Kronik

Sæt adoption på finansloven

Der mangler rådgivning til adopterede og deres familier samt et videns- og formidlingscenter, der kan klæde pædagoger og lærere på til mødet med adopterede. Manglende forståelse kan få traumer fra børnenes tidlige liv til at bryde ud igen
Alle adoptivbørn har erfaret, at forældre kan forsvinde og aldrig komme igen. Det adopterede barn ved, at det kan gå gruelig galt, og er selvfølgelig bange for, at det igen skal miste de omsorgspersoner, det er så afhængigt af.  Arkiv

Alle adoptivbørn har erfaret, at forældre kan forsvinde og aldrig komme igen. Det adopterede barn ved, at det kan gå gruelig galt, og er selvfølgelig bange for, at det igen skal miste de omsorgspersoner, det er så afhængigt af. Arkiv

Yoko Aziz

6. september 2012

I dette forår og denne sommer har der i flere medier været fokus på formidlingen af adoptivbørn fra andre lande til danske forældre. I foreningen Adoption & Samfund (A&S), der varetager omkring 3.500 adoptivfamilier og adopteredes interesser, hilser vi denne debat velkommen og glæder os over, at der er kommet fokus på vores familieform. Vi må dog også sige, at mange af vore medlemmer ofte har haft svært ved at genkende sig selv i debatten, fordi den indimellem synes både at mangle adoptionsfaglighed og være blevet mere følelsesladet, end godt er.

I min egenskab af formand for A&S, stedbarnsadopteret og far til fem børn, to biologiske og tre adopterede fra Etiopien, vil jeg gerne gøre opmærksom på, at adoption er at tage et globalt humanitært ansvar for børns ret til en familie, således som det er beskrevet i Haagerkonventionen, som Danmark underskrev i 1997. Et ansvar, som Danmark ikke lever op til i dag. Dels fordi Danmark ikke fortløbende afsætter penge på finansloven til rådgivning af adopterede og adoptivfamilier. Dels fordi der heller ikke på finansloven afsættes penge til et videns- og formidlingscenter for adoption, som kan klæde pædagoger, lærere og øvrige fagfolk på med den nødvendige viden om f.eks. at inkludere adoptivbørn succesfuldt i den danske folkeskole. Det har både menneskelige og økonomiske omkostninger.

Win win-situation

I Adoption & Samfund ser vi både indenlandsk og international adoption som en attraktiv måde at stifte familie på. Røde Kors anslår, at 34 millioner børn i verden er forældreløse. Blot 338 af disse børn kom i 2011 til Danmark. Dertil kommer 15 indenlandske adoptioner og 700-800 stedbarnsadoptioner, hvor en ny ægtefælle eller samlever adopterer den andens barn.

Vi ser det som en win win-situation, når et match mellem et barn, der har brug for forældre, finder sammen med forældre, som har lyst til og kan rumme det.

Derfor undrer det os, at der i dag kun bliver gennemført omkring 26.000 internationale adoptioner om året. For blot få år siden lå tallet omkring 40.000.

Der er meget etik og politik forbundet med adoption, men helt grundlæggende handler adoption om børn, der har brug for forældre, og forældre med en helt naturlig lyst til at danne ramme om næste generation. Det er egentligt ikke så kunstigt.

Når det er sagt, er adoption dog ikke en helt uproblematisk måde at stifte familie på, for ethvert adoptivbarn har fået en hård start på livet. Barnet har været på et eller flere mere eller mindre velfungerende børnehjem, har ofte været sygt, er født i en anden kultur og har en anden hudfarve end adoptivforældrenes. Disse psykiske mén kan heles, men det kræver både robusthed, kærlighed og adoptionsfaglighed. Det er grundlæggende det, Haagerkonventionen rammesætter.

Lars von der Lieth, nu afdød psykolog og forsker ved Københavns Universitet, er nået frem til, at 70-80 procent af alle adoptivbørn vokser op og får et almindeligt, godt liv, mens 20-30 procent har brug for hjælp til at komme på plads i livet, og 5-6 procent har meget svære udfordringer og har behov for særlig hjælp.

Dette stemmer godt overens med en endnu upubliceret undersøgelse af Merete Laurberg, der peger på, at 4,9 procent af adop.tivbørnene i perioden 1988-1999 på et tidspunkt blev anbragt uden for hjemmet. Det er det dobbelte antal i forhold til etnisk danske børn. Tallene kan ikke undre. En hård start på livet har omkostninger, hvis ikke adopterede og adoptivfamilier får adoptionsfaglig støtte.

