ud i alle sammenhænge, at nogle mennesker ikke ønsker at blive betegnet, og endda lægeligt diagnosticeret, som "sindslidende", "psykisk syge", "psykisk sårbare", "skizofrene", "borderlinere", "bipolare", etc. etc. etc., dvs. så længe det ikke respekteres, generelt og fuldt ud i alle sammenhænge, at alle har ret til at definere sig selv og sin egen oplevelse af at være i verdenen.

Desværre er det og har det altid været psykiatriens opgave, at erklære visse individer og deres væren i verdenen for at være "sygt", og at sygeliggøre menneskers oplevelse af sig selv og verdenen er sådan set indbegrebet på manglende respekt for disse mennesker. Så, et eller andet sted hen, tror jeg egentligt ikke, at der er plads til psykiatrien, i sin egenskab som vil-gerne-være-lægespeciale, dvs. i sin funktion som visse menneskers oplevelse af sig selv og verdenen sygeliggørende instans, længere i et samfund, der respekterer ethvert af sine medlemmer fuldt ud. Ja, altså, bortset til dem, der ønsker, at ikke blive respekteret. Men hvem ønsker det, egentligt?

Ja det er rigtigt det er oftest psykologer der er privatpraktiserende for patientens egne penge, og det er nok rigtigt at der ud over at være for få psykiatere også er alt for få man kan gå til på egen foranledning...

Ja det er rigtigt det er oftest psykologer der er privatpraktiserende for patientens egne penge, og det er nok rigtigt at der ud over at være for få psykiatere også er alt for få man kan gå til på egen foranledning...

