Kronik

Fra sikkerhedsnet til springbræt

I det 20. århundrede blev alle borgere sikret lige rettigheder. Den store opgave er nu at sikre alle danskere lige muligheder
Sommerlejr for børn fra fattige familier. Børn fra de fattigste familier har fire gange så stor risiko for at stå uden uddannelse, når de fylder 25 år, sammenlignet med børn fra de rigeste familier – på trods af tiltag som grundskole for alle og SU. Arkiv

Sommerlejr for børn fra fattige familier. Børn fra de fattigste familier har fire gange så stor risiko for at stå uden uddannelse, når de fylder 25 år, sammenlignet med børn fra de rigeste familier – på trods af tiltag som grundskole for alle og SU. Arkiv

Kristine Kiilerich

7. september 2012

I foråret besøgte jeg en gruppe borgere i Vordingborg Kommune på det kommunale sundhedscenter, og jeg fik lov at være med som fluen på væggen på et af kommunens patientundervisningsprogrammer. Her mødte jeg Karen, Pia, Ole og Doris. En borger med rygerlunger, én ramt af blodpropper, én anden af kræft og den sidste var diabetiker.

De kunne hver især beskrive, hvordan alvorlig sygdom betød et stop for hverdagen, som de havde kendt den. At de i en periode var reduceret til syge patienter, der skulle modtage behandling og pleje.

Men de beskrev også, hvordan den undervisning, de nu modtog i at leve med følgerne af deres alvorlige sygdom eller kroniske lidelse, betød, at de kunne vende tilbage til den hverdag, de havde kendt. Og at de ikke bare kom tilbage som borgere, der var blevet behandlet og helbredt for en sygdom – de kom styrkede tilbage, fordi de bedre kunne håndtere deres hverdag på en måde, der mindskede sandsynligheden for, at de igen ville få behov for at komme i sygehusvæsnets kyndige, men behandlende hænder. Eksemplet fra den smukke vandkantskommune er et godt billede på, hvor vores velfærdssamfund skal bevæge sig hen.

Stigende ulighed

Den rigeste fjerdedel af den mandlige danske befolkning bliver i gennemsnit 82 år. Dermed har de 10 år mere på kloden end den fjerdedel af de danske mænd med de mindste indtægter. Det er en fordobling på to årtier. Og det på trods af at vi i Danmark har et stærkt offentligt sundhedsvæsen med fri og lige adgang. Et sundhedsvæsen, hvor det er sygesikringskortet – ikke dankortterminalen – der åbner døren til den praktiserende læge. Et sundhedsvæsen, hvor alle har adgang til den samme dygtige behandling på de samme hospitaler. Og ret til den samme genoptræning efterfølgende.

Hvis vi ser lidt udover sundhedsområdet, er ulighedsmønsteret desværre det samme.

Børn fra de fattigste familier har fire gange så stor risiko for at stå uden uddannelse, når de fylder 25 år, sammenlignet med børn fra de rigeste familier på trods af tiltag som grundskole for alle og SU.

Den sociale ulighed lever i bedste velgående, og den sociale mobilitet i Danmark lader meget tilbage at ønske. Formelt har vi fri og lige adgang, lige rettigheder, men reelt har vi ikke lige muligheder for at leve det liv, vi ønsker.

Anders Fogh Rasmussen kaldte i 00’erne til kamp mod den sociale arv: Det skulle være muligt at gå fra bistandsklient til bankdirektør, hed det.

Det lød sympatisk, men når det kom til stykket, var de borgerlige mere optagede af at gøre godt for samfundets top end at kaste sig helhjertet ind i opgøret med den sociale arv. Og resultatet er, som AE-rådet skrev i en analyse af social arv (19. august): »Andelen af unge fra ufaglærte hjem, som selv står uden uddannelse som 25-årige, er i dag på samme niveau som i 1990. Dermed er den sociale arv ikke forbedret over de sidste årtier i Danmark.«

Ny velfærdstanke

Hvis vi vil hæve barren og kræve, at vi ikke bare har de samme formelle rettigheder, men også de samme reelle muligheder, kræver det en ny tilgang til velfærdssamfundet.

For det første må vi holde op med at betragte velfærdssamfundet som et sikkerhedsnet, der griber folk, der falder.

Vi må være mere ambitiøse på velfærdsstatens vegne. Labours Gordon Brown argumenterede i 1990’erne for, at det engelske velfærdssamfund ikke skulle indrettes som et sikkerhedsnet, men som en trampolin. Jeg er uenig i den politiske kurs, der blev lagt af Labour med den socialdemokratiske tredje vej, men billedet er inspirerende. Vi må indrette vores velfærdssamfund som et springbræt, der giver mennesker muligheder og mod på tilværelsen, og skaber myndige og mægtiggjorte borgere.

