Kronik

SRSF formår ikke at tale til følelserne

En af årsagerne til VK-regeringens langvarige vælgeropbakning var, at den forstod at tale til følelserne og egeninteressen og ikke var bange for at koble realpolitik med visioner. Derfor lykkedes det at få skattestoppet til at holde i 10 år, mens oppositionen så magtesløs til. Det kan SRSF lære meget af
Noget af det første, den nyvalgte Fogh Rasmussen-regering gjorde i 2001, var at indskrive skattestoppet i regeringsgrundlaget, og skattestoppet var i hele den borgerlige regerings periode et af dens stærkeste kort.

Noget af det første, den nyvalgte Fogh Rasmussen-regering gjorde i 2001, var at indskrive skattestoppet i regeringsgrundlaget, og skattestoppet var i hele den borgerlige regerings periode et af dens stærkeste kort.

Lars Møller

11. september 2012

Da den borgerlige regering blev valgt første gang i 2001, indskrev den skattestoppet i sit regeringsgrundlag. Det blev derefter implementeret med virkning fra begyndelsen af 2002 og blev hurtigt et af regeringens stærkeste kort. Kritikere af politikken havde svært ved at få et ben til jorden, og efterhånden måtte oppositionen erklære det for deres egen politik.

Skattestoppets grundprincip var, at de skatter, der blev udskrevet i procent, ikke længere kunne sættes op. Blev en skat eller en afgift opkrævet med et kronebeløb, blev kronebeløbet fastfrosset på 2002-niveau. Ejendomsværdiskatten blev derudover fastfrosset i nominelle termer, hvilket betød, at skattestoppet årligt gav skattelettelser til boligejerne i takt med, at inflationen gradvist udhulede denne skat. Ejendomsværdiskattens fastfrysning betød ligeledes, at de mest velstillede boligejere ikke blev beskattet yderligere, selv når husene steg voldsomt i værdi. Men hvordan kunne VK opretholde skattestoppet i 10 år, når det også af økonomer blev kritiseret for at være både usolidarisk og stærkt skadeligt for dansk økonomi?

Retorisk genistreg

Én velkendt årsag til skattestoppets succes er, at det havde sin storhedstid under en langvarig højkonjunktur. Det betød, at man kunne øge velfærden uden at hæve skatteprocenten. Eftersom beskæftigelsen steg og steg, steg også skatteindtægterne fra løn og moms, samtidig med at udgifterne til ledige faldt. Danskerne oplevede altså ikke markante velfærdsforringelser som følge af skattestoppet.

En anden væsentlig årsag var, at Dansk Folkeparti på trods af store betænkeligheder ved skattestoppets fordelingsmæssige slagside valgte at bakke op om det – år efter år.

Mindst lige så vigtig var dog debatten om skattestoppet. Det viste sig retorisk set langt nemmere at forsvare end at angribe det. Den daværende regering havde rig lejlighed til at sætte positive udsagn på skattestoppet, fordi de skadelige effekter var så svære at se. Regeringen betonede især, at skattestoppet skabte tryghed, fordi det sikrede vished om borgernes skatteindbetalinger, samtidig med at:

»Skattestoppet er til gavn for alle danskere. Det beskytter også lavindkomstgrupper mod at få deres indkomst udhulet af højere afgifter,« som det blev udtrykt af Anders Fogh Rasmussen i f.eks. 2007. Dermed blev de store skatte- og afgiftslettelser til de allermest velstillede legitimeret ved at fremhæve, at de lavestlønnede også fik gavn af delelementer i skattestoppet. Den stadigt skævere fordeling blev på denne måde elegant talt ned.

Modstanden svandt

Hvad var oppositionens svar? I begyndelsen hårdnakket modstand begrundet med, at boligskattens fastfrysning i kroner og ører blokerede for muligheden for skatteomlægninger, men også fordi skattestoppet øgede den relative ulighed, især fordi de mest velstillede boligejere fik store besparelser på ejendomsværdiskatten.

Men VK-regeringen formåede at tilbagevise kritikken. Gennem hele perioden argumenterede den for uretfærdigheden i at hæve skatten for én gruppe for at gavne en anden. I ulighedsdebatten forsvarede regeringen sig med, at det ikke var et problem, at nogle grupper blev begunstiget mere end andre, så længe ingen blev ringere stillet.

