Kronik

Fagforeninger og de unge har brug for hinanden

Højrefløjen afskriver fagforeningerne som et fortidslevn. Og krisen gør de unge bange for at stå frem og tale om dårlige arbejdsforhold. Fagforeninger må få de unge med i kampen, her er et bud på hvordan
Fagforeningerne kan ikke få tag i de unge. Opfordringen er: Kom væk fra skrivebordene og ud på arbejdspladserne. Hvis de unge skal tilbage eller ind i en fagforening, bliver man nødt til at møde dem ude på arbejdspladserne.

Fagforeningerne kan ikke få tag i de unge. Opfordringen er: Kom væk fra skrivebordene og ud på arbejdspladserne. Hvis de unge skal tilbage eller ind i en fagforening, bliver man nødt til at møde dem ude på arbejdspladserne.

Ulrik Jantzen

Debat
13. oktober 2012

En tredjedel eller mere af pigerne er wannabe reality tv-stars

Med den kommentar om sine ansatte samt ansættelsesaftaler, der blev beskrevet som »slavekontrakter,« fik den daværende direktør i butikken Agnes Cupcakes bragt sig selv i centrum for en mediestorm. Torvehalskøbenhavnerne vendte butikken ryggen i forargelse. Men direktørens forretningsmetoder og »slavekontrakterne« er ikke et særsyn.

Hvis vi spørger vores venner om deres arbejdsvilkår, vælter det ind med lignende eksempler. Otte timers vagter uden pause, flere måneders arbejde uden kontrakter, trusler om fyring og tilbageholdelse af løn.

Den høje arbejdsløshed og lave faglige organisering skaber et hidtil uset pres på det danske arbejdsmarked. Og især de unge er udsat. En stille, men farlig revolution finder sted på arbejdsmarkedet i disse år. Det kræver et modsvar. Det kalder på politisk handling, nytænkning og mod. Derfor kastede vi os ind i sagen om Agnes Cupcakes. Og derfor lancerede vi i kølvandet på sagen initiativet Report your boss for at få flere unge til at stå frem og øge den faglige organisering og viden blandt unge.

Krisen presser de unge

Det er ikke let at få ungarbejdere til at stå frem og fortælle om deres arbejdsforhold. Det er ikke, fordi vi unge er ligeglade eller lider af ungdomssløvsind. Forklaringen er langt mere simpel: Rigtig mange unge er hunderædde for at blive fyret, hvis de åbner munden.

Frygten er størst hos dem, hvor jobbet betaler madpakken og huslejen i stedet for privatforbruget. For mens krisen har sat ekstra pres på ungdomsarbejdsløsheden, er presset på de unge, der har et arbejde, også steget. Hvis du ikke kan lide lugten i cupcakebageriet, jamen så smut. Krisen har sikret en lang kø af unge, der står klar – villige til at bøje nakken og acceptere forholdene.

Politiken beskrev den 25. september, at det ikke er unormalt, at man tager syg på arbejde af frygt for at miste jobbet. Blandt de unge i København er det en ganske normal fortælling, at man skal komme på arbejde, hvis man ikke kan finde en afløser. Særligt inden for dele af detailhandlen og restaurationsbranchen er der store problemer med virksomheder, der kun ser deres unge ansatte som billig arbejdskraft.

For fagbevægelsen er den slags virksomheder blevet en kæmpe udfordring.

De unge holder nemlig sjældent til længere ansættelser. Og kendskabet til fagforeningerne blandt unge er faldende. For at gøre ondt værre lukker disse forretninger og butikker ofte ned for så blot at åbne igen med nye ejere eller en lille justering af navnet. Alt i alt skal der nye midler til, hvis der skal sikres ordentlige rammer med fair løn- og arbejdsforhold.

Højrefløjens angreb

Sommerens store faglige konflikt var Vejlegården. Her fik en enkelt mand med ønsket om at tegne en dårligere overenskomst hele det politiske spektrum til at fare i flint. På trods af at sagen lignede mange andre konflikter, hvor fagforeningerne går imod forringede forhold, endte 3F som taberne. Og den havde de højreorienterede politikere fanget.

Konfliktens omdrejningspunkt blev nemlig den store fagforening imod den lille forretningsdrivende. Derfor var det let at udråbe Vejlegård-sagen til en frihedskamp, alt imens man tæskede løs på konfliktretten, fagforeningerne og den danske model.

Selv om Lars Løkke Rasmussen (V) officielt var ude at forsvare den model, er der ingen tvivl om, at sommerens angreb var et kalkuleret angreb på hele fundamentet på modellen. Inspirationen har Venstre, Saxo Bank og Liberal Alliance tydeligt hentet fra USA. Her er unionbashing blevet en fast del af den politiske dagsorden, efter at guvernører i stater som Wisconsin og Ohio har prøvet at fjerne fagforeningers ret til de kollektive overenskomster – godt støttet af de stenrige Koch-brødre.

Lighed gavner økonomien

Højrefløjens angreb på fagforeninger har ét meget klart mål. De ønsker at rydde forhindringerne for etableringen af et lavtlønsarbejdsmarked. Faldende organiseringsgrad hos fagforeningerne gør det lettere for arbejdsgiverne at presse lønnen. Hos virksomheder som Agnes Cupcakes ser man allerede, hvordan de unge accepterer en lavere løn, manglende tillæg for arbejde på skæve tidspunkter og overarbejde uden løn. Over de sidste 30 år har man i den vestlige del af verden kunnet se en klar sammenhæng i mellem faldende faglig organiseringsgrad, lavere løn til almindelige arbejdere og stigende ulighed.

