Den store illusion

Uansvarlige regeringers ødsle finanspolitik får skylden for den økonomiske krise. Men reelt skabte den finansielle sektor dårligdommene. Hvis vi vil krisen til livs, er det den, der skal tæmmes
10. september 2012

Regeringerne i Sydeuropa førte en uansvarlig politik i årene op til krisen, fordi de lånte alt for meget. Derfor må førsteprioriteten være, at de får orden i eget hus. Ikke sandt? … Ikke sandt! I de fem kriseramte eurolande – Spanien, Italien, Irland, Portugal og Spanien – faldt statsgælden rent faktisk fra 85 pct. af BNP i 2000 til 75 pct. i 2007, især takket være en ansvarlig politik i de store lande Spanien og Italien. Men den steg i Grækenland.

Samme mønster tegner sig, når vi ser på det offentlige underskud. Her er Spanien atter dydsmønstret med en stor forbedring op gennem 00’erne og et overskud på 1,9 pct. af BNP i 2007, men også Italien og Portugal kunne det år prale af den sundeste offentlige saldo siden 2001. Igen er Grækenland undtagelsen.

Alligevel har man uberettiget generaliseret det græske skrækscenarium til at være typisk for de fem kriselande. ’Den Store Illusion’ kalder nobelprisvinder Paul Krugman fænomenet. Politikerne og medierne, men også Vismændene i deres forårsrapport har gået forrest i kampagnen.

Fordrejningen af den faktiske udvikling har den funktion, at den demokratisk kontrollerede sektor fremstår som skurken, mens den kapitalistiske sektor slipper fri.

Men faktisk skyldtes krisen i 2008, at finanskapitalen havde fået frit spil gennem deregulering og politisk støtte; det resulterede f.eks. i boligbobler i Spanien og Irland (og USA og Danmark). Den private gæld skød i vejret overalt i den vestlige verden. Da den blev så stor, at der kom tvivl om tilbagebetalingen, trådte staten til med garantier og kontanthjælp til bankerne og andre finansielle institutioner. Det var den ene grund til, at statsgælden eksploderede efter 2007.

Den anden var, at den finansielle krise udløste en realøkonomisk krise, og det giver automatisk større offentlige udgifter (dagpenge) og færre skatteindtægter. De offentlige underskud var altså ikke årsag til, men konsekvens af krisen.

Fejlbehandling

Nu er det klart, at der på kort sigt må gøres noget ved de store offentlige underskud, uanset deres kilde. På samme måde som en høj feber må slås ned, uanset hvilken sygdom der ligger bag. Hvordan det bedst gøres, skal jeg ikke komme ind på, men valget står mellem den aktuelle nedskæringspolitik og en vækstpolitik, der sigter på at reparere underskuddene ved at øge BNP, således at skatteprovenuet vokser, og de sociale udgifter falder.

Det er på det lange sigt, i forbindelse med strukturreformer, at den nævnte fejlagtige diagnose har uheldig indflydelse på behandlingen – på samme måde som hvis lægen behandler for blindtarmsbetændelse, mens der i virkeligheden er tale om en hjertesygdom.

Den herskende diagnose siger ’sløseri med de offentlige udgifter’, og derfor ligger det lige for, at de skal sænkes. Men hvis sygdommen ligger i den kapitalistiske sektor, bør fokus ændres. Da bør vismandsrapporter, topmøder og medier i stedet forholde sig til, hvordan man får kontrol med den finansielle sektor – f.eks. gennem skat på finansielle transaktioner; demokratisk kontrol med kapitalbevægelser; offentlige repræsentanter i bankbestyrelserne med vetoret over for spekulation; og opbrydning af megabankerne, så de kan tillades at gå ned og derfor ikke længere kan spekulere farefrit. Der er kort sagt tale om en helt anden dagsorden, hvor det ikke drejer sig om at svække, men at styrke den demokratiske sektor. Og hvor offentlige ubalancer forstås som resultat af private ubalancer – som det derfor først og fremmest gælder om at få styr på.