I dag må man konstatere, at den daværende regerings taktik lykkedes. Med tiden adopterede oppositionen endog skattestoppet, og debatten gik herefter på, hvordan et skattestop burde udformes, og om det skulle suppleres med skattelettelser eller mere velfærd. Dermed opgav oppositionen reelt at kritisere det uretfærdige ved den ulighed, som skattestoppet forårsagede. Ikke fordi Socialdemokraterne reelt lod sig overbevise af regeringens argumenter – som det også fremgår af følgende berømte udtalelse fra Lotte Bundsgaard:

»På skatteområdet har vi valgt den vælgerpopulære løsning og har støttet regeringens skattestop med få tilføjelser. (…) Her valgte vi altså at satse på vælgeropbakning frem for at satse på egne værdier,« skrev hun i 13 værdier bag den danske velfærdsstat fra 2007)

Socialdemokraterne havde ladet sig overbevise af meningsmålinger. De indså med andre ord, at regeringens argumentation og det, at skattestoppet ikke umiddelbart fremstod skadeligt, havde overbevist vælgerne om, at skattestoppet – i det mindste for en tid – var den rigtige politik.

Ineffektive modargumenter

Det er slående, hvor ineffektive og overfladiske oppositionens argumenter imod skattestoppet var. Igen og igen nøjedes oppositionen med i den offentlige debat at konstatere, at skattestoppet skabte øget ulighed, men dér stoppede argumenterne. Man formåede aldrig på overbevisende vis at få illustreret det uretfærdige i, at skattestoppet i særdeleshed gavnede de mest velstillede boligejere på bekostning af resten af befolkningen. Den daværende opposition fik aldrig kommunikeret budskabet om, at skattestoppet ikke blot var et stop for skattestigninger, men at det reelt var én løbende skattelettelse til de mest velstillede, mens de svageste grupper blev forbigået.

Som modsvar til regeringens udsagn om, at skattestoppet gavnede alle, kunne oppositionen have angrebet det uretfærdige i, at skattestoppet løbende gavnede de velstillede mest. En sådan praksis vil lidt efter lidt stille de svageste grupper relativt dårligere og dermed øge uligheden i samfundet og på længere sigt svække den sociale sammenhængskraft. Det argument kom dog aldrig for alvor på banen.

Hermed ikke være sagt, at en anden retorik havde ført til skattestoppets ophør, men det er tankevækkende, at i takt med at skattestoppet blev mindre og mindre populært – 61 pct. af danskerne var for dets opretholdelse i 2004, mod 42 pct. i 2010 – vaklede især Socialdemokraternes modstand mere og mere. En mere vellykket modkampagne kunne have svækket skattestoppets opbakning i befolkningen og dermed gjort livet langt sværere for regeringen.

I et aktuelt lys er det interessant at spørge, hvad den nuværende regering kan lære af deres mislykkede forsøg på at undergrave skattestoppets legitimitet, især i en tid hvor Venstre lægger op til at føre valgkamp på at genindføre skattestoppet. Læren er klar: Opbakningen hos vælgerne opnås ved at tale til følelserne og de manges egeninteresse. En anden måde at udtrykke det på er, at den tidligere regering havde et projekt – en vision, der byggede på klassiske borgerlige ideer om at formindske omfordelingen i samfundet og derfor give skattelettelser i toppen, som blev kommunikeret som en politik, der var til gavn for alle.

SRSF-regeringen har indtil nu ikke formået at fremsætte og formidle en samfundsvision, der kan stå som et troværdigt alternativ til den tidligere regerings. I stedet gennemførte den en skattereform uden tiltag, der kan rette op på den stigende ulighed og de ulighedsskabende elementer. Dermed står skattereformen tilbage som en spildt mulighed. Regeringen kunne i stedet have fremsat et alternativ funderet på et socialdemokratisk samfundsideal om lighed og solidaritet, som man måske også kunne forvente det af en ambitiøs centrum-venstre-regering.

