Kommentar

Udfordringens selvhørm

Når den falske positivitet tager livet af kritikken
Debat
15. september 2012

I DR-radios ’Eksistens’ talte filosof Steen Nepper Larsen og sociolog Rasmus Willig kritiske i mælet om den sygelige positivitetstendens og korpsstyrede jubeloptimisme, der gennemsyrer erhvervskulturen; dén professionaliserede mentale tilstand, let at forveksle med systematisk selvforherligelse, som har udviklet et tyranni i private og offentlige virksomheder. Og i medierne. Den samme radio, hvori kritikken en kort stund fik mæle, ligger selv under for lidelsen. Det offentlige og halvoffentlige har jo overtaget de sælgende segmenters metoder. Fremtrædelsesform og selvpræsentation dikteres af DR’s markedsføringsdepartement. Marketingsfolk bestemmer annoncering, form og retorik og i sidste ende programindholdet.

Glæde over sød sodavand

Den tendens til ufravigelig positivitet som nu er normen, hentet fra managementkulturen og reklamens verden, har et enkelt formål: at sælge (sig selv) så meget, så ofte og så længe som muligt uden distraherende hensyn til produktets bonitet og levedygtighed. Annoncesproget er ifølge sagens natur kendetegnet ved fravalg af distance og selvkritik. Sød sodavand skaber ufattelig livsglæde; koloreret spiritus med sugerør får tropeøer til at rejse sig af havet i evig fest og farve; valget af hip bil eliminerer skæve tær, fedtet hår og tidlig død. Medierne leverer i samme åndedrag kun toppen af poppen og beretter henført om velsignelsen ved deres gerning. I denne selvforståelse er blot antydning af skepsis over for egne påstande og produkter bandlyst. Det positivt ladede opråb er på én gang præmis, form, indhold, budskab og dom, hvilket erhvervslivet og det politiske miljø, samt disse eksekutive sektorers journalistiske mod- eller medpart villigt har taget til sig.

I forbrødringen – kritisabel som spindoktorers magtmisbrug – mødes de gode kræfter i fælles bestræbelser på at fremstille verden uden påtrængende problemer eller dybdeborende kritiske indvendinger. Parterne taler i nærkontakt i radio og tv det samme sprog. Samtalen ligger i faste rammer; interviewet med præg af mikrofonholderi reduceres i et begrænset nuanceløst ordvalg til vedtagne kategorier og enkle begreber som aldrig defineres. Efter udveksling af rollespil med faste formularer og signaler og tak fordi du ville være med er bagefter alt som før og alting godt. Om vi er til klassisk koncert eller radioavis eller morgenflade eller naturvidenskab eller Gud eller gumpetung satire, er det hele i den grad indiskutabelt fremragende. Selvannonceringen, propagandaen fortæller på døgnbasis, hvor fremragende og live de lux og rend os i røven.

Denne borgerlige jubelkultur – selve positivitetens ideologi og evangelium – nævner det halvfulde glas før det tømte, tæller de lyse timer og dominerer nu på andet årti samfundenes sprog og adfærd. Dét i en grad at stadig flere gør vrøvl.

Positiviteten – den påtvungne udadvendte som i DR samt internt i virksomhederne – æder sjæle op i selvforherligende tidsspilde til glæde for meget få andre end for dem, der ser det som en fordel at holde andre mennesker i et fast greb som kunder og/eller medarbejderne bestandigt beskæftigede i konkurrence med egne omgivelser og sig selv. Er du ikke omstillingsparat, positiv og fleksibel, men vranten og kritisk og ude af stand til at se hele tabernaklet som win-win, er det ud af vagten. Fatter du ikke at problemer er positive udfordringer; kritiserer du virksomheden for, hvad den er, og hvad den præsterer og mener, at hvert et trut i trompeten ikke er en nations fødsel, kan du godt pakke din negativitet ned i en papkasse og humme dig.

Nysprog skaber verden

Menneskene i dette system bruger oceaner af arbejdstid på at overbevise cheferne om deres verdensmesterskab i at evaluere sig selv som verdensmestre. Arbejdstageren skal producere, hvad Nepper Larsen kalder strategisk selvfordobling, hvor man evaluering på evaluering i en stadig støt stigende kurve forventes at forsikre om sin egnethed til at evaluere sin egnethed.

