International kommentar

Det amerikanske tilbagetog

At supermagten smuldrer er en sandhed, som det ikke går an at fortælle de amerikanske vælgere. Korrektionen af USA’s selvbillede er ikke nært forestående
24. oktober 2012

I fire år sidst i 1980’erne var jeg korrespondent i Washington. Det var netop i de år, da USA ’vandt Den Kolde Krig,’ og hvor Murens fald førte til Østeuropas befrielse og Sovjetunionens opløsning med det resultat, at verden nu pludselig kun havde én supermagt og ikke to.

Omvæltningen kom som en overraskelse for de fleste. Selv for amerikanerne, som i første omgang ikke rigtig kunne finde ud af, hvad de skulle stille op med deres nye rolle som ’verdens hersker’. Mens eksperter og analytikere drøftede fordele og ulemper ved den nye ’unipolære’ verden, fik USA snart en mulighed for at træde i karakter: Ved en knusende militær magtdemonstration blev Saddam Husseins irakiske styrker drevet ud af det besatte Kuwait. Sejren i Første Golfkrig blev anledning til offentligt at proklamere et ’Nyt Amerikansk Århundrede’. Ved samme lejlighed var der en og anden, som tillige proklamerede historiens afslutning: Denne blev anset for at være synonym med det liberale demokratis og markedsøkonomiens endegyldige globale sejrsgang under den enlige og velvillige supermagts protektion og overopsyn. Fra nu af skulle Pax Americana være verdensomspændende og vedvarende.

USA er svækket

Resten er historie. For næppe var den unipolære verden født, før den allerede trådte ind i sin dødskamp. De gamle krige blev snart afløst af nye, og grænserne for den amerikanske overmagt skulle snart blive åbenlyse. Den mere eller mindre gennemtænkte beslutning om at vælte Saddam Hussein med våbenmagt og gøre Irak til et liberalt demokrati, viste sig i den historiske bagklogskabs lys som et fuldkomment urealistisk udslag af amerikansk selvovervurdering. Hverken i Irak og efterhånden heller ikke i Afghanistan lykkedes det for USA at leve op til den rolle, som det havde udset for sig selv, og lige så lidt formåede supermagten at brillere i rollen som fredsmægler mellem israelere og palæstinensere.

Det Arabiske Forår tog tydeligvis USA på sengen, og heller ikke den fortsatte udvikling i Mellemøsten har amerikanerne været i stand til at øve afgørende indflydelse på. Den militære operation i Libyen måtte ledes ’fra bagsædet’ (som en rådgiver for præsident Obama så rammende udtrykte det). Og det er kun alt for tydeligt, at USA ikke skal nyde noget af at rode sig ud i nogen militærintervention i Syrien. Med det forestående militære nederlag i Afghanistan – ja, en mere dækkende betegnelse for Obamas bebudede tilbagetrækning findes vel næppe – er den amerikanske magtposition i verden yderligere svækket.

Den amerikanske præsident Teddy Roosevelt, der som flådeminister i 1898 indledte og vandt et par amerikanske krige (mod Spanien og Filippinerne, red.) hittede dengang på udtrykket ’at tale sagte, men have en stor kæp i hånden’. I den aktuelle præsidentvalgkamp ser vi i stedet to præsidentkandidater, især Mitt Romney, der taler højt, men er udstyret med en stadig mindre kæp.

Støt tilbagegang

USA er helt sikkert stadig verdens førende militære og økonomiske supermagt, men det er også en supermagt i støt tilbagegang. Den globale økonomiske dominans smuldrer en lille smule hver dag, og de hjemlige problemer (finanskrise, arbejdsløshed, budgetunderskud) vil inden for en overskuelig fremtid begrænse Amerikas evne til at gennemtvinge sin vilje i verden. Noget ’Nyt Amerikansk Århundrede’ er der altså ingen udsigt til, men dermed er det selvfølgelig på ingen måde givet, at århundredet så bliver en andens. Kappestrid og konflikter mellem stormagter er reglen snarere end undtagelsen i menneskehedens historie. Spørgsmålet er dog, om amerikanerne selv vil indse det. I den nuværende valgkamp har udfordreren Romney ikke blot lovet, at vi alligevel får et nyt amerikansk århundred, men også svoret, at han vil anlægge en hårdere linje over for Kina og Rusland. Skulle det blive nødvendigt, er han parat til indsætte nye tropper i Irak. Skulle det blive nødvendigt, er han rede til at give Israel grønt lys. Alt sammen for helt generelt at vise, hvem der bestemmer i verden. Selv om Romney vil skære ned på det meste, er det amerikanske forsvarsbudget undtagelsen: Militæret skal have flere penge – hvor han så ellers vil få dem fra, når han samtidig ønsker at sænke skatterne.

Uanset disse udtalelser er det helt usandsynligt, at USA i nogen overskuelig fremtid igen vil finde på at indsætte militære styrker i udlandet. Og hvad angår den påtænkte hårdere linje over for Kina, kan den snart komme til at koste amerikanerne meget dyrere, end de har råd til. Så de løfter, vi har hørt i præsidentvalgkampen for et stærkere og mere magtfuldt Amerika – senest under den sidste duel mellem Romney og Obama – er enten ønsketænkning eller kynisk valgpropaganda. Især risikerer Mitt Romney at komme til at æde alle sine udenrigspolitiske løfter i sig igen, da det, som tæller, ikke er, hvad en amerikansk præsident siger, men hans evner til at gøre ord til handling.

Præsident Obama har for længst indset dette og har lært sig kunsten at træde vande og kan meget vel gå over i historien som det amerikanske tilbagetogs første præsident.

Indtil videre er problemet dog, at det amerikanske tilbagetog er i dyb modstrid med den amerikanske selvopfattelse af den usårlige og uovervindelige nation. Og nøgtern realitetserkendelse af tilbagetoget er under alle omstændigheder ikke noget, man kan vinde et præsidentvalg på. Det er derfor, Mitt Romney siger det, han siger. Og derfor Barack Obama helst vil undgå at tale om, hvad han gør.

 

Göran Rosenberg er uafhængig kommentator, forfatter og journalist

© Göran Rosenberg og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Jespersen

Som supplement til artiklen kan jeg anbefale Stephen Walts gennemgang af de neokonservative lobbyister som står bag den udenrigspolitik artiklen beskriver - uden at nævne med et ord at det drejer sig om gammelkendte israelske lobbyfolk af den ekstreme slags.

http://walt.foreignpolicy.com/posts/2012/10/24/the_genius_of_neoconserva...

Hvis man er interessret i mere grundige baggrundsartikler om de lobbyer som dominerer udenrigspolitikken kan man se

http://www.councilforthenationalinterest.org/

hvor adskillige fhv. senatorer, kongresmedlemmer, diplomater mv. beskriver de neokonservatives femtekolonnevirksomhed for Israels bedste.

Eller John Mearsheimers hjemmeside:

http://mearsheimer.uchicago.edu/all-pubs.html

jan henrik wegener

Uanset om USA som "overmagt" er på vej ud: Ensidig anti eller pro-amerikansk burde være det.
Bliver der flere større "magter" at forholde sig til, hvorfor da ikke overveje en fælles målestok?