Klumme

Robert og Carina provokerer den danske leverpostejsmentalitet

Forargelsen over Robert betyder ikke, at Danmark er ved at blive ’amerikansk’ i sin tilgang til de fattige. Balladen er snarere et udtryk for, at Roberts dovenskab provokerer den danske leverpostejsmentalitet
17. september 2012

Hvordan kan det gå til, at Dovne Robert og Fattig Carina – to mennesker, som uden at være forhutlede eller hjemløse – ved deres blotte livsførelse har sat medierne i selvsving, fået de politiske ordførere op på dupperne og sat gang i en omfattende diskussion af, hvor grænserne går for henholdsvis velfærdsstatens ydelser og menneskers ansvar for eget liv?

Er den diskussion – som mange mener – udtryk for, at det er blevet comme il faut at slå på de skrøbeligste danskere? Eller at Danmark er på vej mod ’amerikanske tilstande’? Næh, det handler snarere om, at mennesker som Carina og Robert bryder den stiltiende kontrakt, danskerne har indgået med staten: Gør en smule, helst mere, og opfør dig ordentligt. Det er fint, hvis det går godt, men hvis det ikke gør, kommer der hjælp lige gyldigt hvad. Vi bliver forargede, fordi hverken Robert eller Carina kerer sig om samfundskontrakten, ikke fordi vi pludselig har mistet respekten for de fattige.

Hvad ville amerikanerne tænke om de to? Umiddelbart er svaret nemt, for Carina og Robert ville ikke have en kinamands chance i USA. Her eksisterer ingen love, som fordeler penge til mennesker, der i princippet kunne klare sig selv enten som studerende (ved at arbejde ved siden af studierne og optage lån) eller som ufaglærte arbejdere.

For USA er først og fremmest et mere brutalt land end Danmark. Man kan gå til bunds, men man kan også blive stinkende rig på en måde, som vi i Danmark ofte betragter som næsten vulgær for nu ikke at sige suspekt. I det hele taget er den danske tryghedssøgende kultur ikke gearet til de store armbevægelser.

Danskerne elsker konsensus og socioøkonomisk udligning. Bagsiden er groft sagt et leverpostejsamfund.

En del amerikanerne synes faktisk, at den måde, Danmark fungerer på, er både ydmygende og uværdig for den enkelte. Som den konservative sociolog og forfatter Charles Murray sagde, da jeg interviewede ham for et par år siden: »Jeg vil nødig være ung i Europa.« Murray mener, at »de ting, der betyder noget for et menneske alle handler om at skabe noget selv. Den europæiske velfærdsstat suger meningen ud af livet for folk. Færre tager ansvar og er villige til at løbe en risiko, for der er altid et statsligt alternativ parat«.

Ikke at mange af USA’s dårligt stillede, ikke ville være mere end henrykte for et ’statsligt alternativ’. Det ville de bestemt. Til gengæld vil et overvældende flertal – selv blandt de fattigste – ikke betale vores skatter. Og vil have sig frabedt indblanding fra det offentlige.

Men brutaliteten i Amerika kommer også til udtryk på andre måder. USA har folkeskoler, hvor det er helt OK at isolere ’uartige’ (urolige eller adfærdsvanskelige) elever i timevis. Her kan de kan græde, råbe og skrige; de kommer ikke nødvendigvis ud. Amerika har langt mere voldelig kriminalitet end vi har. I sidste uge blev to gymnasieelever skudt ned med koldt blod her i Washington blot 15 minutters kørsel syd for overtegnedes bopæl. I den anden kørselsretning fra mit hjem – nordpå – er der saloner til hunde, hvor dyrene kan få massage og høre klassisk musik. Der er countryklubber, hvor indmeldelsesgebyret er 500.000 kroner kontant. Alt sammen inden for forholdsvis kort afstand.

