Klumme

Robert og Carina provokerer den danske leverpostejsmentalitet

Forargelsen over Robert betyder ikke, at Danmark er ved at blive ’amerikansk’ i sin tilgang til de fattige. Balladen er snarere et udtryk for, at Roberts dovenskab provokerer den danske leverpostejsmentalitet
Debat
17. september 2012

Hvordan kan det gå til, at Dovne Robert og Fattig Carina – to mennesker, som uden at være forhutlede eller hjemløse – ved deres blotte livsførelse har sat medierne i selvsving, fået de politiske ordførere op på dupperne og sat gang i en omfattende diskussion af, hvor grænserne går for henholdsvis velfærdsstatens ydelser og menneskers ansvar for eget liv?

Er den diskussion – som mange mener – udtryk for, at det er blevet comme il faut at slå på de skrøbeligste danskere? Eller at Danmark er på vej mod ’amerikanske tilstande’? Næh, det handler snarere om, at mennesker som Carina og Robert bryder den stiltiende kontrakt, danskerne har indgået med staten: Gør en smule, helst mere, og opfør dig ordentligt. Det er fint, hvis det går godt, men hvis det ikke gør, kommer der hjælp lige gyldigt hvad. Vi bliver forargede, fordi hverken Robert eller Carina kerer sig om samfundskontrakten, ikke fordi vi pludselig har mistet respekten for de fattige.

Hvad ville amerikanerne tænke om de to? Umiddelbart er svaret nemt, for Carina og Robert ville ikke have en kinamands chance i USA. Her eksisterer ingen love, som fordeler penge til mennesker, der i princippet kunne klare sig selv enten som studerende (ved at arbejde ved siden af studierne og optage lån) eller som ufaglærte arbejdere.

For USA er først og fremmest et mere brutalt land end Danmark. Man kan gå til bunds, men man kan også blive stinkende rig på en måde, som vi i Danmark ofte betragter som næsten vulgær for nu ikke at sige suspekt. I det hele taget er den danske tryghedssøgende kultur ikke gearet til de store armbevægelser.

Danskerne elsker konsensus og socioøkonomisk udligning. Bagsiden er groft sagt et leverpostejsamfund.

En del amerikanerne synes faktisk, at den måde, Danmark fungerer på, er både ydmygende og uværdig for den enkelte. Som den konservative sociolog og forfatter Charles Murray sagde, da jeg interviewede ham for et par år siden: »Jeg vil nødig være ung i Europa.« Murray mener, at »de ting, der betyder noget for et menneske alle handler om at skabe noget selv. Den europæiske velfærdsstat suger meningen ud af livet for folk. Færre tager ansvar og er villige til at løbe en risiko, for der er altid et statsligt alternativ parat«.

Ikke at mange af USA’s dårligt stillede, ikke ville være mere end henrykte for et ’statsligt alternativ’. Det ville de bestemt. Til gengæld vil et overvældende flertal – selv blandt de fattigste – ikke betale vores skatter. Og vil have sig frabedt indblanding fra det offentlige.

Men brutaliteten i Amerika kommer også til udtryk på andre måder. USA har folkeskoler, hvor det er helt OK at isolere ’uartige’ (urolige eller adfærdsvanskelige) elever i timevis. Her kan de kan græde, råbe og skrige; de kommer ikke nødvendigvis ud. Amerika har langt mere voldelig kriminalitet end vi har. I sidste uge blev to gymnasieelever skudt ned med koldt blod her i Washington blot 15 minutters kørsel syd for overtegnedes bopæl. I den anden kørselsretning fra mit hjem – nordpå – er der saloner til hunde, hvor dyrene kan få massage og høre klassisk musik. Der er countryklubber, hvor indmeldelsesgebyret er 500.000 kroner kontant. Alt sammen inden for forholdsvis kort afstand.

Den virkelighed frister og frastøder på en og samme tid. Mange fascineres af den amerikanske drøm om succes. Og mange danskere – herunder en betragtelig del af nærværende avis’ kernelæsere – afskyr Amerika. Mit bud er, at langt de fleste danskere helst vil være disse svimlende og risikofyldte, muligheder helt foruden. Middelklassen er netop det: middel. På det hyggelige, jævne, faktisk helt fine og overkommelige plan. Og de rigeste er lidt udenfor. Herregud, lad dem være rige sammen. Der er ikke så mange af dem.