 

Michael Friis Larsen, Rasmus Ulrik Ravn, Mie Klæstrup Christensen og Dorthe Johansen studerer statskundskab ved Aalborg Universitet. Kronikken bygger på deres fælles bachelorprojekt

Poul Thøis Madsen er lektor ved Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet og vejleder for de øvrige skribenter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Præcis det samme kunne siges om Italiens Silvio Berlusconi - eller Putin.

Det blå pressemonopol er ikke længere den fjerde statsmagt.

Det er den ENESTE statsmagt.

Hvis man ikke er gode venner med folkene i redigeringsrummet, falder ethvert forsøg på at "tale til følelserne" til jorden med et brag.

Prøv blot at forsyne en patetisk rørstrømsk tale med dåselatter.

Skal man kommunikere til offentligheden gennem en fjendtligt presse, kommer man i bedste fald til at lyde røvkedelig.

Enhver afvigelse fra den kedelige fremtoning vil pressen få til at fremstå som utroværdig !!!

Lise Lotte Rahbek

Jeg har svært ved at tro, at regeringens problem er, at de ikke taler til følelserne af egennytte.
Det er min oplevelse, at de ikke taler til eller med befolkningen. punktum.
Måske har de ikke noget at sige.
Måske har de ikke nogen kanal at sige det igennem.
Måske er de generelt retoriske analfabeter.
Måske er befolkningen røvtrætte af 10 år med floskler, spin og uærlighed og kan ikke tage mere.Så når der føres sig frem med FLERE floskler som 'det skal kunne betale sig at arbejde', så er en del af responsen opkastningsreflekser.
Hvad ved jeg.

Er der nogen af skribenterne, der vil kunne formås at stille op til formandsvalget i SF? Jeg er sikker på, at mange vil stemme på vedkommende.
Eller som fremprovokeret formandsafstemning i Socialdemokratiet til kongressen?! Alle forsøg modtages med kyshånd.

Søren Blaabjerg

Kommunikation med befolkningen er på godt og ondt en vigtig del af det politiske håndværk. Det er altså for så vidt skudt forbi, hvis man siger, at "det er pressens skyld", hvis det ikke står så godt til med meningsmålingerne. Men der skal være en åbenbar sammenhæng mellem de politiske personer og så den måde, de optræder offentligt på. Åbenbar falskhed og udvendighed, det taber man på uanset budkaberne.Og TV er mere afslørende vedrørende dette end de fleste politikere vist bryder sig om at tænke på, og grundig instruktion fra diverse spindoktorers side kan meget vel være penge smidt ud af vinduet

Bl.a.Pia Kjæresgårds relative succes har gennem årene boroet på hendes uinstruerethed og fuldstændige mangel på forstillelse. Og det har givet pote. Først og sidst bør politikerne tænke på, at følelsesmæssigt er de fleste indrettet sådan, at det ALTID er dem man stemmer efter og ikke nødvendigvis fornuften. Hvis vi om en politiker tænker: han eller hun er ikke en af "os", så har vedkommende med statsgaranti ikke en kinamands chance for at få vores stemme, hvor gode og rigtige vedkommenes intentioner og argumentation så ellers er.

Robert Ørsted-Jensen

VK spillede sammen med DF - på småsvinehunden hvad angår fremmedhad - og jo det er ganske rigtgt 'at tale til følelserne' - men er det dan slags følelser vi skal spille på?

Men det er også en kendsgerning at venstrefløjen samt S or R tillod den mulæighed - de kom for sent til kaffe på dette punkt.

Det handler om at sige velkommen til nye folk men også at stille krav til samme. Vi stiller alle krav til vore venner og vore gæster og det bør man selv sagt også gøre når der komme nye ansigter til ens land. Det tog for lang tid for venstresiden at tage stilling til multikultur. Man halter endog stadig på det punkt - man bør indrette sig på fremtiden i tide og turde tage beslutninger og vise vejen frem - og jo selvfølggelig er fremntiden multikultuirel - problemet er hvad vi lægger i det begreb - problemet er ikke om vi kan sige nej - for det klan viu under ingen omstændigheder..

Robert Ørsted-Jensen

Det at tale til følelserne handlede i VK tilfældet om at tillader at der kunne tales til den indre svinehund!

Men er det virkelig eftertragtelsesværdigt, kære kronikører?

