Kommentar

Anne Vang: Her er mit bud på ret og pligt i folkeskolen

Ret og pligt. Det er nøgleord for et samfund, der fungerer. For skoler, hospitaler og jobcentre, der fungerer. Det kan de fleste danskere være enige om. Især når beskrivelsen er overordnet og floskuløs. For hvad er det egentlig, du har ret til i folkeskolen? Og hvordan gør du din pligt?
Ret og pligt. Det er nøgleord for et samfund, der fungerer. For skoler, hospitaler og jobcentre, der fungerer. Det kan de fleste danskere være enige om. Især når beskrivelsen er overordnet og floskuløs. For hvad er det egentlig, du har ret til i folkeskolen? Og hvordan gør du din pligt?
10. oktober 2012

Jeg tror, vi er nødt til at blive konkrete og præcise. Alt for mange vælger folkeskolen fra. De skriver sig op til privatskole allerede, mens børnene er små. Hvorfor er det et problem? Fordi folkeskolen som Folkets Skole har en værdi. Den skaber sammenhængskraft, fordi børn møder hinanden på tværs af sociale skel og lærer hinanden at kende. Ligesom den skaber bedre faglige resultater, fordi ressourcestærke børn trækker deres mindre heldigt stillede kammerater med op – vel at mærke uden at det går ud over deres egne resultater. Når de bedst stillede valfarter mod privatskolen, skrider folkeskolens fundament.

Jeg forstår godt, at forældre træffer beslutning om deres børns skolegang med stor omhu. For hvad kan de forvente af skolen? Hvilke krav stiller skolen til dem? De ting kommer til at definere deres børns liv mange år ud i fremtiden. Og her er privatskoler ofte bedre til at være præcise. Det skal folkeskolen lære af. Vi skal væk fra floskler om ret og pligt og over i en konkretisering. Her er et bud.

Blandet skole, differentieret undervisning og trygge fællesskaber

Som elev i den danske folkeskole skal du have tre overordnede rettigheder:

1) Du skal have ret til den blandede skole. Det er et politisk ansvar at sikre. Det kræver en bevidst boligpolitik. Skoledistrikter tegnet med stor omhu, så der bor børn med forskellige sociale baggrunde i dem. En hurtig og målrettet ledelsesindsats, hvis en skole oplever at blive fravalgt af børn i skoledistriktet. Og i de fleste større og socialt opdelte byer en model for hvordan der kan reserveres pladser til børn med et svagt sprog på velstillede skoler. Sidst men ikke mindst kræver det en effektiv kommunikationsindsats, så forældrene føler sig trygge.

2) Du skal have ret til en undervisning, der rammer dig der, hvor du er, og gør dig dygtig. Børn lærer forskelligt. Nogle børn lærer gennem at læse og lytte. Andre børn lærer gennem at røre, gøre og bevæge sig. Derfor skal folkeskolen kunne håndtere forskellige læringsstile og niveauer i en klasse. Det er svært. Det kræver stærk ledelse. Udvikling af lærernes kompetencer. Fysiske og formelle rammer, der giver plads til både klasseundervisning, praktisk/kreativ værkstedsundervisning og bevægelse. Alt sammen ting, hvor folkeskolen skal blive bedre. Mon ikke de fleste forældre kender til at få et barn hjem, der enten har kedet sig hele dagen, eller synes at alting var for svært?

3) Du skal have ret til at være en del af gode, trygge børnefællesskaber. Det kommer ikke af sig selv. Det kræver lærere med stærke kompetencer udi konflikthåndtering, klasseledelse og forældresamarbejde. Det kræver også samarbejde mellem lærere og pædagogerne ovre på fritidshjemmet – og det kræver et system, der er i stand til at spotte, hvis der er noget galt derhjemme hos et barn.

Unødige pligter

Og netop det med hjemmefronten leder os til pligtdimensionen. Efter min mening har vi været alt for gode til at kræve af forældrene, at de skulle tage sig af alt muligt, som dybest set er unødvendigt.

I den ideelle verden ville der for mig at se for eksempel være skolemad på alle folkeskoler. Jeg har svært ved at se, at verden bliver et bedre sted af, at forældre skal bruge tid på at tumle med rugklappere og ostestænger. Til gengæld bliver verden et dårligere sted, når nogle børn må undvære frokosten, hvorefter de er ukoncentrerede og hænger i gardinerne til skade for både dem selv og resten af klassen.