I strategisk selvfordobling fortæller medarbejder og virksomhed, hvor gode de er til at fortælle, hvor gode de er uden nødvendigvis at være særlig gode til det, de gør. Som i medierne: Nu kommer den verdensberømte skaldede sangerinde. Hun er ganske vist kun kendt i Kerteminde og er temmelig behåret og kan ikke synge, men her kommer hun! Dét er vores fortælling, som dengang vi snart kunne købe hele verden. Kants kategoriske imperativ kan godt gå hjem og lægge sig. I denne verden af positivt selvbedrag og evalueret selvglæde afvises modsigelsen, dialektikken. Nysproget skaber den kunstige verden, således som bestyrerne vil have det, og fjerner problemerne ved at dementere og forfalske ordenes betydning.

Akkurat som i totalitære systemer – hvor omskrivninger i en fornægtet realitet selvfølgelig ikke er løsningen, men topstyret afledning fra en dybere, tumultarisk, modsigelsesfuld og risikabel virkelighed – har samfundets kontrollerende niveauer, journalisterne og medierne adopteret nysproget og modtaget udfordringen.

Hvordan skal journalisterne gøre andet, når de selv opererer i virksomheder, der har nedgjort problemerne, jubler over udfordringerne og lovpriser sig selv for at have reduceret den ideale fordring til billige annoncer for sig selv? Positivitetsdyrkelsen som administreret nu og her afskaffer omtanke, hverdagens grundforskning, og lader alting blive til individs og virksomheds selvpromovering. Den, der ikke tager selvfremstillingen på sig som verdens ottende vidunder, kan hente sit kluns og gå. Kværulanter er det sidste, positiviteten har brug for.

Uden kværulanters kritik bliver kun selvhørmen tilbage.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael - og den anden deformeringsart - det indholdstømmende arbejde - kunne passende associeres med den oplyste post-moderne Robert, der forlængst har gennemskuet systemet, og derfor frabeder sig at få påtvunget denne proletariske psyke ...

Tag Metz på ordet. Giv ham sit eget kværulantprogram på DR2. Her kan han udfolde sin negativitet på en positiv måde.
Succeskriterium, seertal eller seerstormstyrke.

Michael Kongstad Nielsen

Det jeg mente, Jan, var noget i retning af, at tv-produktion på en ikke-kommerciel kanal burde være fuldt af spændende indhold, og altså det modsatte af Sloterdijks "indholdstømmende arbejde".

Godt nok - Michael - fænomenet med det “indholdstømmende arbejde” fortolker jeg nok bredere, til også at omfatte det meste af samfundet, ikke bare medieverdenen ...

Hans Jørgen Lassen

Det kedelige, det ovenud kedelige, er, at Metz selvfølgelig har ret. Fjernsyn og journalistik i andre medier er i det store og hele konformt, overfladisk, uvidende og ukritisk.

Vi ved det alle. Og det er ikke særlig interessant at blive bekræftet i, hvad man ved.

Da man ikke kan ændre det, så kan man jo holde sig langt fra netop de kilder, i stedet for med masokistisk fryd at jamre sig.

Jamen så vil jeg da gerne byde ind med noget der kan få sødsuppen til at blævre.. Når man nu sidder der og skal vælge stavemåder ,skal det mon være med O eller U , og ikke rigtigt ved hvad der er mest fornærmende, O ligner jo et nul , og u som i Muh er jo også lidt pinligt at kalden nogen , skal man så stave Mohammed den O eller skal det staves Muhhammed som i Muh-Ko ?
og ligger der mon en dødstraf i fremtiden og venter uanset hvordan det nu blir stavet, ligesom i Indonesien hvor det har været forsøgt hvis ikke allerede monopoliseret alene for muslimer at bruge ordet Allah for GUD, selv om det rent faktisk bare betyder Gud på arabisk og at der findes en del arabisk talende kristne og før Islam opstod også... Hvad mon de så skal kalde GUD, ja det ved jeg sgu ikke men sgu det må man gerne sige ! Kom sødsuppen i blævring nu ;-) over hele horizonten !

Man må dog stadig være godt gal i skralden på DR, hvis man altså har seer-tække.

http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2012/09/16/114919.htm#.UFX05moOBsg

Vibeke Rasmussen

Hvad angår Newspeak i medierne, er DR vist uovertruffen.

