Kommentar

Fruerne Nielsen og Vilhelmsen

Plus fru Hedegaard – fru Nielsen dog ikke at forveksle med Holger K.s kone
16. oktober 2012

En kåd ikke Maren i mosen, men fru Nielsen fra Valby Langgade melder sig naturligvis øjeblikkelig på mobilen, når, som hun siger, »landet stander i våde eller det modsatte, nu endelig er ved at få sit på det tørre ...«

–’Våde’ betyder her noget helt andet, bemærker jeg så tørt som muligt, ligesom i f.eks. vådeskud. Det betyder jo ikke, at skuddet er specielt vådt, men ...

»Ha, ha, hvor den lærde hr. Kandestøber dog er ekspert. Kan han så også ekspert-forklare mig ude fra Langgaden, hvorfor hele korpset af ph.d.’ere i politik, alle disse uophørligt optrædende, udtalende, udspurgte og citerede forstå-sig-på’ere, analytikere, spindoktorer, Hans Engeller og Fandener og Pumpestokker, altså det Kgl. Danske Oktrojerede Politiske Kommentariat, tilsammen, først tog så læsterligt fejl, da de uden videre udpegede Astrid Krag til Villy Søvndals efterfølger som SF’s formand, dernæst ikke var i tvivl om, at den for Kommentariatet totalt ukendte Annette Vilhelmsen naturligvis derfor heller ikke havde en eneste chance for at blive valgt af SF’s egne tusindvis af medlemmer, som alle Engellerne og Fandenerne for ikke at tale om Pumpestokkene selvfølgelig kender bedre, end medlemmerne kender sig selv, og hvorfor eksperterne, da de efterhånden begyndte at ane uråd og fatte lidt af virkeligheden, alligevel blev ved med til det sidste at forkynde, at udfaldet af valget mellem Astrid og Annette ville blive snævert? Hvorefter fru Vilhelmsen vandt en mega super kanon sejr, fucking svedigt, som min niece siger. Hvorfor er I eksperter altid så dumme?«

– Åhr, vel ikke altid ...

»Nu ikke tale udenom ...«

– Og så vil du gøre mig til ekspert i eksperter og klog på, hvorfor vi er så dumme?

»Du elsker jo sådan tvetydigheder, den slags hverken-ellere. Hverken ekspert eller uvidende.«

– Nå, men så tror jeg, at kollegerne i Kommentariatet, som du kalder det, er så optaget af magten, at de overser kraften. Den, der i ramme alvor får folk, nogle folk, til at tro på noget så åndssvagt som en bedre verden. Med mindre ulighed og mindre forurening. Også selv om det går ud over den økonomiske vækst, der ellers drives af ulighederne og den deraf følgende konkurrence om at erobre størst magt over og forbrug af naturen. Skønt den materielle er begrænset. (Den såkaldt åndelige natur, der dog i sidste instans også er materielt funderet, altså brugen af og glæden ved musik, dans, farver, former, ord og elskov er jo derimod til evigt genbrug, så længe man kødeligt lever). Derfor fandt en masse SF’ere, at deltagelse i regeringsmagten ikke uden videre opvejede, at der blev indgået skatteforlig med Venstre på bekostning af et med Enhedslisten, skønt det sidste ikke ville have krævet helt så megen forøget ulighed, som forliget med Venstre medfører. Og at der ikke blev vedtaget en betalingsring omkring København for at nedsætte forureningen. Når krokusplanter om foråret bryder igennem, selv asfalt, er det jo ikke for at få magt. Kraften driver dem, og den krokuskraft ligger nok eksperter meget fjernt.

»Jamen, så må sådan en SF’er som Ole Sohn da være helt ved siden af, når han forleden i jeres avis erklærede, at for at kunne opretholde velfærdssamfundets privilegier er det nødvendigt at have produktion, og ’det sker kun i en globaliseret verden ved at tage hensyn til, at det skal kunne svare sig – altså give profit–at have en virksomhed i landet. Når jeg (Ole Sohn) hører debatten om virksomhedernes vilkår i Danmark og hører de udsagn, som Enhedslisten kommer med, så bliver jeg lidt bekymret over manglen på forståelse for, at konkurrencevilkår er helt afgørende for at få skabt arbejdspladser i Danmark. Konkurrenceevne er også løn- og skatteforhold, og vi er som regel altid gået uden om skatten. Men virkeligheden er bare, at det har afgørende indflydelse på vores evne til at konkurrere med udlandet’. Hvad i alverden har Ole Sohn med din krokuskraft at gøre, hr. Ikke-ekspert?«

– At SF’erne også gerne vil have magt over tingene og overleve, selv om det nødvendigvis foreløbig må foregå på kapitalismens betingelser. Vi øver uundgåeligt også magt – og opererer med moral. I øvrigt er der ikke meget sjov ved helt rene blomsterhænder, hvis der så slet ikke bliver gjort noget mod ulighederne, forureningen og overforbruget af naturen i dens materialitet.