Jeg er også af den overbevisning, at alle lektier i den ideelle verden bliver læst på selve skolen. I dag skal læreren hver dag beslutte, om hun vil lave en undervisning, der tager udgangspunkt i, at børnene har læst – med risiko for, at nogen falder fra. Eller om hun vil lave en undervisning, der tager udgangspunkt i, at børnene ikke har læst – og derfor forårsage, at alle dem, der har, keder sig. Det er ikke hensigtsmæssigt. Ligesom det ikke er hensigtsmæssigt at overlade et kæmpe ansvar for blækregninger og engelske stile til forældre, når vi ønsker, at alle børn skal have en chance – uanset deres forældres baggrund. Til gengæld er det hensigtsmæssigt at øve sig, hvis man vil være god til noget. Derfor bør lektielæsningen foregå på skolen, hvor kvalificerede lærere kan hjælpe. Det bør ikke være forældrenes pligt.

Respekt, opdragelse og opbakning til fællesskabet

Pligterne for forældrene skal ikke handle om de ting, som lige så godt – og ofte bedre – kan foregå på skolen. Pligterne for forældrene skal handle om at støtte op om skolen og deres børns skolegang. Jeg ser tre overordnede pligter.

1) Du skal som forælder have respekt for dit barns skolelærere. Børn lærer hurtigt. De lærer også hurtigt at kopiere forældrenes adfærd, hvis forældrene ikke støtter op om skolen eller mangler respekt for lærerne. Og det er ødelæggende. Derfor er pligten til respekt den vigtigste pligt, du har som forælder. Det gælder også, når læreren stiller krav til dit barn, som barnet synes er urimelige.

2) Du skal som forælder sørge for, at dit barns hverdag passer til det at gå i skole hver morgen. Det holder ikke at lade dit barn spille computer til klokken et om natten, når det skal møde i skole dagen efter. Det holder heller ikke at lade det komme for sent hver morgen. Opdragelse og veloplagte skolebørn er ikke lærerens eneansvar.

3) Du skal som forælder hjælpe til med at skabe børnefællesskaber, der fungerer. Det er vigtigt, at børn får lov til at deltage i lejrtur og børnefødselsdag. Det er vigtigt, at børn lærer om respekt, omsorg for hinanden og tolerance derhjemme. Når et barn, der er lidt særligt, skal blive en del af fællesskabet, kræver det en forældregruppe, der tager et aktivt ansvar og laver aftaler med hinanden om, hvad der skal til for at få tingene til at fungere.

Den stærke folkeskole kræver folk, der støtter op. Ligesom den kræver stærk ledelse både lokalt og politisk. Jeg er fortrøstningsfuld.

Følg vores serie på journalen ‘En folkeskole for alle?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lennart Kampmann

Det jeg hører Anne Vang sige er at fordi integrationen af fremmede i Danmark ikke har virket, skal vi forsøge at løse det ved at velfungerende familier holder op med at lave de velfungerende aktiviteter (madpakke og lektiehjælp) samtidig med at der skældes ud på dem der ikke opdrager, og børnene tages væk fra alle forældre i form af længere skoledage.

Børnenes vej formes af hjemmets tilstand. Mor og Fars forventning, opbakning og opmuntring i børnehave og indskoling nærer aspirationen til at lære og deltage. Hvis den mangler, vil skolen kunne trække eleven i en retning. Hvis den er der, vil skolen fortsætte en positiv udvikling.

For mit eget vedkommende er madpakkesmøring til de to skolepiger på 6 og 8 år en fornøjelig pligt, hvor jeg har mulighed for at tale med dem om hvilken mad de kan lide, lave pakken, så den indeholder små overraskelser, og modtage feedback i form af en enten spist eller ikke-spist tilbagelevering af kasse. Som forælder giver det mig en høj grad af involvering i mine børns dagligdag.

Jeg vil samtidig hævde at det er mit ansvar og min pligt at mine børn får sund mad med i skole, og jeg er imod madordninger. Giv pengene til skolen i stedet for, så de kan købe mad til børn der ikke har forældre, der laver ordentlige madpakker.

Anne Vang mener at de ressourcestærke altid hiver de svageste med op. Det gør de kun så længe de såkaldt svageste ikke udgør en for stor minoritet, og slet ikke hvis de udgør en majoritet. I en klasse med 25 elever kan man måske rumme 3-5 svage, ikke 10.