Man bliver som DR-medarbejder f.eks. ikke fyret men 'sindet'. Eksperters viden kaldes her for "vurderinger". En politisk kommentator ansat i DR benævnes 'politisk analytiker'.

Derudover har de bl.m.a. både en 'kriminalredaktør', en 'global korrespondent' og … en *tilgængelighedsredaktør'. Sidstnævntes job er bl.a. at forklare alle de mange utilfredse lyttere, der ikke kan høre, hvad der bliver sagt i TV-Avisen, når der samtidig kværner en underlægnings'musik' – som vist forøvrigt benævnes en 'rytme' – at dén, 'rytmen', er nødvendig, for at DR ikke skal miste sit 'moderne udtryk'.

Det værste er næsten, at de tager både dette, DR-sproget, og sig selv så frygtelig højtideligt.

Herhjemme er den mest benyttede knap på remoten den, der kvæler al denne larmende støj - kan anbefales ...

Når der så dukker bestemte og herhjemme slet ikke velsete hoveder op på skærmen - så er det zappetid - til udlandet ...

Michael Kongstad Nielsen

Hvad er der blevet af bestyrelsesformanden?
Såvidt jeg ved hedder han stadig Michael Christiansen, og var tidligere direktør for Det Kgl. Teater. Han sagde for et par år siden, at nu skulle DR ikke længere være "Stjerne for en aften", nu skulle kvalitet komme i højsædet. Hvad er det sket? Nul og en skid!

Her er DR´s bestyrelse:
http://www.dr.dk/OmDR/Fakta+om+DR/Organisation/20060526142625.htm

Deadline på DR2 er blevet bedre, men der kunne godt bruges den dobbelte tid til inteviews af de forskellige eksperter/"ofre" der er helt anden og bedre måde at interviewe på i Deadline, end der er i TV2s popblå-verden...

Da mere kvalitet i dette skatteyderfinancierede fallitbo måles i øgede seerkvoter, er det forståeligt nok, at der intet er sket - de går jo den anden vej ...

Alene Deadline DR2 glimrer ved sin daglige udstilling af en forbløffende journalistisk uduelighed og overfladiske passiarer mellem de sædvanligvis aldeles uinteressante og alligevel jævnligt indbudte bloggere, kommentatorer og andet godtfolk - gab - så invitér dog Metz noget hyppigere ...

Tid tid og plads til den enkelte der kommunikerer noget, formen som den er i nutiden er at sidestille i hovedparten af nyhedsudsendelser med "schratz" og den måde man drejer på en LP'plade eller 2 samtidigt når man schratzer ..sambler ny lyd ,men hvor taleNS INDHOLD mister sin mening.. METZ HAR RET !

Vibeke Rasmussen

På tyske tv-stationer har man en lang række, både beundrings- og misundelsesværdige debatprogrammer. Med debatter som ofte afslører, hvor meget mere kulturelle og dannede – og med mere humor – tyskerne er, end vi, 'dansken', generelt giver dem kredit for. Ydermere har disse programmer den positive fællesnævner, at der altid er masser af tid.

Det gad jeg godt på dansk!

Men måske er danskere som flest ikke indstillet på længerevarende debatter? Eller måske vurderer tv-cheferne, at vi ikke er? Eller måske har det bare været så underprioriteret i vores opdragelse/ uddannelse, at vi aldrig rigtigt er blevet vænnet til hverken at lytte til eller deltage i debatter?

Under alle omstændigheder synes Deadline at være dét, der kommer nærmest herhjemme – hvis bare ikke tingene altid skulle jappes igennem. Ofte bliver debatten afbrudt, lige som den er ved at blive interessant, og når man så gentagne gange kan opleve en vært afslutte med et: "Vi har desværre ikke mere tid, så I må fortsætte debatten ude bagved", kan man godt ha' sine tvivl om, HVOR betydningsfulde disse debatter egentlig bliver vurderet af DR.

Niels-Holger Nielsen

Tårnhøjt godt Georg Metz! Mer' af det. Der er nok at tage af. Radio, fjernsyn, og aviser er en skændsel for vores kultur. Altid kun kritisk på det etableredes præmisser. Føj.

Niels-Holger Nielsen

Michael K. N.

