Klumme

Et udvidet akkompagnement til værket

Litteraturanmelderen bør udfordre og udvide læsernes grænser – ikke holde dem fast af anmelderens egne
20. september 2012

I Naja Marie Aidts aktuelle romandebut, Sten, saks, papir, leges der til en livstilslækker familiemiddag ‘poesiquiz’: Gæt en vigtig digter. Før jeg ved af det, leger jeg selv en ør lørdag formiddag ‘kritikerquiz’ med selvsamme roman. Jeg finder dagbladsanmeldelserne af Aidt frem og læser dem højt for min kæreste, der så gætter på, hvilke anmeldere, der har skrevet hvad. Det er nørdet, ikke noget, vi almindeligvis gør-gør, men nu gør vi det altså. Og hvem har f.eks. overbliksagtigt beskrevet romanens litterære »undersøgelse« som:

»Livet selv, fristes man til at sige. Hvad det vil sige at være levende og dermed dødelig, at have en krop og en bevidsthed, at være indskrevet i slægternes gang, at have et sind som en skiftende himmel af følelser.«

Lilian Munk Rösing?

Bingo.

I Aidts roman er poesiquizzen »umanerligt krukket«, som Informations anmelder skrev.

Hvilken anmelder? Erik Skyum-Nielsen?

Umanerligt ‘bingo’.

En kritikerquiz er også krukket. Men trods det, så når jeg (i øvrigt ligesom Thomas i romanen) til en ny erkendelse gennem quizzen. Jeg læser Weekendavisens bud på en Aidt-anmeldelse og forstår med ét præcis hvor vigtige, gode kritikere er. WA’s centrale vurdering lyder:

»Jeg kan varmt anbefale Sten saks papir til alle, der kan lide god litteratur. Ikke fordi man nødvendigvis er enig med Naja Marie Aidt i alle de kunstneriske beslutninger, hun tager undervejs i bogen (er det for eksempel cool eller kikset at skrive »koldt som ind i helvede«?), men fordi det altid er spændende at være uenig med en stor og dygtig forfatter som hun.«

Kritikeren – som ikke er den forventede Aidt-ekspert Lars Bukdahl, det vil de fire første ord selv for den sovende quizdeltager afsløre – har gang i flere ting. Dels er vurderingen en (julesalgscitatvenlig) brugervejledning, der opdeler WA’s læsere i to målgrupper: (Alle) de, der kan lide god litteratur, vs. de, der ikke så godt kan lide god litteratur. Dels går kritikeren personligt vurderende til prosaen i en slags kollegial, debatterende tone. Han (ledespor: en mand) positionerer sig som en litterær konsument (der godt kan lide god litteratur, hvem kan det være?) og som tygger lidt på romanen uden at kunne fordøje det hele. Han lægger så et par af romanens »kunstneriske beslutninger« pænt tilbage på tallerkenen – med respekt for den ‘store og dygtige’ forfatter og uden litterært reflekterende forklaringer på fravalget. Dertil er den fagligt vurderende muskel, som landets bedste litteraturanmeldere løfter deres læsninger med, tilsyneladende ikke stor nok. Han uddyber derimod ydmygt: »Fraværet af psykologisk realisme har været en betydelig udfordring for denne læser«.

På Facebook problematiserede kritikeren for nylig den danske kritikerstands negative modtagelse af Fifty Shades of Grey og skrev, at de danske anmeldere har tendens til at vurdere litteratur ud fra forkerte kriterier:

»Anmelderi har mange andre formål end at fælde en dom over en tekst. For eksempel at rådgive læseren: er dette noget, du bør læse? En anmelder er altså – også – en person, der hjælper ‘det læsende publikum’ med at opretholde sine grænser og definere sin identitet.«

Der er altså ikke tale om en usikker kritiker, men om én med klare principper. Men hvem?

Henrik Dahl? Bingo. Sociologen Henrik Dahl.

Og med hans anmeldelse når jeg en ny erkendelse på vegne af dagbladenes valg af kritikere. Jeg vil have sværvægtere, der er stærkere litteraturlæsere end jeg. For mig skal landets kritikere i samlet flok åbne en roman – hvad enten det er med læsekværnen Bukdahls dampbarnsbegejstrede sprogøje eller med Rösings analytiske bund. Smagsdommerne tilbyder brugervejledning med personidentifikation, og det er fint. Men det bør være dagbladenes stolte pligt at videregive ekspertbåren vurdering og læservejledning. De skal være et udvidende akkompagnement til værket, ikke sætte læsertypeafstemte anbefalingsklistermærker på bøgerne. Det læser-‘du’, som Dahl nævner, bør udfordres på sine grænser, ikke holdes fast af anmelderens selvsamme. Bingo.

 

Katrine Hornstrup Yde er filmanmelder og kulturskribent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, jeg vil da også have "sværvægtere, der er stærkere litteraturlæsere end jeg". Nej, nej, nej - ikke "jeg", men "mig".

Og jeg vil heller ikke have "hun", når det hedder "hende". Ja, find det selv i teksten.

Men jeg må måske acceptere, at der tales indforstået om Bukdahls "sprogøje"?

Michael Kongstad Nielsen

Vi behøver ikke anmeldernes personlige falbelader, vi behøver bare en kort omtale af værket. Det er værket, det handler om, ikke anmelderen, husk det nu, Katrine Yde.

Mange af de anmeldere, der omhandles her, tror jeg har en skjult drøm om selv at have været forfattere, og den delvist forliste drøm får de så afløb for ved at sværte deres anmeldelser til med indviklede sprogguirlander, der ikke tjener noget formål. Det ser vi her et eksempel på.

Det morer mig i øvrigt, at Katrine i sin indledende udredning om hende og hendes kærestes for læserne at se uinteresante quizleg kalder middagen i Aidts roman for en "livstillækker familiemiddag". At en familiemiddag kan være "livstilslækker", siger mere om anmelderen end forfatteren.

Maj-Britt Kent Hansen

Den daglige klumme viser for det meste sin ikke-berettigelse ved at være FOR personlig.

Man skal kende og vælge sin anmelder med omhu. Jeg har det med anmeldere, som med genrer. Visse er jeg på bølgelængde med, andre tjener kun til advarsel. Det gælder bøger, film, tv osv.

I øvrigt må poesi-gætværket her være en ny trend.

Aidt skulle under nyligt besøg i DK en søndag i P1 gætte, hvilke værker (poesi) der blev læst op fra. Det voldte hende stort besvær. Men der er selvfølgelig ingen, der siger, at man skal kunne sine amerikanske klassikere, bare fordi man bor i Amerika. Men man undrer sig nu alligevel.

Maj-Britt Kent Hansen

Åh, ja - så var der også den med "tage beslutninger". Ingen træffer sådanne længere. Nå, hvad skal man bruge alt det brokkeri over sproget til, bare fordi det drejer sig om litteratur.

Men der er forskel på en kritiker og en anmelder. Tom Kristensen skrev et essay derom.

Michael Kongstad Nielsen

Er der forskel på en kritiker og en anmelder? Ja, en anmeldelse må som udgangspunkt være en omtale, en forberedelse på et bekendtskab. Ikke en dybere reflektion over værket. Kritiken er noget mere, den er en udfoldelse af dybere og mere omfangsrig refleksion over værket, måske set i forhold til tidens og fortidens tendens. Og den aktuelle strøm og tendens trænger i den grad til en overhaling, men det er ikke lige det, kritikere som Katrine Yde leverer.