Vi har fjernet det brutale aspekt ved markedsøkonomien og dermed gjort plads til Robert og Carina. Og selv om et vist antal utilpassede, især unge, drages som insekter mod det amerikanske, farlige, bål; selv om Liberal Alliance tror, at de har fremtiden for sig af samme grund – nye målinger har vist, at de unge er blevet mere liberale (i dansk forstand) – siger jeg, fra min amerikanske udpost, på ægte dansk vis: ’spis brød til’. Jeg vil se det, før jeg tror det.

 

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent og blogger på USAnu.dk

Ugens personlige klummer: Mandag: DerudefraTirsdag: KampzonerOnsdag: I medierne Torsdag: I kulturen Fredag: 10’erneLørdag: Borgen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lone Christensen

Hans Jørgen Lassen,
Skøn humor du udviser med jøderne og leverpostejsmentalitet! :-D

Charlotte Abildgaard

Det kan godt være at Robert ikke gider, det kan også være at Carina har flere penge, end nogen synes hun fortjener - men der er rigtigt mange der er fanget i et helt urimeligt system, der blot bliver værre og værre, men nu kan det være nok. Derfor vil jeg opfordre til at vi mødes 2. oktober på Rådhuspladsen og viser, hvor mange vi er, der vil en anden vej. Ja til velfærd og tryghed, nej til flere forringelser for de arbejdsløse, for de syge og de handicappede, for kontanthjælpsmodtager og andre der har brug for at der er et velfærdssamfund, som spænder nettet ud... Er det ikke det vi har det til?

https://www.facebook.com/2Oktober

Martin B. Vestergaard

Det er utroligt så meget fokus Robert og Carina har fået politisk, på trods af at de er undtagelser i systemet. JP-Århus fik lavet en statistisk særkørsel for Århus kommune, den viste at der ud af de 1.561 kontanthjælpsmodtagere er 4 personer der har fået kontanthjælp i 10 år eller mere. Ja jeg kan god se det er et stort problem, specielt i betragtning af at kun 1.242 har været det under ét år.

Og særkørslen vist intet om hvorfor de 4 har været så længe på kontanthjælp, men resultatet var at politikerne i Århus straks var ude og bedyre at nu skulle der strammes op overfor de 4.

Og nej jeg gider ikke forholde mig til Amerikanernes (altså den del af dem der bor i USA) holdning til Carina og Robert, da den er så ganske irrelevant.

Og nej jeg er på ingen måde er forarget på hverken Robert eller Carina, men derimod på et system der ikke formår at hjælpe Carina, der fra hvad jeg har kunnet slutte mig til ud fra oplysninger i pressen burde have været på pension eller i en eller anden form for behandling. Og på et system der tvinger folk til at arbejde uden at få en anstændig løn for det. Det er undergravende både for dem der arbejder fuld tid for kontanthjælpen og for os andre der risikerer at miste jobbet til en noget billigere slave.

Brian Pietersen

danskere kan ikke længere holde hinanden ud.

Det var tydeligt allerede i 1993, at ændringerne af dagpengereglerne pr. 1. januar 1994 var et skridt ud i principløsheden.
I stedet for at beskytte arbejdet, blev det noget, der kunne sjakres med, og som kunne gradbøjes i en uendelighed efter politisk opportunisme.
Realiteten, som alle kender, er, at der findes arbejde og ikke-arbejde = løn eller kompensation for manglende lønindtægt. Bevæger sig mig bort fra denne slagne vej, fratager man arbejdet dets betydning og dermed også på mange måder dets tiltrækningskraft.

Lidt makroperspektiv fra Bauman og spredt fægtning:

I citatet forneden, kan Robert anskues som prototypen på en ufuldkommen forbruger, blot med den afgørende forskel, at han ikke desto mindre er en tilfreds ufuldkommen forbruger, hvilket i den 'fuldkomne' forbrugers optik, er endnu værre end den nødvendige utilfredse ufuldkomne forbruger - og som den fuldkomne forbruger ikke længere kan sammenligne/kontrastere sin forbrugertilfredshed med. Derfor raseriet - i et psykologisk perspektiv, alt imens de 'retskafnes' harme, rammer alle andre end Robert.

Mennesket skal svede i sin pandes brod, for at tjene til livets forbrugsfest.

