Kommentar

Derfor er der mange privatskoler i København

Når nogle københavnske folkeskoler får færre penge pr. elev end de frie grundskoler, er det, fordi kommunens skolepolitik økonomisk udsulter de skoler med flest middelklassebørn. Derved presses de børn over i privatskolen, som kommunen – med Anne Vang (S) i spidsen – så kan drive hetz imod
1. november 2012

Københavns børne- og ungdomsudvalg har med områdets borgmester, Anne Vang (S), i spidsen indledt en debat om de frie grundskolers berettigelse, bl.a. her i Information.

Udvalget har fremført anklager om, at de frie skoler får ’overbetaling’, og at de ikke optager nok ressourcesvage elever. Med de argumenter forsøger kommunen at få Folketinget til at kvæste de frie grundskoler ved at kræve tilskuddet til skolerne skåret ned. Men Københavns Kommune og borgmester Anne Vangs argumentation er både misvisende og et udtryk for en mere almen tendens i tiden til at opfatte folkelige fællesskaber – skabt af folk og ikke af det offentlige – som fjendtlige angreb på velfærdsstaten. En forfejlet politik da de løsninger, der opstår i civilsamfundet og i markedet, oftest både er bedre og billigere end de offentlige løsninger, folk i stigende grad fravælger, både når det gælder skoler, daginstitutioner, ældreservice etc.

Mangelfulde oplysninger

Kommunens udspil bygger på et notat, hvis hovedargument er, at to specielt udvalgte folkeskoler i København får tildelt omkring 10.000 kr. mindre pr. elev i 2012, end hvis de pågældende folkeskoler havde været finansieret som frie grundskoler. Og alene på de to skoler bygger kommunen sine argumenter uden samtidig at redegøre for økonomien på de mange øvrige skoler i København.

Det er ikke en fair sammenligning. Notatet redegør nemlig ikke for, hvad de øvrige skoler i kommunen får tildelt af midler, og giver således ikke et samlet billede af fordelingen mellem skolerne. En kendsgerning er dog, at Københavns Kommune bruger 7-8.000 kr. mere pr. elev på skolevæsnet end andre danske kommuner i almindelighed. Når der vel at mærke tages højde for forskelle i elevernes sociale baggrund, så tallene er sammenlignelige.

Skævvreden skolepolitik

Der er altså enormt mange penge til rådighed på de københavnske folkeskoler. Derimod bruger de frie grundskoler omkring 11 procent mindre pr. elev, end hvad der gennemgående bruges i landets folkeskoler, selv når forældrenes egenbetaling medregnes.

De frie grundskoler har altså kun få penge til rådighed. Disse omstændigheder udelades ganske i kommunens argumentation for, hvorfor den vil have flere penge til dens skoler taget fra de frie grundskoler.

Når kommunen derfor på baggrund af to udvalgte skoleeksempler – en Østerbro-skole og en Strandvejs- skole – påstår, at folkeskolen generelt har færre penge end de frie grundskoler i København, er det misvisende, da det reelt blot viser, at kommunens samlede store beløb på skolevæsnet reelt bare må være fordelt på andre folkeskoler end lige netop de to. Altså er det kommunens egen skolepolitik, der er skævvridende. Og derfor er det ikke heller ikke et argument for, at der sker en ’overbetaling’ af de frie grundskoler. Når de københavnske folkeskoler får mere pr. elev end folkeskolerne i de øvrige kommuner, og når frie grundskoler får mindre end folkeskoler pr. elev – begge dele efter at der er taget hensyn til forskelle i elevmasse – så har København rigeligt med penge til at sørge for, at alle folkeskoler i København har flere penge til rådighed end privatskolerne. Det vælger Københavns skolepolitikere bare ikke at gøre.

Udsulter middelklassebørn

På trods af de mange penge de københavnske folkeskoler generelt får, er det derfor også bemærkelsesværdigt, at de ikke kan levere samme gode præstationer som de frie skoler.