Til Marian. Jeg tro jeg har forstået meget af det du siger. Og jeg mener også du langt hen ad vejen. Men jeg oplever ikkeat du oplever det samme håb som jeg.Det er fuldstændugt rigtigt, at alle mennesker har ret til at definere sig selv. Og ja jeg har også prøvet at sidde med følesen af at ingen troede at jeg kunne noget som helst andet end at ligge i en seng (sommetider fastspændt) Og i den periode ønskede jeg vel egentlig heller ikke at være det. Jeg er også blevet overmedicineret til en overvægt på 100%, endna i to omgange. Menndet betød ikke at jeg resten af min tid er og vil blive ved med at identificere mig med min sygdom. Men i nogle perioder var det måske at gøre det. Og som jeg tidliger har skrevet. Så drjer det sig vel mest om at vi bliver tilfredse med vort liv. Jeg boede engang i botilbud sammen med en rigtig rar og sød fyr. Han hacde det meget svært. Så svætr at han tilsidst bad om at komme på psykiatrisk plejehjem. Sørgeligt? Nej han siger selv at han er glad og tilfreds med den tilværelse han har nu. Jeg synes ikke at han beder oom at blive kaldt syg eller sygeligt. Han beder blot om et liv han kan kapere og leve.
Og er det så ikke at vi så skulle begynde en debat om hvordan vi kan finde fodslag. Nej jeg ønsker heller ikke nogen stigmatisering af mennesker. Jeg ønsker at vi begynder at sige det som det er. FX. ved at når vi præsenterer os over for andre mennesker som syg. Jeg har bare altfor mange gange mødt mennesker (patienter) som når de bliver spurgt om hvad de laver eller er Så svarer de jeg laver ikke noget for jeg er syg eller skozifren. Første gang jeg studsede over det svar, var under en indlæggelse på en psyk. afd. her spugte jeg en kommende værelseskammerat hvad hun var for en.
Og hun svarede: at hun hed xxxx, og hun var skizofren, og havde været indlagt 22 gange det sidste år. Jeg havde da meget hellere set at hun havde svaret. jeg hedder xxxx, og jeg kan godt lide at synge og fest og farve. For det fandt jeg jo selv ud af senere. Hun valgte i situationen at definere sig som syg. Og da jeg fik min diagnose, var jeg nærmest lykkelig. For nu havde jeg ligepludselig en identitet, nemlig skizofreni. og sådan har jeg haft mange lignende oplevelser i psykiatrien. Så hvis vi som patienter begyndte at bruge nogle andre ord om os selv. Og begyndte at tage ansvaret for vor egenidentitet, så kunne de andre Fx lægerne,systemet og samfundet, også opleve at vi blot skulle være at umælende kvæg. Jeg erkender gerne at det er svært. Men som oftest sker alle nye landvindinger med at man først skal have fundet landet og derefter forsøgt en eller anden form for opmåling, og så se hvad kan vi få ud af det. Men sålænge vi bekriger hinanden i alle retminger, og ikke mener at vi kan finde en eller anden form for fodslag, så får vi aldrig taget det første skridt.
Jeg er fuldt ud enig i at vi selv skal have lov til at definere os selv. Men det nytter jo heller ikke at gå hen og søge et job som vejarbejder(bare et eks) hvis man ikke kan stå på sine ben og løfte en skovl. Det drejer sig vel ligeså meget om erkende hvad man kan og hvad der er realistisk. Jeg havde i nogle år inden min første indlæggelse, forsøgt at definere mig selv som alternativ behandler. Og den gik bare ikke ilængden. For da jeg til sidst ikke længere kunne tage vare på mig selv. var jeg nødt til at overgive mig til systemet. Alle dem som jeg ikke troede og som jo bare ville hælde eller sprøjte medicin i mig. Men der hvor jeg var kommet ud, blev det nødvendigt med medicin og til tider meget medicin. Og jeg er i dag taknemlig for at lægewrne ikke lod mig køre mit eget løb. For så havde ikke været i live i dag. Også selvom der var et par idioter som var ved at slå mig ihjel. Ikke rart at tænke tilbage på. Jeg tror der findes uhyggeligt mange fordomme om psykiatri og psykiater. ( her kan jeg ikke lade være med at fortælle en enkelt lille ting om den første psykiater jeg var hos. Det første jeg tænkte var: der sidder Freud jo. Og hver gang jeg siden har set et billede af Freud. Så tæ¨nker jeg straks: jamne det er jo Finn Güntelberg. Og hans "dybdeborende" spørgsmål lå vel på niveau med Freuds. Bortset fra at han ikke var så sexfikseret. Og efter 12 minutter kunne han så konstatere: at der var jo ikke noget galt her)
Nå videre. En anden ting jeg vil sige, at hvis ikke man vil have betgnelsen skizofren hæftet på, så begynd fx. at sige at du har en skizofreni, istedet for at at du er skizofren. Lad være med at lade de folk du møder få indtryk at jeg er syg. Selv føler jeg mig ikke længer syg. Men jeg har nogle skavanker både psykisk og fysisk. Men det er mig der har sygdommen jeg er ikke sygdommen. Og min erfaring er, at hvis man selv tager et ansvar, så er der rigtig mange behandlere som gerne vil lytte, og tage ved lære. Husk også på at for mange patienter er det nemmere og mere trygt at have en sygdom som de kan hive op af hatten når verden bliver for kompliceret. De vil gerne have noget at gemme sig. Det er det letteste. Og dette gælder også for menge somatiske patiente. Og som samfundet er indrettet nu, er der ikke altid et alternativ til denne adfærd. Og igne somsamfundet er indrettet, så er det stadig mere accpteret at ahve en kronisk lidelse, end det er ikke at kunne holde et job fordi man ikke har overskud til at klare de jobs som er. Sådan er det endnu, selvom mange kræfter vel helst så os lukket inde i "tosseanstalter" og give os mad tre gange daglig mere acceptabelt at være syg. Og så længe den holdning florerer, så er det jeg siger vi må op på barrikaderne. Og berette om at vi er også mennesker som kan noget.
Jeg nævnte hvis også tidligere at jeg har fungeret som brugerlærer. Og jeg oplevede flere gange at læger og andre behandlere kom hen bagefeter og sagde tak. Tak for at patienter/brugerlærere kunne lede deres tnaker i nye retninger. Og give dem nogle værktøjer til at kommunikere med de patienter de skulle hjælpe. Og når jeg ene kvinde kan have den oplevelse. så synes jeg der er håb.
En anden ting jeg også lige vil have med er. At åbenhed er alfa og omega i den udvikling jeg gerne ser. Vis folk hvad det er at have en sindlidelse. Vær åben overfor de pårørende. Lad de pårørende være åbne overfor deres venner og bekendte. Lad ikke nogen sidde tilbage med flovheden i sjælen. Fortæl om, at det er ikke flvot at være syg. Men lad være med at sidde fast i sygdommen. Vis at vi kan mange ting. Og klare mange udfordringer. Man skal finde ud af hvad man kan. Og så skal man ville det. Og man skal vælge det. Og når så du synes at nu er det ikke er nok med det du kan. Så lær noget mere og dyrk det til du kan det. Og bliv ved på denne måde. PÅ et tidspunkt bliver det ikke svært at finde nye overkommelige udfordringer. Det er p....svært at starte. Det gælder kun om at starte eet sted.

Ann-Mette, jeg tror, vi taler lidt forbi hinanden. En ting er, at jeg ikke tror, der er forskel mellem at sige "jeg er skizofren" og at sige "jeg har skizofreni". Ganske enkelt fordi en psykiatrisk diagnose ikke siger noget om ens krop, som somatiske diagnoser, men altså om ens væren i verdenen, hvordan man oplever verdenen og reagerer på den. Og det er, hvem man er i verdenen. Så jo, når man har "skizofreni", så er man "skizofren". Altså, såfremt man vedkender sig diagnosen. Og det er vi en del, der ikke gør.