Er Radio 24/7 sådan set ikke også vores? Hundrede millioner! Og profit til Berlingske. I det hele taget mener jeg at det er problematisk med det der 'vores alle sammens'. Det er det jo tydeligvis ikke.

Niels-Holger Nielsen

Heller ikke DR, forstås.

Niels-Holger Nielsen

Esben Måløe

'det er HORRIBELT at tage licens for internet-adgang'

Det er kamufleret kopskat. Føj - ligesom afgifter.

Niels-Holger Nielsen

Hans Jørgen Lassen

'Hr. List skriver:

“der er visse ting der bliver unævnelige …”

Kan du nævne nogle?'

Det kan jeg: Udbytning, udnyttelse og udsugning. Der er flere. Det er klart, at når ordene ikke eksisterer, behøver man ikke beskæftige sig med de pågældende fænomener.

Niels-Holger Nielsen

Jan Weis

' her i hans dagblad – altså afdøde O’s …'

Det hedder, som du selv skrev tidligere, sit dagblad. I øvrigt er det vel ikke GMs dagblad? Han arbejder for det, men ejer det jo vel ikke. Rent sprogligt kunne man vel også kalde det vores, dit og mit, dagblad?

Niels-Holger Nielsen

Jan Weis

Det hedder sine herrer.

Niels-Holger Nielsen

Men det er svært, især for os andre, når pressen går i spidsen.

Niels-Holger Nielsen

Jan Weis

'Michael - og den anden deformeringsart - det indholdstømmende arbejde - kunne passende associeres med den oplyste post-moderne Robert, der forlængst har gennemskuet systemet, og derfor frabeder sig at få påtvunget denne proletariske psyke …'

For så vidt ok, jeg ville bare have foretrukket: denne form for proletarisk psyke. Man skal passe på med at generalisere. Eller, proletarer er måske kun folk, som udfører indholdstømt arbejde (det hedder vist tomt?). Jeg ville foretrække indholdsløst.

Hovsa ja ... nu har de sørme sløret de syriske ansigter og klippet de afghanske småpiger ud af mit seneste favoritværk udi gammeldaws postkrigs-positivisme-kultur ..... den som ny-humanisterne er faret så vild i y'know.
Ja folk skulle jo nødigt komme galt afsted ...

http://apod.nasa.gov/apod/ap120710.html

Metz, fastholder stædigt at fastansatte journalister har et journalistisk valg, thi hi

Niels-Holger Nielsen - imponerende nocturne ...

Hans Jørgen Lassen

Sørgeligt, at ens vitser ikke bliver forstået af andre end Jan.

Folk (hr. List) hævder, at dette og hint, uspecificeret, bliver unævneligt, vist på grund af magthavernes sprog. Jeg beder så om at få nævnt eksempler på dette unævnelige, og det får jeg min sandten, både af hr. List og hr. Nielsen.

Herved kunne man jo mene, at unævneligheden dementeres, i og med, at det unævnelige nævnes.

Et eller andet sted sympatiserer jeg med Metz i dennes verdensanskuelse, for er der noget jeg anser for absolut rædselsfuldt, så er det reklamen og dens fætre og kusiner, fornægtelsen og selvforherligelsen.

Og alligevel.

Stod valget imellem en fest hos jubelidioterne og en blandt de altid pisse negative, så er det vist sjovere hos jubelidioterne...

steen ingvard nielsen

Hvad der måske er mere interessant er at vi er blevet sløve, vi ser ikke at vi bliver manipuleret med når man laver udsendelser med en bestemt sigte, der målrettet er lavet for at fremprovokere en bestemt reaktion. Her Roberts lille univers et godt eksempel, der på kort tid kunnet få flere mennesker til at hade arbejdsledige end nogen af vores politikere har kunnet. Sådanne mesterlige produktioner har kunnet få flere op ad stolene end Pia Kjærsgaard nogen sinde har kunnet. Jeg har boet i Italien under Berlusconi da han ejede størstedelen af alle fjernsyns kanalerne, jeg har set vaske ægte propaganda og jeg kan sige vi er rigtigt godt med på den front.
Vågn op venner, før det er for sent.

Hans Jørgen Lassen

Hr. Ingvard Nielsen har ikke meget til overs for sine landsmænd:

"vi er blevet sløve ..."