»Kapitalismens evige vækst skal altså bekæmpes med kapitalistiske midler?«

– Eller med noget helt tredje eller fjerde, som det bliver stadig mere påtrængende at finde frem til, jo mere ulighederne, forureningen og overforbruget går en på. Det er nok her Sohn og hans mindretal i SF har undervurderet opgaven.

»Som vel også er den opgave, Connie Hedegaard står over for, når hun i jeres avis for nøjagtig en uge siden sagde, at tiden er moden til at sætte andre mål end væksten, hvis miljøet skal beskyttes og u-landene have mulighed for nødvendig vækst?

– Jo.

»Er hendes erklæring så egentlig ikke meget mere sensationel end valget af Annette?«

– Jo.

»Hvorfor taler vi så ikke om fru Hedegaard i stedet for om fru Vilhelmsen?«

– Fordi du ringede op og – ligesom alle eksperterne – var meget mere optaget af valget i SF, kære fru Nielsen.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Holger Nielsen

Hun er nu lidt tvetunget den gode fru Hedegaard. I dag (eller i går, jeg husker det ikke nøjagtigt) udtalte hun i radioavisen i forbindelse med de satans CO2-kvoter, at det ikke var nødvendigt at skære ned på dem, men at det ville være tilfredsstillende at fordele dem over perioden frem til 2020. Det skulle forstås på den måde, at de lige nu er alt for rigelige til at have nogen som helst effekt på indførelsen af vedvarende energi, mens man kunne tænke sig, at der i sidste del af den nævnte periode kunne tænkes at optræde vækst i økonomien. Denne kunne herved tænkes at have glæde af den fra nutiden til vækstfremtiden flyttede kvotetildeling - vi snyder skam ikke på vægten, kan det vækstforhippede erhvervsliv være forvisset om, var den logiske konklusion. Det stemmer jo ikke ret godt overens med hendes i sidste uge ymtede ytringer om at fortiden ikke ville vende tilbage, og da mindst af alt væksten. Hvoraf denne modstrid med de flotte ord til jsn i den forgangne uge? Nogen skal narres! Spørgsmålet er om det er den almindelige befolkning, som skal narres til at tro, at fru Hedegaard mener at det er forbi med væksten, hvilket hun altså ikke mener, eller ikke vil anbefale folk og kapitalister at tage bestik af, eller hvordan det nu skal hænge sammen. Det kunne selvfølgelig også tænkes at formålet er at lokke det CO2-afhængige erhvervsliv i en fælde, som først klapper efter 2016? Er det for enfoldigt at spørge: Har vi en strategi eller har vi ikke en strategi? Mens vi pøser CO2 ud i en allerede mættet atmosfære.

Kære Ejvind, vi ved at du har tjek på det der med klimakatastrofen, som jeg tillader mig at kalde det igangværende uvejr. Og i sidste uge fik vi bekræftet din fire år gamle påstand om at kommissæren i mange år har båret på den godt skjulte sandhed, at hun havde givet væksten fingeren. Et slag på tasken, er det noget du vil forsøge at udlægge? Ellers vender jeg tilbage, som fru. Nielsen.

"Når krokusplanter om foråret bryder igennem, selv asfalt, er det jo ikke for at få magt. Kraften driver dem, og den krokuskraft ligger nok eksperter meget fjernt."

Jeg er ikke enig.

Placér en krokus midt iblandt andre gevækster, der også gerne vil have plads, så vil krokussen også gerne have magt: den vil vinde over disse sine medskabninger for ikke at blive kvalt af dem. Bevares, der er selvsagt ikke tale om den samme form for magt som den menneskelige (selv)bevidste magt. Men det er i mine øjne en grundlæggende aggressiv kraft, der ligger bagved dette 'ønske' om at vokse frem og derved uundgåeligt, i en materiel endelig verden, tage plads fra sine medskabninger.

Som jeg tidligere har skrevet andetsteds, så kan naturen se ud til at være et harmonisk sted, hvor tingene hviler uforandrede (så længe mennesket altså ikke blander sig). Men det er kun, fordi arterne brutalt holder hinanden i skak. De invasive arter, vi nu ser for eksempel i vore farvande, holdes ikke i skak, og de ekspanderer derfor vedvarende, indtil nogen slår tilbage eller de udtømmer ressourcegrundlaget for deres egen eksistens.

Menneskearten er, som biologisk eksistensform, naturligvis ingen undtagelse: vi er bagt af den samme bolledej, som alt andet liv på denne planet er. Og dog så alligevel på ét punkt: vi besidder (stor) selvbevidsthed og dermed evnen til at reflektere over vores eksistens og, endnu vigtigere, livet i det hele taget. Dette kunne vi bruge til at forsøge at transcendere denne endeløse aggressive adfærd, som også vi lægger for dagen.

Uheldigvis så skaber selvbevidstheden tilsyneladende det modsatte resultat: Ønsket om at uddrive enhver form for eksistentiel ubehag/angst. Den fysisk foretagsomme rastløshed hos det moderne menneske er i mine øjne udtryk for, at man er rædselsslagen for at gå glip af noget. Grådighed er udtryk for det samme. Hvordan skal vi kunne redde planeten, hvis vi ikke kan samle os sammen til at indrømme det først overfor os selv og dernæst hinanden?, spørger jeg mig selv.