Lektielæsning er også et sted hvor ressourcestærke forældre fortsat vil give deres egne børn et forspring. Selv en ni timers skoledag vil ikke kunne forhindre en forælder i at læse lidt ekstra, eller regne et par regnestykker med poderne. Heldagsskolen er et godt tiltag for de svageste elever, der ikke modtager hjælp hjemme. Men det kommer ikke til at fjerne uligheden.

Anne Vang gentager nogle konservative dyder, og det er fint. Forældre er dog hverken dumme eller hjerteløse, men tænker først og fremmest på hvad der er bedst for netop deres barn. Meget få tillader at deres egne børn bliver overleveret til staten for at løse større systemiske problemer som fx. Indre Nørrebros store søgning til privatskoler.

Hvis man er fortvivlet over at forældre tænker på eget afkom først, må man blive mindet om at børnene tilhører forældrene, ikke staten.

Med venlig hilsen
Lennart

Peter Pedersen

Sjældent har man set mage til hjernedødt fascistoidt vrøvl, som ligger langt over kvalmegrænsen, og et uhyggeligt anslag mod den personlige frihed, om hvor folk skal bo og hvem de skal gå i skole med.

Børnene er kraftæ.... hverken kommunens eller statens ejendom, men det er udelukkende forældrenes eget ansvar og ubetingede pligt, at ungerne får madpakke med, og at børnene ligeledes lærer at tage ansvaret for at pakke deres taske efter at de selv har lavet deres lektier - det sidste helst hjulpet af forældrene.

De forældre der ikke har ressourcer til at hjælpe deres eget afkom med lektier og madpakke skal kunne tilbydes hjælp, men det utroligt vigtige samvær med ungen om at løse en opgave,
skal ikke berøves for samtlige børn og forældre af en eller anden snot-ubegavet skoleborgmester.

Integration handler heller ikke om, hvor mange rød- og lyshårede hårede unger, man kan putte ind i en klasse sammen med andre etniciteter, men ene og alene om den kvalitet i undervisningen, som de enkelte lærere kan præstere og de midler, der stilles til rådighed.

Dertil kommer, at Anne Vang om nødvendigt må stille flere lærere til rådighed og øge timeantallet, såfremt klassens gennemsnitsindlæring ikke er god nok. Om nødvendigt koncentreret undervisning fra 8-16:30, hvor de fleste børn med forældre i arbejde alligevel kommer hjem fra SFO - i de små klasser dog jævnligt afbrudt af lege- og hvilepauser.

Såfremt det dansk-sproglige niveau ikke er godt nok for den enkelte elev, er det udelukkende skolens, lærernes og kommunalbestyrelsens forbandede pligt at sørge for at både Abdul, Gretchen og Fatima bliver lige så gode, som os andre til sproget, de skal indlæres på.
Ellers opfylder Vang ganske enkelt ikke formålet med den Folkeskole, som alle de romantiserende skåltaler handler om.

Ingen tvivl om, at jeg ALDRIG ville være så rystende uansvarlig, at lade mine børn sætte deres ben i en af de skoler, Anne Vang har ansvaret for, men til hver en tid vælge at bruge de sidste penge på en privatskole - eller evt. sammen nogle andre selv hyre en arbejdsløs lærer, og hertil selv udstikke delmålene.

Steffen Gliese

Før folkeskolen decentraliserer til overkommelig størrelse, med klassestørrelser på 20-24, og en konservativ dosering af problembørn på hver skole, bliver det ikke godt nok.
Jeg må indrømme, at jeg selv hadede madpakker, og jeg har svært ved at se, at forældre gør deres børn en tjeneste ved at stå i vejen for frisklavet og sund mad, som de måske oven i købet selv kan deltage i tilberedningen af, på relevante klassetrin. Et eller andet sted må accepten af, at børnene i deres skole har et liv borte fra forældrene også findes. Når Anne Vang således opfordrer til forældrenes opslutning bag læreren, er jeg ikke ganske enig - børn skal møde opbakning i deres hjem, men ikke nødvendigvis på en måde, hvor det får reelle konsekvenser! Det er godt at kunne græde ud hos mor og far og møde forståelse, også for følelsen af uretfærdighed; men der bør det også stoppe, for også at møde uretfærdig behandling og leve med det er en del af det, vi bliver nødt til at lære at affinde os med.
Så er der hele lektiespørgsmålet: der tales meget om, at lektier ikke medfører øget indlæring, men dels er min egen erfaring, at det i høj grad er med til at forfine ens færdigheder, og derudover er det også med til at fastholde optagetheden af skolen ind i den tid, man ikke er der, og det ikke uvæsentligt. Skolen er en begrænset tid, og den kan ikke nå det hele indenfor de rammer.
Desuden ligger der i alt dette et gammelt perspektiv, som er så indgroet, at det slet ikke ses: skolen fungerer i høj grad som en disciplinerende foranstaltning, hvor det er væsentligere at leve op til krav, frem for at fylde de kundskabsmæssige huller ud og få rettet op på mangler i stort og småt. Skolen er også et udskillelsesløb, og før vi bekæmper disse forestillinger aktivt og snarere forsøger at løse vanskelighederne for og med den enkelte elev, får vi aldrig en tilstrækkeligt god skole.