Undervisningsministeriet har for 2010 og 2011 beregnet, hvor gode afgangsresultater skolernes elever opnår set i forhold til, hvad der kan forventes ud fra elevernes sociale baggrund. De københavnske folkeskoler leverer år efter år dårligere resultater end folkeskolerne i landets øvrige kommuner. Derimod leverer de københavnske frie grundskoler klart bedre resultater end folkeskolerne.

En forklaring på de dårlige resultater, er dog heller ikke, som Anne Vang påstår, at de frie grundskoler ikke påtager sig et socialt ansvar.

F.eks. viser den seneste rapport fra anvendt kommunalforskning, at der på landsplan ikke er den store forskel på elevmassen i folkeskolerne og i de frie grundskoler. Det er der dog samlet set i København, fordi deres skolepolitik udsulter de skoler med flest middelklassebørn, som presses over i privatskolerne. Men også i København findes flere frie grundskoler med en elevmasse præget af elever med svag social baggrund.

En del af disse frie grundskoler gør det fantastisk godt og løfter eleverne bedre end kommunens folkeskoler med en tilsvarende elevmasse. Selv uden at de som folkeskolen får ekstra penge ved en svag elevsammensætning.

I stedet for at drive hetz mod de frie grundskoler og alle andre folkelige initiativer, hvor borgere går sammen i fællesskaber uden om staten, burde kommunen tage ved lære af disse og gennem gode erfaringer forbedre de offentlige institutioner.

Henrik Christoffersen er forskningschef i Cepos

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

En række muslimske friskoler i København leverer ikke gode resultater, nogle leverer middel resultater og en enkelt udmærkede, men så er der også optagelsesprøver, så den med at privatskolerne i København leverer bedre resultater end folkeskolen er en sandhed med visse modifikationer. Artikelskriveren har ret når han påpeger at middelsklasseskolerne udsultes i København. Hvis man har et større antal to-sprogede, socialt udsatte og forældre med lav uddannelsesgrad får man flere penge. Ja rigtig mange penge, mens en skole der ligger i et middelklasse parcelhuskvarter bliver udsultet. Den gennemsnitlige københavnske skole ønsker derfor et mix, hvor derer nogle der trækker penge til, men ikke for mange for så ophæves den positive klassekammerat effekt. Desværre er det sådan at distriktinddelingen gør at skolerne bliver meget forskellige selv inden for et lille område. Ingen har nemlig turdet at rykke ved de " hvide" skolers distrikter, da man frygter endnu større masseflugt derfra, når de svage grupper, læs to-sprogede børn, rykker ind.
Med den fordelingsnøgle til skolerne som er skitseret så får de skoler der er domineret af " artige" middelklasseforældre faktisk færre penge end de private skoler. Det kunne kommunen måske lave om på.

Problemet er det sædvanlige, at man har bragt sig i en situation, hvor man ved at rette op på problemerne - og det sker stadig ikke i tilstrækkeligt omfang - gør opmærksom på, at man er klar over, at de eksisterer, og at enhver løsning vil se mindre optimal ud end den, der allerede formodes at findes i det private system.
Men det er en god idé, at der i en klasse er en vis spredning - og såkaldt svage elever i et vist antal er en gevinst i alle klasser af mange forskellige sociale, pædagogiske og faglige årsager. De skal blot fordeles til alles fordel på en måde, så de i klassesammenhæng er i absolut mindretal, måske 20%.

@Henrik Christoffersen

Agumentationen holder ikke.

De analyser der er på området, fx. af Krevi (nu nyt navn), tager ikke hensyn til den allervigtigste faktor i gode resultater. Selvselektionen.

Ambitiøse forældre er bare noget der virker. Alt andet blegner ved siden af. Det kan målingerne ikke tage højde for, og derfor er de ikke brugbare. Der skal i stedet ses direkte på den praksis og ledelsespraksis der udspringer af de forskellige ejerformer.

De håndører du og Anne Vang taler om gør ikke en døjt forskel på en skole. En muslimsk dreng der laver ballede koster måske en faktor 1000% ift. en almindelig artig protestantisk pige. Vi taler ikke om 10% her.