Det kan jeg dementere. Jeg er overhovedet ikke sløv - men jeg ser nu heller ikke ret meget fjernsyn.

Og jeg kender mange andre, der heller ikke er sløve, i hvert fald ikke i påfaldende grad.

Hr. Ingvard Nielsen finder det interessant, at vi er blevet sløve. Forudsætningen for, at det kan være interessant, er vel, at det er sandt. Og det er det jo ikke: vi er ikke sløve.

PS. Det hedder ikke "op ad stolene", men "op af stolene". Det første er decideret sløvt.

Lise Lotte Rahbek

Hr. Lassen

Vi (royalt flertal) havde skam opfattet dit lille skæmt første gang.

Steen Ingvard Nielsen

Vi (som i DR-forbrugere) har skam set, at vi bliver manipuleret med ift. Robertsagen. Det har været påfaldede, hvor svært godt fast i netop det forargelige, journalisterne har styret debatterne i alle medierne.
Hver gang nogen har forsøgt at brede debatten ud til større spørgsmål, har journalisterne afkrævet deres indkaldte debattører til at stille op i forargelseskoret fremfor at begynde at tale om, hvorfor Robert skal stilles op på talerstolene NETOP lige før en kontanthjælpsreform.
Journalister?
De er købt og betalt og har for manges vedkommende ikke udsyn til at ønske den store samfundsdebat om, hvad pokker det er for et samfund der stiles imod,
når en Robert kan få s godt som ALLE danske politikere af stald.
Man skulle tro, de havde for lidt fornuftigt at lave.

Det er en udbredt øvelse for venstreorienterede, at påstå mediefolket værende i lommen på højreorienterede.

Rolige, saglige, orienterende programmer er en sjældenhed.
Mest jagtes sensationen og konflikten i korte indslag, hvor journalisten sætter dagsordenen.
Clement siger det rent ud : Det er mig der stiller spørgsmålene her.
Ingen tvivl om at han (eksempelvis) er "selvpromoverende", men altid positiv og tandløs er han ikke.
Underholdning og seertal er præmisserne.

At gøre disse tilstande til noget borgerligt og højreorienteret, er efter min ringe mening en fejlbedømmelse.

Lise Lotte Rahbek

Leo Nygaard

Hvad anser du da for årsagen til denne forkærlighed blandt DR's journalister for at pirke til seernes forargelse her før en bebudet kontanthælpsreform?

Jeg påstår skam ikke, at der har stået en højrefløjspolitiker med hatten ned i panden og fedtet med tusindekronesedler til at betale journalisterne med.
Det er ikke nødvendigt.
En journalist tjener mellem 30.000 kr (nyuddannet jylland) - 46.000 (erfaren, sjælland) om måneden.
Der er ikke just noget INCITAMENT til at indtage underklassens synsvinkel.
Endvidere har arbejdsløse og andre upriviligerede grupper ikke rigtig nogen organisationsformand, som journalisterne kan indkalde som 'ekspert' eller formand.

Præv at lægge mærke til, hvem der får taletid i pressen. For ca. 95% vedkommende er det højtbetalte talsfolk for snart det ene og snart det andet.
De sidste 5% af tiden bruges på reality-stjerne, særlinge som Robert og hurtige voxpops fra 'mennesker på gaden'.

Repræsentativ, det er pressen faneme ikke!

Det var nu ikke lige dig, Lise Lotte, jeg skød på.

Mht dit spørgsmål :
Ud over det jeg allerede har sagt, er der en vis tendens til at bringe "den alm borger" ind for at gøre emnet nærværende. Måske som en modvægt til "eksperterne". Det virker sommetider akavet, at en tilfældig på gågaden får mikrofonen stukket i snuden, og tre meninger er sikkert udvalgt af journalisten ud af 20, som den bedste til at understøtte emnet (efter journalistens mening).

Jeg mener, det er helt relevant at illustrere aktuelle emner med forståelige eksempler.
Men ligesom at anvende statistik indebærer det en risiko.

Lise Lotte Rahbek

Jeg er glad for ikke at være under beskydning, Leo Nygaard. ;-)

Hans Jørgen Lassen

Hr. Nygaard skriver:

"en tilfældig på gågaden får mikrofonen stukket i snuden ..."

Ja, og den der tilfældige kan jo sige til journalisten, at han kan gå ad h.. til.