Og hvis ikke det kan eller vil det, så skal det i det mindste lidende rynke i sin pandes brod, for at gøre sig fortjent til livet, når det spiser krummerne fra de højerestående tilfredse slavers bord, alt imens disse fra statens demagoger og centralbankernes uddannelsesskadede økonomer bliver indbildt , at deres arbejde er et anstændigt, retfærdigt liv i et 'frit demokrati', mens inflationen stiger, too-big-to-fail = too-big-to -jail bankmafier belønnes, indtil hyperinflationen rammer os, og vi alle pludseligt er blevet ludfattige.

---------------

Fra Michael Hviids bog om Bauman:

....I både førmoderniteten og moderniteten blev arbejdet automatisk betragtet som noget godt, noget værdifuldt i sig selv, noget moralsk efterstræbelsesværdigt og som socialt nødvendigt.

Derfor var der tale om en arbejdsetik – det blev betragtet som et moralsk anliggende at være i
stand til at yde en indsats og forsørge sig selv, samtidig med at denne etik indgød i mennesker, at de ikke skulle være tilfredse med dét, de nu
engang havde men burde efterstræbe endnu mere (Bauman 1998a:5). ...

...De, der ikke kan forbruge, bliver ‘forfejlede’ eller ‘ufuldkomne forbrugere’ på samme måde som de fattige, der i moderniteten ikke kunne producere og bidrage til samfundets velstandsforøgelse var ‘forfejlede producenter’. Hvor deltagelse i produktionen tidligere kunne tjene til
at holde mennesker i live og skaffe mad på bordet, har man i dag brug for forbruget til at bibringe en konstant nye oplevelser og glæder.

Forbruget kan føre mennesker ud af kedsomhed og sikre, at deres liv ikke står i stampe, men for at forbruge behøver man penge, og denne luksus er
ikke alle forundt i forbrugersamfundet (Bauman 1998a:39). Derfor konstaterer Bauman, at

det er én sag at være fattig i et samfund af producenter og universel arbejdsløshed; det er en helt anden sag at være fattig i et samfund af
forbrugere, i hvilket livsprojekter er opbyggede omkring forbrugsvalg i stedet for arbejde, faglige færdigheder eller ansættelse. Såfremt det at
være ‘fattig’ engang udledte sin betydning fra det forhold at være uden beskæftigelse, så trækker det i dag primært sin betydning fra den tilstand man befinder sig i som ufuldkommen forbruger (Bauman 1998a:1).

Fortidens fattighuse og indespærringsforanstaltninger i forhold til
subsistens- og arbejdsløse individer forefindes i dag i menneskers bevidsthed snarere end som institutioner, men deres effekt er ikke desto
mindre lige så undertvingende, indskrænkende og frygtindgydende. Som Seabrook (1988) gjorde opmærksom på, så skaber nutidens samfund en
subjektiv følelse af utilstrækkelighed blandt folk.

Denne følelse afføder som konsekvens, at mennesker som forbrugere for alt i verden vil
undgå at forfalde til fiasko og fattigdom, og de bliver derfor vedvarende og nærmest neurotiske stræbere efter succes, men denne stræben er ofte selvdestruktiv og kortvarig, da man aldrig kan få vished nok om den forestående succes. På samme måde som Webers puritanere, der konstant søgte efter tegn på frelse, således stræber postmoderne
forbrugere efter sikkerhed fra fattigdom og til at kunne fortsætte forbrugsfesten.

En af de sikre tegn er at se andre mennesker, det ikke er forundt at forbruge, og på denne måde opfylder de forfejlede og ufuldkomne forbruger stadig en vis social funktion – som skræmmebilleder
og skrækscenarier. På samme måde som vagabonden er turistens værste mareridt, er den ufuldkomne forbruger forbrugerens, og akkurat som ingen livsforsikring i praksis beskytter dens besidder mod døden, således kan ingen af forbrugerens livsstrategier beskytte mod at forfalde til en
status som ufuldkommen forbruger (Bauman 1998b:97).

Forbrugerisme er således, ligesom friheden, en social relation – forbrug drejer sig om nogles frihed til at forbruge og andres manglende frihed og mulighed.
.....

.....For de mennesker, der ikke har ressourcer til at forbruge, kan enhver stræben på forhånd godt opgives. De nye fattige, der ikke kan forbruge, kommer til at udgøre en ny underklasse, som sociologer igennem tiden har gjort meget ud af at analysere. ‘Underklassen’ består, i de flestes begrebsliggørelser af samfundets udskud, en formløs forsamling af fattige, kriminelle, sindslidende, alkoholikere, enlige mødre, hjemløse, stofmisbrugere og i almindelighed mennesker, der
er afhængige af offentlig hjælp og ude af stand til at tage vare på sig selv, og således er det også ifølge Bauman i forbrugersamfundet.