Reformer af kapitalismen

Her i landet vil det kræve noget af en omskrivning af 2020-planen, som sigter på at begrænse den offentlige vækst så meget, at den demokratisk kontrollerede sektor på sigt marginaliseres i forhold til den kapitalistiske.

Tilsvarende med Finanspagten fra januar i år. Her er det centrale middel til på sigt at holde de offentlige udgifter i ro et krav om, at det strukturelle underskud – faktisk underskud, renset for konjunkturudsving – højst må være 0,5 pct. af BNP. Men igen er det interessante det, som pagten ikke handler om, nemlig krav til landene om at få styr på deres finanskapital, selv om det er her, problemet ligger.

Strukturreformer, som vi kender dem, får blodet til at fryse til is hos de fleste, fordi de uvægerligt handler om nedskæringer og forringelser – altså lavere løn og færre og dårligere offentlige ydelser. Langsigtede reformer af den finansielle sektor er derimod glimrende, for der er i høj grad brug for grundlæggende reformer af kapitalismen.

 

Anders Lundkvist er politisk økonom

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Niels Engelsted

Så simpelt er det. Tak til Lundkvist, de burde hyre ham på TV2Finans.

Det er den private gæld—og det er den, som bankerne først og fremmest har sået og høster gevinst af—der historisk har været årsagen til recessioner og kriser. Det fremgår af et studie fra amerikanske National Bureau of Economic Research, der har pløjet sig igennem 138 års historie i 14 udviklede økonomier. Hver gang var det boligbobler pustet op af en grådig finanssektor, der var forløber for krisen, der endte med fallitter og bailouts og depressioner med deraf følgende vækst i den offentlige gældsætning.

http://www.globalresearch.ca/private-debt-kills-the-economy/

Jeg kan huske, hvordan folk til selskaber i 07 pralede med, hvordan de blev tusind kroner rigere på deres bolig hver dag uden at røre en finger, mens Bendsen og Thor Petersen strålede i fjernsynet over landets velstand.

Danmark var blandt de værste boligboblelande, og vores private gældsætning derfor meget stor. Vi har længe ligget i smult vande, fordi spekulanterne har flået i de mest udsatte eurolande i håbet om supergevinster, når euroen måtte give op. Folk med ledige penge og mindre blodrus sendte til gengæld penge til Danmark, fordi vi uden for euroen kunne fungere som en sikker parkeringsplads for formuerne. Derfor blev den danske rente høvlet ned til næsten 0. Hurra, siger ejendomsmæglerne, nu kan boligpriserne stige igen, krisen er ovre, vi kan begynde forfra.

Men hvad sker der, hvis Draghi i den europæiske centralbank får held med sin ubegrænsede støtteopkøbaf eurolandenes obligationer? Selvfølgelig det, at hyænerne må kigge sig om efter andet bytte. Og hvor finder de et velegnet offer uden for eurobankens beskyttelse og med en stor privat gæld. Gæt to gange!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mascha  Madsen

Jeg havde en drøm engnag for 6 år siden hvor jeg vågnede op og sætningen stod lysende inde i mit hoved : WALK YOUR TALK .....

MEN HVORFOR EGENTLIGT IKKE
SKABE ET NYT BEGREB :

substantiel banking.... : som skla være en bæredygtig bankforretning, hvor overskuddet kun kan bruges til bæredygtige projekter i det land bank-afdelingen ligger i de første lad os sige 10 år og derefter hvis banken er blevt stærk nok så kan man efterfølgende sprede projekterne på planeten til mere filantropiske formål og støtte i lande hvor der ikke er økonomi til klimasikring og forureningsbekæmpende foranstaltninger og sikring af drikkevand ....

lad os da skabe en øko-bank ...
En grøn-fusions bank, hvor alle idealister kan flytte deres penge over i, den kunne vel starte som en grøn filial af Arbejdernes landsbank eller som en fusion af alle de anbefalelsesværdige banker på sigt ? ? ? ? ?

anbefalede denne kommentar