Men naturligvis helt enig i, at det er en absurd, totalt absurd form for journalistisk.

Og derfor skal folk sige nej, når de får en mikrofon stukket op i næsen. Men de gør det ikke, ikke nær mange nok i hvert fald.

Vibeke Rasmussen

Lise Lotte Rahbek:
"Endvidere har arbejdsløse og andre upriviligerede grupper ikke rigtig nogen organisationsformand, som journalisterne kan indkalde som ‘ekspert’ eller formand.
[…]
De sidste 5% af tiden bruges på reality-stjerne, særlinge som Robert og hurtige voxpops fra ‘mennesker på gaden’.

Rigtig gode og væsentlige observationer/ pointer du har dér! Og dermed lykkes det således at fremstille arbejdsløse som kun dét … arbejdsløse. Frataget enhver berettigelse som f.eks. også ud/dannede, vidende og intelligente mennesker.

Leo Nygaard:
"Det virker sommetider akavet, at en tilfældig på gågaden får mikrofonen stukket i snuden, og tre meninger er sikkert udvalgt af journalisten ud af 20, som den bedste til at understøtte emnet (efter journalistens mening)."

Det kan jeg bevidne, da jeg selv har været udsat for et sådant DR-team. Først efter, at jeg havde svaret "rigtigt" på deres spørgsmål, begyndte fotografen at løfte kameraet op på skulderen, og jeg blev spurgt om de måtte filme mig, mens jeg svarede. Jeg takkede pænt nej men kunne efterfølgende i aftenens TV-Avis se 3 personer give præcist dét svar, jeg havde givet 'uden for referat'. En tilfældighed? Næppe.

Lise Lotte Rahbek

Vibeke Rasmussen.

Tak.
Det er svært - for mig - at lade være med at ironisere over buzzwords som 'incitamenter' og hvad der kan og ikke kan betale sig at arbejde med,
set i lyset af politikeres tendens til at mene, at mennesker uden arbejde ikke tilstrækkelige INCITAMENTER til at søge arbejde, som ikke findes.

Når man så fører samme retoriske kneb over i journalistlejren, så må der jo være flere INCITAMENTER til at beskæftige sig med overklassens syn på samfundet og underklassen end den anden vej rundt.
Hahahaha..
Undskyld.

@Lise Lotte Rahbek

"Hver gang nogen har forsøgt at brede debatten ud til større spørgsmål, har journalisterne afkrævet deres indkaldte debattører til at stille op i forargelseskoret fremfor at begynde at tale om, hvorfor Robert skal stilles op på talerstolene NETOP lige før en kontanthjælpsreform.

Det er fuldstændig rigtigt set - og det samme sker hver gang der er et eller andet "upopulært" lovforslag der skal proppes ned i halsen på folk.

Det ligner faktisk en tanke - det drejer sig jo nok ikke, som du skriver, om økonomisk korruption, så hvem får hvad ud af at gøde jorden for upopulære lovforslag?

Svaret blæser indtil videre i vinden

Simpelt nok. Medierne refererer ikke blot som i gamle dage det, der sker. De medvirker selv i skabelsen af "den gode historie". Driver kiler ind mellem modstandere, finder vidner, sensationer, ubehageligheder. Kort sagt gode, underholdende historier, der sælger aviser og giver gode seertal.
Øverst ligger grundig opsøgende journalistik.
Nederst i laget ligger formiddagsaviserne og sladderbladene.
Skattesagen med inddragelse af spinddoktorer er det ekstreme eksempel.
Og så helt ligegyldigt, hvem det handler om, hvem der er ved magten.

Maj-Britt Kent Hansen

Kan nogen oplyse mig om, hvorfor tiltaleformen "hr" anvendes over for nogle mænd, men ikke alle - i denne tråd og andre tråde på information.dk?

Nysproget og det stivnede smil findes også i det kommunale regi. I visse folkeskoler må man ikke stille spørgsmål ved nye tendenser, kalde voldsomme forringelser nedskæringer, næh, det er pædagogisk nytænkning, hvad enten det går ud på at forhøje elevtallet i hver klasse eller gennemføre at alle med diagnose skal gå sammen med andre uden diagnoser ofte med katastrofale forhold for alle grupper.
Endvidere kan enhver plattenslager sælge op til 3- årige kurser til skolerne med blandt andet træning i positiv indstilling. Underforstået: Ingen skepsis overhovedet.