Det er en naiv tankegang.

At holde resultater og midler op mod hinanden som du gør er derfor rent nonsense, og det du gør er såmænd ikke en tøddel anderledes end Anne Vang.

Dit ordvalg omkring Hetz minder i øvrigt om det samme ordvalg nogle på den anden fløj kan have om privatskolerne.

Dit indlæg bringer ikke nyt, og slet ikke noget der har forskningsmæssig karakter. Det er rent blog skriveri.

Jeg synes iøvrigt ikke nødvendigvis skoler mm. skal drives af et offentligt system, tværtimod. Det befinder sig bedre i borgernes hænder og i privat drift. Men argumentationen findes andre steder end at stille stråmænd, karikaturer og modsætninger op.

Det er ligepræcist det skoledebatten ikke har brug for.

Man skal vist så vidt muligt undgå at bo i Københavns Kommune .

Der er for meget roderi med stort set alt ,bare tænk på de sager, der har været i aviserne gennem de senere år om dårlig ældrepleje, mærkværdig forvaltning, uberettigede gyldne håndtryk til højtlønnede medarbejdere, underlige ansættelsesforhold o s v.

Niels Ludvigsen

Henrik Christoffersen skriver:
”Men Københavns Kommune og borgmester Anne Vangs argumentation er både misvisende og et udtryk for en mere almen tendens i tiden til at opfatte folkelige fællesskaber – skabt af folk og ikke af det offentlige – som fjendtlige angreb på velfærdsstaten. En forfejlet politik da de løsninger, der opstår i civilsamfundet og i markedet, oftest både er bedre og billigere end de offentlige løsninger, folk i stigende grad fravælger, både når det gælder skoler, daginstitutioner, ældreservice etc.”

Markedsfundamentalistisk sludder, der ikke bliver mere rigtig af at blive gentaget år efter år.
Den måde af føre et idelogisk korstog på, ved at benytte enhver given slagmark til krigsførelse i ”det fri markeds” hellige navn, er netop en væsentlig faktor i folkeskolens status og problemstilling anno 2012.
Tidens tendens er i mine øjne ikke som du beskriver. Jeg mener i højere grad, at tidens tendens er på en generaliserende måde, at se offentlig virksomhed som absolut negativ og ineffektivt modsat et positivt og effektivt private marked. Cepos har som dette lands væsentligste menningsdannende organisation, gennem det seneste årti være med til at skabe denne illusion. Jeg mener personligt, at nogle opgaver passer bedst til det private marked og andre til det offentlig virksomhed.

De løsninger der, de seneste årtier er gået fra offentlig virksomhed til privat har ofte været præget af dårligere løsningsmodeller og penge brug på alt andet end den primære opgave.
Som et eksempel i relation til den blog, kan nævnes den private rengøring, der i dag ofte ses i folkeskolen. Tidligere havde skolerne egne ansatte betalt af en offentlig virksomhed, der i modsætning til i dag, ikke havde som primært mål, at skabe profit til ejerne.
Den private rengøring er ofte dårligere og langt mindre fleksible end den tidligere offentlige rengøring. Kommune har i dag en merudgift til dyre kolde hænder(DJØFér), der skal udarbejde og behandle udbud og udbudsmaterialer. Kommunen må samtidige bede medarbejder om, at kontrollere de private rengøringsselskaber, da de private ellers i profitmaksimeringens navn prøver, at springe over hvor gærdet er lavest. Hvis skole har et arrangement og gerne vil have et fællesrum gjort rent, vil det ofte være som tillægsarbejde medmindre det passer med den ugedag, hvor der efter aftale med det private selskab bliver gjort rent i netop dette rum (alt andet end effektivt). Tidligere havde en skoleleder bedt et personale i rengøringen om, at spring nogle andre lokaler over denne dag og sætte indsatsen ind der hvor skole ønskede det.