SB:
Det er altså for så vidt skudt forbi, hvis man siger, at “det er pressens skyld”, hvis det ikke står så godt til med meningsmålingerne.

GP:
Det har Berlusconi også sagt. Ikke een men MANGE gange.

Blå stues ejendomsret over medierne er hverken større eller mindre end Berlusconis.

Berlusconi har formelt forladt taburetten. Men hans magt over meningsdannelsen er uforandret.

Vi havde regeringskritisk - ja ligefrem regerings-fjendtlig presse da Nyrup i sin tid blev hængt ud, for at have ladet sig fotografere ved et cykelløb, hvor cykelhjelmen var 2 numre for lille.

Nogle år senere var samme presse from som et lam. Spurgte man hvorfor Danmark var det eneste vestlige land, hvor pressen ikke interesserede sig for grundlaget for deltagelsen i Irak krigen, lød svaret:

"Redaktionen skønner, at emnet ikke vil interessere læserne".

Men det seneste år skal jeg love for, at den regeringskritiske presse er vendt tilbage.

Hvad skete der mon for ca. 1 år siden ?

Som om skribenterne har bestemt, at danskerne er samling fjolser, som har mistet evnen til at tænke selv. VK-regeringen førte måske nok en form for socialdemokratisk politik, men de undlod at bruge skatteskruen mere end højst nødvendigt. Dette er sagen i en nøddeskal, og man kan ikke få optimismen i samfundet tilbage, hvis ikke folk kan forvente, at politikerne holder noget af det, de har lovet. Det var den garanti, folk følte de havde med VKO. - Den største bommert VK lavede, var dog, at de lod de offentlige udgifter vokse helt uhæmmet. Det kunne og burde de have haft meget mere fokus på, for den manglende styring er en del af årsagen til det nuværende morads. Men Fogh turde ikke.
- Den nuværende regerings ansættelser af et hav af spindoktorer vil ikke positivt bidrage til at ændre folks mening om den, for alle vil se resultater og lader sig ikke narre af tomgangssnak og personfnidder. - De kunne passende starte med at udvise handling i både energispørgsmål og miljø. To sektorer, som den forrige regering forsømte på det groveste.

Spindoktor-begrebet er en myte svarende til Conan Doyles mester-forbryder Professor Moriarty.

Den djævelsk snedige hjerne, der gang på gang kan narre den ærlige - men ikke særlig intelligente - redaktør til - mod sin vilje - at fremme bestemte politiske interesser.

Det blev opfundet af Tony Blair og Rupert Murdoch for at bortlede opmærksomheden fra Murduchs betydning for meningsdannelsen.

Den "djævelsk snedige spindoktor" er et fantasifoster.

Mig forekommer det at være S+SF og til en vis grad Rad, som talte til og stadig taler til følelserne.

Svinehunde og beskyldninger om uappetitlige og asociale synspynkter er forsøg på karaktermord og om noget et forsøg til at tale til følelserne.

Det farlige ved den taktik er at der ikke er noget at falde tilbage på når vælgerne har gennemskuet at det hele er varm luft.

What, skal regeringen ned på samme niveau som de borgerlige, hvor man fører politik på følelser istedet for rationel tænkning.

Nu stopper i. Er information ikke på et højere niveau end gennemsnits danskeren?

Arh ja statskunskabs nisser, det siger jo det hele!

"SRSF formår ikke at tale til følelserne"

næ de taler til tegnedrenden for de bedst stillede, og det er,( endnu), andre borgerlige partier bedre til.

Og a`strid krage gør det nok kun værre

Jens Sørensen, det har du helt misforstået! Liberalister er parat til at bruge store dele af BNP på at kontrollere underklassen.

Fantastisk, at man kan læse en artikel, på Information ovenikøbet, om skattestoppet, uden at det en eneste gang nævnes, at skattestoppet blev brudt ca hver 14. dag!

287 gange, for nu at citere Information for ca 6 måneder siden

http://www.information.dk/telegram/294641

At det åbenbart aldrig lykkedes den "fjerde statsmagt" at opdage det i de små 10 år med VKO, siger desværre mest om den journaliststanden!

Havde journalisterne løbende afsløret bruddene på "skattestoppet", havde det næppe været den sællert, det var, og som LLR endda prøver at "genoplive"!