Steffen Gliese

Før folkeskolen decentraliserer til overkommelig størrelse, med klassestørrelser på 20-24, og en konservativ dosering af problembørn på hver skole, bliver det ikke godt nok.
Jeg må indrømme, at jeg selv hadede madpakker, og jeg har svært ved at se, at forældre gør deres børn en tjeneste ved at stå i vejen for frisklavet og sund mad, som de måske oven i købet selv kan deltage i tilberedningen af, på relevante klassetrin. Et eller andet sted må accepten af, at børnene i deres skole har et liv borte fra forældrene også findes. Når Anne Vang således opfordrer til forældrenes opslutning bag læreren, er jeg ikke ganske enig - børn skal møde opbakning i deres hjem, men ikke nødvendigvis på en måde, hvor det får reelle konsekvenser! Det er godt at kunne græde ud hos mor og far og møde forståelse, også for følelsen af uretfærdighed; men der bør det også stoppe, for også at møde uretfærdig behandling og leve med det er en del af det, vi bliver nødt til at lære at affinde os med.
Så er der hele lektiespørgsmålet: der tales meget om, at lektier ikke medfører øget indlæring, men dels er min egen erfaring, at det i høj grad er med til at forfine ens færdigheder, og derudover er det også med til at fastholde optagetheden af skolen ind i den tid, man ikke er der, og det ikke uvæsentligt. Skolen er en begrænset tid, og den kan ikke nå det hele indenfor de rammer.
Desuden ligger der i alt dette et gammelt perspektiv, som er så indgroet, at det slet ikke ses: skolen fungerer i høj grad som en disciplinerende foranstaltning, hvor det er væsentligere at leve op til krav, frem for at fylde de kundskabsmæssige huller ud og få rettet op på mangler i stort og småt. Skolen er også et udskillelsesløb, og før vi bekæmper disse forestillinger aktivt og snarere forsøger at løse vanskelighederne for og med den enkelte elev, får vi aldrig en tilstrækkeligt god skole.

Jacob Svendsen

Hvor er jeg glad for at nogen ENDELIG taler om forældrenes rolle i "opdragelsen" eller "elevernes læring", og hvor er det ærgerligt for Peter Pedersen at han grundlæggende har misforstået så meget. Men det er jo ideologi, og derfor ikke til at debattere sig ud af - manden står nok ikke til at ændre. "Hjernedødt fascistoidt.." mon ikke han skulle holde sig fra at skrive i affekt, når han blot udstiller sin supernarcissistiske, hedonistiske egocentrering - på andres bekostning. Folkeskolen har tilsyneladende aldrig haft det værre - med henblik på omtalen og elevers læringsvilkår, og meget af det hænger faktisk på omgivelserne UDEN for skolen, om I så ved det eller ej - fx i form af familier, hvor langsomhed, fordybelse og nærvær for længst er gået fløjten, eller hvor man mener, at "mit barn på bekostning af alle andres". I stedet for negativ reproduktion, kunne man fx tage ansvar ved at organisere sig i langt højere grad med sine ungers med-elevers forældre, og derigennem skabe dén sammenhængskraft, samfundet skriger så højt på; tilhørsforhold, omsorg, solidaritet, kreativitet, mening - elementer, som ikke altid har de bedste kår i en branche, der konstant er under voldsom beskydning, selvom folkeskolen er samfundets sidste bastion for demokratiet. Pas på med hvad I kritiserer, for når den demokratiske skole er smadret af negativ kritik, er der ingen vej tilbage, så kan vi kun forestille os, hvad der sker. Og det er eddermame grimt. Dér kan man tale om hjernedød fascisme.

Johannes Nielsen

Jeg synes faktisk det er et udmærket indlæg af Anne Vang.

Det er måske nok lidt af en tilsnigelse at sige at forslagene er konkrete for hvordan er det lige - helt konkret - at det skal sikres at undervisningen af 29 elever møder hvert enkelt barn hvor det er. Det er en opgave, som jeg ikke tror nogen, der arbejder med undervisning kan prale af helt at have løst.