Disse mennesker arbejder ikke, bidrager ikke til det fælles vel, men betragtes som et åg på vores skuldre og en byrde for vores samvittighed (Bauman
1998a:66ff). .........

......Man bandlyser dem dermed fra det moralske univers og gør dem til skyldige snarere end ofre (Bauman 1998a:77). Deres største fejl og synd
består nemlig ifølge Bauman i, at de ikke er i stand til at forbruge, og de eksemplificeres i den offentlige debat og medier blandt andet som de nye horder af forhutlede fattige og fremmede, hvis levestandard er
bestemt af rådigheden af under én dollar om dagen og som i dag udgør en fjerdel af jordens befolkning, der sultent stormer det velstillede Fort Europa med forventning om at få del i forbrugskagen. Til gengæld gør de velstillede alt for, at de forfejlede forbrugere ikke skal nå frem og få del i kagen og ikke føler sig så velkomne, at de vælger at blive. De skal ikke assimileres i den eksklusive forbrugskultur men hellere hjemsendes, og man ønsker derfor hellere at hjælpe dem i deres eget oprindelige nærområde, og Bauman trækker her på den polske journalist og
kronikør Ryszard Kapuscinski (1997), der dukker op adskillige steder i forfatterskabet.

Det er Kapuscinskis, og således også Baumans pointe, at der som konsekvens heraf opstår, hvad de betegner som ‘velgørenhedskarnevaller’ eller medieskabte ‘velgørenhedsmarkeder’, hvor
man kollektivt køber aflad ved at donere symbolske beløb til TV-shows eller kampagner, der er oppe i tiden (Bauman 1998a:78-79).

Igennem diverse af disse velgørenheds- og barmhjertigheds-arrangementer får forbrugerne følelsen af, at de har gjort noget godt for de dårligere stillede andre steder i verden, og derfor kan de sove godt om natten velvidende, at hvis der findes fattigdom, så er det de fattiges egen skyld.

Samtidig er der de fremmede, som vi ikke kan slippe af med, og som har en fødselsret til at forblive i vores fysiske nærhed. Disse mennesker er
vores egne fattige og ufuldkomne forbrugere, for hvem det betragtes som selvforskyldt ikke at arbejde og således ikke at kunne forbruge eller
forsørge sig selv - det skyldes, påstås det, grundlæggende dovenskab, uvilje til at bidrage til samfundet eller manglende kompetence.

Arbejdsetikken vender således tilbage i vores tid i en ny forklædning.
Det betragtes som moralsk at arbejde og forsørge sig selv, mens de, der ikke arbejder, bliver mistænkeliggjorte og stigmatiserede. Det nye
ligger i, at de fattige mister deres funktion, som de besad engang i fortiden, og de bliver i dag helt og aldeles økonomisk overflødige som potentiel arbejdskraft, selvom de som nævnt som skrækeksempler dag og nat kan hjemsøge forbrugerne.
De har ingen udsigt til velstand, sikkerhed eller den lykke, som penge måske kan garantere men alligevel sandsynliggøre, og som Bauman allerede slog fast i Memories of Class, så
“har de riges oldgamle visdomsord, ‘penge gør ikke lykkelig’, altid haft en hul klang for de fattige” (Bauman 1982:178).

Det er en aforisme, som kun er meningsfuld for dem, der har råd til at bruge deres tid på at filosofere og forbruge i stedet for at skaffe føde – som Bertolt Brecht bemærkede i sin Laser og pjalter, ‘erst kommt das Fressen, dann die Moral’.

‘Work that produces unnecessary consumer junk or weapons of war is wrong and wasteful. Work that is built upon false needs of unbecoming appetites is wrong and wasteful. Work that deceives or manipulates, that exploits or degrades is wrong and wasteful. Work that wounds the environment or makes the world ugly is wrong and wasteful. There is no way to redeem such work by enriching it or restructuring it, by specializing it or nationalizing it, by making it ‘small’ or decentralized or democratic.’
- Theodore Roszak

Bl.a. løntilskudsjob? Aktivering?
Udliciteringscentre (hvis eneste de facto-funktion er at leve af de 'aktiverede' arbejdsløse - de egentlige arbejdsgivere - alt imens 95% af de aktiverede aldrig kommer i arbejde).

