Klumme

Bedste fjender

Partiformænd udsætter sig selv for livsfare, hvis de ikke i tide indgår alliancer med modstanderne. Det er læren af de senere års politiske danmarkshistorie og SF’s formandsvalg
13. oktober 2012

Da jeg i 1998 interviewede Gert Petersen i anledning af erindringsbogen Inden for systemet – og udenfor, spurgte jeg ham til sidst, hvad han egentlig var mest stolt af i sin politiske karriere. Svaret faldt uden betænkning: SF’s medlemsdemokrati. En henvisning til, at medlemsdemokratiet havde SF’s stifter, den tidligere DKP-formand Aksel Larsen »det svært med«, som Gert Petersen formulerede det.

Et årti efter interviewet har formandvalget i SF endnu engang afsløret, at partiformænd m/k ikke bare bør inddrage såvel medlemmer som venner og fjender i partiets for deres blå øjnes skyld. I længden er det klogt, hvis partilederen har sit politiske liv kært.

Den nyere danmarkshistorie er fyldt med eksempler på populære partiledere, der pludselig ikke var så populære mere og ikke kunne komme igennem til 112, når de fem minutter i tolv hørte nogen pusle ved bagdøren.

Per Stig Møller var gået under jorden, da Hans Engells støtter efter hans spritkørsel i 1997 ringede rundt til medlemmerne af den konservative folketingsgruppe for at sikre opbakning til den tiltænkte afløser Anne Birgitte Lundholt. Poul Nyrup Rasmussen fik telefonsvareren, da han i 2002 en sidste gang forsøgte at sikre sig Mogens Lykketofts fortsatte opbakning. Og i 2011 sad Lene Espersen i Qatar og sms’ede forgæves hjem om hjælp til at fortsætte på posten som partiformand.

Alle partilederne har måttet sande det gamle mundheld fra amerikansk politik: Hvis du vil have en ven i Washington, så køb en hund.

I stedet tegner de fleste partiformænd deres livsforsikringer ved at dele magten med deres politiske modstandere i partiet, så disse både får medindflydelse og medansvar, hvis/når det går galt i meningsmålingerne.

Mest formaliseret er måske Socialdemokraternes magtdeling: Gruppeformanden skal være fra den gamle Nyrup-fløj eller Morgenmadsklubben, næstformanden fra den gamle Auken-fløj eller Rustbankerne – mens den politiske ordfører skal være fra den resterende midtergruppe eller Netværket.

Da Gert Petersen blev SF’s formand i 1973, delte han da også magten mellem SF’s venstrefløj og de såkaldte larsenister med deres ide om en »enhedsfront« i arbejderbevægelsen. Den afgående partiformand, Sigurd Ømann, blev formand for folketingsgruppen, hvor han og larsenisterne stadig havde flertal.

Og det blev atter Gert Petersen – »den store rorgænger«– som i 1970’erne og 80’erne forenede SF’s gamle venstrefløj med de nye strømninger i kvinde-, miljø- og fredsbevælgelsen.

Efter Gert Petersens afgang i 1990 kom det dog til et valg mellem disse to linjer i SF personificeret i »røde Holger« og »grønne Steen«.

Holger K. Nielsen trak sig sejrende ud af formandsvalget med Steen Gade – men igen uden at det blev winner takes it all. Steen Gade blev tilbudt gruppeformandsposten, og det store mindretal blev ikke majoriseret af Holger K. Nielsen.

En tradition med at give plads til taberne og afstå fra udrensninger, som Villy Søvndal i første omgang fulgte, da han blev formand i 2005 og blandt andet lod Ole Sohn fortsætte som gruppeformand, selv om denne aldrig havde meldt ud under formandsvalget.

I dag taler mange af Villy Søvndals tidligere støtter imidlertid om, at han netop endte med at glemme denne leveregel i politik – og ikke mindst i SF – om at dele magten med sine modstandere.

I stedet er Villy Søvndal og hans væbnere, Jesper Petersen, Thor Möger Pedersen og Astrid Krag, blevet overrasket over utilfredsheden i SF’s bagland mod sidstnævntes formandskandidatur og støtten til Annette Vilhelmsen.

Thor Möger Pedersen kom ellers engang for skade at fortælle Euroman, at han ikke alene altid havde været fascineret af Francis Ford Coppolas Godfather-trilogi. Filmene havde angiveligt lært Thor Möger Pedersen mere om organisationsteori og strategi end studierne på statskundskab på KU.

I så fald må Thor Möger Pedersen have glemt Michael Corleones formaning i Godfather 2 om altid at kende sine fjender. Som Michael Corleone fortæller, at hans far, Vito, fortalte ham:

»Hold dine venner tæt på dig, men dine fjender tættere«.

Kim Kristensen er journalist ved Informations Christiansborg-redaktion

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Tak for den klumme.
Det er også muligt at Vilhelmsen kunne have Möger tæt på sig, men det er ikke sikkert at det ville tilfredsstille baglandet. Han er jo selve symbolet på SF’s forræderi i forhold til medlemmer og SF-politik.

Er det ikke Nicolo Machiavelli som i Fyrsten (fra 1500-tallet) tilsiger en fyrste, en hersker, at gøre dette?

Altså at ens fjender skal være tættere på end ens venner. I det lys skal og bør man også se Obamas given plads til Clinton-parret ved at give Hilary Clinton posten som udenrigsminister.