For det andet skal indsatsen for at sikre lige muligheder gøres til et omdrejningspunkt på tværs af politikområder: sundhed, uddannelse, forebyggelse, daginstitutioner, beskæftigelse og så videre

For det tredje – og måske mest væsentligt – så må transformationen af velfærdssamfundet fra sikkerhedsnet til springbræt også betyde en ny tilgang til den enkelte borger. Hvor vi – lidt karikeret – hidtil har fokuseret på, hvad velfærdssamfundet kan gøre for den enkelte borger, må vi fremover fokusere på, hvordan velfærdssamfundet kan gøre den enkelte i stand til at løfte sig selv og gøre en forskel for fællesskabet.  

En sådan nytænkning af tilgangen til vores velfærdssamfund er ikke alene politisk rigtig, den vil også være økonomisk gavnlig for landet.

Den demografiske udvikling kræver, at flere bidrager og færre forsørges. I det lys er det nødvendigt med initiativer, der løfter flere ind på arbejdsmarkedet, sikrer, at flere får uddannelse, og at også alvorligt syge mennesker kan komme ud af sygdomsforløb hurtigt og så raske, at de kan vende tilbage til den hverdag, de havde, før sygdommen ramte.

Socialt servicetjek

Hvad er så det første skridt? Indsatsen kræver for det første viden om, hvordan den sociale ulighed og arv sætter sig igennem. Vi må gøre det til en selvstændig værdi, at alle politiske tiltag så vidt muligt bidrager til at sikre danskerne lige muligheder.

Derfor har jeg sat gang i et socialt servicetjek af sundhedsvæsnet. Her sætter vi blandt andet fokus på dokumentation af ulighed i sundhedsvæsnet, så vi kan blive klogere på, hvorfor to patienter med de samme rettigheder og den samme diagnose alligevel kommer forskelligt gennem vores sundhedsvæsen og det på en måde, så det kan kobles systematisk sammen med deres uddannelsesbaggrund.

Det andet skridt er handling – når vi får viden om, hvad der virker umyndiggørende, passiviserende eller bare problemløsende på kort sigt, må vi søge at ændre det.

Samtidig skal et nyt netværk af hospitaler, lægehuse og kommuner finde frem til, hvordan vi kan rette op på, at vejen gennem sundhedsvæsnet er sværere for nogle borgere end for andre.

En grundlæggende tankegang her – som alle andre steder i et velfærdssamfund, der skal fungere som springbræt – er, at vi for at behandle alle lige må holde op med at behandle alle ens. Det kræver en ny tilgang til mange offentlige tilbud, og det kræver, at der tages afsæt i det enkelte menneske og dets ressourcer – for uanset hvem man er, og hvor stort ens behov for hjælp er, har man ressourcer, der kan bygges videre på.

Endelig og mest afgørende skal vi satse på løsninger, der ruster den enkelte til bedre at tage vare på sig selv med konkrete redskaber, ny viden, flere handlemuligheder. Det offentlige skal ikke tage over for individet, men gøre den enkelte borger i stand til at gøre godt for sig selv.

Vi har allerede gode eksempler i sundhedsvæsnet. Programmer for kronikere, der gør dem i stand til selv at følge og kontrollere deres egen sygdom. Det gør dem trygge og i stand til at spotte faresignalerne, hvis sygdommen forværres, og der skal sættes ind med professionel hjælp. Og kommuner, der underviser ældre borgere og træner med dem, så de fortsat kan stå for støvsugningen eller madlavningen derhjemme og være herre i eget hus i længere tid, end de ville være i stand til uden den træning.

Det danske velfærdssamfund er en unik samfundsmodel, som man kigger på med stor misundelse mange steder i verden. Som samfundsmodel har den bidraget til at løfte alle samfundslag i Danmark. Den fri og lige adgang til velfærd er en historisk bedrift, men vi må ikke stille os tilfreds: Næste etape i udviklingen af velfærdssamfundet skal være at sikre alle danskere lige muligheder. 

 

Astrid Krag (SF) er sundhedsminister

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Den fri og lige adgang til velfærd er en historisk bedrift"

- øøøøøøøøøøh, du mener var !
Lige har den nu aldrig været.

Lise Lotte Rahbek

Så.. hvis man bliver syg og behandlingskrævende,
så kan man IKKE forvete et sundhedsmæssigt sikkerhedsnet, men derimod at ramme et springbrædt, som sender en... hvorhen? I kredsløb om jorden eller bare bums ned på brostenene?

Eller hvis man kommer fra en ikke-akademisk familie og ikke forstår skiltene på sygehuset eller hvad lægen rabler af sig, så skal man sende på kursus i lægelatin, mens man er syg???

Det lyder som en ondskabsfuld spøg ala 'ingen arme, ingen småkager'.
Jeg har forhåbentlig misforstået ministeren.

Da det gik meget bedre med at skabe en oplyst befolkning på alle niveauer - altså at også den almindelige faglærte eller ufaglærte arbejder havde haft noget ud af sine skoletid - lærte man de færdigheder, man skal bruge for at komme videre i samfundet.
Det synes mere og mere, at det ikke er tilfældet, men at samfundet til gengæld mere og mere blander sig i de områder, der ellers ikke vedrører fællesskabet, først og fremmest vilkårene på det private arbejdsmarked, hvor politikerne over temmelig mange år synes at have grebet ind til den ene parts, arbejdsgivernes, fordel.
Det er ikke socialistiske politikere værdigt, men det fortsætter åbenbart, og på trods af at det er tydeligt, at der i fremtiden kun vil blive mindre arbejde og mere mekanisering, fremtures der med ønsket om at drive en urimelig og umulig vækst fremad.
Der er givetvis brug for, at politikerne stækkes økonomisk og politisk igennem beskæring af partistøtte og løn, og igennem krav om bolig i valgkredsen. Det breder sig med denne læggen beslag på borgerne; men hvis man vil et godt samfund, er det hverken pisk eller gulerod, der er tale om, men oplysning og opmuntring.

jamen Astrid, først og fremmest er et pænt flertal i befolkningen grænsekriminelle ; bevidst juridisk grænseafsøgende med kalkulator i baglommen, og man kan aldrig juridisk matche de muligheder de kan spekulere sig frem til juridisk med lov og orden i normal forstand. De er altid forrest, og naive politikere kan værsgo' rende 'røven i laser' bagved dem for at følge med.

Det var så proletariatet og de nyrige - men oveni ligger det i hensigten om lige muligheder, at det er den med flest muligheder der skal sætte standarden.
Oops !

Alle skal bibringes en økonomisk initiativ-frihed på linje med ejerskabet af Novo Nordisk ?
Eller alternativt, Novo Nordisk skal på bistandshjælp..så de ikke sætter så høj en standard ?

Ingen af delene synes særlig målrettet. Ligemageriet som ledetråd er passé, gået til grunde i værdirelativismens forhåbentligt åbenlyse kvantificerende elendighed og manglende sans for 'kvalitet'.

Jeg slet ikke hvor jeg skal starte, så jeg tror bare jeg nøjes med at sukke højt og ryste opgivende på hovedet over, at vi har en sundhedsminister der kan skrive sådan noget.

Så længe vi har et sygedagpengesystem der er så råddent som det er, så vil de "fine" tanker vore sundhedsminister har aldrig nogensinde kunne lade sig gøre!

det er fandme en dårlig metafor Astrid... Jeg vil 10 gange hellere gribes af et sikkerhedsnet og komme ligeså stille på benene igen end at jeg vil sendes i kredsløb af din velfærdstrampolin... Borgen er blevet reduceret til en kæmpe økonomisk sorteringsmaskine der sorterer dét fra som koster for dyrt, barberer det med en rundsparesav og presser det ned i en sympatikasse og bliver derefter lagt på stigmatiseringshylden... Skal jeg fyre flere farverige politiske metaforer af? Jeg har ærmerne fyldt...

En note til Astrid:

Borgeren bidrager når de er i nettet ved at sørge for et indtægtsgrundlag til de medarbejdere der sørger for ikke at sørge for noget, så de kan sørge for sig selv.

Et råd til Astrid:

Nettet er altid behjælpelig med gældsætning, i den forstand at de skaber den så du forbliver i nettet - så hjælpsomme er de. Så hvis Astrid tænker ønsker at sætte penge i samfundet så hop i nettet.

Pengene er godt nok fiktive, men er det ikke normen?

Et forslag til Atsrid:

Billigere boliger : sammenhæng mellen indkomst og pris
Bedre uddannelser : Så diversiteten kan mødes og forstås, og unødig mobning af det uforståelige ophører, og tabte skæbner i et unødigt kontrollerende apparat helt stopper.
Billigere mad, bedre mad
Stop krigsliderligheden
Spark opad, ikke nedad, helst slet ikke.
Sats på kultur, men for at kulturen kan blive et projekt så skal niveauet i skolen opgraderes ubønhørligt og inderligt, af de professionelle der i dag må slås med satte tåber om stillinger, som altid vinder i kraft af den fælles uvidenhed der blomstrer som tidsler overalt.
Renere energi, billigere energi.
Og læad så mennekset selv fortælle om det er en fisk, eller fugl så det ikke skal projekteres af en tåbe der tror at fuglen kan svømme.

