Kronik

Fagforbund må involvere os mere

Fagbevægelsen er ubestrideligt en dansk succeshistorie, men fra at være den frække og stærke muskel i det danske civilsamfund er fagbevægelsen gradvist blevet en mere fast del af etablissementet. Hvis fagbevægelsens skal genvinde sin styrke og betydning, må den nytænke forbindelsen til medlemmerne, involvere dem mere og give dem et større ejerskab over den enkelte fagforening 
Kritikeren har fat i noget, når de siger, at fagbevægelsens suverænt største problem er, at den har mistet kontakten til sit eksistensgrundlag: medlemmerne, skriver kronikørerne.

Kritikeren har fat i noget, når de siger, at fagbevægelsens suverænt største problem er, at den har mistet kontakten til sit eksistensgrundlag: medlemmerne, skriver kronikørerne.

Christian Als

31. oktober 2012

Det er mærkeligt, at alle taler så meget om den danske model, som om kendskab til den er forudsætningen for organisering. Jeg har organiseret mange lønmodtagere, lang tid før begrebet blev opfundet. Den danske model er et middel – ikke målet.

Sådan lød budskabet fra Forbundssekretær i Dansk Metal Anders Laubjerg for nylig ved en konference. Hans udmelding er lige så klar som udfordringen for den danske fagbevægelse: Organisering handler ikke om komplicerede teoretiske forståelsesrammer, det handler om stærke relationer og tilstedeværelse.

Der skal ikke herske tvivl om, at den danske fagbevægelse har mange succeser i bagagen og fortsat spiller en afgørende rolle i samfundsudviklingen. Rimelige arbejdsvilkår, velfærdssamfundet og verdensrekord i jobmobilitet er bare nogle af de resultater, som fagbevægelsen har været med til at skabe. Som den nuværende løntilbageholdenhed også viser, så har vi en bevægelse, som tager ansvar og finder løsninger. En bevægelse, der på grundlag af årtiers hårdt arbejde har sikret Danmark en af verdens højeste organiseringsgrader.

Hvad mener medlemmerne?

Men når der alligevel sættes spørgsmålstegn ved fagbevægelsen, som Information har gjort det med serien ’En før alle,’ så handler det bl.a. om, at løsningerne formuleres for langt væk fra det enkelte medlem og savner »kød og blod«, som 3F’s formand, Poul Erik Skov, udtrykte det i et interview for nylig.

Fagforeningerne er modne organisationer, som gradvist er blevet mere institutionaliserede og en mere fast del af det politiske system. Det har først og fremmest været positivt for udviklingen på det danske arbejdsmarked, men det har også haft bivirkninger. Fra at være en fræk og stærk muskel i det danske civilsamfund er fagbevægelsen blevet en del af etablissementet. Fagforeningerne påvirkes af en bureaukratisk kultur, som minder om den, vi kender fra centraladministrationen.

Samtidig har mange fagforeningsmedlemmer tabt ejerskab over organisationerne og de afgørende beslutninger. Den tidligere fagbevægelsesmand Michael Valentin har beskrevet udfordringen klart:

»Fagbevægelsens suverænt største problem er, at den fuldstændig har mistet kontakten til sit eksistensgrundlag: medlemmerne.« Det er sat på spidsen, men medlemstilbagegangen tyder på, at der er noget om det.

Fagbevægelsen kan blive nødt til at nytænke sin nuværende organisation radikalt, hvis udviklingen skal vendes. Første skridt bør være en erkendelse af, at enhver organisering kræver desorganisering. Små justeringer er ikke nok. Denne tankegang stammer fra en af verdens førende community organizers, Michael Gecan, der i årtier har arbejdet med at organisere kirker, fagforeninger og andre civilsamfundsorganisationer i de fattigste boligområder i New York og Chicago.

Genoptag den direkte kontakt

I sin bog Going Public beskriver Gecan potentialet i en samfundsorganisering, som baserer sig på personlige relationer og forskyder magten nedad i samfundet, så den placeres tættest muligt på den enkelte. Det er den vej, fagbevægelsen bør gå.

Vi skal væk fra, at fagbevægelsen enten må satse på at sænke kontingentniveauet i benhård konkurrence med de gule eller på at blive reddet af statslige indgreb, som gør det billigere at drive fagforening.

Hverken den markedsgørende eller den bureaukratiske vej vil løse de grundlæggende udfordringer for fagbevægelsen, selv om begge tiltag måske også er nødvendige.

En relationel tilgang vil derimod sikre, at de menige medlemmer får indflydelse på deres egne fagforeninger og derigennem på deres egne arbejdspladser og deres eget liv. Relationen til det enkelte medlem skal i fokus, så fagforeningen ser den enkeltes styrker i stedet for at stirre sig blind på standardiserede behov. Det nytter ikke noget, at fagbevægelsen påberåber sig at kunne sikre størst mulig velstand og størst mulig lykke for flest muligt mennesker, medmindre de har spurgt deres medlemmer, hvad velstand og lykke rent faktisk betyder for dem.

En til en-samtaler er vejen

Kerneopgaven er altså, at finde måder at være nærværende, lyttende og inddragende i forhold til medlemmerne. De skal myndiggøres og støttes i deres faglighed. Et konkret værktøj er ’en til en-samtaler’ med medlemmer og tillidsrepræsentanter. Lige så simpelt og banalt, som det lyder, lige så slagkraftigt og effektivt kan det være. Man kan indledningsvist tilrettelægge en til en-indsatsen som en kampagne, hvor man f.eks. sætter et hold på 25 organisatorer til at lave 5.000 individuelle møder på tre måneder. Det er 15 møder pr. person pr. uge – mindre end hvad der f.eks. er kravet til en ansat organisator i Europas største borgeralliance, London Citizens.

En anden mulighed er husmøder, hvor organisatorer fra fagforeningen afholder små møder med omkring 15 deltagere enten i deres hjem eller på deres arbejdspladser. Det handler om at mødes menneske til menneske og ikke om at afholde formelle møder, hvor der skrives referater og ikke må vedtages noget under punktet ’eventuelt’.

Ovenstående forslag er ikke en universalløsning, men et konkret eksempel på, hvordan det relationelle arbejde kan gøres. Møderne bør handle om arbejdslivet i bred forstand. Derfor skal man ikke kun spørge medlemmerne, om de kender den danske model, eller om de har overenskomst. Snarere bør fagforeningens organisatorer spørge medlemmerne:

»Hvis der er én ting, du kan ændre på din arbejdsplads, hvad vil det så være?« Det spørgsmål sætter gang i den fundamentale diskussion, som al faglig organisering bør handle om. I den danske fagbevægelse laves der allerede relationelt arbejde, men det er ofte sporadisk og drevet af enkelte ildsjæle.

Vask tavlen ren og vær modig

Fagbevægelsen er rigtig god til at behandle klagesager, give juridisk bistand og til at forhandle gode kontrakter hjem. Men det sikrer ikke, at medlemmerne føler sig taget med på råd. Derfor er det vigtigt, at der sker endnu mere på det inddragende område. Det vil kræve en genopfindelse af fagbevægelsens projekt, som både valgte, ansatte og nye kræfter skal være med til at skabe. Evnen til at organisere må forbedres – både ved at udvide rammerne for de ansatte i fagforeningerne, der allerede nu beskæftiger sig med og er dygtige til at organisere, men også ved at rekruttere nye kræfter udefra, der kan realitetsteste organisationen.

Den vigtigste indsats er den, der foregår tættest muligt på arbejdspladserne.

For at genskabe tidligere tiders succes kræver det, at fagforeningerne har modet til at desorganisere sig og genopfinde sig selv løbende for hele tiden at tilpasse sig medlemmernes behov og være til stede i deres hverdag.

Fagforeningerne skal vise sig som dem, der i samarbejde med medlemmerne, skaber konkrete forandringer og løsninger på arbejdspladserne. Det kræver en massiv satsning på lederskabstræning på alle niveauer. Og det kræver, at man satser målrettet på at udvikle og inddrage nye kræfter – særligt de unge, som kommer med ny gejst og andre erfaringer. Det er fagbevægelsen selv, der kan og skal vende udviklingen. Den er i gang med at omstille sig til en mere aktiv og direkte inddragelse af medlemmerne, men processen skal speedes op. Det har Danmark brug for.

 

Jens Jonatan Steen og Bjørn Hansen er henholdsvis analysechef og uddannelseschef i tænketanken Cevea

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Jeg er stort set enig med artiklen.

Dog snublede jeg over Det kræver en massiv satsning på lederskabstræning på alle niveauer. og gik i stå.
Lederskabstræning - Hvad pokker mener de med lederskabstræning?

Lederskab, det er sådan noget man kan gå til på fine dyre kurser på CBS og den slags steder, og hvor man kan lære om, hvordan man skal få folk til at gøre noget, de i virkeligheden overhovedet ikke har lyst til, ved at man pakker det ind i flotte buzz-ord og prangende papir.

Det synes jeg faktisk lyder træls.
"Lederskab" har folk mere end nok af på arbejdspladserne eller på jobcentrene eller andre steder, hvor de færdes og nogen vil manage dem.
Det drejer sig om at satse på at sætte de mennesker i spidsen, som folk helt naturligt vil følge, fordi de har troværdighed.
Bullshit og 'lederskab' - det har vi set så rigeligt af.

Flemming Andersen

Fagbevægelsen skal finde ud af om den synes bedst om at have nogle sager, der er værd at slås fo, eller om den vil forsætte med passivt at se på at medlemmernes rettigheder bliver beskåret efter salamimetode, som den har gjort de sidste 25-30år med forskellige begrundelser.

Skulle man nå til den slutning af f eks. dagpenge er et brugbart element i fremtidens arbejdsmarked, så er det sørensusme nu det er med at komme op af stolene, det er mindst et halvt år siden det var på sin plads.
Hvis man derimod mener at det er ligegyldig for fagbevægelsens medlemmer ligesom efterlønnen, sygedagpenge, kontanthjælpen som man også ser passivt på bliver fjernet , som rettighed, så bare sov videre.

En hvilken som helst forening eller bevægelse, skal gerne kunne dokumentere sin berettigelse igennem sejre og resultater og det er fagbevægelsens problem.
Denne sejr eller flotte resultat kan den ikke vise frem, for den har ikke turde være solidarisk, hverken med medlemmerne eller dem der er svagere, og tage en kamp om noget som helst.
Når en organisation eller virksomhed ikke ved hvorfor den er her eller hvilken berrettigelse den har, så går den til grunde.

Skulle man finde ud af at det nok er bedre at få lettet sig fra stolene, så er det bedst det sker før beslutningerne bliver taget og mens man overhovedet har kræfterne til at løfte hånden og føre et slag.
r

Jens Overgaard Bjerre

Det er på tide at fagbevægelsen træder frem igen og markerer sig skarpt på bestemte holdninger. Problemet er vel, at fagforeningerne er blevet en god arbejdsplads med gode lønninger og pensionsordning. Og fede omgivelser at arbejde i. Og ellers kører de sager for medlemmerne. De overvejer ikke deres eget grundlag, som man er inde på i artiklen. Og det er og bliver medlemmerne.
Man kan godt vinke farvel til den gammeldagse fagforening med socialdemokraterne som det politiske fundament. Det er slut. De politikere vi har i dag, aner intet om arbejdskampe og lønforhandlinger. De opfatter sig selv som administratorer af en stat. En stat hvor det bare gælder om at rage til sig og hvor forholdene, den kapitalistiske orden, er grundlaget. Og hvor man skal hylde bankerne og finanscentrene og ellers sælge ud af arvesølvet. Det politiske fundament må være det, som medlemmerne peger på og man må hurtigst muligt muligt få hugget båndene over til S.

De er ved at kvæle fagforeningerne i fed mad og store lønninger og mamorpaladser, så det hele ligner arbejdsgivernes. Til forveksling. Glemte jeg at sige, at disse såkaldte socialdemokrater, også forkastede 3-partsforhandlingerne. Hvor er vi så henne? Vi er hos arbejdsgiverne. Fagforeningen er skubbet væk, den er ligegyldig.

Torben Nielsen

Man kan jo nedlægge LO og forhandle overenskomster lokalt. Det vil da gøre fagbevægelsen nærværende på den enkelte arbejdsplads.

Det fagbevægelsen mangler er nærhed, at medlemmerne oplever at deres fagforening er et fællesskab, de kan bruge til noget og som varetager deres interesser.

De forslag til en til en møder og uformelle mindre møder som forfatterne til artiklen kommer med, er en glimrende start på, at bringe mere nærhed ind i opfattelsen af fagbevægelsen.

Yderligere, bør fagbevægelsen lære at bruge de sociale medier bedre, så medlemmerne føler sig opdaterede i forhold til hvad der sker.

Fagbevægelsen mangler den gode historie, der kunne danne modvægt til al den negative kritik, der flyder fra højrefløjen

Christel Larsen

Fagbevægelsen er også gået væk fra at være der man fik faglig bistand , til at være der man får billigere forsikringer, de har travlt med at skabe billigere kulturtilbud ( som man ovenikøbet kan få billigere på mange net sider), de er et sted, hvor folk kører karrierer , de laver kursustilbud, i det hele taget er det faglige kun en lille del af fagforeningen.

Jeg personligt så hellere ,de skar al det udenoms væk, som de forøvrigt ikke er gode til, nedsatte kontigentet, og holdt sig til at yde fagligbistand, tage sig af medlemmernes ønsker til overenskomster,

"Fagforeningerne er modne organisationer, som gradvist er blevet mere institutionaliserede og en mere fast del af det politiske system. Det har først og fremmest været positivt for udviklingen på det danske arbejdsmarked, men det har også haft bivirkninger. Fra at være en fræk og stærk muskel i det danske civilsamfund er fagbevægelsen blevet en del af etablissementet. Fagforeningerne påvirkes af en bureaukratisk kultur, som minder om den, vi kender fra centraladministrationen."

Som bl.a. Trotskij var inde på, vil en fagbevægelse uden uafhængighed og et samfundsrevolutionært sigte over tid blive som den kapitalistiske stat; centralistisk, bureaukratisk og intimt vævet sammen med de herskende cirkler.

Arbejderkampene kan ikke vindes via reformistisk samarbejde - det giver helt sig selv. Kamp er noget andet end samarbejde - og sidstnævnte vil altid (skulle) finde sted på den postmoderne monopolkapitalismes betingelser.

Mange af artiklens forslag gør brug af/tager sigte mod management, markedsføring og individualiseret ledelse - alle tilpasningsderivater fra dén verdensorden som udgør selve grundlaget for arbejderbevægelsen og -kampen. En eklatant understregning af tingenes tarvelige tilstand.

@Peter Jensen

"en fagbevægelse uden uafhængighed og et samfundsrevolutionært sigte vil over tid blive som den kapitalistiske stat; centralistisk, bureaukratisk og intimt vævet sammen med de herskende cirkler."

Det er præcis hvad der er sket, og al denne indspisthed og sammenfaldende interesser lammer fagbevægelsen.

Men nu er det desværre sådan at det kun er de besiddelsesløse der har råd til at være ægte revolutionære.

Hans Kristiansen

t
ak for en fin artikel.For nu, at hive det hele ned på jorden.
Måske kan I hjælpe mig med at få styr på, hvad der er sket løbende i de sidste 10 - 25 år, som har udhulet fagforeningernes betydning og dermed også gjort det enormt svært (hvorfor egentlig det?) for foreningerne at holde fanen højt

Medlemsflugt bl. andet betinget af den påførte svækkelse og den ændrede samfundsholdning til solidaritet:

1) Lønpres - manglende job og grådighed har gjort mange almindelige tidligere ansatte til selvstændige, den lille alene mester med eget momsnummer og mindre krav til sikkerhed, pension, arbejdstidsaftaler mm. Der laver tilbud og går på krompomis for at overleve.

Hvormange af sådanne enmandsfirmaer er der oprettet i de sidste ti år? Hvormange smede, snedkere, tømrere er hoppet på den bølge med ændret indstilling til fagforeninger til følge? Hvormange indenfor andre faggrupper - kort sagt, hvor udbredt er det fænomen? Det har f.eks. irriteret mig, at journalister ved besøg i skuret netop har brugt sådanne frafaldne håndværkere som talspersoner uagtet at netop deres ændrede status fra lønmodtagere til arbejdsgivere selvflg. vil påvirke deres holdning til fagforeninger.

2) Angreb på kontingentet. Den liberale - desværre - succesfulde politik med direkte angreb på fagforeningerne med ønske om at stække deres indflydelse gennem oprettelse af og støtte til alternative "såkaldte fagforeninger" - det faglige hus, gule fagforeninger og kristelig fagforening m.m. og disses massive annoncering og lokken med billigere kontingent. Samtidig med den idelige påpegning af, at de traditionelle fagforeninger jo ikke kan tilbyde andet end de "gule" osv. osv.

3) Fagforeningernes tidligere arbejdsanvisningsret udhulet og helt smadret.

4) Forhandlingsretten inden for det offentlige nærmest tilsidesat med Finansministerens enerådende lønfastsættelse ved de offentlige overenskomstforhandlinger.

5) Svækkelse på grund af forbudet mod krav om faglig organisering på den enkelte arbejdsplads.

6) Svækkelse på grund af ændrede regler med reduceret mulighed for at fradrage fagforeningskontingent på skatteopgørelsen.

7) Svækkelse ved ændring/ nedsættelse af perioden i hvilke man kan optjene dagpengeret.

Der er sikkert flere grunde og forhold, der kan stilles op. Og hvor ville jeg gerne, om nogen af jer kunne føje flere til og skrive op, hvornår og med hvilke politiske flertal, de forskellige love og vedtagelser, nogle vil selvfølgelig sige, hvornår de forskellige overgreb på fagforeningssystemet er sket og med hvilke midler.

Brian Pietersen

Lise Lotte

det er fordi det er 2 chefer der skriver artiklen, det handler om at iscenesætte sig selv, sørge for at man ikke løber tør for arbejde, eller måske score nogle penge på at andre skal på lederkurser..

husk på alle danskere er eller skal være ledere.. :-)

Lise Lotte Rahbek

Brian Pedersen

Den bedste leder er h*n, som ikke har lyst til at være leder og derfor uddelegerer opgaver og beslutninger til dem, som vil ledes.
;-)

John Vedsegaard

Fagbevægelsen har kun et problem, de ansatte er ikke solidariske med de menige medlemmer, for eksempel ved at modtage løn i samme størrelsesorden og ikke dobbelt så meget eller endnu mere.

Ændre det sig ikke, vil flere og flere gå over i de privat ejede fagforeninger, eller der vil opstå nye protesterende fagforeninger, helt uden blandt andet LO.