Men omvendt kommer indlægget trods alt et godt stykke videre end folketingspolitikernes indholdsløse cheap-talk om "verdens bedste folkeskole". Der er nogle glimrende overvejelser omkring forældrenes rolle i skolen, der kommer videre end de sædvanlige floskler om at "vi skal have forældrene mere på banen" og faktisk giver ret konkrete bud på hvad forældre skal og hvad de ikke skal i forhold til børnenes skolegang.

Så respekt for Anne Vang fra en københavner, der ellers ikke har specielt stor respekt for det nuværende bystyre.

jens peter hansen

Hvis Peter Pedersens krav om Abdul og Fatima skal kunne lige så godt dansk som os andre, så må det vel gælde alle fag. Så må alle være lige gode til matematik, engelsk og fysik, om så ungerne skal gå i skole til 16.30, som du skriver.
Hvordan hænger det sammen med den personlige frihed, som du mener bliver trådt under fode?

Tvangsskolingen og tvangsinstitutionaliseringen er en af de mest undertrykkende dele af moderne vestlige samfund. Vi lærer allerede tidligt det vi skal kunne senere i livet dvs. at indfinde os i en verden karakteristisk ved adlydelse af ordrer, en tilværelse i rigide hierarkier og accept af overvågning, såvel på arbejdspladsen som udenfor.

Hvis skoling rent faktisk skaber kritiske individer i stand til selvstændig tænkning, så er det da ganske påfaldende, at folk efterspørger stadig mere hjernedød underholdning, i programmer hvor ydmygelse typisk er i højsædet, eller, at folk finder sig i den allestedsnærværende kolonialisering af vores bevidsthed som det mediatiserede liv indebærer.

Havde jeg børn ville jeg ALDRIG tillade, at de blev underlagt samme indoktrinering, tvang og enorme kedsomhed, som jeg selv var tvunget til at leve under, i ni hårde år i Folkeskolens åbne børnefængsel.

Må jeg minde om,
at der ikke er skolepligt i DK,
men undervisningspligt!

Der laves så mange undersøgelse om alt muligt i samfundet!
Lav dog en grundig undersøgelse af,
hvad dét er privat- og friskoler kan, gør og har,
som folkeskolen ikke kan/gør/har,
for det er ikke kun et spørgsmål om elevsammensætning - efter min mening!

Anne Vang er mester i moderne dansk "newspeak" (- magthaversproget i forfatteren George Orwell's bog "'Nineteen Eighty-Four" fra 1949 ).

Man sætter ikke børn i verden for at glæde Anne Vang og hendes politiske ideer - man sætter børn i verden fordi man gerne vil have en familie og se dem udvikle sig til lykkelige og glade mennesker.

Jeg bryder mig ikke om, at folk som Anne Vang bestemmer ,hvad mine børn bedst er tjent med.

Mine børn skal heller rikke misbruges af Anne Vang og gøres til et behandlingsinstrument for utilpassede , agressive , problemfyldte børn.

Det er belastende for normale børn at skulle være sammen med nogen, der belaster omgivelserne.

Det er jo også belastende for voksne, hvis de skal være sammen med dårlige, utilpassede, agressive, problemfyldte kolleger på en arbejdsplads - hvorfor skulle børn dog være mere robuste i denne henseende ???

Jacob Svendsen skriver bl.a.:
"I stedet for negativ reproduktion, kunne man fx tage ansvar ved at organisere sig i langt højere grad med sine ungers med-elevers forældre, og derigennem skabe dén sammenhængskraft, samfundet skriger så højt på; tilhørsforhold, omsorg, solidaritet, kreativitet, mening - elementer, som ikke altid har de bedste kår i en branche,
der konstant er under voldsom beskydning, selvom folkeskolen er samfundets sidste bastion for demokratiet...".
---------------------------------
Her er ét af nøgleproblemerne - efter min mening.
Disse gøremål for sammenhængskraften kommer ofte til at hænge på få forældre i Folkeskolen,
som de passive og negative kan bruge deres tid på at kritisere ned i mindste detalje
eller kræve særregler for lige deres barn.
Dét er privat-og friskolernes forse,
at her trækker alle forældre "læsset" for sammenhængskraften.
Her er elever og forældre forpligtet og medansvarlige - som noget naturligt!