‘Work that produces unnecessary consumer junk or weapons of war is wrong and wasteful. Work that is built upon false needs of unbecoming appetites is wrong and wasteful. Work that deceives or manipulates, that exploits or degrades is wrong and wasteful. Work that wounds the environment or makes the world ugly is wrong and wasteful. There is no way to redeem such work by enriching it or restructuring it, by specializing it or nationalizing it, by making it ‘small’ or decentralized or democratic.’
- Theodore Roszak

Bl.a. løntilskudsjob? Aktivering?
Udliciteringscentre (hvis eneste de facto-funktion er at leve af de 'aktiverede' arbejdsløse - de egentlige arbejdsgivere - alt imens 95% af de aktiverede aldrig kommer i arbejde).

Paradoksalt at dansk tv vælger at konfrontere "dovne Robert" med netop Joakim B. Olsen...en storsmølende levebrødspolitiker der hver eneste måned koster skatteyderne det mangedobbelte af hvad Robert koster. Endnu mere paradoksalt bliver det, når Joakim B. Olsen anklager Robert for at leve for andre menneskers penge. Før Joakim B. Olsen fandt sit ben at gnave af i folketinget hævede han også andre folks penge gennem sin Team Danmark støtte. Forslag : Gør folketingsmedlemsskab ulønnet og se hvor mange der ville blive tilbage.

Jens Høybye:

Selvom bonden kun har én røv at sidde på, er det nu meget praktisk med flere traktorer i et moderne landbrug - medmindre man vil knokle sig selv ihjel 24 i døgnet og uden hjælp udefra.

Men anyway, jeg forstår godt din pointe.

Inger Sundsvald

Nihilistisk Folkeparti afviser konspirationsteorier om Dovne Robert
Det er ved at blive storpolitik. Brian Mikkelsen er deprimeret, især på menneskehedens vegne.

»Nihilistisk Folkeparti er et ironisk kunstprojekt, hvor det, vi egentlig ville, var at vise, at man kan tillade sig at mene hvad som helst, så længe man spinner det rigtigt,« s
iger Robert Nielsen til branchesitet journalisten.dk.

Vigtigere at vælte Vatikanet
En af dem, som ifølge Mads Vestergaard tager Nihilistisk Folkeparti en tand for seriøst, er den konservative forbrugerordfører, Brian Mikkelsen.

»Et blik på partiets hjemmeside er deprimerende læsning. Her er ingen illusioner om det gode liv. Nihilistisk Folkeparti afviser fuldstændigt, at der kan ske fremskridt for menneskeheden«, skriver Brian Mikkelsen i en klumme i 24timer.
http://politiken.dk/politik/ECE1755907/nihilistisk-folkeparti-afviser-ko...

Jeg har længe været deprimeret på Brians vegne,
så det er fint at vi endelig bliver ligestillet.

Anne Schøt:

Nu tænkte og skrev jeg sådan set også på landbrug, der ikke har nogen ansatte ;-)

Det er et paradoks og dobbeltmoralsk, hvis man ikke tillader borgere leve i fred, med den grundlovssikrede hjælp, uden lønarbejde og samtidigt går ind for et system, der holder arbejdssøgende ude.

Jeg har i flere forbindelser med tilslutning fra mange her på avisen, fremhævet samfundets mangel på evne til, at vi deler det arbejde, der til enhver tid er.
Idag kommer så oplysningen om overarbejde i undervisningssektoren. Helt op til 23% i penge.

En skoleleder siger : " Det er billigere for os, at ansætte 2 lærere for lidt end en for meget. Husk på at mange er vant til 45-50 timer i erhvervslivet"

Behøver jeg sige mere.

randi christiansen

´Arbeit macht frei´ - og den danske version ´Arbejde adler´- tjo

Det kan godt være at man i teorien kan forstille sig at en landmand i et moderne landbrug (med ingen ansatte) kun har brug for én traktor. Men praktisk set, og i den helt jordnære virkelige verden langt væk fra byer og akademiske tankers elfenbenstårne, så er det både effektivt og praktisk med mere end én traktor. F.eks. når landmanden skal fodre køerne; han læsser foderet med én traktor og fodrer med fodervognen med en anden traktor. Det er for tidskrævende, hvis han hele tiden skal spænde på og af. Også i høsten bruges ofte to traktorer. En til at presse halm med og en til at køre det hjem med. Desuden ved kornkørsel hvis der er langt - man kan ikke lade en dyr mejetærsker vente eller de gode vejr for den sags skyld.

Jens Høybye; Ovenstående kommentar var en forklaring til dig.

Sider