Søren Kristensen

Hvis mulighederne er lige, vil de stærke være de første til at udnytter dem, mens de svage er travlt optaget af andre ting, som fx. at ryge, drikke, se tv og alt det der gør at de kommer til at mangle et par år eller mere i statistikken. I virkeligheden skal der en enorm ulighed til, i form af overførsel af midler og privilegier fra de rige til de fattige, hvis projektet skal lykkes og med hvilken begrundelse skulle de velbjærgede (som sagtens kan være socialdemokrater) være interesseret i en sådan entreprise, hvis de svage ikke engang selv vil være med? Det var meget nemmere, hvis vi kunne gøre det populært at være sund, men det kræver jo nogle radikale ændringer i hele den måde vi tænker dagligdag på: kostvaner, motion og arbejde: kort sagt muligheder for leve et liv med en langt højere grad af oplyst selvforvaltning.

Lyder lidt som 'aktivering' af arbejdsløse.

Hvad med at få styr på psykiatrien og i øvrigt få psykologhjælp ind over sygesikringen?

Stort set hele befolkningen kan have gavn af psykolog i hvert tilfælde i perioder, og sikkert specielt de langtidssyge eller dem der er ved at komme sig over en alvorlig sygdom og skal tilbage på arbejdsmarkedet.

PS

Tag altid en skovl med dig, i den henseende at det jo i kraft af jeres hånende politik, er sådan at der nu er mindre til overførselsindkomsterne end da i fik chancen.

Nyd de sidste åndedrag i regering, inden i bliver smidt ud af en vred befolkning.

På baggrund af flg. citat fra artikel:

"Derfor har jeg sat gang i et socialt servicetjek af sundhedsvæsnet. Her sætter vi blandt andet fokus på dokumentation af ulighed i sundhedsvæsnet, så vi kan blive klogere på, hvorfor to patienter med de samme rettigheder og den samme diagnose alligevel kommer forskelligt gennem vores sundhedsvæsen og det på en måde, så det kan kobles systematisk sammen med deres uddannelsesbaggrund."

vil jeg anbefale ministeren straks, at læse flg. P.hD. afhandling af Mari Holen: Medinddragelse og lighed - en god idé? : en analyse af patienttilblivelser i det moderne hospital. RUC, 2011, og gå direkte til handling, hvis mininsteren reelt vil afhjælpe nogle af problemer for hendes ansvarsområde.

Rasmus Kongshøj

Når der nu er så stor forskel i sundhed mellem de rige og de fattige, kunne man så ikke prøve at se hvad der skete, hvis man gjorde de fattige mindre fattige?

Jeg tror ikke det er for sjov at de fattige drikker, ryger og spiser mere junk end de rige. Jeg tror det er fordi de har mere brug for en smøg eller en bajer for at kunne holde tilværelsen ud.

Tænk hvis det Socialistiske Folkeparti prøvede at gøre noget så uhørt som at bekæmpe den økonomiske ulighed? - Det kunne måske endda få vælgerne til at holde op med at løbe skrigende væk fra SF.

Besynderlig artikel.

Hvis man "skræller" de pæne og politisk korrekte floskler væk og nærlæser det, der bliver tilbage - så kan det ligne et oplæg til besparelser og reduktioner af servicen.

Jeg tror, Rasmus Kongshøj, at de fattige gør det af ren obsternasighed og oprørstrang, som desværre kun får symbolsk afsæt i stedet for i partiforeninger og på valgsteder.

Hvordan var det nu, med de der kræftpatienter, der midt i deres behandlingsforløb værsgo skulle møde til aktivering? Tænk sig at skulle gå direkte fra dialyse til det monstrøse afstraffelsessystem, som ikke kan andet end at presse og stresse. Virkelig noget man har brug for, mens man kæmper ansigt til ansigt med døden.

Springbræt? Eller bastet og bundet stoppet i en kanon?

Måske er denne artikel det rette "springbræt" for en kommende forkvinde for SF, hvor ministeren fremviser et af de bedste eks. på, hvordan ministeren kan springe fra netværk til mulig springbræt for denne post. Hvis artiklen læses i dette lys, kan man måske bedre forstå det store ideologiske vingesus omkr. langt mere end sundhed, som klart viser ministerens ideologi, hvor velfærdsamfundet ikke mere skal have et sikkerhedsnet, der griber fok, der falder. Ej heller sundhedssystemet.