Uden for de befolkningstætte storby-områder,
er der heldigvis mange folkeskoler, som fungerer lige så godt som privat- og friskoler!

Ellen:

Sandt er det, at der kun er undervisningspligt. For en stor del af befolkningen er der imidlertid ikke noget alternativ til folkeskolen, da det økonomisk råderum ikke rækker til hverken privat- eller hjemmeskoling, hvilket de facto tvinger dem til, at sætte deres børn i folkeskolen og jo fattigere den enlige forældre eller forældrene er, jo dårligere er skolen i kvarteret med stor sandsynlighed. Men det er selvfølgelig en glimrende måde at holde styr på underklassen, at deres skoling er så elendig, at de kommer til at forbinde læring med noget negativt og aldrig opnår værktøjerne til at kritisere deres situation.

Heinrich R. Jørgensen

Anne Vang har gode intentioner, og mener at have tænkt dybt over emnet.

Det er muligt at tænke langt dybere tanker end Anne Vang formår, hvis man kan luge ud i begrebsforvirringen, og dermed vanetænkning, brug af floskler osv.

Pligt og pligter har vidt forskellige begreber. Ret og rettighed ligeså. Det er væsentligt at kunne skelne mellem jeg, mig og mig/mit selv. Hvis man ikke forstår begreber bag ordene, og ikke kan associere ord til begreber, forbliver ens tænkning derefter. Ueffen, mudret, våset.

Det er årsagen til, at så mange foretrækker at udtrykke sig vha. floskler. Hvis man evner at tænke nogenlunde kompetent, kan man vælge hvad man ønsker at udtrykke, og konstruere udsagn der søger at gøre det. Få evner at observere og tænke kompetent, og følgelig ender deres bestræbelser på at udtrykke et synspunkt (oftere: en mening, en holdning, en doktrin) er et genbrug af kendte talemåder, som sammenstrikkes til noget, afsenderen mener giver mening og modtagere som oftest også.

Det er decideret usandt, at sproglig formåen er generelt høj i befolkningen. Det er snarere det modsatte, der er sandt. Ord anvendes i flæng, der er sjældent klarhed hvilke begreber ord henviser til, og indsigter i sammenhænge mellem ord og begreber er oftest svag. Hvad der er brug for, er ikke ændringer i skolernes organisation, forældres engagement, eller det statsdikterede pensum. Der er brug for en sproglig omstart, således at essentielle begreber (igen) får ord, og at velvalgte ord kan sammensættes til at formulere klare og meningsfulde udsagn.

Steffen Gliese

Når man skyder på den glimrende friskoleordning, skyder man på demokratiet, der ikke er statens styring af folket, men folkets styring af staten.
Mangfoldighed er godt, og klasseinddelingen giver den bedste mulighed for at socialisere på individniveau, og i en klasse, der ikke er for stor, kan man sagtens rumme mange børn med alskens problemer. Sandheden er jo den, at alle børn har problemer af en eller anden slags, det hører med til at vokse op at møde dem og lære at tackle dem, og det nytter derfor ikke, at alt for mange børn med alt for store problemer af en art, skolen slet ikke kan løse for dem, fylder det fælles læringsrum. Det er ikke en kynisk kommentar, det er et oprigtigt ønske om, at børn med massive problemer får den hjælp, de har brug for, i tide.

Steffen Gliese

Heinrich R. Jørgensen, du har så meget ret! Det har været forfærdeligt at iagttage, hvordan et varieret sprog i de seneste tredive stedse er blevet mere og mere udsat for især sports-metaforer, der synes at være det eneste, man regner med, alle kan forstå. I stedet for at løfte befolkningen - og dermed anerkende den som samfundets legitime magthaver - har vi oplevet udbredelsen af en åndelig dovenskab og begrebsmæssig forarmelse. En lang række politiske beslutninger, som dog næppe er tænkt som sammenhængende strategi, er årsag til dette - især 'ansvar for egen læring', der afgørende bryder med barndommens ide om at iagttage og efterligne.

Heinrich R. Jørgensen

Peter,

jeg tror, den sproglige og begrebsmæssige fordummelser begyndte for væsentligt længere tid siden. De seneste 30-40 år, er niveauet faldet bemærkelsesværdigt, og med eskalerende hast; de seneste 10 år formodentligt mere end de foregående 30 tilsammen. Måske mest af alt pga. New Public Management tankegang (moderne økonomer som alt og alles forvaltere), den udtalte foragt for lærdom, de systematiske bestræbelser på at ingen bør bestræbe sig på at tænke kritisk, koncensustankegang, dem-og-os tænkning og andet.