Forskellen på offentlig og privat rengøring er, at kommune når vi tale et privat selskab bruger mange penge i relation til skolerengøringen, som ikke direkte udmønter sig i rengøring på skolerne(De varme hænder forsvinder i privatiseringens navn og gør den primære opgaveløsning mere ufleksibel og ringere end tidligere) Den private virksomhed skal der ud over havde profit, hvilket kun kan komme fra færre omkostninger til selve rengøringen. Cepos og andre markedsfundamentalister tale om en mere effektiv rengøring, hvilket desværre ikke ses ude i den virkelige verden; der hvor jeg kommer – her ses kun dårligere rengøring.

Kommunerne betalte tidligere for, at få gjort ordentlig rent i lokalerne. I dag betaler kommunerne mindre for ikke at få gjort ordentlig rent. Alle er glade - det private selskab, kommunen og skatteyderne - på nær børnene og de ansatte. I værste fald betaler de med flere årlige sygdage og i heldigste fald skal de bare gå og se på svineriet i løbet af deres arbejdsdag.
Vil I i Cepos ikke være venlig, at finde andre slagmarker til Jeres idelogiske korstog. Grundskolen i Danmark er i knæ og på sammenbruddets rand og alt for vigtig for samfundet til at blive brugt som middel for idelogisk mål.

Så med undtagelse af det næstnederste afsnit i Søren Kramers kommentar, vil jeg giver Søren Kramer ret i vurderingen af bloggen og endda betegne den som:

Nuts

Rengøring på skolerne rammer præcist nogle dilemmaer omkring tilgangen til driften af en offentlig sektor som er værd at se på:

På den ene side får du bedre rengøring per kr. i dag. Det er tydeligt i regnskaberne for skolerne. Du kan vælge at få bedre rengøring end tidligere til den samme pris, eller tage en mindre besparelse. Samtidigt er det nemt at styre hvor du prioriterer dine rengørings kroner. Hvilke toiletter skal rengøres 2 gange om dagen, og hvad er prisen. Det betyder skarpere prioritering i driften.

Det er indiskutabelt at vi kan få bedre rengøring per krone.

Det kan være en bagside at nogle henter en stor besparelse hjem, og samtidigt får gjort ringere rent. Det er deres valg.

For den enkelte skole er det en oplagt vindersag.

Bagsiden:

Der er snart ikke rengøringspersonale der taler dansk eller er af dansk oprindelse længere på skolerne.

Vi gør ikke selv vores toiletter rene længere.

Vi har rengøringsdroner.

Brugen af udenlandsk arbejdskraft grænser op til moderne slaveri og den omfordeling af midler fra fattig til rig, er en del af markedet.

Skal vi have billig rengøring, skal vi først tage stilling til om det er etisk forsvarligt.

Men at sige rengøringen ikke er blevet bedre per kr. er noget vås.

Må jeg give et eksempel på hvor forskellen på effektivitet typisk ligger i driften mellem privat og offentlig: sygefravær. Nogle steder kan offentlige ansatte, hvor en dårlig kultur er bygget op,nærmest skiftesvis lægge sig syge i månedsvis. Med alt det bøvl og ledelsesressourcer det trækker. Det kan ikke ske i privat drift. Dvs. sandsynlighenden for at du får mere sikker og stabil rengøring, og mindre bøvl med styringen fra den administrative leder på skolen, er større ved privat drift.

Egentligt er det urkomisk at Cepos kommer rendende og hiver tal op at skuffen der ikke tager hensyn til selselektionen. Betydningen af de ambitiøse forældre, og effekten af det frie valg.

Det er den der latterlige danske variant af såkaldt liberalisme. Luksus modellen hvor det bare handler om omfordeling fra dem med mindst til dem med mest.

Der har altid være gode penge i at sige den slags ting de sidste par hundrede år. Egentligt underligt det skulle tage så mange år før vi fik den slags talerør i Danmark.

Det kræver jo konstant arbejde til mange økonomer at forklare til JP-danmark hvorfor farvede, der tører lort op, skal have 0,1% i løn i forhold til dem der ryger cigarerne.

Der er en anden faktor, som jeg snart gerne vil se inddraget: Hvad koster en elev på en skole på Nørrebro?