Der er ingen tvivl om, at Astrid Krag har vidst på forhånd, at Villy ville trække sig, når man ser på den ihærdighed, hun indenfor de sidste uger har skrevet indlæg.

Jens Overgaard Bjerre

Før Astrid Krag, finder ud af at vi har et klassesamfund, finder hun aldrig ud af "hvorfor to patienter med de samme rettigheder og den samme diagnose alligevel kommer forskelligt gennem vores sundhedsvæsen."

Da SF kom med i regeringen var de første de gik efter de med den mindste indkomst. Førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse. De skulle hakkes og det blev de. Det man fik ud af at slagte dem gik videre til skattelettelser for dem, som alledere har nok. Med den jagt i baghovedet, er det svært at tro på nogen som helst i SF.

Også selvom Astrid Krag skulle blive partiets nye formand.

Lise Lotte Rahbek

Det ser ud til at politikernes mangel på tillid til borgerne,
som det udtrykkes i Astrid Krags manglende tillid til at 'svage' borgere kan aflæse kampagnernes budskab,
kun overgås af borgernes manglende tillid til politikerne.

Det er en grim knude.

."Fra sikkerhedsnet til springbrædt"

Er samfundet er en gymnastiksal, Astrid Krag..?

De `svage´har sikkert godt af,
at lære noget diciplin,
igennem "spring over hest",
samt "frontalsammenstød med plint".

Så kan de lære det..!
Mvh Th

Ps. Jeg forstod ikke et kvæk af artiklen...

Bliv bandemedlem i den lokale spejderforening. Det kaldes også at tage et personligt ansvar, og/eller netværke. Måske de kan få tilskud, og folk i løntilskud? - Praktikanter har de jo nok.

Hvad med en liberaliseret våbenlov, så er der gang i hjulene. Plus private fængsler.

Kolonialismen har vi genoptaget, så den kan vi godt strege.

En rask krig mod Sverige ville tynde ud i de arbejdsløse, eller der bliver plads på svalegangen.

Jeg kan se hvorfor, det private ansvar er så tiltrækkende. Kønt er det jo ikke, men det tørrer røven på sidemanden.

Lennart Kampmann

Sundhedsministeren beviser her at hun ikke har nogen som helst ide til at løse problemet. Hun bliver en fremragende formand for SF.

med venlig hilsen
Lennart

Marianne Christensen

Jeg forstår ikke, hvad der sker i SF.

Men jeg forstår, at der i den del af befolkningen jeg omgås, sker en manglende tiltro til folkestyret.

-og det er blandt vælgere fra alle partier.

Vi er nogle stykker der går en tur sammen - nogle skal på arbejde' nogle er for gamle', nogle er arbejdsløse
Og nogle dyrker motion'

Men ingen forstår, det der sker på Tinget.

I "stop-arrogancen'-debatten på facebook er en deltager fremkommet med et fantastisk kampmiddel: stil op i jeres egen valgkreds som uafhængig kandidat. Det kræver 150 stillere.

Bjarne Bisgaard Jensen

Jeg er ked af at sige det, men der er ikke meget der tyder på at empati og omsorg for de svageste er blevet større ved flere kvinder i toppolitik

Grethe Preisler

"Næste etape i udviklingen af velfærdssamfundet skal være at sikre alle danskere lige muligheder".

Og det er bedre at give en fattig mand en fiskestang, så han selv kan fange de fisk, han har brug for, end at at fodre ham af med overskuddet fra andres hyttefade.

Velfærdsstatens put and take:

Der kommer ikke flere fisk i velfærdssøen end dem, regeringen har bevilling på finansloven til at sætte ud i den.

Og sundhedsminister Astrid Krag kan ikke hente flere fisk op af velfærdssøen end dem, hun har licens til at fange og fordele inden for sin egen ministerressort.

Lige muligheder til alle = hver mand sin offentligt finansierede fiskestang.

Så kan han blive ståede med sin stang uden for hegnet, hvis der stadigvæk ikke er råd til også at udstyre ham et adgangskort til put and take'en, fordi "kickstarten af økonomien" ikke havde den forventede effekt.

Lise Lotte:
Når man betænker den feministiske myte, at verden ville være et bedre sted med kvinder ved magten, så må jeg erklære mig særdeles skuffet.

Jeg troede faktisk på det.

I det 20. århundrede blev alle borgere sikret LIGE rettigheder,

-------

Det er da godt hvis det passer:
At hver er sikret ret til apanage,
meeen det lyder "lidt" overdrevet.