Læserbrev

Regulering er en nødvendighed

Markederne fungerer kun, hvis de er fornuftigt reguleret, og vi får kun en acceptabel økonomisk udvikling, hvis vi benytter os af regulering
18. september 2012

Martin Ågerup kommenterer den 14. september min anmeldelse af Milton Friedmans bog Det frie valg. Bogen handler om et bedre samfund, hvor offentlige myndigheder ikke lægger urimelige restriktioner på menneskers muligheder for frie valg.

Det var ikke det bidrag økonomen Milton Friedman fik sin velfortjente nobelpris for. Han fik den for sit bidrag til forståelsen af økonomiske agenters forventningsdannelse og konsekvenserne for penge- og finanspolitikken. Det var originale bidrag, men Friedman drog imidlertid den yderligtgående konklusion, at det ikke var muligt at føre aktiv penge- og finanspolitik. Forsøg på det ville snarere forværre end forbedre situationen. Friedman havde ret i, at aktiv finans- og pengepolitik er en vanskelig disciplin, men at det skulle være umuligt, er jeg ikke enig i.

Min anmeldelse handlede om Friedmans syn på regulering, og Martin Ågerup påpeger med rette, at Friedman ikke var imod regulering, men gik ind for det, hvis der er en markedsbrist. Det synspunkt var yderligtgående i 1960’erne og 1970’erne, men begyndte at trænge igennem i 1980’erne og har været helt dominerende blandt teoretiske økonomer i de sidste 20 år.

Ekstremt synspunkt

Efter min mening er det stadig et ekstremt synspunkt. Markederne fungerer kun, hvis de er fornuftigt reguleret, og vi får kun en acceptabel økonomisk udvikling, hvis vi benytter os af regulering. Jeg synes derfor, at bevisbyrden burde være omvendt. De, der er imod en bestemt regulering, burde ’bevise,’ at udviklingen ville blive bedre uden regulering.

Vi står over for en ressource- og klimaudfordring, som markedet ikke kan løse, og der er ikke bare tale om en markedsbrist. Der er tale om, at de økonomiske agenter ikke handler ud fra de informationer om fremtiden, som Friedman regnede med. Usikkerheden er fundamental. Det er klart, at efterhånden som ressourcerne udtømmes vil priserne stige, men der er stor risiko for, at det så er for sent at handle. Den risiko synes jeg ikke vi skal tage. Det gør vi tilsyneladende alligevel.

Jeg siger ikke, at det er Friedmans skyld, men han har bidraget væsentligt til, at troen på markedet og det frie valg er blevet så rodfæstet.

 

Jørgen Rosted, tidligere departementschef

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Ågerup siger, at for meget regulering førte til boligboblen, og han peger på omfanget af lovgivningens tekst (!) og den famøse Community Reinvestment Act, som Carter lavede og Clinton opdaterede. Det er det eneste konkrete, Ågerup kan pege på. Jeg ved ikke helt, hvordan en amerikansk lov, som faktisk ikke påbyder banker at låne, men kun ikke at diskriminere i långivning mod minoriteter, kan skabe boligbobler i Europa og Asien.

Ågerup burde være en punchline. Uden sin ideologi ville han være ingenting, så den forsvarer han så godt han kan: Selvfølgelig må det være for meget regulering! Vi skal bare finde ud af hvordan!

Thorbjørn Thiesen

Når man stiller to perioder over for hinanden må det da være tydeligt at se de positive aspekter i en strengt reguleret finanssektor.
Efter den store nedtur i trediverne skabte John Galbraith et come back. Ved at øge efterspørgselen på vare og tjeneste ydelser, samtidig havde man en streng pris- og løn kontrol, for at undgå inflation.
Ydermere var der vandtætte skotter imellem handels banker og investerings banker, således kunne man imødegå de værste kriser.
Siden firserne har vi haft den ene krise efter den anden, og lige nu befinder vi os i den værste siden den i trediverne, på grund af at politikerne har ladet sig besnakke af finansverdenens lobbyister, og fjernet al regulering. Det har medført at finans folkene og finansverdenen skabte indtægter til de aller rigeste uden der var skabt produktion af værdier. Det er som at give en tyveknægt autorisation, han får rigtigt travlt.
Der er endnu ikke kommet et kvalificeret udsagn om hvor, hvornår og hvordan vi kommer ud af miseren.
Bortset fra Poul Krugman's bog ,, End this depression NOW.
Her gives der et bud på hvordan vi kommer videre og det er ikke ved at forsætte nedskærings politikken. Der skal gang i efterspørgselen.
Der skal gang i uddannelserne. Der må skabes arbejdspladser. Så bliver dagpenge diskussionen overflødig.
Her er det at det overbeskyttede erhvervsliv må bringes med på banen, ved at stille praktikpladser til rådighed. En vigtig ting i denne sammenhæng er få forældre generationen til at forstå at de mellem lange uddannelser er lige så respektable som universitet uddannelser. De kan ikke bliver læger advokater alle sammen.

Nogle af vores problemer har ikke noget at gøre med markedet - f eks at vi stadig bliver flere og flere mennesker og at kilmaet har det skidt som følge deraf.

(Hvis vi kun var 3-4 milliader menesker som i midten af forrige århundrede, så ville vores klimaproblem have været en del mindre.)

Taler man om egentlige markedsbrist, så kan de være en funktion af en forkert regulering .

Lige så vel som markedsbrist kan afhjælpes med reguleringer - så kan reguleringer skabe markedsbrist.

Boligsektoren er et godt eksempel på hvordan velment planlovgivning og kommunal selvbestemmelse har vanskeliggjort en fornuftig udvikling og skabt basis for overpriser på boliger i de attraktive områder og "underpriser" i udkantsdanmark. Og så prøver man at løse dårligdommene med ideer om yderligere boligbeskatning - det er skruen uden ende, hvor det hele blot bliver langsomt værre.