Hvad koster en tilsvarende elev i Hellerup?

Jeg har en fornemmelse; men har aldrig set brugbare tal...

Niels Ludvigsen

Søren Kramer skriver:
” På den ene side får du bedre rengøring per kr. i dag. Det er tydeligt i regnskaberne for skolerne. Du kan vælge at få bedre rengøring end tidligere til den samme pris, eller tage en mindre besparelse. Samtidigt er det nemt at styre hvor du prioriterer dine rengørings kroner. Hvilke toiletter skal rengøres 2 gange om dagen, og hvad er prisen. Det betyder skarpere prioritering i driften.
Det er indiskutabelt at vi kan få bedre rengøring per krone.”

I regnskabet fra skolerne er udgiften til kontrol ikke medtaget og den kan være særdeles høj. Det er en udgift, der bør tillægges rengøringen, som jeg ser det. Med hensyn til kommunernes omkostninger med udbudsmaterialer mv. ved jeg ikke, men kan godt være i tvivl om de indgår under skolernes regnskab. De bør selvfølgelige indgå, da de er en merudgift i relation til tidligere.

Jeg er absolut uenig i vi får bedre rengøring pr. kroner. Jeg mener skolerne betaler mindre, men får langt ringere rengøring end tidligere. Der hvor jeg kommer, sker rengøringen af håndvask dog ikke længere med lokumsbørsten(Selskabet have vist sparet penge på oplæring af personalet der kom fra lande hvor lokumsbørsten normalt ikke forefindes. Mon ikke det har øget selskabet profit på bekostning af ordentlig rengøring? Hvilket jeg har svært ved at ses kunne ske i en offentlig virksomhed, hvor skolelederen har retten til at lede og fordele arbejdet for rengøringspersonalet på skolen.)

Efter at samtlige af skolens tavler er blevet ødelagt og udskiftet, rengøres disse ikke mere med sædevand og børste. Hvis der har været flere sygedage for skolens personale pga. mangelfuld og fejlagtig rengøring er omkostningerne ikke medtaget i skolens regnskab under rengøring.
Der stinker ikke mere af bræk pga. genbrugsvand og nye arbejdsgange mht. gulvvask.
Rengøringen af omklædningsrummene ved idræt giver heller ikke mere anledning til vand på gulvet i idrætssalen. Det gik hurtigere at spule omklædningsrummene. Så jo det bliver bedre med slet ikke så godt som tidligere og udgiften har været en urimelig ekstra arbejdsindsats fra flere af skolens personaler gennem flere år med at påvise fejl og mangler i forbindelse med rengøringen.

Problemet er at selskabet har kontrakt med kommunen om rengøring af samtlige skole, hvorfor der skal meget til, at opsige kontrakten samtidige befinder dem med magt til, at opsige kontrakten sig ikke på skolen, men oppe på kommunen. Der ud over vil en ny udbudsrunde være endnu en merudgift for kommunen.
Flere personaler har brugt tid på at beskrive fejl og mangler og disse timer er ikke opgjort som udgift i skolens rengøringsregnskab. Måske er der ikke så meget sygdom i de private, men til gengæld hyppige udskiftningen i rengøringspersonalet, hvilket i mine øjne ikke giver en effektiv arbejdsgang da personalet jo nærmest er under konstant oplæring. Dette giver så igen ekstraarbejde til skolens personalegrupper med at påvise fejl og mangler i forbindelse med rengøringen.

Mange forhold er blevet bedre dog ikke arbejdsforholdene for rengøringspersonalet, de bliver jo bare udskiftet med nye som heller ikke kan nå de opstillede mål, når der er problemer.
Så rengøringen er absolut ikke bedre og billigere; kun billigere på bekostning af ringere rengøring og dårligere arbejdsforhold for alle ansatte, men især for rengøringspersonalet.

Jeg frygter dog det kan blive endnu værre, da kommunen snart afholder ny udbudsrunde, hvor nye håbefylde selskaber kan tilbyde, at være mere effektive, ved at kunne indføre nye aldrig før sete arbejdsgange mht. til rengøringen. Jeg venter med frygt i sindet, men tror kun det vil give et mindre omkostningsniveau for kommune.