Når jeg ser mennesker, der har behov for at fylde, og mennesker, der har haft såkaldt succes med at komme til at fylde med penge, magt og besiddelser på andres bekostning, så ser jeg små ånder; jeg ser grundlæggende ynkelige mennesker, der, forestiller jeg mig, er ude af stand til at finde det mod og den værdighed, det er, sammen med sine medmennesker at bære den eksistentiel-psykiske byrde, det er at være et menneske.

Niels-Simon Larsen

Jeg synes ikke, at fru Hedegaard er særlig interessant, selvom hun nok må siges at være mere interessant nu, end hun nogen sinde har været. Der udgår ikke epokegørende nye tanker fra hende. I den ende af det politiske spektrum, og det gælder også fru Vilhelmsen, kører det på skinner, dem der er lagt af vælgerne. De kan skælde lidt ud på vælgerne, men ligefrem svinge krabasken kan de ikke tillade sig.

Derfor er det fuldkommen korrekt at sige, at vi ikke skal spilde for megen tid på fruerne, heller ikke Obamas kone, manden eller modkandidaten. Medierne er propfyldte med alt andet end at vise os, hvordan vi redder Jorden. Det er i hvert fald sådan, jeg læser Frie ord i dag.

Niels-Simon Larsen

Har vi en strategi, spørges der længere oppe i tråden? Jeg tillader mig at gribe spørgsmålet og dreje det en kende og svare, nej. Ud over buddhisterne kender jeg ingen, der har en strategi. Det, der eksisterer af strategier er kortsigtede, materialistiske strategier. Den danske venstrefløj er ingen undtagelse.
Jeg læser mange af de Frie ord som en leden efter en strategi, en forholden sig til kraft og magt, en beslutning om at ville redde Jorden.
En fravælgelse af magt, som John ovenfor er inde på, burde have en plads i debatten, hvor utopisk det end kan lyde. Venstrefløjen beskæftiger sig ikke med forskellen på kraft og magt traditionelt set, men det bliver vi nødt til at gøre nu, hvis vi vil ud af dødvandet. I Preben Wilhjelms bog, Krisen og den manglende systemkritik, kommer han aldrig ned til spørgsmål af filosofisk/moralsk art, og det anser jeg som en venstrefløjssvaghed. Højrefløjen kan så skovle rundt med moral og åndeligt traditionsstof og gøre indhug langt ind i venstrefløjen. Hvor mange fra venstrefløjen står ikke som medlemmer af folkekirken, bliver viet der, får børnene døbt der og selvfølgelig til sidst begravet. Mange fra venstrefløjen skåner kongehuset og accepterer militæret.

Nu foretager SF et lille hamskifte. Fint, men det er småjusteringer. Fru Vilhelmsen vil have arbejdspladser, står der i dag. Grønne, men det er stadig materialismen, der sigtes imod. Tænk, hvis hun foreslog en fundamental drejning bort fra materialismen? Rent politisk selvmord!
Så vi styrer stadig gladeligt mod det kollektive selvmord. Hui, hvor det går.

"En fravælgelse af magt, som John ovenfor er inde på ...", skriver Niels-Simon.

Jeg længes, så det gør helt ondt, efter at leve i en verden, hvor et menneske trygt kunne afgive magt uden, som følge heraf, at skulle frygte at blive løbet over ende i én eller anden forstand af alle de mennesker, der ikke er parat til noget sådant. Jeg længes efter at leve i en verden, hvor et menneske ikke behøvede frygte at skulle tabe, bare fordi det ikke begærede at vinde. Jeg længes efter at leve i en verden, hvor et menneske kunne få lov til ikke ufrivilligt at skulle deltage i andre menneskers slåskamp om at ville såkaldt lykkes.

Der hviler noget Chamberlain'sk naivt over det, jeg ved det. Men også jeg har behov for "at tro på noget så åndssvagt som en bedre verden", for nu at bruge Ejvinds egne ord.

Hvis vi skal ændre noget ved de 'faktiske forhold i jernindustrien' er vi nødt til at gribe magten og bruge den positivt . Ved at afstå fra magt overlader vi den til dem der har helt andre planer end at redde jorden

Niels-Simon Larsen

Der er meget påfaldende, at dem, der har haft mest indflydelse, og dem der stadig bliver talt positivt om netop, er dem, der har afstået fra at bruge magt. Gandhi er lige blevet nævnt. Flere religionsstiftere (måske ikke ligefrem deres efterfølgere), filosoffer, forfattere, kunstnere og ikke at forglemme ganske almindelige mennesker med et humant sindelag kan nævnes.

Mærkeligt nok slutter vi samtidig op bag krigsmagere, finansmagere og uromagere af alle mulige slags.