At tale til følelserne er altså ikke nødvendigvis at tale til svinehunden, og hvilken svinehund menes der, for at tale til folks begær efter penge og for skattelettelser er egoismens Svinehund ,hvis det altså kan accepteres at der er flere af slagsen...
og ligegyldighedens svinehund, hvor alle bare kan skide på alle som i det fuldt neoliberale land ?

det er så en helt tredie art svinehund..

måske er det godt når man finder et godt udtryk for noget i nogle sammenhænge , mens dette udtryk i andre sammenhænge kan blive en begrænsning i evnen til at tænke større sammenhænge, således at man tror at al betydning. Kun findes i de aLlerede opfundne ord og at man ikke skal lede efter nye måder at udtrykke andre erkendelser og opfinde nye begreber om det man fatter sammen !

Lidt enkelt sagt mener jeg at "udtrykket at tale til følelserne "forståes for snævert og at det samme gælder ordet "svinehunden" samt troen på at al samtale for evigt gentagert sig inden for samme skabelon og forståelsesbegrænsning...
Jo sådan er det jo nok oftest, men ikke alle mennesker bliver inden for den skabelon de er blevet placeret og nogle udvikler selv deres forståelsesrammer og tænker ud over de traditionelle.

Min mening er at vore nuværende toppolitikkere ikke taler nok til folket og alt for lidt med folket og langt mere til journalister..

Måske fordi de er unge, men når der er kamera på og /eller lydoptager, så skal det ALDRIG VÆRE JOURNALISTEN MAN TALER MED, MEN FOLKET ,FOLKET FOLKET FOLKET!
husk at det ikke er en lukket intellektuel kreds i 3 partier der tækkes hinanden, vend jer udad om I evner det..... Folket !

Michael Kongstad Nielsen

Artiklen er noget tynd i det og kredser mest om skattestop og egeninteresse, men det er rigtigt, at den nye regering ikke har formået at fremsætte en ny samfundsvision.

Den siger bare: - orden i økonomien, orden i statsregnskabet.Men måden, det opmås på, er mere af det samme, som den forrige regering lavede: mere ulighed, skattelettelser til de rige, nedskæringer til de fattige. Det har ved gud ikke noget med en centrum venstre samfundsvision at gøre.

Det er morsomt at sammenligne Rgeringsgrundlaget 2011
http://www.stm.dk/_p_7811.html

med Regeringsgrundlaget 2001.
http://www.stm.dk/_p_7249.html

Hvis man løber ned over teksten vil man opdage at de er ret ens. De vil begge have styr på økonomien, begge give frihed for alle, uddannelse osv., begge betoner de fællesskabet som et nøgleord, forskellene ligger i detaljerne.

Men selvom den nye regering taler om "Et Danmark for alle" og lige muligheder i sundhedssektoren og undervisningen, så kan den faktisk førte politik ikke bortforklare, at det er uligheden, der priorieteres, man ønsker virkelig, at de velstillede skal have det bedre på de lavest stilledes bekostning.

Så det er jo svært for S,SF,R at kommunikere et budskab om et mere lige og solidarisk samfund, når det ikke er det, de ønsker i virkeligheden.

Det er altså deres politik, den er gal med, ikke følelserne.

En helt anden ting er, at økonomi, uddannelse og sundhed ikke er nok til en samfundsvision. Der mangler den alle væsentligste støttepille af dem alle: - kultur. Kultur i bredeste forstand, som gennemsyrer alt i institutioner og samfundsstrukturer, i fællesskaber og fri udfoldelse.

Robert Ørsted-Jensen

Jeg er enig i at de m,angler en vision, men det er et generelt globalt problem for den globale venstreefløj. Vi befuinder os i et kulisseskifte, svaret er at gribe tilbage til den visionære del af vores arv og blande det med grøn politik, men der er stadig for mange der slkæber rundt på tåbeligt sovjet gods og det kræver nok et generationskifte at få kastet det af og så en ny lystr til at finde rødder og visioner om noget andet og bedre,l og gerne en - tak - der er fri for dogmatik ogt sætter individets udfoldelsesmulighheder i centrrum og er kritisk overfor enhver form for totalitariusme. Med en sådan vision kan vi vinde stemmer.