Den virkelighed frister og frastøder på en og samme tid. Mange fascineres af den amerikanske drøm om succes. Og mange danskere – herunder en betragtelig del af nærværende avis’ kernelæsere – afskyr Amerika. Mit bud er, at langt de fleste danskere helst vil være disse svimlende og risikofyldte, muligheder helt foruden. Middelklassen er netop det: middel. På det hyggelige, jævne, faktisk helt fine og overkommelige plan. Og de rigeste er lidt udenfor. Herregud, lad dem være rige sammen. Der er ikke så mange af dem.

Vi har fjernet det brutale aspekt ved markedsøkonomien og dermed gjort plads til Robert og Carina. Og selv om et vist antal utilpassede, især unge, drages som insekter mod det amerikanske, farlige, bål; selv om Liberal Alliance tror, at de har fremtiden for sig af samme grund – nye målinger har vist, at de unge er blevet mere liberale (i dansk forstand) – siger jeg, fra min amerikanske udpost, på ægte dansk vis: ’spis brød til’. Jeg vil se det, før jeg tror det.

 

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent og blogger på USAnu.dk

Ugens personlige klummer: Mandag: DerudefraTirsdag: KampzonerOnsdag: I medierne Torsdag: I kulturen Fredag: 10’erneLørdag: Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Forargelsen over Robert handler vel bare om, at Robert ikke udviser passende ydmyghed. ”Kontrakten” går ud på, at de fattige som modydelse for kontanthjælpen helst skal se ud, som om de lider. Og det gør Robert ikke.

Selv om kontanthjælpen er lav, kan man ved opfindsomhed og ved at give afkald på moderne forbrugsgoder og f.eks. købe ind i genbrugsbutikker klare sig udmærket økonomisk i en periode. Det er sikkert værre med selvrespekten, men her ser det jo ud til, at Robert ikke lider nogen nød.

Som en anden har skrevet her i avisen (Uffe Hansen), er det faktisk et tegn på velfærdssamfundets succes, at en gut som Robert ikke er blevet psykisk nedbrudt.

http://www.information.dk/310949

I øvrigt synes jeg, at den almindelige debat i medierne lider under en voldsom forsimpling.

Annegrethe Rasmussen skriver f.eks.: ”Og mange danskere – herunder en betragtelig del af nærværende avis’ kernelæsere – afskyr Amerika.”

Nu er Amerika jo en kæmpemæssig del af verden, hvis man tager det hele med – altså både Sydamerika, Mellemamerika og Nordamerika. Jeg har kun været i USA, og hvis skribenten med udsagnet faktisk hentyder til Amerikas Forenede Stater, hvad noget kunne tyde på, så må jeg være omfattet af udsagnet, eftersom jeg både er kernelæser og har været i USA.

Men hvorfor i alverden skulle jeg afsky USA? Jeg oplevede befolkningen som utrolig hjælpsom og venlig, og den geografisk lille del, som jeg nåede at se, som rigt varieret og interessant. At man så nogle gange kan undre sig over USA’s politikere, f.eks. Mitt Romney, er noget andet!

Henrik Brøndum

Nu ved jeg ikke hvordan det gaar med Karina, men Robert er jo kommet i arbejde - hvor mon? I mediebranchen som storskryder sammen med Anders Lund Madsen.

Nogle af de saedvanlige konspirationsteoretikere har allerede sat spoergsmaalstegn ved om Robert overhovedet eksisterer - eller om han blot er en ny udgave af Sidney Lee med en sundere hudfarve?

Det, som bredt provokerer ved Robert, tror jeg (Carina er lidt anderledes, fordi hun jo er syg og i virkeligheden forlængst burde have haft en førtidspension), er dels den 'brudte samfundskontrakt', som man imidlertid må konstatere er gensidig opsagt af politikere, der er i fuld gang med at afvikle deres eget ansvar, men for mig er det mest, at det er svært at se, at Robert bruger den tid, han så ikke vil bruge på 'skodjob', på noget udviklende eller på anden måde personligt givende.
Var det ikke for de ophørte dagpenge, kan man sige, at det i det mindste var en gave til folk, at de fik så høje uddannelser, at de ville kunne beskæftige sig selv og sætte fut i en fornyet borgerlig offentlighed.