Jeg synes, det er påfaldende, at vi holder nogle så højt hævet, at de ikke kan komme til at forstyrre os i det daglige røveri. Kristendommen har ikke forhindret os i at nå et fremskredent stade af økologisk kollaps. Det var måske heller ikke dens formål (tja, hvad var det nu?). Buddhismen har en anden tidsregning, hvor vi må trave rundt i lidelsens hjul, indtil vi har lært lektien, og det kan tage milliarder af år endnu. Hvor vi skal trave videre, når verden er brændt sammen, må buddhaerne vel vide. Den eneste ideologi, der har kunnet holde, er liberalismen og den bliver nok sidste mand på skansen, inden den får ødelagt alt.

Den eneste redningsplanke, der er tilbage i det oprørte hav, er besindelsen, den sunde fornuft. Den behøver man ikke lede længe efter, for den har man, så den kan man bare bruge. Ellers må man finde sig et kloster højt oppe i Himalaya.

Problemet er, at det er for sent at bruge den sunde fornuft, den dag vi har fået de afgørende beviser for, at vi kører verden skæv.

Jeg mener det er ens pligt at kæmpe for at ændre på tingenes tilstand, hvis man har indsigt i hvad der sker. Viden forpligter.
Fornuft er ikke nok viljen til at gribe ind og bruge magten er nødvendig
At trække sig tilbage som eneboer mens verdnen forbløder er for mig at se den ultimative egoisme og uansvarlighed

Michael Kongstad Nielsen

Der er forskel på magt og kraft. Har diskuteret det med John Fredsted før, men naturens kraft er efter min mening ikke magt og slet ikke magtbegær. Man må adskille den humane moral, psyke og lyst fra naturens drift.

Naturens kraft er livskraft. Altså drift efter liv og overlevelse. Overlever en art bedst ved at samarbejde med artsfæller eller andre arter, så gør den det. En svamp trives i symbiose med visse planter, så det gør de. Insekter har som bekendt et meget livgivende forhold til planters formering samtidig med egen overlevelse, og krager flyver bedst i flok.

Krokuskraften er en fabelagtig stræben efter lys og liv, som intet har med den menneskelige magtopfattelse at gøre. Det tætteste man komme på noget mennskelig er måske begrebet trang.
Trang er moralsk neutrat, jeg trænger til forskellige ting her i livet, men ikke til at fylde mere end mine naboer, eller udbytte mine ansatte medarbejdere. Eller at slå talebanere ihjel, f. eks.

Magt er et potentiale. Magten er en forventning om at kunne styre og bestemme over andre og over tingenes udvikling, hvor krokuskraften er simpel livsdrift.Magten hører konger til, hvor kraften hører bakterien til. Jeg kan ikke lade være med at minde om Brorson (1734):

"Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde."

@Michael Kongstad Nielsen: "Man må adskille den humane moral, psyke og lyst fra naturens drift."

En sådan opfattelse bekymrer mig. Skal jeg forstå dette dit udsagn som, at du anser mennesket for værende noget grundlæggende helt andet end naturens andre frembringelser? At mennesket besidder noget unikt, som ikke genfindes andre steder i naturen i nogen former, omend måske mindre fremtrædende?

Det er min opfattelse, at hvis der i stedet for mennesket fandtes en anden art på denne planet, der havde samme sproglige, kognitive og manuelle færdigheder som mennesket, så ville også det ende op med at være en trussel mod selve planeten.

@Fredsted: Det unike ved mennesket frem for andet liv er vores bevidsthed og moral.
Vi har modsat andre levende organismer muligheden for at vælge bevidst mellem forskellige alternativer.
Følelsesmæssigt adskiller vi os ikke grundlæggende af andre dyr. Men vi kan modsat dem analysere vores følelser og konsekvenserne af vores handlinger Det giver os også et ansvar

Niels-Simon Larsen

Det er jo det. Hvordan undgår vi at vedblive med at være en trussel mod vores egen eksistens? Naturen har frembragt et menneske, der ødelægger den. Forstå det, hvem der kan.
Ikke engang mikroberne, i fald de forårsagede en massakre på alt andet levende, ville kunne udrydde sig selv og alt levende. Første advarsel var med atomkrigen, anden advarsel var rystelser i klimaforholdene, tredje . . . Nej, det behøver man ikke gøre sig spekulationer om. Atombomberne kan vi bare lade ligge i deres lagre, men klimaet kan vi ikke rette op på, når det først er forstyrret.

Den igangværende galimatias skal stoppes nu. Det forudsætter en oplyst menneskehed, men når vores højeste og valgte ledere ikke vil råbe vagt i gevær, ser fremtidsperspektivet ikke så godt ud.

Desværre vil kun de færreste indse, at mennesket kan forårsage en total kollaps. Om mennesket er ondt eller godt er en strid om kejserens skæg. Det drejer sig om at vise, at vi er andet end onde. Vi bliver nødt til at være andet og mere end naturens drift, for den driver os i afgrunden.