Højrefløjen har brugt fagbevægelsen og dennes indflydelse som syndebuk for den manglende genopretning af økonomien. Påstanden er et falsum, der bl.a. er blevet imødegået af IMF, der peger på, at det faktisk er den stigende ulighed, der har gjort stor skade på økonomien. På den baggrund konkluderer den norske tænketank Manifest i en rapport om fagbevægelsen:

»Hvis analysen, som peger i denne retning, er rigtig, er det ikke arbejdernes grådige fagforeninger, som har drevet økonomien ind i en kritisk tilstand, men tværtimod kapitalejernes vellykkede omfordeling fra ansatte til ejere, fra folk flest til de rige.«

Det handler om narrativer

Mens højrefløjen prøver at afskrive fagbevægelsen som et fortidslevn, vil vi gerne sige det meget klart: Fagbevægelsen er en helt central medspiller, når det kommer til at sikre ordentlige arbejdsforhold og en stærk økonomi. Men der er behov for nye svar på tidens store udfordringer og de nye vilkår, vi har forsøgt at ridse op ovenfor.

Når sagen omkring Agnes Cupcakes endte positivt for fagbevægelsen, var det, fordi den kom til at handle om udnyttelsen af unge hårdtarbejdende ansatte, dårlige arbejdsforhold og en dobbeltmoralsk direktør.

Så snart dén historie bliver fortalt, og man har ansatte, der kan sætte ansigter på, er de blå sat skakmat, opbakningen stærk og resultaterne inden for rækkevidde. Ved Vejlegård-sagen prædikede de borgerlige frihed til de små virksomhedsejere og brugte effektivt forpagteren af Vejlegården som billede. På den anden side stod 3F og talte om overenskomster og den danske model.

Men selv om der er opbakning til den danske model, er det de færreste, der forstår begrebet ’den danske model’. Derfor røg budskabet hen over hovedet på almindelige mennesker og forstærkede højrefløjens fortælling om den lille mand mod det store system, mens befolkningen endte med at vende 3F ryggen.

Fire råd til fagbevægelsen

Vi har fire konkrete bud på, hvad fagbevægelsen fremadrettet kan gøre:

Gå i offensiven mod de nye virksomheder, der systematisk udnytter ung arbejdskraft.

Kom væk fra skrivebordene og ud på arbejdspladserne. Hvis de unge skal tilbage i fagforening, bliver man nødt til at møde dem ude på arbejdspladserne.

Opret et ungdomsmedlemskab, der går på tværs af forbundene. Unge skifter mellem brancher og job med stor hyppighed. Et ungdomsmedlemskab vil gøre det lettere for unge at kunne organisere sig.

Tal om de forhold, der er tæt på hverdagen. Hvis man vil organisere de unge, skal man ikke snakke om overenskomster og den danske model. De skal mødes med en snak om de rettigheder, der har en direkte betydning for deres liv.

Tiden løber, og der skal handles nu. Der er brug for en dansk fagbevægelse i offensiven. For lige nu har de unge aldrig haft mere brug for fagforeningerne, og fagforeningerne har aldrig haft mere brug for de unge.

 

Mina Bernardini er med i SFU-København, Frederik Gjørup Nielsen er distriktssekretærer for SFU-København og Gry Möger Poulsen er formand for SFU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Brian Pietersen

højrefløjen skal nok sørge for at der altid vil være brug for fagforeningerne.

steen ingvard nielsen

"Tiden løber, og der skal handles nu. Der er brug for en dansk fagbevægelse i offensiven. For lige nu har de unge aldrig haft mere brug for fagforeningerne, og fagforeningerne har aldrig haft mere brug for de unge."

Endnu et kraftigt angreb på velfærdsstaten, organiseret af blå bloks minimal stats strategi, nu også som tidligere, med støtte fra republikanerne i USA.

Hvis mennesker vil i fagforening så kommer de nok selv.

Lad menesker foretage deres egne valg.

Agnes Cupcakes sagen blev vundet fordi den gik over de pæne menneskers børn i de pæne segmenter af den danske overklasse. Og fordi historien kom i Politiken med vinklen om at Agnes Cupcakes udnytter børn og unge. Og hvem læser især Politiken? Skolelærere - og ja, folk som stemmer på De Radikale. Og derfor blev den vundet.

Sagen om Vejlegården blev tabt, fordi de borgerlige medier fik det til at se ud som 3F etablerede blokaden først. Når sandheden er den at Vejlegårdens forpagter (ejer?) Amin Skov overtog en kørende forretning, opsagde overenskomsten med 3F, og sagde til sine ansatte: 'dem der ikke vil med over i Krifa, er fyret'. Og så blev de ansatte som ikke ville dette altså lockoutet.

Og så kørte den som sommerføljeton sommeren igennem - på et tidspunkt hvor aviserne næsten intet har at skrive om. Og hvor 3F Vejle mv. måske var taget på sommerferie...

Søren Kristensen

"Fagforeningerne kan ikke få tag i de unge. Opfordringen er: Kom væk fra skrivebordene og ud på arbejdspladserne. Hvis de unge skal tilbage eller ind i en fagforening, bliver man nødt til at møde dem ude på arbejdspladserne."

Måske bliver man ligefrem selv nødt til at arbejde på arbejdspladserne?