Hvad angår Robert Nielsens identitet: Jeg har lige set ham i fjernsynet, hvor han var på vej til Jobcenteret, fordi han var blevet indkaldt til samtale med kort varsel. Han skal ganske givet stå skoleret.

Et arbejde som Anders Lund Madsens assistent er nok ikke tilstrækkeligt til at befri ham fra Jobcenterets straf over manglende ydmyghed.

I øvrigt har både Robert Nielsen og Carina fået endnu en straf af samfundet: De bliver kun omtalt ved fornavn, akkurat ligesom man ofte omtaler børn. Jeg ved end ikke, hvad Carina hedder til efternavn!

Carina er vistnok et dæknavn? for hendes egentlige navn? Hvilket jeg sådan set godt kan forstå.

Og da det kom frem at hun var syg og siden hun var 16 havde fået kontant-hjælp vendte en stor del af forargelsen sig mod det system som skulle hjælpe hende - og forargelsen bortfald ift. hende. Og på en måde var det måske også meget godt at hele debatten kom igang - det gav mig - og andre - lejlighed til at gå på BT og EB's - og ikke mindst JP's hjemmesider for at fastslå. hvad reglerne, kravene og ikke mindst økonomien er i at være på dagpenge eller kontanthjælp...

Og rede nogle meget indviklede tråde ud her...

Ang. Robert - er jeg ganske sikker på at der nogert galt med ham, på den ene eller den anden måde. Man afbryder altså ikke tre uddannelser uden grund. Måske kan han ikke koncentrere sig.....

Og Anne Grethe - du glemmer at i USA står der en horde - og masser af dem - af frivillige hjælpe-organisationer, bl.a. Frelsens Hær mv. - parat til at hjælpe sådan en som Carina. I USA ville hun - sandsyndligt blive fjernet fra hjemmet som 16-årig, (eller tidligere) evt. komme i familie-pleje. Og blive taget hånd om personligt på en helt anden måde end vi gør her i Danmark. Og hun ville kunne få et arbejde til måske 50-60 kr. i timen som kunne betale for en lille billig lejlighed - eller hun kan blive boende hos sin familie. Lad mig her minde jer om at mange unge familier i USA i disse år flytter tilbage til deres forældre fordi drømmen brast. (et lidt andet eksempel på dette er Amy i Amy's Ret, som jo flytter tilbage til sin hjemby og ind hos sin mor, fordi drømmen om storbyen og mandne også brast).

Også Robert kan i USA finde et arbejde til 50-60 kr. i timen et sted i USA, f.eks. med at pakke poser, eller sætte indkøbsvogne på plads i Wallmart. Højst sandsynligt ville det slet ikke komme så langt, fordi man i USA har den opfattelse at hurtigt hjælp er dobbelt hjælp. Og hvis man opdagede at Robert enten a) havde en psykisk lidelse som gjorde at han ikke lærte så godt eller b) var ordblind (havde dysleksi) ville man sætte hurtigt ind med hjælp.

Og han ville så også få hjælp til at gennemføre sine studier udi finansens eller kineseriernes verden...

Hvis der skal være plads til A, så må den demokratiske logik være, at der lige så er plads til B. Den anden variation er fascisme, og at systemet/pressen, hænger enkelte personer ud offentligt, troede jeg blev afskaffet i 1800-tallet. Hvem taler de to menneskers sag?

Dem på kontanthjælp?

Der skal godt nok justeres lidt, før det kan kaldes: civiliseret.

Lise Lotte Rahbek

Fejlen er at pressen og politikerne bruger Robert som talsmand for og repræsentant for kontanthjælpsmodtagere.

Robert repræsenterer ikke andre end sig selv og sit nihilistiske projekt.

Fulde mennesker vælger typisk at køre, vi kan jo spørge Engell. Så måske ansvaret kan tilskrives journalisterne, og hvad der ellers måtte være af aktører i kulissen.

Jeg vil også spise brød med leverpostej til.

Liberale bliver et flertal desværre aldrig. Dertil er vi blevet lullet alt for meget i søvn gennem 40-50 år i forbrug, underholdning og umyndigørende pladderhumanisme, kort sagt velfærd for alle.
Ikke bare for de værdigt trængende.

Min liberale holdning er, at staten skal undlade at blande sig i borgernes privatliv, og overholde grundloven : §75, stk 1 og 2.
(Omhandler arbejde eller off hjælp).
Dette gøres bedst ved afskaffe stive regler og at dele det arbejde der til enhver tid er. Og ved at indføre betingelsesløs basisydelse (borgerløn) som sikkerhedsnet.
Indebærer, at alt tilhørende ydmygende behandleraktivitet og dertil hørende etat kan afskaffes og at administratorene omskoles til samfundsnyttig aktivitet.

Jeg erkender, at denne holdning, trods den åbenlyse fornuft, har utopiens karakter.

Inger Sundsvald

Personligt foretrækker jeg langt leverpostejmentaliteten frem for USA’s kriminelle mentalitet. Og jeg er temmelig begejstret for den danske mentalitet, der ikke finder at meningen med livet er et skodjob hos McDonald’s, eller en bukken og skraben for folk der selv kan fylde deres indkøbsposer.

Den danske mentalitet er heldigvis at tage selvstændigt ansvar for sig selv; og det er en af målsætningerne i skolesystemet at fremme selvstændig tænkning og alternative evner, så man er psykisk og mentalt egnet til at finde mening i tilværelsen, uden at den lige behøver at indeholde ”den amerikanske drøm” om at arbejde sig op fra ingenting til at blive millionær. Meningen kan udmærket være en kolonihave, musik eller sport, eller måske frivilligt arbejde.

Meningen med livet er andet end penge, magt og succes i offentligheden, og Robert er en nyttig forbruger, af den slags som Netto bygger sin succes på. Han er en provokation for de velbjergede, som ikke kan glæde sig over egen succes og formue uden at have nogen at se ned på og foragte. Der er jo ikke noget ved at have noget som andre ikke misunder én – og dét er i virkeligheden det middelmådige.

Hans Jørgen Lassen

Hr. Nygaard skriver:

"Dertil er vi blevet lullet alt for meget i søvn gennem 40-50 år ..."

Jamen, så ønsker jeg hr. Nygaard en fortsat god søvn.

Grethe Preisler

Den afgørende forskel på historierne om Carina og Robert er, at vi "ved en masse" om Carina. Uden at hun på noget tidspunkt selv har taget (eller fået) ordet i den medie- og politikerstyrede polemik om kontanthjælpsmodtagere versus folk, der står op hver morgen og smører madpakker til ungerne, før de bestiger jernhesten og tramper af sted i slud og regn til dagens utaknemmelige dont på arbejdsmarkedet.

Hvilket dog ikke afholder ret mange fra at lufte deres skråsikre formodninger om, hvad der er i vejen med Carina og/eller kontanthjælpsordningen. Selv om vi som medieforbrugere reelt ikke aner andet om "taberen Carina" end det, som det hidtil har behaget medierne (og politikere med hver sin dagsorden) at fortælle os om hende.

Robert derimod er ikke så nem at manipulere med. Han har sin egen dagsorden og kender reglerne i det spil, han spiller med i, så man skulle tro, det var ham selv, der havde skrevet drejebogen.

Og det er det måske også, når det kommer til stykket.

Lassen - Du er naturligvis en undtagelse.
Beklager generaliseringen. Det var flertallet, jeg talte om.
Mangler du et job, søg ind ved TV-Zulu som stand-upper :-)

Inger Sundsvald

Robert Nielsen tager afstand fra Bettina Posts diagnose af ham
”Hvad med dig selv, Bettina? Jeg har jo set lige så meget til dig i tv, som du har til mig:

Det er en kendt sag, at der i den øvre middelklasse foregår et stort misbrug af antidepressive og beroligende midler.