Jeg ser ikke folkeskolen (eller de frie grundskoler) som "årsag" eller "problem" til denne misære. Årsagerne (mener jeg) har primært at gøre med den politiske kontrol over sproget, og hvordan denne dominans er blevet omsat og forvaltet.

"Men det er selvfølgelig en glimrende måde at holde styr på underklassen, at deres skoling er så elendig, at de kommer til at forbinde læring med noget negativt og aldrig opnår værktøjerne til at kritisere deres situation."
---------------------------------
Thomas Bunde.
Det er mere givende og udviklende for børn/mennesker
at få 'værktøjer' stillet til rådighed og udvikle brugen af dem
til at forbedre sin situation end lære negativ kritik og blive hængende i den.

Hvem det er, som evt. skulle ønske at holde styr på "underklassen" ved jeg ikke, men jeg har mine anelser!
Ved ustandselig at anse/behandle mindrebemidlede borgere som fattige og pådutte dem,
at de så også nærmest skal være 'fattige i ånden', 'negative' over for børnenes skole og samfundet i sin helhed,
er ikke befordrende for forbedringer.

Min bemærkning om undervisningspligt er sagt fordi,
når samfundet tilbyder gratis skoleundervisning for borgeres børn,
burde det anses som et gode, en hjælp og modtages positivt.

Men også her er "velfærdssamfundet" goder blevet en selvfølge,
som ikke værdsættes!

Flemming Andersen

Man kan altså ikke diskutere forældres formindskede tillid til folkeskolen uden at spørge, hvorfor?

Den manglende integration, har man overhørt i årtier og nedskæringer på budgetter har jo nok en del af skylden??
Måske har folkeskolens problemer noget at gøre med f. eks. et 2oår gammelt bogsæt på en skole til 3 8. klasser, sådan at lektier i det fag var umuligt, for ¨å var bogsættet ikke tilgængeligt for de to andre klasser. Generel nedslidning af materiel hullede tavler, og dårlige møbler fra en tid for 50 år siden??

Når man så har fået sænket standarten på alle områder i folkeskolen igennem årtier og konsekvensen er ringere søgning, så står man pludseligt og søger efter en gruppe man kan skyde ansvaret på fadæsen over på. De forældre, som i samme tidsrum, har forsøgt at få politikerne til at vågne op.
Det er for tyndt.

Jeg ser det som rene markedskræfter der er på spil. Produktet samfundet leverer er simpelthen ikke godt nok. Det er ikke bare ikke godt nok, det er så dårligt at folk er villige til at betale et alternativ til et tilbud der ellers er gratis i vores samfund. Hvem udbyder produktet, det gør den siddende regering od dem der har været før der gang på gang proklamerer vi skal have verdens bedste skole (intet mindre kan gøre det) imens vi spare på selvsamme konto igen og igen. Det hænger jo naturligvis ikke sammen hvorfor man ser den udvikling der er i gang nu. I nogle områder er der så også et integrationsaspekt med i produktet, men mange steder er det slet og ret velstillede forældre der vil give deres børn det bedste grundlag. Hvem kan klandre dem i det??? Hvorfor skal mine eller dine børn betale for samfundets korstog om folkets skole når der fra politisk side skæres og klippes hele tiden???
Den uheldige konsekvens er at vi oplever en tydeligere og tydeligere opdeling imellem rig og fattig eller A og B hold i samfundet. Moralen er vel noget i retning af at det igen er bevist at man ikke kan blæse og have mel i munden samtidigt...

randi christiansen

Heinrich - "Jeg ser ikke folkeskolen (eller de frie grundskoler) som “årsag” eller “problem” til denne misære. Årsagerne (mener jeg) har primært at gøre med den politiske kontrol over sproget, og hvordan denne dominans er blevet omsat og forvaltet."

Har ´sproget´sit eget liv, eller bliver det valgt af den talende? Og i sidste fald må man derfor spørge : af hvad bestemmes valget og dermed indholdet?

Heinrich R. Jørgensen

Randi,

det har længe været politikerne, der har bestemt over sproget, og dikteret dets brug.

Lovgrundlaget bag Retskrivningsreformen af 1948, er meget eksplicit: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=73010

Den poilitiskek kontrol med sproget er ældre. F.eks. Retskrivningsbekendtgørelsen af 1892: http://www.dsn.dk/lovtekster/Bekendtg_1892.pdf

Først i 1997 ophørte lovgiverne med at interverene direkte i sproget, og at diktere sprogets "rette" brug via lovgivningsprocessen. Da overgik det til den udøvende magt, så at sige, gennem "Dansk Sprognævn".

randi christiansen

Heinrich - Det kan da kun være for de, der ikke tænker selv ?