Søren Kramer skriver:
”Men at sige rengøringen ikke er blevet bedre per kr. er noget vås.”

Som det fremgå af ovenstående med min viden og erfaring mht. til privat rengøring i det offentlige er jeg lodret uenig i denne påstand om, at det er blevet bedre. Rengøringen er ikke blevet bedre på nogen tænkelig parameter, andet end omkostningsniveauet, hvilket vel ikke har noget med bedre rengøring, at gøre.

@Niels Ludvigsen,

Jeg kan sagtens følge dig. Nogle kommuner har svært ved udliciteringsopgaverne, og så bliver resultatet selvsagt elendigt. Det tager år at mestre.

Et problem der opstår er, at man prøver at udspecificere sig til beskrivelsen af kvaliteten, dvs. en ekstrem detaljeret kravspecifikation fra centralt hold. Dernæst opfølgning med masser af kontrol. Alt sammen pakket ind i en sindsygt bureaukratisk udbyder / udfører model, som Lars Lykke har indført. (Hvad den mand ikke har gjort af idiotisk styring inden for det offentlige er helt ubegrænset)

Alting tiltag der er kontraproduktive, og ofte spiser gevinsten.

Du skal bare passe på ikke at mixe spareøvelserne sammen med udliciteringerne. Oftest følges de ad, og så bliver resultatet derefter. Fordi så er det besparelsesmålet der sætter rammerne.

Det er desuden et generelt problem at der spares på rengøringen både på skoler og sygehuse. I et offentligt system bruges der hellere penge på borgersynlige projekter som nye skoler. Det er lavstatus og lavprioritet med driftsomkostninger til rengøring.

Men der kan gøres noget ved det. Det handler om på skolen at få prioriteret penge til nye toiletter der er væghængte. Automatisk tændslut for vand og strøm. Og så kvaltietsrengøring flere gange om dagen. Det koster, uanset hvem der gør det, og pengene skal hentes på normeringen i undervisningen. Men er bestyrelsen stærk og forstående, så går den igennem og hygiejne bliver prioriteret over flere lærertimer.

Niels Ludvigsen

@Søren Kramer

Jeg er langt overvejende enig, men ser et alvorligt problem i, at der i forvejen er fjernet undervisningstimer og kvaliteten af de resterende timer er forringet bl.a. pga. inklusion uden væsentlige ekstra ressourcer. I den kommune jeg bo i er man gået fra det vejledende timertal mod minimumstimetallet gennem de seneste år. Kvalitetssikring af undervisningen er sket ved, at lukke flere skoler, øge klassekoefficienterne, øge antallet af elever med indlærings – og adfærdsproblemer i klasser uden ekstra ressourcer, lukke flere specialpædagogiske tilbud og fyre undervisere. På plussiden blev der dog givet ekstra lektioner til læseløft, hvilket desværre allerede året efter blev reduceret. Der ud over gav kommune et 20 timer kursus i inklusion så den ene lærer i klasselokalet nu kunne hjælpe de elever med indlærings – og adfærdsproblemer samtidige med de 24 elever, som var der i forvejen. Vupti så var der sparet nogle overflødige specialpædagogiske tilbud i inklusionens navn.

Så der er altså ikke meget at prioritere med, da det halter alle steder på folkeskoleområdet. Du har dog ret det er et spørgsmål om prioritering. Jeg mener valget er et spørgsmål og pest eller kolera.

Det er i mine øjne et spørgsmål om at kalde en spade for en spade og erkende, at vi som samfund ikke har ressourcer til at tilbyde vores ungdom en ordentlig grunduddannelse og ordentlige forhold under deres skoletid. Som det ser i dag lider folkeskolen og egentlig hele det offentlige under 30 års fejlslagen politisk udvikling. En tyrkertro på, at al offentlig virksomhed er ineffektivt har givet politikerne argumenter for at finde penge til at lukke de utallige huller, der er i de offentlige kasser.
Det går i mine øjne ikke særlig godt, fordi opgave ikke modsvares af rimelige ressource og de ressourcer der findes, bruges i høj grad på kontrol, effektiviseringsrådgivning, ændringer mv. Altså bruges flere af de sparsomme ressourcer på alt andet end selv opgaver. Det være sig rengøring, børnepasning eller undervisning. Det er ikke kun Løkke, men 30 års håbløs politisk håndtering, der har skabt krisen i det offentlige.