Niels-Simon Larsen

@Mikael: ”…de mægted’ ej det mindste blad at sætte på en nælde”.
Jo, de gør, og det er det, der er problemet efterhånden. Transplantation og manipulation med det levende! Hvor ender vi?
Det er ikke blot forstyrrelser af klodens balance, vi ser. Forstyrrelserne er krøbet ind i os. Vi er forstyrrede, og kender ikke vejen frem.

Længere oppe i tråden diskuterede vi, om man havde lov til at trække sig tilbage. Jeg ser sådan på det, at vi ikke blot har lov til det, men pligt til det. Det er nødvendigt at finde ind til, hvad det vil sige at være menneske, og det kan man kun ved at trække sig tilbage til en eller anden 'hule', måske ikke for altid, men så dog ind imellem.

@Ole Falstoft: Jeg er overbevist om, at intelligente dyr, så som elefanten, delfinen og orangutangen, er i stand til at gøre sig det, vi mennesker kalder moralske overvejelser, omend, naturligvis, det ikke kan foregå på for eksempel samme formelt-skriftlige niveau, som vi mennesker kan.

For det er min overbevisning, at enhver tilstrækkelig avanceret hjerne er i stand til at operere med en eller anden udgave af 'theory of mind', altså evnen til at gøre sig overvejelser over, hvad den 'anden' mon tænker. Og dét vil uvilkårligt lede til at omfatte (i det mindste noget af) det, vi mennesker kalder for moralsk-etiske overvejelser.

Michael Kongstad Nielsen

Ejvind Larsen har så fint fat i forskellen på magt og kraft, når han bruger den fingerede telefonsamtale til at udstille, at alle kommentatorerne gik fejl af formandsvalget i SF, fordi de kun interesserede sig for magten, og derfor holdt på Krag, mens de ikke forstod sig på kraften, der vil det gode liv, en bedre verden, hvilket førte til en overbevisende sejr til Vilhelmsen.

Et stort flertal af de 12.000 medlemmer i SF valgte kraften fremfor magten. Og Ejvind Larsen sammenligner med krokuskraften, hvilket er både poetisk og rammende. For det handler om, at magten ikke har givet de ønskede resultater, mens kraften fortsat ønsker forbedringer af livstilstanden, og kommer op gennem asfalten.

John Fredsted - nej, selvfølgelig er mennesket ikke grundlæggende forskellig fra naturen. Jeg tog bare fat i en enkelt ting, mennesket kan være optaget af, nemlig magt. Og der er der jeg mener, magt er en afledt, moralsk eller psykologisk, drift, som mennesket interesserer sig for. Magten findes socialt i gruppen, i samfundet, i staten. Den findes også i abeflokken og i hønsegården, men hos menneskene er den utroligt eksponeret i medierne. Vi har brug for magt i samfundet, og derfor har vi magtens tredeling og den megen omtale af den såkaldt fjerde statsmagt, som Ejvind jo repræsenterer her.

Men tilbage til menneske og natur. Vi er selvfølgelig en del af naturen, og har grundlæggende de samme vilkår og drift efter overlevelse. Men som Ole Falstoft er inde på, adskiller vi os på flere måder fra mere primitive væsener. Grundlæggende kan mennesket ikke være destruktivt, men livsbevarende af natur. Ligesom hele den øvrige natur er det. Efter min mening. Hvorfor det destruktive element udvikler sig og får magt, er det, der bekymrer og skal diskuteres, men som sagt, det er ikke det grundlæggende. Derfor kan det også bekæmpes med de rigtige valg.

Niels-Simon Larsen,
endnu kan mennesker ikke skabe liv - gud ske lov.

@Michael Kongstad Nielsen: "Grundlæggende kan mennesket ikke være destruktivt, men livsbevarende af natur. Ligesom hele den øvrige natur er det."

Det er noget af en påstand, forekommer det mig. Mener du dermed, at kampen mellem arterne i naturen, hvor konkurrenter forsøges vundet over, ikke er destruktivt, men derimod livsbevarende?

Niels-Simon Larsen

For mig er det største paradox, at mennesket selv skabt af naturen kan udrydde alt og alle. Det burde ikke kunne forekomme, da naturen hidtil ikke har været så ’dum’.
Det er ret almindeligt, at en population udryddes for 99% vedkommende og den sidste ene procent resistente viderefører slægten, men det passer ikke mere. Nu er det totalt. Der skete ikke den udvikling af bevidstheden, som kunne forhindre et sammenbrud – den er i hvert fald ikke sket endnu.

For nu ikke at en vis person synes, at dette er uden for artiklen, så er det hele tiden det, som Ejvind er ude på at få andre til at forstå: Det går i den gale retning, og ansvaret er vores.

For den religiøse betragtning er spørgsmålet, om Gud (Ejvinds stofområde) har skabt et menneske, der slår ham ihjel? Desværre optræder der ikke seriøse religiøse debattører i trådene, så derfor må en ateist som mig bringe emnet på bane, for det skal da med, ellers mangler der noget.

Summa summarum, hvordan undgår vi at ødelægge det hele? Det spørgsmål rumsterer i mit hoved hver dag.

@Niels-Simon: Med undtagelse af det, som James Hansen kalder for 'The Venus Syndrome', altså hvor planeten løber løbsk i opvarmning, som Venus har gjort det, så tror jeg ikke på, at mennesket kommer til at udslette hverken sig selv (og slet ikke livet generelt) fuldkomment.

Jeg er sikker på, at der nok skal overleve en vis procentdel mennesker, for det er jo ikke sådan, at alle dele af planeten vil blive ubeboelige. At det så måske ikke bliver så vanvittigt smukt, sjovt eller underholdende, som det har været hidtil, er så en helt anden sag.

Jeg forestiller mig selvsagt, at det vil blive de mest aggressive mennesker, der primært kommer til at overleve. Og netop her finder jeg for en gangs skyld en form for retfærdighed: De aggressive vil skulle leve på en arret, grim planet. De eneste, man i så tilfælde kan have ondt af, er disse menneskers afkom - og, ja, så naturligvis den formodentlige lillebitte brøkdel af mennesker, der imod alle odds stadig vil holde fast i nænsomheden.

Michael Kongstad Nielsen

John Fredsted (07.58),
Yes, det mener jeg. Naturen prøver at bevare sig selv. Gennem samarbejde eller eftertræbelse. Den ene jagter og spiser den anden og gribben og ræven rydder op til sidst. Kampen mellem arterne er del af livsopholdelsen, noget skal man jo leve af, men der er indbygget en fantastisk balance, så de bedste forhold for overlevelse opretholdes.

Lige fra bakterien og svampen, til miroskopiske smådyr, og videre til insekter og krybdyr osv. op igennem systemerne er alle afhængige af hinanden, så vl under normale omstændigheder opretholde et kredsløb af organisk omsætning, der opretholder livet.

Mennesket vil også normalt være klogt nok til ikke at skyde flere bisonner, end bestanden kan klare, eller plukke flere bær i skoven, end den kan tåle, men der er vi jo som bekendt røget ud af tangenten i vores naturforglemmende materialistiske vækstræs. Og vi, som burde være de klogeste, er de dummeste.

Michael Kongstad Nielsen

Niels-Simon Larsen og John Fredsted senere i dag:

Nej ved I nu hvad, I er sgu for sortseende.
Menneskene konkurrerer indbyrdes, for at vinde fordele og rigdom på de andres bekostning. Det forsøger mennesker så samtidig at holde i ave og balance, f. eks. gennem revolutionerne i 1789 og op gennem 1800-tallet, og der kan såmænd komme revolutioner endnu (så småt i gang i Grækenland), og i Sydamerika har man afværget de værste følger af menneskelig ulighed ved en slags socialdemokratisk udvikling, der har løftet millioner ud af fattigdom.

Altså er det muligheder for mennesket, bare det handler og trumfer den magt, der vil undertrykke sunde balancer og sund fornuft.

Niels-Simon, der findes dybt komplicerede teologiske udredninger af paradokset, at hvis Gud har skabt mennesket godt, hvorfor går det så i krig mod hinanden og opfører sig på andre slette måder, men da jeg ikke er teolog kan jeg ikke redegøre for dem.

Niels-Simon Larsen

Det kedelige ved at være sortsynet er selvfølgelig, at hvis man får ret, er der ikke noget at stå op til. Det er ikke pga. af småting, jeg er sortsynet, det er de store.

Igen vil jeg komme tilbage til religionen. Hverken Jesus eller Buddha finder behag i den jordiske tilværelse. Der findes nemlig noget bedre. Dette negative syn forhindrer ikke enormt mange mennesker i at kredse om deres lære i en eller anden grad. Danmarks statsstøttede religion fortæller, at der findes frelse, men de færreste har vist gjort sig klart, hvad de vil frelses fra og til.

Denne mærkelige holdning, giver genlyd i klimaspørgsmålet. Videnskabsfolk dokumenterer et fremtidigt ragnarok, men da befolkningen er vokset op med en helvedesforestilling, som den både tror på og ikke tror på, så gør den som den plejer – tror nok på videnskaben, men tager den ikke alvorligt. Befolkningen lever videre som den plejer, står op, går på arbejde, går til fest og går i seng igen.

Hvis ikke befolkningen lader sig forskrække over udsigten til 6 graders temperaturstigning, kan den ikke ændre kursen mod afgrunden. Den har mistet evnen til at lade sig forskrække så. Igennem årene har der fx været vist mange programmer i TV om situationen. Befolkningen bliver lidt bange, men når den ikke ved, hvad den skal gøre, gør den ingenting, i bedste fald kun småting. Det er i det faktum, mit sortsyn bunder, og jeg er vred over, at landets elite helt har mistet evnen til at lade sig forskrække og handle derpå.

Hele tiden befinder jeg mig i små grupper på små fattige steder til møder om miljø. På de bonede gulve sidder alle dem, der kører det hele i sænk.

For en ordens skyld vil jeg lige anføre, at jeg til daglig ikke går rundt i nedtrykt sindsstemning. Heldigvis ikke. Mit sortsyn lukker jeg ud her og ikke så mange andre steder. Det er bl.a. Ejvinds skyld.

Michael Kongstad Nielsen

Godt nok, og fint, at du ikke er nedtrykt.
Jeg tænker på, at det ikke er nok at blive forskrækket. Man skal have et forhold til naturen, og det har mange ikke længere. Bare det at dyrke en lille have eller såmænd en vindueskarms potteplanter, giver denne følelse af kontakt med naturen. Man ser planterne strække sig mod lyset, og man ser dem lukke sig om aftenen for at holde på energien.

Men når monsterregnen eller tørken sætter ind, opleves det som et overgangsfænomen, det holder op igen, javel, her er forskækkelsen. Som ikke er nok.

Jeg kender ikke "formlen" på, hvordan tilstrækkelig mange mennesker vågner op og genfinder den tabte naturfølelse, men for i al beskedenhed at vende tilbage til artiklens tema, så var SF-røddernes kampvalg af Annete Vilhelmsen et lille skridt på vejen, tror jeg.

Freddy Andersen

Nej heller ikke jeg ”formelen” altså, men er det noget med at alternativet til det bestående ikke er fremstillet klart nok, men kun fremstillet som ragnarok hvis vi ikke gør noget.

@Michael Kongstad Nielsen: "Nej ved I nu hvad, I er sgu for sortseende."

Måske. Men man kunne også vende din indvending på hovedet: Kunne det ikke tænkes, at årsagen til den ringe handling vedrørende klimatruslen er, at der er for virkeligt sortseende mennesker til? At det skyldes, at der er for mange mennesker, der tænker noget i stil med: "Ah, det ser godt nok ikke for godt ud, men det skal nu alligevel nok gå alt sammen"?

Niels-Simon Larsen

@Freddy: At der ikke er tegnet et klart billede af ’formlen’, må man bare betragte som en del af øvelsen. Vi skal ikke mades med ske, for så er det ingen kunst. Vi skal selv gennem hårdt arbejde som en anden søløve mave os op på et højere niveau. Sådan har det været gennem hele historien. Den sidste øvelse bestod i at arbejderklassen fik gnubbet sig op i kapitalistklassen, og det gik jo fint. Nu skal vi ned igen, for når alle vil være kapitalister, går det ud over selve levegrundlaget. At der ikke skulle være nok til, at vi alle kan leve som fyrsten i gamle dage, er den triste erkendelse, som vi alle må nå frem til, og så står vi ved et depressionspunkt, vil jeg kalde det, for hvis ’jeg’ ikke kan få lov til at udfolde mig fuldt ud og hele tiden, så bliver jeg ked af det. Det betyder nemlig, at jeg så skal til at se mig om efter en anden form for livsudfoldelse, måske i form af ’indfoldelse’, og det ligger ikke til den vestlige ekspanderende livsform. Så for mig er løsningen på klimaproblemet intimt forbundet med løsningen på mit personlige problem (som er alles), nemlig at finde en anden måde at leve på, tænke, tale og handle på.

Det går også igen her i trådene, idet nogle mener at de andre, folketinget, EU og verdenssamfundet burde beslutte sådan og sådan, mens andre (mig bl.a.) mener, at der ikke sker noget i toppen, med mindre vi hernede i bunden og i bunden af os selv beslutter at aktivere os.

Det er der nogle, der går helt i sort over. Jeg har lige mødt en, der mente, at der ikke ville ske noget, før den store kapital indså deres egennytte i at investere i grøn teknologi, og at Ejvinds og Jørgen Steens ’moralske linje’ var dødsdømt på forhånd. Det kalder jeg sortsyn.

Freddy Andersen

@Niels-Simon

Jeg er enig med dig i at, vi ikke skal stoppe det ned i halsen på folk, så holder det alligevel ikke, men prøve at vise alternative måder at leve på, det har så bare den ulempe det er en langsommelig affære, spørgsmålet til det er så, har vi den tid.
Hvis vi ser på historien syntes jeg det ser ud til at køre i ring, vi har tilsyneladende en forfærdelig dårlig hukommelse, og lærer ikke af historien men gentager de samme fejl, problemet denne gang er så bare, at det omhandler hele kloden, og ikke kun en del af den.
Kapitalen indser ikke noget, den går kun hvor der er mest profit, den har vel altid haft et slogan der siger ”penge lugter ikke”
Som jeg ser det, er det nu alles kamp mod alle for at sikre sig kontrollen over resurser, Kineserne er ved at købe sig kontrol over det meste af verden, og den vestlige del vil bombe sig til kontrol.
Og ja de eneste som kan lave om på det er os, jeg er bare bange for vi sover Tornerosesøvn, det ville være rart hvis vi så kunne få lidt gang i prinsen.

@Niels-Simon: Lige på sømmet!

Jeg er, hvis det kan overraske, fuldkommen enig med dig i, at det må starte hos det enkelte individ, med en transformation af dets sindelag. Netop det har længe været også mit synspunkt, som du sikkert er klar over. Mange andre, også her på information.dk, er dog ikke enig med os.