Er du en af de 600.000 danskere, som har eller har haft en recept på nervepiller eller antidepressiva, Bettina?

Er det almindelig praksis i jeres forening at diagnosticere folk, man ikke har mødt, og hvis sag man ikke har læst?

Er det de forventninger og krav, du har til dine medlemmers behandling af borgerne?”
http://politiken.dk/debat/ECE1754782/hvad-med-dig-selv-bettina/

Det er utroligt som der fokuseres på de få, til skade for de mange.

Det kan ikke være fordi Robert og Carina bruger af skattemidlerne, for så burde diskusionen også inddrage det samfundsmæssige betimelige paradoks ved, at en revisor specielt uddanner sig til bl. a. også at minimere skatten til fællesskabet, kun for dem som har råd til at betale ham for den tjeneste, som man iøvrigt også kan trække fra i skat i f. t. indtægter.

Eller når bonden går ned og køber en ekstra traktor, trods han kun har en røv at sidde på, for han vil hellere sidde, på det han har sparet i skat, ved som undskyldning at have "investeret" den ellers skattepligtige del han tjente, da han kun havde en traktor.

Hvad er samfundsmæssigt vigtigst?

Hvor er den diskusion?

Artiklen har så også totalt udeladt, at borgerne i en kommune i USA (New York) rent faktisk betaler skoleskat hele livet, oven i indkomstskatten. Og det brokker de sig ikke over, selv om de ikke har børn der går i skole.

Robert- og Carina- debatten er så forsimplet, at det kun tænder folks indre svinehund, uden omtanke for hvad samfundet demokratisk reelt har bygget op for at bevare og beskytte den enkelte borger.

Det ender vel med, at samfundet synes det er rimeligt, at en kørestolsbruger skal forsynes med gult regntøj, og agere hellefyr for sin ydelse fra det offentlige, og foreløbig til vedkommende er fyldt fyrre.

Vi er ganske enkelt blevet uartige i Danmark.

Inger Sundsvald

Det kan godt være at en del amerikanere synes det danske system er ydmygende og uværdigt, og at Murray har sin egen mening om hvad der betyder noget for et menneske.

Det forholder sig nok sådan, at disse amerikanere ikke kender nok til det danske system til at kunne udtale sig om hvad det inkluderer at betale skat i Danmark. Men det burde Annegrethe Rasmussen jo kende til – og vide, at det uværdige er et samfund der lader sine borgere/børn sulte og dø af sygdomme uden at kunne få lægehjælp.

Her i landet vil vi også gerne frabede os indblanding fra det offentlige i private forhold, men den statslige indblanding måtte gerne bevirke, at mennesker med og uden høje uddannelser ikke bliver brugt som gratis arbejdskraft af erhvervslivet, stat og kommuner.

Gratis arbejdskraft til erhvervslivet, løntrykkeri og tvangsarbejde
http://www.humanisme.dk/engelbreth11/e110704.php

Rolig nu, Robert er parat til et opvaskerjob, heldigvis havde jobcentret ikke et sådant. (Robert på dr.update) efter mødet på jobcentret.
Så Robert vil nu gerne tage et skodjob, der ikke er der.

Men brutaliteten i Amerika kommer også til udtryk på andre måder. USA har folkeskoler, hvor det er helt OK at isolere ’uartige’ (urolige eller adfærdsvanskelige) elever i timevis. Her kan de kan græde, råbe og skrige; de kommer ikke nødvendigvis ud.

Er det mon ikke der fødekæden, til nedskydninger af medstuderene og lærer opstår, og når de kommer ud af skolen, kan de komme ind i fængslet, fordi deres empati brutalt er nedbrudt i barndommen.

Sabine Behrmann

Jeg har efterhånden fået indtryk af, at der må være mange mennesker, der har fået deres drømmejob, og som nu sidder der og hader det ganske inderligt, men tør ikke sige det, endnu mindre sige det op - for de har jo indrettet deres økonomi derefter.

Samtidigt er der alle de ting, de ved, de ikke har tid til. De ting, der gør livet rart og mere værd at leve end den nyeste gadget.