Jeg må indrømme, at hvis jeg går til lægen og får stillet en diagnose, så forventer jeg at lægen kan vise mig den diagnosticerede sygdoms patologi, f.eks. blodværdier, der afviger fra dem, vi ved, der helst skal foreligge, for at kroppen kan fungere. Når en læge ikke kan vise mig nogen fysiologisk patologi, såsom nævnte blodværdier, eller også en af de berømte kemiske ubalancer i hjernekemien, som ingen nogensinde har fundet, og jeg selv egentligt synes, det jeg oplever og de måder, jeg reagerer på, er, omstændighederne taget i betragtning, ganske sundt og rask, og faktisk tegn på, at jeg fungerer, så har lægen ikke ret til at, mod min vilje, pådutte mig en diagnose, og dermed gøre min sunde og raske reaktion på livet til en sygdom. Han/hun har egentligt ikke ret til at patientgøre mig, når jeg ikke oplever mig selv som syg, og ikke kan få vist en entydig patologi. Det er der heller ingen læge i somatikken, der ville tillade sig at gøre. Da ville det være kvaksalveri. I psykiatrien, hvor stemplet fratager de stemplede stort set deres menneskelighed og deres menneskerettigheder, sker det derimod jævnligt.

En anden ting er, at du skriver, du måtte opgive ønsket om at leve et liv uden begrænsninger. Vi har alle vores begrænsninger. Vi bliver faktisk alle født ret så "begrænset", i forstanden hjælpeløs og afhængig af andre. Men det er altså ikke meningen, at vi skal lade os styre af vores begrænsninger resten af vores liv, og blive ved med at være hjælpeløs og afhængig af andre. Det bliver vi imidlertid ved med at være i det øjeblik, hvor vi er "sindslidende". Uanset, hvor mange udfordringer vi ellers opsøger. "Sindslidelse" rammer personens tankevirksomhed og følelsesliv, og gør begge syge. Og det er vores tankevirksomhed og følelsesliv vi bruger som redskaber, når vi f.eks. skal træffe beslutninger. Så, i det øjeblik, man er "sindslidende", vil også ens evne til at tage beslutninger være syg, og siden et sygt sind heller ikke evner, at bedømme sig selv, sine egne beslutninger, ja, så er man pludseligt 100% hjælpeløs og afhængig af andre og deres bedømmelser af én som "sindslidende". Det er denne forestilling, der gør tvang mulig.

Men det er altså kun en (vrang)forestilling, at psykiatrisk stemplede menneskers tanker og følelser skulle være syge. En vrangforestilling, der holdes i live ved at det påstås, at der findes reaktioner, der egentligt ikke er reaktioner, men altså meningsløs, uforståelig galskab. Nu har jeg selv ikke mødt et eneste menneske endnu, hvis reaktioner var meningsløse og uforståelige. Uanset, hvor "psykotiske" psykatrien ellers syntes, personen var. Jeg har set og ser en del mindre "voksne", mindre bevidste måder, at tolke og reagere på verdenen og livet på blandt psykiatriserede mennesker. Men derfor er disse tolkninger og reaktioner ikke meningsløse og uforståelige. Lige så lidt som psykiatriens tolkning og reaktion på hvad den kalder for "galskab" i sidste ende er meningsløs og uforståelig. Selv om den ikke er mindre umoden og ubevidst, end de af den som "sindslidende" stempledes. Snarere mere. Så at man kan spørge sig, hvem der egentligt er mest "gal" og behandlingskrævende, psykiatrien, eller de af den som "gal" stemplede.

Under stregen: hvorfor skulle jeg rende rundt og være åben om, at jeg lider af en sygdom, der egentligt kun eksisterer i psykiatriens imagination? Hvorfor skulle jeg finde mig i, at blive betegnet som "patient", når der ikke er nogen, der kan bevise, at betegnelsen faktisk er berettiget? Hvorfor skulle jeg lægge mit liv i andres hænder og leve et liv i angst for mig selv, min egen oplevelse af verdenen og mine egne reaktioner på den (de såkaldte "symptomer"), når jeg kan tage mit liv i mine egne hænder og tage det fulde ansvar for min oplevelse, min tolkning af verdenen og mine reaktioner på den? Det har jeg virkeligt ikke tænkt mig at gøre. Jeg har været så rigeligt offer i mit liv. Jeg har ikke brug for, at når jeg så endeligt, langt om længe, har reageret på det, har gjort oprør mod det, og frigjort mig, at få denne reaktion, dette oprør og denne frigørelse stemplet som "sygdom" af psykiatrien.