Et stort problem er den dårlige sprogundervisning - f.eks. manglende latin

Heinrich R. Jørgensen

Randi,

bekendtgørelsen fra 1892 er et diktat om, at sproget dansk er påkrævet, at det danske sprog skal overholde de specificerede retningslinjer, og at undervisningsmaterialer, opslagsværker og andet, skal overholde de kanonicerede sprogbrug.

Som det fremgår af bekendtgørelsen fra 1892, så skelnes der der mellem den lærde skole og almueskolen. Det fremgår bl.a. af punkt 1:

"1. Saavel den latinske som den gotiske Bogstavrække indøves i de lærde Skoler og i
Seminarierne. - I Almueskolen behøver kun den latinske Bogstavrække at indøves
skriftligt."

I den lærde skole var sigtet, at eleverne skulle lære eller forberedes til at kunne tænke selvstændigt. Den lærde skole var en forløber for at kunne studere ved et universitet, hvorimod almueskolen ikke kunne føre til noget akademisk studie.

En lærd skole kunne vælge at fravige det sproglige diktat. Det ville betyder, at dets elever var meget ringe stillede mht. muligheder for at blive optagede ved universitet. Det er en metode, hvor der formelt set ikke er tale om tvang, men hvor de der ikke føjer sig, udsættes for repressalier i en grad, at modstand er nyttes- og formålsløs. Altså de facto tvang.

Med Systemskiftet i 1901, blev det politiske landskab forandret grundlæggende. Det gav sig udslag i en skolereform, der så at sige tog livet af den lærde skole. Den nye "lærde skole" blev en overbygning der fulgte efter et forløb i almueskolen, "gymnasiet". Det blev indført i 1903.

Det forløb har en nutidig parallel. Det nye "Systemskifte", der fandt sted i 2001, ødelagde de muligheder der var mulige indenfor rammerne af ordningerne for frie grundskoler, gennem en total ændring af vilkårene for disse skoler. Skoler der skulle kunne opnå tilskud, skulle være selvejende institutioner, hvis ledelse skulle tegnes af disse bestyrelser (og ikke af skoleledelse, lærere, forældre eller elever). Bestyrelser, der blev gjort stort set almægtige, alt imens alle andre blev gjort afmægtige. Selv en skoles generalforsamling, blev gjort til et slags forældremøde uden mulighed for træffe beslutninger der angik skolens virke.

Se Bekendtgørelse 182 fra 2003 for detaljer. Læses § 9, stk. 7 og 8 kan det ses hvilke emner en generalforsamling potentielt kan tage stilling til, hvis sådanne kompetencer indskrives i skolens vedtægt. Det betyder, at en generalforsamling ikke kan træffe beslutninger om noget andet emne, der forpligter bestyrelsen på nogen måde. Man har dermed ændret vilkårene for frie grundskoler på en sådan måde, at generalforsamling ikke er højeste myndighed, som ellers er princippet for foreninger og selskaber i almindelighed.

I både 1903 og 2003 var det Danmarks Landsskadelige Parti # 1, Venstre, der førte øksen. Det er næppe en tilfældighed. Ligesom det næppe er betydningsløst, at Venstre har hersket i Undervisningsministeriet i hovedparten af de forløbne 30 år.

Johannes Nielsen

# Heinrich og Peter

Hvor er det dog betryggende at I to holder den åndelige fane højt og ikke er blevet offer for de seneste årtiers forfladigelse og fordummelse!

Steffen Gliese

Ellen Nielsen, det er begrebsligheden, der determinerer magtforholdene, og hvis man ikke udbreder kendskabet til disse, holder man dem nede og udenfor indflydelse, der ikke delagtiggøres. Hvis folk ikke har kendskab til de grundlæggende elementer, kan de ikke meningsfuldt penetrere diskursen.

Kære Anne Vang.
Du taler om, at forældrene skal respektere læreren og dennes arbejde. Man kan ikke forlange respekt af andre, det forholder sig med respekt som med tillid, at det er noget, der indgydes. Læreren kan indgyde respekt ved sine handlinger.
Hvis du som politiker selv har respekt for lærerne og deres arbejde, så vis det ved handling. Show don't tell. Det gælder faktisk alle skolepolitikere.