Hvem husker ikke tydeligt, hvor alt dette postmoderne lirum-larum oprindeligt stammer fra -

http://www.information.dk/291244#comment-531670

Ta' nu og genopfrisk hele paletten ...

Heinrich R. Jørgensen

Begrebet "positiv psykologi" er vel en "overtalelsesteknik"?

Tjah - Heinrich - som en chef hos Citrix Corporation efter sigende skulle have udtrykt de samme geniale tanker (fra Ingeniøren): -

"Teamwork is a lot of people doing what I say."

"Positiv psykologi" for dummies ...

Heinrich R. Jørgensen

F.eks. findes der ikke længere noget der er et "problem". Hvad der før var et problem, er nu en udfordring. Hvor man tidligere kunne påtale et konstateret problem, kan en påtale af fænomenet alene ske ved at udtrykke at man forventer at dette kan løses, og at man velvilligt stiller sig til rådighed i sagen tjeneste.

Der findes heller ikke fornyelse af civilisationer sted. En cyklus, hvor en genstart fra tid til anden er påkrævet, for at jage de uefne, ufokuserede og afsporede herskere på porten, er utænkelig. Den slags foregår alene i historiebøger og i de varme lande. Her til lands er historiens slutmål nået, og ingen forbedring er mulig, eller hypotetisk set ønskelig. Ordet "revolution" betyder ikke "genstart" eller "ny begyndelse" længere. Det begreb er naturstridigt, og skal elimineres. Ordet betyder nu, at gale hunde med voldeligt forsæt har besluttet at være folkets og rigets fjender, når de forsøger at afsætte det legitime politiske lederskab folket har evigt kært.

Begrebet "klarsyn" er en saga blot. Det begreb hed med et låneord "clairvoyance", men da begrebet er afskaffet, er ordet tildelt en ny betydning -- ordet stempler nu personer med det prædikat, som overtroiske, diabolske hekse, der står i kontakt med underverden, dulgte slyngler og spøgelser, og rabler infant nonsens af sig. Trylleord og latterligheder, som enhver bør tage sig i agt for.

Godt gået - Heinrich - "positiv psykologi", som egentlig er det Metz ironiserer imod i sin klumme, viser sig ikke at være andet end fancy "trylleord" og "latterligheder" - men det er nu ligefrem blevet et forretningsgrundlag med indtjeningspotentiale for visse organisationer, som foregiver at drive seriøs forskning ...

Heinrich R. Jørgensen

Georg Metz:
"Akkurat som i totalitære systemer – hvor omskrivninger i en fornægtet realitet selvfølgelig ikke er løsningen, men topstyret afledning fra en dybere, tumultarisk, modsigelsesfuld og risikabel virkelighed – har samfundets kontrollerende niveauer, journalisterne og medierne adopteret nysproget og modtaget udfordringen."

Her er Georg Metz alt, alt for venlig. En ægte kværulant, brokkerøv og ikke mindst profet, ville have udtrykt det uden eufemisme.

Grunden til at det er "akkurat som i totalitære systemer", og fordi det styreform vi pt. er indruleret under, er totalitært. Det er det herskende parnas (det politiske og navnligt det økonomiske), der har kontrollen over sproget og medierne. Et regime kan sagtens være totalitært, uden at der flashes tanks, skråremme og lømmer-bank i gadebilledet. Jo mere docilt og afmægtigt befolkningen agerer, des mindre voldsberedthed er det nødvendigt at vise.

Det I her fremfører, må være noget om manglen på alm dannelse, herunder evnen og modet til at være ærlig og åben over for sine medmennesker.
Hvis det kolliderer med en "moderne" arbejdspladskultur, må det skyldes ukloge og feje ledere, der overtager direktiver ganske kritikløst.
Bivirkningerne er talrige og tydelige.
Alle dårligdommes årsag skal søges opad.
Det ender hos politikere, der selv lider under vranglæren.
Jeg tror Metz kunne være helt positiv og glad, hvis han blev bedt om at anmelde et skønt og livsbekræftende maleri, istedet for at opsøge det, der gør ham sur.
Bare for at bruge ham som eksempel.

Sider