Læserbrev

Wilhjelm er blevet reformist

24. september 2012

I sin pamflet Krisen og den udeblevne systemkritik erklærer Preben Wilhjelm sig forståeligt bekymret over, at »det grundlæggende kapitalistiske styringsinstrument markedsmekanismen automatisk fører til, at selv mindre ubalancer (senest boligboblerne med den danske som den mest omfattende efter den spanske og den irske) bliver selvforstærkende«.

Imidlertid finder han det »hasarderet at udtale sig om … hvordan et socialistisk opgør med det kapitalistiske system … nærmere vil blive udformet«.

Men var det da ikke et sådant opgør, han selv i sin tid som ledende VS’er stillede sine vælgere i udsigt? Og var det ikke et sådant opgør, han vedholdende bebrejdede Socialdemokraterne, at de aldrig havde søgt at gennemføre?

Eftersom fortjenesten ved de samlede nethandelstransaktioner i 2010 beløb sig til en 70 gange større sum end samtlige landes bruttonationalprodukter til sammen, kan man ikke undre sig over, at Wilhelm er en varm fortaler for indførelsen af den såkaldte Tobin-skat. Endvidere anbefaler han etableringen af statslige eller selvejende finansieringsinstitutter bl.a. med en henvisning til, at hverken ATP eller LD har »rodet sig ud i problemer og måttet have statslig hjælp som den private banksektor«. Med ’Bankpakke 2’ fik Danske Bank alene 24 milliarder kroner i skatteydermidler, der i øvrigt i vidt omfang blev brugt til at købe nogle af de »statsobligationer, som de (bankerne) selv har nødvendiggjort«. På denne måde fratog staten bankerne »tilskyndelsen til at yde lån«.

Fuldgod reformist

Wilhjelm foreslår også en opsplitning af landets finansielle supertankere. Han fremhæver, at Danske Banks finansielle forpligtelser svarer til omtrent det dobbelte af landets BNP og sammenholder det med, at intet EU-land må have finansielle forpligtelser over 60 procent af BNP. Men Danske Bank har altså forpligtelser, som er tre gange større. Det er alt sammen udmærkede forslag, men den førhen så revolutionære Wilhjelm afslører sig jo hermed som fuldgod reformist.

Engels og Marx beundrede kapitalismens produktivitetskraft. Men det blev dog nogle af det 20. århundredes socialt bevidste nationaløkonomer – med J. M. Keynes i spidsen – der anviste reguleringsmuligheder, således at kriserne blev undgået.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu