Klumme

EU's medieunderskud

Medier og politikere underspiller EU’s betydning. Medierne, af frygt for at læserne finder EU kedeligt, politikerne, fordi de nødigt vil indrømme, at de har mistet indflydelse til EU
3. oktober 2012

Nede i Belgien ligger Europas – og dermed Danmarks – egentlige hovedstad. Den hedder Bruxelles, og her træffer EU’s tusinder af embedsmænd, kommissærer, parlamentsmedlemmer og tilrejsende ministre hver eneste dag beslutninger, der direkte angår os. De fleste analytikere er enige om, at 70-80 procent af den danske lovgivning er helt eller delvist et resultat af disse beslutninger. Alligevel er der mere end ti gange så mange danske journalister på Christiansborg som i Bruxelles. De stakkels EU-korrespondenter (som bliver færre og færre) skal altså dække en administration, en politisk proces og et parlament, som bliver mere og mere omfattende og betydningsfuldt.

I 2003 konstaterede medieforskeren Mark Blach Ørsten fra RUC, at EU-stoffet i de danske medier generelt udgjorde under 10 procent af stoffet i danske medier. Det har næppe forandret sig synderligt siden. Fra 2001 til 2010 faldt antallet af danske korrespondenter i Bruxelles således fra 20 til 11.

For tiden vil jeg anslå, at toneangivende danske medier – specielt tv – har fire-fem gange flere medarbejdere til præsidentvalget i USA, end de har folk i Bruxelles. Er præsidentvalget i USA vigtigere for den enkelte dansker end EU? Svaret er selvfølgelig et dundrende nej. Men der er indlysende grunde til skævheden.

Der er gode billeder i et amerikansk valg. Der er drama, fest, farver, ballade og konflikt. USA’s rolle i verden er indlysende vigtig. Vi kender Obama bedre end Barroso. Når vi skal finde noget i EU, vi kan identificere os med, interviewer vi Connie Hedegaard. Ellers er det en journalistisk udfordring af de større at gøre EU spændende og interessant. I en mediesituation, hvor krisen kradser, og konkurrencen skærpes, bliver journalistikken mere skarpt- eller skævvinklet, og underholdningsværdien bliver af stigende betydning. Og, hånden på hjertet: EU er kedelig og udramatisk og konflikterne ikke voldsomme eller åbenlyse.

Journalistisk tilstedeværelse er vigtig. Tilstedeværelsen sikrer løbende dækning, den øger journalistens viden og erfaring, den er afgørende for udbygning af kildenettet. Lytternes, læsernes og seernes indsigt forøges. Måske. For det kræver, at lytterne, læserne og seerne i det nuværende medie-supermarked VÆLGER EU-stoffet. Når Berlingskes udenrigsredaktør (og kommende Washington-korrespondent) Kristian Mouritzen i 2010 sagde til magasinet Notat, at »ordet EU er en stopfaktor, læserne forstår det ikke og så går de videre,« så mere end antyder han, at når læserne ikke gider, så gider redaktionen heller ikke. Pierre Collignon, der nu er medlem af Jyllands-Postens chefredaktion, udtrykte det således: »Der er jo mange, der vil underholdes, og så springer de EU-stoffet over.«

Problemet er måske selvskabt for medier, der i 40 år med politikernes hjælp har beskrevet vores forhold til EU i ’dem og os-termer’. EU er dem nede i Bruxelles, og vi danskere er ‘os’. Jeg er lige kommet tilbage efter et kort besøg i USA, hvor en af forklaringerne på den stigende polarisering i amerikansk politik i høj grad er et ‘dem og os-syndrom’ mellem Washington og borgerne. I sit udgangspunkt kunne USA i slutningen af 1700-tallet minde om EU i 1972: Stærke enkeltstater, der valgte at give Washington visse centrale magtbeføjelser. 60-70 års magtkamp mellem den føderale regering og enkeltstaterne udløste en borgerkrig, hvorefter den centrale magt gradvist fik mere og mere indflydelse. Her stopper sammenligningen. Bortset fra, at de amerikanske medier på samme måde som de danske og andre europæiske medier i de sidste 10 år også har halveret deres dækning af den reelle hovedstad. Henholdsvis Washing-ton og Bruxelles.

Jeg kender ikke løsningen på det, en græsk medieforsker kalder ‘medieunderskuddet’ i forhold til EU. Mange redaktører peger som Mouritzen og Collignon på EU’s manglende underholdningsværdi. Andre – som den tidligere EU-parlamentariker Jens Peter Bonde – har peget på, at danske politikere bærer et medansvar for situationen. Ingen er interesseret i at få belyst egen afmagt. I takt med at de vigtige beslutninger i stigende grad finder sted i Bruxelles, overdriver danske politikere deres og Folketingets indflydelse. Det er ikke i deres interesse, at mediernes fokus flyttes fra Christiansborg til Bruxelles. Og her er politikernes interesser sammenfaldende med mediernes.

 

Lasse Jensen er redaktør og vært på P1-programmet ’Mennesker og medier’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Godt brølt, Lasse. Men skal vi ikke til at vende bøtten?

Det må være politikernes opgave at italesætte EU og handle lidt proaktivt.

Faktisk sagde Per Stig Møller det så smukt tirsdag aften i "Europa eller kaos": Vi er på vej mod først en bankunion og siden endnu mere union. Hvis Danmark vil have indflydelse, skal vi ikke vente til "de andre" i Berlin og Bruxelles har tingene færdige. Vi skal ind i processen. Der er dér, man får indflydelse.

Man kunne håbe, han havde sagt det samme dengang han selv var udenrigsminister. Men altså, er der ikke et par aviser, der kunne holde fast i, at det er politikernes forbandede pligt at tage EU alvorligt. Proaktivt.

Du har ret i, at medierne går efter navne, gode billeder og drama. Men politikerne på Xborg er jo netop blevet trivimediernes populærstof. Det må være her, dramaet begynder. Så virkeligheden i Bruxelles bliver input til vore egen danske virkelighed. Og vi kan få en oplevelse af, at vi har en - proaktiv - rolle at spille.

"Vi har brug for et land at være europæere i", sagde Per Højholt i sin tid. Det har han vist fortsat ret i.

Jeg forstår godt, hvorfor medierne ikke har nogen interesse i at fortælle om EU. Det er det samme med politikerne.

Jo mere de oplyser, jo flere danskere får øjnene op for vor tids mest udemokratiske konstruktion.

Se bare på mediedækningen af 40 års dagen for den 1. EF afstemning.

En skændsel.

Men klart nok. Stemmetallene fra dengang ville være stikmodsat i dag.

Ikke se.
Ikke Høre.
Ikke tale.

Så går det måske over.

I øvrigt er det pinligt for Per Stig, Hans parti har lige vedtaget en EU skeptisk linie, men Per Stig halser videre efter mere Eu.

I sandhed sørgeligt.

Lise Lotte Rahbek

Det er jo da også i høj grad problemetisk,
og ikke noget de berørte ønsker belyst,
at vi stadig har 179 folketingsmedlemmer ansat
til at træffe kun 20-30% af de beslutninger,
som folketingets medlemmer foretog før 'unionen'.
Og s har de oven i købet ansat mere spin-mandskab end nogensinde.

Jeg har en teori om, at jo mindre politik der reelt bliver ført, jo mere fokus på spin, på pressen, på personer, på 'ekspert'analyser og på håndtasker,
og det er ikke andet end een stor omgang blålys for at dække over alt det, som pressen og politikerne har vedtaget, at de alligevel ingen som helst indflydelse har på.