Jeg anser menneskets manglende evne til 'indfoldelse', for nu at anvende dit begreb, som værende udtryk for en utilstrækkelig evne til at tage afsked med noget, hvilket igen, forestiller jeg mig, er nært forbundet med angsten for livets ende: døden.

At bede folk om for altid fra nu af at afstå fra et eller andet (for eksempel charterferie) vækker, forestiller jeg mig, angst, fordi denne øvelse mentalt får tidsrummet fra nu til livets ende til at kollapse til intet. Prøv bare at sige følgende til et menneske: "Der kommer en sidste aften", og så skal du se 'kontrolleret panik'.

Niels-Simon Larsen

@Freddy: Jeg er fuldstændig enig med dig. Du sætter fingeren på det ømmeste punkt: Tiden. Er der tid til at ændre kursen? Jeg må ærligt indrømme, at jeg abstraherer fra det og kører videre, som om det ’kan’ lykkes. Jeg beroliger mig så med, at jeg ikke har det fulde overblik, har overset noget, og at der ligger en løsning og gemmer sig et sted. Det ved jeg inderst inde godt, at der ikke gør, men for mig er livet skruet sammen på den måde, at jeg bliver nødt til at tro på illusionen. Det er tragikomisk, kan man sige. Jeg involverer mig i projekter til Jordens redning velvidende, at der ikke er nogen redning. En slags Sisyfos, kan man også sige. Jeg ruller stenen op igen og igen. I morgen skal jeg til fødselsdag i en lille familie, hvor der er to små vidunderlige drenge. Så opfører jeg mig, som om alt er i den skønneste orden. Min opgave er ad åre og på den mest pædagogiske måde at fortælle dem, at verden ikke er, som den ser ud til at være. Jeg takker (jeg ved ikke hvem), at vi ikke lever i mellemkrigstidens Warszawa og skal fortælle dem om Hitler og Stalin. Vi sidder trygt og kan tale om den urolige verden. Et privilegium.

@John: Vi forskellige debattører står som fyrtårne med vores synspunkter og synes gensidigt, at ’de andre’ er skudt i hovedet. Jeg synes bare, at vi skal blive stående. Et debatlandskab uden fyrtårne er for kedeligt (jeg mangler i øvrigt NHN, hvad mon han laver?).

Freddy Andersen

@Niels-Simon

Hvis vi ikke tror på det, har vi jo tabt på forhånd, og faen stå i det og bare lægge sig ned, gu vil jeg ej.

Så hellere være med til at råbe: SÅ VÅGN DA OP FOR POKKER.
Om vi så bliver hørt det er spørgsmålet, men så har vi i det mindste råbt.

Niels-Simon Larsen

@Freddy: Jeg kan kun tale for mig selv, og ser man på min kalender, kan man se, at jeg er meget aktiv på miljøområdet som græsrod, så jeg synes ikke, at jeg har noget at skamme mig over.

Det er en speciel form for diskussion, vi har her i tråden. Jeg ser den som en kunstart. Desværre er der alt for få, der ser deres interesse i at være med. Ejvind giver bolden op en gang om ugen, og vi slår til den. Selvom vi ikke svarer direkte, svarer vi i relation til det, han har skrevet igennem årene.

” Hvis vi ikke tror på det, har vi jo tabt på forhånd”, skriver du.

Den er værd at tage op, for hvad er det, vi så har tabt, og hvad er det, vi skal tro på? Min erfaring siger mig, at det er der meget få mennesker, der gider bruge tid på. Det er let nok at komme med tynde forklaringer, og dem er der masser af. Kender du for resten en eneste politisk leder, der har for fem flade øre dybsindige tanker? Jeg gør ikke. De gamle socialdemokrater havde lidt, der smagte af fugl. Højrefløjen har tre fise i en hornlygte, Gud, konge og fædreland. De liberale har nogle forgyldte tågehorn plus Haarder, som vist ikke er forgyldt. Kirken har hverken filosofi eller etik. Ingen har noget, ud over miljøbevægelsen og den tænker ikke, den handler bare. Det er fint, men for svagt, og derfor bliver den ikke taget alvorligt. Hvornår har du sidst set miljøbevægelsen i Deadline? Vi eksisterer ikke. Min dom.

”SÅ VÅGN DA OP FOR POKKER”, skriver du. Man må ikke råbe, og man skal tale pænt. Det er sådan, det er i dag. Der er i øvrigt ingen, der gider høre.
Alt det her lever jeg med, og jeg har en travl uge foran mig.

Freddy Andersen

@Niels-Simon

Den var ikke møntet på dig, jeg kan godt høre dig, enig med dig i, for pokker hvor der mange af dem man burde kunne høre, man ikke kan høre.
Det vi taber er troen på at det måske kan hjælpe hvis vi råber op, måske naivt, men den beskyldning tager jeg gerne på mig.
Jeg tror også på det ikke er sidste gang, du dukker op her i spalterne, og tak for det.