Jeg tænker ofte tilbage på da jeg sag på skolebænken i historie og specielt hvordan vi rystede på hoved over inkompetente generaler under 1. Verdenskrig, der brugte deres ressourcer helt forkert.
Her tænker jeg på generalerne der totalt afsondrede fra virkeligheden planlagde gennembrud af fjendes linjer på mere eller mindre umulige situationer. Så selvom der var 5000 soldaterne, som stod i mudder til knæene og fjenden havde utallige maskingeværer blev de bedt om, at storme fjendes linjer. Ingen væsentlig brug af kampvogne i forsøget, kun soldater. Nå tilbagemeldingen på fiasko nået hovedkvarteret var konklusionen, at der skulle bruges 10 000 soldater til næste forsøg.

Generalerne levede totalt afsondrede fra virkelighed ved fronten og troede slagmarken så ud, som da de som unge selv var ved fronten. Opgave var med vores viden i dag, ganske enkelt umulig og efter ganske kort tid ved fronten erkendte de fleste soldaterne det. Desværre var der ikke andre, der havde indset det.
Der opstod hurtig blandt vise befolkningsgrupper og blandt de højtstående officerer en fortælling om småfeje og ringe soldater, der ved første lejlighed smed sig med granatchok og skyttegravsfødder for, at slippe væk fra fronten.

Soldaterne ved fronten blev på begge sider mere og mere modløse, som tiden gik og det hele endte med, at Europas store monarkier faldt pga. ledelsesmæssig inkompetence politisk såvel som militært. De havde simpelthen ikke nogen føling med, hvordan virkeligheden så ud uden for slottene.

I dag er det offentlige og i særdeleshed folkeskolen i mine øje i en lignede situation. Det ser skidt ud og de fleste der arbejder i skole kan godt fornemme det ikke bliver bedre, men nærmere værre og værre. Beslutningstagerne lever som generalerne totalt afsondret fra virkelighed på deres slotte og tror skole se ud, som da de selv var unge og gik i skolen.
Dette kan blandt andet ses i lyset af alle de lovændringer der har været på folkeskoleområdet det seneste årti.
De aner ikke hvad der foregå derude og hvad værre er, de ved ikke hvordan deres ændringer skaber en egentlig nedsmeltning. Nå tilbagemeldingen om fiasko når hovedkvarteret er konklusionen mere kontrol, flere ændringer og helst mindre ineffektiv offentlig virksomhed.
Dem der er derude går ned med granatchok og skyttegravsfødder efter de er blevet i tvivl om opgaven egentlig kan løses under de nuværende omstændigheder og er i tvivl om, hvilken lov der er gældende pt..
Min klare pointe er bare, at det private ikke er svaret på problemet, ja faktisk mere jeg det offentlige er bedre til netop denne opgave, hvis de havde nok ressourcer, men det har det offentlige bare ikke og samtidige bruges de ressourcer der er, ikke i overvejende grad på selv opgaven.

Jeg ser udlicitering som en fordel, hvis en mindre virksomhed ikke magten opgaven selv og ikke har ekspertisen, ellers ser jeg udlicitering som led i en spare øvelse.
En stor virksomhed som en kommune kan spare profitten til den eksterne partner, udarbejdelsen af udbudsmaterialet og selve udbuddet og det enorme kontrolvirksomhed af den eksterne partner ved selv, at påtage sig opgaven. Med de store kommuner i landet vi har i dag, kan de alle i mine øjne med fordel selv påtage sig rengøringsopgaven, hvis den skal løses bedst og billigst. Hvis formået modsat kun er, at spare penge kan jeg se en fordel i udlicitering. Så kan kommunen fralægge sig ansvaret for den ringe kvalitet ved henvisning til den eksterne partner. Kommunen kan lukke øjnene for ansættelsesforholdene hos den eksterne partner mv..

