International kommentar

Sydeuropa lider under sin turistøkonomi

Turistøkonomien er afgørende for det sydlige Europa – så afgørende, at andre sektorer aldrig rigtig får chancen for at blomstre
Debat
7. september 2012

Sommeren går på hæld i Sydeuropa. Ja, faktisk er den allerede forbi. Hermed mener jeg ikke, at luften og vandet er blevet køligere. Cikadernes infernalske larm er heller ikke hørt op – end ikke løvets grønne farvespil er begyndt at glide over i gult og brunt. Nej, når man kan erklære sommeren for slut, er det, fordi sæsonen og de centraleuropæiske industriferier er forbi. Kun de uendelige køer af biler med campingvogne eller både på slæb er tilbage – og nu vender de næsen mod Tyskland, Østrig, Polen eller Tjekkiet.

I år er køerne med turister på vej hjem til Italien kortere, end de plejer at være. Det er krisens skyld: Italienerne har ingen penge. I stedet siges hollænderne at have flere end sædvanligt. Muligvis er der noget om snakken. Overalt i Istrien i Kroatien har jeg denne sommer set deres glade, kanariegule nummerplader. Så snart turisterne passerer ind over grænserne, bliver de nøje optalt og registreret. Det sker dagligt, så længe sæsonen varer, og ikke kun her i Kroatien, hvor jeg bor. For i store dele af Sydeuropa er turismen et vigtigt statsanliggende og den uden sammenligning største indkomstkilde – visse steder tæt på den eneste.

Afgørende sommermåneder

I sæsonen er medierne derfor fulde af statistik. Så og så mange tusinde udenlandske gæster passerede denne weekend landets grænser. Ministre og hoteldirektører bliver interviewet og udtaler sig om, hvor god årets turistsæson kan tænkes at blive, og hvor stort et bidrag den vil kunne yde til statskassen. Turisternes adfærd er ganske enkelt noget af det vigtigste i et sådant land.

Talgymnastikken kan synes ret meningsløs, da ingen helt har styr på, hvor meget herr og frau Müller eller familien Novák bruger i deres ferieuger. Tallet er sandsynligvis ikke så højt. De familieturister, der kommer kørende i bil, hører ikke til de kapitalstærke. Derfor er medierne hvert år fulde af udtalelser fra ministre og eksperter om, at det fremover bliver nødvendigt at satse mere på kvalitets- end på masseturisme.

Alligevel fortsætter det på samme måde næste år: Der er flest børnefamilier med beskedne ferielommepenge.

Vinterhi

Antallet af udenlandske biler og bookede hotelværelser er kun en grov indikator for sæsonens udbytte.

Og når mere præcise resultatopgørelser foreligger til efteråret, er den sidste turist for længst rejst hjem, alle har lagt årets sæson bag sig. Landet er lukket ned for vinteren.

Er sydeuropæerne dovne? Den slags kan man af og til læse i boulevardpressen nord for Alperne. Mit eget svar på spørgsmålet ville være nej. Men deres arbejdsrytme er en anden end vores. For enten knokles der, eller også arbejdes der ikke spor.

Det ville være mere retvisende at sige, at deres arbejdsdag bestemmes af turistsæsonen, og der er som regel kun én sæson. Skiferier kan man ikke tilbyde. På få måneder må man altså tjene de penge, som skal holde til resten af året.

Det betyder lange, intensive og stressede arbejdsdage efterfulgt af lange perioder med uvirksomhed eller de sparsomme sysler, som vinterhalvåret tillader i marker eller haver.

Vrider turisternes lommer

Den korte sæson fremmer ikke langsigtet planlægning. Før den lange vinter kommer, er det bedre at forsøge at tømme turisternes lommer her og nu end at satse på mere tilfredse turister, hvis tilbagevenden til næste sæson alligevel ikke kan garanteres.

Priskarteller, som oftest indgået i stiltiende enighed, er desuden bedre end åben konkurrence om gæsterne: Gud nåde den beværtning i det indre Istrien, som vover at servere en bøf med råstegte kartofler til en lavere pris end 70 kuna!

At tage så høje priser som muligt ses som den rette strategi for fremgang. Balancegangen mellem højt og alt for højt er dog svær, og når herr Müller må betale markant mere for den samme slags (tyske) øl ved Middelhavet som hjemme i München, er bægeret fuldt. Så tager han både øl og pølser med sig hjemmefra i campingvognen.

Det gør tjekker og polakker allerede, for prisen på næsten alt andet end pizzaer og sardiner gør restaurantbesøg utænkelige for dem. Men kroejerne våger hellere over tomme borde, end sænker deres priser. Priselasticitet er et ukendt begreb. At sælge billigt er et sikkert tegn på enfoldighed.

For nogle år siden overvejede man i Kroatien i fuld alvor at konfiskere alle mad- og drikkevarer ved grænsen, som turisterne tog med sig hjemmefra. Det blev der ikke noget af. Nogen må have indset, at så kunne man jo lige så godt sige ’send jeres penge, men bliv væk’ til gæsterne.

Kommunistisk bondelogik

At intet job er mindreværdigt i sig selv, kan være svært at forstå. Endnu sværere er det at betjene andre uden at føle sig nedværdiget. Især kombinationen af bondebaggrund og en mentalitet, der stadig bærer præg af årene med kommunisme, bliver i servicesammenhænge ofte ødelæggende. Både for den, der udøver den, og for den, der modtager den.

Dermed bliver den sydeuropæiske turistøkonomi afhængig af vind og vejr, af hvorvidt folk i industrilandene har penge nok til ferien og af servicemedarbejdere, der opfører sig som herrer, mens turisten bliver oppasser og lakaj.

Nu er her snart affolket frem til næste forsommer. Naturen og økonomien går i dvale – økonomien i højere grad end naturen. Dette er, hvad politikerne i krisens Europa betegner som ’strukturproblemer’.

Løsningen ville være unge driftige entreprenører, som hjemme i deres garage hittede på et eller andet fantastisk, verden aldrig har set mage til, og siden åbnede deres egen virksomhed.

Men åbnes der overhovedet noget her, bliver det endnu en restaurant, ingen har brug for.

© Dagens Nyheter og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Trist læsning om masseturismens hærgen. Både yder og nyder af masseturisme er skyld i ødelæggelsen. Det er jo helt sindssygt, at vi bruger vores rigdom til at ødelægge naturskønne lande, deres mennesker og kultur. Vi må da kunne finde på noget andet.

Man skal eddermaneme være tysker for at opfatte livet i f.eks. Italien på den måde! Der er nok ikke så mange mennesker i f.eks. badebyerne ved Adriaterhavet, når den italienske sommerferie slutter sidst i august; men der er en uendelighed af fødevarer at tilberede og eksportere.