Flemming Andersen

Det er ikke rigtigt at regeringen ikke taler til følelserne.
Men de følelserne den nuværende regering kalder på hos mig er indignation og forargelse, over at man fravælger at følge sine vælgeres forventninger og ønsker.

Vel er pressens magt stor og det er op ad bakke at kommonikere ud, når er blegrød regering foretager sig noget godt, men en statminister kan godt få pressen i tale, hvis han/hun har noget at med dele jævnfør Kinnock.
Men der er ikke de store sucseshistorier at berette, bundet sig selv, som man jo har til en blå politik gennem underskriften af finansaftalen i EU.

Visioner er der vist ingen der skal forvente af Thorning eller Margrethe d. 3 og det er vel humlen i det hele.
Fogh havde en dagorden, han vidste hvad han ville og hvordan han kom dertil. Det har nuværende regering ikke. Derfor kan de ikke tale til følelser, fordi de kun er talforvaltere og det giver ingen stemmer. Talforvaltere kan fås billigere, det er politikere der brænder for en sag folk vil have og det kan nuværende regering ikke sælges som.

Jens Holger Laursen

Til helvede med følelser, det er politik for fanden. Det handler om, hvad vores fantastiske regering sætter i verden - og det er så fascistoidt, at enhver med selvstændig tanke i hovedet løber skrigende bort.

Men det er også svært at være rar, når man har givet bankerne en check på 400 mia. kr.

Brian Pietersen

jeg tror at den del af danskerne, som der henvendes til her og artikelskriverne, måske ikke rigtig vil andet end een der bestemmer over dem, og de får et tyggeben engang imellem????

Dorte Sørensen

Er forskellen ikke mere at OVK kom til i en opgangskonjunktur - de overtog endvidere en økonomi der ikke havde været bedre i nyere tid - OVK købte vælgere ved at give gode gaver betalt af fx. Nordsø oliepengene , der burde ha været brugt til at fremtidssikre Danmark.

Til Dorthe

DK fremtidssikres ved at få bragt de off. udgifter NED gennemlønfastfrysninger, udfasning afstillinger, beskæringer og fastfrysning af overførselsindkomster, fjernelse af efterferie, seniorjob, etc. etc.

Dorte Sørensen

Per Nielsen
OVK fik den offentlige sektor til at vokse - ikke ved flere varme hænder - men ved at indfører endnu mere kontrol og styring. Det ser jeg ikke som et samfundsgode .

Deres dagpengereform kommer til at sende mange familier i økonomiske vanskeligheder , hvorved den berømte købelyst er blevet forringet, da mange nu spare op hvis de skulle midste arbejdet ol.

Bare for at nævne et par af OVKs bedrifter.

Til Dorthe.

Så må RAF regeringen jo få fingeren ud og få skåret ned til før VOLK niveau.

Ingen tvang RAF til at fortsætte med VOKs dagpengeregler

Grete Bjorholm-petersen

Mennesket er både fornuft og følelse.
Fornuft er ikke en absolut positiv størrelse, den kan være kynisk og beregnende, og følelse er ikke absolut negativ, fordummende og egoistisk.
Der hersker i visse kredse den antagelse, at fornuft er bedre og mere værd end følelse. At når man taler til følelsen taler man automatisk til 'den indre svinehund' - men følelse kan også være empati. Du føler med og kan sætte dig ind i den situation, som den/de pågældende befinder sig i. Det kræver dog, at du har et erfaringsgrundlag, der rækker ud over skolegang og din egen næsetip. Du skal møde folk, hvor de står, hvis du vil have dem i tale.
Reklamebranchen, DF og al propaganda taler til følelsen på hver sin måde - med hver sin dagsorden.
At følelsen spiller en central rolle i politik er vel det, som artiklens forfattere vil påpege.
Hvordan man så bruger denne er en anden historie

Marianne Christensen

Det burde være klart at pengene skal findes, der hvor pengene er.

Det vil sige, at samtlige skattelettelser bør rulles tilbage og det sociale sikkerhedsnet skal genopbygges.

Der har været alt for meget leflen for egoistThommas og kræveNiels, der ikke under andre en anstændig tilværelse, men flyder ud i deres designermøbler mens de jamrer højlydt over skattetrykket.