Så er det nemt og omkostningsfrit at hælde ens galde ud over Robert.

På Jobformidlingen :

- Hej , jeg vil gerne ha` et job.
- Javel - Personnummer ? Jamen Leo, du er jo over 70 ?!
- Korrekt, men hvad kan vi finde ?
- Øh, jeg tror ikke, det er noget vi............
- Det står i grundloven, at det tilstræbes at borgerne betrykkes i tilværelsen ved at arbejde.
- Jeg beklager. Men du har osse jo din folkepension.
- Jeg vil gerne tjene mere og de trækker jo kun pensionstillægget, hvis jeg selv tjener........
Ok, kedeligt, så må jeg klare mig. Der er osse lidt frynsegoder oveni de 6200 kr jeg får med Atp`en.
Altså gratis høreapperat og sådan. Medicintilskud.
Mon de giver til Viagra ?
- ................hva`.
Farvel !
- .........farvel.

Godt, at jeg har været sparsommelig og sidder gældfri i huset. Jeg æder bare lidt mursten. Lider ingen nød.
Mon Carina og Robert får mere end 6200, plus måske lidt oveni.

Det er da fint at de fleste danskere foretraekker deres samfundsmodel fremfor den eksisterende i USA, og kan lide den maade man behandler de daarligst stillede ved at saette dem et sikkerhedsnet til raadighed. Debatten er ikke at et flertal nu vil aendre paa det, i hvert fald radikalt. Debatten er at der er visse mennesker der misbruger systemet og oven i koebet griner skattebetaleren op i ansigtet. Denne misbrug kan lede til systemets krak.

Anne-grethe

Prøv at spørge din konservative ven fra USA om han helst ville være ung i velfærds-Europa eller sort/hispanic ung i USA?

Ærlig talt er der ikke meget panache i hans udsagn for det skal jo ses i hans sammenhæng. Hvis man gør det så siger han:

"Jeg vil hellere være en velbjærget, hvid ung i USA end ... osv ...."

Og det kan da naturligvis diskuteres - men relevans har hans udsagn altså ikke.

Her er en artikel fra en af hans fhv. meningsfæller: http://www.salon.com/2012/09/10/why_i_left_the_gop/

Den beskriver bl. a. baggrunden for sådan en kommentar som din ven kommer med: Manglende indsigt

Derudover:

Jeg hører og spiller Jazz
Jeg elsker film som Woody Allens, Kubricks, visse af Spielbergs osv ...
Jeg kan godt lide en burger
Jeg har amerikanske FB/penne venner

Men fordi jeg synes at et land der fængsler for et godt ord for at holde gang i sin fængselsindustri, et land der fængsler uden rettergang, et land der brutalt eksperimenterer med samfundsøkonomi i andre lande og så videre og så fuckin' videre

Fordi jeg synes at alt det er langt ude så afskyr jeg USA?

Sry babe, you're seeing it wrong

Inger Sundsvald

Der er et dansk satireprogram med to ældre herrer fra overklassen (journaliststanden?), der sidder og drikker portvin, og udbreder sig om hvor latterlige de dog er i underklassen, fuldstændig uden ære og selvrespekt, en rigtig leverpostejmentalitet.
”GUD – hvordan holder de dog denne ydmygende og uværdige tilværelse ud?”

Doris Møller

"Som en anden har skrevet her i avisen (Uffe Hansen), er det faktisk et tegn på velfærdssamfundets succes, at en gut som Robert ikke er blevet psykisk nedbrudt."

Yep - ligeledes er det en stor succes for etniske udrensninger at ikke alle dør ...

Lone Christensen

Jeg foretrækker velfærdsamfundet fremfor USA, hvor folk kan miste deres hus pga mega store regninger for lægehjælp, og familier der må leve i teltlejre m.m.

Derudover finder jeg det en kende usympatisk, at fattige borgere skal føle stor taknemlighed til en rig privat person, der har doneret nogle penge til en organisation eller lign.
Fri mig for at skulle være et led i opbyggelsen af en rig person's selvtillid og ofte 'self-promotion'!