Thor M. Petersen elsker Godfather filmene - i så fald må han elske at slå sine venner eller medlemmer af sin egen politiske familie ihjel.....symbolsk forstået altså...

Heinrich R. Jørgensen

Karsten Aaen:
"Er det ikke Nicolo Machiavelli som i Fyrsten (fra 1500-tallet) tilsiger en fyrste, en hersker, at gøre dette?"

Det mener jeg ikke, han gør. Hverken i Fyrsten eller i Meditationer/Reflektioner.

Niccolo Macchiavelli er ikke et gennemført dumt svin, som er det skudsmål han sædvanligvis gives. Han er empiriker (forholder sig til fakta, og reflekterer over sine observationer) i "Fyrsten", mens han er mere filosoferende i "Meditationer". Jeg vil hævde, at han er blandt de mest eminente empirikere indenfor det politiske felt, og en glimrende filosof og en gennemført humanist (omend en realistisk udgave; ikke en verdensfjern hattedame).

<"Ledelsen i SF mistede ganske enkelt magten fordi de gik til valg på en rød politik, men efterfølgende valgte en blå politik og ministerbilerne."

Derfor vil formandsskiftet intet betyde for den demokratiske og politiske situation i og omkring SF, medmindre at der sker betydelige strukturelle forandringer, at formanden afstår fra en ministerpost og at de politiske visioner om et reelt venstreorienteret samfund (og ikke blot små socialliberale pip) genfindes. Men desværre ser intet af dét ud til at ske; Vilhelmsen taler om at man nu må 'samles', at man må 'tage fat på opgaverne' og at der er mulighed for en 'ny start'. Altsammen pæne talebobler, som imidlertid ikke betyder at SF mærkbart ændrer position i hverken regeringssamarbejdet eller det politiske landskab iøvrigt.

"Han var ikke just til at diskutere med"
Jeg synes det er for lidt man hører om baggrunden for at det er gået som det er gået i SF. Denne artikel virker som om den har det ærinde, at den vil give Vilhelmsen et tilbud hun ikke kan afslå. Det er klart for enhver efterhånden, at telefonforbindelsen til baglandet og vælgerne var afbrudt og ligeså klart, at det var den unge ambitiøse Thor Möger, der var arkitekten bag det.
Thor Möger giver det indtryk, at han med lethed ville kunne lede f.eks. Danmarks største virksomhed (Mærsk), eller nærmest hvad det skulle være, der er en kynisme over ham, som de ville kunne misunde ham for, selv i Washington. Det han måske har glemt at tage højde for er, at demokratiet kan have en urkraft, som ikke er til at spøge med, i visse kredse, især på venstrefløjen.

Flemming Andersen

Man kunne også lære af Corleone at udrydde alle sine magtfulde fjender i et slag, når tiden er til det og at man skal holde sine fjender tæt til det øjeblik er det rette.
Det er jo en del af det politiske håndværk og A V virker faktisk , som en habil politisk håndværker indtil nu.

Men artiklen kunne faktisk godt virke, som om "nogen" godt kan se skriften på væggen og ser straffen for arrogancen i horisonten og prøver at advare om en konsekvens om dette.
Og så er det kniven skal føres, hvis man vil bevare magten.

Jesper Frimann Ljungberg

Problemet for SF er at det er mere populært i store dele af partiet at være populistiske hængekøje Socialister, end faktisk at få beskidte negle, ømme muskler og udrette noget.

Man kan mene meget om Thor Möger, men der skete da trods alt noget. Den form form for energi og ability til at execute, kan man vælge at slå ned. Eller også kan man forme, mentore, vejlede til at være noget, der ikke kun er rå vilje til at vinde, men også lytte, gå på kompromis og tænke langsigtet.

Jeg kender det selv, fra en rolle som mentor for talent fulde gutter på Thors Alder.

Holger K Nielsen... jeg tror nok jeg har luftet min mening om ham.

// jesper

Brian Pietersen

man skal sige fra og til afhængig af ens ståsted.

jeg er glad for at der er nogle der står fast overfor højredrejningen i den danske befolkning.

Ruben Michelsen

Villy og hans "bande" led et knusende nederlag ved formandsvalget. Det er ikke en påstand, men en kendsgerning.
Om det er godt eller dårligt vil jeg ikke tage stilling til her.

Da Villy meddelte sin tilbagetræden sagde han, at han ikke ville blande sig i formandsvalget. Jeg tror, at han regnede med, at det ville blive en ren søndagstur, hvor Astrid ville blive kåret uden problemer.
Hans løfte holdt som bekendt kun få dage.

Jeg tror han skød Astrid i foden ved at gå ud og stille spørgsmålstegn ved Annettes format.

Andreas Prætorius

Astrids fødder er i det hele taget rimeligt hullet efterhånden. Hver eneste minister der støttede hende i medierne, skød hende sådan set i foden. Specielt vores kære thor, som jeg tror at vi alle kan blive enig om er god til at gøre noget. Problemet mange har er om han gør det rigtige. Der er meget fokus på at være handlekraftig i politik, men hvis man gennem sin handlekraft trækker den forkerte vej, så var det jo bedre at man ikke havde gjort noget.

Det nemme ved Möger, er at ved at fyre ham, er han også fjernet helt fra dagligdagen i partiet og på Christiansborg.
At beholde ham vil være som en havkat i et hyttefad.