Forskellen på en offentlig og privat virksomhed i denne henseende er hvem et eventuelt overskud tilfalder og hvem der kan stilles til ansvar for kvaliteten af opgaveløsningen og måden den udføres på.

Det er min holdning og selvom vi er enige på flere punkter, bliver vi næppe enige i om udlicitering af rengøringsopgave i folkeskolen er en fordel for samfundet
:)

Jeg synes lidt det er synd at efterlade et billede af folkeskolen som om, den er dårlige end for 30 år siden og møgbeskidt. Det er bestemt ikke mit indtryk. Talentmassen seminarerne rekrutterer fra er slet ikke på samme niveau som før i tiden, men alligevel virker de nye lærere bedre uddannede og skolerne arbejder - trods alt fodslæberiet - mere professionelt.

Jeg synes lidt du hopper på Cepos socialdemokratiske ressoucesnak, når udfordringen tydeligere ligger ift. fordeling af svære tosprogede og udvikling af andre læringsmiljøer på skoler med blandet elevsammensætning imho.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Selv om Henrik Christoffersen har en tydelig, ideologisk interesse i at nedgøre det offentligt styrede - og har ret til at have denne - er det utroligt, at han vil være bekendt at komme en sådan svada om økonomien og underskrive sig som forskningschef.
Privatskolerne får deres tilskud beregnet på grundlag af gennemsnitselever - uanset, at de har behov for undervisning, der på en almindelig folkeskole ville kunne dækkes af et beløb langt under gennemsnittet.
Privatskoler har lov til at sige nej til elever, der kræver støtte timer på grund af ADHD eller ordblindhed - hvis ikke de får et ekstra beløb af kommunen. Stærkt adfærdsvanskelige elever siger de, som en naturlig ting, nej til.
En kommunes gennemsnitspris pr. elev dækker over meget store udsving - det ville måske gøre prisberegningen til privatskolerne mere overskuelige, hvis man opererede med en typeelev.
hertil kommer, at en veldrevet privatskole kan fastsætte sin optimale klassestørrelse og holde sig til den - de siger bare nej til yderligere elever.
En distriktsskole skal tage de elever, der melder sig - det giver ofte anledning til uhensigtsmæssige klassestørrelser.
Problemet har analogier inden for diskussionen om privathospitaler. Selvfølgelig er det dyrere at age sig af det komplicerede samtidig med akutfunktion - i forhold til at lave planlagte standardoperationer.
Derfor er det hverken irrelevant eller unfair at gøre opmærksom på, at folkeskolerne i de mest velfungerende områder har mindre rådighedsbeløb end privatskolerne - forældrene får faktisk penge ud af at trække deres børn til betalingsskoler; deres barn ville normalt ikke koste gennemsnitsbeløbet.
Hvad konsekvensen skal være, kan vi så diskutere - men det fører til den bedste diskussion at gå ud fra et korrekt grundlag.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

For oversigtens skyld sender jeg mine tanker om afgangsresultater i forhold til det socialt forventelige i et særskilt indlæg:
Vil Henrik Christoffersen - eller evt. Informations journalister - ikke godt forske lidt i, hvordan man beregner denne sociale faktor i forhold til privatskoler? For jeg kan ikke finde oplysninger om det.
Hvad almindelige folkeskoler angår, går man ud fra skoledistriktets sociale niveau - man beregner ikke hver enkelt elevs sociale chancer.
Det tror jeg heller ikke, man gør med hensyn til privatskoler - ville det ærlig talt ikke være ret uetisk?
Men hvad er en privatskoles skoledistrikt? Giver det overhovedet her mening at tale om skoledistrikt?
Og hvis de sociale forventninger til eleverne er udregnet fra noget, der ikke giver mening, hvordan kan man så tale om skolernes evne til at bryde den sociale arv?