Grundangst

Det dybe savn af at have mistet sine biologiske forældre giver ofte en mere eller mindre stærk grundangst. Alle adoptivbørn har jo erfaret, at forældre kan forsvinde og aldrig komme igen. Det adopterede barn ved, at det kan gå gruelig galt, og er selvfølgelig bange for, at det igen skal miste de omsorgspersoner, det er så afhængigt af.

Jeg husker selv, hvordan jeg som barn og ung indimellem kunne rammes af en tristhed og et dybt savn, jeg ikke forstod. Jeg følte mig blot uendeligt alene og kunne sætte mig ud i skoven i timer og bare føle mig fanget af en dyb tristhed, jeg ikke vidste hvor kom fra.

Senere har jeg læst og erfaret, at dette er et adoptionsspecifikt psykologisk fænomen. Når man har det sådan som barn, er det uvurderligt at få en krammer af en far eller mor, der insisterer på og har den nødvendige robusthed til at være der – hver gang. Det tager lang tid at genvinde troen på voksne igen.

Når et adoptivbarn falder til ro i sin nye adoptivfamilie, melder nye udfordringer sig, som er krævende at overskue. Et adoptivbarn har jo – med undtagelse af eneadoptanter – to mødre, to fædre og to lande. Når mine adoptivbørn bliver spurgt, hvor de kommer fra, svarer de Rønde, navnet på byen, hvor vi bor. De svarer ikke Etiopien.

Distinktionerne er meget vigtige for deres identitetsudvikling. Identitet kan spidsformuleret siges at være en hel fortælling om os selv. Et sammenhængende narrativ, der forbinder fødsel, nutid og fremtid. Hvis vi som mennesker ikke kan fortælle om, hvor vi er født, så er det svært at fortælle en sammenhængende historie om, hvem vi er. Det er jagten på at finde denne hele historie, vi kan se i en kommercialiseret form i tv-programmer som Sporløs. Disse identitetsfortællinger skal adoptivforældre dagligt støtte deres børn i, for at et adoptivbarn kan lykkes med en ny identitetsfortælling.

Forstående institutioner

Det er ikke blot i hjemmet, at adoptivbørn har brug for, at de voksne omkring dem forstår deres adoptionsspecifikke adfærdstræk. I daginstitution og skole er det væsentligt, at pædagoger og lærere har adoptionsfaglighed. Hos en del adoptivbørn giver grundangsten for at miste sig udslag i høje grader af kontrol og en legeadfærd, hvor de vil bestemme i urimelig grad.

Mange af de adopterede børn kan blive depressive, når de ekskluderes, f.eks. ved at de bliver bedt om at gå uden for døren i en skoleklasse. Sådan en eksklusion kan bevirke en retraumatisering af deres grundangst for at miste. Har man som pædagog eller lærer ikke adoptionsfaglighed med sig, misforstås disse adoptionsspecifikke adfærdstræk let. I Adoption & Samfund er vi dybt bekymrede over, at støtte og rådgivning kaldet PAS (Post Adoption Service) til adoptivfamilier ikke er afsat på finansloven. Vi frygter også, at adoptivbørn fejldiagnosticeres og fejlmedicineres med diagnoser som ADHD, og vi er bekymrede for, at folkeskolerne ikke kan løfte inklusionsopgaven over for adoptivbørn i tilstrækkelig kvalificeret grad på grund af manglende adoptionsfaglighed.

Vi er efter Næstved Kommunes håndtering af den såkaldte Amy-sag meget bekymrede for de beslutninger, som kommuner og beslutningstagere kan finde på at træffe omkring adoptivbørns og adoptivfamiliers tarv. Vi ser et klart behov for, at derpå finansloven afsættes penge til et videns- og formidlingscenter for adoption, der kan rådgive kommuner, skoler og daginstitutioner.

For at gøre opmærksom på dette har Adoption & Samfund indkaldt til adoptionskonference på Christiansborg den 19. september. Vi er inviteret af Özlem Cekic (SF) og håber meget, at alle politiske partier vil komme og støtte op om adoptionsideen, så det danske samfund i fremtiden kan tage etisk og fagligt forsvarligt vare på adopterede og adoption som bæredygtig familieform.