Annegrethe jeg anbefaler dig at du læser statistikkerne for USA. Du påstår, at man kan blive svimlende rig, men det sker bare så godt som aldrig. Faktisk viser det sig, at den sociale mobilitet i USA er langt lavere end i europa - inklusive Danmark.

Den amerikanske drøm er blevet en illusion, og amerikanerne er ved at vågne op, og de er pissesure.

USA som vi har kendt det i nyere histore og som stadig hænger ved i vores opfattelse, eksisterer ikke mere. Det er kun et spørgsmål om tid før masken endeligt falder, og alle indser hvad USA er blevet.

Grethe Preisler

Efter at have læst Robert Nielsens svar til Bettina Post i dagens Politiken har jeg revideret mit første indtryk af manden.

Han er ikke bare en af de sædvanlige linselus på jagt efter sine 15 minutes of fame på fladskærmen.

Han er s'gu alligevel helt sin egen - der er kløer i vanterne på baggårdskatten Robert.

Respekt!

Hans Jørgen Lassen

Lise Lotte,

det er meget simpelt.

Jøderne må ikke spise svinekød. Det har deres gud befalet dem. Han brød sig ikke om den slags, smag og behag.

Men det har hans undersåtter så at følge; han er ret nærtagende, denne gud.

Leverpostej bliver lavet af lever fra svin, og følgeligt er det ikke kosher.

Hvis man er ligeglad med den slags bud fra Herren, og spiser leverpostej, ja, så lider man af leverpostejsmentalitet.

Altså: leverpostejsmentalitet betyder, at jødiske regler rager en herfra og til Skagen.

Flemming Andersen

Jeg synes det er en mærkelig artikel!!

En eller anden i USA ville ikke kunne forstå Robert. Jamen Nå!!!

En eller anden i danmark bliver forarget over Robert:
Jamen NÅ!!!

Robert skal nu endda kunne være skyld i at dem der ALDRIG har villet betale noget til andre, skulle smitte os andre.
Javel JA

Nu kan robert vist nok ikke bære mere på sine smalle skuldre, lad dog manden i fred og begynd at debatere noget med indhold.

Lise Lotte Rahbek

Hr. Lassen

Detder med svinekødsforbudet var ikke HELT absurd, når man tænker på, at svin til tider og steder i verdenshistorien bogstavelig talt var dem, som tømte menneskenes latriner...

Men tak for forklaringen.
Jeg anede ikke, at leverpostej havde så stor indflydelse på verden generelt og Skagen i særdeleshed.

Selvfølgelig er det 'leverpostejsmentalitet', at hårdtarbejdende mennesker ikke skulle finansiere andres dovenskab. Og en god lejlighed til at lufte sin USAfobi.

Grethe Preisler

Lise Lotte og hr. Lassen,

Leverståhej kan laves på mange måder, hvis man er til dét. F.eks med kalvelever og andefedt i stedet for svinelever og -spæk. Det bliver den ikke ringere af.

Så med mindre ens jødiske venner er strengt ortodokse og helt fanatiske med, hvad de vil putte i munden, er der ikke noget i vejen for at at invitere dem på en skive rugbrød med hjemmelavet leverpostej og cornichoner, eller hvad man nu har på lager, når de dropper indenfor.

Jøder er i det hele taget et kosmopolitisk folkefærd, ligesom palæstinenserne efterhånden er ved at være.

Grethe Preisler

Du skal ikke tro på alt, hvad Jan siger, Randi. Han er alt for ung til at vide, hvad et skodjob er.

Det er noget fra besættelsestiden, hvor tobak var rationeret.

Skodjobbere var nikotinvrag, der samlede cigaretskod op fra fortovene og tømte tobakken ud i en blikæske. Når der var tobak nok i æsken, rev de et blad ud af salmebogen og rullede sig en smøg af det.

De kaldtes for øvrigt også "violplukkere".

Sider