 

Jens Damkjær er cand.pæd.psych., skoleleder, formand for Adoption & Samfund og Etiopienforeningen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Merete Laubjerg

Kære Jens Damkjær,
her og nu har jeg kun ét spørgsmål til dig. Du skriver i dit afsnit: win win-situation: "...ethvert adoptivbarn har fået en hård start på livet. Barnet har været på ....børnehjem, har ofte været sygt, er født i en anden kultur og har en anden hudfarve end adoptivforældrenes. Disse psykiske mén kan heles,...".
Mit spørgsmål er: Mener du dermed, at det at være født i en anden kultur (end den danske) og det at have en anden hudfarve (end hvid) er en hård start på livet - og at det skaber et psykisk mén ?
Venlig hilsen fra
Merete Laubjerg

Som tidligere formand for Adoption og Samfund var det en meget, meget rar oplevelse at læse denne artikel. Til forskel fra langt hovedparten af de tidligere indlæg om adoption tager den udgangspunkt i både adoptionens globale samfundsmæssige grundlag, i den adopteredes baggrund og virkelighed, og i familiens virkelighed, opgaver og behov. Man kan ikke beslutte adoptionspolitik på grundlag af den enkelte adopteredes eller adoptionsfamilies fortælling - perspektivet for adoption er meget bredere. Det er netop derfor, at adoption bør plejes som et globalt socialt og politisk emne, og derfor, at Danmark bør engagere sig i at få adoption til at blive en attraktiv familieform. Pointen om PAS er helt rigtig - det har alt for længe været en skændsel, at man ikke lever op til Haag Konventionen på det felt - og Familiestyrelsen (tidl. Civilretsdirektoratet) ved det, men har siddet på hænderne.

@Merete Laubjerg.

Dit spørgsmål til Jens Damkjær tyder på at dine læsebriller er farvet i en ganske anderledes tone end mine.

Men alligevel - et opklarende spørgsmål: Skal jeg læse din kommentar sådan at du mener, at et forældreløst barn får den bedst mulige start på livet? Og hvis nej: Læs lige artiklen igen.

Majbritt Nielsen

Merete Laubjerg

At blive revet fra sin kendte hverdag og om til en fuldstændig ukendt hverdag. For et barn der ikke kan sige fra eller slev vælge.
I sig selv vil være traumatisk.

Og måske oven i hatten havde den viden at ens forældre forlod en, uanset om de ville det eller ej. Så er det et barns oplevelse at de blev fravalgt.
Så har du opskriften på at få det dårligt og have lav tillid til de voksne.

Uanset hudfarve eller kultur.

Det er hvad jeg formoder det betyder.

Troels Just

@ Merete Laubjerg

Det citat du nævner er ganske vidst meget klundet formuleret af artiklens forfatter, men når det er sagt vil jeg give Jens Damkjær ret i substansen af det han nævner.

Jeg er adopteret fra Sri Lanka, og ligner ikke just den typiske dansker (Jeg har mørk hud, hvis nogen skulle være i tvivl), og alene det at være anderledes fra mængden, for slet ikke at tale om evt. mobning, chikane eller diskrimination, kan være kilde til store psykiske problemer, hvilket det har været både for mit eget vedkommende, og mange andre adopterede, som jeg kender. Disse problemer har mine adoptivforældre, og mange af mine venners adoptivforældre, været ALT ANDET end klædt på til at håndtere. Hvordan skulle de dog det? De har ikke prøvet at vokse op i blandt hvide danskere, som et menneske med mørk hudfarve eller asiatiske øjne.

Selvfølgelig giver det, at have anden hudfarve ikke pr. definition psykiske mén (Derfor jeg sagde at artiklen var klundet formuleret), men det er MEGET ofte en indirekte konsekvens af det.

Se evt. følgende korte YouTube videoer:

http://www.youtube.com/watch?v=Hz55snvK_40
(Læg godt mærke til hvad der nævnes ved 2:45 i videoen)

http://www.youtube.com/watch?v=EukDE5GUh60

http://www.youtube.com/watch?v=PiJnkkP8gZ4
(Her tales der om stereotyper om østasiatere, men principperne kunne gælde for alle adopterede fra ikke-vestlige lande)

http://www.youtube.com/watch?v=b_Ohx2pEHLQ

Følgende to videoer adresserer problematikken omkring manglende viden hos adoptivforældre:
http://www.youtube.com/watch?v=27WntzBFl8s
http://www.youtube.com/watch?v=MKHHzaOheHQ